Kunst som katalysator for udvikling – case: Sydhavn Teater

Meningsfulde projekter

Hos Karen Toftegaard ApS ønsker vi at samarbejde med projekter, der er meningsfulde. Det kan f.eks. være det livsbekræftende projekt HAPPY END, hvor kunstnerne vækker livsgnisten hos ældre plejehjemsbeboere, når de sammen skaber dans, der handler om alderdommens kroppe. Det kan også være i form af børneteater som forestillingen MARSMAND, der lærer børn om mødet med en anden.

Det er vigtigt for os, at teater ikke bare er for teaterets skyld, men at der ligger noget dybere bag. Noget der får folk til at reflektere og noget som gør, at vi føler, at vi er med til at bygge en bro mellem mennesker eller skabe udvikling ved hjælp af kunsten. Det lyder måske lidt flyvende, men helt konkret kan det være, når man kan mærke, at en børneforestilling virkelig får fat i børnene og får dem til at grine, men samtidigt tænke og reflektere. Det kan også være en historie, som ingen har belyst før, men som har brug for at se dagens lys, fordi den sætter fokus på et vigtigt, nyt eller tabubelagt emne.

 

Sydhavn Teater er medkatalysator i udviklingen af Sydhavnen

Der er altså mange forskellige måder, vi finder mening i et projekt og mange måder, som projekterne selv skaber mening. Derfor har vi også arbejdet tæt sammen med Sydhavn Teater. Sydhavn Teater har altid været en medkatalysator i udviklingen af Sydhavnen, ved blandt andet at bruge ubrugte bygninger i deres arbejde. Dette giver Sydhavn Teaters kunstneriske udtryk en ny dimension, da de involverer sig i det lokale miljø og inkorporerer bygninger i Sydhavnen i deres forestillingen. Dette har skabt mange positive udviklinger i Sydhavnen. Københavns Kommune har f.eks. netop meddelt, at de vil bruge 1 million kroner på at renovere Østre Kapel. Sydhavn Teater var de første, der brugte kapellet, efter det havde stået tomt i mange år. Sydhavn Teater er dermed igennem sit arbejde med til at forny en hel bydel. Det er da en mening, der vil noget.

Østre Kapel
Østre Kapel der i årene efter 2. verdenskrig blev brugt til at huse lig af tyskere, som danske læger ikke ville behandle for mæslinger. Foto: Lars Grunwald

Vi har derfor taget en snak med Sydhavns Kunstneriske leder og skuespiller Mille Maria Dalsgaard om Sydhavn Teaters involvering i udviklingen af Sydhavnen.

Københavns Kommune har netop meddelt, at de vil bruge 1 million på at renovere Østre Kapel. Sydhavn Teater var de første der brugte kapellet, så hvordan føles det at have været medvirkende til at en bygning nu får nyt liv?

Mille Maria Dalsgaard: 

”Det er helt utroligt fantastisk, at Københavns Kommune bakker op om at indfri det potentiale som Østre Kapel har som kulturelt samlingssted i Sydhavnen. Jeg er personligt rigtig stolt over, at det er lykkedes at komme hertil. Sidste sommer fik vi pludselig mulighed for at bruge Østre Kapel hele sommeren, og der gennemførte vi en rigtig ambitiøs festival for ung europæisk scenekunst: Scenesommer. Det er bl.a. den festival, som har bevist, at Østre Kapel er en bygning, der bidrager til at give publikum en teateroplevelse udover det sædvanlige. Kapellet havde stået mere eller mindre tomt i 90 år, der stod fx. stadigvæk gamle ligvogne derinde, som var trukket af heste i sin tid. Så det var som en tidslomme at træde ind i, og den stemning klædte forestillingernes udtryk.”

Hvorfor har I valgt at lave jeres forestillinger i disse gamle bygninger? F.eks. er I aktuel med SKYGGE (Eudyrike siger) i industribygningerne i Sydhavnsgade.

”Jeg er meget fascineret af, hvordan en bygning påvirker et værk. SKYGGE (Eurydike siger) beskriver Eurydikes vej til dødsriget, mens hendes mand prøver at hente hende tilbage til livet. Forestillingen starter som en nærdøds oplevelse, hvor Eurydike slipper sin krop, hvorefter hun sammen med publikum helt konkret tager afsted på rejsen til Underverdenen, hvor Eurydike endelig kan forenes med alle de andre sjæle/skyggerne. Som publikum går vi så sammen med Eurydike igennem alle de her forskellige rum i to forladte, rå haller, mens hovedpersonen rum for rum tager afsked med dele af enten sin personlighed eller hendes tidligere omgivelser. Det giver hele Jelineks abstrakte og komplekse sprog en lineær fortælling, fordi vi med Eurydike gennemfører den rejse, hun er på.Forestillingens billeder får lov til at vokse ud af væggene, og vi bruger rummet aktivt til at skræddersy en hel unik oplevelse, der kun kan komme til udtryk lige præcis dér. For mig er det en magisk oplevelse og jeg synes, det tilføjer vores stykker noget helt særegent og ekstraordinært”

Skygge 3
Kunstnerisk leder Mille Maria Dalsgaard i en regn af fjer – SKYGGE [Eurydike siger]. Foto: Lars Grunwald
Hvordan finder I helt praktisk locations til jeres forestillinger? Og hvordan påvirker stederne jeres arbejde?

”Som regel vandrer jeg rundt i Sydhavnen og får øje på et sted, som jeg så udvikler en genre fantasi til. Herefter popper der et navn på en instruktør op og så går jeg til vedkommende og spørger – om det ikke ville give mening at arbejde med fx. absurd teater – et intet rum fyldt med eksistensielle spørgsmål – i et forladt kapel, som det skete med Marc Wortel instruktøren fra Ashes to Ashes. Når der opstår muligheder for at bruge så markante lokationer som Østre Kapel og SydhavnsGade, så er det for mig en gave til kunsten, fordi jeg ved, de kommer til at tilføje et krydderi, vi ikke ville kunne få frem på en scene. Oplevelserne bliver bare altomslugende – man går rundt inde i værket og det åbner op for sanserne på en anden måde.”

Er det et bevidst valg at I er vælger gamle bygninger/ lidt skæve locations?

”Jeg tror, vi mennesker trives i sprækkerne, og jeg tror sprækkerne er vigtige for, at det hele ikke bliver for glat. For mig er det også vigtigt, at kunsten ikke er for glat, men porøs og sårbar. Virkeligheden består af så mange dele, fortid, nutid, fremtid. Gamle og skæve lokationer giver tit mulighed for at dvæle ved en tid, der har været, minder os om vores forgængelighed, kunstværket udspiller sig til gengæld her og nu og stedets potentiale peger som oftest fremad.”

