Forsiden er klar
Er der nok pauser i dit liv?
I dag er sådan en dag, hvor jeg vågner op og ligger lige så stille i sengen. Med rester i kroppen af nattens drømme der langsomt fortoner sig. Jeg ligger der og lytter til lydene i lejligheden. Jeg ved at der ikke er noget som helst, jeg skal. Jeg griber ud efter blokken ved siden af min seng. Begyndte i går aftes, eller rettere i nat, da jeg kom hjem, på en skitse over hvilke elementer der skal være i en ny bog, jeg arbejder på.
En uventet hovedperson
Da jeg har blok og pilot-pennen i hænderne, skriver jeg bare. En hovedperson som jeg slet ikke har forventet, men som jeg alligevel kender utroligt godt, viser sig. En handling som jeg heller ikke har forudset finder lige pludselig vej der til papiret. Og min glæde spreder sig til hele kroppen over, at ordene og strukturen så ubesværet bliver til genkendelige mønstre på papiret. Det er lykkefølelsen af kreativt flow, som jeg også beskriver i bogen “Brug din kreativitet – og udfold dit potentiale” (sammen med Eva Wang Gøttrup), der udkommer på Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck april 2014. [Reklame slut]
Hvorfor nu?
Jeg stiller mig selv spørgsmålet, hvorfor ordene flyder nu og bliver til mønstre. Jeg har haft en idé til en bog i lang tid – eller rettere til flere. Jeg har skrevet hist og her. Men i december kunne jeg mærke, at jeg tog beslutningen om hvilken idé, jeg brændte mest for. Selvom jeg hele tiden ikke havde lyst til at sige det højt. Hverken til mig selv eller andre. Hvorfor kommer det til mig nu? Og så ved jeg det jo godt. Fordi der denne søndag morgen er tid og ro til det. Det er ikke mystisk eller magi. Der er helt enkelt plads til, at disse mønstre kan tage form og komme ud.
Pausen giver plads til kreativiten
Og så bliver jeg så glad for pausen. For det er i pausen, du giver plads til kreativiteten. Jeg ved, der ikke er nok pauser i mit liv – endnu. Jeg arbejder hele tiden på at tage flere. For det har jeg lovet mig selv. Er der nok pauser i dit liv? Ikke kun til bogidéer men også til at skabe kreative løsninger i dit hverdagsliv og på dit arbejde?
Søndagsoaser og andre pauser
Da jeg lægger blokken fra mig, springer jeg ud af sengen, vasker op efter weekendens udskejelser og får en masse idéer til nye vinkler på de mange markedsføringsopgaver, der ligger og venter på mig. Jeg føler mig priviligeret over, at der både er poesi og pragmatik i mit liv. Samtidigt med at jeg oplever, at der er en synergi imellem begge sider. Især når der er søndagsoaser og andre pauser.
Kreativitet handler om tro, mod og handling
Det er sommer og jeg tillader mig den absolutte luksus, det er at gribe en bog under en oprydning og så bare lægge mig på sofaen resten af dagen, fordi jeg har lyst til at læse den – helt til sidste side. Bogen er ”Alkymisten” af Paulo Coelho. Jeg købte den på et bogudsalg for en del år siden, fordi jeg tænkte, det var en klassiker og at den skulle jeg da også læse. Nu fortryder jeg næsten, at jeg ikke har læst den før. Allermest glæder jeg mig dog over, at jeg netop har læst den og stadig bærer dens lærdom friskt i mit hjerte.
Alkymisten fortæller drengen to væsentlige lærdomme:
- ”Frygten for at lide er værre end selve lidelsen. Og intet hjerte har nogensinde lidt, mens det søgte at virkeliggøre sine drømme, fordi hvert sekunds søgen er at finde Gud og evigheden”.
- ”Før en drøm bliver ført ud i livet, beslutter verdenssjælen at afprøve alt det, som skulle læres på vejen. Det gør den ikke af ondskab, men for at vi sammen med vores drøm kan beherske den lærdom, vi har lært undervejs mod vores drøm. Det er det tidspunkt, hvor de fleste giver op. Det er det, vi på ørkensprog kalder ’at dø af tørst, når daddelpalmerne dukker op i horisonten’…Hver søgen starter altid med begynderheld. Og den ender altid med vinderprøven.” Den mørkeste time kommer altid lige før solopgang”.
