>Stine Merrild har en bachelor i Æstetik og Kultur og har netop afsluttet en kandidat i Digital Design og Kommunikaiton fra IT-Universitetet i København. Hun arbejder som visuel formidler hos Karen Toftegaard ApS<
Hos Karen Toftegaard ApS arbejder vi med digital storytelling i forbindelse med samarbejdspartnere – bl.a. nycirkuskompagniet Rapid Eye Theatre og Det Frie Felts Festival. De skaber og præsenterer begge nicheprægede kulturoplevelser. Jeg har samlet nogle guidelines til at få en Instagram-profil godt fra start, så du ikke behøver at begynde helt fra bunden. Står du over for samme opgave eller ønsker du inspiration til din nuværende profil, så læs med her.
Først lidt om Instagram:
Instagram er et socialt medie, som gør det muligt at dele billeder og video med andre personer i netværket. Du kan skrive tekst til dine billeder eller video, ligesom du har mulighed for at kommentere på egne eller andres indlæg. Du kan have en åben eller en lukket profil. Dette er afgørende, hvis du gerne vil have kontrol over, hvem der skal se dine billeder og kommentere på dem. Det er muligt at følge andre på Instagram, så du ser deres indlæg i din nyhedsstrøm, ligesom andre kan følge dig og se dine opslag.
Jeg anbefaler helt klart at have en åben profil som virksomhed. Dine muligheder for at nå længere ud og blive opdaget bliver herved større.
Instagram er et hovedsageligt visuelt medie, hvorfor det iscenesatte og æstetiske en vigtig faktor, når man som virksomhed ønsker at nå ud til sin målgruppe. Mediet tilbyder derfor en række filtre, som kan give dine billeder lidt ekstra power og tiltrækningskraft.
Et billede har den fordel, at det ofte hurtigere, og mere intuitivt end tekst, fremstår virkelighedsnært og nærværende. Det effektive ved nærvær er at det kan appellere til følelser og handlekraft. Og i sidste ende vil vi jo gerne have vores følgere til at handle – ved at like, kommentere eller dele billedet. Dernæst handler de måske helt fysisk og køber en teaterbillet, en bog eller noget helt tredje.
Når du har oprettet profilen, er næste skridt at få følgere – her kommer nogle tips til den proces:
Find din målgruppe og Branche:
Målgruppen kan være relevant både i din research og i din udarbejdelse af profilen. Jeg var personligt bevidst om, at teaterverdenen var kilden til min inspiration. Rapid Eye Theatre arbejder i denne branche og det var derfor også her, at jeg begyndte at følge andre profiler.
Så første skridt er at gå i gang med at følge de virksomheder, organisationer og personligheder som du gerne vil nå ud til – og forhåbentlig følger de tilbage.
Et udsnit fra profilen @rapideyetheatre. Profilen er i mørke farver, som kan give fornemmelsen af et teater.
I forhold til profilens indhold, kan det igen være en strategi at kigge på profiler i samme branche:
Hvilke hashtags bruger de?
Hashtags er med til at optimere dit opslags ’reach’. På Instagram er det muligt at bruge op til 30 hashtags pr. opslag. Lav dog hellere 5 til 10 hashtags og vælg de relevante i forhold til din virksomhed, dit opslag og din målgruppe.
Brug nogle enkelte meget populære tags, så du når langt ud i din ’reach’. Det kan f.eks. være #play #joy #creativity osv., men sørg for at de stadig er relevante i forhold til dit opslag. Undgå generelt for lange tags #SelvomDeErMegetSjoveAtLave, da de sjældent bliver fundet alligevel.
Et godt råd er at gemme dine mest brugte hashtags på din computer, så de altid er lette at finde frem og huske.
Bruger du et unikt hashtag, f.eks. navnet på din virksomhed, så kan det være en fin måde at oprette et visuelt galleri af alt dit indhold. Blot lav en søgning på dit tag og du vil se et samlet galleri med dine billeder.
Hvordan fremstår deres profil æstetisk? Se hvilke profiler der tiltaler dig mest, og lur nogle tricks.
Hvornår får de flest likes? Se om du kan finde nogle karakteristika på de opslag, som er mest populære. Mange likes giver mange følgere, da disse billeder vil blive vist i tilfældige søgninger og oversigter.
Overvej hvor stram din profils visuelle form skal være:
Skal dine billeder f.eks. have en ramme omkring sig, og i så fald skal denne ramme have en farve? Vær konsekvent og vælg enten at have ramme eller lade være, for det mest stramme udtryk. Du kan downloade apps, som kan hjælpe dig med at redigere dine billeder, lave rammer og tilføje filtrer. Jeg bruger selv en app der hedder ”Whitagram” til at lave hvide rammer, ”VSCO” til at redigere billederne og Instagrams egen app ”Boomerang” til at lave sjove effekter.
Går du virkelig meget op i den overordnede fremtoning, kan du overveje at have bestemte skift imellem dine billeders format. Du kan f.eks. efter et horisontalt billede, altid have et vertikalt billede. Du kan vælge udelukkende at have kvadratiske billeder med hvide rammer, eller du kan vælge en mere ”tilfældig” strategi, hvor du blander de forskellige formater. Det giver en interessant oversigt, når man ser på profilen.
Et udsnit fra profilen @detfriefeltsfestival som benytter hvide rammer omkring billederne. Desuden er der en fin dynamik ml. vertikale og horisontale billeder.
Skal dine følgere med ”back stage”?
Det kan være fornuftigt at overveje, om du vil have dine følgere med om bag scenen og give dem et indblik i hvordan arbejdet udføres. Et personligt touch kan skabe mere nærvær og samhørighed med dine følgere, men ønsker du udelukkende at have dine følgere med ”front stage” kan dette holde profilen mere clean og faglig.
Det kgl. Teater tager os med backstage til prøverne på en forestilling.
Personer på billedet skaber associationer og fortællinger:
Skal du have dine følgere med på en ”rejse” i fantasiens verden, så kan det hjælpe meget, at en person fremgår på billedet. Personer på billedet giver højere grad af appel og forståelse. Et personligt perspektiv kan gøre de ellers flertydige billeder lettere at forstå for modtageren.
Skal du formidle et objekt, kan det være relevant at iscenesætte objektet, så det indgår i en situation. Et objekt alene kan virke abstrakt og ude af kontekst for modtageren. Et mere let tilgængeligt opslag, kan være bare et scroll væk i modtagerens nyhedsstrøm.
Stine Goya sætter scenen med en person, iført den uldfrakke som skal promoveres.