SKYGGE 2
Instruktør Anja Behrens har iscenesat nobelprisvinderen Elfriede Jelineks tekst “SKYGGE [Eurydike siger]” i industribygninger i Sydhavnsgade 28. Foto: Lars Grunwald

På hvilken måde mener du, at I understøtter en positiv udvikling af Sydhavnen?

”Sydhavn Teater har eksisteret siden 2013, og mit arbejde for at etablere teatret begyndte tilbage i 2012. I den tid har vi været med til at sætte kunst og kultur på dagsordenen og vi har bidraget til at skabe fokus på, hvor meget oplevelser fungerer som et socialt kit i en bydel, der er fyldt med modsætninger på alle parametre. Vi arbejder på så mange planer: bydelsudvikling, opsøgende og udviklende arbejde ifht. unges egen scenekunstneriske stemme og bidrager med et væld af anderledes teateroplevelser, der har sat Sydhavnen på teaterlandkortet. Teatret har på sin vis været med til at re-brande bydelen, som tidligere i bedste fald var glemt. Nu er der mange stemmer, som gør opmærksom på, at vi kan noget særligt i Sydhavnen, og her har teatret klart været en medvirkende faktor. Jeg synes også, jeg kan mærke, at Sydhavn Teater netop er bydelens teater, og at Sydhavnerne er stolte af, at det er lykkedes at få sit eget etablerede teater. Det er jeg rigtig glad over og super stolt af – for hele mit arbejde udspringer af en stor kærlighed til bydelen.”

 

Hvorfor har I netop valgt Sydhavnen som arbejdsplads?

”Det korte svar er, at jeg er opvokset her. Det lange svar er, at jeg oplevede et stort potentiale for flere professionelle aftenoplevelser i bydelen, da jeg flyttede tilbage efter mine mange år i Tyskland. Her følte jeg, at jeg med mit virke og mine evner kunne gøre en forskel. Meget har også været tilfældigt. Det har bare føltes så rigtigt, og derfor er jeg blevet ved og ved og ved.”

SKYGGE
Nobelprismodtageren Elfriede Jelinek har skrevet meget om kvindens rolle i samfundet. Det handler hendes drama SKYGGE [Eurydike siger] også om. Foto: Lars Grunwald
Indtil den 5. maj spiller Sydhavn Teater deres forestilling ”SKYGGE (Eurydike siger)” i industribygningerne i Sydhavnsgade 28. Den 8. – 23. juni spiller Sydhavn Teater i Østre Kapel igen. 

Forandring kræver et andet sprog

OM AT LÆRE PÅ ET DYBERE PLAN – OG REELT SKABE FORANDRING I SIN PRAKSIS
Det er gået meget stærkt her det sidste år. Når man starter en ny virksomhed op, er der mange ting, der skal gå op i en højere enhed og mange sider af en selv, der skal i spil. Og det har været godt med tid og ro til sommer-refleksion. Her har jeg især tænkt over, hvad det vil sige at tage læring til sig på et dybere niveau – og reelt skabe forandring i sin praksis.

 

GOD KOMMUNIKATION HANDLER OM MENNESKER
Det har på mange måder har været en drømmestart for min virksomhed med mange både nye og gamle samarbejdspartnere. Mit mål er stadig at udvikle en mere organisk praksis i samarbejder, hvor kommunikation og markedsføring bliver en dybere samskabelse med kunsten. Det betyder blandt andet, at det bliver mere vigtigt med videndeling, fordi jeg tror på, at den bedste måde, man kan støtte mennesker på, er ved at give dem viden og redskaber til selv at gøre de forandringer, de ønsker.

Jeg har taget en facilitator-uddannelse, der giver mig redskaber til at hjælpe mennesker (og mig selv) med at forholde sig til de modstande, de indeholder. Og vende modstanden til en konstruktiv energi. Samt ikke mindst at se i øjnene, at vi alle indeholder mange forskellige egenskaber og følelser. Og at det oftest er i vores egen dom over disse egenskaber og følelser, at der sker en distance mellem det vi drømmer om og det vi gør. En af de allerstørste handlingslammere er når, der er noget, vi for alt i verden ikke vil være.

 

(SELV) PROMOVERING KAN VÆRE ANSTRENGENDE
Det giver især mening i forhold til (selv)promovering, som langt de fleste i virkeligheden har det ret anstrengt med. Og så ringer de til mig. Men jeg kan allerbedst gøre en forskel, hvis modstanden mod f.eks. at være sådan en, der ”selvoptaget promoverer sig selv”, fylder langt mindre end lysten til at vise verden, hvilken forskel, man er i gang med at gøre. Det er enormt sårbart at skabe kunst – lige gyldigt hvor meget vi prøver at lade som om det ikke er. Det er sårbart at sætte sig selv i arenaen. Det har Theodor Roosevelt blandt andre sagt noget klogt om.

”It’s not the critics who counts; not the man who points out how the strong man stumbles, or where the doer of deeds could have done them better.”It’s not the critics who counts; 

The credit belongs to the man who is actually in the arena, whose face is marred by dust and sweat and blood; who strives valiantly; who errs, who comes short again and again, because there is no effort without error and shortcoming; but who does actually strive to do the deeds; who knows great enthusiasms, the great devotions; who spends himself in a worthy case; who at the best knows in the end the triumph of high achievement, and who at worst, if he fails, at least fails while daring greatly, so that his place shall never be with those cold and timid souls who neither know victory nor defeat.”
Theodor Roosevelt

 

Happy End - Sóltún, Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen
Happy End på plejehjemmet Sóltún i Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen

 

UDTRYK DINE FØLELSER UDEN TØVEN
Her i foråret har jeg søgt meget inspiration til at finde ud af at beskrive, hvordan jeg egentlig opfatter verden. For der er noget, som er forandret inden i mig. Det er hverken specielt skidt eller godt. Det er bare sådan, det er. I samarbejdet med iscenesætter Ingrid Tranum Velasquez var jeg med projektet HAPPY END på Island. Her interviewede jeg en 70-årig islandsk kvinde. Det var som at møde et orakel. Hun sagde: “Udtryk dine følelser uden tøven” på engelsk med en islandsk accent.

