Politikens kulturredaktør Rune Lykkeberg beskriver i denne artikel, hvorfor et digt nogle gange er på sin plads i Danmarks førende kulturavis. Eller han laver i virkeligheden en historiske legitimering af, at de bringer Henrik Nordbrandts digt om det lille krigsbarn på flugt. Lige som dengang hvor Tom Kristensen bragte et digt om sin ven digteren Gustaf Munch-Petersen, der faldt i den spanske borgerkrig.
Samtidigt bliver det en manifestation af Politiken som netop Danmarks vigtigste kulturavis, fordi de giver plads til digte, der brænder på. “De vil ikke stå i vejen, når digte presser sig på”. Det er utroligt godt håndværk inden for værdibaseret kommunikation, fordi det beskriver “hvorfor det er vigtigt” samtidigt med, at det udelukkende er en henvendelse til ens værdisæt – hvor man kan bekræfte eller blive bekræftet i, hvad der er rigtigt og vigtigt for en – mærke og/eller reflektere efter hvilket slags menneske, man ønsker at være. Og så understreger standpunktet at kunsten kan gøre en forskel for mennesker. JEG ER FAN!
Marts er begyndt med en eksplosion af forår – måske ikke så meget uden for endnu – men i min virksomhed med workshop, premierer, ting der lykkes og den allerførste ansættelse af en megasej kommunikation- og udviklingsmedarbejder: Ida Marie Fich. De næste fire måneder løser hun 2 dage om ugen forskellige kommunikationsopgaver. Sammen udvikler vi også et formidlingsprojekt, som jeg glæder mig meget til at fortælle om, når det er mere konkret. [Ida fortsætter i efteråret i udvalgte uger, der både passer hende og jeg #fryd).
Jeg har bedt Ida om at præsentere sig for jer. Hun gør det sådan her: Da jeg var barn skrev jeg på væggene, iscenesatte en playback version af Ronja Røverdatter i SFO’en og skrev i venindebøger, at jeg ville være skuespiller eller forfatter, når jeg blev stor. Fra dengang og til nu kan jeg spore en tørst efter at udtrykke mig om mødet mellem den levende kultur og dets samtid og publikum.
Siden er det blevet til en mangefarvet palet af projekter med mit navn på: Jeg er Cand.mag i Litteraturvidenskab og Teatervidenskab og har arbejdet med strategisk kommunikation i teater- og biblioteksbranchen, online teaterfilm hos Seeatre A/S, dramapædagogik og kreative skriveprocesser og senest med projektudvikling og guerilla marketing hos Alternativet.
Jeg glæder mig til at arbejde sammen med Karen og suge til mig af hendes inspirerende energi og kreativitet.
Hun begyndte i sidste uge og det er allerede en fest. Så jeg smiler – og glæder mig til at se hende igen i morgen.
Per Kirkeby – Kilde: Politiken, foto: Joachim Adrian
Den gode fortælling er en af stamcellerne og drivkraften i mit arbejde med kommunikation og kreative processer. Måske også derfor personlige interviews spiller en stor rolle i mine metoder – både i det helt praktiske PR-arbejde, det værdibaserede kommunikationsstrategi-arbejde og i de interviews, jeg laver til bøger og magasiner. Jeg tænker at dele inspirerende og nærværende interviews med kreative personligheder løbende her på siden. Her er det første med Danmarks store kunstner-ikon Per Kirkeby.
Camilla Stockman er en skarp og levende formidler. Hun har lavet et fint interview med Per Kirkeby. Hun beskriver samtalen med Per Kirkeby som
Vi taler om livet, som er gået, og livet, som er.
Per Kirkeby beskriver sin sidste rejse til Grønland, hvor han blev syg undervejs og fik stor hjælp fra sine to rejsefæller – Kronprins Frederik og geologi-professor Minik Rosing
Det var meget tæt og meget ømt. For at bruge min ven Ib Michaels ord: Det var sådan en rejse, man aldrig kommer hjem fra.
