“Brug din kreativitet” af Eva Wang Gøttrup og Karen Toftegaard. Nyt Nordisk Forlag, Arnold Busck 2014. Foto: Kirstine Autzen
Jeg flytter og er ved at rydde op. Der står 10 eksemplarer af bogen “BRUG DIN KREATIVITET” på min lagerhylde, som jeg gerne vil matche med nysgerrige sjæle.
Bogen er i høj grad en inspirationsbog, som du kan bruge til at skrue op for den kreative del af dig. Sommeren er den tid, hvor mange har energien og tiden til at pleje sig selv – både kroppen, humøret og kreativiteten. Sommertiden er der, hvor bogen hvert år får en renæssance på bibliotekets udlåningslister. Jeg er ikke selv så god til bibliotekslån, da jeg oftest ender med at betale en bøde, der ville gøre det billigere at købe bogen fra begyndelsen af. Og du kan få bogen til en pris langt billigere end en biblioteksbøde og endda få den sendt til døren.
BRUG DIN KREATIVITET: Mærk inspiration fra kreative personligheder som bl.a. kunstner, designer og direktør Rosan Bosch, fhv. kreativ direktør i Saatchi & Saatchi Patrick Isaak, direktør for Space 10 (ArtRebels og Trailerpark) Carla Cammilla Hjort, musiker og kunstner Signe Høirup Wille Jørgensen (Jomi Massage), designer og direktør Line Markvardsen og madkunstner og iværksætter af 1.th. Mette Martinussen.
Eller hvis du sidder med din mobil i hånden: Send dit navn og postadresse med 190 kr. på MobilePay 2298 6743. Og så modtager du en kvittering på mail, hvis du skriver “din mail (faktura)” i beskeden.
Deadline: Fredag den 23. juni kl. 12.00
Jeg går på sommerferie på fredag og derfor gælder tilbuddet til fredag den 23. juni kl.12.00. Så kan jeg lige nå at sende bogen til dig, inden jeg tager til havet og nyder årets lyseste dag og korteste nat – Sankt Hans.
Spørgsmål? -> Skriv på velkommen@karentoftegaard.dk.
Dette blogindlæg er på engelsk, fordi det indeholder et interview med storyteller Zena Barakat fra det internationale designfirma IDEO, som jeg mødte til en scenekunstmesse i Montréal (Cinars). Og jeg vil også gerne dele det med de mennesker, jeg mødte der. [This blogpost is in english as it contains an interview with storyteller Zena Barakat from the international design firm IDEO, whom I met at a performing arts event in Montréal (Cinars). And I would like to share it with the people I met there too.]
Storyteller Zena Barakat from the design company IDEO and Karen Toftegaard, when we met in Montréal at the Performing Arts platform CINARS 2016.
Creativity lies in the way we think
A couple of years ago I had a book about creativitypublished (in Danish) – interviewing people with different kind of creative mindsets and giving tools to activate and nourish your creativity. Back then I sensed there was a difference in the way we were acting and thinking creatively even though my task was to find the essences of creative behaviour. I also noticed that I felt most inspired by people that were doing things very differently than I. Having worked in the performing arts field around 15 years I find it particularly interesting to see how this milieu can learn from other creative mindsets.
Creative thinking
When I met storyteller Zena Barakat from the international design company IDEO in San Francisco at the performing arts platform CINARS in Montréal, Canada, we talked about the creative design thinking and the creative thinking in performing arts. There is a difference and I see a potential for growing when adapting some of the approaches and ways of doing in the creative design thinking.
How to reach new audiences – using design thinking
Zena Barakat works in the Design for Change studio, helping organisations evolve their cultures and businesses to become more adaptive. In 2015 she worked with the San Francisco Opera to explore ways it could reach new audiences – using design thinking. Prior to joining IDEO, she worked in journalism and on documentaries for 12 years for The New York Times, ABC News, National Public Radio, Bloomberg News, National Geographic and the Independent Film Channel (IFC). Yes, she is pretty awesome.
Here are parts of our conversation – feel free to join:
Karen: How do you experience the difference between creative design mindset and the mindset of a performing arts organization? Zena: “Design thinking is very collaborative. You bring people together and you are supposed to leave your ego at the door, and if you are doing it right, you don’t really know where the idea came from exactly, who thought of it in the room, because everyone is building on each other so much. It is that collaborative and cooperative. And the people in the room are people with different backgrounds and perspectives and it takes relying on each other to come up with solutions and literally credit does not matter. In art it’s the opposite. It really matters who came up with the idea and it’s a certain vision, and it comes from one person or certain people at the very top, and credit is almost everything, right. (Even though there are several independent artists working collectively – as we experienced and reflected on at a.o. the international performance festival WORKS AT WORK: group works, ed.).”
Storyteller Zena Barakat from the international design company IDEO. She is based in San Francisco.
Working in silos
“However art and design also have different purposes. Design is supposed to be thinking about your audience and their experience and art can be inspirational because it is so singularly focused. The reason that it is important is because when you have a culture in arts organisations that is so used to working in departments by themselves or people working on their own, they have their own little systems that they have created. They work in silos. Then you come in and you say, we have this methodology, you have to collaborate on everything, the entire process from the beginning to end. That makes people extremely uncomfortable. They feel unsafe. Is my job safe? Am I going to be needed? Am I going to get the validation? Are my contributions going to be recognised? So it’s a completely different way of talking, thinking and doing. For people that can be very threatening. But if you can completely embrace it you can bring the ideas of five people to make the audience experience better.
Is there a way to leave the ego at the door?
Five people who come from very different backgrounds. It can be the security guard who works at the front of the house, it could be the musician and it could be a performer and then it could be the person who is head of audience relations, and you talk with them. The security guard at the front of the house could notice something that you never have noticed before that could make the audience experience vastly different. So if there is a way to leave your ego at the door, the opinions of five people can be way more powerful to make something great. It could mean the entire picture of the audience experience. So design thinking is powerful in that way, that it challenges the way that people naturally work in arts organisations which is very individually.”
Karen: “Yes it is extremely important to challenge the silo-behaviour. I worked in cultural institutions (supported by Danish Ministry of Culture) for seven years with Public Relations and I often got the best ideas when I was talking with the front house, the cleaning lady or the stage manager – people with another approach than I.”
Let´s all jump in
Zena: “It is not about everybody doing everything. It is more about when problems arise with ticketing. Do you put that entire problem on the ticket person or do all the people with different expertise, including the ticket expertise, come together and help each other to find that solution. It’s not like there is no collaboration going on, but it is sort of paper individualised specialised. Instead of ‘there’s something going on with ticketing, let us all jump in on that’. I think it is very uncomfortable for people, if they don’t get the credit or feel valued. They become nervous that their job may not exist tomorrow. And that’s a very real fear. Art organisations are struggling with finances and getting the audience what they need to continue. So it is not an irrational fear, but sometimes when you are dealing with set problems, it takes everybody taking it on. And people being able to help each other to think about solutions.”
Karen: “I think you’re spot on. The fear is driving people to do a lot of things especially in the art branch, because there is so much fear of losing. Specially now, where people are loosing privileges within the arts because the funding’s are cut back and people have to legitimise art by manifesting ‘why we should regard art as something valuable’ in all actions. I would like to recognise that you talk very empathic about these people and you’ve got a good understanding of what is going on. It is a pleasure to hear your way of talking respectfully and empathetic.
