DE SCENESTE – en ung kunstnerisk iværksættergruppe, der laver scenekunstprojekter med fokus på 15-30 år:
Vi ville vise teater, der beskæftiger sig med tematikker og problematikker fra de unges egen hverdag, uden at det kommer til at minde om en teenagedagbog. Alt for meget teater henvendt til unge, kommer til at tale ned til de unge. Vi går meget op i at huske på, at unge – i denne sammenhæng – er en målgruppe fra 15-30 år. Det er altså granvoksne mennesker. Derfor går vi meget op i, at vores projekter skal favne bredt – selvom det er inde for ungeområdet.
De Sceneste vil lave scenekunst til andre unge. Fordi de brænder for scenekunsten. De har været Teaterpiloter på Det Kongelige Teaters projektuddannelse.
DEN4VAEG.DK – en teaterpodcast, der taler om og med teater:
Det Røde Rum havde helt klart fat i den lange ende! Det var en blanding af noget gammelt og noget nyt og eksperimenterende – der var plads til at lege og udfordre hinanden. Det var tydeligt, at de ramte noget, som både unge og ældre forstod og kunne leve sig ind i. Derudover ser vi også, at et teater som Fredericia Teater trækker flere og flere gæster til sine musicals – det har uden tvivl noget at gøre med deres gigantiske talent, men også deres brug af digitale løsninger, som giver dem muligheder for at skabe universer, man ellers kun ser på det store lærred. Her tør man ligesom tænke i internationale baner og gøre det større og mere musical-bombastisk, end man måske ellers ser i Danmark – og det virker umiddelbart til, at vi rent faktisk er klar til det. Der er dog også en vigtighed i at tænke “ud af scenen”, og forsøge at få vist at scenekunst er så meget mere, end hvad der foregår på scenen. Altså tage scenekunsten ud i andre rum og forsøge at udfordre de rammer, der er blevet “normen” – hvilket vel nærmest er en grundlæggende nødvendighed for at forny sig og tilpasse sig de nye generationers publikum.
UNGTTEATERBLOD.DK – en blog der er skrevet af unge til unge for at øge eller vække unges interesse for scenekunst: Så ville vi være stærkt inspirerede af Mungo Park og Nørrebro Teater, der gang på gang formår at fortælle smukke, stærke og rørende fortællinger med hjælp fra humoren. Det, mener vi, er vigtigt, at man kan kombinere de to ting. Ellers bliver det så alvorligt – og livet er også sjovt og lystigt mens det er dødsens alvorligt.
Vox Pop med De Sceneste, den4vaeg.com og ungtteaterblod.dk, der alle vil vise andre unge, hvilken værdi teater kan have.
Mit første job efter studierne (Moderne Kultur & Kulturformidling, København og Kulturwissenschaft, Berlin) var på ungdomskulturhuset KraftWerket. Her arbejdede vi med brugerinddragelse, ung-til-ung-metoder og projektrådgivning. Jeg var der i tre år (2003-2005) og var ikke så meget ældre end dem, der kom i huset. Det er ved at være længe siden og jeg har hverken belæg eller behov for at karakterisere mig selv som en af de unge i dag.
Unge der vælger at vise værdien i teater til andre unge
Det seneste år har jeg lagt mærke til nye initiativer fra unge, der vælger at bruge deres kreativitet og energi på at vise værdien i teater til andre unge. Og det har gjort mig nysgerrig. Hvorfor og hvordan gør de det? I praksis begrænser indsatsen over for unge sig ofte til at kontakte gymnasielærere og gennem dem invitere de unge i teatret til reduceret pris. Der er da heldigvis også flere, som prøver at lave ambitiøst udviklingsarbejde med og til unge for at bygge en bro mellem teater og unge.
