DIALOG: Mødet med kunst #1

[Hvad sker der i mødet mellem mennesket og kunsten? Hvilke refleksionsrum åbner sig – hos en selv og sammen med andre? Hvori ligger kunstens inspirationskraft? Vi, Karen Toftegaard og Ida Marie Fich, har lavet en filosofisk undersøgelse og beskrivelse af, hvad der sker i mødet mellem mennesket og kunsten. Ida Marie Fich har reflekteret over fire forskellige forestillinger på Det Frie Felts Festival og CPH STAGE her på bloggen. Nu vil vi sammen i en dialog reflektere videre over, hvad kunsten gør ved os, og hvad det siger om forestillingernes potentiale for at skabe rum for relationer mellem kunsten og publikum og publikum imellem. Vi deler her vores dialog, hvor vi har udfordret hinanden til at gå i dybden med refleksionerne.]

DIALOG #1  |  DIALOG #2  |  DIALOG #3  | DIALOG #4

Kære Karen

Her er mit første oplæg til vores fælles refleksion.  Efter at have oplevet nogle meget forskellige forestillinger på Det Frie Felts Festival og CPH STAGE sidder jeg tilbage med en boblende følelse af, at scenekunsten i Danmark er både mangfoldig, omfavnende og modig. Hvis jeg skal nævne et element, som særligt drager mig ved den kunst, jeg oplever, så er det hvis kunstneren formår at skabe en særlig fortættet eller intim stemning. Hvis jeg som publikum bliver, ja, netop draget ind i værket. Og det behøver ikke nødvendigvis være i form af direkte deltagelse – det kan nogle gange have den modsatte effekt, hvis det ikke lykkes – men kan gøres på mange måder. Som startskuddet til denne dialog-refleksion vil jeg netop fremhæve nærheden i forestillingerne på Det Frie Felts Festival og CPH STAGE, som noget der gjorde særligt indtryk på mig.

Hvad end det var den intime oplevelse, hvor jeg kom både fysisk og mentalt tæt på andre publikummer og spillere, og hvor man altså har valgt en mere eller mindre deltagerbaseret form, eller det var forestillinger, som tematisk beskriver en trang til eller mangel på den tætte menneskelige relation, blev netop nærheden og båndet mellem mennesker et gennemgående tema for mig.  Jeg oplevede det særligt i Udsigter fra min bedstemors køkken og Det Store Sceneskift, hvor scenekunsten på hver sin måde skabte muligheden for, at jeg kunne forbinde mig til ikke kun værket men også andre mennesker i teaterrummet. I Udsigter fra min bedstemors køkken skete det gennem sanselige oplevelser, smagsindtryk, berøringer, lugte, lyde og at blive talt direkte til, mens Det Store Sceneskift formåede at skabe en helt fortættet energi i rummet gennem en åbning af teatrets forestillingsrum. Rystet Spejl formåede, på trods af at jeg sad med stor afstand til scenen, at skabe et rum omkring ordene og dansen, der syntes at hvirvle mig og de andre i salen rundt i en meget fysisk intim oplevelse.

Som modpol hertil står Støv og Stop Being Poor, som behandlede henholdsvis klima- og finanskrisen gennem billeder af et fortabt, desperat og mekanisk overfladisk samfund. Med andre ord kom man som publikum netop ikke tæt på hinanden – og det på trods af by proxys meget direkte inddragelse af publikum i begyndelsen af forestillingen. Snarere blev tørsten efter andre mennesker og mening med tilværelsen netop tydelig i udeladelsen af den direkte nærhed i Støv og den høje grad af ironi i Stop Being Poor. Jeg er nysgerrig på, hvad denne polarisering af det helt nære og det totalt afskårede siger om scenekunsten i dag og dets relation til sit publikum?

Eksperimenterne med deltagerinvolverende og interaktiv kunst er for mig at se et tydeligt tegn på, at vi søger det personlige, intime møde med andre mennesker – måske fordi vi mangler det i andre dele af vores liv. Og det er samtidig kunstnernes forsøg på at gribe til kernen af teatrets sociale potentiale og udfordre netop vores måder at mødes og dele oplevelser og refleksioner på. Heri ligger et dybt ønske om at skabe nærværende kunst for det hele menneske med sanser, krop og sind.  På den anden side åbner forestillinger som Støv og Rystet Spejl op for at opleve gennem, hvis ikke din egen krop, så i hvert fald gennem et hav af sanseindtryk – som gesamtkunstwerk‘er afprøver de nye måder at forene musik, ord, bevægelse og animation på scenen. Det kan som sagt skabe ret lukkede kunstværker, som ikke taler til den intime oplevelse, der skaber relationer, men kan man tale om, at det så er mellem værket og mennesket, at potentialet for nærhed opstår?

Lad dette være mit oplæg til din videre refleksion – med spørgsmålet: Har du også haft nogle enten meget intime, personlige eller meget fremmedgørende oplevelser, du har lyst til at fortælle om? Og hvordan ser du forholdet mellem de to modpoler skildret i scenekunsten i dag generelt? Jeg ser frem til at læse dine refleksioner.

Kh Ida

DIALOG #1  |  DIALOG #2  |  DIALOG #3  | DIALOG #4

Leave a Reply