kulturformidling – Karen Toftegaard ApS

december 7, 2017december 7, 2017

Når kunsten bliver for indforstået

Du kender det sikkert godt fra dig selv. Du er rigtig godt i gang med et projekt, kender alle aspekter og tanker bag og du ved bare, at det bliver godt.

Når du står der, lige midt i det hele, kan det være svært at se på arbejdet udefra. Og endnu sværere at forklare dit projekt for andre. Især hvis projektet er et hjertebarn. Noget, du har arbejdet på længe eller måske et projekt med et budskab, som du brænder mere for end noget andet.

Når du sidder der – midt i dit projekts centrum – og giver dig i kast med at beskrive det for andre, så går det ofte lidt skævt.

Når kunstneren selv beskriver sit værk er det ikke sikkert, at andre forstår det.

Sådan ser det i hvert fald tit ud fra modtagerens synspunkt. Jeg ved det, for jeg har i mange år siddet på den anden side og været den, der modtog pressemeddelelserne om de mange hjertebarnsprojekter.

Og netop det med at være modtager frem for afsender, har jeg lovet Karen Toftegaard at skrive lidt om her. For som jeg ser det, så er der er ganske simpel opskrift på, hvordan du sikrer dig, at dine modtagere forstår, hvad du skriver om.

En modtagers udfordringer

Som beskrevet i mit sidste indlæg her på siden (det her) er jeg blogger (kulturmor.dk), teateranmelder og tekstforfatter – og i disse sammenhænge modtager jeg naturligvis nogle pressemeddelelser og anmelderinvitationer fra diverse teatre og producenter. Men i gamle dage, sad jeg på redaktionen på den elektroniske kulturguide, KultuNaut og koordinerede deres daværende anmelderkorps.

Her startede jeg hver morgen med at scrolle indbakken med pressemeddelelser igennem for at se, om der var noget, som havde relevans for anmelderkorpset (dvs. teater, film, bøger, kunst og musik, som var de emner, KultuNauts anmeldere dækkede).

Men der var måske hundrede mails dagligt. Om alt fra strikkeklubber, loppemarkeder og foredrag om sund livsstil til nye forlystelser i Tivoli, forskningsresultater og lokalpolitiske udmeldinger. Sikkert nogenlunde samme situation, som de fleste nyhedsredaktioner oplever i dag.

På en dårlig dag, hvor tiden var knap, sprang jeg alt over, hvor jeg ikke tydeligt kunne se, at afsenderen var relevant (filmselskab, teater, museum, forlag etc.). Dvs. alle mails fra de mindre steder, hvor afsenderen bare er et navn, blev slet ikke læst.

Jeg åbnede mails hvor emnefeltet var noget a la ”Ny teaterforestilling for…” eller ”Åbning af kunstudstilling på…” eller måske ”Pressevisning af…” Dermed var der også mange hundrede mails, som ikke blev åbnet.

Se det hele lidt oppe fra

Nu tænker du måske, at problemet kun opstår, når den skabende kunstner (eller en anden person, der er tæt forbundet med projektet) også skal agere pressemedarbejder og skrive pressemeddelelsen om værket. Men det er desværre ikke tilfældet. Ikke udelukkende i hvert fald.

Jeg oplever også forholdsvist ofte at modtage pressemeddelelser både fra mellemstore teatre med egen presseafdeling og fra professionelle kommunikatører, der ikke laver andet, men hvor jeg alligevel slet ikke kan se, hvad det er, de vil mig.

Lad mig give et eksempel fra scenekunsten, som er den genre, jeg oftest modtager pressemeddelelser omkring. Jeg modtager en mail fra en kulturproducent. På en god dag er emnefeltet ”Anmelderinvitation” eller ”Ny teaterforestilling fra …”, men på en mindre god dag kunne det være ”Nyt, banebrydende værk gør op med globale kriser” eller ”Frygt ej for de vilde drenges pile”.

Og ja, de to sidste emnelinjer lyder unægteligt mere interessante end de første to, men problemet er, at jeg sjældent finder en brugbar forklaring på emnelinjerne inde i selve mailen. Det står på ingen måde klart, om der er tale om teaterforestillinger, kunstinstallationer, en bog eller noget helt fjerde. Og det er en skam.

Det er rent faktisk sket flere gange, at jeg har modtaget mails, som jeg – selvom jeg læste dem fra ende til anden flere gange – helt enkelt ikke forstod. Jeg fandt aldrig ud af, hvad henvendelsen drejede sig om. Somme tider skriver jeg tilbage og spørger. Andre gange dropper jeg dem uden flere undersøgelser.

Lad ikke dit arbejde være spildt

Den skabende kunstner arbejder med værket længe. Fra den første spæde idé gennem hele processen til det færdige produkt. Når samme kunstner selv skal beskrive denne teaterforestilling for udenforstående, bliver det ofte problematisk. Og det samme gør sig gældende, når PR-bureauerne bliver for indspiste i branchen.

De mister let jordforbindelsen og er ikke i stand til at se det hele lidt udefra. Måske mangler de “almindelige mennesker” til at teste deres pressemeddelelse på. Hvis moster Olga på 75 ikke forstår, hvad det handler om, så gør alle de andre modtagere sikkert heller ikke.

Mit bud er, at det hele let bliver for indspist. Hvis man til daglig – uanset om man er skabende kunstner, professionel kommunikatør eller pressemedarbejder – færdes blandt kunsten og de mennesker, der skaber den, så bliver talen om værkerne også meget indforstået.

Alle ved da hvem Aleksa Okanovic, Hilde Ingeborg Sandvold eller Elliott Crosset Hove er! Ingen grund til at introducere dem. Eller? Men nej, det ved alle ikke. Og det værste du kan gøre er, at få din modtager til at føle sig uden for. Eller føle sig dum, fordi han/hun ikke aner, hvem du taler om.

Der ligger så megen forhistorie bag enhver pressemeddelelse. Så megen viden i den hjerne, der udformer den og som samtidig skal formå at hæve sig op over processen, se det hele lidt ovenfra og sagligt beskrive det for andre. Det kan føles umuligt, men det er det altså ikke.

For selvom det for alle de indforståede virker livsnødvendigt at have alle små aspekter i værket med i pressemeddelelsen, så er det modsatte faktisk tilfældet. Det hele skal ikke beskrives i den pressemeddelelse, tværtimod. Men alligevel bliver den sjældent så kort og præcis, som den burde have været – uanset afsenderen.

Dermed risikerer du som skabende kunstner, formidler eller PR-medarbejder, at ingen forstår, hvad du har skabt. Hvad det er, du vil fortælle. Og hvis modtagerne ikke forstår det, så formidler de heller ikke budskabet videre til dit potentielle publikum. Og i sidste ende kan dit arbejde være nærmest spildt.

Beskriv HVAD, HVOR og HVEM

På kulturredaktionerne rundt om i landet modtager de flere hundrede pressemeddelelser hver uge. Og det er de færreste redaktionssekretærer, der lige hurtigt kan gennemskue indforståede overskrifter, en lang temabeskrivende indledning eller en kunstnerisk forklaring på værket.

Modtageren vil gerne bare vide HVAD det drejer sig om, HVOR det foregår og HVEM, der står bag. De informationer bør fremgå af de første linjer. Gerne allerede i emnefeltet, hvis der er tale om en mail (og det er der som regel). Og når alle de basale informationer er afgivet, så er det ok, at vise lidt mere kunstnerisk indhold frem.

Jeg mener ikke, at afsenderen skal tale ned til modtageren. Men du kan på den anden side heller ikke forvente, at modtageren ved, om du laver dansekoreografier, malerier eller musik. Du er nødt til at skrive det direkte.

Laver du teater, så lad afsendernavnet afspejle det. Og det samme gælder emnefeltet. Gentagelse skader ikke. Tværtimod er du så mere sikker på, at modtageren fanger budskabet.

Så helt groft opstillet er her tre gode råd til dig, der skal skrive og udsende en pressemeddelelse.

Sørg for at have en tydelig afsender – ikke bare dit navn.
Skriv et kort og meget konkret emnefelt, så der ikke er tvivl om, hvad din mail indeholder.
Start din mail med at beskrive HVAD, HVOR og HVEM. Så kan du altid gå i det mere kunstneriske mode efterfølgende.