Hvem er afsender af billedet?
Bliver fornemmelsen, at dit Instagram-opslag ikke er gennemarbejdet af dig eller din virksomhed, kan det komme til at virke fjernt og uvedkommende for modtageren. En måde at gøre det tydeligt, at det er dig der er afsender, er ved at tilføre billedet et vandmærke, logo eller en ramme. Et tekstlag kan ligeledes være godt, hvis du gerne vil ud med et klart budskab, hurtigt.
Her viser Northside Festival og mediet FORMAT, at de er afsendere ved at lave en ramme, et logo og en tekst på billedet.
Call to action:
Dine følgere kan engageres, ved at inkludere et Call to Action i din tekst eller på dit billedet. Call to Action kan give dine følgere et incitament til at udføre en handling. En handling kan f.eks. være at deltage i en konkurrence, at like et udsagn, eller at lægge op til en meningstilkendegivelse f.eks. på baggrund af et spørgsmål.
Forlaget Lindhardt og Ringhof motiverer sine følgere til at få en gratis e-bog, ved at opfordre dem til at dele billeder af dem selv på Bogforum.
5 hurtige:
Vær meget aktiv: for at de ovennævnte tips skal have en virkning, er du nødt til at holde din profil opdateret og levende.
Like like like: Når du liker – specielt billeder til profiler som du ikke følger – så er der gode chancer for, at de følger eller liker dine billeder efterfølgende.
Post billeder ml. 14 og 17: Undersøgelser viser at dette er det mest effektive tidspunkt på dagen. Søndag er også en god dag.
Kvalitet slår mængde: Selvom du skal være meget aktiv, så skal dine billeder være skarpe og gennemarbejdede.
Opslag med billeder der er blå giver 24% flere likes end fx. billeder der er mest røde eller orange
Torsdag den 28. september afholdtes en konference på Aarhus Teater med titlen ”Fremtidens kulturjournalistik”.
I praksis kunne alle med interesse i emnet købe sig en billet til konferencen. Men i realiteten var deltagerne en samling bestående hovedsageligt af kulturformidlere og kulturproducenter. En flok, der fra scenen flere gange (lidet flatterende) blev omtalt som ”kultureliten”.
Personligt hører jeg selv til den første gruppe. Altså kulturformidlerne. Jeg er uddannet i Moderne kultur og kulturformidling på Københavns Universitet – hvorfra jeg også netop kender Karen Toftegaard som en tidligere underviser.
Jeg driver bl.a. bloggen kulturmor.dk (om litteratur og teater til børn, unge og voksne) som en kanal for begejstringsdeling af kulturelle oplevelser, og så arbejder jeg professionelt som tekstforfatter og skriver teateranmeldelser til Information (helt oldschool med papiravis og det hele).
Har kulturjournalistikken en fremtid?
Karen inviterede mig til at skrive indlægget om konferencen med ønsket om at få optegnet nogle af de hovedtemaer, der blev behandlet – og gerne få et bud på, hvad pointerne ift. fremtidens kulturjournalistik så egentlig er.
På forhånd virkede det som en smal sag, men virkeligheden er mindre sort/hvid.
Godt nok nåede vi gennem samtlige programsatte punkter, og alle de planlagte oplæg og debatter blev gennemført. Men indlæggene blev indimellem gennemført i et tempo så forhastet, at publikum slet ikke nåede at tage informationerne ind og overveje spørgsmål, før programpunktet var afsluttet og næste deltager var kaldt på scenen.
Det havde nok fungeret bedre med lidt færre elementer og lidt mere tid til debat. For det er jo i debatten, at de nye tanker for alvor har mulighed for at træde frem. Det er jo der, man kan høre de alternative vinkler fremfor blot de kendte.
Lokale og internationale vinkler
Der var bred spændvidde både på deltagere og emner ved konferencen. I mine øjne både den største styrke og den største svaghed.
Ideen om det internationale perspektiv virkede fornuftig nok på papiret. Men langt bedre kunne tiden have været brugt på at diskutere på tværs af salen de aktuelle, danske problemstillinger, som kulturjournalistikken er stillet over for. For det blev der aldrig rigtig hverken tid eller plads til i programmet.
Hvorfor denne debat?
Men hvad er egentlig problemet? Hvorfor overhovedet have denne debat om kulturjournalistikken?
Mange af de traditionelle medier mister terræn. De skal spare og nedprioriterer deres kulturjournalistik og i særdeleshed anmeldelserne. De har desuden svært ved at fange de yngre læsere og dropper derfor det stof, som netop ville have tiltrukket de yngre – som f.eks. kulturstoffet.
Gunnar K. Madsen fra Dansk Rock Samråd mener, at frafaldet af de unge avislæsere forstærkes netop ved samme avisers manglende ungdomsvinkling. Det er som en (ond) spiral. Men i hans optik er det ikke nødvendigvis skidt. Det er blot en konstatering af en naturlig proces.
Ifølge Gitte Ørskou, direktør for Kunsten i Aalborg og formand for Statens Kunstfond, ligger kulturjournalistikkens problem i en alt for gammeldags tankegang. Hun mener slet ikke, at kulturjournalisterne i Danmark har opdaget, at kunsten nu lever sit eget liv.
Kulturjournalisterne tror stadig, at de formidler noget elitært til folket. Men det kan kunsten sagtens selv klare. Den er for længst blevet spiselig for alle.
Så vidt, så godt. Det var kulturproducenternes vinkel. Men hvilke problematikker påtalte så medierne?
Der var stemmer til stede på konferencen, som mener, at problemerne handler om, at de nuværende kulturjournalister er fedtet helt ind i kulturbranchen og derfor ikke længere er uvildige og i stand til at forholde sig kritisk til den kunst, der skabes. Både fordi de er blevet venner med kunstnerne og måske endda selv har fremtrædende poster inden for kulturfonde, -priser mv.
Især René Fredensborg, journalist og vært fra Radio24syv, efterspurgte både mere dybdegravende journalistik og mindre skulderklap. “En kulturjournalist er ikke venner med nogen” sagde han og tilføjede, at det i hvert fald burde være sådan. Men sat på spidsen, så burde det vel gælde for alle typer journalister så!
Mette Davidsen-Nielsen, kulturredaktør på Politiken, tilslutter sig for så vidt kritikken af en branchen og tilføjer, at kulturmedierne er en indspist flok, hvor kritikken let udebliver. Og at kulturbranchen i Danmark er så lille, at ingen tør kritisere den indefra af frygt for at ryge ud i kulden.
