Så er det gået to måneder og 2 uger siden jeg begyndte i praktik hos Karen. Det har været lærerigt på både et personlige og fagligt plan. Da jeg første gang tog kontakt til Karen var det med svedige håndflader og kriller i maven. Jeg var nyuddannet fra IT Universitetet, og var i gang med den ret opslidende proces med at finde ud af, hvad jeg egentlig gerne vil lave, når jeg bliver voksen.
Kreative processer. Her er for eksempel de kreative statements, vi satte på cyklerne på udvalgte steder i byen. Det gav en stolt følelse at genkende dem på cykler rundt i byen.
Et tilfælde Det var faktisk et tilfælde, at jeg stødte på Karen og hendes virksomhed. En tilfældig LinkedIn søgning fik mig forbi hendes hjemmeside, og derefter gik det hurtigt. Efter at have mødt hende, og set hendes arbejde, så undrer det mig faktisk, at jeg ikke havde stødt på hendes navn før. Karen er indbegrebet af kultur og kunst, og vores veje har mange gange været tæt på at blive krydset.
Rum til refleksion og samtale Det viste sig, at de svedige håndflader var helt overflødige, fordi Karen er et meget hjertevarmt og til tider spirituelt menneske. På et personligt plan har praktikforløbet givet mig et rum til samtale og refleksion, som jeg forestiller mig, at jeg ikke umiddelbart havde fået andre steder. I frokostpauserne har vi snakket meget om, hvordan man bevarer sin integritet i et jobmarked, som er så hektisk, at man nogle gange kan glemme, hvor man kommer fra, fordi man bare så gerne vil passe ind. Jeg troede faktisk ikke, at jeg havde brug for de samtaler, men efter at have sat ord på bekymringer og tanker om fremtiden, så gik det op for mig, hvor vigtigt det har været.
Oppyntning til Det Frie Felts Festival i Dansehallerne. I år var fuglen, der flyver frit og højt, en væsentlig del af den visuelle identitet og formidlingsdesignet på festivalen.
Hvordan taler vi om kunsten På et fagligt plan har jeg også udviklet mig. Selvom jeg har arbejdet på forskellige kulturinstitutioner, så har jeg ofte følt, at jeg ikke helt har været god nok til at snakke med om scenekunsten. Hos Karen har jeg lært, at min oplevelse er lige så rigtig som en teaterleders. Jeg har fået lov til at sætte ord på oplevelser og betragtninger uden at føle mig dum, fordi jeg kun er blevet mødt af nysgerrighed. Jeg er også blevet klogere af at høre Karen tale om kunsten, fordi hun har en erfaring med feltet, som jeg stadig mangler at få. Hun er kommet med mange perspektiver på, hvorfor formidling og kunst ikke skal ses som to separate enheder, men i stedet se på det med en mere holistisk forståelse.
Plads til kreativitet
Et andet begreb som vi har snakket og reflekteret meget over er kreativitet. Hvornår er man kreativ og hvordan kan kreativitet opstå? Hos Karen er det plads til at være kreativ, og gennem forskellige metoder forsøger hun at få kreativiteten til at blomstre hos alle medarbejdere. Igen bliver man mødt af nysgerrighed, hvilket giver en lyst til at deltage og være en del af processen. Og jeg elsker virkelig den proces, hvor alt kan lade sig gøre, og der er ingen begrænsninger. Det har været skønt at genopleve den igen uden for universitetet.
Kort fra idé til handling I en lille virksomhed som Karen Toftegaard ApS, hvor kreativitet er vigtig, så er der kort fra idé til handling. Det giver mulighed for at sætte sit præg på mange processer og projekter. I og med Karen opfordrer kreative tanker, er der faktisk mulighed for, at den gode idé kan realiseres, hvis man tør selv at gribe bolden – og det er fedt!
Så hvis jeg skal opsummere, hvad jeg har fået ud af praktikforløbet, så er det nok selvtillid. Jeg har fået mod til at snakke om ting, jeg normalt ikke gør. Jeg har fået en tro på mit eget værd på jobmarkedet. Og jeg tør dele mine idéer – selv de skøre.