På trods af Kirkebys sygdom nu, så ser han tilbage på et lykkeligt liv. Camilla Stockman spørger: “Er det et lykkeligt liv? At få lov til at bruge sig selv?
Ja, det skal jeg love for! Alt hvad jeg har haft talent og kræfter til, har jeg fået lov til at udfolde. Der er ikke noget, der er gået mig forbi (…) Jeg har fået det hele.
CoreAct med Det Rullende Rum på et plejehjem. Foto: Andreas Bergmann
Jeg begynder morgenen med at læse en artikel på Politiken, som giver god mening i forhold til min praksis. Den handler om DIWO (Do It With Others) sat ind i en kunstnerisk kontekst. Politiken laver simpelthen en hel artikelserie om DIWO – mine hænder klapper. DIWO er et begreb, som jeg de sidste år har rettet mit fokus på i forbindelse med mine skriverier om kreativitet. Det kaldes også BIIT (Be In It Together) som i denne artikel omkring kreativitetskulturer. Begge forkortelser er en bevægelse fra DIY-forkortelsen (Do It Yourself), hvor det er den enkelte, der skaber selv og så over til den kollektive proces og samproduktionen, hvor mennesker skaber sammen.
Processens fortælling
Især er det pointen fra Philipp Schorch, der er antropolog, museumskritiker og ph.d. med speciale i museer og kulturarv, som tænder et lys hos mig:
Jeg mener, museer selv – eller måske især de, der er banebrydende – bør interessere sig for deres egen historie ud fra et teoretisk perspektiv og gøre det på en meget synlig måde gennem udstillingerne, og forstå dem som processer, der skal afsløres, frem for produkter, som skal præsenteres.
Det er netop processen, der er mindst lige så interessant som produktet hos de kunstnere, jeg har samarbejdet med i flere år. Lige sådan med flere af de kunstnere og andre kreative, som jeg er begyndt at samarbejde med her de senere måneder, hvor jeg har skruet op på fuldtid i min egen virksomhed.
Når processen er lige så vigtig som produktet
F.eks. har jeg arbejdet sammen med performancegruppen CoreAct. De har et fokus på den personlige fortælling og vakte sidste år især opsigt med forestillingen Heidi – en rejse til Helvede med Simon Spies. De har også en anden praksis, som er mere brugerinvolverende og baserer sig meget på samtalen. De indsamler materiale og inddrager ofte personer i deres performance installationer – og gør dermed deltagerne til medskabere af oplevelsen og mødet f.eks. med DET RULLENDE RUM, hvor de er taget ud på plejehjem med et rullende rum af hyggelig stue fra et andet årti. Her har de talt med demente plejehjemsbeboere og indsamlet deres fortællinger for siden at dele disse fortællinger med deres pårørende.
Jeg har i mange år arbejdet med iscenesætter Helle Fuglsang og ser en stor værdi i hendes måde at glide ind i lokalsamfund og skabe en forandring. F.eks. har hun skabt iscenesættelser med blandt andre fiskerkoner i Fiske Auktionshallen i Hvide Sande, 33 sypiger på Elfenbenskysten, boksere i Cph Muay Thai Bokseklub i NordVest og byggearbejdere på MT Højgård byggeplads. Her tager hun udgangspunkt i det der er og gør fiskekoner, sypiger, boksere og byggearbejdere og til kreative medskabere.
33 sypiger…
Når der er tale om denne slags (scene)kunst, så giver det i høj grad lige så meget mening at vise processen, fordi der undervejs sker så mange møder og påvirkninger af praksisser. F.eks. når Helle Fuglsang møder 33 sypiger på Elfenbenskysten for første gang og begynder et kreativt samarbejde med dem. Eller når CoreAct indsamler fortællinger fra fanger i Horserød Statsfængsel under et livligt kaffebord. I det hele taget må det være sådan, at når man finder nye veje, så er det interessante i ens praksis ikke bare produktet, men også hvad der sker på vejen derhen.
