DIALOG: Mødet med kunst #3

[Hvad sker der i mødet mellem mennesket og kunsten? Hvilke refleksionsrum åbner sig – hos en selv og sammen med andre? Hvori ligger kunstens inspirationskraft? Vi, Karen Toftegaard og Ida Marie Fich, har lavet en filosofisk undersøgelse og beskrivelse af, hvad der sker i mødet mellem mennesket og kunsten. Ida Marie Fich har reflekteret over fire forskellige forestillinger på Det Frie Felts Festival og CPH STAGE her på bloggen. Nu vil vi sammen i en dialog reflektere videre over, hvad kunsten gør ved os, og hvad det siger om forestillingernes potentiale for at skabe rum for relationer mellem kunsten og publikum og publikum imellem. Vi deler her vores dialog, hvor vi har udfordret hinanden til at gå i dybden med refleksionerne.]

DIALOG #1  |  DIALOG #2  |  DIALOG #3  | DIALOG #4

Hvor er det skønt at læse dine refleksioner, Karen!

Jeg synes det er en virkelig spændende og vigtig vinkel at tale om, at kunsten omfavner ikke kun én men mange sandheder, og hvad det betyder for forholdet mellem kunsten og publikum. Og når jeg taler om, at jeg oplever en forestilling som intim eller distanceret, er det jo netop min oplevelse, jeg der beskriver. Det mener jeg slet ikke, vi kan komme udenom og slet ikke i samtidskunsten i dag, hvor det oftest er så integreret en del af både kunstnernes virke og publikums tilgang til et værk – i hvert fald i højere og højere grad.

Det interessante ved den relationelle kunst, hvor det bliver tydeligt, som du skriver, at vi alle kommer med det, vi er og har lige nu og her, er også, at vi dermed kan se værker som Udsigter fra min bedstemors køkken som et patchwork af de forskellige erfaringer, antagelser, refleksioner, drømme og fortolkninger af værket, som publikum kommer med. Jeg ser ikke kunst som en ensom erfaring med og af verden – selvom du står alene med din subjektive oplevelse – men noget, vi skaber sammen i et rum og en tid. Det at vi anerkender kunstoplevelsen som subjektiv betyder altså ikke, at kunsten ikke er social eller relationel – det mener jeg altid også den vil være i og med, at værket eksisterer og opleves i et eller andet form for rum af modtagere. Det taler faktisk meget fint ind i din beskrivelse af samtalerne med forskellige mennesker i forbindelse med AirPlay: Her gjorde jeres værkers præmisser, at I måtte ud i den virkelighed, der omgav jeres kunst og opsøge mennesker, der havde en mening om den – virkeligheden og kunsten.

Siden 1960’ernes politiske kunst har man plæderet for en sådan demokratisering af kunsten; altså ideen om, at kunsten ikke må lukke sig om sig selv men træde ind i eller kommentere direkte på den virkelighed, den er en del af. Præcis som du beskriver, at I gjorde med AirPlay, at du oplevede i LYSFORESTILLINGER, og som jeg f.eks. også synes, at mange af performanceduoen Fix&Foxys forestillinger gør og et værk som Station House Operas Dominoes meget konkret gjorde det med 7000 store dominobrikker gennem København på Metropolis Festival i 2013. Og nu spørger jeg så: Kan det også være en begrænsning med meget åbne, relationelt funderede værker?

Netop den diskussion havde jeg, da jeg i 2010 reflekterede over min oplevelse af SIGNAs performanceinstallation Saló i en artikel i magasinet AFART. SIGNAs værker er blandt andet kendetegnet ved netop en meget subjektiv publikumsrolle, nogle vil sige den er helt udflydende og grænseløs, fordi du sjældent præsenteres for en fast position: Du kan helt bogstaveligt bevæge dig rundt i installationen og vælge enten at betragte den udefra eller tage aktiv del i den som medspiller. I lille skala gjorde by proxy noget lignende i deres første scene i Stop Being Poor, hvor man selv kunne vælge, om man trygt ville tage plads i salen eller give sig i kast med at bygge med træklodser på scenen. I Saló, og også andre interaktive, deltagerbaserede forestillinger, oplever jeg valget af position som en frihed og en demokratisering af min rolle som publikum. Forholdet mellem mig og værket bliver åbnet op for fortolkning, og min subjektive plads og stemme som publikum bliver en del af det overordnede billede eller værk. Det fører ikke altid til, at jeg indlever mig mere, blot fordi jeg inddrages som publikum – men når jeg virkelig føler mig henført og givet noget ekstra, er det når jeg får lov at opleve gennem sanser, krop og fysisk bevægelse.

