Skyd din visuelle kommunikation i gang på Instagram – tips til den kreative organisations første Instagram-profil

>Stine Merrild har en bachelor i Æstetik og Kultur og har netop afsluttet en kandidat i Digital Design og Kommunikaiton fra IT-Universitetet i København. Hun arbejder som visuel formidler hos Karen Toftegaard ApS<

Hos Karen Toftegaard ApS arbejder vi med digital storytelling i forbindelse med samarbejdspartnere – bl.a. nycirkuskompagniet Rapid Eye Theatre og Det Frie Felts Festival. De skaber og præsenterer begge nicheprægede kulturoplevelser. Jeg har samlet nogle guidelines til at få en Instagram-profil godt fra start, så du ikke behøver at begynde helt fra bunden. Står du over for samme opgave eller ønsker du inspiration til din nuværende profil, så læs med her.

Først lidt om Instagram:

Instagram er et socialt medie, som gør det muligt at dele billeder og video med andre personer i netværket. Du kan skrive tekst til dine billeder eller video, ligesom du har mulighed for at kommentere på egne eller andres indlæg. Du kan have en åben eller en lukket profil. Dette er afgørende, hvis du gerne vil have kontrol over, hvem der skal se dine billeder og kommentere på dem. Det er muligt at følge andre på Instagram, så du ser deres indlæg i din nyhedsstrøm, ligesom andre kan følge dig og se dine opslag.

Jeg anbefaler helt klart at have en åben profil som virksomhed. Dine muligheder for at nå længere ud og blive opdaget bliver herved større.

Instagram er et hovedsageligt visuelt medie, hvorfor det iscenesatte og æstetiske en vigtig faktor, når man som virksomhed ønsker at nå ud til sin målgruppe. Mediet tilbyder derfor en række filtre, som kan give dine billeder lidt ekstra power og tiltrækningskraft.

Et billede har den fordel, at det ofte hurtigere, og mere intuitivt end tekst, fremstår virkelighedsnært og nærværende. Det effektive ved nærvær er at det kan appellere til følelser og handlekraft. Og i sidste ende vil vi jo gerne have vores følgere til at handle – ved at like, kommentere eller dele billedet. Dernæst handler de måske helt fysisk og køber en teaterbillet, en bog eller noget helt tredje.

Når du har oprettet profilen, er næste skridt at få følgere –  her kommer nogle tips til den proces:

Find din målgruppe og Branche:

Målgruppen kan være relevant både i din research og i din udarbejdelse af profilen. Jeg var personligt bevidst om, at teaterverdenen var kilden til min inspiration. Rapid Eye Theatre arbejder i denne branche og det var derfor også her, at jeg begyndte at følge andre profiler.

Så første skridt er at gå i gang med at følge de virksomheder, organisationer og personligheder som du gerne vil nå ud til – og forhåbentlig følger de tilbage.

Et udsnit fra profilen @rapideyetheatre. Profilen er i mørke farver, som kan give fornemmelsen af et teater.

 

I forhold til profilens indhold, kan det igen være en strategi at kigge på profiler i samme branche:

Hvilke hashtags bruger de?

Hashtags er med til at optimere dit opslags ’reach’. På Instagram er det muligt at bruge op til 30 hashtags pr. opslag. Lav dog hellere 5 til 10 hashtags og vælg de relevante i forhold til din virksomhed, dit opslag og din målgruppe.

Brug nogle enkelte meget populære tags, så du når langt ud i din ’reach’. Det kan f.eks. være #play #joy #creativity osv., men sørg for at de stadig er relevante i forhold til dit opslag. Undgå generelt for lange tags #SelvomDeErMegetSjoveAtLave, da de sjældent bliver fundet alligevel.

Et godt råd er at gemme dine mest brugte hashtags på din computer, så de altid er lette at finde frem og huske.

Bruger du et unikt hashtag, f.eks. navnet på din virksomhed, så kan det være en fin måde at oprette et visuelt galleri af alt dit indhold. Blot lav en søgning på dit tag og du vil se et samlet galleri med dine billeder.

Hvordan fremstår deres profil æstetisk? Se hvilke profiler der tiltaler dig mest, og lur nogle tricks.

Hvornår får de flest likes? Se om du kan finde nogle karakteristika på de opslag, som er mest populære. Mange likes giver mange følgere, da disse billeder vil blive vist i tilfældige søgninger og oversigter.

Overvej hvor stram din profils visuelle form skal være:

Skal dine billeder f.eks. have en ramme omkring sig, og i så fald skal denne ramme have en farve? Vær konsekvent og vælg enten at have ramme eller lade være, for det mest stramme udtryk. Du kan downloade apps, som kan hjælpe dig med at redigere dine billeder, lave rammer og tilføje filtrer. Jeg bruger selv en app der hedder ”Whitagram” til at lave hvide rammer, ”VSCO” til at redigere billederne og Instagrams egen app ”Boomerang” til at lave sjove effekter.

Går du virkelig meget op i den overordnede fremtoning, kan du overveje at have bestemte skift imellem dine billeders format. Du kan f.eks. efter et horisontalt billede, altid have et vertikalt billede. Du kan vælge udelukkende at have kvadratiske billeder med hvide rammer, eller du kan vælge en mere ”tilfældig” strategi, hvor du blander de forskellige formater. Det giver en interessant oversigt, når man ser på profilen.

Et udsnit fra profilen @detfriefeltsfestival som benytter hvide rammer omkring billederne. Desuden er der en fin dynamik ml. vertikale og horisontale billeder.

Skal dine følgere med ”back stage”?

Det kan være fornuftigt at overveje, om du vil have dine følgere med om bag scenen og give dem et indblik i hvordan arbejdet udføres. Et personligt touch kan skabe mere nærvær og samhørighed med dine følgere, men ønsker du udelukkende at have dine følgere med ”front stage” kan dette holde profilen mere clean og faglig.

Det kgl. Teater tager os med backstage til prøverne på en forestilling. 

Personer på billedet skaber associationer og fortællinger:

Skal du have dine følgere med på en ”rejse” i fantasiens verden, så kan det hjælpe meget, at en person fremgår på billedet. Personer på billedet giver højere grad af appel og forståelse. Et personligt perspektiv kan gøre de ellers flertydige billeder lettere at forstå for modtageren.

Skal du formidle et objekt, kan det være relevant at iscenesætte objektet, så det indgår i en situation. Et objekt alene kan virke abstrakt og ude af kontekst for modtageren. Et mere let tilgængeligt opslag, kan være bare et scroll væk i modtagerens nyhedsstrøm.

 

Stine Goya sætter scenen med en person, iført den uldfrakke som skal promoveres.

Hvem er afsender af billedet?

Bliver fornemmelsen, at dit Instagram-opslag ikke er gennemarbejdet af dig eller din virksomhed, kan det komme til at virke fjernt og uvedkommende for modtageren. En måde at gøre det tydeligt, at det er dig der er afsender, er ved at tilføre billedet et vandmærke, logo eller en ramme. Et tekstlag kan ligeledes være godt, hvis du gerne vil ud med et klart budskab, hurtigt.

Her viser Northside Festival og mediet FORMAT, at de er afsendere ved at lave en ramme, et logo og en tekst på billedet.

Call to action:

Dine følgere kan engageres, ved at inkludere et Call to Action i din tekst eller på dit billedet. Call to Action kan give dine følgere et incitament til at udføre en handling. En handling kan f.eks. være at deltage i en konkurrence, at like et udsagn, eller at lægge op til en meningstilkendegivelse f.eks. på baggrund af et spørgsmål.


Forlaget Lindhardt og Ringhof motiverer sine følgere til at få en gratis e-bog, ved at opfordre dem til at dele billeder af dem selv på Bogforum.  

 

5 hurtige:

Vær meget aktiv: for at de ovennævnte tips skal have en virkning, er du nødt til at holde din profil opdateret og levende.

