DE SCENESTE – en ung kunstnerisk iværksættergruppe, der laver scenekunstprojekter med fokus på 15-30 år:
Vi ville vise teater, der beskæftiger sig med tematikker og problematikker fra de unges egen hverdag, uden at det kommer til at minde om en teenagedagbog. Alt for meget teater henvendt til unge, kommer til at tale ned til de unge. Vi går meget op i at huske på, at unge – i denne sammenhæng – er en målgruppe fra 15-30 år. Det er altså granvoksne mennesker. Derfor går vi meget op i, at vores projekter skal favne bredt – selvom det er inde for ungeområdet.
De Sceneste vil lave scenekunst til andre unge. Fordi de brænder for scenekunsten. De har været Teaterpiloter på Det Kongelige Teaters projektuddannelse.
DEN4VAEG.DK – en teaterpodcast, der taler om og med teater:
Det Røde Rum havde helt klart fat i den lange ende! Det var en blanding af noget gammelt og noget nyt og eksperimenterende – der var plads til at lege og udfordre hinanden. Det var tydeligt, at de ramte noget, som både unge og ældre forstod og kunne leve sig ind i. Derudover ser vi også, at et teater som Fredericia Teater trækker flere og flere gæster til sine musicals – det har uden tvivl noget at gøre med deres gigantiske talent, men også deres brug af digitale løsninger, som giver dem muligheder for at skabe universer, man ellers kun ser på det store lærred. Her tør man ligesom tænke i internationale baner og gøre det større og mere musical-bombastisk, end man måske ellers ser i Danmark – og det virker umiddelbart til, at vi rent faktisk er klar til det. Der er dog også en vigtighed i at tænke “ud af scenen”, og forsøge at få vist at scenekunst er så meget mere, end hvad der foregår på scenen. Altså tage scenekunsten ud i andre rum og forsøge at udfordre de rammer, der er blevet “normen” – hvilket vel nærmest er en grundlæggende nødvendighed for at forny sig og tilpasse sig de nye generationers publikum.
UNGTTEATERBLOD.DK – en blog der er skrevet af unge til unge for at øge eller vække unges interesse for scenekunst: Så ville vi være stærkt inspirerede af Mungo Park og Nørrebro Teater, der gang på gang formår at fortælle smukke, stærke og rørende fortællinger med hjælp fra humoren. Det, mener vi, er vigtigt, at man kan kombinere de to ting. Ellers bliver det så alvorligt – og livet er også sjovt og lystigt mens det er dødsens alvorligt.
Vox Pop med De Sceneste, den4vaeg.com og ungtteaterblod.dk, der alle vil vise andre unge, hvilken værdi teater kan have.
Mit første job efter studierne (Moderne Kultur & Kulturformidling, København og Kulturwissenschaft, Berlin) var på ungdomskulturhuset KraftWerket. Her arbejdede vi med brugerinddragelse, ung-til-ung-metoder og projektrådgivning. Jeg var der i tre år (2003-2005) og var ikke så meget ældre end dem, der kom i huset. Det er ved at være længe siden og jeg har hverken belæg eller behov for at karakterisere mig selv som en af de unge i dag.
Unge der vælger at vise værdien i teater til andre unge
Det seneste år har jeg lagt mærke til nye initiativer fra unge, der vælger at bruge deres kreativitet og energi på at vise værdien i teater til andre unge. Og det har gjort mig nysgerrig. Hvorfor og hvordan gør de det? I praksis begrænser indsatsen over for unge sig ofte til at kontakte gymnasielærere og gennem dem invitere de unge i teatret til reduceret pris. Der er da heldigvis også flere, som prøver at lave ambitiøst udviklingsarbejde med og til unge for at bygge en bro mellem teater og unge.
De Sceneste, den4vaeg.dk og ungtteaterblod.dk
F.eks. har Det Kongelige Teater i to sæsoner kørt projektmagerforløbet Teaterpiloterne, der var et aktivt ungeprojekt. Det gør de ikke i denne sæson. Jeg har i stedet talt med De Sceneste, der er tidligere teaterpiloter. Teater Grob har også lavet GROW. Og Københavns Musikteater har et samarbejde med KBH +, der er et projektnetværk for unge. Og så er der unge bloggere, hvor især den4vaeg.dk og ungtteaterblod.dk stikker frem som ambitiøse og en stamina til at formidle til unge. Men er der ikke stor forskel på at lave scenekunst selv, som De Sceneste og så til at formidle den som den4vaeg.dk og ungtteaterblod.dk? For mig er det en pointe at for jeg tror på den mere holistiske form for publikumsudvkling. Der hvor kunsten og formidlingen smelter sammen. Refleksionsrummet kan skabes både i kunsten og i formidlingen. Jeg har stillet dem de samme tre spørgsmål: • Hvorfor er det vigtigt, at unge går i teatret? • Hvad gør I for at nå unge? • Hvis I havde al tid i verden og ikke behøvede at tænke på penge. Hvilke tiltag ville I så lave for at udvikle jeres platform – eller skabe en helt ny?
De taler bl.a. om podcasts, en tv-station og om at lave en højskole. De taler også om, at teatret er vigtig som kunstform.
Jeg har også spurgt, hvad de ville gøre, hvis de var teaterdirektører. Det er blevet til en selvstændig post -> Hvis unge var teaterdirektører…
DEN4VAEG.DK Den 4. Væg er en teaterpodcast, som taler om teater og med teater. Og så anmelder de både på deres blog og med videoer, billeder og gifs på både instagram og snapchat.
Her er Clara og Lines video på instagram lige efter de har set “JOrdens Søjler” på Østre Gasværk. Der er vist ikke nogen tvivl om, at de var begejstrede for forestillingen.
Hvorfor er det vigtigt, at unge kommer i teatret?
Helt basalt er det vigtigt at få flere unge i teatrene, så teater ikke bliver en uddøende kultur/udtryksform. Derudover mener vi, at teatrene kan så meget, som biograferne slet ikke kan. I teatret bliver man konfronteret direkte med historierne, men også med menneskerne bag historierne. Teatret har en nerve i og med, at dramaet udspiller sig live på scenen foran dig. På en eller anden måde kan det virke meget mere rammende, end det kan på film. Det er selvfølgelig ikke noget, vi kan ændre på fra den ene dag til den anden – hvis vi forsøger at ramme nogle unge, som aldrig går i teatret og aldrig har lært det hjemmefra, så er det en slags opdragelse, vi skal forsøge at give dem. Deres interesse for noget nyt skal vækkes, og de skal ‘lære’ at gå i teatret og opdage, at teatret kan meget andet end at vise Shakespeare, Holberg eller Moliere.
Hvad gør I for at nå unge?