Den første lærdom handler om at turde tro på og forfølge sine drømme. Jeg laver uvilkårligt en kobling til hvilken stor betydning, det har at tro på sin kreativitet. Jeg er igang med at skrive på de sidste kapitler i Eva Wang Gøttrups og min bog om kreativitet – “Brug din kreativitet – så du udfolder dit potentiale i din hverdag og dit arbejde“. (Yeah – Nyt Nordisk Forlag udgiver den april 2014). En af de konstruktive overspringshandlinger er at se denne video om kreativitet.
Den understreger netop, at det handler om at tro på sin kreativitet. Det er troen på ens kreativitet og ens handling, der gør hele forskellen – lige som for drengen i Alkymisten.
Begynderheld og ilddåben
Den anden lærdom handler om at det er meget nemt at miste fodfæstet og troen lige inden man når i mål. Derfor gælder det om at holde ud eller måske snarere bruge kræfter på at komme godt igennem den sidste prøvelse. Samtidigt synes jeg det er en fin pointe, at der også tit er del begynderheld. Det oplever jeg ofte, men har aldrig tænkt over det som en fast del af en proces.
P.S. til den sentimentale:
Jeg smiler særligt over videoen, da tæppet på barnets skuldre forvandler det til supermand, fordi min egen 3½-årige fløj rundt med et rødt tæppe på skuldrene i dag. Han var supermand og kunne løbe meget stærkt – faktisk stærkere end biler og cykler. Den med kosten har han også praktiseret i en periode efter vi havde set den fantasifulde japanske tegnefilm “Kiki – den lille heks”.
Løbeglæde, koncentration og ro
Sidste sommer læste jeg Haruki Murakamis bog ”Hvad jeg taler om når jeg taler om at løbe” (2008) og bloggede om det. Det er en slags selvbiografisk bog, der beskriver Murakamis passionerede forhold til at løbe. Han reflekterer over sin løbepraksis og vurderer, at det vigtigste han har lært for at være forfatter, har han lært ved at løbe næsten hver dag. Gennem sin løbepassion har han nemlig lært udholdenhed og koncentration. Uden disse to evner ville han, ifølge sig selv, aldrig have skrevet noget interessant.
Løb giver mig ro og koncentration
Sidste sommer læste jeg om Murakamis passion for at løbe. En disciplin jeg selv havde holdt pause fra i mange år. Denne sommer løber jeg flere dage om ugen og nyder den ro og koncentration, jeg får af det. Det er akkurat lige som selvhjælpsbøger. De kan være enormt inspirerende at læse, men essensen af dem får først virkelig værdi, når du mærker den på din egen krop. Når du løber og presser dig selv lidt mere. Når du mærker det der øjeblik, hvor alle delene i din krop pludselig taler sammen, og det er som om rytmen overtager, og du selv bare følger med, fordi du ikke kan eller vil andet. Når du overanstrenger dig og det kribler i hele din krop for at komme afsted igen i stedet for lige at tage en eller to dages pause. Og når du bare er udmattet og sover godt. Og det hjælper mig til at koncentrere mig om bare en idé ad gangen. Når jeg sidder og arbejder, så har jeg for det meste enten en blok eller en Ipad til at stå ved siden af med overskriften “Idéer jeg lige kommer i tanke om, men som jeg IKKE behøver handle på LIGE NU:”. Her noterer jeg alle de idéer, der kommer undervejs, men som ikke har noget med det jeg er i gang med at gøre. Disciplinen og roen til at koncentrere mig om en ting ad gangen har jeg ikke, hvis jeg ikke dyrker enten Bikram Yoga eller løber 5-6 gange om ugen.
Bonus for sprogentusiaster som jeg selv:
Disse dage læser jeg Katja Kullmanns ”Ecthleben”, der er en humoristisk beskrivelse af den kreative klasses værdier og selvforståelse. Hun indleder et kapitel med en refleksion over Short Cuts, der er Robert Altmans filmatisering af Raymond Carvers novellesamling ”What we talk about when we talk about love” (1981). Murakamis titel om løb refererer selvfølgelig dertil konkluderer jeg straks, fordi han netop er så belæst som han er – især inden for amerikansk litteratur.
TEDxCopenhagen 2012: Gode fortællinger og meningsfyldt værdifællesskab
I dag har jeg været til TEDxCopenhagen 2012. Det var inspirerende at høre oplæggene og tale med de øvrige omkring 599 personer, som var dukket op. Jeg lagde mærke til især to ting. For det første tedspeakernes præsentation af sig selv og deres projekter. For det andet begyndte jeg at analysere det værdifællesskab, som mere eller mindre eksplicit italesættes på denne TEDxCopenhagen konference.