Like like like: Når du liker – specielt billeder til profiler som du ikke følger – så er der gode chancer for, at de følger eller liker dine billeder efterfølgende.

Post billeder ml. 14 og 17: Undersøgelser viser at dette er det mest effektive tidspunkt på dagen. Søndag er også en god dag.

Kvalitet slår mængde: Selvom du skal være meget aktiv, så skal dine billeder være skarpe og gennemarbejdede.

Opslag med billeder der er blå giver 24% flere likes end fx. billeder der er mest røde eller orange

 

 

God fornøjelse!

Tanker om mit indblik i den kulturelle verdens kommunikation

Christina er 26 år. Hun er uddannet i International Politics og Development and International relations. Hun har været i praktik i Karen Toftegaard ApS og det har været en gave med hendes blik på kunsten og hendes forståelse af verden. I dag stopper hun og jeg kan kun anbefale hende varmt, fordi hun har en evne til hurtigt at gennemskue tingene, finde gode løsninger. Og så er hun sjov og utroligt behagelig at være sammen med. Her reflekterer hun over forløbet.

Karen Toftegaard


Vild med den kulturelle verden

Teater og musik har altid været en af mine store passioner. Da jeg var lille, drømte jeg om at stå på scenen i store musicalproduktioner og synge mit hjerte ud. I min ungdom så jeg meget kunst og kultur i selskab med min moster, og jeg har altid haft en interesse for teater. Her i mine midt 20’ere definere jeg også mig selv som en habil teater- og musikgænger. Kort sagt er jeg vild med den kulturelle verden. Jeg har dog altid set mig selv foran scenen og aldrig bag den. Da jeg fik muligheden for at arbejde for Karen Toftegaard ApS, var jeg derfor meget glad, for her fik jeg muligheden for at arbejde med noget, jeg virkelig interesserer mig for. Samtidig var jeg dog også noget skeptisk. Hvad kunne jeg bidrage med i denne kreative, kulturelle og kommunikative verden? Var det egentligt noget for mig?

billede-1

I det kulturelle miljø brænder mennesker for det, de laver

Igennem de sidste måneder har jeg fået et indblik i, hvad det vil sige at opsætte en forestilling. Der er en masse forarbejde op til en forestilling, blandt meget andet både hårdt og spændende kommunikations-arbejde, som jeg har været så heldig at hjælpe med. Jeg havde aldrig betragtet kommunikation som noget, jeg kunne beskæftige mig med, men jeg er blevet bekræftet i, at jeg har et vist flair for det. Kommunikationen er aldrig den samme og afhænger både af den, man vil kommunikere med og hvad der giver mening for begge parter. Derfor skal man altid overveje, hvilken strategi der ligger bag. Det har udvidet min horisont og øget min bevidsthed om, hvordan man på bedste måde formidler og sørger for, at det man gerne vil sige, også er dét man rent faktisk fortæller. Jeg har arbejdet med børneforestillinger, dans for ældre på plejehjem, produktioner der tager fat i alvorlige og store emner som krigsforbrydelser og forskellen på godt og ondt, og provokerende performance dans for teenagere osv. osv. Produktioner der alle, på hver sin måde, handler om at give folk en mulighed for at kigge ind ad. Det har været så livsbekræftende!

I det kulturelle miljø brænder mennesker for det, de laver. Det er inspirerende, når mennesker har en klar vision om, hvad de gerne vil, og at man kan hjælpe dem med at virkeliggøre den.

 

En ”alternativ” verden

Jeg har aldrig været det mest kreative menneske, så det var noget af en omvæltning at starte hos Karen. Både Karen og Stina (der var freelancer i virksomheden, da jeg begyndte) er meget kreative og alternative sjæle. Det har været super fedt at få øjnene op for en anden verden. At arbejde med Karen har udelukkende været en positiv oplevelse. Det har åbnet op for nogle nye sider af mig selv og har bekræftet mig i, at hvis man går til tingene med et åbent sind, så kan der kun komme noget positivt ud af det. Det kreative flow vi har haft på kontoret har både fået mig til at gå til opgaverne på en alternativ måde og netop tænke kreativt. Samtidigt har det helt lavpraktisk også gjort, at jeg har glædet mig til at komme på arbejde og altid set frem til de nye opgaver.

download-3

En alsidig hverdag, hvor opgaverne aldrig er de samme

Hvis jeg var selvstændig, som Karen, ville jeg nok være urolig for, hvordan den kulturelle verden er evigt foranderlig. Hvordan man springer fra opgave til opgave og aldrig kan vide sig sikker på den næste løn. Men som ansat er det netop denne foranderlighed og alsidighed, der er super fed. Ikke én opgave har været den samme siden jeg begyndte. Det kan godt være, at der har været de samme slags opgaver, men det har været med forskellige udgangspunkter og vinkler hver gang. Samtidigt er jeg blevet utroligt inspireret af Karens tilgang til tingene og positive sind. Hvis noget ikke har fungeret eller vi ikke har solgt billetter nok til en forestilling, så har vi lavet en brainstorm og fundet nye tilgange og ideer. Vi er aldrig blevet slået ud af det.  Jeg har fra første dag været inddraget i alt, hvad der har foregået og er altid blevet opfordret til at stille spørgsmål og engagere mig. Det har været med til at genetablere min tro på mig selv. Hvis du havde spurgt mig i sommers, om den kommunikative eller kulturelle verden var et arbejdssted for mig, så havde mit svar nok været nej. Men nu ser jeg helt andre muligheder, både i mig selv og eventuelle fremtidige arbejdspladser. Det har været en øjenåbner, der basker og jeg ser frem til, hvor mine erfaringer med kulturkommunikation kan føre med sig.

download-5

Min rygsæk er fyldt op med positiv energi – TAK!

Det jeg tager med videre er en tro på mig selv og mine kompetencer. Jeg har virkeligt noget at byde ind med. Samtidigt har jeg også fået åbnet øjnene for en alternativ tilgang til opgaver og bare arbejdslivet generelt. . Jeg har fået mulighed for at arbejde med og se et hav af forskellige forestillinger. Det har simpelthen været så livsbekræftende og inspirerende.  Jeg kan kun anbefale andre at gøre et stop i den kulturelle kommunikationsverden og få en masse god og positiv energi med på vejen videre.

Den kreative feminisme og hvilken betydning det har på fortællingerne om de måder, vi samarbejder på.

Christina Prüsse Jensen er 26 år og er i praktik hos Karen Toftegaard ApS. Dette indlæg er en del af serien ”Andre menneskers stemmer”. Når man har arbejdet dedikeret inden for kunst og kultur i mange år, så opstår der mange blindvinkler. Derfor er det så vigtigt at høre andre menneskers syn på forskellige aspekter i kunsten.

Karen Toftegaard


I forbindelse med den internationale performance festival WORKS AT WORK symposium “Group works? On Feminism, Friendship and Borderlessness”: Feminismen kan meget mere, end man lige tror!

I mine studier i International Politics og Development and International Relations har jeg altid haft fokus på feminisme. Hvordan feminismen som en teori og udgangspunkt er en alternativ måde at anskue det internationale samfund på. Hvordan det bidrager til en inkluderende anskuelse af verden. Den måde jeg har gået til mit studiemæssige arbejde på, har altså altid været påvirket af et feministisk perspektiv. Feminisme er for mig en tilgang til politik der gør, at man anskuer alle mennesker lige og lægger sine egne fordomme fra sig, for også at kunne betragte problematikker fra andre synspunkter. Det handler altså for mig ikke kun om, at kvinder og mænd skal have lige løn osv. Tværtimod mener jeg, at vi ved at blive ved med at fokusere på, at mænd og kvinder er forskellige fra hinanden, er med til at forstærke kønsgrupperingerne og opbygge flere barrierer. Feminismen skal altså ikke bruges som et våben mod mænd, men som et redskab der skaber en fælles forståelse.

wow7

Det gik dog op for mig til Works at Works symposiet, at mit udsyn har været begrænset til den internationale politiske sfære. Men feminismen kan bruges til meget mere end dét. Jeg har aldrig skænket det en tanke, at det feministiske standpunkt også kan gennemsyre kreative processer og performances. Jeg har været fokuseret på mit eget felt, og ikke betragtet, hvordan feminismen bruges i andre sammenhænge. Men hvor er det fedt at få udvidet sin horisont, for det er netop dét som feminismen kan – rive barrierer ned og give en et nyt udsyn.