For os er det vigtigt, at vores platform er så let tilgængelig som overhovedet muligt. Derfor passer podcast-formatet perfekt; man kan lytte til vores udsendelser når som helst og hvor som helst. Man kan springe frem til lige det, man helst vil høre. Det er på mange måder indhold, som lytteren kan passe ind i sin egen hverdag, og det foregår derfor i langt højere grad på lytterens præmis. Vi forsøger også at gøre vores skriftlige anmeldelser så let aflæselige som muligt, med meget simple overskrifter, så man nemt kan komme igennem det. For os handler det rigtig meget om, at gennemskue og tilpasse os vores primære publikums tempo (som ofte er i den høje ende). Vi skal også være der, hvor de er, hvis vi vil gøre os forhåbninger om at nå dem. Derfor er vi også på både Instagram og Snapchat.
Desuden forsøger vi at gøre vores podcasts både interessante og sjove at lytte til – det skal være en fornøjelse at lytte til vores podcast både indholdsmæssigt, men det skal uden tvivl også være et interessant lydunivers; det forsøger vi at imødekomme med vores reportager og montager, hvor vi altid forsøger at tage folk med op på scenen og ind i det pågældende univers fra en forestilling. Sådan kommer lytterne også med bag kulisserne. På den måde kan vi forhåbenligt komme nogle af fordommene til livs, og være med til at gøre teatret noget mere tilgængeligt.
Hvis I havde al tid i verden og ikke behøvede at tænke på penge. Hvilke tiltag ville I så lave for at udvikle jeres platform – eller skabe en helt ny?
En helt stor drøm for os, er at gøre vores medie til meget mere end bare en podcast, som bliver optaget i et anonymt studie. Vi drømmer om live-events og samarbejder med teatrene og andre unge organisationer. For tiden drømmer vi lidt om, at kunne lave live-optagelser af vores podcast på et teater, hvor der enten er et tema for dagen eller en særlig forestilling i fokus. Her ville der være mulighed for at opleve interviews med folkene live, og vores lyttere ville få mulighed for at komme endnu tættere på den verden, vi elsker og brænder for.
DE SCENESTE
De Sceneste er ung kunstnerisk iværksættergruppe, der drømmer om at udfordre, udvikle og udvikle scenekunsten. De laver scenekunstprojekter med fokus på målgruppen 15-30 år. De holder til hos Nørrebro Teater.
Hvorfor er det vigtigt, at unge kommer i teatret?
Teater er den mest vedkommende kunstform der findes. Derfor er det så pinefuldt, at det er så uvedkommende for mange unge. Vi er mødtes gennem en kærlighed til teatret, og det er den vi kæmper for at dele. Teater er ikke kun en kunstart – det er en social aktivitet helt uden grænser. Det er den verden, vi hver dag får lov at boltre os i, og som vi ønsker at dele med andre!
De Sceneste vil udfordre, udvikle og udvikle scenekunsten. Det gør de bl.a. chillede, afslappede koncepter som “Sejl & Sangria” samt “Kaffe, ostemadder & rapbattle” i forbindelse med opsætningen af “Svantes lykkelige dag” på Nørrebro Teater.
Hvad gør I for at nå unge?
Vi gør meget brug af interaktivitet og dermed gøre publikum til et deltagende organ. Det får både vores projekter, og selv og publikum meget mere ud af, end den klassiske publikum-aktør ramme. Samtidig lærer og husker man bedre gennem deltagelse, så vi håber at gøre det større indtryk på denne vis.
Derudover forsøger vi at vise, at teater er meget mere end en mørk sal, et tæppe og lange replikker. Teater kan foregå overalt, og behøver slet ikke at bunde i et manuskript. Derfor laver vi ikke kun traditionelt teater, men beskæftiger os faktisk mere med kunstneriske events med performative elementer. Og så prøver vi altid at invitere til en snak om scenekunst gennem vores events. Så vi forhåbentlig kan få flyttet et synspunkt ad gangen.
Hvis I havde al tid i verden og ikke behøvede at tænke på penge. Hvilke tiltag ville I så lave for at udvikle jeres platform – eller skabe en helt ny?
Vi vil så gerne lave en højskole. Det bliver ofte nævnt lidt i spøg, men når vi aldrig har lyst til at tage hjem, virker det alt for ofte som en god idé. Det skal vi en dag. [red., det er da vildt fedt!]
UNGTTEATERBLOD.DK
Bloggen ungtteaterblog.dk har en ambition om at være en seriøs og underholdende blog, der kan vække eller øge unges interesse for scenekunst. Bloggen er skrevet af unge – for unge (alt ung-til-ung-metoden).
Hvorfor er det vigtigt, at unge kommer i teatret?
Det er igennem teater, at vi kan lære, at verden kan leves og opfattes på en anden måde, end det vi i forvejen gør. Det udvider vores horisont. Det kan være en form for dannende underholdning, hvor du både bliver klogere på dig selv og livet, men samtidigt med vises det på en måde, der er inspirerende i sig selv.
Det er vigtigt at vise, at underholdning også kan være andet end reality og “tju-bang”-underholdning. Teater favner det hele, og det er spændende, når underholdningen ikke alene foregår som envejskommunikation, men at der faktisk er nogen levende mennesker, som gør en forskel, på scenen, således at både forestillingen og det, som publikum får ud af en forestilling, er levende og nærværende for unge. Teatrets fornemste opgave er at nedbryde ”den 4. væg” og dermed gøre, at de unge føler, at de får noget med sig fra teaterturen.
Hvad gør I for at nå unge?
Vi har valgt en blog, hvor overskuelighed er nøgleordet for os. Det er vigtigt, at man kan danne sig et hurtigt overblik over, de seneste forestillinger der er anmeldt af os. Facebook og Instagram er svært at komme udenom, når man skal ramme den unge målgruppe. Vi vil ramme de unge på de platforme, hvor de selv er. Den generation, som vi gerne vil ramme, er i høj grad vant til at finde deres informationer via nettet, øvrige sociale medier og deres omgangskreds.
Hvis I havde al tid i verden og ikke behøvede at tænke på penge. Hvilke tiltag ville I så lave for at udvikle jeres platform – eller skabe en helt ny?
Vi ville lave et TV-program, der kunne streames gratis på nettet. Her ville vi kort, præcist og underholdende runde de seneste vigtige forestillinger, og så ville vi sætte spot på én bestemt ting igennem et interview fra gang til gang. Det ville være vigtigt for os, at det max. varede 10-12 min., så man kan bruge det til at danne sig et hurtigt overblik i sin hverdag. Så kan vi altid lave en mere dybdegående podcast ved siden af, hvor vi kan nørde igennem.
