[Lisbeth er nyudannet fra IT-Universitetet og i praktik hos Karen Toftegaard ApS]
I dag var Karen og jeg på besøg hos den islandske kunstner Kristján Ingimarsson, da han afholdt workshop på Fabrikken på Amager. Sammen med en flok performere afprøvede Kristján forskellige idéer, der senere skal blive til en serie af film – et helt nyt format. Tidligere har han blandt andet lavet den internationale megasucces BLAM!, som har turneret hele verden rundt, fortæller Karen.
Til projektet er der bygget en mobil filmsetting, der ligner de gamle slapstick-settings.
Jeg er stadig i gang med at lære det frie felt i scenekunsten at kende. Jeg bliver altid super inspireret, når jeg møder performere og kunstnere, der virkelig brænder for deres kunst og går all in.
Performerne improviserede sig igennem scenerne, mens Kristján filmede det.
Da vi ankom var workshoppen i fuld gang. Det var helt tydeligt, at der er en rigtig god energi i projektet. Performere kunne næsten ikke sidde stille, når de ikke var på scenen. Man kunne mærke, de var fulde af energi og meget engagerede i projektet.
Billeder fra Fabrikken for Kunst og Design
Selve Fabrikken er også et inspirerende sted, hvor der var mange projekter i gang. Det gav en vibrerende stemning.
Bagefter talte Karen og jeg om hvilke potentialer, der er i projektet og hvordan det kan komme ud til et bredere publikum.
Personligt glæder jeg mig meget til at se, hvad projektet ender ud i.
“Brug din kreativitet” af Eva Wang Gøttrup og Karen Toftegaard. Nyt Nordisk Forlag, Arnold Busck 2014. Foto: Kirstine Autzen
I dag er det præcist 2 år siden, at bogen BRUG DIN KREATIVITET udkom. En del af mig var helt vild stolt over, at jeg havde skrevet en bog sammen med Eva Wang Gøttrup. Men der var også en del af mig, der sagde: ”Åh nej, jeg er jo ikke sådan en, der skriver selvhjælpsbøger! Jeg er jo sådan en, der læser Murakami og ser film af Werner Herzog. Den allerbedste lykkepille er da bare at leve livet.”
Mentale vildveje
Jeg har bare set for mange ting, der har sendt mig på mentale vildveje. Jeg har set min bror skrige dødsskrig, da jeg indlagde ham på Hvidovre Hospital – og hørt ham fortælle om stemmerne, han kunne høre i radiatorerne. Jeg har set min mor trække sig helt ind i sig selv i magtesløshed, mens jeg selv blev hurtigt voksen og mor nr. 2 for mine søskende. Jeg ser i det hele taget mennesker lidt for tydeligt ind i mellem. Og det kan være overvældende, når man egentlig bare gerne vil leve et relativt harmonisk liv.
Vi har skyggesider, vi ikke vil vise andre
Derfor har jeg efterhånden en hel håndfuld psykologers bekræftelse på, at jeg ikke selv bliver sindssyg. Jeg har søgt ro mange steder og det har bl.a. givet utroligt god mening for mig at fordybe mig i skygge-proces arbejdet, der bygger på Carl Jungs teorier om, at vi mennesker har skyggesider, som vi for alt i verden ikke vil vise andre mennesker. Og når vi har sat for mange egenskaber i skyggen får vi bygget et indre glasfængsel af skyld og skam, hvor det er svært at bevæge sig.
Skygge-facilitering støtter mennesker i at se deres skyggesider i øjnene
Jeg har taget en skyggefaciliterings-uddannelse hos den utroligt kompetente Pernille Melsted. Danmarks ukronede dronning inden for selvhjælp. Uddannelsen giver metoder til at støtte mennesker i at se deres skyggesider i øjnene og integrere dem i deres liv.
Sådan en, der promoverer sig selv skamløst
Det har jeg gjort for at kunne bruge det i mit arbejde. De fleste mennesker har meget, mere eller mindre bevidst, modstand mod at være ”sådan en, der promoverer sig selv skamløst”. Jeg har dog i lige så høj grad gjort det for selv at kunne trække vejret. Så JA! for helvede da – jeg er også sådan en, der skriver selvhjælpsbøger.
Tak til dem, der troede på mig, da jeg ikke helt selv havde fundet ud af at gøre det endnu.
P.S.
Pernille Melsteder i øvrigt interviewet i BRUG DIN KREATIVITET og taler netop om de dybereliggende modstande, vi kan have mod at opleve os selv som kreative.
Lisbeth Juhl Pedersen er i praktik hos mig disse måneder. Hun fik min billet til TedXCopenhagen, fordi jeg selv skulle være et andet sted. Hun fik den opgave, at hun skulle lytte til de forskellige TED Talks og finde ud af hvordan de kunne inspirere i forhold til virksomhedens formidlingspraksis. Jeg mener, det er vigtigt, at vi lytter til flere stemmer og også forstå hvilke stemmer der taler. Derfor har jeg bedt Lisbeth om at lave en kort intro om, hvilke øjne hun ser med. Hvor hun kommer fra og hvor hun er på vej hen.