“The WORKS AT WORK symposium “Group works? On Feminism, Friendship and Borderlessness”.

Som titlen antyder, så handlede symposiet overordnede om gruppearbejde. Samarbejde på tværs af kunstforme og landegrænser blev lifligt diskuteret og de forskellige performere havde hver deres tilgang til emnet.

wow
(Foto: Wilfred Gachau.)

Fragility, Courage and Hard work

Cecilie Ullerup Schmidt, der igennem tre år har orkestreret festivalen Works at Work lagde i sin åbningstale ud med at fortælle, at hun mente gruppearbejde handlede om ”Fragility, Courage and Hard work”. Først tænkte jeg, at gruppearbejde jo egentligt bare er gruppearbejde. Hvor svært kan det være? Men jo mere jeg summede over det, jo mere gav hendes ord genklang. For gu’ er det hårdt arbejde at arbejde sammen med andre mennesker. Vi ved alle, hvor svært det kan være at sætte en lampe op sammen med sin kæreste eller planlægge en ferie sammen med venner. Når vi så taler om samarbejde inden for kunstens verden, hvor man netop er skrøbelig og sårbar og udstiller sig selv, så kræver det virkeligt mod og hårdt arbejde at arbejde sammen.

Hvad er gruppearbejde egentligt?

Samtidigt stiller gruppearbejde også en masse spørgsmål. For hvordan kan en gruppe skabe solidaritet? Og kan gruppearbejde også være ekskluderende? Og hvad taler vi egentligt om, når vi taler om gruppearbejde i kunstens verden? Gruppearbejdet som en metode for kunstnere til at skabe en holdbart arbejdsliv sammen, er jo en meget anderledes ting end gruppearbejde som en kollektiv proces hen imod en performance.

Dagen igennem mødte vi kunstnere og performance producerende enheder, der sammen havde tacklet opgaven om gruppearbejde og alle havde godt tag i deres feministiske værdier, og hvordan dette influerede dem.

Især under samtalen mellem Samlingen og female trouble blev vi præsenteret for ideen om, at når man arbejder i en gruppe, så er det ikke kun de praktiske sider af at lave en performance der bliver lettere, men også at du tør mere, når du ikke er alene.

Samlingen

Samlingen (SE/CA/IS) lagde ud med at præsentere alle i rummet som kvinder. Alle der sad i rummet, uanset køn var en kvinde. Alle mænd der nogensinde havde ledet the Royal Danish Academy of Fine Arts, er kvinder. Man kunne være en kvinde uden hår, en kvinde der arbejdede med hår, en kvinde der hed Anna, en kvinde der hed Knud. Pointen var, at vi alle er kvinder, fordi vi alle har et fælles ståsted i det, at vi alle er til, og derfor er det ligegyldigt om vi er kvinder eller ej. Samtidig satte de fokus på, at vores arbejdshierarkier påvirker vores historiefortælling. Hvordan vi arbejder sammen har indflydelse på den måde, vi formidler. Historiefortælling kan blive gjort af en danser eller af en digter, det kan blive gjort fra mund til mund eller fra krop til krop. Det handler alt sammen om, hvordan vi vil formidle og hvad vi vil formidle. Man kan i kunsten videreformidle lige hvad man vil, for her er vi (sammen)lige hvad vi forestiller os og vi gør hvad vi forestiller os. Som de selv beskriver:

“Samlingen is about how we relate to history, how we think about working together, the hierarchies between work roles, who gets to be the boss and who should be the boss, the whiteness of the black box, the money, the sick leave and parental leave, about working only with people you want to sleep with, about stealing ideas, about feeling like you never will become anything and everyone already knows that.”

Deres performance sluttede ud i en fællesdans, hvor dansen blev betragtet som en kvinde. En kvinde der startede med fødderne velplaceret på jorden og endte med at være rystende og skrigende. I dansen kunne de videreformidle deres budskab om, at vi alle er kvinder – for i dansen er vi, hvad vi forestiller os og vi gør, hvad vi har lyst til.

En forestilling der umiddelbart virkede simpel. En flok kvinder der ytrede, at vi alle er kvinder og dernæst fik os til at danse igennem. Men budskabet var meget mere kompleks end dét. Samlingen fik mig til at tænke over, hvordan vi kan bruge kunsten til at formidle de feministiske budskaber på en meget let tilgængelig måde.  Vi kan nogle gange forsvinde i fine ord og abstrakte teorier der gør, at vi simpelthen giver op og dropper at forstå budskabet. Men her var deres performance så enkel men budskabet stod alligevel knivskarpt, til trods for dets kompleksitet.

wow-3
(Foto: Wilfred Gachau.)

Female trouble

female trouble (DE/IL/PL) fokuserede på forholdet mellem venskab og samarbejde. Er det overhovedet muligt at arbejde sammen som venner? Kan venskabet være rammen for et arbejdsrelateret samarbejde? Hvem er så ens chef? Og kan vi overhovedet arbejde uden de institutionelle normer? Spørgsmålene var mange og fik en til at sætte spørgsmålstegn ved de konventionelle tanker vi har, ikke bare om samarbejde men om livet. Hvorfor er der overhovedet et kollektiv? Og hvordan bliver man medlem? Kan et kollektiv eksistere med bare én person? Alle spørgsmål der fokuserer på vores tendens til grupperinger, både når det angår arbejde og i det offentlige rum, og hvordan vi håndterer det som et feministisk kollektiv. Det er netop spørgsmål som disse, som feminismen er så god til at tage op. Svarene kom bagefter i samtalen mellem female trouble og Samlingen. Når vi går sammen i grupper er det for at finde et kollektiv i vores ellers forskellige verdener. I kollektivet har man altid nogen at sammenligne sig selv med, nogen at dele tanker og ideer med og man er en del af noget. Når vi samarbejder udfordrer vi hvordan vi som individer fungerer og vores egen måde at arbejde på. Samtidigt skal man også være bevist om, hvilken kontekst man arbejder i og hvilke strukturer der spiller ind. Trods alt, hvad er så den kollektive intuition? Er det en person der leder de andre, eller?

wow-4
(Foto: Wilfred Gachau.)

Er samarbejdet gået tabt i det senmoderne samfund?

Cecilie Ullerup Schmidt sluttede sin åbningstale af med at sige, at hun kunne frygte at venskaber og samarbejde måske i højere grad er blevet erstattet af ”networking” i vores neoliberale hverdag. Og måske har hun ret. For handler det i vores samtid ikke i højere grad om, hvor og hvor meget man arbejder, hvilket projekt vi er i gang med og hvilket trin vi har nået på lønstigen? På kæmpe arbejdspladser kan man ende med at føle sig helt alene, for man arbejder reelt ikke med nogen. Så hvordan kan vi opretholde et kontinuerligt samarbejde?

I kunsten er samarbejdet i centrum

De forskellige performere til dette symposium illustrerede hver især i deres performance. De er ikke blot kollegaer og bekendte, men venner og familie og det finder de en styrke i. I kunsten er det netop samarbejdet der er i centrum. Den intimitet og fortrolighed man har med hinanden, den ville ikke kunne erstattes. Om det er samarbejdet mellem dem der står på scenen, eller mellem dem der står bag ’gardinet’, det er lige meget. Pointen er, at kunsten ikke ville kunne overleve uden det bånd, som samarbejde giver. De forskellige performere viser hver især, hvordan de har nedbrudt grænser og har skabt nogle rammer der gør, at de kan arbejde sammen i et fællesskab.