OM AT LÆRE PÅ ET DYBERE PLAN – OG REELT SKABE FORANDRING I SIN PRAKSIS
Det er gået meget stærkt her det sidste år. Når man starter en ny virksomhed op, er der mange ting, der skal gå op i en højere enhed og mange sider af en selv, der skal i spil. Og det har været godt med tid og ro til sommer-refleksion. Her har jeg især tænkt over, hvad det vil sige at tage læring til sig på et dybere niveau – og reelt skabe forandring i sin praksis.
GOD KOMMUNIKATION HANDLER OM MENNESKER
Det har på mange måder har været en drømmestart for min virksomhed med mange både nye og gamle samarbejdspartnere. Mit mål er stadig at udvikle en mere organisk praksis i samarbejder, hvor kommunikation og markedsføring bliver en dybere samskabelse med kunsten. Det betyder blandt andet, at det bliver mere vigtigt med videndeling, fordi jeg tror på, at den bedste måde, man kan støtte mennesker på, er ved at give dem viden og redskaber til selv at gøre de forandringer, de ønsker.
Jeg har taget en facilitator-uddannelse, der giver mig redskaber til at hjælpe mennesker (og mig selv) med at forholde sig til de modstande, de indeholder. Og vende modstanden til en konstruktiv energi. Samt ikke mindst at se i øjnene, at vi alle indeholder mange forskellige egenskaber og følelser. Og at det oftest er i vores egen dom over disse egenskaber og følelser, at der sker en distance mellem det vi drømmer om og det vi gør. En af de allerstørste handlingslammere er når, der er noget, vi for alt i verden ikke vil være.
(SELV) PROMOVERING KAN VÆRE ANSTRENGENDE
Det giver især mening i forhold til (selv)promovering, som langt de fleste i virkeligheden har det ret anstrengt med. Og så ringer de til mig. Men jeg kan allerbedst gøre en forskel, hvis modstanden mod f.eks. at være sådan en, der ”selvoptaget promoverer sig selv”, fylder langt mindre end lysten til at vise verden, hvilken forskel, man er i gang med at gøre. Det er enormt sårbart at skabe kunst – lige gyldigt hvor meget vi prøver at lade som om det ikke er. Det er sårbart at sætte sig selv i arenaen. Det har Theodor Roosevelt blandt andre sagt noget klogt om.
”It’s not the critics who counts; not the man who points out how the strong man stumbles, or where the doer of deeds could have done them better.”It’s not the critics who counts;
The credit belongs to the man who is actually in the arena, whose face is marred by dust and sweat and blood; who strives valiantly; who errs, who comes short again and again, because there is no effort without error and shortcoming; but who does actually strive to do the deeds; who knows great enthusiasms, the great devotions; who spends himself in a worthy case; who at the best knows in the end the triumph of high achievement, and who at worst, if he fails, at least fails while daring greatly, so that his place shall never be with those cold and timid souls who neither know victory nor defeat.”
Theodor Roosevelt
Happy End på plejehjemmet Sóltún i Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen
UDTRYK DINE FØLELSER UDEN TØVEN
Her i foråret har jeg søgt meget inspiration til at finde ud af at beskrive, hvordan jeg egentlig opfatter verden. For der er noget, som er forandret inden i mig. Det er hverken specielt skidt eller godt. Det er bare sådan, det er. I samarbejdet med iscenesætter Ingrid Tranum Velasquez var jeg med projektet HAPPY END på Island. Her interviewede jeg en 70-årig islandsk kvinde. Det var som at møde et orakel. Hun sagde: “Udtryk dine følelser uden tøven” på engelsk med en islandsk accent.
FORANDRING KRÆVER ET ANDET SPROG, EN ANDEN MÅDE AT BESKRIVE PÅ
Det blev startskuddet til en læringsproces, som gik langt ud over den facilitator-uddannelse, jeg var i gang med. Her havde jeg læst nogle af Carl G. Jungs teorier. Men så søgte jeg inspiration i Den Tibetanske Dødebog og opdagede den chilenske biolog Humberto Maturana. Det udvidede bevidstheden. Det havde den naturlige konsekvens, at mine gamle fortællinger om, hvad jeg gjorde og hvem jeg var, ikke længere stemte overens med min virkelighed. Jeg havde brug for at finde et andet sprog, en anden forklaringsramme. Langsomt begyndte jeg at ane og finde en sammenhæng mellem biologiens, psykologiens og den åndelige verden, som giver mening for mig. Det kommer min virksomhed også til at blive præget af. Jeg er i gang med at finde ud af hvordan – i samarbejde med inspirerende og dygtige mennesker. Og den udforskning finder også sted i de samarbejder, jeg allerede har haft med mennesker gennem længere tid og i helt nye samarbejder. Sammen sætter vi kursen mod nærende og inspirerende samarbejdsformer – forestiller jeg mig.
INDERLIG OG ALT, ALT, ALT FOR MEGET
Og så har jeg skrevet en bog, med digte og et længere essay om kærlighed. Den er inderlig og flere steder alt, alt, alt for meget, og det er lige præcis sådan, den bog skal være. Jeg kan sætte ansigt på de første 10 personer, som vil synes, den er decideret forfærdelig. Heldigvis har jeg også en fornemmelse af, at der er væsentlige flere, som kan finde inspiration i den. Det minder mig igen om, hvor sårbart det er at skabe. Hvor sårbart det er at blive synlig for omverdenen, hvor man skal stå på mål for sin vision. Og derfor er det så menneskeligt at føle modstand mod at blive synlig. For man gjorde det jo ikke, fordi man selv ville være synlig. Man ville gerne ændre verden med ens bidrag – i al ydmyghed og storhed. Og derfor er det godt at forberede sig på hvilke fortællinger, der styrker formidlingen af ens projekt. For det at promovere og gøre det, man skaber synligt for andre, er et håndværk. Og jeg tror meget på at klæde mennesker på til selv at kunne handle.
[Hvad sker der i mødet mellem mennesket og kunsten? Hvilke refleksionsrum åbner sig – hos en selv og sammen med andre? Hvori ligger kunstens inspirationskraft? Vi, Karen Toftegaard og Ida Marie Fich, har lavet en filosofisk undersøgelse og beskrivelse af, hvad der sker i mødet mellem mennesket og kunsten. Ida Marie Fich har reflekteret over fire forskellige forestillinger på Det Frie Felts Festival og CPH STAGE her på bloggen. Nu vil vi sammen i en dialog reflektere videre over, hvad kunsten gør ved os, og hvad det siger om forestillingernes potentiale for at skabe rum for relationer mellem kunsten og publikum og publikum imellem. Vi deler her vores dialog, hvor vi har udfordret hinanden til at gå i dybden med refleksionerne.]