Og alternativt – bed om hjælp! Få en udenforstående til at formulere din pressemeddelelse i stedet.

september 29, 2017september 30, 2017

Fremtidens kulturjournalistik – kulturelitens interne debat?

Torsdag den 28. september afholdtes en konference på Aarhus Teater med titlen ”Fremtidens kulturjournalistik”.

I praksis kunne alle med interesse i emnet købe sig en billet til konferencen. Men i realiteten var deltagerne en samling bestående hovedsageligt af kulturformidlere og kulturproducenter. En flok, der fra scenen flere gange (lidet flatterende) blev omtalt som ”kultureliten”.

Personligt hører jeg selv til den første gruppe. Altså kulturformidlerne. Jeg er uddannet i Moderne kultur og kulturformidling på Københavns Universitet – hvorfra jeg også netop kender Karen Toftegaard som en tidligere underviser.

Jeg driver bl.a. bloggen kulturmor.dk (om litteratur og teater til børn, unge og voksne) som en kanal for begejstringsdeling af kulturelle oplevelser, og så arbejder jeg professionelt som tekstforfatter og skriver teateranmeldelser til Information (helt oldschool med papiravis og det hele).

Har kulturjournalistikken en fremtid?

Karen inviterede mig til at skrive indlægget om konferencen med ønsket om at få optegnet nogle af de hovedtemaer, der blev behandlet – og gerne få et bud på, hvad pointerne ift. fremtidens kulturjournalistik så egentlig er.
På forhånd virkede det som en smal sag, men virkeligheden er mindre sort/hvid.

Arrangørerne bag konferencen (bl.a. Have Kommunikation, DMJX, Aarhus Teater og Aarhus 2017) havde på forhånd præsenteret et temmelig ambitiøst program. Tenderende til det urealistiske.
Du kan se programmet for konferencen her.

Godt nok nåede vi gennem samtlige programsatte punkter, og alle de planlagte oplæg og debatter blev gennemført. Men indlæggene blev indimellem gennemført i et tempo så forhastet, at publikum slet ikke nåede at tage informationerne ind og overveje spørgsmål, før programpunktet var afsluttet og næste deltager var kaldt på scenen.

Det havde nok fungeret bedre med lidt færre elementer og lidt mere tid til debat. For det er jo i debatten, at de nye tanker for alvor har mulighed for at træde frem. Det er jo der, man kan høre de alternative vinkler fremfor blot de kendte.

Aarhus teater Christian Have — Anne Middelboe Christensen, teateranmelder for Information og medlem af Reumert-komiteen, måtte desværre melde afbud til moderatorjobbet, så dagen blev ledet som et one-man-show af Christian Have fra Have Kommunikation.

Lokale og internationale vinkler

Der var bred spændvidde både på deltagere og emner ved konferencen. I mine øjne både den største styrke og den største svaghed.

Fra de lokale, aarhusianske synsvinkler repræsenteret ved Marlene Boel, Indholdschef på TV2 Østjylland og Jan Schouby, Chefredaktør på Århus Stiftstidende, til de mere internationale indslag med Eleni Stefanou, So-Me producent hos The Guardian, Chris Shipman fra Royal Opera House og Patrick Bahners, kulturkorrespondent hos Frankfurter Allgemeine Zeitung.

Ideen om det internationale perspektiv virkede fornuftig nok på papiret. Men langt bedre kunne tiden have været brugt på at diskutere på tværs af salen de aktuelle, danske problemstillinger, som kulturjournalistikken er stillet over for. For det blev der aldrig rigtig hverken tid eller plads til i programmet.

Hvorfor denne debat?

Men hvad er egentlig problemet? Hvorfor overhovedet have denne debat om kulturjournalistikken?

Mange af de traditionelle medier mister terræn. De skal spare og nedprioriterer deres kulturjournalistik og i særdeleshed anmeldelserne. De har desuden svært ved at fange de yngre læsere og dropper derfor det stof, som netop ville have tiltrukket de yngre – som f.eks. kulturstoffet.

Gunnar K. Madsen fra Dansk Rock Samråd mener, at frafaldet af de unge avislæsere forstærkes netop ved samme avisers manglende ungdomsvinkling. Det er som en (ond) spiral. Men i hans optik er det ikke nødvendigvis skidt. Det er blot en konstatering af en naturlig proces.

Ifølge Gitte Ørskou, direktør for Kunsten i Aalborg og formand for Statens Kunstfond, ligger kulturjournalistikkens problem i en alt for gammeldags tankegang. Hun mener slet ikke, at kulturjournalisterne i Danmark har opdaget, at kunsten nu lever sit eget liv.
Kulturjournalisterne tror stadig, at de formidler noget elitært til folket. Men det kan kunsten sagtens selv klare. Den er for længst blevet spiselig for alle.

Så vidt, så godt. Det var kulturproducenternes vinkel. Men hvilke problematikker påtalte så medierne?

Der var stemmer til stede på konferencen, som mener, at problemerne handler om, at de nuværende kulturjournalister er fedtet helt ind i kulturbranchen og derfor ikke længere er uvildige og i stand til at forholde sig kritisk til den kunst, der skabes. Både fordi de er blevet venner med kunstnerne og måske endda selv har fremtrædende poster inden for kulturfonde, -priser mv.

Især René Fredensborg, journalist og vært fra Radio24syv, efterspurgte både mere dybdegravende journalistik og mindre skulderklap. “En kulturjournalist er ikke venner med nogen” sagde han og tilføjede, at det i hvert fald burde være sådan. Men sat på spidsen, så burde det vel gælde for alle typer journalister så!

Mette Davidsen-Nielsen, kulturredaktør på Politiken, tilslutter sig for så vidt kritikken af en branchen og tilføjer, at kulturmedierne er en indspist flok, hvor kritikken let udebliver. Og at kulturbranchen i Danmark er så lille, at ingen tør kritisere den indefra af frygt for at ryge ud i kulden.

Ingen svar, kun nye spørgsmål

Da Karen bad mig skrive dette indlæg, bad hun mig tage udgangspunkt i følgende spørgsmål:

Hvad er pointerne om fremtidens kulturjournalistik?
Hvor er vi på vej hen?
Hvad er udfordringerne for den nuværende kulturjournalistik?
Hvad skal der til for at skabe en reel forandring for kulturjournalistikken?

Jeg havde håbet, at jeg nok efterfølgende i hvert fald ville sidde tilbage med en idé om, i hvilke retninger svarene på ovenstående kunne gå. Men det gør jeg ikke. Tværtimod.

Overordnet set var der ingen fælles begrebsforståelse til stede på konferencen. Der var ganske enkelt ikke enighed om, hvad begrebet ”kulturjournalistik” dækker over.

For nogle var det anmeldelser. For andre var det formidlingen af kunst. Og for andre igen er kulturjournalistik alle former for journalistisk formidling af kulturelle emner og begivenheder. I så fald dækker det alt fra indlandsstof til lokalpolitik.

Hver deltager opfatter fænomenet kulturjournalistik ud fra sit eget ståsted. Jakob Steen Olsen, teateranmelder ved Berlingske, efterspørger en en bred diskussion om kunst – parallelt med de saglige anmeldelser, mens Tine Smedegaard Andersen, kulturdirektør i DR, mener, at det vigtigste er, at kulturjournalistikken både beskæftiger sig kritisk med kulturinstitutionerne og tager formidlingsrollen på sig. Hun mener ikke, at det må gå hen og blive et spørgsmål om enten eller.

Personligt tænker jeg kulturjournalistik som formidling af kunst og kulturelle oplevelser over en bred kam. Uanset om det handler om en reportage fra Aarhus Festuge, en foromtale af en ny kunstudstilling for børn eller en anmeldelse af Inger Wolfs nyeste krimi.

kulturjournalistik kulturliv debat — Debat mellem kulturlivets aktører: René Fredensborg (Radio24syv), Rikke Øxner (Aarhus Festuge), Gunnar K. Madsen (Dansk Rock Samråd), Tine Smedegaard Andersen (DR), Allan Aagaard (Aarhus Teater) og Jakob Steen Olsen (Berlingske).

Rigtig anmelder vs. kvindelig amatør

Mette Davidsen-Nielsen fik blandt andet sagt om den nuværende, danske anmelderstab, at det ville være ”dejligt, hvis de ikke alle var mænd over 50”.
Et emne, der igen blev taget op fra publikum som et spørgsmål til de internationale paneldeltagere, hvor bl.a. Eleni Stefanou svarede på, hvordan man på The Guardian forsøger at tale mere til og fra en kvindelig synsvinkel. Selv om hun understregede, at det var svært, fordi de mandlige journalister var i overtal.