Tedspeakernes præsentation af sig selv og deres projekter
Den bedste måde at præsentere sig selv på er ved at indlede med at skabe tillid ved at afsløre en sårbar side af en selv. Man har selv været kikset, klodset eller haft modgang engang. Det gør også, at folk under en den succes, man har opnået efterfølgende. Madentreprenøren Claus Meyer præsenterer sig selv som en fra en dysfunktionel familie – med en far, der mere eller mindre forsvinder efter skilsmissen og en mor, der begynder at drikke. Hans redning er at han kommer i au pair hos en fransk kvalitetsbevidst bager, som bliver hans tiltrængte erstatningsfamilie.
Ens pointer kommer så meget bedre igennem, hvis man gør dem konkrete og binder dem op på nogle jordnære, letforståelige eksempler, som Lars AP med Fucking Flink-bevægelsen. Han har flere tydelige eksempler på, hvad det vil sige at være Fucking Flink – den genkendelige situation med en overfyldt bus og en ældre herre, som kommer ind i bussen. En kvinde rejser sig og giver ham sin plads. Resultatet er at alle bliver en smule gladere, fordi hun gør det. Både hende selv fordi hun gør en god gerning, manden, som får en plads og de øvrige i bussen får en god følelse, fordi det var det rigtige at gøre. Og så bruger han også humoren til at få budskabet igennem, som når han klæder sig ud som parkeringsvagt og giver folk priser for ’god parkering’ eller ’god bilvask’ i stedet for bøder. Det giver også gode udslag på karmabarometret. Hans konkrete, humoristiske eksempler er en kæmpe styrke for et projekt, som i grunden har en lidt abstrakt karakter.
Og så er der manden, der lærer mig, at jeg kan tegne – Ole Qvist-Sørensen. Han aktiverer alle tilhørerne ved at bede dem tage notesblokken og pennen frem fra tedx goodibaggen. Så beder han os om at tegne en streg, en cirkel, en firkant, en trekant, en bølget streg. Det kan alle. Næste trin er at han får os til at tegne en mand, et skilt, en pil, en talebobbel og en lyspære – grundelementerne i at fortælle udviklingshistorier sammen. Ja, det er jo faktisk bare at springe ud i det. Det er ligesom med at synge for ens barn. Det gør ikke noget, at du ikke er en stor sanger, det er det at du synger sammen med dit barn – selve handlingen – der betyder noget. Ja, det siger jeg selvfølgelig også, fordi jeg aldrig har dyrket tegning så meget, så jeg er ikke specielt god til det – se selv her. Men det fungerer faktisk konstaterer jeg nu med en vis selvtilfredshed.
En lille kreativ ændring der gør en stor forskel…inspireret af StreetArt
Jeg er stor fan af facebook-siden StreetArt in Germany. Meget streetart har til formål at ‘forstyrre folk i hverdagen’ – også selvom de ikke altid har lyst til at blive forstyrret. Disse to eksempler har et statement, som forholder sig til markedsføring i det offentlige rum. De bryder med nogle kommunikationskonventioner og giver et nyt perspektiv.
Murstenen, der personificeres og distancerer sig fra sin middelmådighed. Samt det tomme reklameboard, som bliver kommenteret af forbipasserende, der glæder sig over at blive fri for et reklamebudskab lige her.
Det er kun en lille ændring, som får murstenen og reklameboardet til at få vores ubetingede opmærksomhed – inspirerende. Og at bruge noget fra en anden kontekst, som for eksempel murstenen, der ikke er “just another brick”. Der er forskellige “just another” tekster – for eksempel begyndertagline på wordpress blogs “just another blog”.
Budskaber kommer klart igennem, når de præsenteres for os i en kendt form, som lige har den der lille ændring, som gør at vi stopper op.
Hvad du kan lære af Murakami – eller løb for kreativiteten!
Den japanske bestsellerforfatter Haruki Murakami har skrevet en bog om at løbe ”Hvad jeg taler om når jeg taler om at løbe” (2007 – dansk udgave 2009) – Ja det er ham med “Trækopfuglens krønike”, “Kafka på stranden” og “Norwegian wood”. Jeg har læst hans bog om at løbe i min ferie – i sengen hjemme i lejligheden på dovne morgener eller svalt-sene aftener, en tidlig morgen på en morgendugget bænk i Rødvig og i smug på den sorte Diamant, da jeg ellers havde sat dagen af til at arbejde på bogprojektet ”Hov! Hvem har taget min kreativitet?” (skrives i samarbejde med Eva Wang Gøttrup), i en frokostpause på min arbejdsplads (Teater Republique) indtil jeg pludseligt løb tør for sider og ufrivilligt måtte smide bogen fra mig.