Fortællingerne undervejs og bagefter er vigtige – ikke kun det færdige produkt
Det stiller naturligt også nogle andre udfordringer til formidlingen af denne form for kunstnerisk praksis. Det er lige så meget fortællingerne undervejs og bagefter, som er vigtige at fortælle – til gæster/publikum men også internt på det kunstneriske hold. Netop fordi der er tale om en bevægelse, som fortsætter og er i gang længe inden, men også undervejs. Og helt konkret fordi hele nøglen til at forstå den kunstneriske praksis ligger i at få fortællingerne rundt om med, så projektets kompleksitet begribes. En større synliggørelse af processen er netop væsentlig, fordi man hele tiden er nødt til at hjælpe folk med at forstå alt det ekstra, som ligger bag. Mange er stadig meget fokuserede på den enkelte oplevelse og vurderer ud fra nogle simple værk-idéer, der slet ikke indbefatter alle de ekstra lag, som er i de mere processuelle, co-creative kunstneriske praksisser.
Måder man kan gøre det på
Måder, man kan gøre dette på, kan være, når CoreAct arbejder med flere forskellige formater, som deres praksis kan komme til udtryk på – som performance og som udstilling. F.eks. har deres performance installation Det Rullende Rum netop været på flere plejehjem og udstillingen, der bygger på materiale derfra MIT RUM var på Hovedbiblioteket i november 2014. Eller når Helle Fuglsang i stigende grad inddrager dokumentariske kortfilm i sine værker. Og dermed også synliggør processen. Eller når Global Stories laver saloner undervejs i udviklingen af deres forestillinger. Her deler det kunstneriske hold erfaringer, diskuterer og indsamler det kunstneriske hold materiale. Også for at hjælpe med forståelsen undervejs.
Min egen praksis med de kollektive processer og samproduktioner
Jeg kommer også til at tænke på min egen praksis med de kollektive processer og samproduktioner. Den praksis, som jeg de senere år har savnet at gøre mere af. Bedst lykkedes det med udstillingen Mellem Byen – møder mellem mennesker i metropolen (2007), hvor et kuratorteam på 5 personer udviklede en udstilling med 5 kunstnere. Det handlede om møder i byen og kuratorteamet opstillede dogmer og satte rammerne for en fælles udviklingsproces for kunstnerne, der i praksis blev til et par workshop-dage. En af kritikkerne fra en af de deltagende kunstnere lød, at kuratorgruppen virkede til at have for meget fokus på processen og formidlingsformen frem for kunstprodukterne. Og det var i virkeligheden en helt spot-on-kritik. Jeg var på det tidspunkt meget optaget af at finde den der form for den kollektive proces. Den der form, hvor folk deltager og bidrager kollektivt til en proces.
DIWO-Iværksætter
Jeg havde arbejdet kollektivt fire år med udviklingen af VILDSKUD – festival for independent teater, som jeg var med til at grundlægge i 2002 med første festival i 2003. Da jeg stoppede i 2005 var jeg allerede i gang med det efterfølgende kollektive projekt – AirPlay Street Gallery – et af Danmarks første permanente udendørs gallerier. Det lå på hjørnet af Ravnsborggade og Sankt Hansgade og bestod af en plads med højtalere i og en projektor, der projicerede på en hvidmalet firkant på muren. Lydteknikken var sponsoreret af Montana, projektoren var en gammel Barco-svend skænket af Cinemateket, mens hjerte, sved og masser af tid blev investeret af et hold på 5 kvinder, der blev kaldt ”New kids on the Block” i den årlige kunstopsummering. Udstillingsstedet gav vi i øvrigt videre i 2012 til Videomøllen, der nu kører stedet i en aktiv, inddragende og kollektiv ånd. Jeg kalder det ansvarlig iværksætteri – at man sørger for at de kræfter og penge, der er blevet investeret i en platform ikke bare spildes, når iværksætternes energi i tråd med deres entreprenante natur søger videre mod noget andet.