Karen
Mit navn er Lisbeth, jeg er nyuddannet med hele verden for mine fødder. Det er i hvert fald det, jeg bliver ved med at høre. Nyd nu alle de valg du har! Og det lyder jo også meget godt, når man siger det højt. Men det er også en frihed, der kan være enormt skræmmende, for når man kan det hele, så kan det være svært at vælge. Hvem vil jeg gerne være, og hvor er jeg på vej hen? Så selvom det hele skulle være så godt, så står jeg med en følelse af, at jeg bliver nødt til at tage nogle svære til -, og ikke mindst fravalg, i den nye situation jeg står i.
Foto fra TEDxCopenhagen i frokostpausen med mig og en fransk pige. Foto: Alona Vibe Vestergaard Andersen.
Torsdag den 7. april mødte jeg håbefuldt op på Bremen Teater og deltog sammen med 600 andre i TEDxCopenhagen. Det var min første live TED event, og selvom jeg ikke vidste hvad jeg skulle forvente, så var mine forventninger høje. Temaet i år var Reconsider This, og de ti taler fik os til at gentænke emner som fremtiden, insekter og fremtidens energiforsyning. Selvom emnerne var forskellige, så var mit mål for dagen at blive inspireret til, hvordan vi, der arbejder med kulturformidling, kan tænke formidling på nye måder.
VÆR NYSGERRIG Et tema som gik igen i flere af oplæggene var, at vi har brug for at være nysgerrige. Angela Oguntala var den første på scenen, og hun talte om, hvorfor der er brug for, at vi som mennesker anerkender, at der findes mere end det fremtidsscenarie, vi selv forestiller os. Der er brug for, at man er nysgerrig på andre folk, deres kultur og hvordan de ser DERES fremtid.
I et kulturformidlings perspektiv, synes jeg, at det er særdeles relevant, at vi bruger tid på at forstå andre folks historier og deres drømme for fremtiden. For mig er kulturformidlingens fornemmeste opgave at gøre kultur tilgængelig for alle, der er nysgerrige og har lyst til at være en del af det. For at vi kan engagere disse mennesker, er der brug for at vi bruger tid på at forstå dem. Især i den verden vi lever i nu, mener jeg, at der i særlig høj grad er brug for, at vi formår at se ud over vores egne forståelser, og lader os inspirere af andre fortællinger og drømme i måden vi formidler på.
Angela Oguntala på scenen. Læs mere om Angela her. Foto fra TEDxCopenhagens Facebook.
IMPROVISER
Jazzmusiker Niels Lan Doky var også en af årets talere. Som jazzmusiker er han vant til at skulle improvisere, og han taler for, at denne improvisation også kan bruges i vores liv – både privat og på arbejdet. Improvisation er på mange måder allerede en stor del af vores liv. Niels mener, at improvisation især er interessant, når der sker ”fejl”, eller uventede begivenheder. Vi skal blive bedre til at improvisere i disse begivenheder, så fejl og mangler bliver gjort til en uundværlig del af den nye helhed.
VI SKAL TURDE MISTE KONTROLLEN Som kulturformidler er jeg både fascineret, men også skræmt over improvisationens muligheder. Gennem min uddannelse er jeg blevet trænet i at lægge planer og strategier, da de bliver anset som helt essentielle for et projekts succes. Og hvis en plan ikke lykkes, og der sker en fejl, så gør vi det bedste for at få denne fejl til at forsvinde. Som kulturformidler tror jeg, at vi kunne blive bedre til at improvisere. For selvom vi gerne vil have planer til at lykkes, så arbejder vi inden for et felt, hvor improvisation allerede eksisterer. Ved at slippe tøjlerne, bare lidt, og gå væk fra de ting vi plejer at gøre, så kan der opstå nye muligheder, som vi ellers ikke havde opdaget. Det kræver ”bare”, at vi tør miste kontrollen, og arbejde med det, der sker, frem for det vi har planlagt.
Niels Lan Doky på scenen. Se talen her. Foto fra TEDxCopenhagens Facebook.
REFLEKSION At deltage i TEDxCopenhagen har sat mange tanker i gang både på et professionelt og privat plan. Talerne har vist mig, at inspiration kan komme mange steder fra, og i kulturformidling skal vi passe på, at vi ikke begrænser os i vores søgen efter den. På et personligt plan har dagen vist mig, at jeg måske ikke skal være så bekymret over alle de valg, jeg står over for. I stedet skal jeg turde være nysgerrige, og søge nye steder hen, også selvom det er uden for min comfort zone.
Jeg er lige kommet hjem fra et kreativt retreat. I praksis betyder det, at jeg trak mig tilbage fra verden på et hotelværelse i 48 timer kun i selskab med min computer, papir, skriveredskaber og naturligvis forfriskninger. Her satte jeg fokus på at udvikle og få idéer og at skrive det der dukkede op. Og jeg er kommet hjem med en stor rulle af nedskrevne idéer. De står nu på bagsiden af plakaterne fra forestillinger, jeg har promoveret her i efteråret. Næste gang skal det være lidt længere tid, for det var utroligt forløsende at mærke at idéerne til at udvikle både min virksomhed, projekter og to bøger, jeg arbejder på, var der. De skulle bare have ro til at dukke op og komme ud.