Der findes et hav af kulturformidlere i dette land. Langt de fleste af dem hører under den kategori, som Unni From, centerleder ved Journalistiske Universitetsuddannelser på Aarhus Universitet, og Nete Nørgaard Kristensen, lektor i Medievidenskab ved KU, kalder for amatører.

Størstedelen er kvinder, der blogger, podcaster, instagrammer, deler meninger og oplevelser på Facebook mv. Om enten bøger, film, teater eller kunst. Og nogle af dem er måske nok amatører. Men mange af dem kunne lige så godt have været anset som intellektuelle kulturkritikere.

Rikke Øxner, direktør for Aarhus Festuge, taler for, at man stopper med at omtale alle disse mange stemmer som amatører. Mange af dem ved lige så meget – og måske endda mere – end journalisterne. Dem bør vi også lytte til!

Flere af disse kulturformidlere har en faglig viden og en relevant uddannelse i bagagen. De ved, hvad de taler om og hvorfor de gør det. Men eftersom de etablerede medier ikke har plads eller prioriterer kulturformidlingen, finder disser formidlere deres egne veje. De skaber deres egne medier.

Det gør på samme tid udbuddet af kulturjournalistik kæmpe stort og forvandler det til lidt af en jungle for forbrugeren. For hvordan skal man lige hurtigt spotte, om den artikel man læser, er skrevet af en fagperson eller blot en anden forbruger, der havde lyst til at dele sin oplevelse? Det kan man ikke!

Grænserne flyder ud. Det er ikke længere sort/hvidt, hvem du bør lytte til og hvem du ikke bør lytte til. Hver enkelt forbruger er nødt til kritisk at vælge sine egne medier til informationssøgning. Og eftersom de fleste one-man-medier er gratis at benytte, vinder de ofte over avisernes betalingsmur på f.eks. anmeldelser.

Ifølge Anders Lange, underviser på DMJX, bør vi helt droppe snakken om, hvor svært anmeldelserne har det på de gængse medier. I stedet bør vi langt hellere fokusere på, at der findes så mange nye formidlingsmuligheder.

Kulturjournalistisk madpakke

For mig at se er det ikke noget, som kan eller skal ændres. Det er blot den retning, udviklingen går. Medierne – både de etablerede og de nye – må findes deres veje i den proces, der er i fuld gang. Nogle vil gå efter nicher, mens andre fortsat vil forsøge at ramme alle.

Men når f.eks. chefredaktøren på Århus Stiftstidende siger, at han på den ene side ikke vil satse på de unge, fordi de ikke gider læse hans avis, og på den anden side siger, at hans abonnenter efterhånden er så gamle, at de begynder at dø, så burde han måske snart begynde at tænke i nye baner for at undgå lokalavisens fuldstændige endeligt.

Som afslutning på sit indlæg sagde Unni From bl.a. at ”Kulturjournalistik er lidt som madpakker. Hvis de ikke bliver spist, så er de ikke sunde.”
Og det er jo netop en god pointe. For hvad nytter det, at en masse kulturproducenter og –formidlere taler sammen om kulturjournalistikken, når de ikke selv er modtagere. Der manglede en vigtig brik på konferencen om kulturjournalistik – nemlig dem, der skal ”spise” den efterfølgende.

Nye tider, nye tanker

Der blev taget fat på mange spændende emner på denne konference. Emner, der hver især kunne have båret en konference for sig. Emner, der kunne dykkes ned i og uddybes i det uendelige.

Der var elementer, som de fleste kunne enes om. Der var også masser af uenighed, hvilket er fantastisk. Ellers ville vi jo aldrig nå nogen vegne.

Men tanker om konkrete tiltag eller konkrete måder at imødegå den nye type kulturjournalistik på, kom der ikke frem. Det er stadig op til den enkelte journalist, den enkelte formidler eller det enkelte medie at vælge, hvilken vej netop deres kulturjournalistiske formidling skal gå.

juni 28, 2016juli 25, 2016

DIALOG: Mødet med kunst #3

[Hvad sker der i mødet mellem mennesket og kunsten? Hvilke refleksionsrum åbner sig – hos en selv og sammen med andre? Hvori ligger kunstens inspirationskraft? Vi, Karen Toftegaard og Ida Marie Fich, har lavet en filosofisk undersøgelse og beskrivelse af, hvad der sker i mødet mellem mennesket og kunsten. Ida Marie Fich har reflekteret over fire forskellige forestillinger på Det Frie Felts Festival og CPH STAGE her på bloggen. Nu vil vi sammen i en dialog reflektere videre over, hvad kunsten gør ved os, og hvad det siger om forestillingernes potentiale for at skabe rum for relationer mellem kunsten og publikum og publikum imellem. Vi deler her vores dialog, hvor vi har udfordret hinanden til at gå i dybden med refleksionerne.]

DIALOG #1 | DIALOG #2 | DIALOG #3 | DIALOG #4

Hvor er det skønt at læse dine refleksioner, Karen!

Jeg synes det er en virkelig spændende og vigtig vinkel at tale om, at kunsten omfavner ikke kun én men mange sandheder, og hvad det betyder for forholdet mellem kunsten og publikum. Og når jeg taler om, at jeg oplever en forestilling som intim eller distanceret, er det jo netop min oplevelse, jeg der beskriver. Det mener jeg slet ikke, vi kan komme udenom og slet ikke i samtidskunsten i dag, hvor det oftest er så integreret en del af både kunstnernes virke og publikums tilgang til et værk – i hvert fald i højere og højere grad.

Det interessante ved den relationelle kunst, hvor det bliver tydeligt, som du skriver, at vi alle kommer med det, vi er og har lige nu og her, er også, at vi dermed kan se værker som Udsigter fra min bedstemors køkken som et patchwork af de forskellige erfaringer, antagelser, refleksioner, drømme og fortolkninger af værket, som publikum kommer med. Jeg ser ikke kunst som en ensom erfaring med og af verden – selvom du står alene med din subjektive oplevelse – men noget, vi skaber sammen i et rum og en tid. Det at vi anerkender kunstoplevelsen som subjektiv betyder altså ikke, at kunsten ikke er social eller relationel – det mener jeg altid også den vil være i og med, at værket eksisterer og opleves i et eller andet form for rum af modtagere. Det taler faktisk meget fint ind i din beskrivelse af samtalerne med forskellige mennesker i forbindelse med AirPlay: Her gjorde jeres værkers præmisser, at I måtte ud i den virkelighed, der omgav jeres kunst og opsøge mennesker, der havde en mening om den – virkeligheden og kunsten.

Siden 1960’ernes politiske kunst har man plæderet for en sådan demokratisering af kunsten; altså ideen om, at kunsten ikke må lukke sig om sig selv men træde ind i eller kommentere direkte på den virkelighed, den er en del af. Præcis som du beskriver, at I gjorde med AirPlay, at du oplevede i LYSFORESTILLINGER, og som jeg f.eks. også synes, at mange af performanceduoen Fix&Foxys forestillinger gør og et værk som Station House Operas Dominoes meget konkret gjorde det med 7000 store dominobrikker gennem København på Metropolis Festival i 2013. Og nu spørger jeg så: Kan det også være en begrænsning med meget åbne, relationelt funderede værker?

Netop den diskussion havde jeg, da jeg i 2010 reflekterede over min oplevelse af SIGNAs performanceinstallation Saló i en artikel i magasinet AFART. SIGNAs værker er blandt andet kendetegnet ved netop en meget subjektiv publikumsrolle, nogle vil sige den er helt udflydende og grænseløs, fordi du sjældent præsenteres for en fast position: Du kan helt bogstaveligt bevæge dig rundt i installationen og vælge enten at betragte den udefra eller tage aktiv del i den som medspiller. I lille skala gjorde by proxy noget lignende i deres første scene i Stop Being Poor, hvor man selv kunne vælge, om man trygt ville tage plads i salen eller give sig i kast med at bygge med træklodser på scenen. I Saló, og også andre interaktive, deltagerbaserede forestillinger, oplever jeg valget af position som en frihed og en demokratisering af min rolle som publikum. Forholdet mellem mig og værket bliver åbnet op for fortolkning, og min subjektive plads og stemme som publikum bliver en del af det overordnede billede eller værk. Det fører ikke altid til, at jeg indlever mig mere, blot fordi jeg inddrages som publikum – men når jeg virkelig føler mig henført og givet noget ekstra, er det når jeg får lov at opleve gennem sanser, krop og fysisk bevægelse.