DIWO – fremover
Her i efteråret 2014 har jeg været i en periode, hvor jeg har set meget indad og fundet frem til, hvad der ville give mening at bruge mine kræfter på fremover. Jeg har især et projekt, jeg udvikler på, som jeg glæder mig meget til at fortælle om. Det er i sin natur netop baseret på en samproduktions-model, fordi den forskel som projektet skal gøre tager hånd om komplekse udfordringer. Projektet ligger i krydsfeltet mellem konstruktiv journalistik, digital networked storytelling og (kultur)formidling.
Derudover tænker jeg min praksis fremover som en række partnerskaber med forskellige mennesker. Det gør det fleksibelt samtidigt med at der også er mulighed for kontinuitet i de samarbejder, der giver ekstra god mening.
Jeg blev for nylig spurgt af en leder i en større virksomhed om nogle eksempler på historiefortælling, der kunne hjælpe ham med forandringsprocesser i sin medarbejdergruppe. Han følte sig frustreret, fordi han flere gange oplevede, at medarbejderne sagde nej til den forandring, som han gerne ville gennemføre. ”Har du ikke nogle eksempler på fortællinger, der kan gøre det nemmere for mine medarbejdere at forstå forandringen,” spurgte han. Jeg kom hurtigt i tanke om et par titler, som jeg synes synliggør, hvad der egentligt er på spil i forandringsprocesser på en letforståelig måde.
Isbjerget Smelter af John P. Kotter
”Isbjerget smelter”
Den første bog er en lille genistreg fra den anerkendte Harvardprofessor og bestsellerforfatter John P. Kotter. Han har skrevet mange af ”de dyre” bøger med mængder af de mere abstrakte ord, som giver mening for ledere, men ikke giver så meget mening for dem, som lederne skal lede. “Isbjerget smelter” er anderledes. Den er netop skrevet i et sprog, som er til at forstå for alle og som en fortælling langt de fleste kan identificere sig med. Det er simpelthen excellent formidling, fordi han vælger at skrive, så fortællingen kalder på hjerte, genkendelse og smil.
John P. Kotter fortæller i ”Isbjerget smelter” om en pingvinflok, der finder ud af at isen er ved at smelte. Fortællingen handler om hvordan de forskellige pingvintyper, som til forveksling minder om mennesker, vi kender, vælger at forholde sig til den forestående forandring. Nogle kaster sig ud i at finde en løsning på problemet. Andre bliver deprimerede. Andre igen ignorerer selve det faktum at isbjerget er ved at smelte – akkurat som vi kender det i organisationer og for den sags skyld også familier. Vi reagerer forskelligt på forandringer.
Se John P. Kotter og en pingvin fortælle om bogen her:
Hvem har flyttet min ost? af Spencer Johnson
”Hvem har flyttet min ost?”
Vore forskellige reaktionsmønstre på forandring er også pointen i den letlæste “Hvem har flyttet min ost? – en enestående måde at arbejde med forandring i dit arbejde og i dit liv” af Spencer Johnson. Jeg læste den selv på en halv lyntogtur mellem Aalborg og København. Den handler om to mus og to menneskelignende figurer, som går ind i en labyrint for at finde ost. En dag finder de en masse ost på en station og bliver stjernelykkelige. De spiser løs og dagene går. Langsomt svinder osten ind, men det er som om menneskefigurerne ikke lægger mærke til det.