Jeg lægger mærke til at du kredser om, hvem der skal tage ansvar for kunstoplevelsen. Kunstneren, Kulturbrugeren, Kulturformidleren? I udgangspunktet mener jeg, at alle har et ansvar for, hvordan de vælger at agere i og opleve verden. Og her taler jeg ikke nødvendigvis om et tungt ansvar. Det tror jeg heller ikke, at du gør. Det er mere det at forholde sig bevidst til det, man skaber og modtager. Og der ser jeg kunstneren og deltageren/publikum som ligeværdige. Den enes kunstneriske vision mødes af den andens lyst til/behov for at møde kunsten. Og der er stor forskel på, hvad de forskellige kunstnere vil manifestere i verden. Lige som der er stor forskel på hvad de forskellige kulturbrugere drømmer om at mødet med kunsten skal gøre for dem.
Det rigtige match mellem kunst og det menneske, som møder den
Derfor er det så vigtigt at være bevidst om at lave det rigtige match mellem kunsten og det menneske, som møder den – kulturbrugeren. Det er bl.a. her kulturformidleren kommer ind i billedet. Man skal ikke prøve at få nogle, der drømmer om at blive henrevet af det store drama, til at gå ind og se minimalistisk kunst. Med mindre der på forhånd er lavet en helt klar forventningsafstemning om, at det de nu kommer til at se er anderledes end det de plejer at se. Og de behøver ikke kunne lide det, men i stedet appellere til at prøve at se, hvordan de reagerer på det, de ikke umiddelbart forstår. Hvad sker der i det møde?
Samtidigt kan det være svært at sige præcist, hvad det er for en kunstoplevelse, det ender med at blive, når først man er gået ind i den kreative proces. Tingene har det med at ændre sig undervejs. Men en klar formidling af hvad det er for en rolle, man forventer at folk skal indgå er vigtig. Samtidigt er der jo også dem, der foretrækker at alt ikke bliver skåret ud i pap. Men at der netop er plads til selv at gå på oplevelse og selv forstå og sætte ord på eller bare suge til sig.
At stille sig åben over for den kunstneriske proces
Så alle har et ansvar for at stille sig åben over for hvor den kunstneriske proces bevæger sig hen i værker som SIGNAs SALÓ. Den forestilling tiltrak jo også mennesker med hang til perversioner. Det mener jeg ikke, at hverken kunstnere eller kulturformidlere har ansvar for. Men vi kan tage stilling til, hvor vi vil stille os, hvilken rolle vi vil indgå i – hvilke møder vi som mennesker ønsker at have med kunsten.
Jeg selv valgte ikke at gå til den forestilling, selvom den spillede på det teater, jeg var ansat på. Og jeg har set mange af SIGNAs forestillinger. Men jeg havde netop født min søn og vidste, jeg var alt for sensibel til at gå ind i det rum på det tidspunkt. Jeg fik stadig kvalme, når jeg tænkte på filmen. Selvom det var over 10 år siden, jeg havde set den.
Er det her kunst?
Og så tilbage til dit spørgsmål om der også kan være en begrænsning i de meget åbne, relationelt funderede værker. Det kan der bestemt. Værkernes porøsitet gør, at de kan være sværere at begribe. Og spørgsmålet: ”Er det her kunst?” opstår oftere. Det spørgsmål åbner dog netop op for refleksioner over grænserne. Lige som med alle andre værkformater så gælder det om, at der er en. Nicolás Borriauds beskrivelse af den relationelle æstetik er blevet adoptereret af mange – lige fra hit-and-run-eventmagere til dybt funderede kunstnere. Der er forskel på, når Marina Abramovic laver relationelle værker og så når nogle bruger strategierne til at skabe en god fest. Men selve den relationelle æstetik, hvor der er en social dimension og en porøsitet i værket, kan noget særligt. Lige som at Claude Monets åkander stadig er mesterværker, når man ser dem i Paris. Selvom de er blevet skamredet rundt i diverse plakatformater, der har fået rødt kort for dårlig smag.
Alt handler om øjnene der ser og hvor man vælger at sætte accenten i sin værdisætning af værkerne.
[Hvad sker der i mødet mellem mennesket og kunsten? Hvilke refleksionsrum åbner sig – hos en selv og sammen med andre? Hvori ligger kunstens inspirationskraft? Vi, Karen Toftegaard og Ida Marie Fich, har lavet en filosofisk undersøgelse og beskrivelse af, hvad der sker i mødet mellem mennesket og kunsten. Ida Marie Fich har reflekteret over fire forskellige forestillinger på Det Frie Felts Festival og CPH STAGE her på bloggen. Nu vil vi sammen i en dialog reflektere videre over, hvad kunsten gør ved os, og hvad det siger om forestillingernes potentiale for at skabe rum for relationer mellem kunsten og publikum og publikum imellem. Vi deler her vores dialog, hvor vi har udfordret hinanden til at gå i dybden med refleksionerne.]
Og JA for helvede da! Jeg har helt klart haft intime, personlige og meget fremmedgørende oplevelser med kunsten. Måske fordi kunsten, når jeg tænker over det, altid har spillet en eksistentiel rolle i mit liv. Det er her, jeg har søgt både tilflugt og inspiration til livet – både de helt banale forhold og de helt store og abstrakte tanker, jeg søgte en resonans til. Og når jeg vælger at bringe min egen subjektive tilgang til kunsten ind i refleksionerne, så handler det om, at vi for at forstå hinandens måde at opleve kunsten på må huske, at der findes ingen objektiv sandhed. Ethvert menneske oplever virkeligheden og dermed også kunsten subjektivt, citerer jeg frit den chilenske biolog Humberto Maturana. Og enhver fælles forståelse af virkeligheden kan kun ske gennem en forhandling. Det vil sige, at vi er nødt til at forhandle, hvordan en fælles virkelighed ser ud – i dialog med andre.
Kunsten lige der hvor mennesker er i deres hverdag
Nogle af de mest ærlige samtaler om kunstens berettigelse har jeg haft, da jeg var indehaver af og kurator på AirPlay Street Gallery (2006 – 2012) – der viste digital og performativ kunst på en plads på Nørrebro. Og ja det blev prisbelønnet og vi var ”new kids on the block” det første år i kunstdiskursen, men det var faktisk aldrig det, der var det vigtigste, selvom anerkendelsen da føltes utroligt godt. Vores mission var at rykke kunsten derhen, hvor mennesker var på vej til og fra Fakta – lige midt i deres hverdag. Og det var da pænt møjsommeligt. Det der skabte de gode dialoger var, når jeg pludselig skulle tale med nogle af dem, der boede i området eller ellers brugte pladsen. Dem hvis hverdag vi havde sat os for at placere kunst i. F.eks. samtaler med unge boldspillere på pladsen hvor der altså skulle nogle vægtige argumenter frem for at overbevise om vigtigheden i, at der nu skulle være noget performance på pladsen, så de kunne ikke spille fodbold længere. Den gode dialog var altid der, hvor vi fandt frem til at tale og lytte ud fra en nysgerrighed i os selv. Enten en nysgerrighed i at forstå den andens måde at se verden på eller den andens glæde ved at spille bold eller skabe og præsentere kunst. Nogle gange var det bare frustrerende, at der var forskellige behov. Andre gange stod jeg pludselig i en virtuos samtale om kunstens rolle og betydning. Og netop den oplevelse havde jeg et déjà-vu eller rettere déjà-senti (allerede følt) med, da jeg tog forbi den udendørs lysinstallation i Enghaveparken LYSFORESTILLINGER af den svenske lyskunstner Jakob Oredsson (i samarbejde med Karen Danielsen).
