Når kunsten bliver for indforstået

Du kender det sikkert godt fra dig selv. Du er rigtig godt i gang med et projekt, kender alle aspekter og tanker bag og du ved bare, at det bliver godt.

Når du står der, lige midt i det hele, kan det være svært at se på arbejdet udefra. Og endnu sværere at forklare dit projekt for andre. Især hvis projektet er et hjertebarn. Noget, du har arbejdet på længe eller måske et projekt med et budskab, som du brænder mere for end noget andet.

Når du sidder der – midt i dit projekts centrum – og giver dig i kast med at beskrive det for andre, så går det ofte lidt skævt.

Når kunstneren selv beskriver sit værk er det ikke sikkert, at andre forstår det.

 

Sådan ser det i hvert fald tit ud fra modtagerens synspunkt. Jeg ved det, for jeg har i mange år siddet på den anden side og været den, der modtog pressemeddelelserne om de mange hjertebarnsprojekter.

Og netop det med at være modtager frem for afsender, har jeg lovet Karen Toftegaard at skrive lidt om her. For som jeg ser det, så er der er ganske simpel opskrift på, hvordan du sikrer dig, at dine modtagere forstår, hvad du skriver om.

 

En modtagers udfordringer

Som beskrevet i mit sidste indlæg her på siden (det her) er jeg blogger (kulturmor.dk), teateranmelder og tekstforfatter – og i disse sammenhænge modtager jeg naturligvis nogle pressemeddelelser og anmelderinvitationer fra diverse teatre og producenter. Men i gamle dage, sad jeg på redaktionen på den elektroniske kulturguide, KultuNaut og koordinerede deres daværende anmelderkorps.

Her startede jeg hver morgen med at scrolle indbakken med pressemeddelelser igennem for at se, om der var noget, som havde relevans for anmelderkorpset (dvs. teater, film, bøger, kunst og musik, som var de emner, KultuNauts anmeldere dækkede).

Men der var måske hundrede mails dagligt. Om alt fra strikkeklubber, loppemarkeder og foredrag om sund livsstil til nye forlystelser i Tivoli, forskningsresultater og lokalpolitiske udmeldinger. Sikkert nogenlunde samme situation, som de fleste nyhedsredaktioner oplever i dag.

På en dårlig dag, hvor tiden var knap, sprang jeg alt over, hvor jeg ikke tydeligt kunne se, at afsenderen var relevant (filmselskab, teater, museum, forlag etc.). Dvs. alle mails fra de mindre steder, hvor afsenderen bare er et navn, blev slet ikke læst.

Jeg åbnede mails hvor emnefeltet var noget a la ”Ny teaterforestilling for…” eller ”Åbning af kunstudstilling på…” eller måske ”Pressevisning af…” Dermed var der også mange hundrede mails, som ikke blev åbnet.

Et eksempel på, hvordan formidlingen af et værk har stor betydning for, hvordan det modtages i sidste ende.

 

Se det hele lidt oppe fra

Nu tænker du måske, at problemet kun opstår, når den skabende kunstner (eller en anden person, der er tæt forbundet med projektet) også skal agere pressemedarbejder og skrive pressemeddelelsen om værket. Men det er desværre ikke tilfældet. Ikke udelukkende i hvert fald.

Jeg oplever også forholdsvist ofte at modtage pressemeddelelser både fra mellemstore teatre med egen presseafdeling og fra professionelle kommunikatører, der ikke laver andet, men hvor jeg alligevel slet ikke kan se, hvad det er, de vil mig.

Lad mig give et eksempel fra scenekunsten, som er den genre, jeg oftest modtager pressemeddelelser omkring. Jeg modtager en mail fra en kulturproducent. På en god dag er emnefeltet ”Anmelderinvitation” eller ”Ny teaterforestilling fra …”, men på en mindre god dag kunne det være ”Nyt, banebrydende værk gør op med globale kriser” eller ”Frygt ej for de vilde drenges pile”.

Og ja, de to sidste emnelinjer lyder unægteligt mere interessante end de første to, men problemet er, at jeg sjældent finder en brugbar forklaring på emnelinjerne inde i selve mailen. Det står på ingen måde klart, om der er tale om teaterforestillinger, kunstinstallationer, en bog eller noget helt fjerde. Og det er en skam.

