“Brug din kreativitet” af Eva Wang Gøttrup og Karen Toftegaard. Nyt Nordisk Forlag, Arnold Busck 2014. Foto: Kirstine Autzen
Jeg flytter og er ved at rydde op. Der står 10 eksemplarer af bogen “BRUG DIN KREATIVITET” på min lagerhylde, som jeg gerne vil matche med nysgerrige sjæle.
Bogen er i høj grad en inspirationsbog, som du kan bruge til at skrue op for den kreative del af dig. Sommeren er den tid, hvor mange har energien og tiden til at pleje sig selv – både kroppen, humøret og kreativiteten. Sommertiden er der, hvor bogen hvert år får en renæssance på bibliotekets udlåningslister. Jeg er ikke selv så god til bibliotekslån, da jeg oftest ender med at betale en bøde, der ville gøre det billigere at købe bogen fra begyndelsen af. Og du kan få bogen til en pris langt billigere end en biblioteksbøde og endda få den sendt til døren.
BRUG DIN KREATIVITET: Mærk inspiration fra kreative personligheder som bl.a. kunstner, designer og direktør Rosan Bosch, fhv. kreativ direktør i Saatchi & Saatchi Patrick Isaak, direktør for Space 10 (ArtRebels og Trailerpark) Carla Cammilla Hjort, musiker og kunstner Signe Høirup Wille Jørgensen (Jomi Massage), designer og direktør Line Markvardsen og madkunstner og iværksætter af 1.th. Mette Martinussen.
Eller hvis du sidder med din mobil i hånden: Send dit navn og postadresse med 190 kr. på MobilePay 2298 6743. Og så modtager du en kvittering på mail, hvis du skriver “din mail (faktura)” i beskeden.
Deadline: Fredag den 23. juni kl. 12.00
Jeg går på sommerferie på fredag og derfor gælder tilbuddet til fredag den 23. juni kl.12.00. Så kan jeg lige nå at sende bogen til dig, inden jeg tager til havet og nyder årets lyseste dag og korteste nat – Sankt Hans.
Spørgsmål? -> Skriv på velkommen@karentoftegaard.dk.
I dag udkommer Gitte Lindholts bog “Slip fri af psykopatens klør”på forlaget Powerpress. Det er den første danske selvhjælpsbog til kvinder, der har levet med en psykopatisk mand. Den giver mig anledning til at reflektere over personlig kommunikation – den menneskenære kommunikation. God personlig kommunikation handler ikke om at krænge sine inderste sider ud for at blive set. Personlig kommunikation handler lige som al anden form for kommunikation om relevans. Og det bliver relevant for andre, når man kan tage essensen af sine egne erfaringer og give dem en form, så det vækker genkendelse hos andre mennesker. På en måde så man kan mærke personen bag – både værdimæssigt og fagligt. Uden at man som læser føler, at man er blevet taget som gidsel i et selvterapeutisk projekt.
Veninden, der forandrede sig
Jeg har ikke læst bogen “Slip fri af psykopatens kløer” (endnu), men jeg har fulgt processen. Faktisk lang tid før det hele begyndte. Forfatter Gitte Lindholt og jeg mødte hinanden på en fabelagtig studietur med universitetet i 1996. Vi skulle lære om moderne kunst og kultur i de europæiske hovedstader Wien, Prag og Berlin. Efterfølgende havde vi mange sjove oplevelser sammen – lige fra fantastiske fester til filosofiske the-sessioner. Og vi besøgte hinanden der, hvor vi slog os ned i årene efter. Jeg husker, da hun fortalte, at hun havde mødt en særlig mand. Og jeg mødte dem sammen flere gange gennem årene. Men der var et tidspunkt, hvor jeg følte, jeg ikke længere kunne være vidne til hendes liv. Den sjove, søde, smukke, kloge, kreative kvinde, jeg kendte, var forandret til ukendelighed. Jeg sagde, at hvis hun nogensinde fik brug for hjælp, så ville jeg være der, mens jeg håbede, at hun ville genfinde sin personlige kraft. Der gik en del år, hvor vi stort set ikke havde kontakt.
Balancen mellem det, der giver en selv værdi og det der giver andre værdi
For nogle år siden rejste Gitte Lindholt sig og fandt modet til at ændre kurs. Vi begyndte at tale sammen igen – både som veninder og som faglige samarbejdspartnere. Det gør mig både glad og ydmyg at have genfundet en veninde. At se hende stråle samt mærke hendes vilje og evne til at gøre en forskel for andre mennesker. Så det er med et personligt udgangspunkt og en professionel viden omkring kommunikation, at jeg har stillet forfatter Gitte Lindholt spørgsmål om personlig kommunikation. Når man formidler selvoplevede erkendelser som professionelt, fagligt stof er det vigtigt at have fokus på den hårfine balance mellem det, der primært giver forfatteren værdi i personens egen proces og det, der giver andre værdi ved at være relevant for dem.
Ekspertudsagn om psykopati
Gitte Lindholt er selvstændig som professionel facilitator, foredragsholder og coach samt cand. mag i teatervidenskab. I bogen interviewer hun bl.a. en række eksperter: Psykiatrisk overlæge Henrik Day Poulsen |Psykolog Vitha Weitemeyer – forfatter til bogen ‘Forelsket i en drøm’ | Professor Ask Elklit – Videnscenter for psykotraumatologi | Sundhedsekspert og forfatter Oscar Umahro Cadogan | Kontorchef Kirsten Rosenkilde – Statsforvaltningen Syddanmark |Advokat og mediator Pia Deleuran |Exitcirklens stifter og leder Sherin Khankan | Sexolog Joan Ørting. Og deler anonyme fortællinger fra det virkelige liv. For det er ikke en spektakulær chok-effekt reality-bog. Det er en bog med et konstruktivt formål – at styrke og hjælpe kvinder (og mænd) ud af destruktive parforhold.
Gitte Lindholt er bosat i Kolding. Foto: Steffen Nielsen
Jeg er interesseret i, hvilke overvejelser mennesker gør sig, når de fortæller omverdenen om sig selv og viser nogle personlige sider af sig selv – ved at have fokus på relevans for andre og uden at blive private. Det er en hårfin balance. Her kommer Spørgsmål og Svar om personlig kommunikation med forfatter Gitte Lindholt:
Karen Toftegaard: Gitte, du deler episoder fra din personlige historie om et ægteskab med en psykopatisk partner i bogen ”Slip fri af psykopatens kløer”. Hvilke tanker har du gjort dig omkring at fortælle andre om nogle personlige forhold i dit liv, som du i flere år har holdt hemmeligt for omverdenen?
Gitte Lindholt: Da jeg besluttede mig for at bruge professionel konsulentbistand i min skriveproces og kontaktede dig, Karen, havde jeg ikke lyst til at fortælle omverdenen, at jeg havde levet med psykisk og fysisk vold. Jeg tænkte mere i at skrive en bog om, hvordan man kan blive styrket gennem superfood. Det var simpelthen for pinligt at fortælle min egen historie, da jeg ikke havde lyst til at være kendt som kvinden, der havde fundet sig i så forfærdelige ting. Jeg ville hellere kunne fortælle om en fantastisk opfindelse eller andet. Men i samråd med dig, fandt vi ud af, at det lige præcis var min styrke, at jeg selv havde gået vejen. Det var mit stærkeste kort til at hjælpe andre i samme situation og tilføre verdenen værdi. Men det skulle laves som en selvhjælpsbog med både faglighed og personlige beretninger og ikke være en i rækken af ”real-stories” udgivelser.
Dyssocial personlighedsforstyrrelse – psykopat
Det skal tilføjes, at min tidligere partner ikke er blevet diagnosticeret psykopat. Så jeg kan kun fortælle om mine oplevelser med ham og hans adfærd, som jeg oplever har mange lighedspunkter med WHO´s definition af en dyssocial personlighedsforstyrrelse (“psykopat” på fagsprog):
Grov ligegyldighed over for andres følelser
Manglende ansvarsfølelse og respekt for sociale normer eller forpligtelser
Manglende evne til at fastholde forbindelser med andre
Lav frustrationstolerance og aggressionstærskel
Manglende evne til at føle skyld eller lade sig påvirke af erfaringer, inklusive straf
Bortforklarings- og udadvendt projektionstendens
…mit budskab er også, at man skal opsøge viden. Viden giver indsigt og mere velovervejede valg og handlinger.
Den personlige tone i en fagprofessionel bog
Karen Toftegaard: Hvad har du gjort for at finde din personlige tone frem i en fagprofessionel bog?