Sometimes the things we feel as extra could be the core of our change
Zena: “Well before I did my current carrier, I worked in journalism. Journalism is very similar in a lot of ways. In journalism there is a lot of fear, that we are not going to have the money to do the coverage that we need to do, to do a good job for the public. The public is not interesting in funding journalism the way it needs to be funded in order to exist. Because in journalism, investigating reporting has to happen, and that is not a very lean or effective process. It takes a lot of time and money to do investigated reporting. And so, in journalism there is a lot of the same fears that we are not going to be relevant or exist tomorrow. So everything is done just to survive. It’s a survival mechanism. Everything feels extra. The problem is that the things that feel extra could save you. For example, it used to be an extra for journalists to think about a Facebook strategy. It used to be an extra to promote. Well the biggest distributor of news now, is Facebook. So sometimes, these things that we feel as an extra could be at the core of what we could do to change. So for example, it could feel extra to reach out to new and different, not younger necessarily, but new and different audiences. It could feel like, ‘that is just one extra thing, that I can’t possible do’. Well it could be the thing that saves you and makes you more relevant, get more people through your doors. But because people are surviving, they are only thinking day to day, they are not thinking of five years from now.”
Karen: “Which three advices would you give to people in the art business about how to prioritise development?”
>>>Don’t spend a lot of money to do experiments<<< Zena: “The thing that I have heard from people over and over again, is that we don’t have the time and money or resources to do that. But the whole idea in design thinking is that you don’t spend a lot of money to do experiments. Please don’t. You need to first realise, if an idea could take hold before you throw money at it. Arts organisations, the Opera in particular, is really good at being perfect. They don’t like to do experiments. Their experiments are going to be the most perfect experiments. They are going to spend a lot of money on it. So there has to be a shift in thinking, that we can take little chances that could have a big impact. For example, tonight all of our ushers are dressed differently and have a different role. There are going to be two people doing the tickets, but we are not going to show people where to sit and we are going to see if they are okay with that. Instead all the ushers are going to be serving people drinks, to make the bar experience much faster and they are going to be talking to people about what to look out for in the show tonight. That’s what we are going to do. We are not going to have this long line of people waiting to get a drink or whatever, or they are going to talk to people in the line at the bathroom. To make it more tolerable to people to wait in line for the bathroom. I’m just saying, that doesn’t cost you any money, it is just a different mind-set.
In a lot of these arts organisations, for a new audience member who walks through the doors, there are already rules of conduct that they don’t know about. They are expected to dress a certain way, they are supposed to know certain cues that it is time to go inside and sit down. There are all these norms. If you were to change any one point of that, you could drastically change the audience experience. And that doesn’t mean spending money. So that’s number one. Experimenting without spending money.
>>>Please don’t water down your artistic vision<<<
Number two: Please don’t water down your artistic vision because you are thinking that it is going to please a lot of people. Sometimes I see that people want to please young people, so they do very ordinary things, to please young people and they are almost talking down to young people because they are saying ‘do you know what young people would like, young people would like a rave’ and so they do a dance party or whatever. Sometimes that works; but sometimes young people want the most elite thing. They just want to be able to wear jeans for it. They don’t want you to change your art, they just want to be able to feel comfortable. They want it at the time they want it at, they want the drinks at the bar to be beers that they like and they want… You know I’m just saying, that sometimes it is everything surrounding your performance. Well when you just start changing your art to please people that is when it doesn’t have a beautiful vision that is strong, anymore. And you are doing it to please people and that doesn’t work. So, I guess when you are thinking about your audience, really think about designing everything around the art, around the performance. What is it like to get tickets? Is it functional for people, are they getting in to problems, is it not worth their time? How are they finding out about it, in the first place? Are the only places you publish places that your existing audiences get newsletters. If you want to reach, new audiences go and reach newsletters and blogs that are outside of what you usually do. So I guess my point is, there is so much room for experimenting and experimentation and design around the whole audience experience that changing your programming to be blatantly trying to get a singular audience can sometimes talk down to them and feel in-authentic to them.
>>>Talk to people outside your bubble<<<
Number three is to talk with people outside your bubble. Outside of your world. Talk about how they are dealing with the same problem. The signature thing we did when I worked with the San Francisco Opera, was to get them to talk to people in other industries. Sometimes the opera people only talk to opera people and they say ‘We’re having this audience problem, Oh you are having an audience problem’, and they are just having the same conversations. Well, what we did was that we said one of the things the Opera was struggling with was ‘if we try to attract new audiences are we going to turn off our existing audience’? So we talked to someone in a completely different field, which was a wedding planner. We had an open conversation with the wedding planner. We said: Tell us about how you are able to please the mother of the bride and the flower girl in one event. What is important to people and what is not important. What makes people feel like they are taken care of and so on. Something that came out of that conversation, that was unrelated to that exact question, but really inspired the people at the Opera, was that she was talking about an event where there were people of different ages that, there is a certain energy level that you want to maintain. So you have to be very responsive. At a wedding, if you notice that things are getting quiet and slow and people are leaving the dancefloor, you put on an upbeat song. You might put a song on from the 1950’s, to get a certain crowd up and dancing, you are being very flexible. So you just think, we put on a performance in a certain space, maybe the venue is very flexible, is there a way that we can be responsive to the audience.We noticed once in an encore that the audience kept clapping. Well what if the performers came out once and the audience clapped once, and the next time the opera members decided we are going to get of the stage, move all the chairs to the side and we are going to talk to the audience members for 15 minutes. I’m just saying, that what they realised is that they are not very responsive, to the feeling or the mood of the audience, so sometimes you are not going to get the exact answer but you are going to be inspired by people in other fields, to solve your problem and look at it from a different angle.
Fantasy football – could there be Fantasy theatre?
Art organisations are not the only ones who are dealing with attendance issues when it comes to physical space. So how can you talk to people, for example, let’s say sports teams. They have to deal with filling stadiums, so what if an arts organisation talked to a sports team. And it is not about partnering with them, it is about saying ‘what are you doing to fill your seats’, because you have a physical space and they could be doing something really interesting that could inspire you. Something that you never even thought of. For example, something that has brought huge interest to a lot of people is Fantasy Football. Fantasy Football is basically an online game you play with your friends. Let’s say you play with ten other people, and you make your own team based on players you like, online. And so you pick a Quarterback from this team, and you pick another player from this team, and you make your own teams. And in the real world, the way that those people perform dictates how well your team is doing. So if that Quarterback threw eight touchdowns, then you are going to get those points. You get certain points for the players you choose, and you can switch people out and bring new ones in, and whatever.
People are therefore watching the games, because they want to know how their players are doing. So that’s really interesting, right? It’s another way that people are engaged, by inventing their own games that runs parallel to the physical.”
The Danish equivalent to Fantasy Football is “Manager”, formerly known as “Drømmeholdet”. The Danish newspaper BT began the concept in Denmark and inspired several others.
Karen: “It could be fun if you have fantasy theatre or fantasy performing arts.”