 “The biggest lesson of democracy is listening to stories that does not concern you”

Den indiske filosof Gayatri Chakravorty Spivak er en af de rigtig vigtige kræfter inden for feministisk, marxistisk og postkolonial tænkning. Hun slutter dette symposium af med at tale om ”Collectivity and Borderlessness” i den internationale politiske sfære. Et emne jeg umiddelbart ved mere om, end kreativt gruppearbejde. Alligevel bliver jeg sat helt til vægs. Spivaks historier og eksempler er komplekse og hendes pointer falder hurtigt og prompte. Fokus er på, hvordan vi selv som et kollektiv har skabt alle disse grænser i verden. Både fysiske grænser, men også grænser i form af forskellige sprog og dermed sprogbarriere. Grænser er noget af det første, den menneskelige psyke opfatter. Vi må som kollektiv lære disse grænser at kende, hvordan vi passer på dem og hvordan vi forhandler med dem. Men hvis disse grænser ikke eksisterede hvordan ville det så påvirker vores opfattelse af nationalisme og globalitet? Selvom en verden helt uden grænser synes umulig, mener Spivak, at det kan gøres muligt. Fysiske grænser, som ens pas, vil nok aldrig forsvinde, men en verden hvor grænserne er blevet udvisket af kapital, teknologi og viden om forskellige sprog er bestemt en mulighed i hendes perspektiv. Dette afhænger dog i høj grad af vores egen evne til at drømme om en verden, hvor lande og mennesker genovervejer deres loyalitet overfor grænser. Disse grænser er med til at underminere os som et kollektiv, ved at sætte forskelle op mellem klasser og racer. Spivak advokerede derfor for, at en kollektiv verden uden grænser er en verden der er omsorgsfuld og medmenneskelig. Som hun beskrev “The biggest lesson of democracy is listening to stories that does not concern you”.

wow-2
(Foto: Wilfred Gachau.)

Kan den kunstneriske feministiske agenda og den politiske feministiske agenda forbindes?

Og så vil den opmærksomme læser måske undre sig over, at Spivak er hovedtaler til sådan et symposium, hvor fokus blandt andet er på kreativt gruppearbejde og hvor de resterende performances hovedsageligt var af kunstneriske grupper. Men jeg synes netop, at Spivaks foredrag illustrerer, at vi har brug for kunsten. Vi har brug for dette forum, hvor man kan nedbryde samfundets normer og udfolde sine feministiske ideer i et fællesskab. I kunsten eksisterer der ingen grænser, men man kan bevæge sig frit rundt, hvilket netop er den verden, som Spivak ønsker. Så måske er der i virkeligheden ikke særligt langt fra den kunstneriske feministiske agenda til den politiske feministiske agenda. Jeg har i hvert fald fået åbnet mine grænser efter dette symposium.

 

 

 

Online 24/7 – Det er de unges hverdag.

Christina Prüsse Jensen er 26 år og i praktik hos Karen Toftegaard ApS.

Jeg vågner op og det første jeg gør, er at tjekke min telefon. Jeg starter med Facebook. Er der sket noget nyt over natten? Er der nogle af mine venner, der har oplevet noget spændende, er gået fra hinanden eller har liket en ny sjov post? Dernæst bevæger jeg mig videre til Instagram og Snapchat. Jeg skal jo også tjekke op på de kendte. Har de postet et sødt billede af deres hund? Har de drukket den nyeste helsekostdrink eller skrevet en ny ”Live, Love, Laugh” post? Det er alt sammen meget vigtigt at følge med i. Til sidst slutter jeg af med at læse nogle nyheder. Lidt fornuftig skal jeg jo være. Efter denne seance på omkring 15 til 30 minutter kan jeg endelig bevæge mig ud af sengen, og dagen kan begynde. Mit navn er Christina. Jeg er 26 år og afhængig af min telefon og sociale medier.

 

“UNGE ER NØDT TIL AT VÆRE ONLINE”

Det gælder om at være på, om at være opdateret med de nyeste historier, nyeste trends og nyeste break-ups. For at kunne følge med i samtalen, bliver unge i dag derfor nødt til at være online. Og det er de rigtigt gode til at være her i Norden. Faktisk er ni ud af ti i de nordiske lande, online hver dag. Tre ud af fire unge mellem 13 og 23 år er dagligt på sociale medier som Snapchat, Instagram og Facebook. Det gør, at vi i Norden ligger blandt de 10 største forbrugere af sociale medier i verden. I Danmark er 87 procent af teenagere på Facebook hver dag, omkring 50 procent på Instagram dagligt og halvdelen af de 12-19 årige bruger snapchat dagligt (DR’s medierapport ”Medieudviklingen 2015”).

 

“ET ONLINE IMAGE ER AFGØRENDE FOR ENS LIV”

At være konstant online gør, at unges identitet ikke længere blot bliver formet i den ”rigtige” verden, men at deres selvfremstilling på de sociale medier har en stor indvirkning på deres identitetsdannelse. Vi sammenligner os selv med andre gennem sociale medier, både vores venner og kendte mennesker, som vi aldrig har mødt. Jeg får konstant beskeder om, at gamle klassekammerater fra gymnasiet har fået en ny topstilling, har købt et nyt hus eller er gravid for anden gang. Og jeg føler konstant, at jeg skal leve op til deres bedrifter og succes. Jeg føler et socialt online pres fra folk, jeg ikke har set de sidste 10 år, blot ved at se på deres statusopdateringer. Jeg er heldigvis ikke en del af den nye generation af indfødte digitale, for jeg kan kun forestille mig, hvilket pres de helt unge må være under, på sociale medier. Sociale medier er nemlig ikke bare noget, man tjekker en gang imellem. De er blevet en integreret del af de unges hverdag. Det er her al ens kommunikation med venner foregår, og her man får information om fritidsaktiviteter, skole og sociale aktiviteter. Unge forventer, at alle deres venner har Facebook og at man derfor på alle tider af døgnet, kan få fat på hinanden her. Man bliver nødt til, at have en online profil, der afspejler det image, man ønsker at have udadtil. Man investerer tid og nogle gange også penge i et ”online image”, og det kan blive et helt projekt og en afgørende del af en.

skam3

“SOCIALE MEDIER ER DET NYE VÆRKTØJ FOR SELVPROMOVERING”

Unge har ikke længere et privatliv uden for sociale medier, men sociale medier er derimod en væsentligt del af deres privatliv. Sociale medier er med til at forstærke de unges relationer til hinanden. Man er kun venner, når man har tilføjet hinanden på Facebook og kun ”rigtigt” kærester, når man har ændret sin status og har annonceret det på Facebook. Samtidigt muliggør sociale medier også relationer og fællesskaber på afstand og kan skabe en vis fællesskabsfølelse, selvom man ikke er sammen med andre. Hvis du ikke har en spændende online-persona kan de sociale medier også have den omvendte effekt, og virke ekskluderende for unge, der ikke formår at opbygge en interessant onlineidentitet. Sociale medier anvendes altså som en slags selvpromovering og iscenesættelse af de unges identitet, og det er derfor sociale medier har afgørende betydning for unges identitet.

 

“MAN FÅR BLOT EN LILLE DEL AF SANDHEDEN”

Jeg tror dog også, at unge kan glemme, at det ikke er alt, der bliver delt på de sociale medier, men kun det, som den enkelte person ønsker, at verden skal se. Det kan godt være, at hende den kendte blogger poster et billede af, at hun skal ud og løbe 5 km, men der er ikke et billede af, hvordan hun gik de 4 af dem, og stoppede og købte bland selv slik på den sidste kilometer. Det er jo ikke en ”nyhed”, og noget folk ville like, og det kan derfor være med til at ødelægge den perfekt opbyggede sociale identitet.