Forskellige reaktioner på forandring
En dag er der næsten ikke mere ost tilbage. Musene gør klar til afgang for at finde en ny ostestation. Menneskefigurerne er overraskede over situationen og har slet ikke lyst til at forlade det trygge sted, som de kender så godt. Den ene tør ikke helt begive sig ud i labyrinten, hvis ikke han får opbakning. Den anden er overbevist om, at nogen har taget hans ost. Det er derfor kun mest rimeligt, hvis de straks leverer den tilbage. De to figurer bliver der indtil de næsten ikke har flere kræfter tilbage. Den ene vover sig ud, selvom det føles voldsomt utrygt. Det ender med at han finder en ny ostestation, hvor han opdager, at musene allerede længe har nydt livet. Den anden blev tilbage.
Det er igen et enkelt budskab om, at vi reagerer forskelligt på forandring. Og om hvor svært det kan være at forlade det kendte – ens komfortzone. Og ikke mindst at dem, der er indstillet på forandring også nemmere finder og etablerer en ny god måde at leve på.
Brug bogen som udgangspunkt i en samtale
Fortællingen er indrammet af en mere konkret samtale mellem gamle studiekammerater, der møder hinanden igen efter flere års adskillelse. De diskuterer hvordan de selv forholder sig til forandringer i deres konkrete liv. Og hvordan de opfattede hinanden som mennesketyper. Derfor er den netop også god at bruge til at sætte gang i en samtale i en organisation om, hvordan man selv reagerer på forandringer.
“Alkymisten”
Til sidst nævnte jeg ”Alkymisten” af Paul Coelho. Mest fordi det er en fantastisk smuk fortælling om at følge sine drømme. Den handler også om hvilke modstande, der kan være undervejs. Og så handler den om at blive ved og ikke give op, lige inden det lysner forude. (Det sker desværre for mange, at de mister modet lige inden de når i mål med en drøm, der betyder meget for dem.)
”Lær dem at længes efter det åbne, endeløse hav”
Og lige da vi var ved at skilles, deler jeg mit yndlingscitat fra ”Den lille prins” af Antoine de Saint-Exupéry med ham, fordi jeg fornemmede, at han kunne bruge det som inspiration til at lave forandringer i sit eget lederskab: ”Hvis du vil bygge et skib, så trom ikke folk sammen for at skaffe træ og fordele arbejdet, men lær dem at længes efter det åbne, endeløse hav.” Hvis man vil vække en længsel hos andre mennesker, så kræver det, at man forstår, hvad det er som rører sig i dem. Det kræver, at man forstår hvordan mennesker reagerer forskelligt på netop forandringer. Hvordan mennesker knytter forskellige tankesæt og handlemønstre til det at følge en drøm og gøre den til virkelighed. Men fælles for de fleste er at det begynder med en længsel. En længsel efter noget som de tror er bedre, end det de kender.
I mit arbejde med PR & Kommunikation i kulturområdet møder jeg en del, som har et lidt ambivalent forhold til at sælge. Selvom mange har accepteret at de er nødt til at sælge det de laver til pressen og publikum, så er det langt fra noget, de holder af at gøre. Og det kan mærkes.
Er det der sælgeri bare ikke dig?
Jeg holder en workshop for kreative personligheder, der synes det er “lidt pres” at skulle sælge sig selv (den 4. oktober). Måske fordi de ikke helt ved, hvordan de skal gøre det – eller finder det grænseoverskridende, fordi det der ”sælgeri” bare ikke er helt er dem. Allermest er det faktisk virkeligt irriterende, for mange kan godt se, at dem, der ikke har noget imod at sælge, klarer sig rigtigt godt. Selvom dem, der sælger sig selv, lad os bare sige det, som det føles, ikke nødvendigvis er bedre til deres fag, end mange andre.
Fortæl historien om det du skaber
Egentligt vil mange kreative personligheder meget hellere koncentrere sig om at skabe det, der giver mening for dem. Og så må der godt være en eller anden PR-dame eller producent, som fikser det der med pressen, markedsføringen og salget til andre. Min og andres erfaring viser bare gang på gang, at de allerbedste resultater kommer, når man selv er med til at sælge og fortælle historien om det, man skaber. Det virker både mere troværdigt og I bliver også flere der arbejder for den samme sag – nemlig at bringe det, I har skabt sammen ud i verden. Det kræver selvfølgelig et vist mod og en vilje til at blive synlig for andre. Men det bliver væsentligt nemmere, hvis man har forberedt dig inden.