Har scenekunst overhovedet nogen reel betydning i dag? Kan den ændre noget for os i en verden, hvor vi kunstnerisk, politisk, socialt, økonomisk og globalt må siges at være i krise? Erik Pold og Daniel Norback, der tilsammen udgør Norpol, har med Det Store Sceneskift sat sig for at søge tilbage til, hvad det egentlig er, vi skal med teatret i dag. Og det starter med en tom scene.
[Karen Toftegaard har spurgt mig, Ida Marie Fich, om at være med i en undersøgelse. Vi har tidligere arbejdet sammen – både i Karen Toftegaard ApS og på teatret Republique. Undersøgelsen går ud på at beskrive, hvad der sker i mødet mellem mennesket og kunsten. Hvilke refleksionsrum åbner sig? Hvori ligger kunstens inspirationskraft? Hvilken slags relationer opstår – mellem kunsten og mennesket? Derfor vil jeg, med mit blik og min stemme, undersøge, hvad det er for refleksions- og inspirationsrum scenekunsten kan åbne. Hvordan vi gennem scenekunsten kan relatere os til hinanden og samfundet omkring os. Det gør jeg her under CPH STAGE og især på Det Frie Felts Festival.]
Det ikoniske røde tæppe hænger tungt foran scenen – hvad gemmer der sig inde bagved? Ikke noget viser det sig: Med en scene blottet for handling og skuespillere og gennem nedslag i teaterhistoriske højdepunkter spørger Pold og Norback, om teatret kan redde sig ud af sin krise og måske være svaret på nogle af alle de andre kriser, vi står med lige nu?
Scenen er ikke tom
Det er ret utroligt, hvad det gør ved én at sidde og kigge på en tom scene. Jeg er så vant til at suge til mig af informationer og stimulans fra alle sider, at det virker som en lettelse, ren meditation, at der her ikke sker andet, end det, jeg forestiller mig, der kunne ske. Den tomme scene får mig til at tænke på et af mine yndlingscitater fra Lars Saabye Christensens Halvbroderen:
Fantasien, Arnold! Fantasien er det største af alt. For det vigtigste er ikke det du ser.
Det er det, du tror du ser!
Det er netop det, teatret er for mig: et forestillingsrum, hvor vores fantasi, tankegods og refleksioner kan blive fodret og få frit løb, og hvor jeg kan forbinde mig til mig selv og andre på tværs af fordomme og sociale, politiske, økonomiske, race- og kønsmæssige skel. Og hvor en tom scene kan vække billeder og indtryk, som ellers ikke ville være kommet til mig.
Det sker for mig, da jeg og de andre publikummer bliver bedt om at se vores afdøde kære på scenen og lytte til, om de har et svar på teatrets krise. Der opstår en energi, hvor vi som gennem fælles koncentration, får skabt noget oppe på den tomme scene. Scenen er aldrig tom, synes forestillingen at sige; den er et åbent rum, som vi i salen kan kanalisere de forestillinger, historier, antagelser og følelser, vi nu kommer med, op på. Som publikum sidder vi ikke blot som passive tilskuere men får altså en central plads i udfyldelsen af det tomme rum – og i at gøre det sammen.
Foto: Malle Madsen
Den afrikanske stemme Netop i den samhørighed, der opstår mellem scene og sal, ligger måske forestillingens politiske potentiale. Hvis scenekunsten kan være et fælles anliggende, hvor vi ikke kun læner os tilbage og tager imod indtryk (den scenekunst skal der selvfølgelig også være plads til), kan den måske være med til at aktivere forestillinger og ideer om verden, samfundet, os selv og kunsten og give plads for ‘det andet’, det, der ikke er dig.
‘Det andet’ bliver i Det Store Sceneskift repræsenteret ved lyden af en afrikansk kvindes stemme. Vi kan ikke se hende, eller jeg kan tydeligt se hende for mig, for hun taler og synger med en klar stemme om spirituel renselse, om at lukke det andet ind og give slip på krisen.