Det er rent faktisk sket flere gange, at jeg har modtaget mails, som jeg – selvom jeg læste dem fra ende til anden flere gange – helt enkelt ikke forstod. Jeg fandt aldrig ud af, hvad henvendelsen drejede sig om. Somme tider skriver jeg tilbage og spørger. Andre gange dropper jeg dem uden flere undersøgelser.

 

Lad ikke dit arbejde være spildt

Den skabende kunstner arbejder med værket længe. Fra den første spæde idé gennem hele processen til det færdige produkt. Når samme kunstner selv skal beskrive denne teaterforestilling for udenforstående, bliver det ofte problematisk. Og det samme gør sig gældende, når PR-bureauerne bliver for indspiste i branchen.

De mister let jordforbindelsen og er ikke i stand til at se det hele lidt udefra. Måske mangler de “almindelige mennesker” til at teste deres pressemeddelelse på. Hvis moster Olga på 75 ikke forstår, hvad det handler om, så gør alle de andre modtagere sikkert heller ikke.

Mit bud er, at det hele let bliver for indspist. Hvis man til daglig – uanset om man er skabende kunstner, professionel kommunikatør eller pressemedarbejder – færdes blandt kunsten og de mennesker, der skaber den, så bliver talen om værkerne også meget indforstået.

Alle ved da hvem Aleksa Okanovic, Hilde Ingeborg Sandvold eller Elliott Crosset Hove er! Ingen grund til at introducere dem. Eller? Men nej, det ved alle ikke. Og det værste du kan gøre er, at få din modtager til at føle sig uden for. Eller føle sig dum, fordi han/hun ikke aner, hvem du taler om.

Der ligger så megen forhistorie bag enhver pressemeddelelse. Så megen viden i den hjerne, der udformer den og som samtidig skal formå at hæve sig op over processen, se det hele lidt ovenfra og sagligt beskrive det for andre. Det kan føles umuligt, men det er det altså ikke.

For selvom det for alle de indforståede virker livsnødvendigt at have alle små aspekter i værket med i pressemeddelelsen, så er det modsatte faktisk tilfældet. Det hele skal ikke beskrives i den pressemeddelelse, tværtimod. Men alligevel bliver den sjældent så kort og præcis, som den burde have været – uanset afsenderen.

Dermed risikerer du som skabende kunstner, formidler eller PR-medarbejder, at ingen forstår, hvad du har skabt. Hvad det er, du vil fortælle. Og hvis modtagerne ikke forstår det, så formidler de heller ikke budskabet videre til dit potentielle publikum. Og i sidste ende kan dit arbejde være nærmest spildt.

 

Beskriv HVAD, HVOR og HVEM

På kulturredaktionerne rundt om i landet modtager de flere hundrede pressemeddelelser hver uge. Og det er de færreste redaktionssekretærer, der lige hurtigt kan gennemskue indforståede overskrifter, en lang temabeskrivende indledning eller en kunstnerisk forklaring på værket.

Modtageren vil gerne bare vide HVAD det drejer sig om, HVOR det foregår og HVEM, der står bag. De informationer bør fremgå af de første linjer. Gerne allerede i emnefeltet, hvis der er tale om en mail (og det er der som regel). Og når alle de basale informationer er afgivet, så er det ok, at vise lidt mere kunstnerisk indhold frem.

Jeg mener ikke, at afsenderen skal tale ned til modtageren. Men du kan på den anden side heller ikke forvente, at modtageren ved, om du laver dansekoreografier, malerier eller musik. Du er nødt til at skrive det direkte.

Laver du teater, så lad afsendernavnet afspejle det. Og det samme gælder emnefeltet. Gentagelse skader ikke. Tværtimod er du så mere sikker på, at modtageren fanger budskabet.

Så helt groft opstillet er her tre gode råd til dig, der skal skrive og udsende en pressemeddelelse.

  1. Sørg for at have en tydelig afsender – ikke bare dit navn.
  2. Skriv et kort og meget konkret emnefelt, så der ikke er tvivl om, hvad din mail indeholder.
  3. Start din mail med at beskrive HVAD, HVOR og HVEM. Så kan du altid gå i det mere kunstneriske mode efterfølgende.

Og alternativt – bed om hjælp! Få en udenforstående til at formulere din pressemeddelelse i stedet.

