Category: værdibaseret kommunikation

[Hvad sker der i mødet mellem mennesket og kunsten? Hvilke refleksionsrum åbner sig – hos en selv og sammen med andre? Hvori ligger kunstens inspirationskraft? Vi, Karen Toftegaard og Ida Marie Fich, har lavet en filosofisk undersøgelse og beskrivelse af, hvad der sker i mødet mellem mennesket og kunsten. Ida Marie Fich har reflekteret over fire forskellige forestillinger på Det Frie Felts Festival og CPH STAGE her på bloggen. Nu vil vi sammen i en dialog reflektere videre over, hvad kunsten gør ved os, og hvad det siger om forestillingernes potentiale for at skabe rum for relationer mellem kunsten og publikum og publikum imellem. Vi deler her vores dialog, hvor vi har udfordret hinanden til at gå i dybden med refleksionerne.]

DIALOG #1  |  DIALOG #2  |  DIALOG #3  | DIALOG #4

 

Godt oplæg Ida!

Og JA for helvede da! Jeg har helt klart haft intime, personlige og meget fremmedgørende oplevelser med kunsten. Måske fordi kunsten, når jeg tænker over det, altid har spillet en eksistentiel rolle i mit liv. Det er her, jeg har søgt både tilflugt og inspiration til livet – både de helt banale forhold og de helt store og abstrakte tanker, jeg søgte en resonans til. Og når jeg vælger at bringe min egen subjektive tilgang til kunsten ind i refleksionerne, så handler det om, at vi for at forstå hinandens måde at opleve kunsten på må huske, at der findes ingen objektiv sandhed. Ethvert menneske oplever virkeligheden og dermed også kunsten subjektivt, citerer jeg frit den chilenske biolog Humberto Maturana. Og enhver fælles forståelse af virkeligheden kan kun ske gennem en forhandling. Det vil sige, at vi er nødt til at forhandle, hvordan en fælles virkelighed ser ud – i dialog med andre.

 

Kunsten lige der hvor mennesker er i deres hverdag

Nogle af de mest ærlige samtaler om kunstens berettigelse har jeg haft, da jeg var indehaver af og kurator på AirPlay Street Gallery (2006 – 2012) – der viste digital og performativ kunst på en plads på Nørrebro. Og ja det blev prisbelønnet og vi var ”new kids on the block” det første år i kunstdiskursen, men det var faktisk aldrig det, der var det vigtigste, selvom anerkendelsen da føltes utroligt godt. Vores mission var at rykke kunsten derhen, hvor mennesker var på vej til og fra Fakta – lige midt i deres hverdag. Og det var da pænt møjsommeligt. Det der skabte de gode dialoger var, når jeg pludselig skulle tale med nogle af dem, der boede i området eller ellers brugte pladsen. Dem hvis hverdag vi havde sat os for at placere kunst i. F.eks. samtaler med unge boldspillere på pladsen hvor der altså skulle nogle vægtige argumenter frem for at overbevise om vigtigheden i, at der nu skulle være noget performance på pladsen, så de kunne ikke spille fodbold længere. Den gode dialog var altid der, hvor vi fandt frem til at tale og lytte ud fra en nysgerrighed i os selv. Enten en nysgerrighed i at forstå den andens måde at se verden på eller den andens glæde ved at spille bold eller skabe og præsentere kunst. Nogle gange var det bare frustrerende, at der var forskellige behov. Andre gange stod jeg pludselig i en virtuos samtale om kunstens rolle og betydning. Og netop den oplevelse havde jeg et déjà-vu eller rettere déjà-senti (allerede følt) med, da jeg tog forbi den udendørs lysinstallation i Enghaveparken LYSFORESTILLINGER af den svenske lyskunstner Jakob Oredsson (i samarbejde med Karen Danielsen).

 

Er det kunst?

Her talte jeg bl.a. med Jakob om hvordan de forskellige måder, de havde opstillet lysene på, de forskellige aftener havde virket enten inkluderende eller decideret ekskluderende. Og midt i vores samtale i en kunstdiskurs kommer et par gående med deres barn i klapvogn gennem den lysallé, vi kunne konstatere var inkluderende, fordi folk spontant brugte den til en lysende catwalk, hvor de tog billeder af sig selv og gik oplivet igennem. Parret har en anden farve end os og manden taler med en accent, da han spørger både konstaterende og nysgerrigt: ”Er det kunst? Men er det ikke dyrt? Hvad nu hvis I havde træerne i midten? For oftest er det jo menneskene, som får opmærksomheden, men så ville det være naturen, som fik opmærksomheden” – og lige præcis her i hans på samme tid udtrykte skepsis, pragmatisme og medtænken opstår der en nærhed med et andet menneske, der møder og reflekterer et kunstværk, som gør mig helt lyksalig. Måske fordi jeg altid, inderst inde, drømmer om at rive alle dæmningerne ned mellem de forskellige klassepositioner og dertil hørende kulturel kapital. Gøre kunsten tilgængelig for alle og slå fast at alle har ret til en kunstoplevelse og til at have sin egen helt subjektive opfattelse af den – uden at skulle stå til regnskab for andre.
Igen noget med at vi alle ser verden forskelligt og der skal en forhandling og udveksling til for at opnå en fælles virkelighed. Men nogle gange behøver vi heller ikke tage forhandlingen, men bare lade mennesker have deres helt egen subjektive opfattelse.