Men hvad med den gudsbenådede europæiske teaterhistorie og med at finde løsningen på teatrets krisetilstand? Pold og Norback bliver til en parodi på den europæiske kunstner, da de nægter at lytte til den afrikanske stemme og kommer til at fortsætte ad samme ufrugtbare vej, som de selv opponerer imod i deres iver efter at finde løsninger på krisen.
Vend blikket
Ved at vende blikket – det europæiske, mandlige, privilegerede blik – mod sig selv og lade forestillingen slutte med, at alle i salen sidder og chanter på afrikansk, er scenekunst som Det Store Sceneskift med til at udbrede ikke kun vores politiske perspektiv og strukturelle selverkendelse.
Vi får også øjnene op for, at svaret på teatrets krise må ligge i at blive ved med at lave scenekunst, der kritisk forholder sig til den virkelighed, det er en del af, og giver plads til at publikum kan tro på det, de ikke ser: Turde forestille sig en anden verden deroppe på den tomme scene og i sidste ende måske gå ud af teatersalen med lysten til at ændre den verden.
Jeg gik ihvertfald derfra med følelsen af, at vi for alt i verden ikke kan undvære teatret i krisetider.
I et Europa, der lukker sig om sig selv, men hvor verden omkring os vokser, bør vi i kunsten insistere på at vende blikket mod andre end os selv – og lukke det andet ind på scenen.
Tik, tak, tik, tak. Uret på væggen i køkkenet tikker højt, duften af kaffe spreder sig, og bedstemor begynder at fortælle om gamle dage. Jeg drømmer mig straks tilbage, til da min mormor levede, men i virkeligheden er jeg inviteret til forestillingen Udsigter fra min bedstemors køkken i en privat lejlighed på Vesterbro. Et køkken med mange udsigter og mange historier.
[Karen Toftegaard har spurgt mig, Ida Marie Fich, om at være med i en undersøgelse. Vi har tidligere arbejdet sammen – både i Karen Toftegaard ApS og på teatret Republique. Undersøgelsen går ud på at beskrive, hvad der sker i mødet mellem mennesket og kunsten. Hvilke refleksionsrum åbner sig? Hvori ligger kunstens inspirationskraft? Hvilken slags relationer opstår – mellem kunsten og mennesket? Derfor vil jeg, med mit blik og min stemme, undersøge, hvad det er for refleksions- og inspirationsrum scenekunsten kan åbne. Hvordan vi gennem scenekunsten kan relatere os til hinanden og samfundet omkring os. Det gør jeg her under CPH STAGE og især på Det Frie Felts Festival.]
Det er skuespiller og dukkefører Anette Asp Christensen, der er vært, og nu sidder vi ti mennesker samlet om det lille bord med fyldte kaffekopper, smurte boller i maven og lyden af tysk radio i ørerne. Anette fortæller os, at hun er i gang med at grave i sin og særligt sin afdøde bedstemors familiehistorie. Den historie får vi fortalt her i køkkenet, som er iscenesat til at emme af hygge og hjemmelighed.
Tilbage til rødderne Jeg ved ikke, om det er noget der sker, når man runder 30, det der med at søge tilbage til sine familieaner. Men jeg er ihvertfald selv for nylig blevet grebet af ønsket om at lære mere om, hvor jeg kommer fra og føle mig tættere på dem, der ikke er her længere. Så da Anette Asp Christensen begyndte at tale om at finde tilbage til sin bedstemor, følte jeg det var min historie, hun fortalte.
Det er ikke kun mig og Anette, der har trang til at føle os forbundne til vores slægts og lands historie idag. Der er en grund til, at interessen for slægtsforskning og produktionen af nationalhistoriske film og tv-serier boomer lige nu. Vi vil tilbage til rødderne, simpelthen fordi verden bliver mindre og mere globaliseret og vores liv mere fragmenteret, mener Anette. Måske kan intim og stedsspecifik scenekunst som Udsigter fra min bedstemors køkken bringe os tættere på de historier i vores liv, der betyder noget for os – så vi ikke blot oplever dem skildret i flade karakterer og dyre filmsets?