 

FORANDRING KRÆVER ET ANDET SPROG, EN ANDEN MÅDE AT BESKRIVE PÅ
Det blev startskuddet til en læringsproces, som gik langt ud over den facilitator-uddannelse, jeg var i gang med. Her havde jeg læst nogle af Carl G. Jungs teorier. Men så søgte jeg inspiration i Den Tibetanske Dødebog og opdagede den chilenske biolog Humberto Maturana. Det udvidede bevidstheden. Det havde den naturlige konsekvens, at mine gamle fortællinger om, hvad jeg gjorde og hvem jeg var, ikke længere stemte overens med min virkelighed. Jeg havde brug for at finde et andet sprog, en anden forklaringsramme. Langsomt begyndte jeg at ane og finde en sammenhæng mellem biologiens, psykologiens og den åndelige verden, som giver mening for mig. Det kommer min virksomhed også til at blive præget af. Jeg er i gang med at finde ud af hvordan – i samarbejde med inspirerende og dygtige mennesker. Og den udforskning finder også sted i de samarbejder, jeg allerede har haft med mennesker gennem længere tid og i helt nye samarbejder. Sammen sætter vi kursen mod nærende og inspirerende samarbejdsformer – forestiller jeg mig.

 

INDERLIG OG ALT, ALT, ALT FOR MEGET
Og så har jeg skrevet en bog, med digte og et længere essay om kærlighed. Den er inderlig og flere steder alt, alt, alt for meget, og det er lige præcis sådan, den bog skal være. Jeg kan sætte ansigt på de første 10 personer, som vil synes, den er decideret forfærdelig. Heldigvis har jeg også en fornemmelse af, at der er væsentlige flere, som kan finde inspiration i den. Det minder mig igen om, hvor sårbart det er at skabe. Hvor sårbart det er at blive synlig for omverdenen, hvor man skal stå på mål for sin vision. Og derfor er det så menneskeligt at føle modstand mod at blive synlig. For man gjorde det jo ikke, fordi man selv ville være synlig. Man ville gerne ændre verden med ens bidrag – i al ydmyghed og storhed. Og derfor er det godt at forberede sig på hvilke fortællinger, der styrker formidlingen af ens projekt. For det at promovere og gøre det, man skaber synligt for andre, er et håndværk. Og jeg tror meget på at klæde mennesker på til selv at kunne handle.

Du kan se her, hvornår jeg holder workshoppen BLIV SYNLIG næste gang.

DIALOG: Mødet med kunst #3

[Hvad sker der i mødet mellem mennesket og kunsten? Hvilke refleksionsrum åbner sig – hos en selv og sammen med andre? Hvori ligger kunstens inspirationskraft? Vi, Karen Toftegaard og Ida Marie Fich, har lavet en filosofisk undersøgelse og beskrivelse af, hvad der sker i mødet mellem mennesket og kunsten. Ida Marie Fich har reflekteret over fire forskellige forestillinger på Det Frie Felts Festival og CPH STAGE her på bloggen. Nu vil vi sammen i en dialog reflektere videre over, hvad kunsten gør ved os, og hvad det siger om forestillingernes potentiale for at skabe rum for relationer mellem kunsten og publikum og publikum imellem. Vi deler her vores dialog, hvor vi har udfordret hinanden til at gå i dybden med refleksionerne.]

DIALOG #1  |  DIALOG #2  |  DIALOG #3  | DIALOG #4

Hvor er det skønt at læse dine refleksioner, Karen!

Jeg synes det er en virkelig spændende og vigtig vinkel at tale om, at kunsten omfavner ikke kun én men mange sandheder, og hvad det betyder for forholdet mellem kunsten og publikum. Og når jeg taler om, at jeg oplever en forestilling som intim eller distanceret, er det jo netop min oplevelse, jeg der beskriver. Det mener jeg slet ikke, vi kan komme udenom og slet ikke i samtidskunsten i dag, hvor det oftest er så integreret en del af både kunstnernes virke og publikums tilgang til et værk – i hvert fald i højere og højere grad.

Det interessante ved den relationelle kunst, hvor det bliver tydeligt, som du skriver, at vi alle kommer med det, vi er og har lige nu og her, er også, at vi dermed kan se værker som Udsigter fra min bedstemors køkken som et patchwork af de forskellige erfaringer, antagelser, refleksioner, drømme og fortolkninger af værket, som publikum kommer med. Jeg ser ikke kunst som en ensom erfaring med og af verden – selvom du står alene med din subjektive oplevelse – men noget, vi skaber sammen i et rum og en tid. Det at vi anerkender kunstoplevelsen som subjektiv betyder altså ikke, at kunsten ikke er social eller relationel – det mener jeg altid også den vil være i og med, at værket eksisterer og opleves i et eller andet form for rum af modtagere. Det taler faktisk meget fint ind i din beskrivelse af samtalerne med forskellige mennesker i forbindelse med AirPlay: Her gjorde jeres værkers præmisser, at I måtte ud i den virkelighed, der omgav jeres kunst og opsøge mennesker, der havde en mening om den – virkeligheden og kunsten.

Siden 1960’ernes politiske kunst har man plæderet for en sådan demokratisering af kunsten; altså ideen om, at kunsten ikke må lukke sig om sig selv men træde ind i eller kommentere direkte på den virkelighed, den er en del af. Præcis som du beskriver, at I gjorde med AirPlay, at du oplevede i LYSFORESTILLINGER, og som jeg f.eks. også synes, at mange af performanceduoen Fix&Foxys forestillinger gør og et værk som Station House Operas Dominoes meget konkret gjorde det med 7000 store dominobrikker gennem København på Metropolis Festival i 2013. Og nu spørger jeg så: Kan det også være en begrænsning med meget åbne, relationelt funderede værker?

Netop den diskussion havde jeg, da jeg i 2010 reflekterede over min oplevelse af SIGNAs performanceinstallation Saló i en artikel i magasinet AFART. SIGNAs værker er blandt andet kendetegnet ved netop en meget subjektiv publikumsrolle, nogle vil sige den er helt udflydende og grænseløs, fordi du sjældent præsenteres for en fast position: Du kan helt bogstaveligt bevæge dig rundt i installationen og vælge enten at betragte den udefra eller tage aktiv del i den som medspiller. I lille skala gjorde by proxy noget lignende i deres første scene i Stop Being Poor, hvor man selv kunne vælge, om man trygt ville tage plads i salen eller give sig i kast med at bygge med træklodser på scenen. I Saló, og også andre interaktive, deltagerbaserede forestillinger, oplever jeg valget af position som en frihed og en demokratisering af min rolle som publikum. Forholdet mellem mig og værket bliver åbnet op for fortolkning, og min subjektive plads og stemme som publikum bliver en del af det overordnede billede eller værk. Det fører ikke altid til, at jeg indlever mig mere, blot fordi jeg inddrages som publikum – men når jeg virkelig føler mig henført og givet noget ekstra, er det når jeg får lov at opleve gennem sanser, krop og fysisk bevægelse.