Gitte Lindholt: Det har været vildt svært. Fordi det netop hverken er en fagbog, fiktion eller en selvbiografi. Men jeg har forsøgt både i strukturen og i mit mindset at have læseren i mit baghovede gennem hele bogen og skrive til dem som mennesker af kød og blod, der har været i samme situation. I det hele taget handler denne bog jo om psykopater i pyjamas, hvor den psykiske vold foregår i menneskers private og personlige liv. Den personlige tone er også fremtrædende i beretningerne, hvor jeg ønsker at vise manipulationerne, den afstumpede adfærd og psykiske vold – set både gennem kvinders og børns øjne. Jeg har desuden forsøgt at stille spørgsmål til fagpersoner, som jeg tænker er relevante for kvinderne personligt. Men også fagligt, for mit budskab er også, at man skal opsøge viden. Viden giver indsigt og mere velovervejede valg og handlinger.
Vægtning mellem personlige beretninger og ekspertinterviews
Karen Toftegaard: Hvad er forskellen på den første version af din bog og den, der publiceres i dag? Jeg tænker bl.a. på, at der nok er sket en forandring i hvilke personlige fortællinger, du ser en værdi i at dele med andre?
Gitte Lindholt: Mit første manuskript på ca. 160 sider var min dagbog skrevet ud fra de første 1½ år efter skilsmissen, som både var helt private og personlige. Et materiale som jeg aldrig har vist til nogen. I slutproduktet er jeg selv nærmest helt ude af indholdet, da jeg har forsøgt at have fokus på, hvad der har værdi for andre. De personlige beretninger i bogen er også anonyme fra både andre kvinder og jeg. Jeg finder det vigtigt, at der er personlige beretninger, som gør at læsere kan spejle sig i bogen og genkende sin egen situation. Jeg håber, at det vil gøre, at de ikke føler sig alene med disse forfærdelige oplevelser, giver dem håb og mod til at bruge bogens værktøjer. Der er desuden i den endelige version fagafsnit og interviews med ni eksperter, hvilket jo ikke er personligt overhovedet. Når jeg skal holde mine mange foredrag, kommer jeg naturligvis med min personlige beretning. Det, tænker jeg, giver mening for tilhørerne. Her skal jeg også finde en balancegang mellem om jeg giver stof til BT eller Weekendavisen.
Et ståsted med personlig integritet
Karen Toftegaard: Hvad er din grundlæggende motivation for at dele dine egne personlige erfaringer og bakke dem op med ekspertudsagn?
Gitte Lindholt: Fordi mine personlige erfaringer bliver en form for viden, når de bliver nedfældet. Jeg er akademiker, så jeg tænker akademisk: Der skal være en faglig tyngde, som understøtter mine udsagn og oplevelser. Jeg er selv nysgerrig efter at opsøge viden om emnet og blive klogere.
Karen Toftegaard: Hvad/hvem har givet dig det største skub til at skrive bogen med en personlig autoritet, styrke og integritet? Gitte Lindholt: Du, Karen, overbeviste mig om, at min viden var en ekspertviden, som jeg slet ikke havde tænkt på. Det var et skulderklap i sig selv. Jeg har MIN viden og metoder til at overleve en psykopat, som ingen andre har. Bogen har desuden været en afgørende terapeutisk proces, og hjulpet mig i mål med at få personlig autoritet, styrke og integritet. Man kan sige, at bogen gerne skulle videregive eller opfordre til, at kvinder får det samme.
Karen Toftegaard: Hvad er det mest overraskende, du har indset, mens du var i gang med at skrive denne bog? Gitte Lindholt: Det svære i at skelne mellem det private, personlige og offentlige rum. At jeg ikke føler mig eksponeret i det offentlige rum med min historie. Jeg har samtidig med bogprocessen startet eget firma, og min krop reagerede kraftigt i december (tæt på bogudgivelsen) med stress og uro, ind til jeg fandt ud af, at den blot fortalte mig, at jeg skulle finde en form for skelnen mellem rummene. At min bog (personlig, offentlig) er én ting (gittelindholt.dk) og min foredrags- og eventvirksomhed (offentlig/professionel) Empower Lab (empowerlab.dk) en anden. Jeg bruger Empower Lab som en platform, hvor jeg kan holde foredrag om emnet. Så du rammer plet med din hensigt med dit interview om den hårfine balance mellem at fortælle om sit liv og samtidig bevare en personlig integritet. Og bemærkelsesværdigt hænger personlig integritet meget sammen med emnet psykopati, for om noget overskrider en psykopat ens grænser og privatsfære. Han blander sig i alt – lige fra ens sms’er til at ville kontrollere ens værdisæt eller politiske holdninger. Så den personlige integritet skal om noget genvindes efter bruddet. Og kroppen skal nok fortælle dig, hvis du ikke lytter.
P.S.: Dette blog-indlæg er første del i en serie af interviews om personlig kommunikation.
Dette blogindlæg er på engelsk, fordi det indeholder et interview med storyteller Zena Barakat fra det internationale designfirma IDEO, som jeg mødte til en scenekunstmesse i Montréal (Cinars). Og jeg vil også gerne dele det med de mennesker, jeg mødte der. [This blogpost is in english as it contains an interview with storyteller Zena Barakat from the international design firm IDEO, whom I met at a performing arts event in Montréal (Cinars). And I would like to share it with the people I met there too.]
Storyteller Zena Barakat from the design company IDEO and Karen Toftegaard, when we met in Montréal at the Performing Arts platform CINARS 2016.
Creativity lies in the way we think
A couple of years ago I had a book about creativitypublished (in Danish) – interviewing people with different kind of creative mindsets and giving tools to activate and nourish your creativity. Back then I sensed there was a difference in the way we were acting and thinking creatively even though my task was to find the essences of creative behaviour. I also noticed that I felt most inspired by people that were doing things very differently than I. Having worked in the performing arts field around 15 years I find it particularly interesting to see how this milieu can learn from other creative mindsets.
Creative thinking
When I met storyteller Zena Barakat from the international design company IDEO in San Francisco at the performing arts platform CINARS in Montréal, Canada, we talked about the creative design thinking and the creative thinking in performing arts. There is a difference and I see a potential for growing when adapting some of the approaches and ways of doing in the creative design thinking.
How to reach new audiences – using design thinking
Zena Barakat works in the Design for Change studio, helping organisations evolve their cultures and businesses to become more adaptive. In 2015 she worked with the San Francisco Opera to explore ways it could reach new audiences – using design thinking. Prior to joining IDEO, she worked in journalism and on documentaries for 12 years for The New York Times, ABC News, National Public Radio, Bloomberg News, National Geographic and the Independent Film Channel (IFC). Yes, she is pretty awesome.
Here are parts of our conversation – feel free to join:
Karen: How do you experience the difference between creative design mindset and the mindset of a performing arts organization? Zena: “Design thinking is very collaborative. You bring people together and you are supposed to leave your ego at the door, and if you are doing it right, you don’t really know where the idea came from exactly, who thought of it in the room, because everyone is building on each other so much. It is that collaborative and cooperative. And the people in the room are people with different backgrounds and perspectives and it takes relying on each other to come up with solutions and literally credit does not matter. In art it’s the opposite. It really matters who came up with the idea and it’s a certain vision, and it comes from one person or certain people at the very top, and credit is almost everything, right. (Even though there are several independent artists working collectively – as we experienced and reflected on at a.o. the international performance festival WORKS AT WORK: group works, ed.).”
Storyteller Zena Barakat from the international design company IDEO. She is based in San Francisco.
Working in silos
“However art and design also have different purposes. Design is supposed to be thinking about your audience and their experience and art can be inspirational because it is so singularly focused. The reason that it is important is because when you have a culture in arts organisations that is so used to working in departments by themselves or people working on their own, they have their own little systems that they have created. They work in silos. Then you come in and you say, we have this methodology, you have to collaborate on everything, the entire process from the beginning to end. That makes people extremely uncomfortable. They feel unsafe. Is my job safe? Am I going to be needed? Am I going to get the validation? Are my contributions going to be recognised? So it’s a completely different way of talking, thinking and doing. For people that can be very threatening. But if you can completely embrace it you can bring the ideas of five people to make the audience experience better.
Is there a way to leave the ego at the door?
Five people who come from very different backgrounds. It can be the security guard who works at the front of the house, it could be the musician and it could be a performer and then it could be the person who is head of audience relations, and you talk with them. The security guard at the front of the house could notice something that you never have noticed before that could make the audience experience vastly different. So if there is a way to leave your ego at the door, the opinions of five people can be way more powerful to make something great. It could mean the entire picture of the audience experience. So design thinking is powerful in that way, that it challenges the way that people naturally work in arts organisations which is very individually.”
Karen: “Yes it is extremely important to challenge the silo-behaviour. I worked in cultural institutions (supported by Danish Ministry of Culture) for seven years with Public Relations and I often got the best ideas when I was talking with the front house, the cleaning lady or the stage manager – people with another approach than I.”