Kunst som katalysator for udvikling – case: Sydhavn Teater

Meningsfulde projekter

Hos Karen Toftegaard ApS ønsker vi at samarbejde med projekter, der er meningsfulde. Det kan f.eks. være det livsbekræftende projekt HAPPY END, hvor kunstnerne vækker livsgnisten hos ældre plejehjemsbeboere, når de sammen skaber dans, der handler om alderdommens kroppe. Det kan også være i form af børneteater som forestillingen MARSMAND, der lærer børn om mødet med en anden.

Det er vigtigt for os, at teater ikke bare er for teaterets skyld, men at der ligger noget dybere bag. Noget der får folk til at reflektere og noget som gør, at vi føler, at vi er med til at bygge en bro mellem mennesker eller skabe udvikling ved hjælp af kunsten. Det lyder måske lidt flyvende, men helt konkret kan det være, når man kan mærke, at en børneforestilling virkelig får fat i børnene og får dem til at grine, men samtidigt tænke og reflektere. Det kan også være en historie, som ingen har belyst før, men som har brug for at se dagens lys, fordi den sætter fokus på et vigtigt, nyt eller tabubelagt emne.

 

Sydhavn Teater er medkatalysator i udviklingen af Sydhavnen

Der er altså mange forskellige måder, vi finder mening i et projekt og mange måder, som projekterne selv skaber mening. Derfor har vi også arbejdet tæt sammen med Sydhavn Teater. Sydhavn Teater har altid været en medkatalysator i udviklingen af Sydhavnen, ved blandt andet at bruge ubrugte bygninger i deres arbejde. Dette giver Sydhavn Teaters kunstneriske udtryk en ny dimension, da de involverer sig i det lokale miljø og inkorporerer bygninger i Sydhavnen i deres forestillingen. Dette har skabt mange positive udviklinger i Sydhavnen. Københavns Kommune har f.eks. netop meddelt, at de vil bruge 1 million kroner på at renovere Østre Kapel. Sydhavn Teater var de første, der brugte kapellet, efter det havde stået tomt i mange år. Sydhavn Teater er dermed igennem sit arbejde med til at forny en hel bydel. Det er da en mening, der vil noget.

Østre Kapel
Østre Kapel der i årene efter 2. verdenskrig blev brugt til at huse lig af tyskere, som danske læger ikke ville behandle for mæslinger. Foto: Lars Grunwald

Vi har derfor taget en snak med Sydhavns Kunstneriske leder og skuespiller Mille Maria Dalsgaard om Sydhavn Teaters involvering i udviklingen af Sydhavnen.

Københavns Kommune har netop meddelt, at de vil bruge 1 million på at renovere Østre Kapel. Sydhavn Teater var de første der brugte kapellet, så hvordan føles det at have været medvirkende til at en bygning nu får nyt liv?

Mille Maria Dalsgaard: 

”Det er helt utroligt fantastisk, at Københavns Kommune bakker op om at indfri det potentiale som Østre Kapel har som kulturelt samlingssted i Sydhavnen. Jeg er personligt rigtig stolt over, at det er lykkedes at komme hertil. Sidste sommer fik vi pludselig mulighed for at bruge Østre Kapel hele sommeren, og der gennemførte vi en rigtig ambitiøs festival for ung europæisk scenekunst: Scenesommer. Det er bl.a. den festival, som har bevist, at Østre Kapel er en bygning, der bidrager til at give publikum en teateroplevelse udover det sædvanlige. Kapellet havde stået mere eller mindre tomt i 90 år, der stod fx. stadigvæk gamle ligvogne derinde, som var trukket af heste i sin tid. Så det var som en tidslomme at træde ind i, og den stemning klædte forestillingernes udtryk.”

Hvorfor har I valgt at lave jeres forestillinger i disse gamle bygninger? F.eks. er I aktuel med SKYGGE (Eudyrike siger) i industribygningerne i Sydhavnsgade.