 

“ALT HVAD DU POSTER ER OFFENTLIGT TILGÆNGELIGT”

Fordi sociale medier er blevet sådan en integreret del af de unges liv og hverdag, kan det også være svært at forstå, at de ting man sender, deler og poster faktisk er tilgængelige for rimeligt mange mennesker og efterlader en del digitale spor. Hvis man googler sit navn, er der adskillige ting fra Facebook der dukker op, og hvis man ikke har lavet sin Instagram privat, så kan ens billeder ses af alle, i hele verden. Dermed kan de også misbruges. Det er f.eks. set ved Snapchat, hvor unge piger har sendt nøgenbilleder til deres kærester eller drenge, de er forelsket i. Drengene har så kopieret billederne, inden de forsvinder, og har delt dem i deres netværk. Selvfølgelig skal piger være i stand til at dele nøgenbilleder af dem selv med deres kærester eller bare hvem som helst, uden at forvente at de dukker op i alle mulige andre forummer. Men samtidig minder det også om, at unge bør tænke sig lidt mere om på de sociale medier og ikke bare trække på skulderen over, at de kan efterlade digitale spor. Jeg selv blev først for nyligt opmærksom på at man kunne se alverdens ting på min Facebookprofil – den var altså ikke gjort privat (hvilket jeg i øvrigt ikke anede, hvordan man gjorde). Jeg mødte en sød fyr i byen, han kom med hen til min dør og kyssede farvel. Da vi så var på vores første rigtige date, fortalte han, at han havde vist billeder af mig til sine kollegaer. Jeg anede ikke, hvor han havde billeder af mig fra, men han havde simpelthen luret mit navn på min postkasse og fundet mig på Facebook, hvor adskillige billeder og informationer altså var frit tilgængelige. Jeg fik ham straks til at hjælpe mig med at gøre min profil privat, og nu er vi heldigvis blevet kærester, og han må gerne se på alle mine billeder.

 

“GENERATIONSKLØFTEN KAN FOR ALVOR SES I ONLINEDEBATTEN”

Når det kommer til brug af sociale medier, er der et stort spring mellem voksne og unge. Voksne kan i mange tilfælde ikke relatere sig til de unges brug af sociale medier, og kritiserer dem for at være for meget online. De forstår simpelthen ikke, hvor vigtige sociale medier er i de unges liv, og hvor meget det betyder for deres identitet. Man skal være online hele tiden. Det skaber et enormt pres og udløser samtidigt også en enorm stress, når man ikke er online, da man føler, at man går glip af noget. Alle os unge kender følelsen af ikke at have sin telefon eller ikke at have net eller wi-fi. Det er ulideligt og man tæller bare minutterne til, at man igen kan være online og følge med i alt.

 

“SERR? KØDDER DU? HAR DU IKKE SET SKAM? ASS!”

skam-1

Et godt billede på unges brug af sociale medier ser vi i den norske hitserie ”SKAM”. Jeg slugte selv de to første sæsoner på to dage og glæder mig ustyrligt til første afsnit af tredje sæson. ”SKAM” handler om en gruppe 16-årige piger på et gymnasium i Oslo, og fokuserer i hver sæson på en ny personlighed. ”SKAM” er blevet skamset af flere hundredtusinder seere, dog ikke i tv, men på nettet. Det har nemlig hele tiden været Julie Andems (skaberen af SKAM) intention, at ramme målgruppen på 16 år. Hvor gør man det bedre end på nettet? Serien er ikke blevet promoveret i nogen synderlig grad, men har i stedet fundet vej gennem omtale på sociale medier. Et par af mine veninder havde set serien, og jeg havde set forskellige bloggere skrive om den, men det var som om en teenage-serie ikke rigtigt tiltalte mig. Det var først, da Karen Toftegaard anbefalede serien, at jeg tænkte, at det måtte jeg tjekke ud. Og er du gal, hvor bliver man revet med. Man bliver revet tilbage til gymnasiet, hvor man selv gennemlevede problemer med veninder, kliker og kærester. Dét, der for mig gør serien så troværdig, er, at det meste af kommunikationen foregår på sociale medier, præcis sådan som man forestiller sig det gør i en 16-åriges verden. Veninderne skriver til hinanden på Facebook, liker de populære drenges billeder på Instagram, og tjekker nervøst telefonen efter de har tilføjet hinanden på Facebook og venter på at blive accepteret. Det er et perfekt samtidsbillede på, at de unges liv bliver drevet af sociale medier. Det er her, det hele foregår. Samtidigt fokuserer serien også på det store pres, der bliver lagt på unge gennem de sociale medier. Alle pigerne sammenligner sig med hinanden og andre på skolen. De ser billeder af andre, der fester på Instagram, og ønsker selv at blive en del af inderkredsen og det perfekte sociale liv.

 

“FIKTIVE KARAKTERER BLIVER VIRKELIGGJORT”

skam-2

Ud over selve serien, så har Julie Andem også bygget et univers op omkring karaktererne. Man kan således følge alle hovedpersoner fra ”SKAM” på fiktive Instagram- og Facebookprofiler, samt læse deres sms-korrespondancer på seriens hjemmeside. Hun bruger altså de sociale medier, som unge selv bruger, for at udvide oplevelsen af serien og igen ramme målgruppen og deres digitale identitet.

 

“MÅSKE VI EN GANG IMELLEM SKULLE HOLDE EN PAUSE FRA AT VÆRE ONLINE?”

Vi lever i en digital tidsalder, og vi kan ikke komme uden om sociale medier. Hvis man som ung gerne vil være nogenlunde med, så gælder det altså om at have en Facebookprofil, uploade billeder på Instagram, sende sjove hverdagsglimt på Snapchat, skrive sjove men gennemtænkte observationer på Twitter og udsende videoer på Youtube. Man skal være med over det hele, og hold nu op hvor gør det personligt mig forpustet. Jeg holder mig til, at poste den årlige ”Tak for fødselsdagshilsnerne” på Facebook, og følge med i de kendtes liv på Instagram. Men en kæmpe applaus til de mennesker, der formår at tage billeder af deres quinoasalat til Instagram og poste, at de har samlet ind for Røde Kors en søndag formiddag og løbet en halvmaraton om eftermiddagen (mon aldrig de spiser chokolade, og går i joggingbukser, når de kommer hjem, som alle os andre?). Så et råd til den nye digitale generation – tag alt med et gran salt, det hele behøver ikke altid at være så perfekt, som det ser ud…

…Imens jeg skrev dette blogindlæg tjekkede jeg min Facebook 3 gange og  skrev 7 sms’er. Jeg sagde jo, at jeg var afhængig af min telefon og sociale medier.

Lige nu samarbejder Karen Toftegaard ApS med Noora Hannula og Pietari Kärki om danseforestillingen SNAP ME, 20.231 LIKES. Den handler om, hvor langt man vil gå for at få et like. Danserne udvikler og leger med deres figurer på deres instagram-profiler @fuck_my_fashion og @pietaku_kochebi og youtube – lige som i tv-serien ”SKAM”.

instagram_fuck_my_fashion instagram_pietaku_kochebi

 

 

To måneder med refleksion og læring

Så er det gået to måneder og 2 uger siden jeg begyndte i praktik hos Karen. Det har været lærerigt på både et personlige og fagligt plan. Da jeg første gang tog kontakt til Karen var det med svedige håndflader og kriller i maven. Jeg var nyuddannet fra IT Universitetet, og var i gang med den ret opslidende proces med at finde ud af, hvad jeg egentlig gerne vil lave, når jeg bliver voksen.

IMG_1357
Kreative processer. Her er for eksempel de kreative statements, vi satte på cyklerne på udvalgte steder i byen. Det gav en stolt følelse at genkende dem på cykler rundt i byen.