Ingen svar, kun nye spørgsmål
Da Karen bad mig skrive dette indlæg, bad hun mig tage udgangspunkt i følgende spørgsmål:
Hvad er pointerne om fremtidens kulturjournalistik?
Hvor er vi på vej hen?
Hvad er udfordringerne for den nuværende kulturjournalistik?
Hvad skal der til for at skabe en reel forandring for kulturjournalistikken?
Jeg havde håbet, at jeg nok efterfølgende i hvert fald ville sidde tilbage med en idé om, i hvilke retninger svarene på ovenstående kunne gå. Men det gør jeg ikke. Tværtimod.
Overordnet set var der ingen fælles begrebsforståelse til stede på konferencen. Der var ganske enkelt ikke enighed om, hvad begrebet ”kulturjournalistik” dækker over.
For nogle var det anmeldelser. For andre var det formidlingen af kunst. Og for andre igen er kulturjournalistik alle former for journalistisk formidling af kulturelle emner og begivenheder. I så fald dækker det alt fra indlandsstof til lokalpolitik.
Hver deltager opfatter fænomenet kulturjournalistik ud fra sit eget ståsted. Jakob Steen Olsen, teateranmelder ved Berlingske, efterspørger en en bred diskussion om kunst – parallelt med de saglige anmeldelser, mens Tine Smedegaard Andersen, kulturdirektør i DR, mener, at det vigtigste er, at kulturjournalistikken både beskæftiger sig kritisk med kulturinstitutionerne og tager formidlingsrollen på sig. Hun mener ikke, at det må gå hen og blive et spørgsmål om enten eller.
Personligt tænker jeg kulturjournalistik som formidling af kunst og kulturelle oplevelser over en bred kam. Uanset om det handler om en reportage fra Aarhus Festuge, en foromtale af en ny kunstudstilling for børn eller en anmeldelse af Inger Wolfs nyeste krimi.
Rigtig anmelder vs. kvindelig amatør
Mette Davidsen-Nielsen fik blandt andet sagt om den nuværende, danske anmelderstab, at det ville være ”dejligt, hvis de ikke alle var mænd over 50”.
Et emne, der igen blev taget op fra publikum som et spørgsmål til de internationale paneldeltagere, hvor bl.a. Eleni Stefanou svarede på, hvordan man på The Guardian forsøger at tale mere til og fra en kvindelig synsvinkel. Selv om hun understregede, at det var svært, fordi de mandlige journalister var i overtal.
Der findes et hav af kulturformidlere i dette land. Langt de fleste af dem hører under den kategori, som Unni From, centerleder ved Journalistiske Universitetsuddannelser på Aarhus Universitet, og Nete Nørgaard Kristensen, lektor i Medievidenskab ved KU, kalder for amatører.
Størstedelen er kvinder, der blogger, podcaster, instagrammer, deler meninger og oplevelser på Facebook mv. Om enten bøger, film, teater eller kunst. Og nogle af dem er måske nok amatører. Men mange af dem kunne lige så godt have været anset som intellektuelle kulturkritikere.
Rikke Øxner, direktør for Aarhus Festuge, taler for, at man stopper med at omtale alle disse mange stemmer som amatører. Mange af dem ved lige så meget – og måske endda mere – end journalisterne. Dem bør vi også lytte til!
Flere af disse kulturformidlere har en faglig viden og en relevant uddannelse i bagagen. De ved, hvad de taler om og hvorfor de gør det. Men eftersom de etablerede medier ikke har plads eller prioriterer kulturformidlingen, finder disser formidlere deres egne veje. De skaber deres egne medier.
Det gør på samme tid udbuddet af kulturjournalistik kæmpe stort og forvandler det til lidt af en jungle for forbrugeren. For hvordan skal man lige hurtigt spotte, om den artikel man læser, er skrevet af en fagperson eller blot en anden forbruger, der havde lyst til at dele sin oplevelse? Det kan man ikke!
Grænserne flyder ud. Det er ikke længere sort/hvidt, hvem du bør lytte til og hvem du ikke bør lytte til. Hver enkelt forbruger er nødt til kritisk at vælge sine egne medier til informationssøgning. Og eftersom de fleste one-man-medier er gratis at benytte, vinder de ofte over avisernes betalingsmur på f.eks. anmeldelser.
Ifølge Anders Lange, underviser på DMJX, bør vi helt droppe snakken om, hvor svært anmeldelserne har det på de gængse medier. I stedet bør vi langt hellere fokusere på, at der findes så mange nye formidlingsmuligheder.
Kulturjournalistisk madpakke
For mig at se er det ikke noget, som kan eller skal ændres. Det er blot den retning, udviklingen går. Medierne – både de etablerede og de nye – må findes deres veje i den proces, der er i fuld gang. Nogle vil gå efter nicher, mens andre fortsat vil forsøge at ramme alle.
Men når f.eks. chefredaktøren på Århus Stiftstidende siger, at han på den ene side ikke vil satse på de unge, fordi de ikke gider læse hans avis, og på den anden side siger, at hans abonnenter efterhånden er så gamle, at de begynder at dø, så burde han måske snart begynde at tænke i nye baner for at undgå lokalavisens fuldstændige endeligt.
Som afslutning på sit indlæg sagde Unni From bl.a. at ”Kulturjournalistik er lidt som madpakker. Hvis de ikke bliver spist, så er de ikke sunde.”
Og det er jo netop en god pointe. For hvad nytter det, at en masse kulturproducenter og –formidlere taler sammen om kulturjournalistikken, når de ikke selv er modtagere. Der manglede en vigtig brik på konferencen om kulturjournalistik – nemlig dem, der skal ”spise” den efterfølgende.
Nye tider, nye tanker
Der blev taget fat på mange spændende emner på denne konference. Emner, der hver især kunne have båret en konference for sig. Emner, der kunne dykkes ned i og uddybes i det uendelige.
Der var elementer, som de fleste kunne enes om. Der var også masser af uenighed, hvilket er fantastisk. Ellers ville vi jo aldrig nå nogen vegne.
Men tanker om konkrete tiltag eller konkrete måder at imødegå den nye type kulturjournalistik på, kom der ikke frem. Det er stadig op til den enkelte journalist, den enkelte formidler eller det enkelte medie at vælge, hvilken vej netop deres kulturjournalistiske formidling skal gå.
Dette blogindlæg er på engelsk, fordi det indeholder et interview med storyteller Zena Barakat fra det internationale designfirma IDEO, som jeg mødte til en scenekunstmesse i Montréal (Cinars). Og jeg vil også gerne dele det med de mennesker, jeg mødte der. [This blogpost is in english as it contains an interview with storyteller Zena Barakat from the international design firm IDEO, whom I met at a performing arts event in Montréal (Cinars). And I would like to share it with the people I met there too.]