Zena: “Yeah, it could be fun. I don’t know what the analogy is, but maybe if the arts organisations get together and develop a videogame that turns you into the opera singer and you are performing the music that they perform. It could renew a whole new interest with a different audience in the art forum. One thing I can tell you with the Opera world. The Opera went and spoke to the manager in a movie theatre that serves food and drinks in the movie theatre. And they were talking to him about what it is like to have food and drinks in the space where something is going on, where entertainment is happening. Is it distracting for the audience. Because they were really thinking about this. The Opera was opening a 300 seat theatre, and they ended up choosing to have cup holders in the seats. So they ordered all these seats with cup holders, and now they allow people to bring in drinks in this new smaller theatre. So anyways they were talking to this guy, and he said one unexpected thing . They have curators to certain theme nights. So say some person is really into sci-fi movies, and this person is a sci-fi blogger, and so that person chooses what happens, what movies are coming up for every Thursday in the month of February, or whatever. And that person has a newsletter and a twitter account with a massive following. And that person says ‘I’m going to be at the Alamo Draft house, Thursday night showing my favourite science fiction films. The audience it is bringing is following that guy, so they are coming to this venue, a different audience entirely, and they are following him. So they thought to themselves, ‘how could we bring in a whole new audience, maybe by bringing in a different curator, or a different person that have influences. That puts on the show for the night, because people are following that person. So, if they talk to other people in the Opera they are not necessarily going to get the same answers. And it is not a direct answer all the time, but it is about getting your inspiration for ideas.
Hold on to the purposes of your organisation
Another thing is, that you really have to hold on to the purposes of your organisation, so with any experimentation it is not about trying everything and anything. ‘Is it in line with your purpose and your mission’? This is not something that is on your website, it has to be true about your organisation. And the more specific you could be about what your purpose it, the more you can actually experiment with a reason towards the goal. So, for example, if your mission is to reach new audiences or serve the community, what are you actually doing to be out there in the community, beyond just words. And are the experiments that you are doing and the change that you are making in line with that. So it’s not just about ‘let’s have a Snapchat channel and do virtual reality and do a videogame’. It’s not just about technology solving these things, but what experiments are you doing that are in line with your mission. So that there is a purpose and a reason for it, and it makes sense that you are the ones doing that. You in particular. Your organisation, singularly, not all of the Opera or all of the performing arts or the multimedia performance places/spaces. What makes you different from all the other ones, and your experiments and the change you are making, the goal of it has to be for you to fulfil that purpose and goal. In that way you can priorities what you are doing. I guess that was a long way of saying, you have to know your mission and purposes singular to your organisation, so that the change that you are proposing makes sense.
Every year in the beginning of July the San Francisco Opera invites San Francisco citizens to a stadium to watch a simulcasting Opera on screen outdoor in the sun – for free.
Do we unintendedly build walls around the arts?
“How the hell do they get people to come?” I couldn’t help asking. I’m fascinated by the fact that 30.000 people partake in such an event when a lot of them wouldn’t even consider going to the Opera house but don’t mind going to a stadium watching opera on screens and eating garlic fries in the sun. Maybe that tells us something about how we sometimes unintendedly build walls around the arts when we insist on the art institutions.
OM AT LÆRE PÅ ET DYBERE PLAN – OG REELT SKABE FORANDRING I SIN PRAKSIS
Det er gået meget stærkt her det sidste år. Når man starter en ny virksomhed op, er der mange ting, der skal gå op i en højere enhed og mange sider af en selv, der skal i spil. Og det har været godt med tid og ro til sommer-refleksion. Her har jeg især tænkt over, hvad det vil sige at tage læring til sig på et dybere niveau – og reelt skabe forandring i sin praksis.
GOD KOMMUNIKATION HANDLER OM MENNESKER
Det har på mange måder har været en drømmestart for min virksomhed med mange både nye og gamle samarbejdspartnere. Mit mål er stadig at udvikle en mere organisk praksis i samarbejder, hvor kommunikation og markedsføring bliver en dybere samskabelse med kunsten. Det betyder blandt andet, at det bliver mere vigtigt med videndeling, fordi jeg tror på, at den bedste måde, man kan støtte mennesker på, er ved at give dem viden og redskaber til selv at gøre de forandringer, de ønsker.
Jeg har taget en facilitator-uddannelse, der giver mig redskaber til at hjælpe mennesker (og mig selv) med at forholde sig til de modstande, de indeholder. Og vende modstanden til en konstruktiv energi. Samt ikke mindst at se i øjnene, at vi alle indeholder mange forskellige egenskaber og følelser. Og at det oftest er i vores egen dom over disse egenskaber og følelser, at der sker en distance mellem det vi drømmer om og det vi gør. En af de allerstørste handlingslammere er når, der er noget, vi for alt i verden ikke vil være.
(SELV) PROMOVERING KAN VÆRE ANSTRENGENDE
Det giver især mening i forhold til (selv)promovering, som langt de fleste i virkeligheden har det ret anstrengt med. Og så ringer de til mig. Men jeg kan allerbedst gøre en forskel, hvis modstanden mod f.eks. at være sådan en, der ”selvoptaget promoverer sig selv”, fylder langt mindre end lysten til at vise verden, hvilken forskel, man er i gang med at gøre. Det er enormt sårbart at skabe kunst – lige gyldigt hvor meget vi prøver at lade som om det ikke er. Det er sårbart at sætte sig selv i arenaen. Det har Theodor Roosevelt blandt andre sagt noget klogt om.
”It’s not the critics who counts; not the man who points out how the strong man stumbles, or where the doer of deeds could have done them better.”It’s not the critics who counts;
The credit belongs to the man who is actually in the arena, whose face is marred by dust and sweat and blood; who strives valiantly; who errs, who comes short again and again, because there is no effort without error and shortcoming; but who does actually strive to do the deeds; who knows great enthusiasms, the great devotions; who spends himself in a worthy case; who at the best knows in the end the triumph of high achievement, and who at worst, if he fails, at least fails while daring greatly, so that his place shall never be with those cold and timid souls who neither know victory nor defeat.”
Theodor Roosevelt
Happy End på plejehjemmet Sóltún i Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen
UDTRYK DINE FØLELSER UDEN TØVEN
Her i foråret har jeg søgt meget inspiration til at finde ud af at beskrive, hvordan jeg egentlig opfatter verden. For der er noget, som er forandret inden i mig. Det er hverken specielt skidt eller godt. Det er bare sådan, det er. I samarbejdet med iscenesætter Ingrid Tranum Velasquez var jeg med projektet HAPPY END på Island. Her interviewede jeg en 70-årig islandsk kvinde. Det var som at møde et orakel. Hun sagde: “Udtryk dine følelser uden tøven” på engelsk med en islandsk accent.
FORANDRING KRÆVER ET ANDET SPROG, EN ANDEN MÅDE AT BESKRIVE PÅ
Det blev startskuddet til en læringsproces, som gik langt ud over den facilitator-uddannelse, jeg var i gang med. Her havde jeg læst nogle af Carl G. Jungs teorier. Men så søgte jeg inspiration i Den Tibetanske Dødebog og opdagede den chilenske biolog Humberto Maturana. Det udvidede bevidstheden. Det havde den naturlige konsekvens, at mine gamle fortællinger om, hvad jeg gjorde og hvem jeg var, ikke længere stemte overens med min virkelighed. Jeg havde brug for at finde et andet sprog, en anden forklaringsramme. Langsomt begyndte jeg at ane og finde en sammenhæng mellem biologiens, psykologiens og den åndelige verden, som giver mening for mig. Det kommer min virksomhed også til at blive præget af. Jeg er i gang med at finde ud af hvordan – i samarbejde med inspirerende og dygtige mennesker. Og den udforskning finder også sted i de samarbejder, jeg allerede har haft med mennesker gennem længere tid og i helt nye samarbejder. Sammen sætter vi kursen mod nærende og inspirerende samarbejdsformer – forestiller jeg mig.