Er det kunst?
Her talte jeg bl.a. med Jakob om hvordan de forskellige måder, de havde opstillet lysene på, de forskellige aftener havde virket enten inkluderende eller decideret ekskluderende. Og midt i vores samtale i en kunstdiskurs kommer et par gående med deres barn i klapvogn gennem den lysallé, vi kunne konstatere var inkluderende, fordi folk spontant brugte den til en lysende catwalk, hvor de tog billeder af sig selv og gik oplivet igennem. Parret har en anden farve end os og manden taler med en accent, da han spørger både konstaterende og nysgerrigt: ”Er det kunst? Men er det ikke dyrt? Hvad nu hvis I havde træerne i midten? For oftest er det jo menneskene, som får opmærksomheden, men så ville det være naturen, som fik opmærksomheden” – og lige præcis her i hans på samme tid udtrykte skepsis, pragmatisme og medtænken opstår der en nærhed med et andet menneske, der møder og reflekterer et kunstværk, som gør mig helt lyksalig. Måske fordi jeg altid, inderst inde, drømmer om at rive alle dæmningerne ned mellem de forskellige klassepositioner og dertil hørende kulturel kapital. Gøre kunsten tilgængelig for alle og slå fast at alle har ret til en kunstoplevelse og til at have sin egen helt subjektive opfattelse af den – uden at skulle stå til regnskab for andre.
Igen noget med at vi alle ser verden forskelligt og der skal en forhandling og udveksling til for at opnå en fælles virkelighed. Men nogle gange behøver vi heller ikke tage forhandlingen, men bare lade mennesker have deres helt egen subjektive opfattelse.
Når oplevelsen folder sig ud
Og så tilbage til dit spørgsmål om, hvordan jeg ser de to modpoler mellem det, du betegner som ”det nære” og ”det totalt afskårede” skildret i scenekunsten i dag generelt. Faktisk havde jeg en meget nær oplevelse af Rystet Spejl, fordi den åbnede op for flere sanseligheder inden i mig – bl.a. på grund af min store kærlighed til ord og den måde, som de fik plads i den visionære scenografi. Jeg havde mange associationer og følelser undervejs. Det var en oplevelse jeg havde med mig selv og som i høj grad foldede sig ud inden i mig. Faktisk på linje med at læse en bog, hvilket måske hænger sammen med at forestillingen jo i høj grad også var lavet på digtoplevelsens præmis. Ikke helt i samme skala, men i samme boldgade var min oplevelse af det minimalistiske værk IN BETWEEN CONCRETE af koreografkollektivet RISK. Her stod 4 dansere formummede, indviklet i stofstrimler og bevægede sig kun helt minimalt. Bevægelsen var forrykket til lyden, der gik fra total scenestilhed til en lydlig bevægelse gennem rummet. Jeg oplevede, at der blev åbnet for et kunstnerisk refleksionsrum, hvor jeg kunne reflektere over bevægelse og ikke-bevægelse. Og hvad der i øvrigt faldt mig ind. De leverede deres værk og lod det være fuldstændigt op til mig, hvad jeg skulle stille op med det. Min veninde havde en total klaustrofobisk oplevelse og var glad for at komme ud igen.
Genkendelse
I min bedstemors køkken var jeg betaget af bedstemor-dukken og følte mig helt tæt på både min egen personlige erindring af min mormors køkken, duften, det altid lidt for sukrede mad og sirligheden i genbrugen af Cirkelkaffe-poserne til nedfrysning af brød. Der hvor der aldrig nogensinde blev stillet spørgsmålstegn ved negerpigen på kaffeposerne, der havde en stor nytteværdi. Anette Asp Christensen formåede på samme tid at ramme noget helt almengyldigt ved at tage udgangspunkt i en helt nær oplevelse af bedstemorens verden og relationen til hende – noget som de fleste genkender.
Refleksion af kunstoplevelsen i kunsten
Og så nævner du Det Store Sceneskift af Erik Pold og Daniel Norback, som netop placerer sig i en intelligent, humoristisk metadiskussion om kunstens rolle. Den talte til mig på så mange planer, fordi den er et værk, der både eksistentielt og reflekteret forholder sig til kunstens rolle i vores liv og i vores samfund. Og så er den ikke bange for at få mig til at grine. Og det er netop den uprætentiøse tone og humoren, som gør, at den placerer sig et sted, hvor den ikke kun er en metadiskussion. Den har indbygget en vilje til at nedbryde den selvhøjtidelighed, som nogle gange følger med stor kunst. Den selvhøjtidelighed som kan gøre det svært for ikke-indviede at stige på.
Vi kan helt klart godt kategorisere værker som ”nære” eller ”afskårne”. Men hvis vi netop gerne vil prøve at undersøge menneskets møde med kunsten giver det måske mere mening at fokusere på at nærheden og distancen opleves subjektivt – afhængigt af hvad man selv bringer med ind i mødet med kunsten. Med de erfaringer man har og hvordan man ser verden lige den dag, lige det øjeblik.
Hvor stiller de enkelte værker sig – i sit møde med mennesker?
Måske handler det i lige så høj grad om hvor de enkelte værker vælger at stille sig – i sit møde med mennesker. Er attituden – take it or leave it = få det ud af det som du får ud af det, det er helt op til dig. Det er ofte her vi finder det sublime værk. Modpolen er der, hvor værket først bliver til i det øjeblik, mennesker går reelt ind i det. Hvilket netop er væsentligt i interaktive værker – både i et intimt køkken og i det offentlige rum, hvor LYSFORESTILLINGER af Jakob Oredsson først reelt bliver et værk, når mennesker forholder sig aktivt og interagerende til lysinstallationen.
Og hvis hvert eneste møde mellem kunsten og et menneske er subjektivt, hvad betyder det så for vores forståelse af, hvad der sker i mødet mellem mennesker og kunsten? Og helt konkret vores diskussion lige her?
Om at møde kunsten med en porøsitet og med sig selv på spil?
Hvis vi ser på mennesket – handler det så om en porøsitet og en villighed til at sætte sig selv i spil, når man som menneske møder kunsten? Eller skal vi droppe den der italesættelse af den kulturelle kapital hos superkulturbrugerne og gøre oplevelsen fri og lade hver enkelt have sin oplevelse?