”Jeg er meget fascineret af, hvordan en bygning påvirker et værk. SKYGGE (Eurydike siger) beskriver Eurydikes vej til dødsriget, mens hendes mand prøver at hente hende tilbage til livet. Forestillingen starter som en nærdøds oplevelse, hvor Eurydike slipper sin krop, hvorefter hun sammen med publikum helt konkret tager afsted på rejsen til Underverdenen, hvor Eurydike endelig kan forenes med alle de andre sjæle/skyggerne. Som publikum går vi så sammen med Eurydike igennem alle de her forskellige rum i to forladte, rå haller, mens hovedpersonen rum for rum tager afsked med dele af enten sin personlighed eller hendes tidligere omgivelser. Det giver hele Jelineks abstrakte og komplekse sprog en lineær fortælling, fordi vi med Eurydike gennemfører den rejse, hun er på.Forestillingens billeder får lov til at vokse ud af væggene, og vi bruger rummet aktivt til at skræddersy en hel unik oplevelse, der kun kan komme til udtryk lige præcis dér. For mig er det en magisk oplevelse og jeg synes, det tilføjer vores stykker noget helt særegent og ekstraordinært”

Skygge 3
Kunstnerisk leder Mille Maria Dalsgaard i en regn af fjer – SKYGGE [Eurydike siger]. Foto: Lars Grunwald
Hvordan finder I helt praktisk locations til jeres forestillinger? Og hvordan påvirker stederne jeres arbejde?

”Som regel vandrer jeg rundt i Sydhavnen og får øje på et sted, som jeg så udvikler en genre fantasi til. Herefter popper der et navn på en instruktør op og så går jeg til vedkommende og spørger – om det ikke ville give mening at arbejde med fx. absurd teater – et intet rum fyldt med eksistensielle spørgsmål – i et forladt kapel, som det skete med Marc Wortel instruktøren fra Ashes to Ashes. Når der opstår muligheder for at bruge så markante lokationer som Østre Kapel og SydhavnsGade, så er det for mig en gave til kunsten, fordi jeg ved, de kommer til at tilføje et krydderi, vi ikke ville kunne få frem på en scene. Oplevelserne bliver bare altomslugende – man går rundt inde i værket og det åbner op for sanserne på en anden måde.”

Er det et bevidst valg at I er vælger gamle bygninger/ lidt skæve locations?

”Jeg tror, vi mennesker trives i sprækkerne, og jeg tror sprækkerne er vigtige for, at det hele ikke bliver for glat. For mig er det også vigtigt, at kunsten ikke er for glat, men porøs og sårbar. Virkeligheden består af så mange dele, fortid, nutid, fremtid. Gamle og skæve lokationer giver tit mulighed for at dvæle ved en tid, der har været, minder os om vores forgængelighed, kunstværket udspiller sig til gengæld her og nu og stedets potentiale peger som oftest fremad.”

SKYGGE 2
Instruktør Anja Behrens har iscenesat nobelprisvinderen Elfriede Jelineks tekst “SKYGGE [Eurydike siger]” i industribygninger i Sydhavnsgade 28. Foto: Lars Grunwald

På hvilken måde mener du, at I understøtter en positiv udvikling af Sydhavnen?

”Sydhavn Teater har eksisteret siden 2013, og mit arbejde for at etablere teatret begyndte tilbage i 2012. I den tid har vi været med til at sætte kunst og kultur på dagsordenen og vi har bidraget til at skabe fokus på, hvor meget oplevelser fungerer som et socialt kit i en bydel, der er fyldt med modsætninger på alle parametre. Vi arbejder på så mange planer: bydelsudvikling, opsøgende og udviklende arbejde ifht. unges egen scenekunstneriske stemme og bidrager med et væld af anderledes teateroplevelser, der har sat Sydhavnen på teaterlandkortet. Teatret har på sin vis været med til at re-brande bydelen, som tidligere i bedste fald var glemt. Nu er der mange stemmer, som gør opmærksom på, at vi kan noget særligt i Sydhavnen, og her har teatret klart været en medvirkende faktor. Jeg synes også, jeg kan mærke, at Sydhavn Teater netop er bydelens teater, og at Sydhavnerne er stolte af, at det er lykkedes at få sit eget etablerede teater. Det er jeg rigtig glad over og super stolt af – for hele mit arbejde udspringer af en stor kærlighed til bydelen.”

 

Hvorfor har I netop valgt Sydhavnen som arbejdsplads?

”Det korte svar er, at jeg er opvokset her. Det lange svar er, at jeg oplevede et stort potentiale for flere professionelle aftenoplevelser i bydelen, da jeg flyttede tilbage efter mine mange år i Tyskland. Her følte jeg, at jeg med mit virke og mine evner kunne gøre en forskel. Meget har også været tilfældigt. Det har bare føltes så rigtigt, og derfor er jeg blevet ved og ved og ved.”