Jeg havde brug for et historieløst og støjfrit rum
Der er så meget støj i hverdagen. Og derfor var det vigtigt for mig at finde et historieløst rum at være i. Et rum, hvor der ikke var støj både fysisk men også i alle de ekstrafortællinger, der ligger i detaljerne. Et moderne hotelværelse er historieløst – uden en masse personlige fortællinger flettet ind i hver eneste partikel. Og den der ro gav plads til, at der kom en masse idéer på banen. Jeg har også fået skrevet mig ind på hovedpersonen i den skønlitterære bog, jeg har arbejdet, eller rettere tænkt på længe. Jeg har arbejdet mere på den bog de sidste 48 timer end jeg har de sidste 2 år – og taget nogle gode valg. Og det gør mig glad, at jeg har en form, der er helt min egen, som jeg kan udtrykke mig i. Det føles som mit frirum. Det føles også enormt sårbart at udtrykke de fortællinger og de personer, som presser på for at blive fortalt ud fra den måde, jeg ser verden.
Brug din kreativitet
Når jeg læser de sider, jeg har skrevet, er jeg ikke sikker på, at jeg overhovedet har lyst til at vise det til verden. Men det er heller ikke det vigtigste. Det vigtigste er at finde måder at bruge sin kreativitet. Det var også den helt store drivkraft bag bogen BRUG DIN KREATIVITET, som jeg skrev sammen med kreativ coach Eva Wang Gøttrup. Jeg har altid haft en fornemmelse at, at hvis mennesker ikke bruger deres kreativitet på den ene eller anden måde – altså der hvor de bidrager med det særlige talent de har, så kan de blive syge. Jeg har netop opdaget Brené Brown, som er researcher og storyteller. Hun blev kendt for sin TED Talk om sårbarhed. Hun har lavet et meget interessant stykke research-arbejde både om skam og om kreativitet. Og der især to citater om kreativitet, som jeg nu har på min opslagstavle:
THERE IS NO CREATIVITY WITHOUT VULNERABILITY
UNUSED CREATIVITY IS DANGEROUS. IT TURNS INTO GRIEF, SHAME, DEPRESSION.
Når man leger med de store drenge, får man skrammer
Jeg er begyndt på en facilitator-uddannelse hos Pernille Melsted (meget mere om det senere), hvor vi arbejder med alle de mørke og lyse sider i mennesket. Og det slår mig igen og igen, at menneskets sind er den finurligste størrelse. Og sikke mange seje, succesfulde mennesker, der kæmper med at give plads til deres sårbarhed og dermed også deres kreativitet.
Jeg har længe været hende den hårde, der sagde ting som: “Når man leger med de store drenge, får man skrammer” og “Alt der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere.” Det blev pludselig tydeligt for mig, at jeg faktisk ikke har et eneste motto på den indre monitor, der talte til bare den mindste flig af den sårbare side i mig. Det handler ikke om, at vi alle skal til at være alt for private og dele upassende detaljer med hinanden. Det handler bare om helhjertet at anerkende både ens sårbarhed og ens styrke. Jeg er stadig lidt på gyngende grund med at formidle det – bær over med mig – og del gerne hvordan du selv giver plads til din sårbarhed og din kreativitet.
[Ida Marie Fich er kommunikations- og udviklingsmedarbejder hos Karen Toftegaard PR & Kommunikation]
Lige siden, jeg kan huske, har jeg elsket at fortælle historier. Som barn skrev jeg for eksempel en julekalender-føljeton til min søster og optog improviseret Melodi Grand Prix på kassettebånd – med mig som selv som både vært og skiftende sangere. Er det at fortælle historier?
Ja, historier er meget mere og andet end dem, vi f.eks. læser i en bog eller får fortalt i en film, hvor vi ikke selv er medskabende. Jeg har selv har haft stor glæde af at synge som en måde at udtrykke mig på, der er mere intuitiv og kropslig, end når jeg bruge mit sprog og min stemme intellektuelt. Men at synge er blot en af de måder, vi kan udtrykke os kreativt på.
Når vi får chancen for at kommunikere gennem billeder, musik, sanser, bevægelser og leg udfolder og udfordrer vi vores måde at fortælle historier på. Men hvorfor fortæller vi overhovedet?
Vi fortæller os selv
Størstedelen af vores hverdagsoplevelser og viden er ifølge Mark Turner, professor og forfatter til bogen Den litterære bevidsthed (2000), organiseret som historier. Det ligger altså dybt i vores måde at tænke og handle på at sammensætte fortællinger – simpelthen for at skabe mening i vores liv.
Tænk blot på, når du forsøger at skabe orden i detaljer fra din hverdag eller i dit liv som helhed, og hvor mange narrative konstruktioner, du tyer til: ”Hvis jeg ikke havde skiftet job, havde jeg jo ikke mødt … Og tænk engang, hvis vi kunne rejse til Indien og…”.
Men én ting er de historier, vi hele tiden helt automatisk konstruerer om os selv og menneskene omkring os. Noget andet er de historier, vi fortæller med et bredere arsenal end vores sprogligt litterære bevidsthed – med hele vores krop, sanser, rummet og menneskene omkring os.
Det er det, man kan kalde ”æstetisk læring”, hvilket ifølge forfatterne bag bogen Æstetisk læring (2006), Bennyé Austering og Merete Sørensen, er ”en sanselig symbolsk form, der rummer en fortolkning af os selv og verden, og som kan kommunikere fra, til og om følelser.”
Lyst til at lege
Når vi bruger den æstetiske form til at skabe noget med, kan vi altså udtrykke os på en anden måde, end når vi blot tænker over eller taler om det. Se for eksempel, hvordan pigerne her bruger dansen og musikken til at udtrykke sig:
Eller tænk på, når du helt glemmer tiden med julepynt eller gækkebreve i hånden, når sangen i badet gør dagen lettere at starte på, eller når madlavningen bliver en leg, fordi du lader dig inspirere til at prøve noget nyt.
