Jeg mener, det er vigtigt med transparens. Derfor har jeg bedt Zenia om at beskrive en udviklings- og refleksion session på projektet Det Frie Felts Festival.
Zenia Righolt er ansat som kommunikationsassistent i Karen Toftegaard ApS. Hun er 24 år og BA i Kommunikation og Psykologi. Jeg mener, det er vigtigt, at vi lytter til flere stemmer og forstår hvilke stemmer, der taler. Forstår med hvilke øjne vi ser. Hvor vi kommer fra og hvor vi er på vej hen.
Karen
—–
I sidste uge satte Karen, Lisbeth (kommunikationspraktikant) og jeg selv (Zenia) os i den strålende varme forårssol. Vi skulle klargøre hvad og hvordan, vi bedst formidler, hvad det frie felt i Danmark kan. Hvad der er det specielle ved denne festival. Vi ville skabe en session, hvor alle tanker var velkomne og hvor alt er muligt. Vi brainstormede på hvad det helt konkret er denne festival skal bidrage med i dansk scenekunst. Vi startede selvfølgelig med de rent faktuelle ting, som vi allerede er bekendte med. Det er tredje gang at Det Frie Felts Festival løber af stablen. Men hvad er det så Det Frie Felts Festival kan? Og hvad kan festivalen, når nu det er tredje gang den finder sted? Den formidlingsmæssige udfordring er at festivalen har et politisk sigte, men at vi over for publikum skal formidle kunsten.
Når man ser noget, man ikke forstår
Vi har i år givet Det Frie Felts Festival den inviterende tagline EXPLORE, IMAGINE, DISCOVER. Festivalen og årets 17 værker, sætter fokus på, at vi som publikum skal fristes til at gå på opdagelse og undersøge kunsten. Vi talte meget om følelsen af ikke at føle sig inkluderet, når man ser noget, man ikke kender. Måske nærmer følelsen af ikke at forstå. Jeg selv kommer ofte til at fokusere på, hvorvidt og hvordan jeg forstår den kunst/kultur, som jeg møder. Ser jeg et teaterstykke, som jeg ikke forstår eller ikke føler håndgribeligt – undskylder jeg det med, at jeg ikke er kreativ. Men behøver det nødvendigvis at være grunden?
De fleste synes det er sjovt at gå på opdagelse og eksperimentere med nye oplevelser og kreative indslag
Vi blev hurtigt enige om, at Det Frie Felts Festival også skal være muligt, for dem der ikke normalt ser denne form for scenekunst. Vi ønsker, at invitere alle inden for. Vi ønsker at skabe en festival, der gør dette felt muligt for alle at være i. Vi ønsker, at gøre det frie felt inkluderende for dem der normalt ikke føler, at de forstår feltets kunst. Så os der ikke helt ved, om vi forstår det frie felts kunst og kultur, også kan være med. De fleste mennesker synes, at det er sjovt at gå på opdagelse og eksperimentere med nye oplevelser og kreative indslag i dagligdagen. Det Frie Felts Festival kan netop bidrage til, at vi som publikum får lysten til at opdage, fantasere og undersøge. Fordi vi her kan møde det, vi ikke kender eller umiddelbart ikke forstår. Fordi vi her får et refleksionsrum.
Hvad kan Det Frie Felts Festival?
I løbet af vores session – kastede vi en masse tanker op i luften. Vi undersøgte og gik på opdagelse i det frie felt. Hvad kan det frie felt i Danmark spurgte Karen, Lisbeth og jeg. Det satte gang i snakken. Det frie felt fokuserer på friheden til at skabe, til kreativiteten og på det at frigøre sig. Vi kom frem til, at det frie felt, helt konkret formår at placere sig et sted, som mangler i dansk kultur. Et felt der er eksperimenterende, inspirerende og som lægger op til refleksion. Et felt som ikke er ekskluderende, men inkluderende – et felt som skaber de trygge rammer – om en ny kunstoplevelse.