Let´s all jump in
Zena: “It is not about everybody doing everything. It is more about when problems arise with ticketing. Do you put that entire problem on the ticket person or do all the people with different expertise, including the ticket expertise, come together and help each other to find that solution. It’s not like there is no collaboration going on, but it is sort of paper individualised specialised. Instead of ‘there’s something going on with ticketing, let us all jump in on that’. I think it is very uncomfortable for people, if they don’t get the credit or feel valued. They become nervous that their job may not exist tomorrow. And that’s a very real fear. Art organisations are struggling with finances and getting the audience what they need to continue. So it is not an irrational fear, but sometimes when you are dealing with set problems, it takes everybody taking it on. And people being able to help each other to think about solutions.”
Karen: “I think you’re spot on. The fear is driving people to do a lot of things especially in the art branch, because there is so much fear of losing. Specially now, where people are loosing privileges within the arts because the funding’s are cut back and people have to legitimise art by manifesting ‘why we should regard art as something valuable’ in all actions. I would like to recognise that you talk very empathic about these people and you’ve got a good understanding of what is going on. It is a pleasure to hear your way of talking respectfully and empathetic.
Sometimes the things we feel as extra could be the core of our change
Zena: “Well before I did my current carrier, I worked in journalism. Journalism is very similar in a lot of ways. In journalism there is a lot of fear, that we are not going to have the money to do the coverage that we need to do, to do a good job for the public. The public is not interesting in funding journalism the way it needs to be funded in order to exist. Because in journalism, investigating reporting has to happen, and that is not a very lean or effective process. It takes a lot of time and money to do investigated reporting. And so, in journalism there is a lot of the same fears that we are not going to be relevant or exist tomorrow. So everything is done just to survive. It’s a survival mechanism. Everything feels extra. The problem is that the things that feel extra could save you. For example, it used to be an extra for journalists to think about a Facebook strategy. It used to be an extra to promote. Well the biggest distributor of news now, is Facebook. So sometimes, these things that we feel as an extra could be at the core of what we could do to change. So for example, it could feel extra to reach out to new and different, not younger necessarily, but new and different audiences. It could feel like, ‘that is just one extra thing, that I can’t possible do’. Well it could be the thing that saves you and makes you more relevant, get more people through your doors. But because people are surviving, they are only thinking day to day, they are not thinking of five years from now.”
Karen: “Which three advices would you give to people in the art business about how to prioritise development?”
>>>Don’t spend a lot of money to do experiments<<< Zena: “The thing that I have heard from people over and over again, is that we don’t have the time and money or resources to do that. But the whole idea in design thinking is that you don’t spend a lot of money to do experiments. Please don’t. You need to first realise, if an idea could take hold before you throw money at it. Arts organisations, the Opera in particular, is really good at being perfect. They don’t like to do experiments. Their experiments are going to be the most perfect experiments. They are going to spend a lot of money on it. So there has to be a shift in thinking, that we can take little chances that could have a big impact. For example, tonight all of our ushers are dressed differently and have a different role. There are going to be two people doing the tickets, but we are not going to show people where to sit and we are going to see if they are okay with that. Instead all the ushers are going to be serving people drinks, to make the bar experience much faster and they are going to be talking to people about what to look out for in the show tonight. That’s what we are going to do. We are not going to have this long line of people waiting to get a drink or whatever, or they are going to talk to people in the line at the bathroom. To make it more tolerable to people to wait in line for the bathroom. I’m just saying, that doesn’t cost you any money, it is just a different mind-set.
In a lot of these arts organisations, for a new audience member who walks through the doors, there are already rules of conduct that they don’t know about. They are expected to dress a certain way, they are supposed to know certain cues that it is time to go inside and sit down. There are all these norms. If you were to change any one point of that, you could drastically change the audience experience. And that doesn’t mean spending money. So that’s number one. Experimenting without spending money.
>>>Please don’t water down your artistic vision<<<
Number two: Please don’t water down your artistic vision because you are thinking that it is going to please a lot of people. Sometimes I see that people want to please young people, so they do very ordinary things, to please young people and they are almost talking down to young people because they are saying ‘do you know what young people would like, young people would like a rave’ and so they do a dance party or whatever. Sometimes that works; but sometimes young people want the most elite thing. They just want to be able to wear jeans for it. They don’t want you to change your art, they just want to be able to feel comfortable. They want it at the time they want it at, they want the drinks at the bar to be beers that they like and they want… You know I’m just saying, that sometimes it is everything surrounding your performance. Well when you just start changing your art to please people that is when it doesn’t have a beautiful vision that is strong, anymore. And you are doing it to please people and that doesn’t work. So, I guess when you are thinking about your audience, really think about designing everything around the art, around the performance. What is it like to get tickets? Is it functional for people, are they getting in to problems, is it not worth their time? How are they finding out about it, in the first place? Are the only places you publish places that your existing audiences get newsletters. If you want to reach, new audiences go and reach newsletters and blogs that are outside of what you usually do. So I guess my point is, there is so much room for experimenting and experimentation and design around the whole audience experience that changing your programming to be blatantly trying to get a singular audience can sometimes talk down to them and feel in-authentic to them.
>>>Talk to people outside your bubble<<<
Number three is to talk with people outside your bubble. Outside of your world. Talk about how they are dealing with the same problem. The signature thing we did when I worked with the San Francisco Opera, was to get them to talk to people in other industries. Sometimes the opera people only talk to opera people and they say ‘We’re having this audience problem, Oh you are having an audience problem’, and they are just having the same conversations. Well, what we did was that we said one of the things the Opera was struggling with was ‘if we try to attract new audiences are we going to turn off our existing audience’? So we talked to someone in a completely different field, which was a wedding planner. We had an open conversation with the wedding planner. We said: Tell us about how you are able to please the mother of the bride and the flower girl in one event. What is important to people and what is not important. What makes people feel like they are taken care of and so on. Something that came out of that conversation, that was unrelated to that exact question, but really inspired the people at the Opera, was that she was talking about an event where there were people of different ages that, there is a certain energy level that you want to maintain. So you have to be very responsive. At a wedding, if you notice that things are getting quiet and slow and people are leaving the dancefloor, you put on an upbeat song. You might put a song on from the 1950’s, to get a certain crowd up and dancing, you are being very flexible. So you just think, we put on a performance in a certain space, maybe the venue is very flexible, is there a way that we can be responsive to the audience.We noticed once in an encore that the audience kept clapping. Well what if the performers came out once and the audience clapped once, and the next time the opera members decided we are going to get of the stage, move all the chairs to the side and we are going to talk to the audience members for 15 minutes. I’m just saying, that what they realised is that they are not very responsive, to the feeling or the mood of the audience, so sometimes you are not going to get the exact answer but you are going to be inspired by people in other fields, to solve your problem and look at it from a different angle.
Fantasy football – could there be Fantasy theatre?
Art organisations are not the only ones who are dealing with attendance issues when it comes to physical space. So how can you talk to people, for example, let’s say sports teams. They have to deal with filling stadiums, so what if an arts organisation talked to a sports team. And it is not about partnering with them, it is about saying ‘what are you doing to fill your seats’, because you have a physical space and they could be doing something really interesting that could inspire you. Something that you never even thought of. For example, something that has brought huge interest to a lot of people is Fantasy Football. Fantasy Football is basically an online game you play with your friends. Let’s say you play with ten other people, and you make your own team based on players you like, online. And so you pick a Quarterback from this team, and you pick another player from this team, and you make your own teams. And in the real world, the way that those people perform dictates how well your team is doing. So if that Quarterback threw eight touchdowns, then you are going to get those points. You get certain points for the players you choose, and you can switch people out and bring new ones in, and whatever.
People are therefore watching the games, because they want to know how their players are doing. So that’s really interesting, right? It’s another way that people are engaged, by inventing their own games that runs parallel to the physical.”
The Danish equivalent to Fantasy Football is “Manager”, formerly known as “Drømmeholdet”. The Danish newspaper BT began the concept in Denmark and inspired several others.
Karen: “It could be fun if you have fantasy theatre or fantasy performing arts.”
Zena: “Yeah, it could be fun. I don’t know what the analogy is, but maybe if the arts organisations get together and develop a videogame that turns you into the opera singer and you are performing the music that they perform. It could renew a whole new interest with a different audience in the art forum. One thing I can tell you with the Opera world. The Opera went and spoke to the manager in a movie theatre that serves food and drinks in the movie theatre. And they were talking to him about what it is like to have food and drinks in the space where something is going on, where entertainment is happening. Is it distracting for the audience. Because they were really thinking about this. The Opera was opening a 300 seat theatre, and they ended up choosing to have cup holders in the seats. So they ordered all these seats with cup holders, and now they allow people to bring in drinks in this new smaller theatre. So anyways they were talking to this guy, and he said one unexpected thing . They have curators to certain theme nights. So say some person is really into sci-fi movies, and this person is a sci-fi blogger, and so that person chooses what happens, what movies are coming up for every Thursday in the month of February, or whatever. And that person has a newsletter and a twitter account with a massive following. And that person says ‘I’m going to be at the Alamo Draft house, Thursday night showing my favourite science fiction films. The audience it is bringing is following that guy, so they are coming to this venue, a different audience entirely, and they are following him. So they thought to themselves, ‘how could we bring in a whole new audience, maybe by bringing in a different curator, or a different person that have influences. That puts on the show for the night, because people are following that person. So, if they talk to other people in the Opera they are not necessarily going to get the same answers. And it is not a direct answer all the time, but it is about getting your inspiration for ideas.