Creativity lies in the way we think
A couple of years ago I had a book about creativitypublished (in Danish) – interviewing people with different kind of creative mindsets and giving tools to activate and nourish your creativity. Back then I sensed there was a difference in the way we were acting and thinking creatively even though my task was to find the essences of creative behaviour. I also noticed that I felt most inspired by people that were doing things very differently than I. Having worked in the performing arts field around 15 years I find it particularly interesting to see how this milieu can learn from other creative mindsets.
Creative thinking
When I met storyteller Zena Barakat from the international design company IDEO in San Francisco at the performing arts platform CINARS in Montréal, Canada, we talked about the creative design thinking and the creative thinking in performing arts. There is a difference and I see a potential for growing when adapting some of the approaches and ways of doing in the creative design thinking.
How to reach new audiences – using design thinking
Zena Barakat works in the Design for Change studio, helping organisations evolve their cultures and businesses to become more adaptive. In 2015 she worked with the San Francisco Opera to explore ways it could reach new audiences – using design thinking. Prior to joining IDEO, she worked in journalism and on documentaries for 12 years for The New York Times, ABC News, National Public Radio, Bloomberg News, National Geographic and the Independent Film Channel (IFC). Yes, she is pretty awesome.
Here are parts of our conversation – feel free to join:
Karen: How do you experience the difference between creative design mindset and the mindset of a performing arts organization? Zena: “Design thinking is very collaborative. You bring people together and you are supposed to leave your ego at the door, and if you are doing it right, you don’t really know where the idea came from exactly, who thought of it in the room, because everyone is building on each other so much. It is that collaborative and cooperative. And the people in the room are people with different backgrounds and perspectives and it takes relying on each other to come up with solutions and literally credit does not matter. In art it’s the opposite. It really matters who came up with the idea and it’s a certain vision, and it comes from one person or certain people at the very top, and credit is almost everything, right. (Even though there are several independent artists working collectively – as we experienced and reflected on at a.o. the international performance festival WORKS AT WORK: group works, ed.).”
Working in silos
“However art and design also have different purposes. Design is supposed to be thinking about your audience and their experience and art can be inspirational because it is so singularly focused. The reason that it is important is because when you have a culture in arts organisations that is so used to working in departments by themselves or people working on their own, they have their own little systems that they have created. They work in silos. Then you come in and you say, we have this methodology, you have to collaborate on everything, the entire process from the beginning to end. That makes people extremely uncomfortable. They feel unsafe. Is my job safe? Am I going to be needed? Am I going to get the validation? Are my contributions going to be recognised? So it’s a completely different way of talking, thinking and doing. For people that can be very threatening. But if you can completely embrace it you can bring the ideas of five people to make the audience experience better.
Is there a way to leave the ego at the door?
Five people who come from very different backgrounds. It can be the security guard who works at the front of the house, it could be the musician and it could be a performer and then it could be the person who is head of audience relations, and you talk with them. The security guard at the front of the house could notice something that you never have noticed before that could make the audience experience vastly different. So if there is a way to leave your ego at the door, the opinions of five people can be way more powerful to make something great. It could mean the entire picture of the audience experience. So design thinking is powerful in that way, that it challenges the way that people naturally work in arts organisations which is very individually.”
Karen: “Yes it is extremely important to challenge the silo-behaviour. I worked in cultural institutions (supported by Danish Ministry of Culture) for seven years with Public Relations and I often got the best ideas when I was talking with the front house, the cleaning lady or the stage manager – people with another approach than I.”
Let´s all jump in
Zena: “It is not about everybody doing everything. It is more about when problems arise with ticketing. Do you put that entire problem on the ticket person or do all the people with different expertise, including the ticket expertise, come together and help each other to find that solution. It’s not like there is no collaboration going on, but it is sort of paper individualised specialised. Instead of ‘there’s something going on with ticketing, let us all jump in on that’. I think it is very uncomfortable for people, if they don’t get the credit or feel valued. They become nervous that their job may not exist tomorrow. And that’s a very real fear. Art organisations are struggling with finances and getting the audience what they need to continue. So it is not an irrational fear, but sometimes when you are dealing with set problems, it takes everybody taking it on. And people being able to help each other to think about solutions.”
Karen: “I think you’re spot on. The fear is driving people to do a lot of things especially in the art branch, because there is so much fear of losing. Specially now, where people are loosing privileges within the arts because the funding’s are cut back and people have to legitimise art by manifesting ‘why we should regard art as something valuable’ in all actions. I would like to recognise that you talk very empathic about these people and you’ve got a good understanding of what is going on. It is a pleasure to hear your way of talking respectfully and empathetic.
Sometimes the things we feel as extra could be the core of our change
Zena: “Well before I did my current carrier, I worked in journalism. Journalism is very similar in a lot of ways. In journalism there is a lot of fear, that we are not going to have the money to do the coverage that we need to do, to do a good job for the public. The public is not interesting in funding journalism the way it needs to be funded in order to exist. Because in journalism, investigating reporting has to happen, and that is not a very lean or effective process. It takes a lot of time and money to do investigated reporting. And so, in journalism there is a lot of the same fears that we are not going to be relevant or exist tomorrow. So everything is done just to survive. It’s a survival mechanism. Everything feels extra. The problem is that the things that feel extra could save you. For example, it used to be an extra for journalists to think about a Facebook strategy. It used to be an extra to promote. Well the biggest distributor of news now, is Facebook. So sometimes, these things that we feel as an extra could be at the core of what we could do to change. So for example, it could feel extra to reach out to new and different, not younger necessarily, but new and different audiences. It could feel like, ‘that is just one extra thing, that I can’t possible do’. Well it could be the thing that saves you and makes you more relevant, get more people through your doors. But because people are surviving, they are only thinking day to day, they are not thinking of five years from now.”
Karen: “Which three advices would you give to people in the art business about how to prioritise development?”