De Sceneste, den4vaeg.dk og ungtteaterblod.dk
F.eks. har Det Kongelige Teater i to sæsoner kørt projektmagerforløbet Teaterpiloterne, der var et aktivt ungeprojekt. Det gør de ikke i denne sæson. Jeg har i stedet talt med De Sceneste, der er tidligere teaterpiloter. Teater Grob har også lavet GROW. Og Københavns Musikteater har et samarbejde med KBH +, der er et projektnetværk for unge. Og så er der unge bloggere, hvor især den4vaeg.dk og ungtteaterblod.dk stikker frem som ambitiøse og en stamina til at formidle til unge. Men er der ikke stor forskel på at lave scenekunst selv, som De Sceneste og så til at formidle den som den4vaeg.dk og ungtteaterblod.dk? For mig er det en pointe at for jeg tror på den mere holistiske form for publikumsudvkling. Der hvor kunsten og formidlingen smelter sammen. Refleksionsrummet kan skabes både i kunsten og i formidlingen. Jeg har stillet dem de samme tre spørgsmål: • Hvorfor er det vigtigt, at unge går i teatret? • Hvad gør I for at nå unge? • Hvis I havde al tid i verden og ikke behøvede at tænke på penge. Hvilke tiltag ville I så lave for at udvikle jeres platform – eller skabe en helt ny?
De taler bl.a. om podcasts, en tv-station og om at lave en højskole. De taler også om, at teatret er vigtig som kunstform.
Jeg har også spurgt, hvad de ville gøre, hvis de var teaterdirektører. Det er blevet til en selvstændig post -> Hvis unge var teaterdirektører…
DEN4VAEG.DK Den 4. Væg er en teaterpodcast, som taler om teater og med teater. Og så anmelder de både på deres blog og med videoer, billeder og gifs på både instagram og snapchat.
Her er Clara og Lines video på instagram lige efter de har set “JOrdens Søjler” på Østre Gasværk. Der er vist ikke nogen tvivl om, at de var begejstrede for forestillingen.
Hvorfor er det vigtigt, at unge kommer i teatret?
Helt basalt er det vigtigt at få flere unge i teatrene, så teater ikke bliver en uddøende kultur/udtryksform. Derudover mener vi, at teatrene kan så meget, som biograferne slet ikke kan. I teatret bliver man konfronteret direkte med historierne, men også med menneskerne bag historierne. Teatret har en nerve i og med, at dramaet udspiller sig live på scenen foran dig. På en eller anden måde kan det virke meget mere rammende, end det kan på film. Det er selvfølgelig ikke noget, vi kan ændre på fra den ene dag til den anden – hvis vi forsøger at ramme nogle unge, som aldrig går i teatret og aldrig har lært det hjemmefra, så er det en slags opdragelse, vi skal forsøge at give dem. Deres interesse for noget nyt skal vækkes, og de skal ‘lære’ at gå i teatret og opdage, at teatret kan meget andet end at vise Shakespeare, Holberg eller Moliere.
Hvad gør I for at nå unge?
For os er det vigtigt, at vores platform er så let tilgængelig som overhovedet muligt. Derfor passer podcast-formatet perfekt; man kan lytte til vores udsendelser når som helst og hvor som helst. Man kan springe frem til lige det, man helst vil høre. Det er på mange måder indhold, som lytteren kan passe ind i sin egen hverdag, og det foregår derfor i langt højere grad på lytterens præmis. Vi forsøger også at gøre vores skriftlige anmeldelser så let aflæselige som muligt, med meget simple overskrifter, så man nemt kan komme igennem det. For os handler det rigtig meget om, at gennemskue og tilpasse os vores primære publikums tempo (som ofte er i den høje ende). Vi skal også være der, hvor de er, hvis vi vil gøre os forhåbninger om at nå dem. Derfor er vi også på både Instagram og Snapchat.
Desuden forsøger vi at gøre vores podcasts både interessante og sjove at lytte til – det skal være en fornøjelse at lytte til vores podcast både indholdsmæssigt, men det skal uden tvivl også være et interessant lydunivers; det forsøger vi at imødekomme med vores reportager og montager, hvor vi altid forsøger at tage folk med op på scenen og ind i det pågældende univers fra en forestilling. Sådan kommer lytterne også med bag kulisserne. På den måde kan vi forhåbenligt komme nogle af fordommene til livs, og være med til at gøre teatret noget mere tilgængeligt.