SKYGGE
Nobelprismodtageren Elfriede Jelinek har skrevet meget om kvindens rolle i samfundet. Det handler hendes drama SKYGGE [Eurydike siger] også om. Foto: Lars Grunwald
Indtil den 5. maj spiller Sydhavn Teater deres forestilling ”SKYGGE (Eurydike siger)” i industribygningerne i Sydhavnsgade 28. Den 8. – 23. juni spiller Sydhavn Teater i Østre Kapel igen. 

JA! for helvede da – Jeg er også sådan en, der skriver selvhjælpsbøger

"Brug din kreativitet" af Eva Wang Gøttrup og Karen Toftegaard. Nyt Nordisk Forlag, Arnold Busck 2014. Foto: Kirstine Autzen
“Brug din kreativitet” af Eva Wang Gøttrup og Karen Toftegaard. Nyt Nordisk Forlag, Arnold Busck 2014. Foto: Kirstine Autzen

 

I dag er det præcist 2 år siden, at bogen BRUG DIN KREATIVITET udkom. En del af mig var helt vild stolt over, at jeg havde skrevet en bog sammen med Eva Wang Gøttrup. Men der var også en del af mig, der sagde: ”Åh nej, jeg er jo ikke sådan en, der skriver selvhjælpsbøger! Jeg er jo sådan en, der læser Murakami og ser film af Werner Herzog. Den allerbedste lykkepille er da bare at leve livet.”

 

Mentale vildveje

Jeg har bare set for mange ting, der har sendt mig på mentale vildveje. Jeg har set min bror skrige dødsskrig, da jeg indlagde ham på Hvidovre Hospital – og hørt ham fortælle om stemmerne, han kunne høre i radiatorerne. Jeg har set min mor trække sig helt ind i sig selv i magtesløshed, mens jeg selv blev hurtigt voksen og mor nr. 2 for mine søskende. Jeg ser i det hele taget mennesker lidt for tydeligt ind i mellem. Og det kan være overvældende, når man egentlig bare gerne vil leve et relativt harmonisk liv.

 

Vi har skyggesider, vi ikke vil vise andre

Derfor har jeg efterhånden en hel håndfuld psykologers bekræftelse på, at jeg ikke selv bliver sindssyg. Jeg har søgt ro mange steder og det har bl.a. givet utroligt god mening for mig at fordybe mig i skygge-proces arbejdet, der bygger på Carl Jungs teorier om, at vi mennesker har skyggesider, som vi for alt i verden ikke vil vise andre mennesker. Og når vi har sat for mange egenskaber i skyggen får vi bygget et indre glasfængsel af skyld og skam, hvor det er svært at bevæge sig.

 

Skygge-facilitering støtter mennesker i at se deres skyggesider i øjnene

Jeg har taget en skyggefaciliterings-uddannelse hos den utroligt kompetente Pernille Melsted. Danmarks ukronede dronning inden for selvhjælp. Uddannelsen giver metoder til at støtte mennesker i at se deres skyggesider i øjnene og integrere dem i deres liv.

 

Sådan en, der promoverer sig selv skamløst

Det har jeg gjort for at kunne bruge det i mit arbejde. De fleste mennesker har meget, mere eller mindre bevidst, modstand mod at være ”sådan en, der promoverer sig selv skamløst”. Jeg har dog i lige så høj grad gjort det for selv at kunne trække vejret. Så JA! for helvede da – jeg er også sådan en, der skriver selvhjælpsbøger.

 

Tak til dem, der troede på mig, da jeg ikke helt selv havde fundet ud af at gøre det endnu.

 

P.S.

Pernille Melsted er i øvrigt interviewet i BRUG DIN KREATIVITET og taler netop om de dybereliggende modstande, vi kan have mod at opleve os selv som kreative.

#LikeAGirl

#LikeAGirl - Always reklame
#LikeAGirl – Always reklame

Hvem vil ikke gerne føle sig værdifuld?