Ikke desto mindre fik Saló en del negativ kritik af, at kunstneren her ikke tog ansvar for deltagerens oplevelser, og at værket altså skulle være klarere i sin kontrakt med publikum i forhold til den position, man indtog i værket. Men hvis vi godtager, at al kunst er subjektiv, er det så virkelig kunstnerens ansvar at føre os sikkert ud på den anden side af værket? Er vi så ikke som publikummer selv ansvarlige både for vores oplevelse men også for den position, vi placerer os i? Det er et åbent spørgsmål til dig.

Og for at vende mig mod et af dine andre spørgsmål: Hvis vi stilles ansvarlige for vores egen oplevelse som kulturbrugere, hvad betyder det så for os som formidlere? Hvordan forholder vi os til dette forhold mellem modtageren og det mere eller mindre åbne værk? Fører vi argumentationen til ende omkring den subjektive modtager, der selv vælger sin position i et komplekst, individualiseret forbrugersamfund, så er formidlerens rolle vel også ændret fra den traditionelle smagsdommer til en mere observerende, reflekterende guide i stil med de performere, vi møder i f.eks. SIGNAs forestillinger: De guider dig gennem et værk, tilbyder dig udsigtspositioner men tager ikke valg for dig eller dømmer. Vi må altså tage højde for, at kunsten indeholder flere indgange til at opleve den, når vi skaber bro mellem kunsten og publikum med vores formidling. Ligesom vi gør med denne dialog ved at tage udgangspunkt i vores egne, personlige oplevelser og refleksioner.

Vi ser også eksempler på denne form for kulturformidling i journalistikken med digitale medier som Zetland og Atlas. Her bedriver journalisten ikke klassisk kulturkritik men gør det tydeligt, at hun er en kulturforbruger med en mening, og så står det ellers frit for at komme med DIN mening i et kommentarspor. Vi er en del af en tid, hvor vi med glæde deler vores holdninger på sociale medier, og din holdning kan sådan set være lige så god som min – ikke dermed sagt, at nogle holdninger ikke er mere velfunderede end andre. Og det afspejler sig vel netop også i kunsten, når vi oplever flere og flere eksperimenter med individuelle, relationelle, intime møder i kunsten? Jeg håber du fangede mine spørgsmål undervejs og glæder mig til at læse med på dine videre tanker.

Kh Ida

DIALOG #1 | DIALOG #2 | DIALOG #3 | DIALOG #4

juni 28, 2016juli 25, 2016

DIALOG: Mødet med kunst #4

DIALOG #1 | DIALOG #2 | DIALOG #3 | DIALOG #4

Tak for dine tanker Ida!

Jeg lægger mærke til at du kredser om, hvem der skal tage ansvar for kunstoplevelsen. Kunstneren, Kulturbrugeren, Kulturformidleren? I udgangspunktet mener jeg, at alle har et ansvar for, hvordan de vælger at agere i og opleve verden. Og her taler jeg ikke nødvendigvis om et tungt ansvar. Det tror jeg heller ikke, at du gør. Det er mere det at forholde sig bevidst til det, man skaber og modtager. Og der ser jeg kunstneren og deltageren/publikum som ligeværdige. Den enes kunstneriske vision mødes af den andens lyst til/behov for at møde kunsten. Og der er stor forskel på, hvad de forskellige kunstnere vil manifestere i verden. Lige som der er stor forskel på hvad de forskellige kulturbrugere drømmer om at mødet med kunsten skal gøre for dem.

Det rigtige match mellem kunst og det menneske, som møder den

Derfor er det så vigtigt at være bevidst om at lave det rigtige match mellem kunsten og det menneske, som møder den – kulturbrugeren. Det er bl.a. her kulturformidleren kommer ind i billedet. Man skal ikke prøve at få nogle, der drømmer om at blive henrevet af det store drama, til at gå ind og se minimalistisk kunst. Med mindre der på forhånd er lavet en helt klar forventningsafstemning om, at det de nu kommer til at se er anderledes end det de plejer at se. Og de behøver ikke kunne lide det, men i stedet appellere til at prøve at se, hvordan de reagerer på det, de ikke umiddelbart forstår. Hvad sker der i det møde?
Samtidigt kan det være svært at sige præcist, hvad det er for en kunstoplevelse, det ender med at blive, når først man er gået ind i den kreative proces. Tingene har det med at ændre sig undervejs. Men en klar formidling af hvad det er for en rolle, man forventer at folk skal indgå er vigtig. Samtidigt er der jo også dem, der foretrækker at alt ikke bliver skåret ud i pap. Men at der netop er plads til selv at gå på oplevelse og selv forstå og sætte ord på eller bare suge til sig.

At stille sig åben over for den kunstneriske proces

Så alle har et ansvar for at stille sig åben over for hvor den kunstneriske proces bevæger sig hen i værker som SIGNAs SALÓ. Den forestilling tiltrak jo også mennesker med hang til perversioner. Det mener jeg ikke, at hverken kunstnere eller kulturformidlere har ansvar for. Men vi kan tage stilling til, hvor vi vil stille os, hvilken rolle vi vil indgå i – hvilke møder vi som mennesker ønsker at have med kunsten.

Jeg selv valgte ikke at gå til den forestilling, selvom den spillede på det teater, jeg var ansat på. Og jeg har set mange af SIGNAs forestillinger. Men jeg havde netop født min søn og vidste, jeg var alt for sensibel til at gå ind i det rum på det tidspunkt. Jeg fik stadig kvalme, når jeg tænkte på filmen. Selvom det var over 10 år siden, jeg havde set den.

Er det her kunst?

Og så tilbage til dit spørgsmål om der også kan være en begrænsning i de meget åbne, relationelt funderede værker. Det kan der bestemt. Værkernes porøsitet gør, at de kan være sværere at begribe. Og spørgsmålet: ”Er det her kunst?” opstår oftere. Det spørgsmål åbner dog netop op for refleksioner over grænserne. Lige som med alle andre værkformater så gælder det om, at der er en. Nicolás Borriauds beskrivelse af den relationelle æstetik er blevet adoptereret af mange – lige fra hit-and-run-eventmagere til dybt funderede kunstnere. Der er forskel på, når Marina Abramovic laver relationelle værker og så når nogle bruger strategierne til at skabe en god fest. Men selve den relationelle æstetik, hvor der er en social dimension og en porøsitet i værket, kan noget særligt. Lige som at Claude Monets åkander stadig er mesterværker, når man ser dem i Paris. Selvom de er blevet skamredet rundt i diverse plakatformater, der har fået rødt kort for dårlig smag.

Alt handler om øjnene der ser og hvor man vælger at sætte accenten i sin værdisætning af værkerne.

DIALOG #1 | DIALOG #2 | DIALOG #3 | DIALOG #4

juni 28, 2016juli 25, 2016

DIALOG: Mødet med kunst #2

DIALOG #1 | DIALOG #2 | DIALOG #3 | DIALOG #4

Godt oplæg Ida!

Og JA for helvede da! Jeg har helt klart haft intime, personlige og meget fremmedgørende oplevelser med kunsten. Måske fordi kunsten, når jeg tænker over det, altid har spillet en eksistentiel rolle i mit liv. Det er her, jeg har søgt både tilflugt og inspiration til livet – både de helt banale forhold og de helt store og abstrakte tanker, jeg søgte en resonans til. Og når jeg vælger at bringe min egen subjektive tilgang til kunsten ind i refleksionerne, så handler det om, at vi for at forstå hinandens måde at opleve kunsten på må huske, at der findes ingen objektiv sandhed. Ethvert menneske oplever virkeligheden og dermed også kunsten subjektivt, citerer jeg frit den chilenske biolog Humberto Maturana. Og enhver fælles forståelse af virkeligheden kan kun ske gennem en forhandling. Det vil sige, at vi er nødt til at forhandle, hvordan en fælles virkelighed ser ud – i dialog med andre.

