Hvad nu hvis vi så og anerkendte hinanden alle dage i året?

TILLYKKE TIL ALLE, DER TØR STILLE SIG DER, HVOR DE FØLGER DERES DRØMME OG SKABER.
Jeg var til Reumert Prisuddelingen i går i Operaen. Det er en storslået og prestigefuld fejring af scenekunsten og af den kunst, der hæver sig op over det andet i landskabet. Og det er vigtigt at fejre. For mig handler scenekunsten nu mest om mennesker, der tør tro på deres drømme og udfolde deres skaberglæde. Sårbare og stærke, modige og angste.

 

Alle vil gerne have en Reumert
Alle vil gerne have en Reumert. Lige gyldigt hvad de siger eller har sagt gennem alle årene. Alle vil bare gerne have anerkendelse for det hårde arbejde, de gør. Alle vil elskes af mor og far. Og det var så dejligt at se seje, kompetente mennesker stråle på scenen, til festen bagefter og i facebook-trådene i dag. Vis jeres lys og stå fuldt ved, at det fan’me er lykkedes at gøre noget bemærkelsesværdigt!!! TILLYKKE!

Patricia_ozlem_Reumert
Foto: Patricia Schumann – instagram/facebook


For hver takketale er der to, der brænder inde i lommen
Og for hver gang en glad og stolt takketale holdes, er der to takketaler, der brænder i lommen på en, der skrumper lidt i sædet. For vi ved alligevel godt, at det kun er vinderne, vi husker. Og pludselig bliver det skamfuldt, at man overhovedet var blevet nomineret, fordi man ikke vandt. Fordi man alligevel inderst inde havde troet, at der faktisk kunne være en chance for at vinde. Men alle fortjener at stråle – også når man er tæt på. TILLYKKE!!!


Hvad nu hvis vi så og anerkendte hinanden alle dage i året
Hvorfor ikke hjælpe hinanden og anerkende hinanden alle dage i året – ved kaffeautomaten, ved det tilfældige møde på et fortov, i en facebook-besked – i hverdagen. Hvorfor ikke se hinanden – sådan rigtigt, selv når man har travlt og forvilder sig op i sit eget røvhul og mister følingen med andre, mister nærheden i parforholdene, kommer ud på et overdrev eller bliver fokuseret på, at denne gang skal det altså bare lykkes – koste hvad det vil. For kunsten kan være så ubarmhjertig og slide folk helt op gennem årene.

Vi er alligevel alle stærkere, hvis vi kan hjælpe hinanden med at holde modet oppe på den vej, vi må gå.

Hjælper hinanden med at stråle og finde den kunstneriske energi sammen, som skaber de der oplevelser, der minder os om, hvorfor vi stadig bliver ved med at elske kunsten.

TheaterMomentum_Reumert
Foto: Semi Seven Brylle – facebook


Møder og vores forskellige virkeligheder

balancen mellem cigaretter og yoga

Jeg er optaget af, hvad der sker, når man går ud i verden og er åben over for de muligheder, der dukker op. Og får det bedste ud af dem. I går mødte jeg en kvinde, der kom gående med en hund. Jeg kommenterede, at hendes hund åbenbart havde udvalgt sig min gade til dens favoritsted at udføre det, der får en pose op af hundeejerens lomme. Jeg havde set dem akkurat samme sted, i samme bevægelse dagen før.

 

Humberto Maturana – vores virkelighedsopfattelse afhænger af os selv

Og så er jeg optaget af den chilenske biolog Humberto Maturanas tanker om, at vores virkelighedsopfattelse afhænger af os selv. Den måde som vi opfatter verden og indgår i relationer på er konsekvensen af den indre proces, der foregår inden i os – i vores nervesystem. Ud fra den genetiske og mentale sammenhæng vi har som biologiske enheder. Alt afhænger af øjnene, der ser. Han mener, der er lige så mange virkeligheder som biologiske enheder. Og dermed er virkeligheden ikke noget, som bare objektivt er. Det er noget, der skabes og opleves af det enkelte menneske. I relationer forhandler vi hvilken virkelighed, der giver mening for begge personer. Det ser man bl.a. på arbejdspladsen, hvor det er nødvendigt at blive enige om et fælles mål, en fælles virkelighedsopfattelse for at kunne handle. Det er også derfor Maturana er brugt inden for meget ledelsesteori. Lige nu er jeg nu allermest interesseret i ham på et eksistentielt plan – for at forstå hvad det er som opleves som virkeligt og forskelligheden i vores virkeligheder og dermed de stemmer, vi har.