Ikke desto mindre fik Saló en del negativ kritik af, at kunstneren her ikke tog ansvar for deltagerens oplevelser, og at værket altså skulle være klarere i sin kontrakt med publikum i forhold til den position, man indtog i værket. Men hvis vi godtager, at al kunst er subjektiv, er det så virkelig kunstnerens ansvar at føre os sikkert ud på den anden side af værket? Er vi så ikke som publikummer selv ansvarlige både for vores oplevelse men også for den position, vi placerer os i? Det er et åbent spørgsmål til dig.

Og for at vende mig mod et af dine andre spørgsmål: Hvis vi stilles ansvarlige for vores egen oplevelse som kulturbrugere, hvad betyder det så for os som formidlere? Hvordan forholder vi os til dette forhold mellem modtageren og det mere eller mindre åbne værk? Fører vi argumentationen til ende omkring den subjektive modtager, der selv vælger sin position i et komplekst, individualiseret forbrugersamfund, så er formidlerens rolle vel også ændret fra den traditionelle smagsdommer til en mere observerende, reflekterende guide i stil med de performere, vi møder i f.eks. SIGNAs forestillinger: De guider dig gennem et værk, tilbyder dig udsigtspositioner men tager ikke valg for dig eller dømmer. Vi må altså tage højde for, at kunsten indeholder flere indgange til at opleve den, når vi skaber bro mellem kunsten og publikum med vores formidling. Ligesom vi gør med denne dialog ved at tage udgangspunkt i vores egne, personlige oplevelser og refleksioner.

Vi ser også eksempler på denne form for kulturformidling i journalistikken med digitale medier som Zetland og Atlas. Her bedriver journalisten ikke klassisk kulturkritik men gør det tydeligt, at hun er en kulturforbruger med en mening, og så står det ellers frit for at komme med DIN mening i et kommentarspor. Vi er en del af en tid, hvor vi med glæde deler vores holdninger på sociale medier, og din holdning kan sådan set være lige så god som min – ikke dermed sagt, at nogle holdninger ikke er mere velfunderede end andre. Og det afspejler sig vel netop også i kunsten, når vi oplever flere og flere eksperimenter med individuelle, relationelle, intime møder i kunsten? Jeg håber du fangede mine spørgsmål undervejs og glæder mig til at læse med på dine videre tanker.

Kh Ida

DIALOG #1  |  DIALOG #2  |  DIALOG #3  | DIALOG #4

 

DIALOG: Mødet med kunst #1

[Hvad sker der i mødet mellem mennesket og kunsten? Hvilke refleksionsrum åbner sig – hos en selv og sammen med andre? Hvori ligger kunstens inspirationskraft? Vi, Karen Toftegaard og Ida Marie Fich, har lavet en filosofisk undersøgelse og beskrivelse af, hvad der sker i mødet mellem mennesket og kunsten. Ida Marie Fich har reflekteret over fire forskellige forestillinger på Det Frie Felts Festival og CPH STAGE her på bloggen. Nu vil vi sammen i en dialog reflektere videre over, hvad kunsten gør ved os, og hvad det siger om forestillingernes potentiale for at skabe rum for relationer mellem kunsten og publikum og publikum imellem. Vi deler her vores dialog, hvor vi har udfordret hinanden til at gå i dybden med refleksionerne.]

DIALOG #1  |  DIALOG #2  |  DIALOG #3  | DIALOG #4

Kære Karen

Her er mit første oplæg til vores fælles refleksion.  Efter at have oplevet nogle meget forskellige forestillinger på Det Frie Felts Festival og CPH STAGE sidder jeg tilbage med en boblende følelse af, at scenekunsten i Danmark er både mangfoldig, omfavnende og modig. Hvis jeg skal nævne et element, som særligt drager mig ved den kunst, jeg oplever, så er det hvis kunstneren formår at skabe en særlig fortættet eller intim stemning. Hvis jeg som publikum bliver, ja, netop draget ind i værket. Og det behøver ikke nødvendigvis være i form af direkte deltagelse – det kan nogle gange have den modsatte effekt, hvis det ikke lykkes – men kan gøres på mange måder. Som startskuddet til denne dialog-refleksion vil jeg netop fremhæve nærheden i forestillingerne på Det Frie Felts Festival og CPH STAGE, som noget der gjorde særligt indtryk på mig.