>>>Don’t spend a lot of money to do experiments<<< Zena: “The thing that I have heard from people over and over again, is that we don’t have the time and money or resources to do that. But the whole idea in design thinking is that you don’t spend a lot of money to do experiments. Please don’t. You need to first realise, if an idea could take hold before you throw money at it. Arts organisations, the Opera in particular, is really good at being perfect. They don’t like to do experiments. Their experiments are going to be the most perfect experiments. They are going to spend a lot of money on it. So there has to be a shift in thinking, that we can take little chances that could have a big impact. For example, tonight all of our ushers are dressed differently and have a different role. There are going to be two people doing the tickets, but we are not going to show people where to sit and we are going to see if they are okay with that. Instead all the ushers are going to be serving people drinks, to make the bar experience much faster and they are going to be talking to people about what to look out for in the show tonight. That’s what we are going to do. We are not going to have this long line of people waiting to get a drink or whatever, or they are going to talk to people in the line at the bathroom. To make it more tolerable to people to wait in line for the bathroom. I’m just saying, that doesn’t cost you any money, it is just a different mind-set.
In a lot of these arts organisations, for a new audience member who walks through the doors, there are already rules of conduct that they don’t know about. They are expected to dress a certain way, they are supposed to know certain cues that it is time to go inside and sit down. There are all these norms. If you were to change any one point of that, you could drastically change the audience experience. And that doesn’t mean spending money. So that’s number one. Experimenting without spending money.
>>>Please don’t water down your artistic vision<<<
Number two: Please don’t water down your artistic vision because you are thinking that it is going to please a lot of people. Sometimes I see that people want to please young people, so they do very ordinary things, to please young people and they are almost talking down to young people because they are saying ‘do you know what young people would like, young people would like a rave’ and so they do a dance party or whatever. Sometimes that works; but sometimes young people want the most elite thing. They just want to be able to wear jeans for it. They don’t want you to change your art, they just want to be able to feel comfortable. They want it at the time they want it at, they want the drinks at the bar to be beers that they like and they want… You know I’m just saying, that sometimes it is everything surrounding your performance. Well when you just start changing your art to please people that is when it doesn’t have a beautiful vision that is strong, anymore. And you are doing it to please people and that doesn’t work. So, I guess when you are thinking about your audience, really think about designing everything around the art, around the performance. What is it like to get tickets? Is it functional for people, are they getting in to problems, is it not worth their time? How are they finding out about it, in the first place? Are the only places you publish places that your existing audiences get newsletters. If you want to reach, new audiences go and reach newsletters and blogs that are outside of what you usually do. So I guess my point is, there is so much room for experimenting and experimentation and design around the whole audience experience that changing your programming to be blatantly trying to get a singular audience can sometimes talk down to them and feel in-authentic to them.
>>>Talk to people outside your bubble<<<
Number three is to talk with people outside your bubble. Outside of your world. Talk about how they are dealing with the same problem. The signature thing we did when I worked with the San Francisco Opera, was to get them to talk to people in other industries. Sometimes the opera people only talk to opera people and they say ‘We’re having this audience problem, Oh you are having an audience problem’, and they are just having the same conversations. Well, what we did was that we said one of the things the Opera was struggling with was ‘if we try to attract new audiences are we going to turn off our existing audience’? So we talked to someone in a completely different field, which was a wedding planner. We had an open conversation with the wedding planner. We said: Tell us about how you are able to please the mother of the bride and the flower girl in one event. What is important to people and what is not important. What makes people feel like they are taken care of and so on. Something that came out of that conversation, that was unrelated to that exact question, but really inspired the people at the Opera, was that she was talking about an event where there were people of different ages that, there is a certain energy level that you want to maintain. So you have to be very responsive. At a wedding, if you notice that things are getting quiet and slow and people are leaving the dancefloor, you put on an upbeat song. You might put a song on from the 1950’s, to get a certain crowd up and dancing, you are being very flexible. So you just think, we put on a performance in a certain space, maybe the venue is very flexible, is there a way that we can be responsive to the audience.We noticed once in an encore that the audience kept clapping. Well what if the performers came out once and the audience clapped once, and the next time the opera members decided we are going to get of the stage, move all the chairs to the side and we are going to talk to the audience members for 15 minutes. I’m just saying, that what they realised is that they are not very responsive, to the feeling or the mood of the audience, so sometimes you are not going to get the exact answer but you are going to be inspired by people in other fields, to solve your problem and look at it from a different angle.
Fantasy football – could there be Fantasy theatre?
Art organisations are not the only ones who are dealing with attendance issues when it comes to physical space. So how can you talk to people, for example, let’s say sports teams. They have to deal with filling stadiums, so what if an arts organisation talked to a sports team. And it is not about partnering with them, it is about saying ‘what are you doing to fill your seats’, because you have a physical space and they could be doing something really interesting that could inspire you. Something that you never even thought of. For example, something that has brought huge interest to a lot of people is Fantasy Football. Fantasy Football is basically an online game you play with your friends. Let’s say you play with ten other people, and you make your own team based on players you like, online. And so you pick a Quarterback from this team, and you pick another player from this team, and you make your own teams. And in the real world, the way that those people perform dictates how well your team is doing. So if that Quarterback threw eight touchdowns, then you are going to get those points. You get certain points for the players you choose, and you can switch people out and bring new ones in, and whatever.
People are therefore watching the games, because they want to know how their players are doing. So that’s really interesting, right? It’s another way that people are engaged, by inventing their own games that runs parallel to the physical.”
Karen: “It could be fun if you have fantasy theatre or fantasy performing arts.”
Zena: “Yeah, it could be fun. I don’t know what the analogy is, but maybe if the arts organisations get together and develop a videogame that turns you into the opera singer and you are performing the music that they perform. It could renew a whole new interest with a different audience in the art forum. One thing I can tell you with the Opera world. The Opera went and spoke to the manager in a movie theatre that serves food and drinks in the movie theatre. And they were talking to him about what it is like to have food and drinks in the space where something is going on, where entertainment is happening. Is it distracting for the audience. Because they were really thinking about this. The Opera was opening a 300 seat theatre, and they ended up choosing to have cup holders in the seats. So they ordered all these seats with cup holders, and now they allow people to bring in drinks in this new smaller theatre. So anyways they were talking to this guy, and he said one unexpected thing . They have curators to certain theme nights. So say some person is really into sci-fi movies, and this person is a sci-fi blogger, and so that person chooses what happens, what movies are coming up for every Thursday in the month of February, or whatever. And that person has a newsletter and a twitter account with a massive following. And that person says ‘I’m going to be at the Alamo Draft house, Thursday night showing my favourite science fiction films. The audience it is bringing is following that guy, so they are coming to this venue, a different audience entirely, and they are following him. So they thought to themselves, ‘how could we bring in a whole new audience, maybe by bringing in a different curator, or a different person that have influences. That puts on the show for the night, because people are following that person. So, if they talk to other people in the Opera they are not necessarily going to get the same answers. And it is not a direct answer all the time, but it is about getting your inspiration for ideas.