Hvis vi ser på vores opgave som formidlere. Handler det så om at vi har en opgave i at skabe en framing af kunstoplevelsen, hvor det er helt ok at føle og tænke lige præcis det, man nu gør i mødet med kunsten. En opgave i at skabe en tryghed i forhold til at kaste sig ud i at afprøve nye formater? Ellers skal vi folde værkerne ud
Hvordan ser du på det enkelte menneskes møde med kunsten og formidlerens opgave i forhold til mennesket, der står over for at skulle møde kunsten?
TILLYKKE TIL ALLE, DER TØR STILLE SIG DER, HVOR DE FØLGER DERES DRØMME OG SKABER. Jeg var til Reumert Prisuddelingen i går i Operaen. Det er en storslået og prestigefuld fejring af scenekunsten og af den kunst, der hæver sig op over det andet i landskabet. Og det er vigtigt at fejre. For mig handler scenekunsten nu mest om mennesker, der tør tro på deres drømme og udfolde deres skaberglæde. Sårbare og stærke, modige og angste.
Alle vil gerne have en Reumert Alle vil gerne have en Reumert. Lige gyldigt hvad de siger eller har sagt gennem alle årene. Alle vil bare gerne have anerkendelse for det hårde arbejde, de gør. Alle vil elskes af mor og far. Og det var så dejligt at se seje, kompetente mennesker stråle på scenen, til festen bagefter og i facebook-trådene i dag. Vis jeres lys og stå fuldt ved, at det fan’me er lykkedes at gøre noget bemærkelsesværdigt!!! TILLYKKE!
Foto: Patricia Schumann – instagram/facebook
For hver takketale er der to, der brænder inde i lommen Og for hver gang en glad og stolt takketale holdes, er der to takketaler, der brænder i lommen på en, der skrumper lidt i sædet. For vi ved alligevel godt, at det kun er vinderne, vi husker. Og pludselig bliver det skamfuldt, at man overhovedet var blevet nomineret, fordi man ikke vandt. Fordi man alligevel inderst inde havde troet, at der faktisk kunne være en chance for at vinde. Men alle fortjener at stråle – også når man er tæt på. TILLYKKE!!!
Hvad nu hvis vi så og anerkendte hinanden alle dage i året Hvorfor ikke hjælpe hinanden og anerkende hinanden alle dage i året – ved kaffeautomaten, ved det tilfældige møde på et fortov, i en facebook-besked – i hverdagen. Hvorfor ikke se hinanden – sådan rigtigt, selv når man har travlt og forvilder sig op i sit eget røvhul og mister følingen med andre, mister nærheden i parforholdene, kommer ud på et overdrev eller bliver fokuseret på, at denne gang skal det altså bare lykkes – koste hvad det vil. For kunsten kan være så ubarmhjertig og slide folk helt op gennem årene.
Vi er alligevel alle stærkere, hvis vi kan hjælpe hinanden med at holde modet oppe på den vej, vi må gå.
Hjælper hinanden med at stråle og finde den kunstneriske energi sammen, som skaber de der oplevelser, der minder os om, hvorfor vi stadig bliver ved med at elske kunsten.
Jeg er optaget af, hvad der sker, når man går ud i verden og er åben over for de muligheder, der dukker op. Og får det bedste ud af dem. I går mødte jeg en kvinde, der kom gående med en hund. Jeg kommenterede, at hendes hund åbenbart havde udvalgt sig min gade til dens favoritsted at udføre det, der får en pose op af hundeejerens lomme. Jeg havde set dem akkurat samme sted, i samme bevægelse dagen før.
Humberto Maturana – vores virkelighedsopfattelse afhænger af os selv
Og så er jeg optaget af den chilenske biolog Humberto Maturanas tanker om, at vores virkelighedsopfattelse afhænger af os selv. Den måde som vi opfatter verden og indgår i relationer på er konsekvensen af den indre proces, der foregår inden i os – i vores nervesystem. Ud fra den genetiske og mentale sammenhæng vi har som biologiske enheder. Alt afhænger af øjnene, der ser. Han mener, der er lige så mange virkeligheder som biologiske enheder. Og dermed er virkeligheden ikke noget, som bare objektivt er. Det er noget, der skabes og opleves af det enkelte menneske. I relationer forhandler vi hvilken virkelighed, der giver mening for begge personer. Det ser man bl.a. på arbejdspladsen, hvor det er nødvendigt at blive enige om et fælles mål, en fælles virkelighedsopfattelse for at kunne handle. Det er også derfor Maturana er brugt inden for meget ledelsesteori. Lige nu er jeg nu allermest interesseret i ham på et eksistentielt plan – for at forstå hvad det er som opleves som virkeligt og forskelligheden i vores virkeligheder og dermed de stemmer, vi har.
Tilbage til kvinden med hunden
Det viste sig, at kvinden havde passet hunden et par dage for nogle rejsende venner. Jeg kommenterede, at jeg i denne sidste uge, hvor jeg var begyndt at ryge og tage strejfture rundt i lokalmiljøet, havde mødt og talt med mange forskellige mennesker. Nogle jeg kendte i forvejen og åbenbart lige skulle møde på det tidspunkt. Andre for allerførste gang, mens mine tanker faldt til ro med cigaret i hånd. Bemærkelsesværdigt er det, at alle på hver deres plan havde været interessante samtaler.
Behov for en tredje ting som icebreaker i møder
Den unge kvinde boede åbenbart lige om hjørnet. Hun fortalte, at hun i disse dage med hund havde talt med flere mennesker i lokalområdet end hun havde gjort de fire år, hun havde boet her.
Vi talte helt enkelt om, hvorfor der er et behov for en tredje ting som icebreaker – hunden, cigaretten, drinken. Og jeg fik lyst til at høre hendes stemme folde sig ud her på bloggen.
Hun sagde hurtigt ja, da jeg spurgte, om jeg måtte skrive hendes tanker her – og sendte mig hurtigt et uddrag på skrift. Det var min mulighed for at reflektere med en person over møder mellem mennesker. Måske også din.
——-
Smilet er den korteste vej mellem to mennesker
Victor Borge sagde engang, at smilet er den korteste vej mellem to mennesker.
Min erfaring er, at det bliver smilet også – når der bare liiige har været et fælles element, der har ramt vores øjne inden munden.
De sidste to dage har jeg passet et vennepars hund og talt med flere mennesker i mit lokalområde på vuffens lufteture, end under de fire år jeg har boet på matriklen. Foruroligende, fascinerende og forundrende på samme tid.
Den lille logrende hund som icebreaker
Den lille, logrende hund har været det, vi er mødtes om. Det beundrende blik på fire poter har så forankret sig op til en dialog på to ben til en snak om alt og ingenting, som så lige pludselig bliver mere og mere nær og bliver det, som hele verden beundrer os for, men ikke forstår – nemlig hyggeligt.