Løb styrker koncentration og udholdenhed
Tidligere på sommeren har jeg higende slugt hans to første bind af trilogien ”1Q84” og mens jeg venter på 3. bind, der skulle udkomme den 29. august, har jeg hentet hans selvbiografiske bog ”Hvad jeg taler om når jeg taler om at løbe” og fiktionsbestselleren ”Kafka på stranden” hjem fra biblioteket. Murakamis pointe om løb er blandt andet, at den styrker hans koncentration og udholdenhed. Det får mig til at tænke på Jørgen Leths cykelepos, selvom det jo ikke er en selvoplevet glæde ved at udføre en sportsgren.
Bohemeliv og fitnesscenter
Derefter leder det mine tanker hen på mit eget forhold til Bikram Yoga. Jeg begyndte for lidt over et år siden og har nu med korte pauser trænet 1-3 gange om ugen. Jeg har tidligere dyrket mange forskellige former for fysisk aktivitet: Håndbold, fodbold og standarddans, svømning, løbetræning. På et tidspunkt begyndte jeg til boksetræning i CIK. Jeg kan ikke huske hvorfor. Kvindeholdet trænede lige før holdet med Mikkel Kessler. Det var god hård træning af den gamle skole med arm- og mavebøjninger samt masser af løbetræning. Jeg fik dog aldrig lyst til at gå i ringen for reel. Det blev ved sandsækkene og boksning på motionsbasis et par gange om ugen i knap 2 år. Jeg rejste til Paris og senere til Berlin, hvor jeg berusede mig i kulturoplevelser og nye bekendtskaber med andre verdenssyn. Jeg forsøgte mig med lidt fitnesscenter, men kunne ikke rigtigt forene boheme-livet med en konstant, seriøs indsats i fitness-center. Og det dilemma kom til at præge de kommende år, kun afbrudt af perioden, hvor jeg skrev speciale og grådigt kastede mig over den brasilianske kampdan Capoeira. Derefter gik en del år med sporadisk fitness-træning i diverse træningscentre. Og først her for et år siden, hvor min hjerne var ved at eksplodere af tanke-overload, valgte jeg at gå ”all in” med Bikram yoga.
Hvad jeg taler, om når jeg taler om bikram yoga
Bikram yoga er en form for hot yoga, hvilket betyder, at du dyrker yoga i 40 graders varme. Du gennemfører 26 øvelser – altid de samme i samme rækkefølge – i 90 minutter, mens sveden begynder at dryppe fra din krop. Jeg kan godt lide anstrengelsen. Murakami beskriver, hvordan hans krop har godt af smerte, og at det er med smerte, du kan disciplinere din krop. For en letsindet vesteuropæer som mig, er det nok lidt for meget et lidelsesperspektiv. Jeg vil hellere fokusere på anstrengelsen og den derefter kommende udmattelse. Når sveden løber ned af mig og jeg fokuserer på min vejrtrækning føler jeg, at jeg tømmer min krop og især min tankestrøm for alt det, som ikke gavner mig.
Evnen til at koncentrere sig kan opveje et mangelfuldt talent
Murakami beskriver sit løb som en slags meditation, hvor han ikke tænker på noget – eller i hvert fald ikke kan huske, hvad han tænker på. Og den der følelse af at smide al unødig bagage hjælper mig til at koncentrere mig. Murakami har givet mig lyst til at løbe igen. Måske jeg bare skal kombinere Bikram yoga med løbetræning. Løbetræning har den fordel, at den kan udføres hvor som helst, nårsomhelst. Murakamis pointe er at de vigtigste ting, han har lært om at skrive har han lært ved at løbe næsten hver morgen. Det styrker hans koncentration og udholdenhed – de to vigtigste egenskaber for en forfatter. Han mener endda at evnen til at koncentrere sig kan opveje et mangelfuldt talent. Samtidigt pointerer han, at hvis man ikke kan koncentrere sig, så opnår man aldrig noget af betydning. Ja, den er lidt hård, men han har ret.
Næste gang jeg lige mangler den sidste motivation for at tage afsted til Bikram Yoga, så sender jeg en tanke til Murakamis lære om, at det styrker min koncentration og udholdenhed og dermed min evne til at tænke kreativt og komme i dybden med tingene.