INDERLIG OG ALT, ALT, ALT FOR MEGET
Og så har jeg skrevet en bog, med digte og et længere essay om kærlighed. Den er inderlig og flere steder alt, alt, alt for meget, og det er lige præcis sådan, den bog skal være. Jeg kan sætte ansigt på de første 10 personer, som vil synes, den er decideret forfærdelig. Heldigvis har jeg også en fornemmelse af, at der er væsentlige flere, som kan finde inspiration i den. Det minder mig igen om, hvor sårbart det er at skabe. Hvor sårbart det er at blive synlig for omverdenen, hvor man skal stå på mål for sin vision. Og derfor er det så menneskeligt at føle modstand mod at blive synlig. For man gjorde det jo ikke, fordi man selv ville være synlig. Man ville gerne ændre verden med ens bidrag – i al ydmyghed og storhed. Og derfor er det godt at forberede sig på hvilke fortællinger, der styrker formidlingen af ens projekt. For det at promovere og gøre det, man skaber synligt for andre, er et håndværk. Og jeg tror meget på at klæde mennesker på til selv at kunne handle.
[Hvad sker der i mødet mellem mennesket og kunsten? Hvilke refleksionsrum åbner sig – hos en selv og sammen med andre? Hvori ligger kunstens inspirationskraft? Vi, Karen Toftegaard og Ida Marie Fich, har lavet en filosofisk undersøgelse og beskrivelse af, hvad der sker i mødet mellem mennesket og kunsten. Ida Marie Fich har reflekteret over fire forskellige forestillinger på Det Frie Felts Festival og CPH STAGE her på bloggen. Nu vil vi sammen i en dialog reflektere videre over, hvad kunsten gør ved os, og hvad det siger om forestillingernes potentiale for at skabe rum for relationer mellem kunsten og publikum og publikum imellem. Vi deler her vores dialog, hvor vi har udfordret hinanden til at gå i dybden med refleksionerne.]
Og JA for helvede da! Jeg har helt klart haft intime, personlige og meget fremmedgørende oplevelser med kunsten. Måske fordi kunsten, når jeg tænker over det, altid har spillet en eksistentiel rolle i mit liv. Det er her, jeg har søgt både tilflugt og inspiration til livet – både de helt banale forhold og de helt store og abstrakte tanker, jeg søgte en resonans til. Og når jeg vælger at bringe min egen subjektive tilgang til kunsten ind i refleksionerne, så handler det om, at vi for at forstå hinandens måde at opleve kunsten på må huske, at der findes ingen objektiv sandhed. Ethvert menneske oplever virkeligheden og dermed også kunsten subjektivt, citerer jeg frit den chilenske biolog Humberto Maturana. Og enhver fælles forståelse af virkeligheden kan kun ske gennem en forhandling. Det vil sige, at vi er nødt til at forhandle, hvordan en fælles virkelighed ser ud – i dialog med andre.
Kunsten lige der hvor mennesker er i deres hverdag
Nogle af de mest ærlige samtaler om kunstens berettigelse har jeg haft, da jeg var indehaver af og kurator på AirPlay Street Gallery (2006 – 2012) – der viste digital og performativ kunst på en plads på Nørrebro. Og ja det blev prisbelønnet og vi var ”new kids on the block” det første år i kunstdiskursen, men det var faktisk aldrig det, der var det vigtigste, selvom anerkendelsen da føltes utroligt godt. Vores mission var at rykke kunsten derhen, hvor mennesker var på vej til og fra Fakta – lige midt i deres hverdag. Og det var da pænt møjsommeligt. Det der skabte de gode dialoger var, når jeg pludselig skulle tale med nogle af dem, der boede i området eller ellers brugte pladsen. Dem hvis hverdag vi havde sat os for at placere kunst i. F.eks. samtaler med unge boldspillere på pladsen hvor der altså skulle nogle vægtige argumenter frem for at overbevise om vigtigheden i, at der nu skulle være noget performance på pladsen, så de kunne ikke spille fodbold længere. Den gode dialog var altid der, hvor vi fandt frem til at tale og lytte ud fra en nysgerrighed i os selv. Enten en nysgerrighed i at forstå den andens måde at se verden på eller den andens glæde ved at spille bold eller skabe og præsentere kunst. Nogle gange var det bare frustrerende, at der var forskellige behov. Andre gange stod jeg pludselig i en virtuos samtale om kunstens rolle og betydning. Og netop den oplevelse havde jeg et déjà-vu eller rettere déjà-senti (allerede følt) med, da jeg tog forbi den udendørs lysinstallation i Enghaveparken LYSFORESTILLINGER af den svenske lyskunstner Jakob Oredsson (i samarbejde med Karen Danielsen).
Er det kunst?
Her talte jeg bl.a. med Jakob om hvordan de forskellige måder, de havde opstillet lysene på, de forskellige aftener havde virket enten inkluderende eller decideret ekskluderende. Og midt i vores samtale i en kunstdiskurs kommer et par gående med deres barn i klapvogn gennem den lysallé, vi kunne konstatere var inkluderende, fordi folk spontant brugte den til en lysende catwalk, hvor de tog billeder af sig selv og gik oplivet igennem. Parret har en anden farve end os og manden taler med en accent, da han spørger både konstaterende og nysgerrigt: ”Er det kunst? Men er det ikke dyrt? Hvad nu hvis I havde træerne i midten? For oftest er det jo menneskene, som får opmærksomheden, men så ville det være naturen, som fik opmærksomheden” – og lige præcis her i hans på samme tid udtrykte skepsis, pragmatisme og medtænken opstår der en nærhed med et andet menneske, der møder og reflekterer et kunstværk, som gør mig helt lyksalig. Måske fordi jeg altid, inderst inde, drømmer om at rive alle dæmningerne ned mellem de forskellige klassepositioner og dertil hørende kulturel kapital. Gøre kunsten tilgængelig for alle og slå fast at alle har ret til en kunstoplevelse og til at have sin egen helt subjektive opfattelse af den – uden at skulle stå til regnskab for andre.
Igen noget med at vi alle ser verden forskelligt og der skal en forhandling og udveksling til for at opnå en fælles virkelighed. Men nogle gange behøver vi heller ikke tage forhandlingen, men bare lade mennesker have deres helt egen subjektive opfattelse.