Et tilfælde
Det var faktisk et tilfælde, at jeg stødte på Karen og hendes virksomhed. En tilfældig LinkedIn søgning fik mig forbi hendes hjemmeside, og derefter gik det hurtigt. Efter at have mødt hende, og set hendes arbejde, så undrer det mig faktisk, at jeg ikke havde stødt på hendes navn før. Karen er indbegrebet af kultur og kunst, og vores veje har mange gange været tæt på at blive krydset.

Rum til refleksion og samtale
Det viste sig, at de svedige håndflader var helt overflødige, fordi Karen er et meget hjertevarmt og til tider spirituelt menneske. På et personligt plan har praktikforløbet givet mig et rum til samtale og refleksion, som jeg forestiller mig, at jeg ikke umiddelbart havde fået andre steder. I frokostpauserne har vi snakket meget om, hvordan man bevarer sin integritet i et jobmarked, som er så hektisk, at man nogle gange kan glemme, hvor man kommer fra, fordi man bare så gerne vil passe ind. Jeg troede faktisk ikke, at jeg havde brug for de samtaler, men efter at have sat ord på bekymringer og tanker om fremtiden, så gik det op for mig, hvor vigtigt det har været.

IMG_1361
Oppyntning til Det Frie Felts Festival i Dansehallerne. I år var fuglen, der flyver frit og højt, en væsentlig del af den visuelle identitet og formidlingsdesignet på festivalen.

Hvordan taler vi om kunsten
På et fagligt plan har jeg også udviklet mig. Selvom jeg har arbejdet på forskellige kulturinstitutioner, så har jeg ofte følt, at jeg ikke helt har været god nok til at snakke med om scenekunsten. Hos Karen har jeg lært, at min oplevelse er lige så rigtig som en teaterleders. Jeg har fået lov til at sætte ord på oplevelser og betragtninger uden at føle mig dum, fordi jeg kun er blevet mødt af nysgerrighed. Jeg er også blevet klogere af at høre Karen tale om kunsten, fordi hun har en erfaring med feltet, som jeg stadig mangler at få. Hun er kommet med mange perspektiver på, hvorfor formidling og kunst ikke skal ses som to separate enheder, men i stedet se på det med en mere holistisk forståelse.

Plads til kreativitet
Et andet begreb som vi har snakket og reflekteret meget over er kreativitet. Hvornår er man kreativ og hvordan kan kreativitet opstå? Hos Karen er det plads til at være kreativ, og gennem forskellige metoder forsøger hun at få kreativiteten til at blomstre hos alle medarbejdere. Igen bliver man mødt af nysgerrighed, hvilket giver en lyst til at deltage og være en del af processen. Og jeg elsker virkelig den proces, hvor alt kan lade sig gøre, og der er ingen begrænsninger. Det har været skønt at genopleve den igen uden for universitetet.

Kort fra idé til handling
I en lille virksomhed som Karen Toftegaard ApS, hvor kreativitet er vigtig, så er der kort fra idé til handling. Det giver mulighed for at sætte sit præg på mange processer og projekter. I og med Karen opfordrer kreative tanker, er der faktisk mulighed for, at den gode idé kan realiseres, hvis man tør selv at gribe bolden – og det er fedt!

Så hvis jeg skal opsummere, hvad jeg har fået ud af praktikforløbet, så er det nok selvtillid. Jeg har fået mod til at snakke om ting, jeg normalt ikke gør. Jeg har fået en tro på mit eget værd på jobmarkedet. Og jeg tør dele mine idéer – selv de skøre.

Scenekunst – en verden jeg har set gennem et nøglehul

Jeg mener, det er vigtigt med transparens. Derfor har jeg bedt Zenia om at beskrive en udviklings- og refleksion session på projektet Det Frie Felts Festival.

Zenia Righolt er ansat som kommunikationsassistent i Karen Toftegaard ApS. Hun er 24 år og BA i Kommunikation og Psykologi. Jeg mener, det er vigtigt, at vi lytter til flere stemmer og forstår hvilke stemmer, der taler. Forstår med hvilke øjne vi ser. Hvor vi kommer fra og hvor vi er på vej hen.

Karen

—–

I sidste uge satte Karen, Lisbeth (kommunikationspraktikant) og jeg selv (Zenia) os i den strålende varme forårssol. Vi skulle klargøre hvad og hvordan, vi bedst formidler, hvad det frie felt i Danmark kan. Hvad der er det specielle ved denne festival. Vi ville skabe en session, hvor alle tanker var velkomne og hvor alt er muligt. Vi brainstormede på hvad det helt konkret er denne festival skal bidrage med i dansk scenekunst. Vi startede selvfølgelig med de rent faktuelle ting, som vi allerede er bekendte med. Det er tredje gang at Det Frie Felts Festival løber af stablen. Men hvad er det så Det Frie Felts Festival kan? Og hvad kan festivalen, når nu det er tredje gang den finder sted? Den formidlingsmæssige udfordring er at festivalen har et politisk sigte, men at vi over for publikum skal formidle kunsten.

billede 3

Når man ser noget, man ikke forstår

Vi har i år givet Det Frie Felts Festival den inviterende tagline EXPLORE, IMAGINE, DISCOVER. Festivalen og årets 17 værker, sætter fokus på, at vi som publikum skal fristes til at gå på opdagelse og undersøge kunsten. Vi talte meget om følelsen af ikke at føle sig inkluderet, når man ser noget, man ikke kender. Måske nærmer følelsen af ikke at forstå. Jeg selv kommer ofte til at fokusere på, hvorvidt og hvordan jeg forstår den kunst/kultur, som jeg møder. Ser jeg et teaterstykke, som jeg ikke forstår eller ikke føler håndgribeligt – undskylder jeg det med, at jeg ikke er kreativ. Men behøver det nødvendigvis at være grunden?

 

De fleste synes det er sjovt at gå på opdagelse og eksperimentere med nye oplevelser og kreative indslag

Vi blev hurtigt enige om, at Det Frie Felts Festival også skal være muligt, for dem der ikke normalt ser denne form for scenekunst. Vi ønsker, at invitere alle inden for. Vi ønsker at skabe en festival, der gør dette felt muligt for alle at være i. Vi ønsker, at gøre det frie felt inkluderende for dem der normalt ikke føler, at de forstår feltets kunst. Så os der ikke helt ved, om vi forstår det frie felts kunst og kultur, også kan være med. De fleste mennesker synes, at det er sjovt at gå på opdagelse og eksperimentere med nye oplevelser og kreative indslag i dagligdagen. Det Frie Felts Festival kan netop bidrage til, at vi som publikum får lysten til at opdage, fantasere og undersøge. Fordi vi her kan møde det, vi ikke kender eller umiddelbart ikke forstår. Fordi vi her får et refleksionsrum.

 

Hvad kan Det Frie Felts Festival?

I løbet af vores session – kastede vi en masse tanker op i luften. Vi undersøgte og gik på opdagelse i det frie felt. Hvad kan det frie felt i Danmark spurgte Karen, Lisbeth og jeg. Det satte gang i snakken. Det frie felt fokuserer på friheden til at skabe, til kreativiteten og på det at frigøre sig. Vi kom frem til, at det frie felt, helt konkret formår at placere sig et sted, som mangler i dansk kultur. Et felt der er eksperimenterende, inspirerende og som lægger op til refleksion. Et felt som ikke er ekskluderende, men inkluderende – et felt som skaber de trygge rammer – om en ny kunstoplevelse.

billede 1

Vi har gjort det let for dig og… mig

Hvad er det helt præcis, der skal til før, at man begiver sig ud i nye oplevelse? Vi blev enige om at de fleste ligesom os selv – ikke altid kan overskue, at skulle tage stilling til hvad man har lyst til eller hvilken forestilling man skal vælge at se. Jeg har en kronisk udfordring, når jeg logger på netflix for at finde en film. Der er utallige muligheder – men det er som om ingen af dem er rigtige. Det handler ikke om, at der ikke er nogen gode film. Derimod handler det om, at jeg ikke kan beslutte mig for, hvad jeg har lyst til at se. Ofte vil jeg gerne se noget nyt – men hvad er godt og spændende at se? I stedet for netflix ender jeg i stedet med, at se det som bliver vist i fjernsynet. Her er der nogen der har valgt for mig.