Du behøver ikke slå et kæmpe brød op gå til akvareltegning hver tirsdag for at udtrykke dig kreativt. Selv gennem små ting i hverdagen udtrykker vi os æstetisk og bruger ifølge Austering og Sørensen ”en medfødt trang til gennem leg og skabende æstetisk aktivitet at give udtryk for (os) selv”. De påviser også i bogen, at ”den æstetiske virksomhed er grundlæggende lystbaseret og virker stimulerende tilbage på menneskets livslyst”.
Vi kan altså simpelthen blive gladere mennesker af at skabe noget og fortælle kreativt – what is not to like?! Kan vi mon koble vores medfødte trang til at konstruere historier med lysten til at lege og skabe, når vi fortæller om os selv og verden?
Fortællinger forandrer For noget tid siden deltog jeg i live rollespillet Before we wake, hvor jeg sammen med 20 andre var del af et syret og poetisk drømmeunivers. Her blev vores individuelle fortællinger vævet sammen til en levende og foranderlig fælles historie – fortalt med krop, stemme, objekter, lyd og lys.
Rollespillet gav mig mulighed for både at udforske min egen historie og fortælle nye historier sammen med andre i vores improvisationer. Det rummede altså både potentialet for at vokse og udvikle sig indadtil og skabe forandring udadtil; en dobbeltsidet bevægelse mange kreative fortællinger rummer.
Glad Teaters interaktive forestilling Helte er det et andet godt eksempel på, hvordan vi kan bruge fælles fortællinger til at skabe glæde og forandring:
Mødet mellem de udviklingshæmmede skuespillere og publikum omkring den iscenesatte træning af helte fungerer både som kunstnerisk, æstetisk produkt og social, skabende oplevelse. Her bliver publikum konfronteret med deres indre helt – eller mangel på samme – og inspireret til at være helte i deres eget liv ved at hjælpe andre – og altså bane vejen for forandring udenfor dem selv.
Når publikum poster selfies af dem selv sammen med heltene efter forestillingen, har den fælles fortælling allerede skabt ringe i vandet. Det er samme strategi, der er på spil, når kunstnere maler vores metrohegn, og beboerne bidrager med historier til de digte, der bliver skrevet der, og når jeg hver mandag står foran fire andre og lader min sangstemme smelte sammen med deres.
Med Vesterbrovejr blev metrohegnet omkring Enghave Plads på udsmykket med digte skrevet ud fra beboernes fortællinger om Vesterbro.
Fortæl, fortæl!
Fortællinger har en massiv kraft til at få mennesker til at mødes og skabe bevægelser i samfundet. Udover at deltage i nogle af de mange kultur- og kunstprojekter, der har et interaktivt, inddragende element, som jeg har nævnt nogle eksempler på, kan du jo starte med dig selv.
Er du fiks på fingrene, men har aldrig fået gjort noget ved dine bygge-ambitioner? Kunne de mooves, der viser sig, når du skruer op for musikken derhjemme, overføres til et dansegulv? Eller er det nu, du skal i gang med at skrive den børnebog?
Hvis vi får øjnene op for de mange forskellige redskaber, vi har til rådighed i vores krop, stemme og sanser, kan vi, tror jeg, for det første blive klogere på, hvem vi er, og hvordan vi tager plads og får en stemme i verden. For det andet kan vi endda også få mere lyst og glæde ind i vores liv.
Per Kirkeby – Kilde: Politiken, foto: Joachim Adrian
Den gode fortælling er en af stamcellerne og drivkraften i mit arbejde med kommunikation og kreative processer. Måske også derfor personlige interviews spiller en stor rolle i mine metoder – både i det helt praktiske PR-arbejde, det værdibaserede kommunikationsstrategi-arbejde og i de interviews, jeg laver til bøger og magasiner. Jeg tænker at dele inspirerende og nærværende interviews med kreative personligheder løbende her på siden. Her er det første med Danmarks store kunstner-ikon Per Kirkeby.
Camilla Stockman er en skarp og levende formidler. Hun har lavet et fint interview med Per Kirkeby. Hun beskriver samtalen med Per Kirkeby som
Vi taler om livet, som er gået, og livet, som er.
Per Kirkeby beskriver sin sidste rejse til Grønland, hvor han blev syg undervejs og fik stor hjælp fra sine to rejsefæller – Kronprins Frederik og geologi-professor Minik Rosing
Det var meget tæt og meget ømt. For at bruge min ven Ib Michaels ord: Det var sådan en rejse, man aldrig kommer hjem fra.
På trods af Kirkebys sygdom nu, så ser han tilbage på et lykkeligt liv. Camilla Stockman spørger: “Er det et lykkeligt liv? At få lov til at bruge sig selv?
Ja, det skal jeg love for! Alt hvad jeg har haft talent og kræfter til, har jeg fået lov til at udfolde. Der er ikke noget, der er gået mig forbi (…) Jeg har fået det hele.