Fortæl i stedet for at sælge
De færreste mennesker med en passion for kunst og kultur bryder sig om at føle sig som en brugtvognsforhandler. Der er lige som noget værdimæssigt, som ikke rigtigt harmonerer. Det handler, som så meget andet, om at se på det fra en vinkel, som giver mening for en. F.eks. gav det rigtigt meget mening for mig, da jeg begyndte at skifte ”sælge” ud med ”fortælle”. For at fortælle historier var jo noget af det, jeg holdt allermest af. Jeg er meget nysgerrig på andre mennesker. Når jeg er ude, bemærker min kæreste ofte, at jeg nu lytter igen til nogle andres samtaler. Og så laver jeg fortællinger om dem – hvem de lige har kysset, hvad de drømmer om i det inderste og hvordan de en dag kunne ændre verden.
Min bedstefar fortalte mange historier – om Vildmosen og ting, han havde oplevet – eller i hvert fald sagde han havde oplevet. Jeg tvivler på, at han nogensinde var bokser i virkeligheden eller havde set ægte spøgelser. Når du fortæller historierne om det du brænder for, så bliver det meget nemmere for andre mennesker at begribe, hvilken værdi, det kan have for dem.
Se nu for eksempel hvordan Mac fortalte om deres første iPad – ingen er i tvivl om at den tynde plade er lavet af et hold usædvanligt passionerede, kreative folk. De fortæller om den forskel de gør med deres nye opfindelse.
Og så er der Ikeas satiriske kommentar med deres lancering af deres IKEA-kataloget. Historiefortælling er jo ikke bare noget bedstefædre gør – det finder sted på så utroligt mange måder. Ikea fortæller med et humoristisk overskud.
Ekstramateriale – til dem, der har lidt ekstra tid:
Se lige Macs allerførste video fra da det hele begyndte. De lavede historiefortælling ved at indskrive sig selv i historien ved at tydeliggøre hvilken stor forskel, de bidrager med. Der er ikke noget at sige til at det er en religion – retorikken omkring Mac’en er en religion og har været det lige siden begyndelsen. Det er godt lavet.
Always har lavet et fantastisk stykke værdibaseret kommunikation i form af en reklame for hygiejnebind, der ikke viser endnu en variant af farvet væske, som hældes ud over hygiejnebinde. Eller forskellige grader af glad, livlig kvinde, der slet ikke mærker, at hun har menstruation, fordi hun bærer vidunder-bindET. Always går med denne reklame et skridt videre fra hvilken værdi produktet kan tilføre kunden. De vælger en sag med et budskab, som giver kunden en følelse af at være værdifuld. En sag som gør kvinder stolte og ser deres medsøstre på en anderledes måde. En sag som de gerne vil dele med andre og sprede.
Folk glemmer aldrig, hvilke følelser, man vækker i dem
Det får mig til at tænke på et Maya Angelou citat: “People will forget what you said, people will forget what you did, but people will never forget how you made them feel.”
Og denne reklame går netop ind og ændrer en følelse. I stedet for det ubehag, den skam og det mindreværd, der kan være forbundet med ”at løbe som en pige”, så har Always i stedet elegant kapret og redefineret #LikeAGirl, så kvinder bliver mindet om, at de er værdifulde og stærke. Derfor er denne reklame genialt tænkt. Always tager en position som forandringsagent og går lige i hjertet på (i hvert fald en del) kvinder. Samtidigt forholder de sig med den handling netop til det faktum, at der findes mange elementer i vores kultur, der fremmer mindreværd og skam hos kvinder. Reklamen er flere skridt væk fra en pseudo-videnskabelig reklame med farvet væske eller en positiv psykologi, der intenst fortrænger det ubehag, der også kan være ved at have menstruation.