 

Du behøver ikke forstå værket rigtigt – men i stedet opleve værket

Det frie felts festival 16’ er en mulighed for at opleve noget nyt. Det er en mulighed for, at se nogle forestillinger, som man måske ellers ikke ville se. Kuratorerne har i år udvalgt 17 forskellige værker til programmet. Allerede her er det blevet lettere for os som publikum, at vælge hvilke værker vi gerne vil se. Det Frie Felts Festival giver mulighed for nye oplevelser inden for scenekunst – i trygge rammer. Her hjælper kuratorerne os med, at finde ud af hvilke værker der vises og hvad der fanger den enkeltes interesse. Det at nogle kunstnerisk kompetente mennesker har udvalgt for os – giver mig noget ro. Det handler ikke om at forstå et værk på den rigtige måde, men om at opleve værket.

 

Du oplever og føler det enkelte værk – på din måde

Her op til festivalen får vi hjælp af scenekunstneren Anna. Jeg forklarede Anna, at jeg nogle gange synes, at det frie felt i scenekunstens verden, er svært at forstå. Anna sagde dog noget meget fint – som netop hjælper mig med, at kunne gribe nogle nye oplevelser. Det handler om oplevelsen og ikke om, hvorvidt jeg har forstået det rigtigt. At vi som publikum er åbne over for oplevelsen. Åbne over for de sanseindtryk som det pågældende værk kan give publikum. Det handler om, at du oplever og føler det enkelte værk – på din måde. Det handler derfor ikke om, hvorvidt jeg har den rigtige forståelsesramme – men i stedet om at bruge min forståelsesramme til at opleve nye ting.

Til vores session blev vi enige om, at det frie felts festival gør nye oplevelser tilgængelige for folk, på en håndgribelig måde. Det sker i form af de på forhånd udvalgte værker – men også rammen om festivalen, der netop lægger op til, at man skal gå på opdagelse og undersøge det frie felt i dansk scenekunst.

DFFF16_PROGRAM_download

Lad os åbne døren til det frie felt

Selvom jeg har været med på sidelinjen og arbejdet med både programmet samt den generelle kommunikation bag Det Frie Felts Festival – så er jeg stadig på lidt usikker grund. Men det er blevet lettere. Lettere at forstå det frie felt. Lettere at finde de værker, som jeg måske ikke forstår – men som er en oplevelse for mig. Værker som sætter fantasien i gang og giver anledning til at reflektere over de emner, som de enkelte værker tager op. Festivalen byder på alt fra performance, non-verbal koreografi, deltagerbaseret scenekunst, installationer i byen og til refleksionssessions. Dermed ved jeg, at der uden tvivl er et eller flere værker – som for mig bliver en oplevelse, en opdagelse og en mulighed for at sætte gang i fantasien. Det frie felts festival er et rigtig godt sted at begynde, hvis man har lyst til, at forsøge sig med noget af den scenekunst, hvor der bliver tænkt andre tanker og gået andre veje – end den kunst/kultur vi ellers normalt støder på i dagligdagen.

 

zenia197
Zenia Righolt er ansat som kommunikationsassistent i Karen Toftegaard ApS. Foto: Malle Madsen

På besøg hos Kristján Ingimarsson Company

[Lisbeth er nyudannet fra IT-Universitetet og i praktik hos Karen Toftegaard ApS]

I dag var Karen og jeg på besøg hos den islandske kunstner Kristján Ingimarsson, da han afholdt workshop på Fabrikken på Amager. Sammen med en flok performere afprøvede Kristján forskellige idéer, der senere skal blive til en serie af film – et helt nyt format. Tidligere har han blandt andet lavet den internationale megasucces BLAM!, som har turneret hele verden rundt, fortæller Karen.

IMG_1256Til projektet er der bygget en mobil filmsetting, der ligner de gamle slapstick-settings.

Jeg er stadig i gang med at lære det frie felt i scenekunsten at kende. Jeg bliver altid super inspireret, når jeg møder performere og kunstnere, der virkelig brænder for deres kunst og går all in.

IMG_1294IMG_1286Performerne improviserede sig igennem scenerne, mens Kristján filmede det.

Da vi ankom var workshoppen i fuld gang. Det var helt tydeligt, at der er en rigtig god energi i projektet. Performere kunne næsten ikke sidde stille, når de ikke var på scenen. Man kunne mærke, de var fulde af energi og meget engagerede i projektet.

IMG_1280

IMG_1247
Billeder fra Fabrikken for Kunst og Design

Selve Fabrikken er også et inspirerende sted, hvor der var mange projekter i gang. Det gav en vibrerende stemning.

Bagefter talte Karen og jeg om hvilke potentialer, der er i projektet og hvordan det kan komme ud til et bredere publikum.

Personligt glæder jeg mig meget til at se, hvad projektet ender ud i.

TEDXCOPENHAGEN: RECONSIDER THIS – en refleksion

Lisbeth Juhl Pedersen er i praktik hos mig disse måneder. Hun fik min billet til TedXCopenhagen, fordi jeg selv skulle være et andet sted. Hun fik den opgave, at hun skulle lytte til de forskellige TED Talks og finde ud af hvordan de kunne inspirere i forhold til virksomhedens formidlingspraksis. Jeg mener, det er vigtigt, at vi lytter til flere stemmer og også forstå hvilke stemmer der taler. Derfor har jeg bedt Lisbeth om at lave en kort intro om, hvilke øjne hun ser med. Hvor hun kommer fra og hvor hun er på vej hen.

Karen

 

Mit navn er Lisbeth, jeg er nyuddannet med hele verden for mine fødder. Det er i hvert fald det, jeg bliver ved med at høre. Nyd nu alle de valg du har! Og det lyder jo også meget godt, når man siger det højt. Men det er også en frihed, der kan være enormt skræmmende, for når man kan det hele, så kan det være svært at vælge. Hvem vil jeg gerne være, og hvor er jeg på vej hen? Så selvom det hele skulle være så godt, så står jeg med en følelse af, at jeg bliver nødt til at tage nogle svære til -, og ikke mindst fravalg, i den nye situation jeg står i.

12472592_1026350074066914_5080160850164784342_n
Foto fra TEDxCopenhagen i frokostpausen med mig og en fransk pige. Foto: Alona Vibe Vestergaard Andersen. 

Torsdag den 7. april mødte jeg håbefuldt op på Bremen Teater og deltog sammen med 600 andre i TEDxCopenhagen. Det var min første live TED event, og selvom jeg ikke vidste hvad jeg skulle forvente, så var mine forventninger høje. Temaet i år var Reconsider This, og de ti taler fik os til at gentænke emner som fremtiden, insekter og fremtidens energiforsyning. Selvom emnerne var forskellige, så var mit mål for dagen at blive inspireret til, hvordan vi, der arbejder med kulturformidling, kan tænke formidling på nye måder.

VÆR NYSGERRIG
Et tema som gik igen i flere af oplæggene var, at vi har brug for at være nysgerrige. Angela Oguntala var den første på scenen, og hun talte om, hvorfor der er brug for, at vi som mennesker anerkender, at der findes mere end det fremtidsscenarie, vi selv forestiller os. Der er brug for, at man er nysgerrig på andre folk, deres kultur og hvordan de ser DERES fremtid.

I et kulturformidlings perspektiv, synes jeg, at det er særdeles relevant, at vi bruger tid på at forstå andre folks historier og deres drømme for fremtiden. For mig er kulturformidlingens fornemmeste opgave at gøre kultur tilgængelig for alle, der er nysgerrige og har lyst til at være en del af det. For at vi kan engagere disse mennesker, er der brug for at vi bruger tid på at forstå dem. Især i den verden vi lever i nu, mener jeg, at der i særlig høj grad er brug for, at vi formår at se ud over vores egne forståelser, og lader os inspirere af andre fortællinger og drømme i måden vi formidler på.