Ikke desto mindre fik Saló en del negativ kritik af, at kunstneren her ikke tog ansvar for deltagerens oplevelser, og at værket altså skulle være klarere i sin kontrakt med publikum i forhold til den position, man indtog i værket. Men hvis vi godtager, at al kunst er subjektiv, er det så virkelig kunstnerens ansvar at føre os sikkert ud på den anden side af værket? Er vi så ikke som publikummer selv ansvarlige både for vores oplevelse men også for den position, vi placerer os i? Det er et åbent spørgsmål til dig.

Og for at vende mig mod et af dine andre spørgsmål: Hvis vi stilles ansvarlige for vores egen oplevelse som kulturbrugere, hvad betyder det så for os som formidlere? Hvordan forholder vi os til dette forhold mellem modtageren og det mere eller mindre åbne værk? Fører vi argumentationen til ende omkring den subjektive modtager, der selv vælger sin position i et komplekst, individualiseret forbrugersamfund, så er formidlerens rolle vel også ændret fra den traditionelle smagsdommer til en mere observerende, reflekterende guide i stil med de performere, vi møder i f.eks. SIGNAs forestillinger: De guider dig gennem et værk, tilbyder dig udsigtspositioner men tager ikke valg for dig eller dømmer. Vi må altså tage højde for, at kunsten indeholder flere indgange til at opleve den, når vi skaber bro mellem kunsten og publikum med vores formidling. Ligesom vi gør med denne dialog ved at tage udgangspunkt i vores egne, personlige oplevelser og refleksioner.

Vi ser også eksempler på denne form for kulturformidling i journalistikken med digitale medier som Zetland og Atlas. Her bedriver journalisten ikke klassisk kulturkritik men gør det tydeligt, at hun er en kulturforbruger med en mening, og så står det ellers frit for at komme med DIN mening i et kommentarspor. Vi er en del af en tid, hvor vi med glæde deler vores holdninger på sociale medier, og din holdning kan sådan set være lige så god som min – ikke dermed sagt, at nogle holdninger ikke er mere velfunderede end andre. Og det afspejler sig vel netop også i kunsten, når vi oplever flere og flere eksperimenter med individuelle, relationelle, intime møder i kunsten? Jeg håber du fangede mine spørgsmål undervejs og glæder mig til at læse med på dine videre tanker.

Kh Ida

DIALOG #1  |  DIALOG #2  |  DIALOG #3  | DIALOG #4

 

DIALOG: Mødet med kunst #4

[Hvad sker der i mødet mellem mennesket og kunsten? Hvilke refleksionsrum åbner sig – hos en selv og sammen med andre? Hvori ligger kunstens inspirationskraft? Vi, Karen Toftegaard og Ida Marie Fich, har lavet en filosofisk undersøgelse og beskrivelse af, hvad der sker i mødet mellem mennesket og kunsten. Ida Marie Fich har reflekteret over fire forskellige forestillinger på Det Frie Felts Festival og CPH STAGE her på bloggen. Nu vil vi sammen i en dialog reflektere videre over, hvad kunsten gør ved os, og hvad det siger om forestillingernes potentiale for at skabe rum for relationer mellem kunsten og publikum og publikum imellem. Vi deler her vores dialog, hvor vi har udfordret hinanden til at gå i dybden med refleksionerne.]

DIALOG #1  |  DIALOG #2  |  DIALOG #3  | DIALOG #4

Tak for dine tanker Ida!

Jeg lægger mærke til at du kredser om, hvem der skal tage ansvar for kunstoplevelsen. Kunstneren, Kulturbrugeren, Kulturformidleren? I udgangspunktet mener jeg, at alle har et ansvar for, hvordan de vælger at agere i og opleve verden. Og her taler jeg ikke nødvendigvis om et tungt ansvar. Det tror jeg heller ikke, at du gør. Det er mere det at forholde sig bevidst til det, man skaber og modtager. Og der ser jeg kunstneren og deltageren/publikum som ligeværdige. Den enes kunstneriske vision mødes af den andens lyst til/behov for at møde kunsten. Og der er stor forskel på, hvad de forskellige kunstnere vil manifestere i verden. Lige som der er stor forskel på hvad de forskellige kulturbrugere drømmer om at mødet med kunsten skal gøre for dem.

 

Det rigtige match mellem kunst og det menneske, som møder den

Derfor er det så vigtigt at være bevidst om at lave det rigtige match mellem kunsten og det menneske, som møder den – kulturbrugeren. Det er bl.a. her kulturformidleren kommer ind i billedet. Man skal ikke prøve at få nogle, der drømmer om at blive henrevet af det store drama, til at gå ind og se minimalistisk kunst. Med mindre der på forhånd er lavet en helt klar forventningsafstemning om, at det de nu kommer til at se er anderledes end det de plejer at se. Og de behøver ikke kunne lide det, men i stedet appellere til at prøve at se, hvordan de reagerer på det, de ikke umiddelbart forstår. Hvad sker der i det møde?
Samtidigt kan det være svært at sige præcist, hvad det er for en kunstoplevelse, det ender med at blive, når først man er gået ind i den kreative proces. Tingene har det med at ændre sig undervejs. Men en klar formidling af hvad det er for en rolle, man forventer at folk skal indgå er vigtig. Samtidigt er der jo også dem, der foretrækker at alt ikke bliver skåret ud i pap. Men at der netop er plads til selv at gå på oplevelse og selv forstå og sætte ord på eller bare suge til sig.

 

At stille sig åben over for den kunstneriske proces

Så alle har et ansvar for at stille sig åben over for hvor den kunstneriske proces bevæger sig hen i værker som SIGNAs SALÓ. Den forestilling tiltrak jo også mennesker med hang til perversioner. Det mener jeg ikke, at hverken kunstnere eller kulturformidlere har ansvar for. Men vi kan tage stilling til, hvor vi vil stille os, hvilken rolle vi vil indgå i – hvilke møder vi som mennesker ønsker at have med kunsten.

Jeg selv valgte ikke at gå til den forestilling, selvom den spillede på det teater, jeg var ansat på. Og jeg har set mange af SIGNAs forestillinger. Men jeg havde netop født min søn og vidste, jeg var alt for sensibel til at gå ind i det rum på det tidspunkt. Jeg fik stadig kvalme, når jeg tænkte på filmen. Selvom det var over 10 år siden, jeg havde set den.

 

Er det her kunst?