Hvis I havde al tid i verden og ikke behøvede at tænke på penge. Hvilke tiltag ville I så lave for at udvikle jeres platform – eller skabe en helt ny?
En helt stor drøm for os, er at gøre vores medie til meget mere end bare en podcast, som bliver optaget i et anonymt studie. Vi drømmer om live-events og samarbejder med teatrene og andre unge organisationer. For tiden drømmer vi lidt om, at kunne lave live-optagelser af vores podcast på et teater, hvor der enten er et tema for dagen eller en særlig forestilling i fokus. Her ville der være mulighed for at opleve interviews med folkene live, og vores lyttere ville få mulighed for at komme endnu tættere på den verden, vi elsker og brænder for.
DE SCENESTE
De Sceneste er ung kunstnerisk iværksættergruppe, der drømmer om at udfordre, udvikle og udvikle scenekunsten. De laver scenekunstprojekter med fokus på målgruppen 15-30 år. De holder til hos Nørrebro Teater.
Hvorfor er det vigtigt, at unge kommer i teatret?
Teater er den mest vedkommende kunstform der findes. Derfor er det så pinefuldt, at det er så uvedkommende for mange unge. Vi er mødtes gennem en kærlighed til teatret, og det er den vi kæmper for at dele. Teater er ikke kun en kunstart – det er en social aktivitet helt uden grænser. Det er den verden, vi hver dag får lov at boltre os i, og som vi ønsker at dele med andre!
De Sceneste vil udfordre, udvikle og udvikle scenekunsten. Det gør de bl.a. chillede, afslappede koncepter som “Sejl & Sangria” samt “Kaffe, ostemadder & rapbattle” i forbindelse med opsætningen af “Svantes lykkelige dag” på Nørrebro Teater.
Hvad gør I for at nå unge?
Vi gør meget brug af interaktivitet og dermed gøre publikum til et deltagende organ. Det får både vores projekter, og selv og publikum meget mere ud af, end den klassiske publikum-aktør ramme. Samtidig lærer og husker man bedre gennem deltagelse, så vi håber at gøre det større indtryk på denne vis.
Derudover forsøger vi at vise, at teater er meget mere end en mørk sal, et tæppe og lange replikker. Teater kan foregå overalt, og behøver slet ikke at bunde i et manuskript. Derfor laver vi ikke kun traditionelt teater, men beskæftiger os faktisk mere med kunstneriske events med performative elementer. Og så prøver vi altid at invitere til en snak om scenekunst gennem vores events. Så vi forhåbentlig kan få flyttet et synspunkt ad gangen.
Hvis I havde al tid i verden og ikke behøvede at tænke på penge. Hvilke tiltag ville I så lave for at udvikle jeres platform – eller skabe en helt ny?
Vi vil så gerne lave en højskole. Det bliver ofte nævnt lidt i spøg, men når vi aldrig har lyst til at tage hjem, virker det alt for ofte som en god idé. Det skal vi en dag. [red., det er da vildt fedt!]
UNGTTEATERBLOD.DK
Bloggen ungtteaterblog.dk har en ambition om at være en seriøs og underholdende blog, der kan vække eller øge unges interesse for scenekunst. Bloggen er skrevet af unge – for unge (alt ung-til-ung-metoden).
Hvorfor er det vigtigt, at unge kommer i teatret?
Det er igennem teater, at vi kan lære, at verden kan leves og opfattes på en anden måde, end det vi i forvejen gør. Det udvider vores horisont. Det kan være en form for dannende underholdning, hvor du både bliver klogere på dig selv og livet, men samtidigt med vises det på en måde, der er inspirerende i sig selv.
Det er vigtigt at vise, at underholdning også kan være andet end reality og “tju-bang”-underholdning. Teater favner det hele, og det er spændende, når underholdningen ikke alene foregår som envejskommunikation, men at der faktisk er nogen levende mennesker, som gør en forskel, på scenen, således at både forestillingen og det, som publikum får ud af en forestilling, er levende og nærværende for unge. Teatrets fornemste opgave er at nedbryde ”den 4. væg” og dermed gøre, at de unge føler, at de får noget med sig fra teaterturen.