Hold on to the purposes of your organisation
Another thing is, that you really have to hold on to the purposes of your organisation, so with any experimentation it is not about trying everything and anything. ‘Is it in line with your purpose and your mission’? This is not something that is on your website, it has to be true about your organisation. And the more specific you could be about what your purpose it, the more you can actually experiment with a reason towards the goal. So, for example, if your mission is to reach new audiences or serve the community, what are you actually doing to be out there in the community, beyond just words. And are the experiments that you are doing and the change that you are making in line with that. So it’s not just about ‘let’s have a Snapchat channel and do virtual reality and do a videogame’. It’s not just about technology solving these things, but what experiments are you doing that are in line with your mission. So that there is a purpose and a reason for it, and it makes sense that you are the ones doing that. You in particular. Your organisation, singularly, not all of the Opera or all of the performing arts or the multimedia performance places/spaces. What makes you different from all the other ones, and your experiments and the change you are making, the goal of it has to be for you to fulfil that purpose and goal. In that way you can priorities what you are doing. I guess that was a long way of saying, you have to know your mission and purposes singular to your organisation, so that the change that you are proposing makes sense.
“How the hell do they get people to come?” I couldn’t help asking. I’m fascinated by the fact that 30.000 people partake in such an event when a lot of them wouldn’t even consider going to the Opera house but don’t mind going to a stadium watching opera on screens and eating garlic fries in the sun. Maybe that tells us something about how we sometimes unintendedly build walls around the arts when we insist on the art institutions.
Lisbeth Juhl Pedersen er i praktik hos mig disse måneder. Hun fik min billet til TedXCopenhagen, fordi jeg selv skulle være et andet sted. Hun fik den opgave, at hun skulle lytte til de forskellige TED Talks og finde ud af hvordan de kunne inspirere i forhold til virksomhedens formidlingspraksis. Jeg mener, det er vigtigt, at vi lytter til flere stemmer og også forstå hvilke stemmer der taler. Derfor har jeg bedt Lisbeth om at lave en kort intro om, hvilke øjne hun ser med. Hvor hun kommer fra og hvor hun er på vej hen.
Karen
Mit navn er Lisbeth, jeg er nyuddannet med hele verden for mine fødder. Det er i hvert fald det, jeg bliver ved med at høre. Nyd nu alle de valg du har! Og det lyder jo også meget godt, når man siger det højt. Men det er også en frihed, der kan være enormt skræmmende, for når man kan det hele, så kan det være svært at vælge. Hvem vil jeg gerne være, og hvor er jeg på vej hen? Så selvom det hele skulle være så godt, så står jeg med en følelse af, at jeg bliver nødt til at tage nogle svære til -, og ikke mindst fravalg, i den nye situation jeg står i.
Foto fra TEDxCopenhagen i frokostpausen med mig og en fransk pige. Foto: Alona Vibe Vestergaard Andersen.
Torsdag den 7. april mødte jeg håbefuldt op på Bremen Teater og deltog sammen med 600 andre i TEDxCopenhagen. Det var min første live TED event, og selvom jeg ikke vidste hvad jeg skulle forvente, så var mine forventninger høje. Temaet i år var Reconsider This, og de ti taler fik os til at gentænke emner som fremtiden, insekter og fremtidens energiforsyning. Selvom emnerne var forskellige, så var mit mål for dagen at blive inspireret til, hvordan vi, der arbejder med kulturformidling, kan tænke formidling på nye måder.
VÆR NYSGERRIG Et tema som gik igen i flere af oplæggene var, at vi har brug for at være nysgerrige. Angela Oguntala var den første på scenen, og hun talte om, hvorfor der er brug for, at vi som mennesker anerkender, at der findes mere end det fremtidsscenarie, vi selv forestiller os. Der er brug for, at man er nysgerrig på andre folk, deres kultur og hvordan de ser DERES fremtid.
I et kulturformidlings perspektiv, synes jeg, at det er særdeles relevant, at vi bruger tid på at forstå andre folks historier og deres drømme for fremtiden. For mig er kulturformidlingens fornemmeste opgave at gøre kultur tilgængelig for alle, der er nysgerrige og har lyst til at være en del af det. For at vi kan engagere disse mennesker, er der brug for at vi bruger tid på at forstå dem. Især i den verden vi lever i nu, mener jeg, at der i særlig høj grad er brug for, at vi formår at se ud over vores egne forståelser, og lader os inspirere af andre fortællinger og drømme i måden vi formidler på.
Angela Oguntala på scenen. Læs mere om Angela her. Foto fra TEDxCopenhagens Facebook.
IMPROVISER
Jazzmusiker Niels Lan Doky var også en af årets talere. Som jazzmusiker er han vant til at skulle improvisere, og han taler for, at denne improvisation også kan bruges i vores liv – både privat og på arbejdet. Improvisation er på mange måder allerede en stor del af vores liv. Niels mener, at improvisation især er interessant, når der sker ”fejl”, eller uventede begivenheder. Vi skal blive bedre til at improvisere i disse begivenheder, så fejl og mangler bliver gjort til en uundværlig del af den nye helhed.
VI SKAL TURDE MISTE KONTROLLEN Som kulturformidler er jeg både fascineret, men også skræmt over improvisationens muligheder. Gennem min uddannelse er jeg blevet trænet i at lægge planer og strategier, da de bliver anset som helt essentielle for et projekts succes. Og hvis en plan ikke lykkes, og der sker en fejl, så gør vi det bedste for at få denne fejl til at forsvinde. Som kulturformidler tror jeg, at vi kunne blive bedre til at improvisere. For selvom vi gerne vil have planer til at lykkes, så arbejder vi inden for et felt, hvor improvisation allerede eksisterer. Ved at slippe tøjlerne, bare lidt, og gå væk fra de ting vi plejer at gøre, så kan der opstå nye muligheder, som vi ellers ikke havde opdaget. Det kræver ”bare”, at vi tør miste kontrollen, og arbejde med det, der sker, frem for det vi har planlagt.
Niels Lan Doky på scenen. Se talen her. Foto fra TEDxCopenhagens Facebook.
REFLEKSION At deltage i TEDxCopenhagen har sat mange tanker i gang både på et professionelt og privat plan. Talerne har vist mig, at inspiration kan komme mange steder fra, og i kulturformidling skal vi passe på, at vi ikke begrænser os i vores søgen efter den. På et personligt plan har dagen vist mig, at jeg måske ikke skal være så bekymret over alle de valg, jeg står over for. I stedet skal jeg turde være nysgerrige, og søge nye steder hen, også selvom det er uden for min comfort zone.