Hold on to the purposes of your organisation
Another thing is, that you really have to hold on to the purposes of your organisation, so with any experimentation it is not about trying everything and anything. ‘Is it in line with your purpose and your mission’? This is not something that is on your website, it has to be true about your organisation. And the more specific you could be about what your purpose it, the more you can actually experiment with a reason towards the goal. So, for example, if your mission is to reach new audiences or serve the community, what are you actually doing to be out there in the community, beyond just words. And are the experiments that you are doing and the change that you are making in line with that. So it’s not just about ‘let’s have a Snapchat channel and do virtual reality and do a videogame’. It’s not just about technology solving these things, but what experiments are you doing that are in line with your mission. So that there is a purpose and a reason for it, and it makes sense that you are the ones doing that. You in particular. Your organisation, singularly, not all of the Opera or all of the performing arts or the multimedia performance places/spaces. What makes you different from all the other ones, and your experiments and the change you are making, the goal of it has to be for you to fulfil that purpose and goal. In that way you can priorities what you are doing. I guess that was a long way of saying, you have to know your mission and purposes singular to your organisation, so that the change that you are proposing makes sense.
Every year in the beginning of July the San Francisco Opera invites San Francisco citizens to a stadium to watch a simulcasting Opera on screen outdoor in the sun – for free.
Do we unintendedly build walls around the arts?
“How the hell do they get people to come?” I couldn’t help asking. I’m fascinated by the fact that 30.000 people partake in such an event when a lot of them wouldn’t even consider going to the Opera house but don’t mind going to a stadium watching opera on screens and eating garlic fries in the sun. Maybe that tells us something about how we sometimes unintendedly build walls around the arts when we insist on the art institutions.
DE SCENESTE – en ung kunstnerisk iværksættergruppe, der laver scenekunstprojekter med fokus på 15-30 år:
Vi ville vise teater, der beskæftiger sig med tematikker og problematikker fra de unges egen hverdag, uden at det kommer til at minde om en teenagedagbog. Alt for meget teater henvendt til unge, kommer til at tale ned til de unge. Vi går meget op i at huske på, at unge – i denne sammenhæng – er en målgruppe fra 15-30 år. Det er altså granvoksne mennesker. Derfor går vi meget op i, at vores projekter skal favne bredt – selvom det er inde for ungeområdet.
De Sceneste vil lave scenekunst til andre unge. Fordi de brænder for scenekunsten. De har været Teaterpiloter på Det Kongelige Teaters projektuddannelse.
DEN4VAEG.DK – en teaterpodcast, der taler om og med teater:
Det Røde Rum havde helt klart fat i den lange ende! Det var en blanding af noget gammelt og noget nyt og eksperimenterende – der var plads til at lege og udfordre hinanden. Det var tydeligt, at de ramte noget, som både unge og ældre forstod og kunne leve sig ind i. Derudover ser vi også, at et teater som Fredericia Teater trækker flere og flere gæster til sine musicals – det har uden tvivl noget at gøre med deres gigantiske talent, men også deres brug af digitale løsninger, som giver dem muligheder for at skabe universer, man ellers kun ser på det store lærred. Her tør man ligesom tænke i internationale baner og gøre det større og mere musical-bombastisk, end man måske ellers ser i Danmark – og det virker umiddelbart til, at vi rent faktisk er klar til det. Der er dog også en vigtighed i at tænke “ud af scenen”, og forsøge at få vist at scenekunst er så meget mere, end hvad der foregår på scenen. Altså tage scenekunsten ud i andre rum og forsøge at udfordre de rammer, der er blevet “normen” – hvilket vel nærmest er en grundlæggende nødvendighed for at forny sig og tilpasse sig de nye generationers publikum.
UNGTTEATERBLOD.DK – en blog der er skrevet af unge til unge for at øge eller vække unges interesse for scenekunst: Så ville vi være stærkt inspirerede af Mungo Park og Nørrebro Teater, der gang på gang formår at fortælle smukke, stærke og rørende fortællinger med hjælp fra humoren. Det, mener vi, er vigtigt, at man kan kombinere de to ting. Ellers bliver det så alvorligt – og livet er også sjovt og lystigt mens det er dødsens alvorligt.
Vox Pop med De Sceneste, den4vaeg.com og ungtteaterblod.dk, der alle vil vise andre unge, hvilken værdi teater kan have.
Mit første job efter studierne (Moderne Kultur & Kulturformidling, København og Kulturwissenschaft, Berlin) var på ungdomskulturhuset KraftWerket. Her arbejdede vi med brugerinddragelse, ung-til-ung-metoder og projektrådgivning. Jeg var der i tre år (2003-2005) og var ikke så meget ældre end dem, der kom i huset. Det er ved at være længe siden og jeg har hverken belæg eller behov for at karakterisere mig selv som en af de unge i dag.
Unge der vælger at vise værdien i teater til andre unge
Det seneste år har jeg lagt mærke til nye initiativer fra unge, der vælger at bruge deres kreativitet og energi på at vise værdien i teater til andre unge. Og det har gjort mig nysgerrig. Hvorfor og hvordan gør de det? I praksis begrænser indsatsen over for unge sig ofte til at kontakte gymnasielærere og gennem dem invitere de unge i teatret til reduceret pris. Der er da heldigvis også flere, som prøver at lave ambitiøst udviklingsarbejde med og til unge for at bygge en bro mellem teater og unge.
De Sceneste, den4vaeg.dk og ungtteaterblod.dk
F.eks. har Det Kongelige Teater i to sæsoner kørt projektmagerforløbet Teaterpiloterne, der var et aktivt ungeprojekt. Det gør de ikke i denne sæson. Jeg har i stedet talt med De Sceneste, der er tidligere teaterpiloter. Teater Grob har også lavet GROW. Og Københavns Musikteater har et samarbejde med KBH +, der er et projektnetværk for unge. Og så er der unge bloggere, hvor især den4vaeg.dk og ungtteaterblod.dk stikker frem som ambitiøse og en stamina til at formidle til unge. Men er der ikke stor forskel på at lave scenekunst selv, som De Sceneste og så til at formidle den som den4vaeg.dk og ungtteaterblod.dk? For mig er det en pointe at for jeg tror på den mere holistiske form for publikumsudvkling. Der hvor kunsten og formidlingen smelter sammen. Refleksionsrummet kan skabes både i kunsten og i formidlingen. Jeg har stillet dem de samme tre spørgsmål: • Hvorfor er det vigtigt, at unge går i teatret? • Hvad gør I for at nå unge? • Hvis I havde al tid i verden og ikke behøvede at tænke på penge. Hvilke tiltag ville I så lave for at udvikle jeres platform – eller skabe en helt ny?
De taler bl.a. om podcasts, en tv-station og om at lave en højskole. De taler også om, at teatret er vigtig som kunstform.
Jeg har også spurgt, hvad de ville gøre, hvis de var teaterdirektører. Det er blevet til en selvstændig post -> Hvis unge var teaterdirektører…
DEN4VAEG.DK Den 4. Væg er en teaterpodcast, som taler om teater og med teater. Og så anmelder de både på deres blog og med videoer, billeder og gifs på både instagram og snapchat.
Her er Clara og Lines video på instagram lige efter de har set “JOrdens Søjler” på Østre Gasværk. Der er vist ikke nogen tvivl om, at de var begejstrede for forestillingen.
Hvorfor er det vigtigt, at unge kommer i teatret?
Helt basalt er det vigtigt at få flere unge i teatrene, så teater ikke bliver en uddøende kultur/udtryksform. Derudover mener vi, at teatrene kan så meget, som biograferne slet ikke kan. I teatret bliver man konfronteret direkte med historierne, men også med menneskerne bag historierne. Teatret har en nerve i og med, at dramaet udspiller sig live på scenen foran dig. På en eller anden måde kan det virke meget mere rammende, end det kan på film. Det er selvfølgelig ikke noget, vi kan ændre på fra den ene dag til den anden – hvis vi forsøger at ramme nogle unge, som aldrig går i teatret og aldrig har lært det hjemmefra, så er det en slags opdragelse, vi skal forsøge at give dem. Deres interesse for noget nyt skal vækkes, og de skal ‘lære’ at gå i teatret og opdage, at teatret kan meget andet end at vise Shakespeare, Holberg eller Moliere.
Hvad gør I for at nå unge?