Always gør en forskel
Always gør en forskel, fordi de selv tager et værdipolitisk standpunkt og inspirerer andre til at gøre det samme. Næste gang jeg skal købe bind, så køber jeg Always (måske lidt for meget information – eller i hvert fald på kanten til det intime, men jeg tænker, at det i denne sammenhæng lige går an.)
Nogle gange får man ikke fortalt det, der giver værdi for dem, man taler med. Og det er ærgerligt – i hvert fald hvis man har noget, som man mener kan give andre værdi. Noget man gerne vil sælge.
Fortæl den bedste fortælling
En dag var jeg inde i en nyåbnet kagebutik. Kagerne så lækre ud og indehaveren virkede sød og behagelig. Jeg var nysgerrig og stillede flere spørgsmål – bl.a. “Hvordan forholder du dig til økologi?” Jeg gjorde med vilje spørgsmålet åbent, så der kunne komme hvad som helst svar. Hun valgte at svare:”Det bliver hurtigt ret dyrt hvis alt skal være økologisk. Men det er jo ikke fordi jeg ikke kan lide økologi. Jeg køber da tit økologisk til min egen mad derhjemme.” Det fik mig til at blive i tvivl om hvad hun egentligt puttede i sine kager – ikke nødvendigvis det bedste. Det købte hun dog til sig selv. Hun har helt sikkert ikke ment det ondt, men hendes fortælling kom til at virke som et forsvar og som om hun ikke ville give sine kunder det bedste. Jeg ville have fået meget større tillid til hende, hvis hun i stedet havde svaret: “For mig er det utroligt vigtigt med den gode smag. Derfor går jeg ikke kun efter de økologiske produkter, men efter de råvarer, som giver den bedste smag.” Der ville hun i stedet tale til den side i mig, som bliver skuffet, når nogle af de økologiske produkter ikke helt leverer i forhold til smagen. Det skal retfærdigvis tilføjes, at hendes kager var meget velsmagende – så fokus på smagen ville have været helt i tråd med virkeligheden.
Det er utroligt vigtig at være klar på, hvilken fortælling man fortæller om sig selv og det man sælger.
Jeg lavede en workshop for en gruppe koreografer på Dansehallerne forleden. Formålet var at styrke deltagerne i at fortælle om deres kunst – til deres publikum. Udover at jeg elsker at lave workshops, så var det interessant at opleve den forandring, der skete undervejs. Der voksede en bevidsthed om detaljerne i ens egene fortællinger, hvordan de blev oplevet af andre og især hvordan det virkede, når man hørte sine egne ord genfortalt. Vi fik også skabt et konkret billede, hvem deres publikum var – og det forandrede også fortællingerne, når man pludselig skulle forholde sig til en konkret person.
Vi skiltes i opløftet stemning og weekendparate. En af deltagerne gav en meget konkret feedback “Jeg er overrasket over, at det var så jordnært og brugbart. Jeg har lyst til at gå hjem og arbejde med det samme.”
Der var i det hele taget god feedback og jeg kunne mærke, at workshoppen ramte et behov, som jeg har bemærket i mit samarbejde om PR & Markedsføring med kreative personligheder: “Hvordan fortæller jeg det, jeg brænder for, så det giver mening og værdi for andre?” Der kan være mange følelser og overbevisninger, som går ind og spænder ben for, at man får fortalt den fortælling, som fremstiller ens projekt på den bedste måde. Det handler ikke om at lyve. Det handler om at trække de positive sider frem – om IKKE at sætte sit lys under en skæppe. Om at fremkalde sig selv.
Jeg gør nu workshoppen endnu skarpere og laver den igen onsdag den 24. september kl. 15.00 – 19.00.
WORKSHOP: HVORDAN FORTÆLLER JEG DET, JEG BRÆNDER FOR, SÅ DET GIVER MENING OG VÆRDI FOR ANDRE?