Historierne i mig
Bedstemors køkken er netop indbegrebet af nærhed: Her kom jeg tæt på ikke kun Anettes personlige forhold til bedstemor Johanne, men også hele slægtens og Danmarks historie – fysisk og sanseligt. Da hun fortalte Sønderjyllands historie med sveskekage (efter bedstemors originale opskrift naturligvis) og plastiksoldater og bragte sin bedstemor til live med en live size dukke, komplet med sønderjysk accent og langsomme gammelkone-bevægelser, mærkede jeg vægten af mine egne historier. Jeg mærkede, hvorfor de er så vigtige at huske på som en del af mig, som jeg på en måde skal holde fast i og få fortalt, inden det er for sent.
Fælles erindringer Ved på den måde at gøre historierne, Anettes og publikums egne, levende lige foran mig gennem lugte, smage, lyde og berøringer og udviske grænserne mellem kunst og publikum kan forestillinger som Udsigter fra min bedstemors køkken åbne for nye refleksioner og relationer, både i forhold til værket og til de menneskene, jeg sad sammen med i køkkenet.
I skiftet fra Anettes rammefortælling til mødet med bedstemor i skikkelse af dukken, så jeg i mine med-publikummers øjne og smil, at de også mærkede bedstemors tilstedeværelse, når vi trykkede hendes hånd og hørte hendes stemme. Vi drak kaffe sammen og sad i stilheden i det varme køkken sammen. Der var tid og rum til at dvæle. Og så var det lidt som om, tiden stod stille, og vi alle var børnebørn på kaffevisit. Som om vi her delte nogle fælles erindringer om, hvad det vil sige at have en historie at udleve og leve videre på.
Ti forskellige familiehistorier blev samlet her i køkkenet og gjort til en del af værkets fortælling, og det er her potentialet for den intime, deltagerbaserede scenekunst ligger: Når kunsten rykker ned fra teaterscenen og ud for at blande sig i vores virkelighed er det, at vi får mulighed for ikke kun at relatere til kunsten på nye måder men også til hinanden.
Og så gav Udsigter fra min bedstemors køkken mig for en sjælden gangs skyld lov til at stoppe op, søge tilbage og huske på de historier, jeg havde glemt, eller slet ikke vidste var en del af mig.
En vrimmel af snefnug fyger over scenen og blander sig med Søren Ulrik Thomsens ord. Kim Brandstrups ballet Rystet Spejl, som de hurtige kunne opleve med kun en uges spilletid på Skuespilhuset under CPH STAGE, er intet mindre end et danset, rumligt digt. Og hvad skal vi så med det? Og hvorfor skal vi overhovedet iscenesætte digte?
[Karen Toftegaard har spurgt mig, Ida Marie Fich, om at være med i en undersøgelse. Vi har tidligere arbejdet sammen – både i Karen Toftegaard ApS og på teatret Republique. Undersøgelsen går ud på at beskrive, hvad der sker i mødet mellem mennesket og kunsten. Hvilke refleksionsrum åbner sig? Hvori ligger kunstens inspirationskraft? Hvilken slags relationer opstår – mellem kunsten og mennesket? Derfor vil jeg, med mit blik og min stemme, undersøge, hvad det er for refleksions- og inspirationsrum scenekunsten kan åbne. Hvordan vi gennem scenekunsten kan relatere os til hinanden og samfundet omkring os. Det gør jeg her under CPH STAGE og især på Det Frie Felts Festival.]
Jeg havde med vilje hverken genlæst digtene fra Søren Ulrik Thomsens seneste digtsamling, Rystet Spejl (2011), eller tjekket hvad pressen mente om Kim Brandstrups fortolkning af den og andre af Thomsens tekster, før jeg spontant besluttede at få fingre i en billet til ballettens sidste spilledag. Jeg havde det lidt, som når man skal ind og se en filmatisering af en bog, hvis karakterer, du stadig kan høre tale til dig: Spændt på et glædeligt gensyn men også bange for at blive slemt skuffet og få sine egne indre billeder ødelagt.
Ord i rum
Nu er det her ikke en anmeldelse, men jeg tør godt afsløre, at jeg ikke blev skuffet. Netop fordi det er en ballet og ikke et dramatisk skuespil, er det digtet som udtryk snarere end dets konkrete indhold, der overføres til scenen. Der er naturligvis genkendelige elementer fra Thomsens univers: sygesengen, parforholdet, barndommen, alderdommen, sneen. Men det er i måden, forestillingen bruger sproget som rumligt element, at den kunstnerisk løfter sig op fra blot at være en iscenesat tekst til et samlet poetisk hele.