For os er det vigtigt, at vores platform er så let tilgængelig som overhovedet muligt. Derfor passer podcast-formatet perfekt; man kan lytte til vores udsendelser når som helst og hvor som helst. Man kan springe frem til lige det, man helst vil høre. Det er på mange måder indhold, som lytteren kan passe ind i sin egen hverdag, og det foregår derfor i langt højere grad på lytterens præmis. Vi forsøger også at gøre vores skriftlige anmeldelser så let aflæselige som muligt, med meget simple overskrifter, så man nemt kan komme igennem det. For os handler det rigtig meget om, at gennemskue og tilpasse os vores primære publikums tempo (som ofte er i den høje ende). Vi skal også være der, hvor de er, hvis vi vil gøre os forhåbninger om at nå dem. Derfor er vi også på både Instagram og Snapchat.
Desuden forsøger vi at gøre vores podcasts både interessante og sjove at lytte til – det skal være en fornøjelse at lytte til vores podcast både indholdsmæssigt, men det skal uden tvivl også være et interessant lydunivers; det forsøger vi at imødekomme med vores reportager og montager, hvor vi altid forsøger at tage folk med op på scenen og ind i det pågældende univers fra en forestilling. Sådan kommer lytterne også med bag kulisserne. På den måde kan vi forhåbenligt komme nogle af fordommene til livs, og være med til at gøre teatret noget mere tilgængeligt.
Hvis I havde al tid i verden og ikke behøvede at tænke på penge. Hvilke tiltag ville I så lave for at udvikle jeres platform – eller skabe en helt ny?
En helt stor drøm for os, er at gøre vores medie til meget mere end bare en podcast, som bliver optaget i et anonymt studie. Vi drømmer om live-events og samarbejder med teatrene og andre unge organisationer. For tiden drømmer vi lidt om, at kunne lave live-optagelser af vores podcast på et teater, hvor der enten er et tema for dagen eller en særlig forestilling i fokus. Her ville der være mulighed for at opleve interviews med folkene live, og vores lyttere ville få mulighed for at komme endnu tættere på den verden, vi elsker og brænder for.
DE SCENESTE
De Sceneste er ung kunstnerisk iværksættergruppe, der drømmer om at udfordre, udvikle og udvikle scenekunsten. De laver scenekunstprojekter med fokus på målgruppen 15-30 år. De holder til hos Nørrebro Teater.
Hvorfor er det vigtigt, at unge kommer i teatret?
Teater er den mest vedkommende kunstform der findes. Derfor er det så pinefuldt, at det er så uvedkommende for mange unge. Vi er mødtes gennem en kærlighed til teatret, og det er den vi kæmper for at dele. Teater er ikke kun en kunstart – det er en social aktivitet helt uden grænser. Det er den verden, vi hver dag får lov at boltre os i, og som vi ønsker at dele med andre!
De Sceneste vil udfordre, udvikle og udvikle scenekunsten. Det gør de bl.a. chillede, afslappede koncepter som “Sejl & Sangria” samt “Kaffe, ostemadder & rapbattle” i forbindelse med opsætningen af “Svantes lykkelige dag” på Nørrebro Teater.
Hvad gør I for at nå unge?
Vi gør meget brug af interaktivitet og dermed gøre publikum til et deltagende organ. Det får både vores projekter, og selv og publikum meget mere ud af, end den klassiske publikum-aktør ramme. Samtidig lærer og husker man bedre gennem deltagelse, så vi håber at gøre det større indtryk på denne vis.
Derudover forsøger vi at vise, at teater er meget mere end en mørk sal, et tæppe og lange replikker. Teater kan foregå overalt, og behøver slet ikke at bunde i et manuskript. Derfor laver vi ikke kun traditionelt teater, men beskæftiger os faktisk mere med kunstneriske events med performative elementer. Og så prøver vi altid at invitere til en snak om scenekunst gennem vores events. Så vi forhåbentlig kan få flyttet et synspunkt ad gangen.
Hvis I havde al tid i verden og ikke behøvede at tænke på penge. Hvilke tiltag ville I så lave for at udvikle jeres platform – eller skabe en helt ny?
Vi vil så gerne lave en højskole. Det bliver ofte nævnt lidt i spøg, men når vi aldrig har lyst til at tage hjem, virker det alt for ofte som en god idé. Det skal vi en dag. [red., det er da vildt fedt!]
UNGTTEATERBLOD.DK
Bloggen ungtteaterblog.dk har en ambition om at være en seriøs og underholdende blog, der kan vække eller øge unges interesse for scenekunst. Bloggen er skrevet af unge – for unge (alt ung-til-ung-metoden).
Hvorfor er det vigtigt, at unge kommer i teatret?
Det er igennem teater, at vi kan lære, at verden kan leves og opfattes på en anden måde, end det vi i forvejen gør. Det udvider vores horisont. Det kan være en form for dannende underholdning, hvor du både bliver klogere på dig selv og livet, men samtidigt med vises det på en måde, der er inspirerende i sig selv.
Det er vigtigt at vise, at underholdning også kan være andet end reality og “tju-bang”-underholdning. Teater favner det hele, og det er spændende, når underholdningen ikke alene foregår som envejskommunikation, men at der faktisk er nogen levende mennesker, som gør en forskel, på scenen, således at både forestillingen og det, som publikum får ud af en forestilling, er levende og nærværende for unge. Teatrets fornemste opgave er at nedbryde ”den 4. væg” og dermed gøre, at de unge føler, at de får noget med sig fra teaterturen.
Hvad gør I for at nå unge?
Vi har valgt en blog, hvor overskuelighed er nøgleordet for os. Det er vigtigt, at man kan danne sig et hurtigt overblik over, de seneste forestillinger der er anmeldt af os. Facebook og Instagram er svært at komme udenom, når man skal ramme den unge målgruppe. Vi vil ramme de unge på de platforme, hvor de selv er. Den generation, som vi gerne vil ramme, er i høj grad vant til at finde deres informationer via nettet, øvrige sociale medier og deres omgangskreds.
Hvis I havde al tid i verden og ikke behøvede at tænke på penge. Hvilke tiltag ville I så lave for at udvikle jeres platform – eller skabe en helt ny?
Vi ville lave et TV-program, der kunne streames gratis på nettet. Her ville vi kort, præcist og underholdende runde de seneste vigtige forestillinger, og så ville vi sætte spot på én bestemt ting igennem et interview fra gang til gang. Det ville være vigtigt for os, at det max. varede 10-12 min., så man kan bruge det til at danne sig et hurtigt overblik i sin hverdag. Så kan vi altid lave en mere dybdegående podcast ved siden af, hvor vi kan nørde igennem.
OM AT LÆRE PÅ ET DYBERE PLAN – OG REELT SKABE FORANDRING I SIN PRAKSIS
Det er gået meget stærkt her det sidste år. Når man starter en ny virksomhed op, er der mange ting, der skal gå op i en højere enhed og mange sider af en selv, der skal i spil. Og det har været godt med tid og ro til sommer-refleksion. Her har jeg især tænkt over, hvad det vil sige at tage læring til sig på et dybere niveau – og reelt skabe forandring i sin praksis.
GOD KOMMUNIKATION HANDLER OM MENNESKER
Det har på mange måder har været en drømmestart for min virksomhed med mange både nye og gamle samarbejdspartnere. Mit mål er stadig at udvikle en mere organisk praksis i samarbejder, hvor kommunikation og markedsføring bliver en dybere samskabelse med kunsten. Det betyder blandt andet, at det bliver mere vigtigt med videndeling, fordi jeg tror på, at den bedste måde, man kan støtte mennesker på, er ved at give dem viden og redskaber til selv at gøre de forandringer, de ønsker.
Jeg har taget en facilitator-uddannelse, der giver mig redskaber til at hjælpe mennesker (og mig selv) med at forholde sig til de modstande, de indeholder. Og vende modstanden til en konstruktiv energi. Samt ikke mindst at se i øjnene, at vi alle indeholder mange forskellige egenskaber og følelser. Og at det oftest er i vores egen dom over disse egenskaber og følelser, at der sker en distance mellem det vi drømmer om og det vi gør. En af de allerstørste handlingslammere er når, der er noget, vi for alt i verden ikke vil være.
(SELV) PROMOVERING KAN VÆRE ANSTRENGENDE
Det giver især mening i forhold til (selv)promovering, som langt de fleste i virkeligheden har det ret anstrengt med. Og så ringer de til mig. Men jeg kan allerbedst gøre en forskel, hvis modstanden mod f.eks. at være sådan en, der ”selvoptaget promoverer sig selv”, fylder langt mindre end lysten til at vise verden, hvilken forskel, man er i gang med at gøre. Det er enormt sårbart at skabe kunst – lige gyldigt hvor meget vi prøver at lade som om det ikke er. Det er sårbart at sætte sig selv i arenaen. Det har Theodor Roosevelt blandt andre sagt noget klogt om.