Tilbage til kvinden med hunden

Det viste sig, at kvinden havde passet hunden et par dage for nogle rejsende venner. Jeg kommenterede, at jeg i denne sidste uge, hvor jeg var begyndt at ryge og tage strejfture rundt i lokalmiljøet, havde mødt og talt med mange forskellige mennesker. Nogle jeg kendte i forvejen og åbenbart lige skulle møde på det tidspunkt. Andre for allerførste gang, mens mine tanker faldt til ro med cigaret i hånd. Bemærkelsesværdigt er det, at alle på hver deres plan havde været interessante samtaler.

Behov for en tredje ting som icebreaker i møder

Den unge kvinde boede åbenbart lige om hjørnet. Hun fortalte, at hun i disse dage med hund havde talt med flere mennesker i lokalområdet end hun havde gjort de fire år, hun havde boet her.
Vi talte helt enkelt om, hvorfor der er et behov for en tredje ting som icebreaker – hunden, cigaretten, drinken. Og jeg fik lyst til at høre hendes stemme folde sig ud her på bloggen.
Hun sagde hurtigt ja, da jeg spurgte, om jeg måtte skrive hendes tanker her – og sendte mig hurtigt et uddrag på skrift. Det var min mulighed for at reflektere med en person over møder mellem mennesker. Måske også din.

——-

Smilet er den korteste vej mellem to mennesker

Victor Borge sagde engang, at smilet er den korteste vej mellem to mennesker.

Min erfaring er, at det bliver smilet også – når der bare liiige har været et fælles element, der har ramt vores øjne inden munden.

De sidste to dage har jeg passet et vennepars hund og talt med flere mennesker i mit lokalområde på vuffens lufteture, end under de fire år jeg har boet på matriklen. Foruroligende, fascinerende og forundrende på samme tid.

 

Den lille logrende hund som icebreaker

Den lille, logrende hund har været det, vi er mødtes om. Det beundrende blik på fire poter har så forankret sig op til en dialog på to ben til en snak om alt og ingenting, som så lige pludselig bliver mere og mere nær og bliver det, som hele verden beundrer os for, men ikke forstår – nemlig hyggeligt.

Men samtalen var nok aldrig sket uden den pelsede icebreaker. Festen er også altid, hvor rygerne er. Og i nye sociale sammenhænge bonder rygerne hurtigere med hinanden udenfor, end dem, der står inde i pausen og spytter ned i en kop kaffe og tjekker telefonen for hundrede og syttende gang, fordi tavsheden er så larmende, at den overdøver alt.

 

Folk  vil rigtig gerne snakke, blive inspireret og føle nysgerrighed

Den fælles referenceramme gør, at vi gider og tør – og når hunden eller cigaretten efterfølgende tages ud af ligningen, bliver regnstykket faktisk det samme – folk vil rigtig gerne snakke, blive inspireret og føle nysgerrighed. Men icebreaker-elementet er en nødvendig katalysator, for at det sker. (Undtagen når vi er stangstive, men det er en anden snak).

Selv om begrebet hygge er ultradansk og ikke kan forklares, har omverdenen uden for de nordiske breddegrader indgroet Victor Borges ord i sig. De behøver hverken hunde eller cigaretter for at snakke – ikke tale – bare snakke.

 

En fremmed er en ven, du aldrig har mødt

Jeg har rejst verden rundt og har overalt uden for Skandinavien oplevet attituden “en fremmed er en ven, du aldrig har mødt”. Uanset om det har været destinationer, hvor man har kunnet spejle sig kulturelt og fysiologisk med lokalbefolkningen eller under helt fjerne himmelstrøg, hvor man virker og ser eksotisk ud, snakker man med hinanden i køen, indleder en samtale med “how are you?” eller giver blot et Victor Borge’sk smil.

Det er endnu en gang foruroligende, fascinerende og forundrende på samme tid. Den såkaldte tredje ting er den nødvendige katalysator for det, vi alle sammen bare gerne vil: lytte og fortælle, inspirere og modtage, møde og smile.

Når kunst og virkelighed giver en klar og ærlig forståelse af livet

Kunst har flere gange i mit liv været det, som gav mig svaret på de spørgsmål, jeg ikke altid var helt klar over, at jeg havde.
HAPPY END af Ingrid Tranum Velásquez har gjort en kæmpe forskel for mig. I begyndelsen af marts tog jeg til Reykjavik for at følge projektet, der undersøger alderdommens kroppe på plejehjem i Norden. Jeg skulle skrive om det til bloggen happyendproject.dk.