For et sprogmenneske som mig var det intet mindre end mageløst at se brudstykker af digte føje sig til, smyge sig ind og blive en del af det konstant foranderlige rum- og lyslandskab. Som danserne på drejescenen og snefnuggene på lærredet foran scenen følte jeg mig i bevægelse deroppe på min balkonplads – hvirvlet og drejet rundt i takt med de skiftevis hakkende og flydende toner.
Foto: Det Kongelige Teater
Gesamtkunstwerk
Det var for mig en meget fysisk oplevelse, også når det gælder ordene: Skrevet på linje, som taget ud af en bog, talte de ind i den samlede digtfortælling ved at få plads på vægge, midt i sneen og i tæt relation til dansernes bevægelser og lyset. Uden at få tildelt højere eller lavere status end de andre sceneelementer. Der blev trykket blidt på flere af mine sanser: Jeg kunne sidde og drømme mig væk til dansens mediterende snurren, fabulere over ordenes betydning og lade mig feje med over scenen af scenografien, lyset og videodesignet. Et sandt ”Gesamtkunstwerk”, for at bruge Richard Wagners betegnelse for et værk, hvor flere kunstarter smelter sammen.
Det er derfor, vi skal iscenesætte digte: Fordi de ligesom teatret har et iboende potentiale for at give os kondenserede og sanselige oplevelser, hvor vi gives plads til individuel fortolkning uden narrative plots. Det skete, da Thomsens digte forenede sig med resten af balletten på scenen.
Foto: Det Kongelige Teater
Når kunst går i kroppen
Nu sad min sidemand godt nok og snorkede under det meste af forestillingen. Men jeg tror, at kunst, der formår at skabe så mættede sanseindtryk uden at blive et overflødighedshorn af effekter, som Rystet Spejl gjorde for mig, kan åbne scenekunsten for mange mennesker.
Når kunst går i kroppen på dig på den måde, kan den tage os steder hen, hvor vi ikke har brug for vores intellekt. Er det ikke netop det, vi har brug for idag, hvor vi det meste af vores vågne timer er styret af vores fornuft og forstand men synes at gemme krop, sanser og intuition længere og længere væk? Vi har brug for kunst, der skaber rum, hvor vi kan mærke vores krop, hinanden og ja, i sidste ende, at vi er til.
Da Tobias Praetorius, og jeg med ham, hang fra loftet i et tomt rum i sidste scene, tænkte jeg, helt i Søren Ulrik Thomsens ånd: Vi mennesker er netop frit svævende i tid og rum og med den eneste opgave at leve – og dø. Med krop og ord og sanser.
“…jeg er levende
skrive til kontor
mælken er sur
jeg græder
jeg er levende
græder
levende”
Fra City Slang (1981)
”…regnen begyndte at falde
og de forbipasserendes gestalter brænder mod ruden
og jeg må sidde alene ved det bagerste bord
og tænke på at der kun er en af hver
mens jeg lytter til trafikken fra Gammel Kongevej
og forsøger at fange dit blik
i digtets rystede spejl”
Fra Rystet Spejl (2011)
[Karen Toftegaard har spurgt mig, Ida Marie Fich, om at være med i en undersøgelse. Vi har tidligere arbejdet sammen – både i Karen Toftegaard ApS og på teatret Republique. Undersøgelsen går ud på at beskrive, hvad der sker i mødet mellem mennesket og kunsten. Hvilke refleksionsrum åbner sig? Hvori ligger kunstens inspirationskraft? Hvilken slags relationer opstår – mellem kunsten og mennesket? Derfor vil jeg, med mit blik og min stemme, undersøge, hvad det er for refleksions- og inspirationsrum scenekunsten kan åbne. Hvordan vi gennem scenekunsten kan relatere os til hinanden og samfundet omkring os. Det gør jeg her under CPH STAGE og især på Det Frie Felts Festival.]