CoreAct med Det Rullende Rum på et plejehjem. Foto: Andreas Bergmann
Jeg begynder morgenen med at læse en artikel på Politiken, som giver god mening i forhold til min praksis. Den handler om DIWO (Do It With Others) sat ind i en kunstnerisk kontekst. Politiken laver simpelthen en hel artikelserie om DIWO – mine hænder klapper. DIWO er et begreb, som jeg de sidste år har rettet mit fokus på i forbindelse med mine skriverier om kreativitet. Det kaldes også BIIT (Be In It Together) som i denne artikel omkring kreativitetskulturer. Begge forkortelser er en bevægelse fra DIY-forkortelsen (Do It Yourself), hvor det er den enkelte, der skaber selv og så over til den kollektive proces og samproduktionen, hvor mennesker skaber sammen.
Processens fortælling
Især er det pointen fra Philipp Schorch, der er antropolog, museumskritiker og ph.d. med speciale i museer og kulturarv, som tænder et lys hos mig:
Jeg mener, museer selv – eller måske især de, der er banebrydende – bør interessere sig for deres egen historie ud fra et teoretisk perspektiv og gøre det på en meget synlig måde gennem udstillingerne, og forstå dem som processer, der skal afsløres, frem for produkter, som skal præsenteres.
Det er netop processen, der er mindst lige så interessant som produktet hos de kunstnere, jeg har samarbejdet med i flere år. Lige sådan med flere af de kunstnere og andre kreative, som jeg er begyndt at samarbejde med her de senere måneder, hvor jeg har skruet op på fuldtid i min egen virksomhed.
Når processen er lige så vigtig som produktet
F.eks. har jeg arbejdet sammen med performancegruppen CoreAct. De har et fokus på den personlige fortælling og vakte sidste år især opsigt med forestillingen Heidi – en rejse til Helvede med Simon Spies. De har også en anden praksis, som er mere brugerinvolverende og baserer sig meget på samtalen. De indsamler materiale og inddrager ofte personer i deres performance installationer – og gør dermed deltagerne til medskabere af oplevelsen og mødet f.eks. med DET RULLENDE RUM, hvor de er taget ud på plejehjem med et rullende rum af hyggelig stue fra et andet årti. Her har de talt med demente plejehjemsbeboere og indsamlet deres fortællinger for siden at dele disse fortællinger med deres pårørende.
Jeg har i mange år arbejdet med iscenesætter Helle Fuglsang og ser en stor værdi i hendes måde at glide ind i lokalsamfund og skabe en forandring. F.eks. har hun skabt iscenesættelser med blandt andre fiskerkoner i Fiske Auktionshallen i Hvide Sande, 33 sypiger på Elfenbenskysten, boksere i Cph Muay Thai Bokseklub i NordVest og byggearbejdere på MT Højgård byggeplads. Her tager hun udgangspunkt i det der er og gør fiskekoner, sypiger, boksere og byggearbejdere og til kreative medskabere.
33 sypiger…
Når der er tale om denne slags (scene)kunst, så giver det i høj grad lige så meget mening at vise processen, fordi der undervejs sker så mange møder og påvirkninger af praksisser. F.eks. når Helle Fuglsang møder 33 sypiger på Elfenbenskysten for første gang og begynder et kreativt samarbejde med dem. Eller når CoreAct indsamler fortællinger fra fanger i Horserød Statsfængsel under et livligt kaffebord. I det hele taget må det være sådan, at når man finder nye veje, så er det interessante i ens praksis ikke bare produktet, men også hvad der sker på vejen derhen.
Fortællingerne undervejs og bagefter er vigtige – ikke kun det færdige produkt
Det stiller naturligt også nogle andre udfordringer til formidlingen af denne form for kunstnerisk praksis. Det er lige så meget fortællingerne undervejs og bagefter, som er vigtige at fortælle – til gæster/publikum men også internt på det kunstneriske hold. Netop fordi der er tale om en bevægelse, som fortsætter og er i gang længe inden, men også undervejs. Og helt konkret fordi hele nøglen til at forstå den kunstneriske praksis ligger i at få fortællingerne rundt om med, så projektets kompleksitet begribes. En større synliggørelse af processen er netop væsentlig, fordi man hele tiden er nødt til at hjælpe folk med at forstå alt det ekstra, som ligger bag. Mange er stadig meget fokuserede på den enkelte oplevelse og vurderer ud fra nogle simple værk-idéer, der slet ikke indbefatter alle de ekstra lag, som er i de mere processuelle, co-creative kunstneriske praksisser.
Måder man kan gøre det på
Måder, man kan gøre dette på, kan være, når CoreAct arbejder med flere forskellige formater, som deres praksis kan komme til udtryk på – som performance og som udstilling. F.eks. har deres performance installation Det Rullende Rum netop været på flere plejehjem og udstillingen, der bygger på materiale derfra MIT RUM var på Hovedbiblioteket i november 2014. Eller når Helle Fuglsang i stigende grad inddrager dokumentariske kortfilm i sine værker. Og dermed også synliggør processen. Eller når Global Stories laver saloner undervejs i udviklingen af deres forestillinger. Her deler det kunstneriske hold erfaringer, diskuterer og indsamler det kunstneriske hold materiale. Også for at hjælpe med forståelsen undervejs.
Min egen praksis med de kollektive processer og samproduktioner
Jeg kommer også til at tænke på min egen praksis med de kollektive processer og samproduktioner. Den praksis, som jeg de senere år har savnet at gøre mere af. Bedst lykkedes det med udstillingen Mellem Byen – møder mellem mennesker i metropolen (2007), hvor et kuratorteam på 5 personer udviklede en udstilling med 5 kunstnere. Det handlede om møder i byen og kuratorteamet opstillede dogmer og satte rammerne for en fælles udviklingsproces for kunstnerne, der i praksis blev til et par workshop-dage. En af kritikkerne fra en af de deltagende kunstnere lød, at kuratorgruppen virkede til at have for meget fokus på processen og formidlingsformen frem for kunstprodukterne. Og det var i virkeligheden en helt spot-on-kritik. Jeg var på det tidspunkt meget optaget af at finde den der form for den kollektive proces. Den der form, hvor folk deltager og bidrager kollektivt til en proces.