12938150_1025666397468615_8069861026799456005_n
Angela Oguntala på scenen. Læs mere om Angela her. Foto fra TEDxCopenhagens Facebook.

IMPROVISER
Jazzmusiker Niels Lan Doky var også en af årets talere. Som jazzmusiker er han vant til at skulle improvisere, og han taler for, at denne improvisation også kan bruges i vores liv – både privat og på arbejdet. Improvisation er på mange måder allerede en stor del af vores liv. Niels mener, at improvisation især er interessant, når der sker ”fejl”, eller uventede begivenheder. Vi skal blive bedre til at improvisere i disse begivenheder, så fejl og mangler bliver gjort til en uundværlig del af den nye helhed.

VI SKAL TURDE MISTE KONTROLLEN
Som kulturformidler er jeg både fascineret, men også skræmt over improvisationens muligheder. Gennem min uddannelse er jeg blevet trænet i at lægge planer og strategier, da de bliver anset som helt essentielle for et projekts succes. Og hvis en plan ikke lykkes, og der sker en fejl, så gør vi det bedste for at få denne fejl til at forsvinde. Som kulturformidler tror jeg, at vi kunne blive bedre til at improvisere. For selvom vi gerne vil have planer til at lykkes, så arbejder vi inden for et felt, hvor improvisation allerede eksisterer. Ved at slippe tøjlerne, bare lidt, og gå væk fra de ting vi plejer at gøre, så kan der opstå nye muligheder, som vi ellers ikke havde opdaget. Det kræver ”bare”, at vi tør miste kontrollen, og arbejde med det, der sker, frem for det vi har planlagt.

12963377_1025772964124625_1622830697533177306_n
Niels Lan Doky på scenen. Se talen her. Foto fra TEDxCopenhagens Facebook.

REFLEKSION
At deltage i TEDxCopenhagen har sat mange tanker i gang både på et professionelt og privat plan. Talerne har vist mig, at inspiration kan komme mange steder fra, og i kulturformidling skal vi passe på, at vi ikke begrænser os i vores søgen efter den. På et personligt plan har dagen vist mig, at jeg måske ikke skal være så bekymret over alle de valg, jeg står over for. I stedet skal jeg turde være nysgerrige, og søge nye steder hen, også selvom det er uden for min comfort zone.

 

Balancen mellem kunst og PR

PromoteYourArt

[Nana Lysbo er praktikant i PR & Kommunikation hos Karen Toftegaard ApS]

I går underviste Karen Toftegaard i PR og promovering på Den Danske Scenekunstskole. Jeg var fluen på væggen, og det var interessant at overvære både undervisningen, og de diskussioner, som der opstod i undervejs. Det gav mig et indtryk af, hvordan andre kan opfatte PR og ”sådan nogen som os, der arbejder med kommunikation og PR”.

PR som en nødvendig medspiller, eller hvad?

Undervisningen kan beskrives som en sjov og finurlig rundrejse i PR og kommunikationens verden i forhold til den kunstneriske branche. For mig, der som kommunikationsuddannet brænder for fagets mange facetter, blev det hurtigt tydeligt, at der var meget forskellige holdninger til, hvad PR og kommunikation kan gøre for (scene)kunsten.

Spørgsmålet der især trængte sig på var, hvorvidt PR og branding skal anskues som en nødvendig medspiller inden for scenekunsten, eller om det ganske enkelt er en modspiller, som er med til at udvande det kunstneriske produkt?

Diskussionerne der fulgte med, var relevante, sjove og med til at sætte tingene i perspektiv. Da Karen blandt andet bragte Det Kgl. Teaters tiltag ’Brunch og Ballet’ på banen som et eksempel på et formidlingsinitiativ, var en af de studerende hurtig til at beskrive arrangementet som ”Slikposen man får lov til at få, når man har spist sine kedelige kartofler” – underforstået at balletten var kartoflerne, og brunch(pølserne) slikposen. Spørgsmålet er, om man i virkeligheden er med til at forfladige ballettens smukke væsen ved at gøre den spiselig gennem røræg, ketchup og croissanter? Eller om man, som en af hans medstuderende reflekterede, netop formår at holde liv i kunsten, fordi man får gjort ballet tilgængeligt, relevant og nærværende for folk som normalt ikke har deres gang på Gammel Scene?

PR – den nødvendige forstyrrelse i den kunstneriske proces

Alt i alt, var det virkelig interessante at lytte til de studerendes interessante betragtninger over kommunikationens rolle i den kunstneriske branche. Det var tydeligt, at der kan være modstand mod promovering, hvilket også var grunden til, at Karen startede timen med at sætte fokus på de personlige modstande, vi ofte kan have mod at blive synlige eller være ”sådan nogen, som promoverer os selv”. Det blev til gode diskussioner, at kunst og promovering nogle gange kan føles som to uforenelige størrelser. Det kan opleves som om, man mister sin kunstneriske integritet i promoveringen – og så alligevel ikke, for som én af de studerende udtalte: ”Det er et problem, hvis man tænker penge først. Men man er også nødt til at være ’forretningsmand’ for at kunne lykkes med sine projekter og nå ud til et større publikum.”

KT_BLIVSYNLIG_2_1600x600

Trods kritiske refleksioner over kommunikationens tendens til nogle gange at kommercialisere det kunstneriske produkt, nåede eleverne i sidste ende frem til, at PR-apparatet kan anskues som den ”…nødvendige forstyrrelse i den kunstneriske proces, som får os til at få øjnene op for det værdimæssige i vores projekter – PR kan ses som knapperne vi justerer på, på mixer-pulten, som stiller spørgsmål, der gør os skarpere på vores kunstneriske arbejde.”

Afslutningsvis må jeg desuden sige, at Karen som underviser er virkelig behagelig at være i rum med. Der var virkelig god stemning, og undervisningen var præget af en naturlighed, som var med til at skabe en virkelig god dynamik underviser og de studerende imellem. De studerende var virkelig engagerede og det var tydeligt for mig, at der var tale om en ligeværdig relation, hvor dialog og videndeling var en grundlæggende præmis.

 

 

 

 

 

Forår: Ny kommunikations- og udviklingsmedarbejder

Marts er begyndt med en eksplosion af forår – måske ikke så meget uden for endnu – men i min virksomhed med workshop, premierer, ting der lykkes og den allerførste ansættelse af en megasej kommunikation- og udviklingsmedarbejder: Ida Marie Fich. De næste fire måneder løser hun 2 dage om ugen forskellige kommunikationsopgaver. Sammen udvikler vi også et formidlingsprojekt, som jeg glæder mig meget til at fortælle om, når det er mere konkret. [Ida fortsætter i efteråret i udvalgte uger, der både passer hende og jeg #fryd).

Jeg har bedt Ida om at præsentere sig for jer. Hun gør det sådan her:
Da jeg var barn skrev jeg på væggene, iscenesatte en playback version af Ronja Røverdatter i SFO’en og skrev i venindebøger, at jeg ville være skuespiller eller forfatter, når jeg blev stor. Fra dengang og til nu kan jeg spore en tørst efter at udtrykke mig om mødet mellem den levende kultur og dets samtid og publikum.

Siden er det blevet til en mangefarvet palet af projekter med mit navn på: Jeg er Cand.mag i Litteraturvidenskab og Teatervidenskab og har arbejdet med strategisk kommunikation i teater- og biblioteksbranchen, online teaterfilm hos Seeatre A/S, dramapædagogik og kreative skriveprocesser og senest med projektudvikling og guerilla marketing hos Alternativet.

Jeg glæder mig til at arbejde sammen med Karen og suge til mig af hendes inspirerende energi og kreativitet.

Hun begyndte i sidste uge og det er allerede en fest. Så jeg smiler – og glæder mig til at se hende igen i morgen.

Danish