”It’s not the critics who counts; not the man who points out how the strong man stumbles, or where the doer of deeds could have done them better.”It’s not the critics who counts;
The credit belongs to the man who is actually in the arena, whose face is marred by dust and sweat and blood; who strives valiantly; who errs, who comes short again and again, because there is no effort without error and shortcoming; but who does actually strive to do the deeds; who knows great enthusiasms, the great devotions; who spends himself in a worthy case; who at the best knows in the end the triumph of high achievement, and who at worst, if he fails, at least fails while daring greatly, so that his place shall never be with those cold and timid souls who neither know victory nor defeat.”
Theodor Roosevelt
Happy End på plejehjemmet Sóltún i Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen
UDTRYK DINE FØLELSER UDEN TØVEN
Her i foråret har jeg søgt meget inspiration til at finde ud af at beskrive, hvordan jeg egentlig opfatter verden. For der er noget, som er forandret inden i mig. Det er hverken specielt skidt eller godt. Det er bare sådan, det er. I samarbejdet med iscenesætter Ingrid Tranum Velasquez var jeg med projektet HAPPY END på Island. Her interviewede jeg en 70-årig islandsk kvinde. Det var som at møde et orakel. Hun sagde: “Udtryk dine følelser uden tøven” på engelsk med en islandsk accent.
FORANDRING KRÆVER ET ANDET SPROG, EN ANDEN MÅDE AT BESKRIVE PÅ
Det blev startskuddet til en læringsproces, som gik langt ud over den facilitator-uddannelse, jeg var i gang med. Her havde jeg læst nogle af Carl G. Jungs teorier. Men så søgte jeg inspiration i Den Tibetanske Dødebog og opdagede den chilenske biolog Humberto Maturana. Det udvidede bevidstheden. Det havde den naturlige konsekvens, at mine gamle fortællinger om, hvad jeg gjorde og hvem jeg var, ikke længere stemte overens med min virkelighed. Jeg havde brug for at finde et andet sprog, en anden forklaringsramme. Langsomt begyndte jeg at ane og finde en sammenhæng mellem biologiens, psykologiens og den åndelige verden, som giver mening for mig. Det kommer min virksomhed også til at blive præget af. Jeg er i gang med at finde ud af hvordan – i samarbejde med inspirerende og dygtige mennesker. Og den udforskning finder også sted i de samarbejder, jeg allerede har haft med mennesker gennem længere tid og i helt nye samarbejder. Sammen sætter vi kursen mod nærende og inspirerende samarbejdsformer – forestiller jeg mig.
INDERLIG OG ALT, ALT, ALT FOR MEGET
Og så har jeg skrevet en bog, med digte og et længere essay om kærlighed. Den er inderlig og flere steder alt, alt, alt for meget, og det er lige præcis sådan, den bog skal være. Jeg kan sætte ansigt på de første 10 personer, som vil synes, den er decideret forfærdelig. Heldigvis har jeg også en fornemmelse af, at der er væsentlige flere, som kan finde inspiration i den. Det minder mig igen om, hvor sårbart det er at skabe. Hvor sårbart det er at blive synlig for omverdenen, hvor man skal stå på mål for sin vision. Og derfor er det så menneskeligt at føle modstand mod at blive synlig. For man gjorde det jo ikke, fordi man selv ville være synlig. Man ville gerne ændre verden med ens bidrag – i al ydmyghed og storhed. Og derfor er det godt at forberede sig på hvilke fortællinger, der styrker formidlingen af ens projekt. For det at promovere og gøre det, man skaber synligt for andre, er et håndværk. Og jeg tror meget på at klæde mennesker på til selv at kunne handle.
[Hvad sker der i mødet mellem mennesket og kunsten? Hvilke refleksionsrum åbner sig – hos en selv og sammen med andre? Hvori ligger kunstens inspirationskraft? Vi, Karen Toftegaard og Ida Marie Fich, har lavet en filosofisk undersøgelse og beskrivelse af, hvad der sker i mødet mellem mennesket og kunsten. Ida Marie Fich har reflekteret over fire forskellige forestillinger på Det Frie Felts Festival og CPH STAGE her på bloggen. Nu vil vi sammen i en dialog reflektere videre over, hvad kunsten gør ved os, og hvad det siger om forestillingernes potentiale for at skabe rum for relationer mellem kunsten og publikum og publikum imellem. Vi deler her vores dialog, hvor vi har udfordret hinanden til at gå i dybden med refleksionerne.]
Jeg lægger mærke til at du kredser om, hvem der skal tage ansvar for kunstoplevelsen. Kunstneren, Kulturbrugeren, Kulturformidleren? I udgangspunktet mener jeg, at alle har et ansvar for, hvordan de vælger at agere i og opleve verden. Og her taler jeg ikke nødvendigvis om et tungt ansvar. Det tror jeg heller ikke, at du gør. Det er mere det at forholde sig bevidst til det, man skaber og modtager. Og der ser jeg kunstneren og deltageren/publikum som ligeværdige. Den enes kunstneriske vision mødes af den andens lyst til/behov for at møde kunsten. Og der er stor forskel på, hvad de forskellige kunstnere vil manifestere i verden. Lige som der er stor forskel på hvad de forskellige kulturbrugere drømmer om at mødet med kunsten skal gøre for dem.
Det rigtige match mellem kunst og det menneske, som møder den
Derfor er det så vigtigt at være bevidst om at lave det rigtige match mellem kunsten og det menneske, som møder den – kulturbrugeren. Det er bl.a. her kulturformidleren kommer ind i billedet. Man skal ikke prøve at få nogle, der drømmer om at blive henrevet af det store drama, til at gå ind og se minimalistisk kunst. Med mindre der på forhånd er lavet en helt klar forventningsafstemning om, at det de nu kommer til at se er anderledes end det de plejer at se. Og de behøver ikke kunne lide det, men i stedet appellere til at prøve at se, hvordan de reagerer på det, de ikke umiddelbart forstår. Hvad sker der i det møde?
Samtidigt kan det være svært at sige præcist, hvad det er for en kunstoplevelse, det ender med at blive, når først man er gået ind i den kreative proces. Tingene har det med at ændre sig undervejs. Men en klar formidling af hvad det er for en rolle, man forventer at folk skal indgå er vigtig. Samtidigt er der jo også dem, der foretrækker at alt ikke bliver skåret ud i pap. Men at der netop er plads til selv at gå på oplevelse og selv forstå og sætte ord på eller bare suge til sig.
At stille sig åben over for den kunstneriske proces
Så alle har et ansvar for at stille sig åben over for hvor den kunstneriske proces bevæger sig hen i værker som SIGNAs SALÓ. Den forestilling tiltrak jo også mennesker med hang til perversioner. Det mener jeg ikke, at hverken kunstnere eller kulturformidlere har ansvar for. Men vi kan tage stilling til, hvor vi vil stille os, hvilken rolle vi vil indgå i – hvilke møder vi som mennesker ønsker at have med kunsten.
Jeg selv valgte ikke at gå til den forestilling, selvom den spillede på det teater, jeg var ansat på. Og jeg har set mange af SIGNAs forestillinger. Men jeg havde netop født min søn og vidste, jeg var alt for sensibel til at gå ind i det rum på det tidspunkt. Jeg fik stadig kvalme, når jeg tænkte på filmen. Selvom det var over 10 år siden, jeg havde set den.
Er det her kunst?
Og så tilbage til dit spørgsmål om der også kan være en begrænsning i de meget åbne, relationelt funderede værker. Det kan der bestemt. Værkernes porøsitet gør, at de kan være sværere at begribe. Og spørgsmålet: ”Er det her kunst?” opstår oftere. Det spørgsmål åbner dog netop op for refleksioner over grænserne. Lige som med alle andre værkformater så gælder det om, at der er en. Nicolás Borriauds beskrivelse af den relationelle æstetik er blevet adoptereret af mange – lige fra hit-and-run-eventmagere til dybt funderede kunstnere. Der er forskel på, når Marina Abramovic laver relationelle værker og så når nogle bruger strategierne til at skabe en god fest. Men selve den relationelle æstetik, hvor der er en social dimension og en porøsitet i værket, kan noget særligt. Lige som at Claude Monets åkander stadig er mesterværker, når man ser dem i Paris. Selvom de er blevet skamredet rundt i diverse plakatformater, der har fået rødt kort for dårlig smag.
Alt handler om øjnene der ser og hvor man vælger at sætte accenten i sin værdisætning af værkerne.
[Hvad sker der i mødet mellem mennesket og kunsten? Hvilke refleksionsrum åbner sig – hos en selv og sammen med andre? Hvori ligger kunstens inspirationskraft? Vi, Karen Toftegaard og Ida Marie Fich, har lavet en filosofisk undersøgelse og beskrivelse af, hvad der sker i mødet mellem mennesket og kunsten. Ida Marie Fich har reflekteret over fire forskellige forestillinger på Det Frie Felts Festival og CPH STAGE her på bloggen. Nu vil vi sammen i en dialog reflektere videre over, hvad kunsten gør ved os, og hvad det siger om forestillingernes potentiale for at skabe rum for relationer mellem kunsten og publikum og publikum imellem. Vi deler her vores dialog, hvor vi har udfordret hinanden til at gå i dybden med refleksionerne.]