Kunsten lige der hvor mennesker er i deres hverdag

Nogle af de mest ærlige samtaler om kunstens berettigelse har jeg haft, da jeg var indehaver af og kurator på AirPlay Street Gallery (2006 – 2012) – der viste digital og performativ kunst på en plads på Nørrebro. Og ja det blev prisbelønnet og vi var ”new kids on the block” det første år i kunstdiskursen, men det var faktisk aldrig det, der var det vigtigste, selvom anerkendelsen da føltes utroligt godt. Vores mission var at rykke kunsten derhen, hvor mennesker var på vej til og fra Fakta – lige midt i deres hverdag. Og det var da pænt møjsommeligt. Det der skabte de gode dialoger var, når jeg pludselig skulle tale med nogle af dem, der boede i området eller ellers brugte pladsen. Dem hvis hverdag vi havde sat os for at placere kunst i. F.eks. samtaler med unge boldspillere på pladsen hvor der altså skulle nogle vægtige argumenter frem for at overbevise om vigtigheden i, at der nu skulle være noget performance på pladsen, så de kunne ikke spille fodbold længere. Den gode dialog var altid der, hvor vi fandt frem til at tale og lytte ud fra en nysgerrighed i os selv. Enten en nysgerrighed i at forstå den andens måde at se verden på eller den andens glæde ved at spille bold eller skabe og præsentere kunst. Nogle gange var det bare frustrerende, at der var forskellige behov. Andre gange stod jeg pludselig i en virtuos samtale om kunstens rolle og betydning. Og netop den oplevelse havde jeg et déjà-vu eller rettere déjà-senti (allerede følt) med, da jeg tog forbi den udendørs lysinstallation i Enghaveparken LYSFORESTILLINGER af den svenske lyskunstner Jakob Oredsson (i samarbejde med Karen Danielsen).

Er det kunst?

Her talte jeg bl.a. med Jakob om hvordan de forskellige måder, de havde opstillet lysene på, de forskellige aftener havde virket enten inkluderende eller decideret ekskluderende. Og midt i vores samtale i en kunstdiskurs kommer et par gående med deres barn i klapvogn gennem den lysallé, vi kunne konstatere var inkluderende, fordi folk spontant brugte den til en lysende catwalk, hvor de tog billeder af sig selv og gik oplivet igennem. Parret har en anden farve end os og manden taler med en accent, da han spørger både konstaterende og nysgerrigt: ”Er det kunst? Men er det ikke dyrt? Hvad nu hvis I havde træerne i midten? For oftest er det jo menneskene, som får opmærksomheden, men så ville det være naturen, som fik opmærksomheden” – og lige præcis her i hans på samme tid udtrykte skepsis, pragmatisme og medtænken opstår der en nærhed med et andet menneske, der møder og reflekterer et kunstværk, som gør mig helt lyksalig. Måske fordi jeg altid, inderst inde, drømmer om at rive alle dæmningerne ned mellem de forskellige klassepositioner og dertil hørende kulturel kapital. Gøre kunsten tilgængelig for alle og slå fast at alle har ret til en kunstoplevelse og til at have sin egen helt subjektive opfattelse af den – uden at skulle stå til regnskab for andre.
Igen noget med at vi alle ser verden forskelligt og der skal en forhandling og udveksling til for at opnå en fælles virkelighed. Men nogle gange behøver vi heller ikke tage forhandlingen, men bare lade mennesker have deres helt egen subjektive opfattelse.

Når oplevelsen folder sig ud

Og så tilbage til dit spørgsmål om, hvordan jeg ser de to modpoler mellem det, du betegner som ”det nære” og ”det totalt afskårede” skildret i scenekunsten i dag generelt. Faktisk havde jeg en meget nær oplevelse af Rystet Spejl, fordi den åbnede op for flere sanseligheder inden i mig – bl.a. på grund af min store kærlighed til ord og den måde, som de fik plads i den visionære scenografi. Jeg havde mange associationer og følelser undervejs. Det var en oplevelse jeg havde med mig selv og som i høj grad foldede sig ud inden i mig. Faktisk på linje med at læse en bog, hvilket måske hænger sammen med at forestillingen jo i høj grad også var lavet på digtoplevelsens præmis. Ikke helt i samme skala, men i samme boldgade var min oplevelse af det minimalistiske værk IN BETWEEN CONCRETE af koreografkollektivet RISK. Her stod 4 dansere formummede, indviklet i stofstrimler og bevægede sig kun helt minimalt. Bevægelsen var forrykket til lyden, der gik fra total scenestilhed til en lydlig bevægelse gennem rummet. Jeg oplevede, at der blev åbnet for et kunstnerisk refleksionsrum, hvor jeg kunne reflektere over bevægelse og ikke-bevægelse. Og hvad der i øvrigt faldt mig ind. De leverede deres værk og lod det være fuldstændigt op til mig, hvad jeg skulle stille op med det. Min veninde havde en total klaustrofobisk oplevelse og var glad for at komme ud igen.

Genkendelse
I min bedstemors køkken var jeg betaget af bedstemor-dukken og følte mig helt tæt på både min egen personlige erindring af min mormors køkken, duften, det altid lidt for sukrede mad og sirligheden i genbrugen af Cirkelkaffe-poserne til nedfrysning af brød. Der hvor der aldrig nogensinde blev stillet spørgsmålstegn ved negerpigen på kaffeposerne, der havde en stor nytteværdi. Anette Asp Christensen formåede på samme tid at ramme noget helt almengyldigt ved at tage udgangspunkt i en helt nær oplevelse af bedstemorens verden og relationen til hende – noget som de fleste genkender.

Refleksion af kunstoplevelsen i kunsten

Og så nævner du Det Store Sceneskift af Erik Pold og Daniel Norback, som netop placerer sig i en intelligent, humoristisk metadiskussion om kunstens rolle. Den talte til mig på så mange planer, fordi den er et værk, der både eksistentielt og reflekteret forholder sig til kunstens rolle i vores liv og i vores samfund. Og så er den ikke bange for at få mig til at grine. Og det er netop den uprætentiøse tone og humoren, som gør, at den placerer sig et sted, hvor den ikke kun er en metadiskussion. Den har indbygget en vilje til at nedbryde den selvhøjtidelighed, som nogle gange følger med stor kunst. Den selvhøjtidelighed som kan gøre det svært for ikke-indviede at stige på.

Vi kan helt klart godt kategorisere værker som ”nære” eller ”afskårne”. Men hvis vi netop gerne vil prøve at undersøge menneskets møde med kunsten giver det måske mere mening at fokusere på at nærheden og distancen opleves subjektivt – afhængigt af hvad man selv bringer med ind i mødet med kunsten. Med de erfaringer man har og hvordan man ser verden lige den dag, lige det øjeblik.

Hvor stiller de enkelte værker sig – i sit møde med mennesker?

Måske handler det i lige så høj grad om hvor de enkelte værker vælger at stille sig – i sit møde med mennesker. Er attituden – take it or leave it = få det ud af det som du får ud af det, det er helt op til dig. Det er ofte her vi finder det sublime værk. Modpolen er der, hvor værket først bliver til i det øjeblik, mennesker går reelt ind i det. Hvilket netop er væsentligt i interaktive værker – både i et intimt køkken og i det offentlige rum, hvor LYSFORESTILLINGER af Jakob Oredsson først reelt bliver et værk, når mennesker forholder sig aktivt og interagerende til lysinstallationen.
Og hvis hvert eneste møde mellem kunsten og et menneske er subjektivt, hvad betyder det så for vores forståelse af, hvad der sker i mødet mellem mennesker og kunsten? Og helt konkret vores diskussion lige her?

Om at møde kunsten med en porøsitet og med sig selv på spil?
Hvis vi ser på mennesket – handler det så om en porøsitet og en villighed til at sætte sig selv i spil, når man som menneske møder kunsten? Eller skal vi droppe den der italesættelse af den kulturelle kapital hos superkulturbrugerne og gøre oplevelsen fri og lade hver enkelt have sin oplevelse?
Hvis vi ser på vores opgave som formidlere. Handler det så om at vi har en opgave i at skabe en framing af kunstoplevelsen, hvor det er helt ok at føle og tænke lige præcis det, man nu gør i mødet med kunsten. En opgave i at skabe en tryghed i forhold til at kaste sig ud i at afprøve nye formater? Ellers skal vi folde værkerne ud
Hvordan ser du på det enkelte menneskes møde med kunsten og formidlerens opgave i forhold til mennesket, der står over for at skulle møde kunsten?