To af Det Frie Felts åbningsforestillinger gjorde det tydeligt, at vi på mange måder står i en krisetid. Og netop i krisetider bliver teatret ekstra afgørende som mødested og historiefortæller.
Jeg har netop hørt Kristian Husted, en af Det Frie Felts Festivals kuratorer, fortælle om det fællestræk ved årets forestillinger, at de udtrykker en trang til at dyrke og behandle forskellige former for samfundskriser – lige fra miljøets, den økonomiske, de personlige og sociale. Kan scenekunsten give os redskaberne til at håndtere kriserne på nye måder?
Dukkernes apokalypse
10 minutter efter den officielle åbning mødes jeg af et et dystert ørkenlandskab befolket af sønderskudte dukker og sitrende smuk operasang. Det er SewFlunkFuryWits dukke-opera Støv, der åbner ballet på dette års Det Frie Felts Festival og langsomt suger mig ind i sit univers som i en trance.
Er det mon sådan, det føles at opleve en apokalypse, tænker jeg: Ophævet fra tid, sted og virkelighedens faste holdepunkter – og helt mørkt og koldt? Her på dette golde sted, beboet af fortabte, desperate live size dukker og sange, der skifter mellem en rusten Tom Waits-lyd og lysende opera, er der ikke meget håb for os i salen. Os, der i sidste ende skal forholde os til den virkelighed, hvor absurd den end måtte synes, vi oplever på scenen. Men mens jeg kniber en tåre og gåsehuden springer frem på armene, ved jeg også, at håbet ligger i, at vi sidder her sammen og kan dele det ellers usigelige: Vi er dødelige, og en dag kan vores elskede klode ikke klare mere.
I Støv er det dukkerne, vi identificerer os med, når krisen rammer. Foto: Søren Meisner
Mødet med en dukke
Et blegt dukkeansigt kommer til syne under bunken af sort muld. En soldat med afrevne, blodige lemmer kæmper sig over scenen. En afsindig junky med vilde øjne leder efter sit næste fiks, og sorgen over at have mistet sit barn lyser ud af moder-dukkens øjne.
Utroligt nok sidder jeg og føler en masse for disse dukker; vekslenede mellem gru og ømhed fanges jeg fuldstændig ind af deres ellers uforanderlige masker. Det, jeg synes dukkerne kan, er at give os et sprog for at forstå og relatere til så store spørgsmål og tabuer som dem, klimakrisen rejser. Hvordan skal vi ellers kunne tage den dybe tvivl på vores egen, menneskeracens, eksistensberettigelse ind? Ved bare at læse om klimakrisen i medierne, forstå den med vores rene fornuft? Ved at tale om det, vi ikke fatter, hvad betyder for os?
Nej, her kan kunsten komme os til undsætning. Her i teatersalens røg og mørke og støv kan vi finde sammen om billeder på en eksistentielt og miljømæssigt kriseramt klode og måske, det gælder i hvert fald denne publikummer, føle sig forbundet med en dukke, som har fået skudt benene af og komme lidt tættere på, hvad det vil sige at være menneske i en krisetid.
Foto: Søren Meisner
Systemkritik serveret med en kop te og ostepops
Langt mere ironisk og fandenivoldsk forholder de seks spillere i norske by Proxy sig til deres kapitalisme-kritik i performance-collagen Stop Being Poor, som efterfulgte mit dystopiske møde i Støv. Med en følelse af sårbarhed og trang til refleksion bliver jeg mødt af et smilende ansigt, der på klingende norsk spørger mig, om jeg har det godt? Om jeg vil have en kop kaffe? Og første del af performancen går med, at jeg sammen med resten af publikum står i kø til den lille kaffebiks, mens andre bliver engageret til at bygge små tårne af træklodser på scenen. Jeg bliver fra starten gjort til en del af en intim og hyggelig stemning, hvilket gør kontrasten til den tour-de-force af absurde scenarier, der så følger, endnu større.