Hvad end det var den intime oplevelse, hvor jeg kom både fysisk og mentalt tæt på andre publikummer og spillere, og hvor man altså har valgt en mere eller mindre deltagerbaseret form, eller det var forestillinger, som tematisk beskriver en trang til eller mangel på den tætte menneskelige relation, blev netop nærheden og båndet mellem mennesker et gennemgående tema for mig.  Jeg oplevede det særligt i Udsigter fra min bedstemors køkken og Det Store Sceneskift, hvor scenekunsten på hver sin måde skabte muligheden for, at jeg kunne forbinde mig til ikke kun værket men også andre mennesker i teaterrummet. I Udsigter fra min bedstemors køkken skete det gennem sanselige oplevelser, smagsindtryk, berøringer, lugte, lyde og at blive talt direkte til, mens Det Store Sceneskift formåede at skabe en helt fortættet energi i rummet gennem en åbning af teatrets forestillingsrum. Rystet Spejl formåede, på trods af at jeg sad med stor afstand til scenen, at skabe et rum omkring ordene og dansen, der syntes at hvirvle mig og de andre i salen rundt i en meget fysisk intim oplevelse.

Som modpol hertil står Støv og Stop Being Poor, som behandlede henholdsvis klima- og finanskrisen gennem billeder af et fortabt, desperat og mekanisk overfladisk samfund. Med andre ord kom man som publikum netop ikke tæt på hinanden – og det på trods af by proxys meget direkte inddragelse af publikum i begyndelsen af forestillingen. Snarere blev tørsten efter andre mennesker og mening med tilværelsen netop tydelig i udeladelsen af den direkte nærhed i Støv og den høje grad af ironi i Stop Being Poor. Jeg er nysgerrig på, hvad denne polarisering af det helt nære og det totalt afskårede siger om scenekunsten i dag og dets relation til sit publikum?

Eksperimenterne med deltagerinvolverende og interaktiv kunst er for mig at se et tydeligt tegn på, at vi søger det personlige, intime møde med andre mennesker – måske fordi vi mangler det i andre dele af vores liv. Og det er samtidig kunstnernes forsøg på at gribe til kernen af teatrets sociale potentiale og udfordre netop vores måder at mødes og dele oplevelser og refleksioner på. Heri ligger et dybt ønske om at skabe nærværende kunst for det hele menneske med sanser, krop og sind.  På den anden side åbner forestillinger som Støv og Rystet Spejl op for at opleve gennem, hvis ikke din egen krop, så i hvert fald gennem et hav af sanseindtryk – som gesamtkunstwerk‘er afprøver de nye måder at forene musik, ord, bevægelse og animation på scenen. Det kan som sagt skabe ret lukkede kunstværker, som ikke taler til den intime oplevelse, der skaber relationer, men kan man tale om, at det så er mellem værket og mennesket, at potentialet for nærhed opstår?

Lad dette være mit oplæg til din videre refleksion – med spørgsmålet: Har du også haft nogle enten meget intime, personlige eller meget fremmedgørende oplevelser, du har lyst til at fortælle om? Og hvordan ser du forholdet mellem de to modpoler skildret i scenekunsten i dag generelt? Jeg ser frem til at læse dine refleksioner.

Kh Ida

DIALOG #1  |  DIALOG #2  |  DIALOG #3  | DIALOG #4

Et politisk sceneskift

Har scenekunst overhovedet nogen reel betydning i dag? Kan den ændre noget for os i en verden, hvor vi kunstnerisk, politisk, socialt, økonomisk og globalt må siges at være i krise? Erik Pold og Daniel Norback, der tilsammen udgør Norpol, har med Det Store Sceneskift sat sig for at søge tilbage til, hvad det egentlig er, vi skal med teatret i dag. Og det starter med en tom scene.

[Karen Toftegaard har spurgt mig, Ida Marie Fich, om at være med i en undersøgelse. Vi har tidligere arbejdet sammen – både i Karen Toftegaard ApS og på teatret Republique. Undersøgelsen går ud på at beskrive, hvad der sker i mødet mellem mennesket og kunsten. Hvilke refleksionsrum åbner sig? Hvori ligger kunstens inspirationskraft? Hvilken slags relationer opstår – mellem kunsten og mennesket? Derfor vil jeg, med mit blik og min stemme, undersøge, hvad det er for refleksions- og inspirationsrum scenekunsten kan åbne. Hvordan vi gennem scenekunsten kan relatere os til hinanden og samfundet omkring os. Det gør jeg her under CPH STAGE og især på Det Frie Felts Festival.]