Vi har gjort det let for dig og… mig
Hvad er det helt præcis, der skal til før, at man begiver sig ud i nye oplevelse? Vi blev enige om at de fleste ligesom os selv – ikke altid kan overskue, at skulle tage stilling til hvad man har lyst til eller hvilken forestilling man skal vælge at se. Jeg har en kronisk udfordring, når jeg logger på netflix for at finde en film. Der er utallige muligheder – men det er som om ingen af dem er rigtige. Det handler ikke om, at der ikke er nogen gode film. Derimod handler det om, at jeg ikke kan beslutte mig for, hvad jeg har lyst til at se. Ofte vil jeg gerne se noget nyt – men hvad er godt og spændende at se? I stedet for netflix ender jeg i stedet med, at se det som bliver vist i fjernsynet. Her er der nogen der har valgt for mig.
Du behøver ikke forstå værket rigtigt – men i stedet opleve værket
Det frie felts festival 16’ er en mulighed for at opleve noget nyt. Det er en mulighed for, at se nogle forestillinger, som man måske ellers ikke ville se. Kuratorerne har i år udvalgt 17 forskellige værker til programmet. Allerede her er det blevet lettere for os som publikum, at vælge hvilke værker vi gerne vil se. Det Frie Felts Festival giver mulighed for nye oplevelser inden for scenekunst – i trygge rammer. Her hjælper kuratorerne os med, at finde ud af hvilke værker der vises og hvad der fanger den enkeltes interesse. Det at nogle kunstnerisk kompetente mennesker har udvalgt for os – giver mig noget ro. Det handler ikke om at forstå et værk på den rigtige måde, men om at opleve værket.
Du oplever og føler det enkelte værk – på din måde
Her op til festivalen får vi hjælp af scenekunstneren Anna. Jeg forklarede Anna, at jeg nogle gange synes, at det frie felt i scenekunstens verden, er svært at forstå. Anna sagde dog noget meget fint – som netop hjælper mig med, at kunne gribe nogle nye oplevelser. Det handler om oplevelsen og ikke om, hvorvidt jeg har forstået det rigtigt. At vi som publikum er åbne over for oplevelsen. Åbne over for de sanseindtryk som det pågældende værk kan give publikum. Det handler om, at du oplever og føler det enkelte værk – på din måde. Det handler derfor ikke om, hvorvidt jeg har den rigtige forståelsesramme – men i stedet om at bruge min forståelsesramme til at opleve nye ting.
Til vores session blev vi enige om, at det frie felts festival gør nye oplevelser tilgængelige for folk, på en håndgribelig måde. Det sker i form af de på forhånd udvalgte værker – men også rammen om festivalen, der netop lægger op til, at man skal gå på opdagelse og undersøge det frie felt i dansk scenekunst.
Lad os åbne døren til det frie felt
Selvom jeg har været med på sidelinjen og arbejdet med både programmet samt den generelle kommunikation bag Det Frie Felts Festival – så er jeg stadig på lidt usikker grund. Men det er blevet lettere. Lettere at forstå det frie felt. Lettere at finde de værker, som jeg måske ikke forstår – men som er en oplevelse for mig. Værker som sætter fantasien i gang og giver anledning til at reflektere over de emner, som de enkelte værker tager op. Festivalen byder på alt fra performance, non-verbal koreografi, deltagerbaseret scenekunst, installationer i byen og til refleksionssessions. Dermed ved jeg, at der uden tvivl er et eller flere værker – som for mig bliver en oplevelse, en opdagelse og en mulighed for at sætte gang i fantasien. Det frie felts festival er et rigtig godt sted at begynde, hvis man har lyst til, at forsøge sig med noget af den scenekunst, hvor der bliver tænkt andre tanker og gået andre veje – end den kunst/kultur vi ellers normalt støder på i dagligdagen.