Og så tilbage til dit spørgsmål om der også kan være en begrænsning i de meget åbne, relationelt funderede værker. Det kan der bestemt. Værkernes porøsitet gør, at de kan være sværere at begribe. Og spørgsmålet: ”Er det her kunst?” opstår oftere. Det spørgsmål åbner dog netop op for refleksioner over grænserne. Lige som med alle andre værkformater så gælder det om, at der er en. Nicolás Borriauds beskrivelse af den relationelle æstetik er blevet adoptereret af mange – lige fra hit-and-run-eventmagere til dybt funderede kunstnere. Der er forskel på, når Marina Abramovic laver relationelle værker og så når nogle bruger strategierne til at skabe en god fest. Men selve den relationelle æstetik, hvor der er en social dimension og en porøsitet i værket, kan noget særligt. Lige som at Claude Monets åkander stadig er mesterværker, når man ser dem i Paris. Selvom de er blevet skamredet rundt i diverse plakatformater, der har fået rødt kort for dårlig smag.

Alt handler om øjnene der ser og hvor man vælger at sætte accenten i sin værdisætning af værkerne.

DIALOG #1  |  DIALOG #2  |  DIALOG #3  | DIALOG #4

DIALOG: Mødet med kunst #2

[Hvad sker der i mødet mellem mennesket og kunsten? Hvilke refleksionsrum åbner sig – hos en selv og sammen med andre? Hvori ligger kunstens inspirationskraft? Vi, Karen Toftegaard og Ida Marie Fich, har lavet en filosofisk undersøgelse og beskrivelse af, hvad der sker i mødet mellem mennesket og kunsten. Ida Marie Fich har reflekteret over fire forskellige forestillinger på Det Frie Felts Festival og CPH STAGE her på bloggen. Nu vil vi sammen i en dialog reflektere videre over, hvad kunsten gør ved os, og hvad det siger om forestillingernes potentiale for at skabe rum for relationer mellem kunsten og publikum og publikum imellem. Vi deler her vores dialog, hvor vi har udfordret hinanden til at gå i dybden med refleksionerne.]

DIALOG #1  |  DIALOG #2  |  DIALOG #3  | DIALOG #4

 

Godt oplæg Ida!

Og JA for helvede da! Jeg har helt klart haft intime, personlige og meget fremmedgørende oplevelser med kunsten. Måske fordi kunsten, når jeg tænker over det, altid har spillet en eksistentiel rolle i mit liv. Det er her, jeg har søgt både tilflugt og inspiration til livet – både de helt banale forhold og de helt store og abstrakte tanker, jeg søgte en resonans til. Og når jeg vælger at bringe min egen subjektive tilgang til kunsten ind i refleksionerne, så handler det om, at vi for at forstå hinandens måde at opleve kunsten på må huske, at der findes ingen objektiv sandhed. Ethvert menneske oplever virkeligheden og dermed også kunsten subjektivt, citerer jeg frit den chilenske biolog Humberto Maturana. Og enhver fælles forståelse af virkeligheden kan kun ske gennem en forhandling. Det vil sige, at vi er nødt til at forhandle, hvordan en fælles virkelighed ser ud – i dialog med andre.

 

Kunsten lige der hvor mennesker er i deres hverdag

Nogle af de mest ærlige samtaler om kunstens berettigelse har jeg haft, da jeg var indehaver af og kurator på AirPlay Street Gallery (2006 – 2012) – der viste digital og performativ kunst på en plads på Nørrebro. Og ja det blev prisbelønnet og vi var ”new kids on the block” det første år i kunstdiskursen, men det var faktisk aldrig det, der var det vigtigste, selvom anerkendelsen da føltes utroligt godt. Vores mission var at rykke kunsten derhen, hvor mennesker var på vej til og fra Fakta – lige midt i deres hverdag. Og det var da pænt møjsommeligt. Det der skabte de gode dialoger var, når jeg pludselig skulle tale med nogle af dem, der boede i området eller ellers brugte pladsen. Dem hvis hverdag vi havde sat os for at placere kunst i. F.eks. samtaler med unge boldspillere på pladsen hvor der altså skulle nogle vægtige argumenter frem for at overbevise om vigtigheden i, at der nu skulle være noget performance på pladsen, så de kunne ikke spille fodbold længere. Den gode dialog var altid der, hvor vi fandt frem til at tale og lytte ud fra en nysgerrighed i os selv. Enten en nysgerrighed i at forstå den andens måde at se verden på eller den andens glæde ved at spille bold eller skabe og præsentere kunst. Nogle gange var det bare frustrerende, at der var forskellige behov. Andre gange stod jeg pludselig i en virtuos samtale om kunstens rolle og betydning. Og netop den oplevelse havde jeg et déjà-vu eller rettere déjà-senti (allerede følt) med, da jeg tog forbi den udendørs lysinstallation i Enghaveparken LYSFORESTILLINGER af den svenske lyskunstner Jakob Oredsson (i samarbejde med Karen Danielsen).

 

Er det kunst?

Her talte jeg bl.a. med Jakob om hvordan de forskellige måder, de havde opstillet lysene på, de forskellige aftener havde virket enten inkluderende eller decideret ekskluderende. Og midt i vores samtale i en kunstdiskurs kommer et par gående med deres barn i klapvogn gennem den lysallé, vi kunne konstatere var inkluderende, fordi folk spontant brugte den til en lysende catwalk, hvor de tog billeder af sig selv og gik oplivet igennem. Parret har en anden farve end os og manden taler med en accent, da han spørger både konstaterende og nysgerrigt: ”Er det kunst? Men er det ikke dyrt? Hvad nu hvis I havde træerne i midten? For oftest er det jo menneskene, som får opmærksomheden, men så ville det være naturen, som fik opmærksomheden” – og lige præcis her i hans på samme tid udtrykte skepsis, pragmatisme og medtænken opstår der en nærhed med et andet menneske, der møder og reflekterer et kunstværk, som gør mig helt lyksalig. Måske fordi jeg altid, inderst inde, drømmer om at rive alle dæmningerne ned mellem de forskellige klassepositioner og dertil hørende kulturel kapital. Gøre kunsten tilgængelig for alle og slå fast at alle har ret til en kunstoplevelse og til at have sin egen helt subjektive opfattelse af den – uden at skulle stå til regnskab for andre.
Igen noget med at vi alle ser verden forskelligt og der skal en forhandling og udveksling til for at opnå en fælles virkelighed. Men nogle gange behøver vi heller ikke tage forhandlingen, men bare lade mennesker have deres helt egen subjektive opfattelse.