Når oplevelsen folder sig ud
Og så tilbage til dit spørgsmål om, hvordan jeg ser de to modpoler mellem det, du betegner som ”det nære” og ”det totalt afskårede” skildret i scenekunsten i dag generelt. Faktisk havde jeg en meget nær oplevelse af Rystet Spejl, fordi den åbnede op for flere sanseligheder inden i mig – bl.a. på grund af min store kærlighed til ord og den måde, som de fik plads i den visionære scenografi. Jeg havde mange associationer og følelser undervejs. Det var en oplevelse jeg havde med mig selv og som i høj grad foldede sig ud inden i mig. Faktisk på linje med at læse en bog, hvilket måske hænger sammen med at forestillingen jo i høj grad også var lavet på digtoplevelsens præmis. Ikke helt i samme skala, men i samme boldgade var min oplevelse af det minimalistiske værk IN BETWEEN CONCRETE af koreografkollektivet RISK. Her stod 4 dansere formummede, indviklet i stofstrimler og bevægede sig kun helt minimalt. Bevægelsen var forrykket til lyden, der gik fra total scenestilhed til en lydlig bevægelse gennem rummet. Jeg oplevede, at der blev åbnet for et kunstnerisk refleksionsrum, hvor jeg kunne reflektere over bevægelse og ikke-bevægelse. Og hvad der i øvrigt faldt mig ind. De leverede deres værk og lod det være fuldstændigt op til mig, hvad jeg skulle stille op med det. Min veninde havde en total klaustrofobisk oplevelse og var glad for at komme ud igen.
Genkendelse
I min bedstemors køkken var jeg betaget af bedstemor-dukken og følte mig helt tæt på både min egen personlige erindring af min mormors køkken, duften, det altid lidt for sukrede mad og sirligheden i genbrugen af Cirkelkaffe-poserne til nedfrysning af brød. Der hvor der aldrig nogensinde blev stillet spørgsmålstegn ved negerpigen på kaffeposerne, der havde en stor nytteværdi. Anette Asp Christensen formåede på samme tid at ramme noget helt almengyldigt ved at tage udgangspunkt i en helt nær oplevelse af bedstemorens verden og relationen til hende – noget som de fleste genkender.
Refleksion af kunstoplevelsen i kunsten
Og så nævner du Det Store Sceneskift af Erik Pold og Daniel Norback, som netop placerer sig i en intelligent, humoristisk metadiskussion om kunstens rolle. Den talte til mig på så mange planer, fordi den er et værk, der både eksistentielt og reflekteret forholder sig til kunstens rolle i vores liv og i vores samfund. Og så er den ikke bange for at få mig til at grine. Og det er netop den uprætentiøse tone og humoren, som gør, at den placerer sig et sted, hvor den ikke kun er en metadiskussion. Den har indbygget en vilje til at nedbryde den selvhøjtidelighed, som nogle gange følger med stor kunst. Den selvhøjtidelighed som kan gøre det svært for ikke-indviede at stige på.
Vi kan helt klart godt kategorisere værker som ”nære” eller ”afskårne”. Men hvis vi netop gerne vil prøve at undersøge menneskets møde med kunsten giver det måske mere mening at fokusere på at nærheden og distancen opleves subjektivt – afhængigt af hvad man selv bringer med ind i mødet med kunsten. Med de erfaringer man har og hvordan man ser verden lige den dag, lige det øjeblik.
Hvor stiller de enkelte værker sig – i sit møde med mennesker?
Måske handler det i lige så høj grad om hvor de enkelte værker vælger at stille sig – i sit møde med mennesker. Er attituden – take it or leave it = få det ud af det som du får ud af det, det er helt op til dig. Det er ofte her vi finder det sublime værk. Modpolen er der, hvor værket først bliver til i det øjeblik, mennesker går reelt ind i det. Hvilket netop er væsentligt i interaktive værker – både i et intimt køkken og i det offentlige rum, hvor LYSFORESTILLINGER af Jakob Oredsson først reelt bliver et værk, når mennesker forholder sig aktivt og interagerende til lysinstallationen.
Og hvis hvert eneste møde mellem kunsten og et menneske er subjektivt, hvad betyder det så for vores forståelse af, hvad der sker i mødet mellem mennesker og kunsten? Og helt konkret vores diskussion lige her?
Om at møde kunsten med en porøsitet og med sig selv på spil?
Hvis vi ser på mennesket – handler det så om en porøsitet og en villighed til at sætte sig selv i spil, når man som menneske møder kunsten? Eller skal vi droppe den der italesættelse af den kulturelle kapital hos superkulturbrugerne og gøre oplevelsen fri og lade hver enkelt have sin oplevelse?
Hvis vi ser på vores opgave som formidlere. Handler det så om at vi har en opgave i at skabe en framing af kunstoplevelsen, hvor det er helt ok at føle og tænke lige præcis det, man nu gør i mødet med kunsten. En opgave i at skabe en tryghed i forhold til at kaste sig ud i at afprøve nye formater? Ellers skal vi folde værkerne ud
Hvordan ser du på det enkelte menneskes møde med kunsten og formidlerens opgave i forhold til mennesket, der står over for at skulle møde kunsten?
TILLYKKE TIL ALLE, DER TØR STILLE SIG DER, HVOR DE FØLGER DERES DRØMME OG SKABER. Jeg var til Reumert Prisuddelingen i går i Operaen. Det er en storslået og prestigefuld fejring af scenekunsten og af den kunst, der hæver sig op over det andet i landskabet. Og det er vigtigt at fejre. For mig handler scenekunsten nu mest om mennesker, der tør tro på deres drømme og udfolde deres skaberglæde. Sårbare og stærke, modige og angste.
Alle vil gerne have en Reumert Alle vil gerne have en Reumert. Lige gyldigt hvad de siger eller har sagt gennem alle årene. Alle vil bare gerne have anerkendelse for det hårde arbejde, de gør. Alle vil elskes af mor og far. Og det var så dejligt at se seje, kompetente mennesker stråle på scenen, til festen bagefter og i facebook-trådene i dag. Vis jeres lys og stå fuldt ved, at det fan’me er lykkedes at gøre noget bemærkelsesværdigt!!! TILLYKKE!
Foto: Patricia Schumann – instagram/facebook
For hver takketale er der to, der brænder inde i lommen Og for hver gang en glad og stolt takketale holdes, er der to takketaler, der brænder i lommen på en, der skrumper lidt i sædet. For vi ved alligevel godt, at det kun er vinderne, vi husker. Og pludselig bliver det skamfuldt, at man overhovedet var blevet nomineret, fordi man ikke vandt. Fordi man alligevel inderst inde havde troet, at der faktisk kunne være en chance for at vinde. Men alle fortjener at stråle – også når man er tæt på. TILLYKKE!!!
Hvad nu hvis vi så og anerkendte hinanden alle dage i året Hvorfor ikke hjælpe hinanden og anerkende hinanden alle dage i året – ved kaffeautomaten, ved det tilfældige møde på et fortov, i en facebook-besked – i hverdagen. Hvorfor ikke se hinanden – sådan rigtigt, selv når man har travlt og forvilder sig op i sit eget røvhul og mister følingen med andre, mister nærheden i parforholdene, kommer ud på et overdrev eller bliver fokuseret på, at denne gang skal det altså bare lykkes – koste hvad det vil. For kunsten kan være så ubarmhjertig og slide folk helt op gennem årene.
Vi er alligevel alle stærkere, hvis vi kan hjælpe hinanden med at holde modet oppe på den vej, vi må gå.
Hjælper hinanden med at stråle og finde den kunstneriske energi sammen, som skaber de der oplevelser, der minder os om, hvorfor vi stadig bliver ved med at elske kunsten.
Jeg er optaget af, hvad der sker, når man går ud i verden og er åben over for de muligheder, der dukker op. Og får det bedste ud af dem. I går mødte jeg en kvinde, der kom gående med en hund. Jeg kommenterede, at hendes hund åbenbart havde udvalgt sig min gade til dens favoritsted at udføre det, der får en pose op af hundeejerens lomme. Jeg havde set dem akkurat samme sted, i samme bevægelse dagen før.