DIALOG #1 | DIALOG #2 | DIALOG #3 | DIALOG #4

juni 28, 2016juli 25, 2016

DIALOG: Mødet med kunst #1

DIALOG #1 | DIALOG #2 | DIALOG #3 | DIALOG #4

Kære Karen

Her er mit første oplæg til vores fælles refleksion. Efter at have oplevet nogle meget forskellige forestillinger på Det Frie Felts Festival og CPH STAGE sidder jeg tilbage med en boblende følelse af, at scenekunsten i Danmark er både mangfoldig, omfavnende og modig. Hvis jeg skal nævne et element, som særligt drager mig ved den kunst, jeg oplever, så er det hvis kunstneren formår at skabe en særlig fortættet eller intim stemning. Hvis jeg som publikum bliver, ja, netop draget ind i værket. Og det behøver ikke nødvendigvis være i form af direkte deltagelse – det kan nogle gange have den modsatte effekt, hvis det ikke lykkes – men kan gøres på mange måder. Som startskuddet til denne dialog-refleksion vil jeg netop fremhæve nærheden i forestillingerne på Det Frie Felts Festival og CPH STAGE, som noget der gjorde særligt indtryk på mig.

Hvad end det var den intime oplevelse, hvor jeg kom både fysisk og mentalt tæt på andre publikummer og spillere, og hvor man altså har valgt en mere eller mindre deltagerbaseret form, eller det var forestillinger, som tematisk beskriver en trang til eller mangel på den tætte menneskelige relation, blev netop nærheden og båndet mellem mennesker et gennemgående tema for mig. Jeg oplevede det særligt i Udsigter fra min bedstemors køkken og Det Store Sceneskift, hvor scenekunsten på hver sin måde skabte muligheden for, at jeg kunne forbinde mig til ikke kun værket men også andre mennesker i teaterrummet. I Udsigter fra min bedstemors køkken skete det gennem sanselige oplevelser, smagsindtryk, berøringer, lugte, lyde og at blive talt direkte til, mens Det Store Sceneskift formåede at skabe en helt fortættet energi i rummet gennem en åbning af teatrets forestillingsrum. Rystet Spejl formåede, på trods af at jeg sad med stor afstand til scenen, at skabe et rum omkring ordene og dansen, der syntes at hvirvle mig og de andre i salen rundt i en meget fysisk intim oplevelse.

Som modpol hertil står Støv og Stop Being Poor, som behandlede henholdsvis klima- og finanskrisen gennem billeder af et fortabt, desperat og mekanisk overfladisk samfund. Med andre ord kom man som publikum netop ikke tæt på hinanden – og det på trods af by proxys meget direkte inddragelse af publikum i begyndelsen af forestillingen. Snarere blev tørsten efter andre mennesker og mening med tilværelsen netop tydelig i udeladelsen af den direkte nærhed i Støv og den høje grad af ironi i Stop Being Poor. Jeg er nysgerrig på, hvad denne polarisering af det helt nære og det totalt afskårede siger om scenekunsten i dag og dets relation til sit publikum?

Eksperimenterne med deltagerinvolverende og interaktiv kunst er for mig at se et tydeligt tegn på, at vi søger det personlige, intime møde med andre mennesker – måske fordi vi mangler det i andre dele af vores liv. Og det er samtidig kunstnernes forsøg på at gribe til kernen af teatrets sociale potentiale og udfordre netop vores måder at mødes og dele oplevelser og refleksioner på. Heri ligger et dybt ønske om at skabe nærværende kunst for det hele menneske med sanser, krop og sind. På den anden side åbner forestillinger som Støv og Rystet Spejl op for at opleve gennem, hvis ikke din egen krop, så i hvert fald gennem et hav af sanseindtryk – som gesamtkunstwerk‘er afprøver de nye måder at forene musik, ord, bevægelse og animation på scenen. Det kan som sagt skabe ret lukkede kunstværker, som ikke taler til den intime oplevelse, der skaber relationer, men kan man tale om, at det så er mellem værket og mennesket, at potentialet for nærhed opstår?

Lad dette være mit oplæg til din videre refleksion – med spørgsmålet: Har du også haft nogle enten meget intime, personlige eller meget fremmedgørende oplevelser, du har lyst til at fortælle om? Og hvordan ser du forholdet mellem de to modpoler skildret i scenekunsten i dag generelt? Jeg ser frem til at læse dine refleksioner.

Kh Ida

DIALOG #1 | DIALOG #2 | DIALOG #3 | DIALOG #4

juni 16, 2016

To måneder med refleksion og læring

Så er det gået to måneder og 2 uger siden jeg begyndte i praktik hos Karen. Det har været lærerigt på både et personlige og fagligt plan. Da jeg første gang tog kontakt til Karen var det med svedige håndflader og kriller i maven. Jeg var nyuddannet fra IT Universitetet, og var i gang med den ret opslidende proces med at finde ud af, hvad jeg egentlig gerne vil lave, når jeg bliver voksen.

*Kreative processer. Her er for eksempel de kreative statements, vi satte på cyklerne på udvalgte steder i byen. Det gav en stolt følelse at genkende dem på cykler rundt i byen.*

Et tilfælde
Det var faktisk et tilfælde, at jeg stødte på Karen og hendes virksomhed. En tilfældig LinkedIn søgning fik mig forbi hendes hjemmeside, og derefter gik det hurtigt. Efter at have mødt hende, og set hendes arbejde, så undrer det mig faktisk, at jeg ikke havde stødt på hendes navn før. Karen er indbegrebet af kultur og kunst, og vores veje har mange gange været tæt på at blive krydset.

Rum til refleksion og samtale
Det viste sig, at de svedige håndflader var helt overflødige, fordi Karen er et meget hjertevarmt og til tider spirituelt menneske. På et personligt plan har praktikforløbet givet mig et rum til samtale og refleksion, som jeg forestiller mig, at jeg ikke umiddelbart havde fået andre steder. I frokostpauserne har vi snakket meget om, hvordan man bevarer sin integritet i et jobmarked, som er så hektisk, at man nogle gange kan glemme, hvor man kommer fra, fordi man bare så gerne vil passe ind. Jeg troede faktisk ikke, at jeg havde brug for de samtaler, men efter at have sat ord på bekymringer og tanker om fremtiden, så gik det op for mig, hvor vigtigt det har været.

*Oppyntning til Det Frie Felts Festival i Dansehallerne. I år var fuglen, der flyver frit og højt, en væsentlig del af den visuelle identitet og formidlingsdesignet på festivalen.*

Hvordan taler vi om kunsten
På et fagligt plan har jeg også udviklet mig. Selvom jeg har arbejdet på forskellige kulturinstitutioner, så har jeg ofte følt, at jeg ikke helt har været god nok til at snakke med om scenekunsten. Hos Karen har jeg lært, at min oplevelse er lige så rigtig som en teaterleders. Jeg har fået lov til at sætte ord på oplevelser og betragtninger uden at føle mig dum, fordi jeg kun er blevet mødt af nysgerrighed. Jeg er også blevet klogere af at høre Karen tale om kunsten, fordi hun har en erfaring med feltet, som jeg stadig mangler at få. Hun er kommet med mange perspektiver på, hvorfor formidling og kunst ikke skal ses som to separate enheder, men i stedet se på det med en mere holistisk forståelse.

Plads til kreativitet
Et andet begreb som vi har snakket og reflekteret meget over er kreativitet. Hvornår er man kreativ og hvordan kan kreativitet opstå? Hos Karen er det plads til at være kreativ, og gennem forskellige metoder forsøger hun at få kreativiteten til at blomstre hos alle medarbejdere. Igen bliver man mødt af nysgerrighed, hvilket giver en lyst til at deltage og være en del af processen. Og jeg elsker virkelig den proces, hvor alt kan lade sig gøre, og der er ingen begrænsninger. Det har været skønt at genopleve den igen uden for universitetet.

Kort fra idé til handling
I en lille virksomhed som Karen Toftegaard ApS, hvor kreativitet er vigtig, så er der kort fra idé til handling. Det giver mulighed for at sætte sit præg på mange processer og projekter. I og med Karen opfordrer kreative tanker, er der faktisk mulighed for, at den gode idé kan realiseres, hvis man tør selv at gribe bolden – og det er fedt!