Og JA for helvede da! Jeg har helt klart haft intime, personlige og meget fremmedgørende oplevelser med kunsten. Måske fordi kunsten, når jeg tænker over det, altid har spillet en eksistentiel rolle i mit liv. Det er her, jeg har søgt både tilflugt og inspiration til livet – både de helt banale forhold og de helt store og abstrakte tanker, jeg søgte en resonans til. Og når jeg vælger at bringe min egen subjektive tilgang til kunsten ind i refleksionerne, så handler det om, at vi for at forstå hinandens måde at opleve kunsten på må huske, at der findes ingen objektiv sandhed. Ethvert menneske oplever virkeligheden og dermed også kunsten subjektivt, citerer jeg frit den chilenske biolog Humberto Maturana. Og enhver fælles forståelse af virkeligheden kan kun ske gennem en forhandling. Det vil sige, at vi er nødt til at forhandle, hvordan en fælles virkelighed ser ud – i dialog med andre.
Kunsten lige der hvor mennesker er i deres hverdag
Nogle af de mest ærlige samtaler om kunstens berettigelse har jeg haft, da jeg var indehaver af og kurator på AirPlay Street Gallery (2006 – 2012) – der viste digital og performativ kunst på en plads på Nørrebro. Og ja det blev prisbelønnet og vi var ”new kids on the block” det første år i kunstdiskursen, men det var faktisk aldrig det, der var det vigtigste, selvom anerkendelsen da føltes utroligt godt. Vores mission var at rykke kunsten derhen, hvor mennesker var på vej til og fra Fakta – lige midt i deres hverdag. Og det var da pænt møjsommeligt. Det der skabte de gode dialoger var, når jeg pludselig skulle tale med nogle af dem, der boede i området eller ellers brugte pladsen. Dem hvis hverdag vi havde sat os for at placere kunst i. F.eks. samtaler med unge boldspillere på pladsen hvor der altså skulle nogle vægtige argumenter frem for at overbevise om vigtigheden i, at der nu skulle være noget performance på pladsen, så de kunne ikke spille fodbold længere. Den gode dialog var altid der, hvor vi fandt frem til at tale og lytte ud fra en nysgerrighed i os selv. Enten en nysgerrighed i at forstå den andens måde at se verden på eller den andens glæde ved at spille bold eller skabe og præsentere kunst. Nogle gange var det bare frustrerende, at der var forskellige behov. Andre gange stod jeg pludselig i en virtuos samtale om kunstens rolle og betydning. Og netop den oplevelse havde jeg et déjà-vu eller rettere déjà-senti (allerede følt) med, da jeg tog forbi den udendørs lysinstallation i Enghaveparken LYSFORESTILLINGER af den svenske lyskunstner Jakob Oredsson (i samarbejde med Karen Danielsen).
Er det kunst?
Her talte jeg bl.a. med Jakob om hvordan de forskellige måder, de havde opstillet lysene på, de forskellige aftener havde virket enten inkluderende eller decideret ekskluderende. Og midt i vores samtale i en kunstdiskurs kommer et par gående med deres barn i klapvogn gennem den lysallé, vi kunne konstatere var inkluderende, fordi folk spontant brugte den til en lysende catwalk, hvor de tog billeder af sig selv og gik oplivet igennem. Parret har en anden farve end os og manden taler med en accent, da han spørger både konstaterende og nysgerrigt: ”Er det kunst? Men er det ikke dyrt? Hvad nu hvis I havde træerne i midten? For oftest er det jo menneskene, som får opmærksomheden, men så ville det være naturen, som fik opmærksomheden” – og lige præcis her i hans på samme tid udtrykte skepsis, pragmatisme og medtænken opstår der en nærhed med et andet menneske, der møder og reflekterer et kunstværk, som gør mig helt lyksalig. Måske fordi jeg altid, inderst inde, drømmer om at rive alle dæmningerne ned mellem de forskellige klassepositioner og dertil hørende kulturel kapital. Gøre kunsten tilgængelig for alle og slå fast at alle har ret til en kunstoplevelse og til at have sin egen helt subjektive opfattelse af den – uden at skulle stå til regnskab for andre.
Igen noget med at vi alle ser verden forskelligt og der skal en forhandling og udveksling til for at opnå en fælles virkelighed. Men nogle gange behøver vi heller ikke tage forhandlingen, men bare lade mennesker have deres helt egen subjektive opfattelse.
Når oplevelsen folder sig ud
Og så tilbage til dit spørgsmål om, hvordan jeg ser de to modpoler mellem det, du betegner som ”det nære” og ”det totalt afskårede” skildret i scenekunsten i dag generelt. Faktisk havde jeg en meget nær oplevelse af Rystet Spejl, fordi den åbnede op for flere sanseligheder inden i mig – bl.a. på grund af min store kærlighed til ord og den måde, som de fik plads i den visionære scenografi. Jeg havde mange associationer og følelser undervejs. Det var en oplevelse jeg havde med mig selv og som i høj grad foldede sig ud inden i mig. Faktisk på linje med at læse en bog, hvilket måske hænger sammen med at forestillingen jo i høj grad også var lavet på digtoplevelsens præmis. Ikke helt i samme skala, men i samme boldgade var min oplevelse af det minimalistiske værk IN BETWEEN CONCRETE af koreografkollektivet RISK. Her stod 4 dansere formummede, indviklet i stofstrimler og bevægede sig kun helt minimalt. Bevægelsen var forrykket til lyden, der gik fra total scenestilhed til en lydlig bevægelse gennem rummet. Jeg oplevede, at der blev åbnet for et kunstnerisk refleksionsrum, hvor jeg kunne reflektere over bevægelse og ikke-bevægelse. Og hvad der i øvrigt faldt mig ind. De leverede deres værk og lod det være fuldstændigt op til mig, hvad jeg skulle stille op med det. Min veninde havde en total klaustrofobisk oplevelse og var glad for at komme ud igen.
Genkendelse
I min bedstemors køkken var jeg betaget af bedstemor-dukken og følte mig helt tæt på både min egen personlige erindring af min mormors køkken, duften, det altid lidt for sukrede mad og sirligheden i genbrugen af Cirkelkaffe-poserne til nedfrysning af brød. Der hvor der aldrig nogensinde blev stillet spørgsmålstegn ved negerpigen på kaffeposerne, der havde en stor nytteværdi. Anette Asp Christensen formåede på samme tid at ramme noget helt almengyldigt ved at tage udgangspunkt i en helt nær oplevelse af bedstemorens verden og relationen til hende – noget som de fleste genkender.
Refleksion af kunstoplevelsen i kunsten
Og så nævner du Det Store Sceneskift af Erik Pold og Daniel Norback, som netop placerer sig i en intelligent, humoristisk metadiskussion om kunstens rolle. Den talte til mig på så mange planer, fordi den er et værk, der både eksistentielt og reflekteret forholder sig til kunstens rolle i vores liv og i vores samfund. Og så er den ikke bange for at få mig til at grine. Og det er netop den uprætentiøse tone og humoren, som gør, at den placerer sig et sted, hvor den ikke kun er en metadiskussion. Den har indbygget en vilje til at nedbryde den selvhøjtidelighed, som nogle gange følger med stor kunst. Den selvhøjtidelighed som kan gøre det svært for ikke-indviede at stige på.
Vi kan helt klart godt kategorisere værker som ”nære” eller ”afskårne”. Men hvis vi netop gerne vil prøve at undersøge menneskets møde med kunsten giver det måske mere mening at fokusere på at nærheden og distancen opleves subjektivt – afhængigt af hvad man selv bringer med ind i mødet med kunsten. Med de erfaringer man har og hvordan man ser verden lige den dag, lige det øjeblik.
Hvor stiller de enkelte værker sig – i sit møde med mennesker?
Måske handler det i lige så høj grad om hvor de enkelte værker vælger at stille sig – i sit møde med mennesker. Er attituden – take it or leave it = få det ud af det som du får ud af det, det er helt op til dig. Det er ofte her vi finder det sublime værk. Modpolen er der, hvor værket først bliver til i det øjeblik, mennesker går reelt ind i det. Hvilket netop er væsentligt i interaktive værker – både i et intimt køkken og i det offentlige rum, hvor LYSFORESTILLINGER af Jakob Oredsson først reelt bliver et værk, når mennesker forholder sig aktivt og interagerende til lysinstallationen.
Og hvis hvert eneste møde mellem kunsten og et menneske er subjektivt, hvad betyder det så for vores forståelse af, hvad der sker i mødet mellem mennesker og kunsten? Og helt konkret vores diskussion lige her?
Om at møde kunsten med en porøsitet og med sig selv på spil?