Humberto Maturana – vores virkelighedsopfattelse afhænger af os selv
Og så er jeg optaget af den chilenske biolog Humberto Maturanas tanker om, at vores virkelighedsopfattelse afhænger af os selv. Den måde som vi opfatter verden og indgår i relationer på er konsekvensen af den indre proces, der foregår inden i os – i vores nervesystem. Ud fra den genetiske og mentale sammenhæng vi har som biologiske enheder. Alt afhænger af øjnene, der ser. Han mener, der er lige så mange virkeligheder som biologiske enheder. Og dermed er virkeligheden ikke noget, som bare objektivt er. Det er noget, der skabes og opleves af det enkelte menneske. I relationer forhandler vi hvilken virkelighed, der giver mening for begge personer. Det ser man bl.a. på arbejdspladsen, hvor det er nødvendigt at blive enige om et fælles mål, en fælles virkelighedsopfattelse for at kunne handle. Det er også derfor Maturana er brugt inden for meget ledelsesteori. Lige nu er jeg nu allermest interesseret i ham på et eksistentielt plan – for at forstå hvad det er som opleves som virkeligt og forskelligheden i vores virkeligheder og dermed de stemmer, vi har.
Tilbage til kvinden med hunden
Det viste sig, at kvinden havde passet hunden et par dage for nogle rejsende venner. Jeg kommenterede, at jeg i denne sidste uge, hvor jeg var begyndt at ryge og tage strejfture rundt i lokalmiljøet, havde mødt og talt med mange forskellige mennesker. Nogle jeg kendte i forvejen og åbenbart lige skulle møde på det tidspunkt. Andre for allerførste gang, mens mine tanker faldt til ro med cigaret i hånd. Bemærkelsesværdigt er det, at alle på hver deres plan havde været interessante samtaler.
Behov for en tredje ting som icebreaker i møder
Den unge kvinde boede åbenbart lige om hjørnet. Hun fortalte, at hun i disse dage med hund havde talt med flere mennesker i lokalområdet end hun havde gjort de fire år, hun havde boet her.
Vi talte helt enkelt om, hvorfor der er et behov for en tredje ting som icebreaker – hunden, cigaretten, drinken. Og jeg fik lyst til at høre hendes stemme folde sig ud her på bloggen.
Hun sagde hurtigt ja, da jeg spurgte, om jeg måtte skrive hendes tanker her – og sendte mig hurtigt et uddrag på skrift. Det var min mulighed for at reflektere med en person over møder mellem mennesker. Måske også din.
——-
Smilet er den korteste vej mellem to mennesker
Victor Borge sagde engang, at smilet er den korteste vej mellem to mennesker.
Min erfaring er, at det bliver smilet også – når der bare liiige har været et fælles element, der har ramt vores øjne inden munden.
De sidste to dage har jeg passet et vennepars hund og talt med flere mennesker i mit lokalområde på vuffens lufteture, end under de fire år jeg har boet på matriklen. Foruroligende, fascinerende og forundrende på samme tid.
Den lille logrende hund som icebreaker
Den lille, logrende hund har været det, vi er mødtes om. Det beundrende blik på fire poter har så forankret sig op til en dialog på to ben til en snak om alt og ingenting, som så lige pludselig bliver mere og mere nær og bliver det, som hele verden beundrer os for, men ikke forstår – nemlig hyggeligt.
Men samtalen var nok aldrig sket uden den pelsede icebreaker. Festen er også altid, hvor rygerne er. Og i nye sociale sammenhænge bonder rygerne hurtigere med hinanden udenfor, end dem, der står inde i pausen og spytter ned i en kop kaffe og tjekker telefonen for hundrede og syttende gang, fordi tavsheden er så larmende, at den overdøver alt.
Folk vil rigtig gerne snakke, blive inspireret og føle nysgerrighed
Den fælles referenceramme gør, at vi gider og tør – og når hunden eller cigaretten efterfølgende tages ud af ligningen, bliver regnstykket faktisk det samme – folk vil rigtig gerne snakke, blive inspireret og føle nysgerrighed. Men icebreaker-elementet er en nødvendig katalysator, for at det sker. (Undtagen når vi er stangstive, men det er en anden snak).
Selv om begrebet hygge er ultradansk og ikke kan forklares, har omverdenen uden for de nordiske breddegrader indgroet Victor Borges ord i sig. De behøver hverken hunde eller cigaretter for at snakke – ikke tale – bare snakke.
En fremmed er en ven, du aldrig har mødt
Jeg har rejst verden rundt og har overalt uden for Skandinavien oplevet attituden “en fremmed er en ven, du aldrig har mødt”. Uanset om det har været destinationer, hvor man har kunnet spejle sig kulturelt og fysiologisk med lokalbefolkningen eller under helt fjerne himmelstrøg, hvor man virker og ser eksotisk ud, snakker man med hinanden i køen, indleder en samtale med “how are you?” eller giver blot et Victor Borge’sk smil.
Det er endnu en gang foruroligende, fascinerende og forundrende på samme tid. Den såkaldte tredje ting er den nødvendige katalysator for det, vi alle sammen bare gerne vil: lytte og fortælle, inspirere og modtage, møde og smile.
“Brug din kreativitet” af Eva Wang Gøttrup og Karen Toftegaard. Nyt Nordisk Forlag, Arnold Busck 2014. Foto: Kirstine Autzen
I dag er det præcist 2 år siden, at bogen BRUG DIN KREATIVITET udkom. En del af mig var helt vild stolt over, at jeg havde skrevet en bog sammen med Eva Wang Gøttrup. Men der var også en del af mig, der sagde: ”Åh nej, jeg er jo ikke sådan en, der skriver selvhjælpsbøger! Jeg er jo sådan en, der læser Murakami og ser film af Werner Herzog. Den allerbedste lykkepille er da bare at leve livet.”
Mentale vildveje
Jeg har bare set for mange ting, der har sendt mig på mentale vildveje. Jeg har set min bror skrige dødsskrig, da jeg indlagde ham på Hvidovre Hospital – og hørt ham fortælle om stemmerne, han kunne høre i radiatorerne. Jeg har set min mor trække sig helt ind i sig selv i magtesløshed, mens jeg selv blev hurtigt voksen og mor nr. 2 for mine søskende. Jeg ser i det hele taget mennesker lidt for tydeligt ind i mellem. Og det kan være overvældende, når man egentlig bare gerne vil leve et relativt harmonisk liv.
Vi har skyggesider, vi ikke vil vise andre
Derfor har jeg efterhånden en hel håndfuld psykologers bekræftelse på, at jeg ikke selv bliver sindssyg. Jeg har søgt ro mange steder og det har bl.a. givet utroligt god mening for mig at fordybe mig i skygge-proces arbejdet, der bygger på Carl Jungs teorier om, at vi mennesker har skyggesider, som vi for alt i verden ikke vil vise andre mennesker. Og når vi har sat for mange egenskaber i skyggen får vi bygget et indre glasfængsel af skyld og skam, hvor det er svært at bevæge sig.