Så hvis jeg skal opsummere, hvad jeg har fået ud af praktikforløbet, så er det nok selvtillid. Jeg har fået mod til at snakke om ting, jeg normalt ikke gør. Jeg har fået en tro på mit eget værd på jobmarkedet. Og jeg tør dele mine idéer – selv de skøre.

maj 18, 2016maj 28, 2016

Scenekunst – en verden jeg har set gennem et nøglehul

Jeg mener, det er vigtigt med transparens. Derfor har jeg bedt Zenia om at beskrive en udviklings- og refleksion session på projektet Det Frie Felts Festival.

Zenia Righolt er ansat som kommunikationsassistent i Karen Toftegaard ApS. Hun er 24 år og BA i Kommunikation og Psykologi. Jeg mener, det er vigtigt, at vi lytter til flere stemmer og forstår hvilke stemmer, der taler. Forstår med hvilke øjne vi ser. Hvor vi kommer fra og hvor vi er på vej hen.

Karen

—–

I sidste uge satte Karen, Lisbeth (kommunikationspraktikant) og jeg selv (Zenia) os i den strålende varme forårssol. Vi skulle klargøre hvad og hvordan, vi bedst formidler, hvad det frie felt i Danmark kan. Hvad der er det specielle ved denne festival. Vi ville skabe en session, hvor alle tanker var velkomne og hvor alt er muligt. Vi brainstormede på hvad det helt konkret er denne festival skal bidrage med i dansk scenekunst. Vi startede selvfølgelig med de rent faktuelle ting, som vi allerede er bekendte med. Det er tredje gang at Det Frie Felts Festival løber af stablen. Men hvad er det så Det Frie Felts Festival kan? Og hvad kan festivalen, når nu det er tredje gang den finder sted? Den formidlingsmæssige udfordring er at festivalen har et politisk sigte, men at vi over for publikum skal formidle kunsten.

Når man ser noget, man ikke forstår

Vi har i år givet Det Frie Felts Festival den inviterende tagline EXPLORE, IMAGINE, DISCOVER. Festivalen og årets 17 værker, sætter fokus på, at vi som publikum skal fristes til at gå på opdagelse og undersøge kunsten. Vi talte meget om følelsen af ikke at føle sig inkluderet, når man ser noget, man ikke kender. Måske nærmer følelsen af ikke at forstå. Jeg selv kommer ofte til at fokusere på, hvorvidt og hvordan jeg forstår den kunst/kultur, som jeg møder. Ser jeg et teaterstykke, som jeg ikke forstår eller ikke føler håndgribeligt – undskylder jeg det med, at jeg ikke er kreativ. Men behøver det nødvendigvis at være grunden?

De fleste synes det er sjovt at gå på opdagelse og eksperimentere med nye oplevelser og kreative indslag

Vi blev hurtigt enige om, at Det Frie Felts Festival også skal være muligt, for dem der ikke normalt ser denne form for scenekunst. Vi ønsker, at invitere alle inden for. Vi ønsker at skabe en festival, der gør dette felt muligt for alle at være i. Vi ønsker, at gøre det frie felt inkluderende for dem der normalt ikke føler, at de forstår feltets kunst. Så os der ikke helt ved, om vi forstår det frie felts kunst og kultur, også kan være med. De fleste mennesker synes, at det er sjovt at gå på opdagelse og eksperimentere med nye oplevelser og kreative indslag i dagligdagen. Det Frie Felts Festival kan netop bidrage til, at vi som publikum får lysten til at opdage, fantasere og undersøge. Fordi vi her kan møde det, vi ikke kender eller umiddelbart ikke forstår. Fordi vi her får et refleksionsrum.

Hvad kan Det Frie Felts Festival?

I løbet af vores session – kastede vi en masse tanker op i luften. Vi undersøgte og gik på opdagelse i det frie felt. Hvad kan det frie felt i Danmark spurgte Karen, Lisbeth og jeg. Det satte gang i snakken. Det frie felt fokuserer på friheden til at skabe, til kreativiteten og på det at frigøre sig. Vi kom frem til, at det frie felt, helt konkret formår at placere sig et sted, som mangler i dansk kultur. Et felt der er eksperimenterende, inspirerende og som lægger op til refleksion. Et felt som ikke er ekskluderende, men inkluderende – et felt som skaber de trygge rammer – om en ny kunstoplevelse.

Vi har gjort det let for dig og… mig

Hvad er det helt præcis, der skal til før, at man begiver sig ud i nye oplevelse? Vi blev enige om at de fleste ligesom os selv – ikke altid kan overskue, at skulle tage stilling til hvad man har lyst til eller hvilken forestilling man skal vælge at se. Jeg har en kronisk udfordring, når jeg logger på netflix for at finde en film. Der er utallige muligheder – men det er som om ingen af dem er rigtige. Det handler ikke om, at der ikke er nogen gode film. Derimod handler det om, at jeg ikke kan beslutte mig for, hvad jeg har lyst til at se. Ofte vil jeg gerne se noget nyt – men hvad er godt og spændende at se? I stedet for netflix ender jeg i stedet med, at se det som bliver vist i fjernsynet. Her er der nogen der har valgt for mig.

Du behøver ikke forstå værket rigtigt – men i stedet opleve værket

Det frie felts festival 16’ er en mulighed for at opleve noget nyt. Det er en mulighed for, at se nogle forestillinger, som man måske ellers ikke ville se. Kuratorerne har i år udvalgt 17 forskellige værker til programmet. Allerede her er det blevet lettere for os som publikum, at vælge hvilke værker vi gerne vil se. Det Frie Felts Festival giver mulighed for nye oplevelser inden for scenekunst – i trygge rammer. Her hjælper kuratorerne os med, at finde ud af hvilke værker der vises og hvad der fanger den enkeltes interesse. Det at nogle kunstnerisk kompetente mennesker har udvalgt for os – giver mig noget ro. Det handler ikke om at forstå et værk på den rigtige måde, men om at opleve værket.

Du oplever og føler det enkelte værk – på din måde

Her op til festivalen får vi hjælp af scenekunstneren Anna. Jeg forklarede Anna, at jeg nogle gange synes, at det frie felt i scenekunstens verden, er svært at forstå. Anna sagde dog noget meget fint – som netop hjælper mig med, at kunne gribe nogle nye oplevelser. Det handler om oplevelsen og ikke om, hvorvidt jeg har forstået det rigtigt. At vi som publikum er åbne over for oplevelsen. Åbne over for de sanseindtryk som det pågældende værk kan give publikum. Det handler om, at du oplever og føler det enkelte værk – på din måde. Det handler derfor ikke om, hvorvidt jeg har den rigtige forståelsesramme – men i stedet om at bruge min forståelsesramme til at opleve nye ting.

Til vores session blev vi enige om, at det frie felts festival gør nye oplevelser tilgængelige for folk, på en håndgribelig måde. Det sker i form af de på forhånd udvalgte værker – men også rammen om festivalen, der netop lægger op til, at man skal gå på opdagelse og undersøge det frie felt i dansk scenekunst.

Lad os åbne døren til det frie felt

Selvom jeg har været med på sidelinjen og arbejdet med både programmet samt den generelle kommunikation bag Det Frie Felts Festival – så er jeg stadig på lidt usikker grund. Men det er blevet lettere. Lettere at forstå det frie felt. Lettere at finde de værker, som jeg måske ikke forstår – men som er en oplevelse for mig. Værker som sætter fantasien i gang og giver anledning til at reflektere over de emner, som de enkelte værker tager op. Festivalen byder på alt fra performance, non-verbal koreografi, deltagerbaseret scenekunst, installationer i byen og til refleksionssessions. Dermed ved jeg, at der uden tvivl er et eller flere værker – som for mig bliver en oplevelse, en opdagelse og en mulighed for at sætte gang i fantasien. Det frie felts festival er et rigtig godt sted at begynde, hvis man har lyst til, at forsøge sig med noget af den scenekunst, hvor der bliver tænkt andre tanker og gået andre veje – end den kunst/kultur vi ellers normalt støder på i dagligdagen.

zenia197 — Zenia Righolt er ansat som kommunikationsassistent i Karen Toftegaard ApS. Foto: Malle Madsen

april 11, 2016maj 3, 2016

TEDXCOPENHAGEN: RECONSIDER THIS – en refleksion

Lisbeth Juhl Pedersen er i praktik hos mig disse måneder. Hun fik min billet til TedXCopenhagen, fordi jeg selv skulle være et andet sted. Hun fik den opgave, at hun skulle lytte til de forskellige TED Talks og finde ud af hvordan de kunne inspirere i forhold til virksomhedens formidlingspraksis. Jeg mener, det er vigtigt, at vi lytter til flere stemmer og også forstå hvilke stemmer der taler. Derfor har jeg bedt Lisbeth om at lave en kort intro om, hvilke øjne hun ser med. Hvor hun kommer fra og hvor hun er på vej hen.