DIWO-Iværksætter
Jeg havde arbejdet kollektivt fire år med udviklingen af VILDSKUD – festival for independent teater, som jeg var med til at grundlægge i 2002 med første festival i 2003. Da jeg stoppede i 2005 var jeg allerede i gang med det efterfølgende kollektive projekt – AirPlay Street Gallery – et af Danmarks første permanente udendørs gallerier. Det lå på hjørnet af Ravnsborggade og Sankt Hansgade og bestod af en plads med højtalere i og en projektor, der projicerede på en hvidmalet firkant på muren. Lydteknikken var sponsoreret af Montana, projektoren var en gammel Barco-svend skænket af Cinemateket, mens hjerte, sved og masser af tid blev investeret af et hold på 5 kvinder, der blev kaldt ”New kids on the Block” i den årlige kunstopsummering. Udstillingsstedet gav vi i øvrigt videre i 2012 til Videomøllen, der nu kører stedet i en aktiv, inddragende og kollektiv ånd. Jeg kalder det ansvarlig iværksætteri – at man sørger for at de kræfter og penge, der er blevet investeret i en platform ikke bare spildes, når iværksætternes energi i tråd med deres entreprenante natur søger videre mod noget andet.
DIWO – fremover
Her i efteråret 2014 har jeg været i en periode, hvor jeg har set meget indad og fundet frem til, hvad der ville give mening at bruge mine kræfter på fremover. Jeg har især et projekt, jeg udvikler på, som jeg glæder mig meget til at fortælle om. Det er i sin natur netop baseret på en samproduktions-model, fordi den forskel som projektet skal gøre tager hånd om komplekse udfordringer. Projektet ligger i krydsfeltet mellem konstruktiv journalistik, digital networked storytelling og (kultur)formidling.
Derudover tænker jeg min praksis fremover som en række partnerskaber med forskellige mennesker. Det gør det fleksibelt samtidigt med at der også er mulighed for kontinuitet i de samarbejder, der giver ekstra god mening.
Jeg blev for nylig spurgt af en leder i en større virksomhed om nogle eksempler på historiefortælling, der kunne hjælpe ham med forandringsprocesser i sin medarbejdergruppe. Han følte sig frustreret, fordi han flere gange oplevede, at medarbejderne sagde nej til den forandring, som han gerne ville gennemføre. ”Har du ikke nogle eksempler på fortællinger, der kan gøre det nemmere for mine medarbejdere at forstå forandringen,” spurgte han. Jeg kom hurtigt i tanke om et par titler, som jeg synes synliggør, hvad der egentligt er på spil i forandringsprocesser på en letforståelig måde.
Isbjerget Smelter af John P. Kotter
”Isbjerget smelter”
Den første bog er en lille genistreg fra den anerkendte Harvardprofessor og bestsellerforfatter John P. Kotter. Han har skrevet mange af ”de dyre” bøger med mængder af de mere abstrakte ord, som giver mening for ledere, men ikke giver så meget mening for dem, som lederne skal lede. “Isbjerget smelter” er anderledes. Den er netop skrevet i et sprog, som er til at forstå for alle og som en fortælling langt de fleste kan identificere sig med. Det er simpelthen excellent formidling, fordi han vælger at skrive, så fortællingen kalder på hjerte, genkendelse og smil.
John P. Kotter fortæller i ”Isbjerget smelter” om en pingvinflok, der finder ud af at isen er ved at smelte. Fortællingen handler om hvordan de forskellige pingvintyper, som til forveksling minder om mennesker, vi kender, vælger at forholde sig til den forestående forandring. Nogle kaster sig ud i at finde en løsning på problemet. Andre bliver deprimerede. Andre igen ignorerer selve det faktum at isbjerget er ved at smelte – akkurat som vi kender det i organisationer og for den sags skyld også familier. Vi reagerer forskelligt på forandringer.
Se John P. Kotter og en pingvin fortælle om bogen her:
Hvem har flyttet min ost? af Spencer Johnson
”Hvem har flyttet min ost?”
Vore forskellige reaktionsmønstre på forandring er også pointen i den letlæste “Hvem har flyttet min ost? – en enestående måde at arbejde med forandring i dit arbejde og i dit liv” af Spencer Johnson. Jeg læste den selv på en halv lyntogtur mellem Aalborg og København. Den handler om to mus og to menneskelignende figurer, som går ind i en labyrint for at finde ost. En dag finder de en masse ost på en station og bliver stjernelykkelige. De spiser løs og dagene går. Langsomt svinder osten ind, men det er som om menneskefigurerne ikke lægger mærke til det.