Skygge-facilitering støtter mennesker i at se deres skyggesider i øjnene
Jeg har taget en skyggefaciliterings-uddannelse hos den utroligt kompetente Pernille Melsted. Danmarks ukronede dronning inden for selvhjælp. Uddannelsen giver metoder til at støtte mennesker i at se deres skyggesider i øjnene og integrere dem i deres liv.
Sådan en, der promoverer sig selv skamløst
Det har jeg gjort for at kunne bruge det i mit arbejde. De fleste mennesker har meget, mere eller mindre bevidst, modstand mod at være ”sådan en, der promoverer sig selv skamløst”. Jeg har dog i lige så høj grad gjort det for selv at kunne trække vejret. Så JA! for helvede da – jeg er også sådan en, der skriver selvhjælpsbøger.
Tak til dem, der troede på mig, da jeg ikke helt selv havde fundet ud af at gøre det endnu.
P.S.
Pernille Melsteder i øvrigt interviewet i BRUG DIN KREATIVITET og taler netop om de dybereliggende modstande, vi kan have mod at opleve os selv som kreative.
Jeg er lige kommet hjem fra et kreativt retreat. I praksis betyder det, at jeg trak mig tilbage fra verden på et hotelværelse i 48 timer kun i selskab med min computer, papir, skriveredskaber og naturligvis forfriskninger. Her satte jeg fokus på at udvikle og få idéer og at skrive det der dukkede op. Og jeg er kommet hjem med en stor rulle af nedskrevne idéer. De står nu på bagsiden af plakaterne fra forestillinger, jeg har promoveret her i efteråret. Næste gang skal det være lidt længere tid, for det var utroligt forløsende at mærke at idéerne til at udvikle både min virksomhed, projekter og to bøger, jeg arbejder på, var der. De skulle bare have ro til at dukke op og komme ud.
Jeg havde brug for et historieløst og støjfrit rum
Der er så meget støj i hverdagen. Og derfor var det vigtigt for mig at finde et historieløst rum at være i. Et rum, hvor der ikke var støj både fysisk men også i alle de ekstrafortællinger, der ligger i detaljerne. Et moderne hotelværelse er historieløst – uden en masse personlige fortællinger flettet ind i hver eneste partikel. Og den der ro gav plads til, at der kom en masse idéer på banen. Jeg har også fået skrevet mig ind på hovedpersonen i den skønlitterære bog, jeg har arbejdet, eller rettere tænkt på længe. Jeg har arbejdet mere på den bog de sidste 48 timer end jeg har de sidste 2 år – og taget nogle gode valg. Og det gør mig glad, at jeg har en form, der er helt min egen, som jeg kan udtrykke mig i. Det føles som mit frirum. Det føles også enormt sårbart at udtrykke de fortællinger og de personer, som presser på for at blive fortalt ud fra den måde, jeg ser verden.
Brug din kreativitet
Når jeg læser de sider, jeg har skrevet, er jeg ikke sikker på, at jeg overhovedet har lyst til at vise det til verden. Men det er heller ikke det vigtigste. Det vigtigste er at finde måder at bruge sin kreativitet. Det var også den helt store drivkraft bag bogen BRUG DIN KREATIVITET, som jeg skrev sammen med kreativ coach Eva Wang Gøttrup. Jeg har altid haft en fornemmelse at, at hvis mennesker ikke bruger deres kreativitet på den ene eller anden måde – altså der hvor de bidrager med det særlige talent de har, så kan de blive syge. Jeg har netop opdaget Brené Brown, som er researcher og storyteller. Hun blev kendt for sin TED Talk om sårbarhed. Hun har lavet et meget interessant stykke research-arbejde både om skam og om kreativitet. Og der især to citater om kreativitet, som jeg nu har på min opslagstavle:
THERE IS NO CREATIVITY WITHOUT VULNERABILITY
UNUSED CREATIVITY IS DANGEROUS. IT TURNS INTO GRIEF, SHAME, DEPRESSION.
Når man leger med de store drenge, får man skrammer
Jeg er begyndt på en facilitator-uddannelse hos Pernille Melsted (meget mere om det senere), hvor vi arbejder med alle de mørke og lyse sider i mennesket. Og det slår mig igen og igen, at menneskets sind er den finurligste størrelse. Og sikke mange seje, succesfulde mennesker, der kæmper med at give plads til deres sårbarhed og dermed også deres kreativitet.
Jeg har længe været hende den hårde, der sagde ting som: “Når man leger med de store drenge, får man skrammer” og “Alt der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere.” Det blev pludselig tydeligt for mig, at jeg faktisk ikke har et eneste motto på den indre monitor, der talte til bare den mindste flig af den sårbare side i mig. Det handler ikke om, at vi alle skal til at være alt for private og dele upassende detaljer med hinanden. Det handler bare om helhjertet at anerkende både ens sårbarhed og ens styrke. Jeg er stadig lidt på gyngende grund med at formidle det – bær over med mig – og del gerne hvordan du selv giver plads til din sårbarhed og din kreativitet.
Per Kirkeby – Kilde: Politiken, foto: Joachim Adrian
Den gode fortælling er en af stamcellerne og drivkraften i mit arbejde med kommunikation og kreative processer. Måske også derfor personlige interviews spiller en stor rolle i mine metoder – både i det helt praktiske PR-arbejde, det værdibaserede kommunikationsstrategi-arbejde og i de interviews, jeg laver til bøger og magasiner. Jeg tænker at dele inspirerende og nærværende interviews med kreative personligheder løbende her på siden. Her er det første med Danmarks store kunstner-ikon Per Kirkeby.
Camilla Stockman er en skarp og levende formidler. Hun har lavet et fint interview med Per Kirkeby. Hun beskriver samtalen med Per Kirkeby som
Vi taler om livet, som er gået, og livet, som er.
Per Kirkeby beskriver sin sidste rejse til Grønland, hvor han blev syg undervejs og fik stor hjælp fra sine to rejsefæller – Kronprins Frederik og geologi-professor Minik Rosing
Det var meget tæt og meget ømt. For at bruge min ven Ib Michaels ord: Det var sådan en rejse, man aldrig kommer hjem fra.
På trods af Kirkebys sygdom nu, så ser han tilbage på et lykkeligt liv. Camilla Stockman spørger: “Er det et lykkeligt liv? At få lov til at bruge sig selv?
Ja, det skal jeg love for! Alt hvad jeg har haft talent og kræfter til, har jeg fået lov til at udfolde. Der er ikke noget, der er gået mig forbi (…) Jeg har fået det hele.
CoreAct med Det Rullende Rum på et plejehjem. Foto: Andreas Bergmann
Jeg begynder morgenen med at læse en artikel på Politiken, som giver god mening i forhold til min praksis. Den handler om DIWO (Do It With Others) sat ind i en kunstnerisk kontekst. Politiken laver simpelthen en hel artikelserie om DIWO – mine hænder klapper. DIWO er et begreb, som jeg de sidste år har rettet mit fokus på i forbindelse med mine skriverier om kreativitet. Det kaldes også BIIT (Be In It Together) som i denne artikel omkring kreativitetskulturer. Begge forkortelser er en bevægelse fra DIY-forkortelsen (Do It Yourself), hvor det er den enkelte, der skaber selv og så over til den kollektive proces og samproduktionen, hvor mennesker skaber sammen.