Nogle gange får man ikke fortalt det, der giver værdi for dem, man taler med. Og det er ærgerligt – i hvert fald hvis man har noget, som man mener kan give andre værdi. Noget man gerne vil sælge.
Fortæl den bedste fortælling
En dag var jeg inde i en nyåbnet kagebutik. Kagerne så lækre ud og indehaveren virkede sød og behagelig. Jeg var nysgerrig og stillede flere spørgsmål – bl.a. “Hvordan forholder du dig til økologi?” Jeg gjorde med vilje spørgsmålet åbent, så der kunne komme hvad som helst svar. Hun valgte at svare:”Det bliver hurtigt ret dyrt hvis alt skal være økologisk. Men det er jo ikke fordi jeg ikke kan lide økologi. Jeg køber da tit økologisk til min egen mad derhjemme.” Det fik mig til at blive i tvivl om hvad hun egentligt puttede i sine kager – ikke nødvendigvis det bedste. Det købte hun dog til sig selv. Hun har helt sikkert ikke ment det ondt, men hendes fortælling kom til at virke som et forsvar og som om hun ikke ville give sine kunder det bedste. Jeg ville have fået meget større tillid til hende, hvis hun i stedet havde svaret: “For mig er det utroligt vigtigt med den gode smag. Derfor går jeg ikke kun efter de økologiske produkter, men efter de råvarer, som giver den bedste smag.” Der ville hun i stedet tale til den side i mig, som bliver skuffet, når nogle af de økologiske produkter ikke helt leverer i forhold til smagen. Det skal retfærdigvis tilføjes, at hendes kager var meget velsmagende – så fokus på smagen ville have været helt i tråd med virkeligheden.
Det er utroligt vigtig at være klar på, hvilken fortælling man fortæller om sig selv og det man sælger.
Jeg lavede en workshop for en gruppe koreografer på Dansehallerne forleden. Formålet var at styrke deltagerne i at fortælle om deres kunst – til deres publikum. Udover at jeg elsker at lave workshops, så var det interessant at opleve den forandring, der skete undervejs. Der voksede en bevidsthed om detaljerne i ens egene fortællinger, hvordan de blev oplevet af andre og især hvordan det virkede, når man hørte sine egne ord genfortalt. Vi fik også skabt et konkret billede, hvem deres publikum var – og det forandrede også fortællingerne, når man pludselig skulle forholde sig til en konkret person.
Vi skiltes i opløftet stemning og weekendparate. En af deltagerne gav en meget konkret feedback “Jeg er overrasket over, at det var så jordnært og brugbart. Jeg har lyst til at gå hjem og arbejde med det samme.”
Der var i det hele taget god feedback og jeg kunne mærke, at workshoppen ramte et behov, som jeg har bemærket i mit samarbejde om PR & Markedsføring med kreative personligheder: “Hvordan fortæller jeg det, jeg brænder for, så det giver mening og værdi for andre?” Der kan være mange følelser og overbevisninger, som går ind og spænder ben for, at man får fortalt den fortælling, som fremstiller ens projekt på den bedste måde. Det handler ikke om at lyve. Det handler om at trække de positive sider frem – om IKKE at sætte sit lys under en skæppe. Om at fremkalde sig selv.
Jeg gør nu workshoppen endnu skarpere og laver den igen onsdag den 24. september kl. 15.00 – 19.00.
WORKSHOP: HVORDAN FORTÆLLER JEG DET, JEG BRÆNDER FOR, SÅ DET GIVER MENING OG VÆRDI FOR ANDRE?
Hvornår: lørdag den 4. oktober kl. 13.00 – 17.00
Hvordan: Inspirationsoplæg og konkrete øvelser – alene og i samarbejde med de øvrige deltagere. Du går fra workshoppen med en konkret fortælling, der giver mening og værdi for dem, du henvender dig til.
Hvem: Kreative personligheder, der vil blive bedre til at sælge deres projekt/produkt, så det giver mening og værdi. Der kan være max 12 deltagere så der er plads til den enkeltes fortælling.
Hvor: Miss Kato Productions v. Karen Toftegaard, Drogdensgade 6 st, DK-2300 København S.
Prisen er 795,- kr. ex moms.
EARLY BIRD PRIS ved køb senest den 4. september: 495,- kr.
NB: Inkluderet er smagfulde forfriskninger, arbejdspapirer samt en engageret og erfaren workshopholder med høj energi og en vis humor.
Engang skrev jeg på en anden blog Miss Katos Klumme – frit associerende og i alle retninger. Mit allersidste blog-indlæg på den blog hører måske i virkeligheden meget bedre til på denne blog, hvor jeg fokuserer på kreativitet og kommunikation. Jeg kom til at tænke på den i forbindelse med min nylige blogpost om mainstream-greb i formidlingen af kunst med smallere publikumsappel. Blogposten handler om en udstilling af Gerhard Richters værker, som jeg så på Tate Modern – PANORAMA i november 2011. Eller rettere hvordan man kan bruge et mainstream-greb (dameblads-listning) til at formidle en kunstners ideologi. Her er blogposten:
3 ting du kan lære af Richter
Jeg er dybt fascineret af Gerhard Richters værker, som jeg lige har set på Tate Moderns udstilling PANORAMA. Og mens jeg ser malerierne, leger jeg med tanken om at samle essenserne under enkle overskrifter og korte taglines, som beskriver min følelse af inspiration på en lettilgængelig måde – jeg griber til damebladsmodellen med tip-listning:
3 ting du kan lære af Richter
1. Selvom selveste Marcel Duchamp (!) erklærer maleriet for dødt – behøver du ikke lytte til ham.
Richter udfordrer maleriet ved at lave abstrakte malerier og malerier, der mimer fotografiet – bare med sløreffekt. Det bevirker, at han åbner op for en tredje dimension mellem virkelighed (dokumentation) og abstraktion. Han laver desuden slørede fotomalerier af readymades, som en direkte kommentar til Duchamp.
2. Bare fordi en hel nation ønsker at glemme (og gemme) fortiden – behøver du jo ikke selv være med til det. Richter skabte nogle af de allerførste værker, som mindede Tyskland om Nazi-tiden. Blandt andre billedet af hans onkel Rudi, som var med i hæren. Indtil da havde det være tabu at tale om det faktum, at mange, selvom de ikke selv var involveret i krigen, havde familiemedlemmer som deltog. Hans moster var desuden psykisk syg og blev først steriliseret, siden dræbt i forbindelse med Hitlers udrenselsesproces.