Forskellige reaktioner på forandring
En dag er der næsten ikke mere ost tilbage. Musene gør klar til afgang for at finde en ny ostestation. Menneskefigurerne er overraskede over situationen og har slet ikke lyst til at forlade det trygge sted, som de kender så godt. Den ene tør ikke helt begive sig ud i labyrinten, hvis ikke han får opbakning. Den anden er overbevist om, at nogen har taget hans ost. Det er derfor kun mest rimeligt, hvis de straks leverer den tilbage. De to figurer bliver der indtil de næsten ikke har flere kræfter tilbage. Den ene vover sig ud, selvom det føles voldsomt utrygt. Det ender med at han finder en ny ostestation, hvor han opdager, at musene allerede længe har nydt livet. Den anden blev tilbage.
Det er igen et enkelt budskab om, at vi reagerer forskelligt på forandring. Og om hvor svært det kan være at forlade det kendte – ens komfortzone. Og ikke mindst at dem, der er indstillet på forandring også nemmere finder og etablerer en ny god måde at leve på.
Brug bogen som udgangspunkt i en samtale
Fortællingen er indrammet af en mere konkret samtale mellem gamle studiekammerater, der møder hinanden igen efter flere års adskillelse. De diskuterer hvordan de selv forholder sig til forandringer i deres konkrete liv. Og hvordan de opfattede hinanden som mennesketyper. Derfor er den netop også god at bruge til at sætte gang i en samtale i en organisation om, hvordan man selv reagerer på forandringer.
“Alkymisten”
Til sidst nævnte jeg ”Alkymisten” af Paul Coelho. Mest fordi det er en fantastisk smuk fortælling om at følge sine drømme. Den handler også om hvilke modstande, der kan være undervejs. Og så handler den om at blive ved og ikke give op, lige inden det lysner forude. (Det sker desværre for mange, at de mister modet lige inden de når i mål med en drøm, der betyder meget for dem.)
”Lær dem at længes efter det åbne, endeløse hav”
Og lige da vi var ved at skilles, deler jeg mit yndlingscitat fra ”Den lille prins” af Antoine de Saint-Exupéry med ham, fordi jeg fornemmede, at han kunne bruge det som inspiration til at lave forandringer i sit eget lederskab: ”Hvis du vil bygge et skib, så trom ikke folk sammen for at skaffe træ og fordele arbejdet, men lær dem at længes efter det åbne, endeløse hav.” Hvis man vil vække en længsel hos andre mennesker, så kræver det, at man forstår, hvad det er som rører sig i dem. Det kræver, at man forstår hvordan mennesker reagerer forskelligt på netop forandringer. Hvordan mennesker knytter forskellige tankesæt og handlemønstre til det at følge en drøm og gøre den til virkelighed. Men fælles for de fleste er at det begynder med en længsel. En længsel efter noget som de tror er bedre, end det de kender.
I mit arbejde med PR & Kommunikation i kulturområdet møder jeg en del, som har et lidt ambivalent forhold til at sælge. Selvom mange har accepteret at de er nødt til at sælge det de laver til pressen og publikum, så er det langt fra noget, de holder af at gøre. Og det kan mærkes.
Er det der sælgeri bare ikke dig?
Jeg holder en workshop for kreative personligheder, der synes det er “lidt pres” at skulle sælge sig selv (den 4. oktober). Måske fordi de ikke helt ved, hvordan de skal gøre det – eller finder det grænseoverskridende, fordi det der ”sælgeri” bare ikke er helt er dem. Allermest er det faktisk virkeligt irriterende, for mange kan godt se, at dem, der ikke har noget imod at sælge, klarer sig rigtigt godt. Selvom dem, der sælger sig selv, lad os bare sige det, som det føles, ikke nødvendigvis er bedre til deres fag, end mange andre.
Fortæl historien om det du skaber
Egentligt vil mange kreative personligheder meget hellere koncentrere sig om at skabe det, der giver mening for dem. Og så må der godt være en eller anden PR-dame eller producent, som fikser det der med pressen, markedsføringen og salget til andre. Min og andres erfaring viser bare gang på gang, at de allerbedste resultater kommer, når man selv er med til at sælge og fortælle historien om det, man skaber. Det virker både mere troværdigt og I bliver også flere der arbejder for den samme sag – nemlig at bringe det, I har skabt sammen ud i verden. Det kræver selvfølgelig et vist mod og en vilje til at blive synlig for andre. Men det bliver væsentligt nemmere, hvis man har forberedt dig inden.
Fortæl i stedet for at sælge
De færreste mennesker med en passion for kunst og kultur bryder sig om at føle sig som en brugtvognsforhandler. Der er lige som noget værdimæssigt, som ikke rigtigt harmonerer. Det handler, som så meget andet, om at se på det fra en vinkel, som giver mening for en. F.eks. gav det rigtigt meget mening for mig, da jeg begyndte at skifte ”sælge” ud med ”fortælle”. For at fortælle historier var jo noget af det, jeg holdt allermest af. Jeg er meget nysgerrig på andre mennesker. Når jeg er ude, bemærker min kæreste ofte, at jeg nu lytter igen til nogle andres samtaler. Og så laver jeg fortællinger om dem – hvem de lige har kysset, hvad de drømmer om i det inderste og hvordan de en dag kunne ændre verden.
Min bedstefar fortalte mange historier – om Vildmosen og ting, han havde oplevet – eller i hvert fald sagde han havde oplevet. Jeg tvivler på, at han nogensinde var bokser i virkeligheden eller havde set ægte spøgelser. Når du fortæller historierne om det du brænder for, så bliver det meget nemmere for andre mennesker at begribe, hvilken værdi, det kan have for dem.