Processens fortælling
Især er det pointen fra Philipp Schorch, der er antropolog, museumskritiker og ph.d. med speciale i museer og kulturarv, som tænder et lys hos mig:
Jeg mener, museer selv – eller måske især de, der er banebrydende – bør interessere sig for deres egen historie ud fra et teoretisk perspektiv og gøre det på en meget synlig måde gennem udstillingerne, og forstå dem som processer, der skal afsløres, frem for produkter, som skal præsenteres.
Det er netop processen, der er mindst lige så interessant som produktet hos de kunstnere, jeg har samarbejdet med i flere år. Lige sådan med flere af de kunstnere og andre kreative, som jeg er begyndt at samarbejde med her de senere måneder, hvor jeg har skruet op på fuldtid i min egen virksomhed.
Når processen er lige så vigtig som produktet
F.eks. har jeg arbejdet sammen med performancegruppen CoreAct. De har et fokus på den personlige fortælling og vakte sidste år især opsigt med forestillingen Heidi – en rejse til Helvede med Simon Spies. De har også en anden praksis, som er mere brugerinvolverende og baserer sig meget på samtalen. De indsamler materiale og inddrager ofte personer i deres performance installationer – og gør dermed deltagerne til medskabere af oplevelsen og mødet f.eks. med DET RULLENDE RUM, hvor de er taget ud på plejehjem med et rullende rum af hyggelig stue fra et andet årti. Her har de talt med demente plejehjemsbeboere og indsamlet deres fortællinger for siden at dele disse fortællinger med deres pårørende.
Jeg har i mange år arbejdet med iscenesætter Helle Fuglsang og ser en stor værdi i hendes måde at glide ind i lokalsamfund og skabe en forandring. F.eks. har hun skabt iscenesættelser med blandt andre fiskerkoner i Fiske Auktionshallen i Hvide Sande, 33 sypiger på Elfenbenskysten, boksere i Cph Muay Thai Bokseklub i NordVest og byggearbejdere på MT Højgård byggeplads. Her tager hun udgangspunkt i det der er og gør fiskekoner, sypiger, boksere og byggearbejdere og til kreative medskabere.
33 sypiger…
Når der er tale om denne slags (scene)kunst, så giver det i høj grad lige så meget mening at vise processen, fordi der undervejs sker så mange møder og påvirkninger af praksisser. F.eks. når Helle Fuglsang møder 33 sypiger på Elfenbenskysten for første gang og begynder et kreativt samarbejde med dem. Eller når CoreAct indsamler fortællinger fra fanger i Horserød Statsfængsel under et livligt kaffebord. I det hele taget må det være sådan, at når man finder nye veje, så er det interessante i ens praksis ikke bare produktet, men også hvad der sker på vejen derhen.
Fortællingerne undervejs og bagefter er vigtige – ikke kun det færdige produkt
Det stiller naturligt også nogle andre udfordringer til formidlingen af denne form for kunstnerisk praksis. Det er lige så meget fortællingerne undervejs og bagefter, som er vigtige at fortælle – til gæster/publikum men også internt på det kunstneriske hold. Netop fordi der er tale om en bevægelse, som fortsætter og er i gang længe inden, men også undervejs. Og helt konkret fordi hele nøglen til at forstå den kunstneriske praksis ligger i at få fortællingerne rundt om med, så projektets kompleksitet begribes. En større synliggørelse af processen er netop væsentlig, fordi man hele tiden er nødt til at hjælpe folk med at forstå alt det ekstra, som ligger bag. Mange er stadig meget fokuserede på den enkelte oplevelse og vurderer ud fra nogle simple værk-idéer, der slet ikke indbefatter alle de ekstra lag, som er i de mere processuelle, co-creative kunstneriske praksisser.
Måder man kan gøre det på
Måder, man kan gøre dette på, kan være, når CoreAct arbejder med flere forskellige formater, som deres praksis kan komme til udtryk på – som performance og som udstilling. F.eks. har deres performance installation Det Rullende Rum netop været på flere plejehjem og udstillingen, der bygger på materiale derfra MIT RUM var på Hovedbiblioteket i november 2014. Eller når Helle Fuglsang i stigende grad inddrager dokumentariske kortfilm i sine værker. Og dermed også synliggør processen. Eller når Global Stories laver saloner undervejs i udviklingen af deres forestillinger. Her deler det kunstneriske hold erfaringer, diskuterer og indsamler det kunstneriske hold materiale. Også for at hjælpe med forståelsen undervejs.
Min egen praksis med de kollektive processer og samproduktioner
Jeg kommer også til at tænke på min egen praksis med de kollektive processer og samproduktioner. Den praksis, som jeg de senere år har savnet at gøre mere af. Bedst lykkedes det med udstillingen Mellem Byen – møder mellem mennesker i metropolen (2007), hvor et kuratorteam på 5 personer udviklede en udstilling med 5 kunstnere. Det handlede om møder i byen og kuratorteamet opstillede dogmer og satte rammerne for en fælles udviklingsproces for kunstnerne, der i praksis blev til et par workshop-dage. En af kritikkerne fra en af de deltagende kunstnere lød, at kuratorgruppen virkede til at have for meget fokus på processen og formidlingsformen frem for kunstprodukterne. Og det var i virkeligheden en helt spot-on-kritik. Jeg var på det tidspunkt meget optaget af at finde den der form for den kollektive proces. Den der form, hvor folk deltager og bidrager kollektivt til en proces.
DIWO-Iværksætter
Jeg havde arbejdet kollektivt fire år med udviklingen af VILDSKUD – festival for independent teater, som jeg var med til at grundlægge i 2002 med første festival i 2003. Da jeg stoppede i 2005 var jeg allerede i gang med det efterfølgende kollektive projekt – AirPlay Street Gallery – et af Danmarks første permanente udendørs gallerier. Det lå på hjørnet af Ravnsborggade og Sankt Hansgade og bestod af en plads med højtalere i og en projektor, der projicerede på en hvidmalet firkant på muren. Lydteknikken var sponsoreret af Montana, projektoren var en gammel Barco-svend skænket af Cinemateket, mens hjerte, sved og masser af tid blev investeret af et hold på 5 kvinder, der blev kaldt ”New kids on the Block” i den årlige kunstopsummering. Udstillingsstedet gav vi i øvrigt videre i 2012 til Videomøllen, der nu kører stedet i en aktiv, inddragende og kollektiv ånd. Jeg kalder det ansvarlig iværksætteri – at man sørger for at de kræfter og penge, der er blevet investeret i en platform ikke bare spildes, når iværksætternes energi i tråd med deres entreprenante natur søger videre mod noget andet.
DIWO – fremover
Her i efteråret 2014 har jeg været i en periode, hvor jeg har set meget indad og fundet frem til, hvad der ville give mening at bruge mine kræfter på fremover. Jeg har især et projekt, jeg udvikler på, som jeg glæder mig meget til at fortælle om. Det er i sin natur netop baseret på en samproduktions-model, fordi den forskel som projektet skal gøre tager hånd om komplekse udfordringer. Projektet ligger i krydsfeltet mellem konstruktiv journalistik, digital networked storytelling og (kultur)formidling.
Derudover tænker jeg min praksis fremover som en række partnerskaber med forskellige mennesker. Det gør det fleksibelt samtidigt med at der også er mulighed for kontinuitet i de samarbejder, der giver ekstra god mening.