3. Bare fordi du kan male, så det ligner – behøver du ikke at gøre det. Richter forholder sig til fotografiet i sin malerkunst og skaber meget intense med en ekstra dimension, fordi han har givet dem et sløret twist. Manden er en sindsygt god håndværker.
Det er nu 5 dage siden, jeg så udstillingen. Og den regerer stadig inden i mig – fantastisk! (skrev jeg i november 2011)
Mainstream-greb i markedsføring af kunstoplevelser med smallere publikumsappel
Bagsiden af dagens kultursektion i Politiken (09.02.13) min opmærksomhed. Ikke bare fordi jeg for nyligt så Ken Russells kontroversielle, visuelle mesterværk ”The Devils”(1971) med Vanessa Redgrave som pukkelrygget nonne og Oliver Reed som den idealistiske, sexede præst, nonnerne anklager for at have besat dem. Men også fordi det slår mig, at Det Kongelige Teaters annonce for operaen ”Djævlene fra Loudon” er et rigtigt godt eksempel på, hvordan man i sin markedsføring af de mere smalle kunst og kulturoplevelser griber efter mainstream-referencer.
”Er du stadig bange for Ondskabens Hotel? Nu kommer DJÆVLENE FRA LOUDON” …
står der med splatterblod henover bogstaverne. Der er ikke bare én verden, men flere verdener til forskel fra “Ondskabens Hotel” med sygeligt uhyggelige Jack Nicholson i hovedrollen og så det dekadente 1600-tals univers, der har undertrykkelse af og hengivelse til seksualitet som omdrejningspunkt i ”Djævlene fra Loudon”. Først smiler jeg, fordi jeg selv konstant sidder med udfordringerne om at markedsføre kunst og kultur med en lidt smallere publikumsappel på en måde, hvor det i markedsføringen får en bredere appel.
Jeg kan godt forstå teaseren med “Ondskabens Hotel”, fordi det er Stanley Kubricks filmkomponist Krzysztof Pendereckis, som har lavet operaen. Og nå ja Kubricks “Ondskabens Hotel” er en film, som rigtigt mange kender og forbinder med stor kvalitet.
“Ondskabens Hotel” som opera
Så tænker jeg over, om folk vil blive skuffet over operaen, hvis de har en forventning om, at de skal ind og se “Ondskabens Hotel” som opera – forestil dig i øvrigt lige, hvor syret det ville være. Jeg griner.
Tryghed og garanti om en god oplevelse
Jeg tænker videre, for selve præmissen med at bruge noget kendt til at gøre det ukendte mere trygt er et meget brugt og virkningsfuldt greb. Langt de fleste har brug for tryghed i deres valg af kulturoplevelser – tryghed og mere eller mindre en garanti for, at de får en god oplevelse. Det kan så være på forskellige niveauer det trygge element kommer på banen – i form af en kendt skuespiller, et kendt litterært værk, en kendt kunstner, et kendt band osv.
Hvad er din indstilling til markedsføring af kunst og kulturoplevelser med en lidt smallere publikumsappel?
Jeg stiller spørgsmålet, hvordan sikrer man sig, at man har en vis integritet i markedsføringen? Og i øjeblikket efter tænker jeg at det er det forkerte spørgsmål. For selvfølgelig er integritet vigtig i al markedsføring. Men det handler måske mere om hvilken indstilling, man har til markedsføringen. Spørgsmålet er derfor i højere grad: Hvilken indstilling har du til markedsføring af kunst og kulturoplevelser, som har en lidt smallere publikumsappel? Det varierer selvfølgelig fra oplevelse til oplevelse. Du kan tage flere positioner:
1. Alle kneb gælder!
Du stoler på, at du har en kunst eller kulturoplevelse, som folk bliver glade for at få, når først de er dukket op. Derfor gælder alle kneb for at få dem til at komme! Man kan derfor markedsføre den lidt smallere kunst og kulturoplevelse på en mainstream måde – uden at afsløre, at der også er nogle udfordrende elementer i oplevelsen. “Publikum har godt af at blive rystet lidt”, kan man tænke. Den metode rummer dog også en fare for at skræmme publikum væk for evigt, hvis man ikke har forventningsafstemt med dem. Med den model er det ikke publikum, der er “hit and run”, men dem der markedsfører. Men så igen, hvis folk kan lide hvad de oplever, så kommer de igen. Lige gyldigt hvad markedsføringskampagnen har lovet dem.
2. Balancere mellem mainstream og smal publikumsappel
Du kan balancere mellem mainstream- og smal publikumsappel. Markedsføringen mimer mainstream-sprog og giver mainstream-referencer som f.eks. ”Ondskabens Hotel”. Men forholder sig stadigt tro mod det kunstneriske udtryk. Det kan man sige, at annoncen for operaen ”Djævlene fra Loudon” gør på billedsiden. Her er nonnen og præsten i forestillingens visuelle univers. Visuelt kan man godt se, at det ikke er ”Ondskabens Hotel”, men et andet mere udfordrende univers.
3. Kulturformidling til de særligt interesserede
Lave markedsføringen om til formidling og henvende sig direkte til dem, der i forvejen har en interesse i projektet. Måske har projektet ikke brug for så mange publikummer og derfor er det vigtigere, at man rammer lige præcist dem, der har en særlig interesse i den oplevelse. Sproget bliver ofte mere kunstnerisk frem for en mere klar kommunikation.
Hvilken markedsføring af lidt smallere kunst og kulturoplevelser tænder dig mest? Som publikum? Som den der markedsfører?
Lidt baggrundsinfo om filmen ”The Devils” (1971), som jeg helt klart anbefaler på en aften, hvor man har lidt ekstra overskud / er i avantgarde-humør: Instruktøren Ken Russell er ham med ”Eksperimentet” (1980), der har William Hurt i hovedrollen som videnskabsmanden, der laver forsøg med at isolere sig og tage hallucinerende stoffer. Det får ham til ændre form fysisk – som en form for genetisk regression til en slags abemenneske. Ja, det lyder lidt syret og det er det egentligt også. Jeg huskede den selv i mange år på den der lidt uhyggelig film med William Hurt, der kravler ind i en kapsel fyldt med væske. “Eksperimentet” siger i virkeligheden nok allermest noget om hvilket kontroversielt landskab Ken Russell befinder sig i. ”The Devils” (1971) er først og fremmest et visuelt mesterværk. Indstillingerne er fantastiske og kompositionerne er imponerende. Selve fortællingen er ikke nødvendigvis lige min smag, men det er virkeligt gode og modige skuespillerpræstationer af Redgrave og Reed.