Men samtalen var nok aldrig sket uden den pelsede icebreaker. Festen er også altid, hvor rygerne er. Og i nye sociale sammenhænge bonder rygerne hurtigere med hinanden udenfor, end dem, der står inde i pausen og spytter ned i en kop kaffe og tjekker telefonen for hundrede og syttende gang, fordi tavsheden er så larmende, at den overdøver alt.
Folk vil rigtig gerne snakke, blive inspireret og føle nysgerrighed
Den fælles referenceramme gør, at vi gider og tør – og når hunden eller cigaretten efterfølgende tages ud af ligningen, bliver regnstykket faktisk det samme – folk vil rigtig gerne snakke, blive inspireret og føle nysgerrighed. Men icebreaker-elementet er en nødvendig katalysator, for at det sker. (Undtagen når vi er stangstive, men det er en anden snak).
Selv om begrebet hygge er ultradansk og ikke kan forklares, har omverdenen uden for de nordiske breddegrader indgroet Victor Borges ord i sig. De behøver hverken hunde eller cigaretter for at snakke – ikke tale – bare snakke.
En fremmed er en ven, du aldrig har mødt
Jeg har rejst verden rundt og har overalt uden for Skandinavien oplevet attituden “en fremmed er en ven, du aldrig har mødt”. Uanset om det har været destinationer, hvor man har kunnet spejle sig kulturelt og fysiologisk med lokalbefolkningen eller under helt fjerne himmelstrøg, hvor man virker og ser eksotisk ud, snakker man med hinanden i køen, indleder en samtale med “how are you?” eller giver blot et Victor Borge’sk smil.
Det er endnu en gang foruroligende, fascinerende og forundrende på samme tid. Den såkaldte tredje ting er den nødvendige katalysator for det, vi alle sammen bare gerne vil: lytte og fortælle, inspirere og modtage, møde og smile.
“Brug din kreativitet” af Eva Wang Gøttrup og Karen Toftegaard. Nyt Nordisk Forlag, Arnold Busck 2014. Foto: Kirstine Autzen
I dag er det præcist 2 år siden, at bogen BRUG DIN KREATIVITET udkom. En del af mig var helt vild stolt over, at jeg havde skrevet en bog sammen med Eva Wang Gøttrup. Men der var også en del af mig, der sagde: ”Åh nej, jeg er jo ikke sådan en, der skriver selvhjælpsbøger! Jeg er jo sådan en, der læser Murakami og ser film af Werner Herzog. Den allerbedste lykkepille er da bare at leve livet.”
Mentale vildveje
Jeg har bare set for mange ting, der har sendt mig på mentale vildveje. Jeg har set min bror skrige dødsskrig, da jeg indlagde ham på Hvidovre Hospital – og hørt ham fortælle om stemmerne, han kunne høre i radiatorerne. Jeg har set min mor trække sig helt ind i sig selv i magtesløshed, mens jeg selv blev hurtigt voksen og mor nr. 2 for mine søskende. Jeg ser i det hele taget mennesker lidt for tydeligt ind i mellem. Og det kan være overvældende, når man egentlig bare gerne vil leve et relativt harmonisk liv.
Vi har skyggesider, vi ikke vil vise andre
Derfor har jeg efterhånden en hel håndfuld psykologers bekræftelse på, at jeg ikke selv bliver sindssyg. Jeg har søgt ro mange steder og det har bl.a. givet utroligt god mening for mig at fordybe mig i skygge-proces arbejdet, der bygger på Carl Jungs teorier om, at vi mennesker har skyggesider, som vi for alt i verden ikke vil vise andre mennesker. Og når vi har sat for mange egenskaber i skyggen får vi bygget et indre glasfængsel af skyld og skam, hvor det er svært at bevæge sig.
Skygge-facilitering støtter mennesker i at se deres skyggesider i øjnene
Jeg har taget en skyggefaciliterings-uddannelse hos den utroligt kompetente Pernille Melsted. Danmarks ukronede dronning inden for selvhjælp. Uddannelsen giver metoder til at støtte mennesker i at se deres skyggesider i øjnene og integrere dem i deres liv.
Sådan en, der promoverer sig selv skamløst
Det har jeg gjort for at kunne bruge det i mit arbejde. De fleste mennesker har meget, mere eller mindre bevidst, modstand mod at være ”sådan en, der promoverer sig selv skamløst”. Jeg har dog i lige så høj grad gjort det for selv at kunne trække vejret. Så JA! for helvede da – jeg er også sådan en, der skriver selvhjælpsbøger.
Tak til dem, der troede på mig, da jeg ikke helt selv havde fundet ud af at gøre det endnu.
P.S.
Pernille Melsteder i øvrigt interviewet i BRUG DIN KREATIVITET og taler netop om de dybereliggende modstande, vi kan have mod at opleve os selv som kreative.
Kunst har flere gange i mit liv været det, som gav mig svaret på de spørgsmål, jeg ikke altid var helt klar over, at jeg havde. HAPPY END af Ingrid Tranum Velásquez har gjort en kæmpe forskel for mig. I begyndelsen af marts tog jeg til Reykjavik for at følge projektet, der undersøger alderdommens kroppe på plejehjem i Norden. Jeg skulle skrive om det til bloggen happyendproject.dk.
Livsgnist på et dybere kropsligt plan
Her mødte jeg et meget inspirerende nærvær på plejehjemmet Sóltún. Stedet er det mest fremsynede plejehjem på Island. Deres filosofi om at nære de ældres livsgnist gav de allerbedste rammer for, at HAPPY END virkelig kunne folde sig ud. For dette projekts helt særlige styrke er, at det nærer og styrker de ældre mennesker i et rum af anelse, erindring og nærvær. Vi kunne også kalde det ”empowerment af ældre”, men det mangler lige som den poetiske storhed og kraft, der rent faktisk ligger i projektet. Det beskriver ikke rigtigt den livsgnist på et dybere kropsligt plan, som HAPPY END vækker hos de mennesker, der deltager og oplever det.
Kropslig erindring og et helt basalt fysisk nærvær
Måske fordi projektets kunstnere arbejder med kropslig erindring og et helt basalt fysisk nærvær, som vi ofte underkender i vores samfund. Selvom vi taler om ”varme hænder” i plejesektoren, så ved vi godt, at hænderne oftest ikke har tid til at være varme. Og hvorfor kalder vi overhovedet området noget så usanseligt og livsgnist-slukkende som ”plejesektoren”? For det er vel ikke bare pleje, der dækker de basale behov, vi skal give de ældre i vores samfund? Hvorfor ikke netop sætte menneskers livsgnist i fokus?