Hvad gør I for at nå unge?
Vi har valgt en blog, hvor overskuelighed er nøgleordet for os. Det er vigtigt, at man kan danne sig et hurtigt overblik over, de seneste forestillinger der er anmeldt af os. Facebook og Instagram er svært at komme udenom, når man skal ramme den unge målgruppe. Vi vil ramme de unge på de platforme, hvor de selv er. Den generation, som vi gerne vil ramme, er i høj grad vant til at finde deres informationer via nettet, øvrige sociale medier og deres omgangskreds.
Hvis I havde al tid i verden og ikke behøvede at tænke på penge. Hvilke tiltag ville I så lave for at udvikle jeres platform – eller skabe en helt ny?
Vi ville lave et TV-program, der kunne streames gratis på nettet. Her ville vi kort, præcist og underholdende runde de seneste vigtige forestillinger, og så ville vi sætte spot på én bestemt ting igennem et interview fra gang til gang. Det ville være vigtigt for os, at det max. varede 10-12 min., så man kan bruge det til at danne sig et hurtigt overblik i sin hverdag. Så kan vi altid lave en mere dybdegående podcast ved siden af, hvor vi kan nørde igennem.
[Hvad sker der i mødet mellem mennesket og kunsten? Hvilke refleksionsrum åbner sig – hos en selv og sammen med andre? Hvori ligger kunstens inspirationskraft? Vi, Karen Toftegaard og Ida Marie Fich, har lavet en filosofisk undersøgelse og beskrivelse af, hvad der sker i mødet mellem mennesket og kunsten. Ida Marie Fich har reflekteret over fire forskellige forestillinger på Det Frie Felts Festival og CPH STAGE her på bloggen. Nu vil vi sammen i en dialog reflektere videre over, hvad kunsten gør ved os, og hvad det siger om forestillingernes potentiale for at skabe rum for relationer mellem kunsten og publikum og publikum imellem. Vi deler her vores dialog, hvor vi har udfordret hinanden til at gå i dybden med refleksionerne.]
Jeg lægger mærke til at du kredser om, hvem der skal tage ansvar for kunstoplevelsen. Kunstneren, Kulturbrugeren, Kulturformidleren? I udgangspunktet mener jeg, at alle har et ansvar for, hvordan de vælger at agere i og opleve verden. Og her taler jeg ikke nødvendigvis om et tungt ansvar. Det tror jeg heller ikke, at du gør. Det er mere det at forholde sig bevidst til det, man skaber og modtager. Og der ser jeg kunstneren og deltageren/publikum som ligeværdige. Den enes kunstneriske vision mødes af den andens lyst til/behov for at møde kunsten. Og der er stor forskel på, hvad de forskellige kunstnere vil manifestere i verden. Lige som der er stor forskel på hvad de forskellige kulturbrugere drømmer om at mødet med kunsten skal gøre for dem.
Det rigtige match mellem kunst og det menneske, som møder den
Derfor er det så vigtigt at være bevidst om at lave det rigtige match mellem kunsten og det menneske, som møder den – kulturbrugeren. Det er bl.a. her kulturformidleren kommer ind i billedet. Man skal ikke prøve at få nogle, der drømmer om at blive henrevet af det store drama, til at gå ind og se minimalistisk kunst. Med mindre der på forhånd er lavet en helt klar forventningsafstemning om, at det de nu kommer til at se er anderledes end det de plejer at se. Og de behøver ikke kunne lide det, men i stedet appellere til at prøve at se, hvordan de reagerer på det, de ikke umiddelbart forstår. Hvad sker der i det møde?