Se nu for eksempel hvordan Mac fortalte om deres første iPad – ingen er i tvivl om at den tynde plade er lavet af et hold usædvanligt passionerede, kreative folk. De fortæller om den forskel de gør med deres nye opfindelse.
Og så er der Ikeas satiriske kommentar med deres lancering af deres IKEA-kataloget. Historiefortælling er jo ikke bare noget bedstefædre gør – det finder sted på så utroligt mange måder. Ikea fortæller med et humoristisk overskud.
Ekstramateriale – til dem, der har lidt ekstra tid:
Se lige Macs allerførste video fra da det hele begyndte. De lavede historiefortælling ved at indskrive sig selv i historien ved at tydeliggøre hvilken stor forskel, de bidrager med. Der er ikke noget at sige til at det er en religion – retorikken omkring Mac’en er en religion og har været det lige siden begyndelsen. Det er godt lavet.
Nogle gange får man ikke fortalt det, der giver værdi for dem, man taler med. Og det er ærgerligt – i hvert fald hvis man har noget, som man mener kan give andre værdi. Noget man gerne vil sælge.
Fortæl den bedste fortælling
En dag var jeg inde i en nyåbnet kagebutik. Kagerne så lækre ud og indehaveren virkede sød og behagelig. Jeg var nysgerrig og stillede flere spørgsmål – bl.a. “Hvordan forholder du dig til økologi?” Jeg gjorde med vilje spørgsmålet åbent, så der kunne komme hvad som helst svar. Hun valgte at svare:”Det bliver hurtigt ret dyrt hvis alt skal være økologisk. Men det er jo ikke fordi jeg ikke kan lide økologi. Jeg køber da tit økologisk til min egen mad derhjemme.” Det fik mig til at blive i tvivl om hvad hun egentligt puttede i sine kager – ikke nødvendigvis det bedste. Det købte hun dog til sig selv. Hun har helt sikkert ikke ment det ondt, men hendes fortælling kom til at virke som et forsvar og som om hun ikke ville give sine kunder det bedste. Jeg ville have fået meget større tillid til hende, hvis hun i stedet havde svaret: “For mig er det utroligt vigtigt med den gode smag. Derfor går jeg ikke kun efter de økologiske produkter, men efter de råvarer, som giver den bedste smag.” Der ville hun i stedet tale til den side i mig, som bliver skuffet, når nogle af de økologiske produkter ikke helt leverer i forhold til smagen. Det skal retfærdigvis tilføjes, at hendes kager var meget velsmagende – så fokus på smagen ville have været helt i tråd med virkeligheden.
Det er utroligt vigtig at være klar på, hvilken fortælling man fortæller om sig selv og det man sælger.
Jeg lavede en workshop for en gruppe koreografer på Dansehallerne forleden. Formålet var at styrke deltagerne i at fortælle om deres kunst – til deres publikum. Udover at jeg elsker at lave workshops, så var det interessant at opleve den forandring, der skete undervejs. Der voksede en bevidsthed om detaljerne i ens egene fortællinger, hvordan de blev oplevet af andre og især hvordan det virkede, når man hørte sine egne ord genfortalt. Vi fik også skabt et konkret billede, hvem deres publikum var – og det forandrede også fortællingerne, når man pludselig skulle forholde sig til en konkret person.
Vi skiltes i opløftet stemning og weekendparate. En af deltagerne gav en meget konkret feedback “Jeg er overrasket over, at det var så jordnært og brugbart. Jeg har lyst til at gå hjem og arbejde med det samme.”
Der var i det hele taget god feedback og jeg kunne mærke, at workshoppen ramte et behov, som jeg har bemærket i mit samarbejde om PR & Markedsføring med kreative personligheder: “Hvordan fortæller jeg det, jeg brænder for, så det giver mening og værdi for andre?” Der kan være mange følelser og overbevisninger, som går ind og spænder ben for, at man får fortalt den fortælling, som fremstiller ens projekt på den bedste måde. Det handler ikke om at lyve. Det handler om at trække de positive sider frem – om IKKE at sætte sit lys under en skæppe. Om at fremkalde sig selv.
Jeg gør nu workshoppen endnu skarpere og laver den igen onsdag den 24. september kl. 15.00 – 19.00.
WORKSHOP: HVORDAN FORTÆLLER JEG DET, JEG BRÆNDER FOR, SÅ DET GIVER MENING OG VÆRDI FOR ANDRE?
Hvornår: lørdag den 4. oktober kl. 13.00 – 17.00
Hvordan: Inspirationsoplæg og konkrete øvelser – alene og i samarbejde med de øvrige deltagere. Du går fra workshoppen med en konkret fortælling, der giver mening og værdi for dem, du henvender dig til.
Hvem: Kreative personligheder, der vil blive bedre til at sælge deres projekt/produkt, så det giver mening og værdi. Der kan være max 12 deltagere så der er plads til den enkeltes fortælling.
Hvor: Miss Kato Productions v. Karen Toftegaard, Drogdensgade 6 st, DK-2300 København S.
Prisen er 795,- kr. ex moms.
EARLY BIRD PRIS ved køb senest den 4. september: 495,- kr.
NB: Inkluderet er smagfulde forfriskninger, arbejdspapirer samt en engageret og erfaren workshopholder med høj energi og en vis humor.
Til projektet er der bygget en mobil filmsetting, der ligner de gamle slapstick-settings.
Performerne improviserede sig igennem scenerne, mens Kristján filmede det.