Hvornår: lørdag den 4. oktober kl. 13.00 – 17.00
Hvordan: Inspirationsoplæg og konkrete øvelser – alene og i samarbejde med de øvrige deltagere. Du går fra workshoppen med en konkret fortælling, der giver mening og værdi for dem, du henvender dig til.
Hvem: Kreative personligheder, der vil blive bedre til at sælge deres projekt/produkt, så det giver mening og værdi. Der kan være max 12 deltagere så der er plads til den enkeltes fortælling.
Hvor: Miss Kato Productions v. Karen Toftegaard, Drogdensgade 6 st, DK-2300 København S.
Prisen er 795,- kr. ex moms.
EARLY BIRD PRIS ved køb senest den 4. september: 495,- kr.
NB: Inkluderet er smagfulde forfriskninger, arbejdspapirer samt en engageret og erfaren workshopholder med høj energi og en vis humor.
“Brug din kreativitet – og udfold dit potentiale” af Eva Wang Gøttrup og Karen Toftegaard (udkommer den 8. maj 2014 på Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck) . Læs mere om bogen her
I dag er sådan en dag, hvor jeg vågner op og ligger lige så stille i sengen. Med rester i kroppen af nattens drømme der langsomt fortoner sig. Jeg ligger der og lytter til lydene i lejligheden. Jeg ved at der ikke er noget som helst, jeg skal. Jeg griber ud efter blokken ved siden af min seng. Begyndte i går aftes, eller rettere i nat, da jeg kom hjem, på en skitse over hvilke elementer der skal være i en ny bog, jeg arbejder på.
En uventet hovedperson
Da jeg har blok og pilot-pennen i hænderne, skriver jeg bare. En hovedperson som jeg slet ikke har forventet, men som jeg alligevel kender utroligt godt, viser sig. En handling som jeg heller ikke har forudset finder lige pludselig vej der til papiret. Og min glæde spreder sig til hele kroppen over, at ordene og strukturen så ubesværet bliver til genkendelige mønstre på papiret. Det er lykkefølelsen af kreativt flow, som jeg også beskriver i bogen “Brug din kreativitet – og udfold dit potentiale” (sammen med Eva Wang Gøttrup), der udkommer på Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck april 2014. [Reklame slut]
Hvorfor nu?
Jeg stiller mig selv spørgsmålet, hvorfor ordene flyder nu og bliver til mønstre. Jeg har haft en idé til en bog i lang tid – eller rettere til flere. Jeg har skrevet hist og her. Men i december kunne jeg mærke, at jeg tog beslutningen om hvilken idé, jeg brændte mest for. Selvom jeg hele tiden ikke havde lyst til at sige det højt. Hverken til mig selv eller andre. Hvorfor kommer det til mig nu? Og så ved jeg det jo godt. Fordi der denne søndag morgen er tid og ro til det. Det er ikke mystisk eller magi. Der er helt enkelt plads til, at disse mønstre kan tage form og komme ud.
Pausen giver plads til kreativiten
Og så bliver jeg så glad for pausen. For det er i pausen, du giver plads til kreativiteten. Jeg ved, der ikke er nok pauser i mit liv – endnu. Jeg arbejder hele tiden på at tage flere. For det har jeg lovet mig selv. Er der nok pauser i dit liv? Ikke kun til bogidéer men også til at skabe kreative løsninger i dit hverdagsliv og på dit arbejde?
Søndagsoaser og andre pauser
Da jeg lægger blokken fra mig, springer jeg ud af sengen, vasker op efter weekendens udskejelser og får en masse idéer til nye vinkler på de mange markedsføringsopgaver, der ligger og venter på mig. Jeg føler mig priviligeret over, at der både er poesi og pragmatik i mit liv. Samtidigt med at jeg oplever, at der er en synergi imellem begge sider. Især når der er søndagsoaser og andre pauser.