Samtidigt kan det være svært at sige præcist, hvad det er for en kunstoplevelse, det ender med at blive, når først man er gået ind i den kreative proces. Tingene har det med at ændre sig undervejs. Men en klar formidling af hvad det er for en rolle, man forventer at folk skal indgå er vigtig. Samtidigt er der jo også dem, der foretrækker at alt ikke bliver skåret ud i pap. Men at der netop er plads til selv at gå på oplevelse og selv forstå og sætte ord på eller bare suge til sig.
At stille sig åben over for den kunstneriske proces
Så alle har et ansvar for at stille sig åben over for hvor den kunstneriske proces bevæger sig hen i værker som SIGNAs SALÓ. Den forestilling tiltrak jo også mennesker med hang til perversioner. Det mener jeg ikke, at hverken kunstnere eller kulturformidlere har ansvar for. Men vi kan tage stilling til, hvor vi vil stille os, hvilken rolle vi vil indgå i – hvilke møder vi som mennesker ønsker at have med kunsten.
Jeg selv valgte ikke at gå til den forestilling, selvom den spillede på det teater, jeg var ansat på. Og jeg har set mange af SIGNAs forestillinger. Men jeg havde netop født min søn og vidste, jeg var alt for sensibel til at gå ind i det rum på det tidspunkt. Jeg fik stadig kvalme, når jeg tænkte på filmen. Selvom det var over 10 år siden, jeg havde set den.
Er det her kunst?
Og så tilbage til dit spørgsmål om der også kan være en begrænsning i de meget åbne, relationelt funderede værker. Det kan der bestemt. Værkernes porøsitet gør, at de kan være sværere at begribe. Og spørgsmålet: ”Er det her kunst?” opstår oftere. Det spørgsmål åbner dog netop op for refleksioner over grænserne. Lige som med alle andre værkformater så gælder det om, at der er en. Nicolás Borriauds beskrivelse af den relationelle æstetik er blevet adoptereret af mange – lige fra hit-and-run-eventmagere til dybt funderede kunstnere. Der er forskel på, når Marina Abramovic laver relationelle værker og så når nogle bruger strategierne til at skabe en god fest. Men selve den relationelle æstetik, hvor der er en social dimension og en porøsitet i værket, kan noget særligt. Lige som at Claude Monets åkander stadig er mesterværker, når man ser dem i Paris. Selvom de er blevet skamredet rundt i diverse plakatformater, der har fået rødt kort for dårlig smag.
Alt handler om øjnene der ser og hvor man vælger at sætte accenten i sin værdisætning af værkerne.
Jeg er optaget af, hvad der sker, når man går ud i verden og er åben over for de muligheder, der dukker op. Og får det bedste ud af dem. I går mødte jeg en kvinde, der kom gående med en hund. Jeg kommenterede, at hendes hund åbenbart havde udvalgt sig min gade til dens favoritsted at udføre det, der får en pose op af hundeejerens lomme. Jeg havde set dem akkurat samme sted, i samme bevægelse dagen før.
Humberto Maturana – vores virkelighedsopfattelse afhænger af os selv
Og så er jeg optaget af den chilenske biolog Humberto Maturanas tanker om, at vores virkelighedsopfattelse afhænger af os selv. Den måde som vi opfatter verden og indgår i relationer på er konsekvensen af den indre proces, der foregår inden i os – i vores nervesystem. Ud fra den genetiske og mentale sammenhæng vi har som biologiske enheder. Alt afhænger af øjnene, der ser. Han mener, der er lige så mange virkeligheder som biologiske enheder. Og dermed er virkeligheden ikke noget, som bare objektivt er. Det er noget, der skabes og opleves af det enkelte menneske. I relationer forhandler vi hvilken virkelighed, der giver mening for begge personer. Det ser man bl.a. på arbejdspladsen, hvor det er nødvendigt at blive enige om et fælles mål, en fælles virkelighedsopfattelse for at kunne handle. Det er også derfor Maturana er brugt inden for meget ledelsesteori. Lige nu er jeg nu allermest interesseret i ham på et eksistentielt plan – for at forstå hvad det er som opleves som virkeligt og forskelligheden i vores virkeligheder og dermed de stemmer, vi har.