En af de helt store styrker ved HAPPY END er dets evne til at styrke livsgnisten hos ældre. Foto: Per Morten Abrahamsen
”Tror du nu, at du kan klare det?”
Min mor uddannede sig som 50-årig til sosu-hjælper – efter et langt liv som syerske. Det gjorde en stor forskel for hende. Ikke mindst fordi uddannelsen også betød stor personlig udvikling for hende. Hun var vokset op med en 7. klasses uddannelse. Og som den yngste i en børneflok på 5 var det spørgsmålet ”tror du nu, at du kan klare det?”, der fulgte hende gennem livet. Men hun kunne i så høj grad klare det.
Hendes riftede arbejdshænder var og er meget varme
Hun arbejdede flere år om natten på et plejehjem, inden hun gik på pension. Hun tog sig tid til at tale med de ældre. Måske fordi hun virkelig så det som en gave at arbejde med mennesker – efter at have siddet ved symaskiner det meste af livet. Her fandt hun et talent i sig selv, som hun ikke var klar over, at hun havde. Og hun har ofte sagt, at hun ville ønske, at hun havde taget skiftet langt tidligere. For hende handlede det om mennesker, nærvær og noget med at støtte de ældre i at finde trøst og ro i de stille nattetimer. Hendes riftede arbejdshænder var og er meget varme. Måske skal vi altid stræbe efter at finde det sted, hvor vi kan udfolde det talent, som giver størst værdi for andre og os selv.
Áslaug G. Harðardóttir var med i HAPPY END. Hendes råd til andre, der skal deltage i projektet er: “Udtryk dine følelser uden tøven.” Foto: Per Morten Abrahamsen
”Udtryk dine følelser uden tøven”
Jeg interviewede kvinden Áslaug, der deltog i HAPPY END. Hun kom til at blive en slags orakel for mig. Jeg blev meget berørt af hendes ærlighed, sensibilitet og hengivenhed. Faktisk så rørt at jeg først nu, 49 dage efter, har kunnet skrive om projektet. Kombineret med en række andre elementer slog ordene simpelthen benene væk under mig i en heftig følelsesmæssig tzunami. Det har jeg skrevet 48 digte og et lille essay om kærlighed om. Men det er en helt anden historie.
Da jeg spurgte Áslaug hvilket råd, hun ville give til andre ældre, der skulle deltage i projektet, svarede hun intuitivt: ”Udtryk dine følelser uden tøven.” Og de ord vækkede en dyb længsel i mig. For ja – ærligere kan man ikke leve livet.
En tredje, mere klar og ærlig forståelsen af livet
Mit tidligere samarbejde med Helle Fuglsang har også givet flere af den slags oplevelser, hvor kunst og virkelighed smelter sammen og skaber en tredje, mere klar og ærlig forståelse af livet.
Af hjertet tak til dem, der stiller sig lige der, hvor deres talent udfolder sig allerbedst – og skaber stor værdi for andre.
Jeg er lige kommet hjem fra et kreativt retreat. I praksis betyder det, at jeg trak mig tilbage fra verden på et hotelværelse i 48 timer kun i selskab med min computer, papir, skriveredskaber og naturligvis forfriskninger. Her satte jeg fokus på at udvikle og få idéer og at skrive det der dukkede op. Og jeg er kommet hjem med en stor rulle af nedskrevne idéer. De står nu på bagsiden af plakaterne fra forestillinger, jeg har promoveret her i efteråret. Næste gang skal det være lidt længere tid, for det var utroligt forløsende at mærke at idéerne til at udvikle både min virksomhed, projekter og to bøger, jeg arbejder på, var der. De skulle bare have ro til at dukke op og komme ud.
Jeg havde brug for et historieløst og støjfrit rum
Der er så meget støj i hverdagen. Og derfor var det vigtigt for mig at finde et historieløst rum at være i. Et rum, hvor der ikke var støj både fysisk men også i alle de ekstrafortællinger, der ligger i detaljerne. Et moderne hotelværelse er historieløst – uden en masse personlige fortællinger flettet ind i hver eneste partikel. Og den der ro gav plads til, at der kom en masse idéer på banen. Jeg har også fået skrevet mig ind på hovedpersonen i den skønlitterære bog, jeg har arbejdet, eller rettere tænkt på længe. Jeg har arbejdet mere på den bog de sidste 48 timer end jeg har de sidste 2 år – og taget nogle gode valg. Og det gør mig glad, at jeg har en form, der er helt min egen, som jeg kan udtrykke mig i. Det føles som mit frirum. Det føles også enormt sårbart at udtrykke de fortællinger og de personer, som presser på for at blive fortalt ud fra den måde, jeg ser verden.
Brug din kreativitet
Når jeg læser de sider, jeg har skrevet, er jeg ikke sikker på, at jeg overhovedet har lyst til at vise det til verden. Men det er heller ikke det vigtigste. Det vigtigste er at finde måder at bruge sin kreativitet. Det var også den helt store drivkraft bag bogen BRUG DIN KREATIVITET, som jeg skrev sammen med kreativ coach Eva Wang Gøttrup. Jeg har altid haft en fornemmelse at, at hvis mennesker ikke bruger deres kreativitet på den ene eller anden måde – altså der hvor de bidrager med det særlige talent de har, så kan de blive syge. Jeg har netop opdaget Brené Brown, som er researcher og storyteller. Hun blev kendt for sin TED Talk om sårbarhed. Hun har lavet et meget interessant stykke research-arbejde både om skam og om kreativitet. Og der især to citater om kreativitet, som jeg nu har på min opslagstavle:
THERE IS NO CREATIVITY WITHOUT VULNERABILITY
UNUSED CREATIVITY IS DANGEROUS. IT TURNS INTO GRIEF, SHAME, DEPRESSION.
Når man leger med de store drenge, får man skrammer
Jeg er begyndt på en facilitator-uddannelse hos Pernille Melsted (meget mere om det senere), hvor vi arbejder med alle de mørke og lyse sider i mennesket. Og det slår mig igen og igen, at menneskets sind er den finurligste størrelse. Og sikke mange seje, succesfulde mennesker, der kæmper med at give plads til deres sårbarhed og dermed også deres kreativitet.
Jeg har længe været hende den hårde, der sagde ting som: “Når man leger med de store drenge, får man skrammer” og “Alt der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere.” Det blev pludselig tydeligt for mig, at jeg faktisk ikke har et eneste motto på den indre monitor, der talte til bare den mindste flig af den sårbare side i mig. Det handler ikke om, at vi alle skal til at være alt for private og dele upassende detaljer med hinanden. Det handler bare om helhjertet at anerkende både ens sårbarhed og ens styrke. Jeg er stadig lidt på gyngende grund med at formidle det – bær over med mig – og del gerne hvordan du selv giver plads til din sårbarhed og din kreativitet.