 

Når oplevelsen folder sig ud

Og så tilbage til dit spørgsmål om, hvordan jeg ser de to modpoler mellem det, du betegner som ”det nære” og ”det totalt afskårede” skildret i scenekunsten i dag generelt. Faktisk havde jeg en meget nær oplevelse af Rystet Spejl, fordi den åbnede op for flere sanseligheder inden i mig – bl.a. på grund af min store kærlighed til ord og den måde, som de fik plads i den visionære scenografi. Jeg havde mange associationer og følelser undervejs. Det var en oplevelse jeg havde med mig selv og som i høj grad foldede sig ud inden i mig. Faktisk på linje med at læse en bog, hvilket måske hænger sammen med at forestillingen jo i høj grad også var lavet på digtoplevelsens præmis. Ikke helt i samme skala, men i samme boldgade var min oplevelse af det minimalistiske værk IN BETWEEN CONCRETE af koreografkollektivet RISK. Her stod 4 dansere formummede, indviklet i stofstrimler og bevægede sig kun helt minimalt. Bevægelsen var forrykket til lyden, der gik fra total scenestilhed til en lydlig bevægelse gennem rummet. Jeg oplevede, at der blev åbnet for et kunstnerisk refleksionsrum, hvor jeg kunne reflektere over bevægelse og ikke-bevægelse. Og hvad der i øvrigt faldt mig ind. De leverede deres værk og lod det være fuldstændigt op til mig, hvad jeg skulle stille op med det. Min veninde havde en total klaustrofobisk oplevelse og var glad for at komme ud igen.

 

Genkendelse 
I min bedstemors køkken var jeg betaget af bedstemor-dukken og følte mig helt tæt på både min egen personlige erindring af min mormors køkken, duften, det altid lidt for sukrede mad og sirligheden i genbrugen af Cirkelkaffe-poserne til nedfrysning af brød. Der hvor der aldrig nogensinde blev stillet spørgsmålstegn ved negerpigen på kaffeposerne, der havde en stor nytteværdi. Anette Asp Christensen formåede på samme tid at ramme noget helt almengyldigt ved at tage udgangspunkt i en helt nær oplevelse af bedstemorens verden og relationen til hende – noget som de fleste genkender.

Udsigter_DFFF

Refleksion af kunstoplevelsen i kunsten

Og så nævner du Det Store Sceneskift af Erik Pold og Daniel Norback, som netop placerer sig i en intelligent, humoristisk metadiskussion om kunstens rolle. Den talte til mig på så mange planer, fordi den er et værk, der både eksistentielt og reflekteret forholder sig til kunstens rolle i vores liv og i vores samfund. Og så er den ikke bange for at få mig til at grine. Og det er netop den uprætentiøse tone og humoren, som gør, at den placerer sig et sted, hvor den ikke kun er en metadiskussion. Den har indbygget en vilje til at nedbryde den selvhøjtidelighed, som nogle gange følger med stor kunst. Den selvhøjtidelighed som kan gøre det svært for ikke-indviede at stige på.

DetStoreSceneskift-1981x

Vi kan helt klart godt kategorisere værker som ”nære” eller ”afskårne”. Men hvis vi netop gerne vil prøve at undersøge menneskets møde med kunsten giver det måske mere mening at fokusere på at nærheden og distancen opleves subjektivt – afhængigt af hvad man selv bringer med ind i mødet med kunsten. Med de erfaringer man har og hvordan man ser verden lige den dag, lige det øjeblik.

 

Hvor stiller de enkelte værker sig – i sit møde med mennesker?

Måske handler det i lige så høj grad om hvor de enkelte værker vælger at stille sig – i sit møde med mennesker. Er attituden – take it or leave it = få det ud af det som du får ud af det, det er helt op til dig. Det er ofte her vi finder det sublime værk. Modpolen er der, hvor værket først bliver til i det øjeblik, mennesker går reelt ind i det. Hvilket netop er væsentligt i interaktive værker – både i et intimt køkken og i det offentlige rum, hvor LYSFORESTILLINGER af Jakob Oredsson først reelt bliver et værk, når mennesker forholder sig aktivt og interagerende til lysinstallationen.
Og hvis hvert eneste møde mellem kunsten og et menneske er subjektivt, hvad betyder det så for vores forståelse af, hvad der sker i mødet mellem mennesker og kunsten? Og helt konkret vores diskussion lige her?

 

Om at møde kunsten med en porøsitet og med sig selv på spil?
Hvis vi ser på mennesket – handler det så om en porøsitet og en villighed til at sætte sig selv i spil, når man som menneske møder kunsten? Eller skal vi droppe den der italesættelse af den kulturelle kapital hos superkulturbrugerne og gøre oplevelsen fri og lade hver enkelt have sin oplevelse?
Hvis vi ser på vores opgave som formidlere. Handler det så om at vi har en opgave i at skabe en framing af kunstoplevelsen, hvor det er helt ok at føle og tænke lige præcis det, man nu gør i mødet med kunsten. En opgave i at skabe en tryghed i forhold til at kaste sig ud i at afprøve nye formater? Ellers skal vi folde værkerne ud
Hvordan ser du på det enkelte menneskes møde med kunsten og formidlerens opgave i forhold til mennesket, der står over for at skulle møde kunsten?

DIALOG #1  |  DIALOG #2  |  DIALOG #3  | DIALOG #4

DIALOG: Mødet med kunst #1

[Hvad sker der i mødet mellem mennesket og kunsten? Hvilke refleksionsrum åbner sig – hos en selv og sammen med andre? Hvori ligger kunstens inspirationskraft? Vi, Karen Toftegaard og Ida Marie Fich, har lavet en filosofisk undersøgelse og beskrivelse af, hvad der sker i mødet mellem mennesket og kunsten. Ida Marie Fich har reflekteret over fire forskellige forestillinger på Det Frie Felts Festival og CPH STAGE her på bloggen. Nu vil vi sammen i en dialog reflektere videre over, hvad kunsten gør ved os, og hvad det siger om forestillingernes potentiale for at skabe rum for relationer mellem kunsten og publikum og publikum imellem. Vi deler her vores dialog, hvor vi har udfordret hinanden til at gå i dybden med refleksionerne.]