 

Når oplevelsen folder sig ud

Og så tilbage til dit spørgsmål om, hvordan jeg ser de to modpoler mellem det, du betegner som ”det nære” og ”det totalt afskårede” skildret i scenekunsten i dag generelt. Faktisk havde jeg en meget nær oplevelse af Rystet Spejl, fordi den åbnede op for flere sanseligheder inden i mig – bl.a. på grund af min store kærlighed til ord og den måde, som de fik plads i den visionære scenografi. Jeg havde mange associationer og følelser undervejs. Det var en oplevelse jeg havde med mig selv og som i høj grad foldede sig ud inden i mig. Faktisk på linje med at læse en bog, hvilket måske hænger sammen med at forestillingen jo i høj grad også var lavet på digtoplevelsens præmis. Ikke helt i samme skala, men i samme boldgade var min oplevelse af det minimalistiske værk IN BETWEEN CONCRETE af koreografkollektivet RISK. Her stod 4 dansere formummede, indviklet i stofstrimler og bevægede sig kun helt minimalt. Bevægelsen var forrykket til lyden, der gik fra total scenestilhed til en lydlig bevægelse gennem rummet. Jeg oplevede, at der blev åbnet for et kunstnerisk refleksionsrum, hvor jeg kunne reflektere over bevægelse og ikke-bevægelse. Og hvad der i øvrigt faldt mig ind. De leverede deres værk og lod det være fuldstændigt op til mig, hvad jeg skulle stille op med det. Min veninde havde en total klaustrofobisk oplevelse og var glad for at komme ud igen.

 

Genkendelse 
I min bedstemors køkken var jeg betaget af bedstemor-dukken og følte mig helt tæt på både min egen personlige erindring af min mormors køkken, duften, det altid lidt for sukrede mad og sirligheden i genbrugen af Cirkelkaffe-poserne til nedfrysning af brød. Der hvor der aldrig nogensinde blev stillet spørgsmålstegn ved negerpigen på kaffeposerne, der havde en stor nytteværdi. Anette Asp Christensen formåede på samme tid at ramme noget helt almengyldigt ved at tage udgangspunkt i en helt nær oplevelse af bedstemorens verden og relationen til hende – noget som de fleste genkender.

Refleksion af kunstoplevelsen i kunsten

Og så nævner du Det Store Sceneskift af Erik Pold og Daniel Norback, som netop placerer sig i en intelligent, humoristisk metadiskussion om kunstens rolle. Den talte til mig på så mange planer, fordi den er et værk, der både eksistentielt og reflekteret forholder sig til kunstens rolle i vores liv og i vores samfund. Og så er den ikke bange for at få mig til at grine. Og det er netop den uprætentiøse tone og humoren, som gør, at den placerer sig et sted, hvor den ikke kun er en metadiskussion. Den har indbygget en vilje til at nedbryde den selvhøjtidelighed, som nogle gange følger med stor kunst. Den selvhøjtidelighed som kan gøre det svært for ikke-indviede at stige på.

Vi kan helt klart godt kategorisere værker som ”nære” eller ”afskårne”. Men hvis vi netop gerne vil prøve at undersøge menneskets møde med kunsten giver det måske mere mening at fokusere på at nærheden og distancen opleves subjektivt – afhængigt af hvad man selv bringer med ind i mødet med kunsten. Med de erfaringer man har og hvordan man ser verden lige den dag, lige det øjeblik.

 

Hvor stiller de enkelte værker sig – i sit møde med mennesker?

Måske handler det i lige så høj grad om hvor de enkelte værker vælger at stille sig – i sit møde med mennesker. Er attituden – take it or leave it = få det ud af det som du får ud af det, det er helt op til dig. Det er ofte her vi finder det sublime værk. Modpolen er der, hvor værket først bliver til i det øjeblik, mennesker går reelt ind i det. Hvilket netop er væsentligt i interaktive værker – både i et intimt køkken og i det offentlige rum, hvor LYSFORESTILLINGER af Jakob Oredsson først reelt bliver et værk, når mennesker forholder sig aktivt og interagerende til lysinstallationen.
Og hvis hvert eneste møde mellem kunsten og et menneske er subjektivt, hvad betyder det så for vores forståelse af, hvad der sker i mødet mellem mennesker og kunsten? Og helt konkret vores diskussion lige her?

 

Om at møde kunsten med en porøsitet og med sig selv på spil?
Hvis vi ser på mennesket – handler det så om en porøsitet og en villighed til at sætte sig selv i spil, når man som menneske møder kunsten? Eller skal vi droppe den der italesættelse af den kulturelle kapital hos superkulturbrugerne og gøre oplevelsen fri og lade hver enkelt have sin oplevelse?
Hvis vi ser på vores opgave som formidlere. Handler det så om at vi har en opgave i at skabe en framing af kunstoplevelsen, hvor det er helt ok at føle og tænke lige præcis det, man nu gør i mødet med kunsten. En opgave i at skabe en tryghed i forhold til at kaste sig ud i at afprøve nye formater? Ellers skal vi folde værkerne ud
Hvordan ser du på det enkelte menneskes møde med kunsten og formidlerens opgave i forhold til mennesket, der står over for at skulle møde kunsten?

DIALOG #1  |  DIALOG #2  |  DIALOG #3  | DIALOG #4