Tilbage til kvinden med hunden
Det viste sig, at kvinden havde passet hunden et par dage for nogle rejsende venner. Jeg kommenterede, at jeg i denne sidste uge, hvor jeg var begyndt at ryge og tage strejfture rundt i lokalmiljøet, havde mødt og talt med mange forskellige mennesker. Nogle jeg kendte i forvejen og åbenbart lige skulle møde på det tidspunkt. Andre for allerførste gang, mens mine tanker faldt til ro med cigaret i hånd. Bemærkelsesværdigt er det, at alle på hver deres plan havde været interessante samtaler.
Behov for en tredje ting som icebreaker i møder
Den unge kvinde boede åbenbart lige om hjørnet. Hun fortalte, at hun i disse dage med hund havde talt med flere mennesker i lokalområdet end hun havde gjort de fire år, hun havde boet her.
Vi talte helt enkelt om, hvorfor der er et behov for en tredje ting som icebreaker – hunden, cigaretten, drinken. Og jeg fik lyst til at høre hendes stemme folde sig ud her på bloggen.
Hun sagde hurtigt ja, da jeg spurgte, om jeg måtte skrive hendes tanker her – og sendte mig hurtigt et uddrag på skrift. Det var min mulighed for at reflektere med en person over møder mellem mennesker. Måske også din.
——-
Smilet er den korteste vej mellem to mennesker
Victor Borge sagde engang, at smilet er den korteste vej mellem to mennesker.
Min erfaring er, at det bliver smilet også – når der bare liiige har været et fælles element, der har ramt vores øjne inden munden.
De sidste to dage har jeg passet et vennepars hund og talt med flere mennesker i mit lokalområde på vuffens lufteture, end under de fire år jeg har boet på matriklen. Foruroligende, fascinerende og forundrende på samme tid.
Den lille logrende hund som icebreaker
Den lille, logrende hund har været det, vi er mødtes om. Det beundrende blik på fire poter har så forankret sig op til en dialog på to ben til en snak om alt og ingenting, som så lige pludselig bliver mere og mere nær og bliver det, som hele verden beundrer os for, men ikke forstår – nemlig hyggeligt.
Men samtalen var nok aldrig sket uden den pelsede icebreaker. Festen er også altid, hvor rygerne er. Og i nye sociale sammenhænge bonder rygerne hurtigere med hinanden udenfor, end dem, der står inde i pausen og spytter ned i en kop kaffe og tjekker telefonen for hundrede og syttende gang, fordi tavsheden er så larmende, at den overdøver alt.
Folk vil rigtig gerne snakke, blive inspireret og føle nysgerrighed
Den fælles referenceramme gør, at vi gider og tør – og når hunden eller cigaretten efterfølgende tages ud af ligningen, bliver regnstykket faktisk det samme – folk vil rigtig gerne snakke, blive inspireret og føle nysgerrighed. Men icebreaker-elementet er en nødvendig katalysator, for at det sker. (Undtagen når vi er stangstive, men det er en anden snak).
Selv om begrebet hygge er ultradansk og ikke kan forklares, har omverdenen uden for de nordiske breddegrader indgroet Victor Borges ord i sig. De behøver hverken hunde eller cigaretter for at snakke – ikke tale – bare snakke.
En fremmed er en ven, du aldrig har mødt
Jeg har rejst verden rundt og har overalt uden for Skandinavien oplevet attituden “en fremmed er en ven, du aldrig har mødt”. Uanset om det har været destinationer, hvor man har kunnet spejle sig kulturelt og fysiologisk med lokalbefolkningen eller under helt fjerne himmelstrøg, hvor man virker og ser eksotisk ud, snakker man med hinanden i køen, indleder en samtale med “how are you?” eller giver blot et Victor Borge’sk smil.
Det er endnu en gang foruroligende, fascinerende og forundrende på samme tid. Den såkaldte tredje ting er den nødvendige katalysator for det, vi alle sammen bare gerne vil: lytte og fortælle, inspirere og modtage, møde og smile.