 

Livsgnist på et dybere kropsligt plan
Her mødte jeg et meget inspirerende nærvær på plejehjemmet Sóltún. Stedet er det mest fremsynede plejehjem på Island. Deres filosofi om at nære de ældres livsgnist gav de allerbedste rammer for, at HAPPY END virkelig kunne folde sig ud. For dette projekts helt særlige styrke er, at det nærer og styrker de ældre mennesker i et rum af anelse, erindring og nærvær. Vi kunne også kalde det ”empowerment af ældre”, men det mangler lige som den poetiske storhed og kraft, der rent faktisk ligger i projektet. Det beskriver ikke rigtigt den livsgnist på et dybere kropsligt plan, som HAPPY END vækker hos de mennesker, der deltager og oplever det.

 

Kropslig erindring og et helt basalt fysisk nærvær
Måske fordi projektets kunstnere arbejder med kropslig erindring og et helt basalt fysisk nærvær, som vi ofte underkender i vores samfund. Selvom vi taler om ”varme hænder” i plejesektoren, så ved vi godt, at hænderne oftest ikke har tid til at være varme. Og hvorfor kalder vi overhovedet området noget så usanseligt og livsgnist-slukkende som ”plejesektoren”? For det er vel ikke bare pleje, der dækker de basale behov, vi skal give de ældre i vores samfund? Hvorfor ikke netop sætte menneskers livsgnist i fokus?

Happy End - Sóltún, Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen
En af de helt store styrker ved HAPPY END er dets evne til at styrke livsgnisten hos ældre. Foto: Per Morten Abrahamsen

 

”Tror du nu, at du kan klare det?”
Min mor uddannede sig som 50-årig til sosu-hjælper – efter et langt liv som syerske. Det gjorde en stor forskel for hende. Ikke mindst fordi uddannelsen også betød stor personlig udvikling for hende. Hun var vokset op med en 7. klasses uddannelse. Og som den yngste i en børneflok på 5 var det spørgsmålet ”tror du nu, at du kan klare det?”, der fulgte hende gennem livet. Men hun kunne i så høj grad klare det.

 

Hendes riftede arbejdshænder var og er meget varme
Hun arbejdede flere år om natten på et plejehjem, inden hun gik på pension. Hun tog sig tid til at tale med de ældre. Måske fordi hun virkelig så det som en gave at arbejde med mennesker – efter at have siddet ved symaskiner det meste af livet. Her fandt hun et talent i sig selv, som hun ikke var klar over, at hun havde. Og hun har ofte sagt, at hun ville ønske, at hun havde taget skiftet langt tidligere. For hende handlede det om mennesker, nærvær og noget med at støtte de ældre i at finde trøst og ro i de stille nattetimer. Hendes riftede arbejdshænder var og er meget varme. Måske skal vi altid stræbe efter at finde det sted, hvor vi kan udfolde det talent, som giver størst værdi for andre og os selv.

Happy End - Sóltún, Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen
Áslaug G. Harðardóttir var med i HAPPY END. Hendes råd til andre, der skal deltage i projektet er: “Udtryk dine følelser uden tøven.” Foto: Per Morten Abrahamsen

 

”Udtryk dine følelser uden tøven”
Jeg interviewede kvinden Áslaug, der deltog i HAPPY END. Hun kom til at blive en slags orakel for mig. Jeg blev meget berørt af hendes ærlighed, sensibilitet og hengivenhed. Faktisk så rørt at jeg først nu, 49 dage efter, har kunnet skrive om projektet. Kombineret med en række andre elementer slog ordene simpelthen benene væk under mig i en heftig følelsesmæssig tzunami. Det har jeg skrevet 48 digte og et lille essay om kærlighed om. Men det er en helt anden historie.
Da jeg spurgte Áslaug hvilket råd, hun ville give til andre ældre, der skulle deltage i projektet, svarede hun intuitivt: ”Udtryk dine følelser uden tøven.” Og de ord vækkede en dyb længsel i mig. For ja – ærligere kan man ikke leve livet.

 

En tredje, mere klar og ærlig forståelsen af livet
Mit tidligere samarbejde med Helle Fuglsang har også givet flere af den slags oplevelser, hvor kunst og virkelighed smelter sammen og skaber en tredje, mere klar og ærlig forståelse af livet.
Af hjertet tak til dem, der stiller sig lige der, hvor deres talent udfolder sig allerbedst – og skaber stor værdi for andre.

Se mere om projektet på bloggen happyendproject.dk.

Danish