Always har lavet et fantastisk stykke værdibaseret kommunikation i form af en reklame for hygiejnebind, der ikke viser endnu en variant af farvet væske, som hældes ud over hygiejnebinde. Eller forskellige grader af glad, livlig kvinde, der slet ikke mærker, at hun har menstruation, fordi hun bærer vidunder-bindET. Always går med denne reklame et skridt videre fra hvilken værdi produktet kan tilføre kunden. De vælger en sag med et budskab, som giver kunden en følelse af at være værdifuld. En sag som gør kvinder stolte og ser deres medsøstre på en anderledes måde. En sag som de gerne vil dele med andre og sprede.

Folk glemmer aldrig, hvilke følelser, man vækker i dem

Det får mig til at tænke på et Maya Angelou citat:
“People will forget what you said, people will forget what you did, but people will never forget how you made them feel.”

Og denne reklame går netop ind og ændrer en følelse. I stedet for det ubehag, den skam og det mindreværd, der kan være forbundet med ”at løbe som en pige”, så har Always i stedet elegant kapret og redefineret #LikeAGirl, så kvinder bliver mindet om, at de er værdifulde og stærke. Derfor er denne reklame genialt tænkt. Always tager en position som forandringsagent og går lige i hjertet på (i hvert fald en del) kvinder. Samtidigt forholder de sig med den handling netop til det faktum, at der findes mange elementer i vores kultur, der fremmer mindreværd og skam hos kvinder. Reklamen er flere skridt væk fra en pseudo-videnskabelig reklame med farvet væske eller en positiv psykologi, der intenst fortrænger det ubehag, der også kan være ved at have menstruation.

Always gør en forskel

Always gør en forskel, fordi de selv tager et værdipolitisk standpunkt og inspirerer andre til at gøre det samme. Næste gang jeg skal købe bind, så køber jeg Always (måske lidt for meget information – eller i hvert fald på kanten til det intime, men jeg tænker, at det i denne sammenhæng lige går an.)

Allerførste blogpost og hvorfor er det overhovedet en god idé at blogge?

Heartcore og kreativ kommunikation af Karen Toftegaard

Så er det allerførste blogpost på denne nye blog. Jeg har tidligere blogget på Miss Katos Klumme (2006 – 2011) let associerende og sporadisk om emner, der optog mig lige i øjeblikket. Nu springer jeg ud som professionsblogger og har givet mig selv udfordringen at sætte alle emner i et kommunikationsperspektiv. Det bliver måske heller ikke så svært, da det meste er kommunikation.

Bloggen er især god i en nichekommunikation omkring et specifikt emne. Hvis vi ser bort fra blogs tilknyttet de store mediehuse, så har de typisk en værdi for mennesker, som har en særlig interesse de gerne vil gå i dybden med – både ved at læse/se/lytte til blog-indlæg og ved at kommentere med deres egne perspektiver. Denne blog om heartcore og kreativ kommunikation er mit perspektiv på kommunikation. ”Heartcore” fordi jeg mener, at god kommunikation i dag handler om værdier. ”Kreativ” fordi evnen til at se nye muligheder og bidrage med nye vinkler er essentiel, hvis du vil lave god kommunikation.

Bloggens primære mål er:

1. at fungere som log over mine kommunikationsrefleksioner.

2. at bidrage med en vinkel til dig og alle de andre på heartcore og kreativ kommunikation – og få kommentarer og refleksioner i spil.

Det giver rigtigt god mening for mig at have en samlet logbog over alle de kommunikationsrefleksioner, som jeg alligevel tænker og skriver ned løsrevet på lapper, i moleskinden, på smartphonen eller hurtigt glemte dokumenter på den computeren.

Samtidigt giver bloggen mig en hurtig platform til at dele nye perspektiver på kommunikation med dig.

Og hvem ved, hvad det hele kan udvikle sig til – et smukt venskab, et nyt koncept, et glimt i øjet eller måske bare et træk på skulderen af den slags, som bliver fulgt op af en invitation til leg. Og nå ja, en kommentar i ny og næ er da bestemt også helt fint.

 

Personlig brandingstrategi? – tjeck!

Der er selvfølgelig også nogen, som vil mene, at det er en god personlig brandingstrategi at have en blog. Og ja, det mener jeg også. Jeg er ambitiøs og der sker en masse gode ting for tiden, som varsler om, at store nye oplevelser og forandringer er på vej. Det er et godt tidspunkt at opstarte en blog til at indfange de nye perspektiver og vinkler.

Danish