Hvis vi ser på mennesket – handler det så om en porøsitet og en villighed til at sætte sig selv i spil, når man som menneske møder kunsten? Eller skal vi droppe den der italesættelse af den kulturelle kapital hos superkulturbrugerne og gøre oplevelsen fri og lade hver enkelt have sin oplevelse?
Hvis vi ser på vores opgave som formidlere. Handler det så om at vi har en opgave i at skabe en framing af kunstoplevelsen, hvor det er helt ok at føle og tænke lige præcis det, man nu gør i mødet med kunsten. En opgave i at skabe en tryghed i forhold til at kaste sig ud i at afprøve nye formater? Ellers skal vi folde værkerne ud
Hvordan ser du på det enkelte menneskes møde med kunsten og formidlerens opgave i forhold til mennesket, der står over for at skulle møde kunsten?
TILLYKKE TIL ALLE, DER TØR STILLE SIG DER, HVOR DE FØLGER DERES DRØMME OG SKABER. Jeg var til Reumert Prisuddelingen i går i Operaen. Det er en storslået og prestigefuld fejring af scenekunsten og af den kunst, der hæver sig op over det andet i landskabet. Og det er vigtigt at fejre. For mig handler scenekunsten nu mest om mennesker, der tør tro på deres drømme og udfolde deres skaberglæde. Sårbare og stærke, modige og angste.
Alle vil gerne have en Reumert Alle vil gerne have en Reumert. Lige gyldigt hvad de siger eller har sagt gennem alle årene. Alle vil bare gerne have anerkendelse for det hårde arbejde, de gør. Alle vil elskes af mor og far. Og det var så dejligt at se seje, kompetente mennesker stråle på scenen, til festen bagefter og i facebook-trådene i dag. Vis jeres lys og stå fuldt ved, at det fan’me er lykkedes at gøre noget bemærkelsesværdigt!!! TILLYKKE!
Foto: Patricia Schumann – instagram/facebook
For hver takketale er der to, der brænder inde i lommen Og for hver gang en glad og stolt takketale holdes, er der to takketaler, der brænder i lommen på en, der skrumper lidt i sædet. For vi ved alligevel godt, at det kun er vinderne, vi husker. Og pludselig bliver det skamfuldt, at man overhovedet var blevet nomineret, fordi man ikke vandt. Fordi man alligevel inderst inde havde troet, at der faktisk kunne være en chance for at vinde. Men alle fortjener at stråle – også når man er tæt på. TILLYKKE!!!
Hvad nu hvis vi så og anerkendte hinanden alle dage i året Hvorfor ikke hjælpe hinanden og anerkende hinanden alle dage i året – ved kaffeautomaten, ved det tilfældige møde på et fortov, i en facebook-besked – i hverdagen. Hvorfor ikke se hinanden – sådan rigtigt, selv når man har travlt og forvilder sig op i sit eget røvhul og mister følingen med andre, mister nærheden i parforholdene, kommer ud på et overdrev eller bliver fokuseret på, at denne gang skal det altså bare lykkes – koste hvad det vil. For kunsten kan være så ubarmhjertig og slide folk helt op gennem årene.
Vi er alligevel alle stærkere, hvis vi kan hjælpe hinanden med at holde modet oppe på den vej, vi må gå.
Hjælper hinanden med at stråle og finde den kunstneriske energi sammen, som skaber de der oplevelser, der minder os om, hvorfor vi stadig bliver ved med at elske kunsten.
Jeg er optaget af, hvad der sker, når man går ud i verden og er åben over for de muligheder, der dukker op. Og får det bedste ud af dem. I går mødte jeg en kvinde, der kom gående med en hund. Jeg kommenterede, at hendes hund åbenbart havde udvalgt sig min gade til dens favoritsted at udføre det, der får en pose op af hundeejerens lomme. Jeg havde set dem akkurat samme sted, i samme bevægelse dagen før.
Humberto Maturana – vores virkelighedsopfattelse afhænger af os selv
Og så er jeg optaget af den chilenske biolog Humberto Maturanas tanker om, at vores virkelighedsopfattelse afhænger af os selv. Den måde som vi opfatter verden og indgår i relationer på er konsekvensen af den indre proces, der foregår inden i os – i vores nervesystem. Ud fra den genetiske og mentale sammenhæng vi har som biologiske enheder. Alt afhænger af øjnene, der ser. Han mener, der er lige så mange virkeligheder som biologiske enheder. Og dermed er virkeligheden ikke noget, som bare objektivt er. Det er noget, der skabes og opleves af det enkelte menneske. I relationer forhandler vi hvilken virkelighed, der giver mening for begge personer. Det ser man bl.a. på arbejdspladsen, hvor det er nødvendigt at blive enige om et fælles mål, en fælles virkelighedsopfattelse for at kunne handle. Det er også derfor Maturana er brugt inden for meget ledelsesteori. Lige nu er jeg nu allermest interesseret i ham på et eksistentielt plan – for at forstå hvad det er som opleves som virkeligt og forskelligheden i vores virkeligheder og dermed de stemmer, vi har.
Tilbage til kvinden med hunden
Det viste sig, at kvinden havde passet hunden et par dage for nogle rejsende venner. Jeg kommenterede, at jeg i denne sidste uge, hvor jeg var begyndt at ryge og tage strejfture rundt i lokalmiljøet, havde mødt og talt med mange forskellige mennesker. Nogle jeg kendte i forvejen og åbenbart lige skulle møde på det tidspunkt. Andre for allerførste gang, mens mine tanker faldt til ro med cigaret i hånd. Bemærkelsesværdigt er det, at alle på hver deres plan havde været interessante samtaler.
Behov for en tredje ting som icebreaker i møder
Den unge kvinde boede åbenbart lige om hjørnet. Hun fortalte, at hun i disse dage med hund havde talt med flere mennesker i lokalområdet end hun havde gjort de fire år, hun havde boet her.
Vi talte helt enkelt om, hvorfor der er et behov for en tredje ting som icebreaker – hunden, cigaretten, drinken. Og jeg fik lyst til at høre hendes stemme folde sig ud her på bloggen.
Hun sagde hurtigt ja, da jeg spurgte, om jeg måtte skrive hendes tanker her – og sendte mig hurtigt et uddrag på skrift. Det var min mulighed for at reflektere med en person over møder mellem mennesker. Måske også din.
——-
Smilet er den korteste vej mellem to mennesker
Victor Borge sagde engang, at smilet er den korteste vej mellem to mennesker.
Min erfaring er, at det bliver smilet også – når der bare liiige har været et fælles element, der har ramt vores øjne inden munden.
De sidste to dage har jeg passet et vennepars hund og talt med flere mennesker i mit lokalområde på vuffens lufteture, end under de fire år jeg har boet på matriklen. Foruroligende, fascinerende og forundrende på samme tid.
Den lille logrende hund som icebreaker
Den lille, logrende hund har været det, vi er mødtes om. Det beundrende blik på fire poter har så forankret sig op til en dialog på to ben til en snak om alt og ingenting, som så lige pludselig bliver mere og mere nær og bliver det, som hele verden beundrer os for, men ikke forstår – nemlig hyggeligt.
Men samtalen var nok aldrig sket uden den pelsede icebreaker. Festen er også altid, hvor rygerne er. Og i nye sociale sammenhænge bonder rygerne hurtigere med hinanden udenfor, end dem, der står inde i pausen og spytter ned i en kop kaffe og tjekker telefonen for hundrede og syttende gang, fordi tavsheden er så larmende, at den overdøver alt.
Folk vil rigtig gerne snakke, blive inspireret og føle nysgerrighed
Den fælles referenceramme gør, at vi gider og tør – og når hunden eller cigaretten efterfølgende tages ud af ligningen, bliver regnstykket faktisk det samme – folk vil rigtig gerne snakke, blive inspireret og føle nysgerrighed. Men icebreaker-elementet er en nødvendig katalysator, for at det sker. (Undtagen når vi er stangstive, men det er en anden snak).
Selv om begrebet hygge er ultradansk og ikke kan forklares, har omverdenen uden for de nordiske breddegrader indgroet Victor Borges ord i sig. De behøver hverken hunde eller cigaretter for at snakke – ikke tale – bare snakke.
En fremmed er en ven, du aldrig har mødt
Jeg har rejst verden rundt og har overalt uden for Skandinavien oplevet attituden “en fremmed er en ven, du aldrig har mødt”. Uanset om det har været destinationer, hvor man har kunnet spejle sig kulturelt og fysiologisk med lokalbefolkningen eller under helt fjerne himmelstrøg, hvor man virker og ser eksotisk ud, snakker man med hinanden i køen, indleder en samtale med “how are you?” eller giver blot et Victor Borge’sk smil.
Det er endnu en gang foruroligende, fascinerende og forundrende på samme tid. Den såkaldte tredje ting er den nødvendige katalysator for det, vi alle sammen bare gerne vil: lytte og fortælle, inspirere og modtage, møde og smile.