Publikum inddrages fra starten af i forestillingen. Foto: Krafft Angerer og Jan Hajdelak Husták
Jeg trækker på smilebåndet med det samme, og mange i salen griner højlydt af de mange billeder og symboler på vores karriereræs og forbrugerkultur, der smides i hovedet på os: På et samlebånd flyder alt fra gadgets og tøj til poser med ostepops og popcorn ind på scenen, og på skift lirer spillerne diverse citater fra jobopslag, reklameslogans og selvhjælpslitteratur af. Vi bliver revet rundt til et grotesk rave af overflod og selviscenesættelse – og jeg opdager, at de spredte grin lige så meget rammer os selv.
Foto: Krafft Angerer og Jan Hajdelak Husták
En fest, man ikke ønsker at blive inviteret til For det er ikke helt en fest, man har lyst til at være inviteret med til. Lige under de hvide colgate-smil og den veloplagte koreografi ligger by Proxys kritik af den kapitalisme, der gennemsyrer vores samfund, og det er mig som forbruger, der udstilles deroppe på scenen med min trang til at købe, eje og realisere mig gennem penge, karriere og materielle goder.
Da det højeste tårn af klodser til sidst vælter, og en af spillerne tager straffen for at have fejlet, vendes komikken først rigtigt til gru – ”hvad fanden er det vi har gang i?” synes hun at sige til os, mens hun stadig hænger der fra loftet som en død sild, og vi klapper og ikke ved om vi skal grine eller rase – af os selv.
Sammenlignet med den nærmest smukke tristesse, jeg oplevede i Støv, efterlades jeg nu af følelsen af, at by Proxy – at vi, sammen! – burde starte en revolution!
Teatersalen som refleksionsrum Stop Being Poor er et eksempel på synes jeg, hvordan scenekunsten kan holde et spejl op foran os og vise os sprækkerne og revnerne i glasset: Ved at se os selv reflekteret i forestillingens absurditet får vi selv muligheden for at reflektere over vores plads i det økonomiske, forbrugsstyrede mindset, der gennemsyrer vores hverdag og handlemønstre.
Jeg går ikke derfra med den sympati for mig selv og mine medpublikummer, som SewFlunkFuryWit fik frem. Snarere er det som om, vi er enige om efter at have set Stop Being Poor, at det altså er os den hænger på, denne her. Vi kan ikke bare læne os tilbage i teatersædet og håbe det hele bliver bedre.
Det er to på hver deres måde vedkommende og grænsebrydende forestillinger, der åbnede årets Det Frie felts Festival. Med hver deres insisterende udtryk og budskab, formår de at gøre teatersalen til samlingssted for en fælles refleksion over de kriser, vi står med i samfundet og som individer. Vi kan nok ikke løse kriserne ved at gå i teatret – men vi kan måske blive klogere på dem og på os selv i dem.
Jeg er optaget af, hvad der sker, når man går ud i verden og er åben over for de muligheder, der dukker op. Og får det bedste ud af dem. I går mødte jeg en kvinde, der kom gående med en hund. Jeg kommenterede, at hendes hund åbenbart havde udvalgt sig min gade til dens favoritsted at udføre det, der får en pose op af hundeejerens lomme. Jeg havde set dem akkurat samme sted, i samme bevægelse dagen før.
Humberto Maturana – vores virkelighedsopfattelse afhænger af os selv
Og så er jeg optaget af den chilenske biolog Humberto Maturanas tanker om, at vores virkelighedsopfattelse afhænger af os selv. Den måde som vi opfatter verden og indgår i relationer på er konsekvensen af den indre proces, der foregår inden i os – i vores nervesystem. Ud fra den genetiske og mentale sammenhæng vi har som biologiske enheder. Alt afhænger af øjnene, der ser. Han mener, der er lige så mange virkeligheder som biologiske enheder. Og dermed er virkeligheden ikke noget, som bare objektivt er. Det er noget, der skabes og opleves af det enkelte menneske. I relationer forhandler vi hvilken virkelighed, der giver mening for begge personer. Det ser man bl.a. på arbejdspladsen, hvor det er nødvendigt at blive enige om et fælles mål, en fælles virkelighedsopfattelse for at kunne handle. Det er også derfor Maturana er brugt inden for meget ledelsesteori. Lige nu er jeg nu allermest interesseret i ham på et eksistentielt plan – for at forstå hvad det er som opleves som virkeligt og forskelligheden i vores virkeligheder og dermed de stemmer, vi har.