DIALOG #1  |  DIALOG #2  |  DIALOG #3  | DIALOG #4

Kære Karen

Her er mit første oplæg til vores fælles refleksion.  Efter at have oplevet nogle meget forskellige forestillinger på Det Frie Felts Festival og CPH STAGE sidder jeg tilbage med en boblende følelse af, at scenekunsten i Danmark er både mangfoldig, omfavnende og modig. Hvis jeg skal nævne et element, som særligt drager mig ved den kunst, jeg oplever, så er det hvis kunstneren formår at skabe en særlig fortættet eller intim stemning. Hvis jeg som publikum bliver, ja, netop draget ind i værket. Og det behøver ikke nødvendigvis være i form af direkte deltagelse – det kan nogle gange have den modsatte effekt, hvis det ikke lykkes – men kan gøres på mange måder. Som startskuddet til denne dialog-refleksion vil jeg netop fremhæve nærheden i forestillingerne på Det Frie Felts Festival og CPH STAGE, som noget der gjorde særligt indtryk på mig.

Hvad end det var den intime oplevelse, hvor jeg kom både fysisk og mentalt tæt på andre publikummer og spillere, og hvor man altså har valgt en mere eller mindre deltagerbaseret form, eller det var forestillinger, som tematisk beskriver en trang til eller mangel på den tætte menneskelige relation, blev netop nærheden og båndet mellem mennesker et gennemgående tema for mig.  Jeg oplevede det særligt i Udsigter fra min bedstemors køkken og Det Store Sceneskift, hvor scenekunsten på hver sin måde skabte muligheden for, at jeg kunne forbinde mig til ikke kun værket men også andre mennesker i teaterrummet. I Udsigter fra min bedstemors køkken skete det gennem sanselige oplevelser, smagsindtryk, berøringer, lugte, lyde og at blive talt direkte til, mens Det Store Sceneskift formåede at skabe en helt fortættet energi i rummet gennem en åbning af teatrets forestillingsrum. Rystet Spejl formåede, på trods af at jeg sad med stor afstand til scenen, at skabe et rum omkring ordene og dansen, der syntes at hvirvle mig og de andre i salen rundt i en meget fysisk intim oplevelse.

Som modpol hertil står Støv og Stop Being Poor, som behandlede henholdsvis klima- og finanskrisen gennem billeder af et fortabt, desperat og mekanisk overfladisk samfund. Med andre ord kom man som publikum netop ikke tæt på hinanden – og det på trods af by proxys meget direkte inddragelse af publikum i begyndelsen af forestillingen. Snarere blev tørsten efter andre mennesker og mening med tilværelsen netop tydelig i udeladelsen af den direkte nærhed i Støv og den høje grad af ironi i Stop Being Poor. Jeg er nysgerrig på, hvad denne polarisering af det helt nære og det totalt afskårede siger om scenekunsten i dag og dets relation til sit publikum?

Eksperimenterne med deltagerinvolverende og interaktiv kunst er for mig at se et tydeligt tegn på, at vi søger det personlige, intime møde med andre mennesker – måske fordi vi mangler det i andre dele af vores liv. Og det er samtidig kunstnernes forsøg på at gribe til kernen af teatrets sociale potentiale og udfordre netop vores måder at mødes og dele oplevelser og refleksioner på. Heri ligger et dybt ønske om at skabe nærværende kunst for det hele menneske med sanser, krop og sind.  På den anden side åbner forestillinger som Støv og Rystet Spejl op for at opleve gennem, hvis ikke din egen krop, så i hvert fald gennem et hav af sanseindtryk – som gesamtkunstwerk‘er afprøver de nye måder at forene musik, ord, bevægelse og animation på scenen. Det kan som sagt skabe ret lukkede kunstværker, som ikke taler til den intime oplevelse, der skaber relationer, men kan man tale om, at det så er mellem værket og mennesket, at potentialet for nærhed opstår?

Lad dette være mit oplæg til din videre refleksion – med spørgsmålet: Har du også haft nogle enten meget intime, personlige eller meget fremmedgørende oplevelser, du har lyst til at fortælle om? Og hvordan ser du forholdet mellem de to modpoler skildret i scenekunsten i dag generelt? Jeg ser frem til at læse dine refleksioner.

Kh Ida

DIALOG #1  |  DIALOG #2  |  DIALOG #3  | DIALOG #4

Scenekunst – en verden jeg har set gennem et nøglehul

Jeg mener, det er vigtigt med transparens. Derfor har jeg bedt Zenia om at beskrive en udviklings- og refleksion session på projektet Det Frie Felts Festival.

Zenia Righolt er ansat som kommunikationsassistent i Karen Toftegaard ApS. Hun er 24 år og BA i Kommunikation og Psykologi. Jeg mener, det er vigtigt, at vi lytter til flere stemmer og forstår hvilke stemmer, der taler. Forstår med hvilke øjne vi ser. Hvor vi kommer fra og hvor vi er på vej hen.

Karen

—–

I sidste uge satte Karen, Lisbeth (kommunikationspraktikant) og jeg selv (Zenia) os i den strålende varme forårssol. Vi skulle klargøre hvad og hvordan, vi bedst formidler, hvad det frie felt i Danmark kan. Hvad der er det specielle ved denne festival. Vi ville skabe en session, hvor alle tanker var velkomne og hvor alt er muligt. Vi brainstormede på hvad det helt konkret er denne festival skal bidrage med i dansk scenekunst. Vi startede selvfølgelig med de rent faktuelle ting, som vi allerede er bekendte med. Det er tredje gang at Det Frie Felts Festival løber af stablen. Men hvad er det så Det Frie Felts Festival kan? Og hvad kan festivalen, når nu det er tredje gang den finder sted? Den formidlingsmæssige udfordring er at festivalen har et politisk sigte, men at vi over for publikum skal formidle kunsten.

billede 3

Når man ser noget, man ikke forstår

Vi har i år givet Det Frie Felts Festival den inviterende tagline EXPLORE, IMAGINE, DISCOVER. Festivalen og årets 17 værker, sætter fokus på, at vi som publikum skal fristes til at gå på opdagelse og undersøge kunsten. Vi talte meget om følelsen af ikke at føle sig inkluderet, når man ser noget, man ikke kender. Måske nærmer følelsen af ikke at forstå. Jeg selv kommer ofte til at fokusere på, hvorvidt og hvordan jeg forstår den kunst/kultur, som jeg møder. Ser jeg et teaterstykke, som jeg ikke forstår eller ikke føler håndgribeligt – undskylder jeg det med, at jeg ikke er kreativ. Men behøver det nødvendigvis at være grunden?