Karen

Mit navn er Lisbeth, jeg er nyuddannet med hele verden for mine fødder. Det er i hvert fald det, jeg bliver ved med at høre. Nyd nu alle de valg du har! Og det lyder jo også meget godt, når man siger det højt. Men det er også en frihed, der kan være enormt skræmmende, for når man kan det hele, så kan det være svært at vælge. Hvem vil jeg gerne være, og hvor er jeg på vej hen? Så selvom det hele skulle være så godt, så står jeg med en følelse af, at jeg bliver nødt til at tage nogle svære til -, og ikke mindst fravalg, i den nye situation jeg står i.

12472592_1026350074066914_5080160850164784342_n
Foto fra TEDxCopenhagen i frokostpausen med mig og en fransk pige. Foto: Alona Vibe Vestergaard Andersen.

Torsdag den 7. april mødte jeg håbefuldt op på Bremen Teater og deltog sammen med 600 andre i TEDxCopenhagen. Det var min første live TED event, og selvom jeg ikke vidste hvad jeg skulle forvente, så var mine forventninger høje. Temaet i år var Reconsider This, og de ti taler fik os til at gentænke emner som fremtiden, insekter og fremtidens energiforsyning. Selvom emnerne var forskellige, så var mit mål for dagen at blive inspireret til, hvordan vi, der arbejder med kulturformidling, kan tænke formidling på nye måder.

VÆR NYSGERRIG
Et tema som gik igen i flere af oplæggene var, at vi har brug for at være nysgerrige. Angela Oguntala var den første på scenen, og hun talte om, hvorfor der er brug for, at vi som mennesker anerkender, at der findes mere end det fremtidsscenarie, vi selv forestiller os. Der er brug for, at man er nysgerrig på andre folk, deres kultur og hvordan de ser DERES fremtid.

I et kulturformidlings perspektiv, synes jeg, at det er særdeles relevant, at vi bruger tid på at forstå andre folks historier og deres drømme for fremtiden. For mig er kulturformidlingens fornemmeste opgave at gøre kultur tilgængelig for alle, der er nysgerrige og har lyst til at være en del af det. For at vi kan engagere disse mennesker, er der brug for at vi bruger tid på at forstå dem. Især i den verden vi lever i nu, mener jeg, at der i særlig høj grad er brug for, at vi formår at se ud over vores egne forståelser, og lader os inspirere af andre fortællinger og drømme i måden vi formidler på.

Angela Oguntala på scenen. Læs mere om Angela her. Foto fra TEDxCopenhagens Facebook.

IMPROVISER
Jazzmusiker Niels Lan Doky var også en af årets talere. Som jazzmusiker er han vant til at skulle improvisere, og han taler for, at denne improvisation også kan bruges i vores liv – både privat og på arbejdet. Improvisation er på mange måder allerede en stor del af vores liv. Niels mener, at improvisation især er interessant, når der sker ”fejl”, eller uventede begivenheder. Vi skal blive bedre til at improvisere i disse begivenheder, så fejl og mangler bliver gjort til en uundværlig del af den nye helhed.

VI SKAL TURDE MISTE KONTROLLEN
Som kulturformidler er jeg både fascineret, men også skræmt over improvisationens muligheder. Gennem min uddannelse er jeg blevet trænet i at lægge planer og strategier, da de bliver anset som helt essentielle for et projekts succes. Og hvis en plan ikke lykkes, og der sker en fejl, så gør vi det bedste for at få denne fejl til at forsvinde. Som kulturformidler tror jeg, at vi kunne blive bedre til at improvisere. For selvom vi gerne vil have planer til at lykkes, så arbejder vi inden for et felt, hvor improvisation allerede eksisterer. Ved at slippe tøjlerne, bare lidt, og gå væk fra de ting vi plejer at gøre, så kan der opstå nye muligheder, som vi ellers ikke havde opdaget. Det kræver ”bare”, at vi tør miste kontrollen, og arbejde med det, der sker, frem for det vi har planlagt.

12963377_1025772964124625_1622830697533177306_n
Niels Lan Doky på scenen. Se talen her. Foto fra TEDxCopenhagens Facebook.

REFLEKSION
At deltage i TEDxCopenhagen har sat mange tanker i gang både på et professionelt og privat plan. Talerne har vist mig, at inspiration kan komme mange steder fra, og i kulturformidling skal vi passe på, at vi ikke begrænser os i vores søgen efter den. På et personligt plan har dagen vist mig, at jeg måske ikke skal være så bekymret over alle de valg, jeg står over for. I stedet skal jeg turde være nysgerrige, og søge nye steder hen, også selvom det er uden for min comfort zone.

oktober 10, 2012februar 9, 2013

Kunst og formidling, der hænger sammen – eller En slags opsummering af min vision om formidling

Jeg har været i Tanzania, fordi jeg blev inviteret med på kunstprojekt af iscenesætter Helle Fuglsang (Wilma Version). Min opgave har været at formidle projektet på blog og i et par artikler efterfølgende. Jeg har haft et godt samarbejde med Helle Fuglsang løbende igennem årene. Hendes cross over basketball og danseprojekt Ballroom var med på programmet, da vi var fem kvinder, som åbnede det udendørs galleri AirPlay Street Gallery (2006-2009). Her var jeg medstifter og konceptudvikler.

Netværksskabende kunstprojekt i Tanzania

Derefter har jeg løst en række mere klassiske PR-opgaver i forbindelse med hendes forestillinger. Med Helles netværksskabende kunstprojekt i Tanzania undersøger vi, hvordan formidlingen bliver en mere integreret del af processen – som sparringspartner og netværksskaber/styrker.

Karen Toftegaard interviewer Mr. Abraham – leder af festivalen Bagamoyo Art & Culture Festival om projektet BLACK & WHITE af Helle Fuglsang og om kunstens rolle/betydning for folk i Bagamoyo. Foto: Mathias Vejerslev

Afvikling og livestreaming af performancen CHAINS – XCHAINS af Helle Fuglsang i Bagamoyo. Fra venstre er det designer Amani med videokamera, interaktiv installationskunstner Nils Wiberg ved Macs og Karen Toftegaard som livestreaming kamerafører. Foto: Mathias Vejerslev

En slags opsummering af min vision om formidling

Et frugtbart samspil mellem konceptudvikling, formidling og netværksskabelse oplevede jeg også i min ansættelse på Camp X, hvor jeg sad i en fuldtidsstilling fordelt mellem kommunikationsafdelingen og dramaturgiatet. Det slår mig og ja, nu bliver dette blogindlæg en slags opsummering af min vision for formidling. Men ja, det slår mig, at målet med udstillingen Mellem Byen, som jeg iværksatte med et rigtigt godt hold i 2007, havde et decideret formidlingsdesign, som begyndte allerede i de rammer, vi satte for kunstnerne, som så udviklede projekter til udstillingen, som vi sammen fandt nye måder at formidle på. Målet var at komme i kontakt med folk – og ikke bare dem, der kunne aflæse kunstkoderne på forhånd. Lige præcis den intention er noget af det, jeg holder af ved Helle Fuglsangs projekter – at hun går ud i virkeligheden og involverer både kunstnere og lokale beboere. Hun bruger virkelighedseksperter på en meget konkret og vedkommende måde. Og det bliver helt reelt kunst for, med og af folk, der er tilknyttet stedet.

Et lille udsnit af de ca. 1.000 publikummer, som var til BLACK & WHITE performance af Helle Fuglsang på en plads i Kigamboni (landsbylignende bydel i Dar Es Salaam, Tanzania). Foto: Mathias Vejerslev

Formidling, udvikling og netværksskabelse

Jeg ser en stor værdi i, at der er en stærk udveksling mellem formidlingen, udviklingen af projektet og den måde, som projektet skaber netværk på. Af den helt enkle årsag at projekterne og formidlingen af dem bliver meget mere sammenhængende og organiske.