Tilbage til kvinden med hunden
Det viste sig, at kvinden havde passet hunden et par dage for nogle rejsende venner. Jeg kommenterede, at jeg i denne sidste uge, hvor jeg var begyndt at ryge og tage strejfture rundt i lokalmiljøet, havde mødt og talt med mange forskellige mennesker. Nogle jeg kendte i forvejen og åbenbart lige skulle møde på det tidspunkt. Andre for allerførste gang, mens mine tanker faldt til ro med cigaret i hånd. Bemærkelsesværdigt er det, at alle på hver deres plan havde været interessante samtaler.
Behov for en tredje ting som icebreaker i møder
Den unge kvinde boede åbenbart lige om hjørnet. Hun fortalte, at hun i disse dage med hund havde talt med flere mennesker i lokalområdet end hun havde gjort de fire år, hun havde boet her.
Vi talte helt enkelt om, hvorfor der er et behov for en tredje ting som icebreaker – hunden, cigaretten, drinken. Og jeg fik lyst til at høre hendes stemme folde sig ud her på bloggen.
Hun sagde hurtigt ja, da jeg spurgte, om jeg måtte skrive hendes tanker her – og sendte mig hurtigt et uddrag på skrift. Det var min mulighed for at reflektere med en person over møder mellem mennesker. Måske også din.
——-
Smilet er den korteste vej mellem to mennesker
Victor Borge sagde engang, at smilet er den korteste vej mellem to mennesker.
Min erfaring er, at det bliver smilet også – når der bare liiige har været et fælles element, der har ramt vores øjne inden munden.
De sidste to dage har jeg passet et vennepars hund og talt med flere mennesker i mit lokalområde på vuffens lufteture, end under de fire år jeg har boet på matriklen. Foruroligende, fascinerende og forundrende på samme tid.
Den lille logrende hund som icebreaker
Den lille, logrende hund har været det, vi er mødtes om. Det beundrende blik på fire poter har så forankret sig op til en dialog på to ben til en snak om alt og ingenting, som så lige pludselig bliver mere og mere nær og bliver det, som hele verden beundrer os for, men ikke forstår – nemlig hyggeligt.
Men samtalen var nok aldrig sket uden den pelsede icebreaker. Festen er også altid, hvor rygerne er. Og i nye sociale sammenhænge bonder rygerne hurtigere med hinanden udenfor, end dem, der står inde i pausen og spytter ned i en kop kaffe og tjekker telefonen for hundrede og syttende gang, fordi tavsheden er så larmende, at den overdøver alt.
Folk vil rigtig gerne snakke, blive inspireret og føle nysgerrighed
Den fælles referenceramme gør, at vi gider og tør – og når hunden eller cigaretten efterfølgende tages ud af ligningen, bliver regnstykket faktisk det samme – folk vil rigtig gerne snakke, blive inspireret og føle nysgerrighed. Men icebreaker-elementet er en nødvendig katalysator, for at det sker. (Undtagen når vi er stangstive, men det er en anden snak).
Selv om begrebet hygge er ultradansk og ikke kan forklares, har omverdenen uden for de nordiske breddegrader indgroet Victor Borges ord i sig. De behøver hverken hunde eller cigaretter for at snakke – ikke tale – bare snakke.
En fremmed er en ven, du aldrig har mødt
Jeg har rejst verden rundt og har overalt uden for Skandinavien oplevet attituden “en fremmed er en ven, du aldrig har mødt”. Uanset om det har været destinationer, hvor man har kunnet spejle sig kulturelt og fysiologisk med lokalbefolkningen eller under helt fjerne himmelstrøg, hvor man virker og ser eksotisk ud, snakker man med hinanden i køen, indleder en samtale med “how are you?” eller giver blot et Victor Borge’sk smil.
Det er endnu en gang foruroligende, fascinerende og forundrende på samme tid. Den såkaldte tredje ting er den nødvendige katalysator for det, vi alle sammen bare gerne vil: lytte og fortælle, inspirere og modtage, møde og smile.