 

De fleste synes det er sjovt at gå på opdagelse og eksperimentere med nye oplevelser og kreative indslag

Vi blev hurtigt enige om, at Det Frie Felts Festival også skal være muligt, for dem der ikke normalt ser denne form for scenekunst. Vi ønsker, at invitere alle inden for. Vi ønsker at skabe en festival, der gør dette felt muligt for alle at være i. Vi ønsker, at gøre det frie felt inkluderende for dem der normalt ikke føler, at de forstår feltets kunst. Så os der ikke helt ved, om vi forstår det frie felts kunst og kultur, også kan være med. De fleste mennesker synes, at det er sjovt at gå på opdagelse og eksperimentere med nye oplevelser og kreative indslag i dagligdagen. Det Frie Felts Festival kan netop bidrage til, at vi som publikum får lysten til at opdage, fantasere og undersøge. Fordi vi her kan møde det, vi ikke kender eller umiddelbart ikke forstår. Fordi vi her får et refleksionsrum.

 

Hvad kan Det Frie Felts Festival?

I løbet af vores session – kastede vi en masse tanker op i luften. Vi undersøgte og gik på opdagelse i det frie felt. Hvad kan det frie felt i Danmark spurgte Karen, Lisbeth og jeg. Det satte gang i snakken. Det frie felt fokuserer på friheden til at skabe, til kreativiteten og på det at frigøre sig. Vi kom frem til, at det frie felt, helt konkret formår at placere sig et sted, som mangler i dansk kultur. Et felt der er eksperimenterende, inspirerende og som lægger op til refleksion. Et felt som ikke er ekskluderende, men inkluderende – et felt som skaber de trygge rammer – om en ny kunstoplevelse.

billede 1

Vi har gjort det let for dig og… mig

Hvad er det helt præcis, der skal til før, at man begiver sig ud i nye oplevelse? Vi blev enige om at de fleste ligesom os selv – ikke altid kan overskue, at skulle tage stilling til hvad man har lyst til eller hvilken forestilling man skal vælge at se. Jeg har en kronisk udfordring, når jeg logger på netflix for at finde en film. Der er utallige muligheder – men det er som om ingen af dem er rigtige. Det handler ikke om, at der ikke er nogen gode film. Derimod handler det om, at jeg ikke kan beslutte mig for, hvad jeg har lyst til at se. Ofte vil jeg gerne se noget nyt – men hvad er godt og spændende at se? I stedet for netflix ender jeg i stedet med, at se det som bliver vist i fjernsynet. Her er der nogen der har valgt for mig.

 

Du behøver ikke forstå værket rigtigt – men i stedet opleve værket

Det frie felts festival 16’ er en mulighed for at opleve noget nyt. Det er en mulighed for, at se nogle forestillinger, som man måske ellers ikke ville se. Kuratorerne har i år udvalgt 17 forskellige værker til programmet. Allerede her er det blevet lettere for os som publikum, at vælge hvilke værker vi gerne vil se. Det Frie Felts Festival giver mulighed for nye oplevelser inden for scenekunst – i trygge rammer. Her hjælper kuratorerne os med, at finde ud af hvilke værker der vises og hvad der fanger den enkeltes interesse. Det at nogle kunstnerisk kompetente mennesker har udvalgt for os – giver mig noget ro. Det handler ikke om at forstå et værk på den rigtige måde, men om at opleve værket.

 

Du oplever og føler det enkelte værk – på din måde

Her op til festivalen får vi hjælp af scenekunstneren Anna. Jeg forklarede Anna, at jeg nogle gange synes, at det frie felt i scenekunstens verden, er svært at forstå. Anna sagde dog noget meget fint – som netop hjælper mig med, at kunne gribe nogle nye oplevelser. Det handler om oplevelsen og ikke om, hvorvidt jeg har forstået det rigtigt. At vi som publikum er åbne over for oplevelsen. Åbne over for de sanseindtryk som det pågældende værk kan give publikum. Det handler om, at du oplever og føler det enkelte værk – på din måde. Det handler derfor ikke om, hvorvidt jeg har den rigtige forståelsesramme – men i stedet om at bruge min forståelsesramme til at opleve nye ting.

Til vores session blev vi enige om, at det frie felts festival gør nye oplevelser tilgængelige for folk, på en håndgribelig måde. Det sker i form af de på forhånd udvalgte værker – men også rammen om festivalen, der netop lægger op til, at man skal gå på opdagelse og undersøge det frie felt i dansk scenekunst.

DFFF16_PROGRAM_download

Lad os åbne døren til det frie felt

Selvom jeg har været med på sidelinjen og arbejdet med både programmet samt den generelle kommunikation bag Det Frie Felts Festival – så er jeg stadig på lidt usikker grund. Men det er blevet lettere. Lettere at forstå det frie felt. Lettere at finde de værker, som jeg måske ikke forstår – men som er en oplevelse for mig. Værker som sætter fantasien i gang og giver anledning til at reflektere over de emner, som de enkelte værker tager op. Festivalen byder på alt fra performance, non-verbal koreografi, deltagerbaseret scenekunst, installationer i byen og til refleksionssessions. Dermed ved jeg, at der uden tvivl er et eller flere værker – som for mig bliver en oplevelse, en opdagelse og en mulighed for at sætte gang i fantasien. Det frie felts festival er et rigtig godt sted at begynde, hvis man har lyst til, at forsøge sig med noget af den scenekunst, hvor der bliver tænkt andre tanker og gået andre veje – end den kunst/kultur vi ellers normalt støder på i dagligdagen.

 

zenia197
Zenia Righolt er ansat som kommunikationsassistent i Karen Toftegaard ApS. Foto: Malle Madsen

Kommentar – “Lille krigsbarn, hvor går du hen?”

Politikens kulturredaktør Rune Lykkeberg beskriver i denne artikel, hvorfor et digt nogle gange er på sin plads i Danmarks førende kulturavis. Eller han laver i virkeligheden en historiske legitimering af, at de bringer Henrik Nordbrandts digt om det lille krigsbarn på flugt. Lige som dengang hvor Tom Kristensen bragte et digt om sin ven digteren Gustaf Munch-Petersen, der faldt i den spanske borgerkrig.

Samtidigt bliver det en manifestation af Politiken som netop Danmarks vigtigste kulturavis, fordi de giver plads til digte, der brænder på. “De vil ikke stå i vejen,  når digte presser sig på”. Det er utroligt godt håndværk inden for værdibaseret kommunikation, fordi det beskriver “hvorfor det er vigtigt” samtidigt med, at det udelukkende er en henvendelse til ens værdisæt – hvor man kan bekræfte eller blive bekræftet i, hvad der er rigtigt og vigtigt for en – mærke og/eller reflektere efter hvilket slags menneske, man ønsker at være. Og så understreger standpunktet at kunsten kan gøre en forskel for mennesker. JEG ER FAN!

 

læs Rune Lykkebergs framing af Henrik Nordbrandts digt  herLilleKrigsbarnNordbrandt