Det ikoniske røde tæppe hænger tungt foran scenen – hvad gemmer der sig inde bagved? Ikke noget viser det sig: Med en scene blottet for handling og skuespillere og gennem nedslag i teaterhistoriske højdepunkter spørger Pold og Norback, om teatret kan redde sig ud af sin krise og måske være svaret på nogle af alle de andre kriser, vi står med lige nu?

Scenen er ikke tom
Det er ret utroligt, hvad det gør ved én at sidde og kigge på en tom scene. Jeg er så vant til at suge til mig af informationer og stimulans fra alle sider, at det virker som en lettelse, ren meditation, at der her ikke sker andet, end det, jeg forestiller mig, der kunne ske. Den tomme scene får mig til at tænke på et af mine yndlingscitater fra Lars Saabye Christensens Halvbroderen:

Fantasien, Arnold! Fantasien er det største af alt. For det vigtigste er ikke det du ser.

Det er det, du tror du ser!

Det er netop det, teatret er for mig: et forestillingsrum, hvor vores fantasi, tankegods og refleksioner kan blive fodret og få frit løb, og hvor jeg kan forbinde mig til mig selv og andre på tværs af fordomme og sociale, politiske, økonomiske, race- og kønsmæssige skel. Og hvor en tom scene kan vække billeder og indtryk, som ellers ikke ville være kommet til mig.

Det sker for mig, da jeg og de andre publikummer bliver bedt om at se vores afdøde kære på scenen og lytte til, om de har et svar på teatrets krise. Der opstår en energi, hvor vi som gennem fælles koncentration, får skabt noget oppe på den tomme scene. Scenen er aldrig tom, synes forestillingen at sige; den er et åbent rum, som vi i salen kan kanalisere de forestillinger, historier, antagelser og følelser, vi nu kommer med, op på. Som publikum sidder vi ikke blot som passive tilskuere men får altså en central plads i udfyldelsen af det tomme rum  – og i at gøre det sammen.

DetStoreSceneskift-1981x
Foto: Malle Madsen

Den afrikanske stemme
Netop i den samhørighed, der opstår mellem scene og sal, ligger måske forestillingens politiske potentiale. Hvis scenekunsten kan være et fælles anliggende, hvor vi ikke kun læner os tilbage og tager imod indtryk (den scenekunst skal der selvfølgelig også være plads til), kan den måske være med til at aktivere forestillinger og ideer om verden, samfundet, os selv og kunsten og give plads for ‘det andet’, det, der ikke er dig.

‘Det andet’ bliver i Det Store Sceneskift repræsenteret ved lyden af en afrikansk kvindes stemme. Vi kan ikke se hende, eller jeg kan tydeligt se hende for mig, for hun taler og synger med en klar stemme om spirituel renselse, om at lukke det andet ind og give slip på krisen.

Men hvad med den gudsbenådede europæiske teaterhistorie og med at finde løsningen på teatrets krisetilstand? Pold og Norback bliver til en parodi på den europæiske kunstner, da de nægter at lytte til den afrikanske stemme og kommer til at fortsætte ad samme ufrugtbare vej, som de selv opponerer imod i deres iver efter at finde løsninger på krisen.

Vend blikket
Ved at vende blikket – det europæiske, mandlige, privilegerede blik – mod sig selv og lade forestillingen slutte med, at alle i salen sidder og chanter på afrikansk, er scenekunst som Det Store Sceneskift med til at udbrede ikke kun vores politiske perspektiv og strukturelle selverkendelse.

Vi får også øjnene op for, at svaret på teatrets krise må ligge i at blive ved med at lave scenekunst, der kritisk forholder sig til den virkelighed, det er en del af, og giver plads til at publikum kan tro på det, de ikke ser: Turde forestille sig en anden verden deroppe på den tomme scene og i sidste ende måske gå ud af teatersalen med lysten til at ændre den verden.

Jeg gik ihvertfald derfra med følelsen af, at vi for alt i verden ikke kan undvære teatret i krisetider.

I et Europa, der lukker sig om sig selv, men hvor verden omkring os vokser, bør vi i kunsten insistere på at vende blikket mod andre end os selv – og lukke det andet ind på scenen.

Hjemme hos bedstemor

Tik, tak, tik, tak. Uret på væggen i køkkenet tikker højt, duften af kaffe spreder sig, og bedstemor begynder at fortælle om gamle dage. Jeg drømmer mig straks tilbage, til da min mormor levede, men i virkeligheden er jeg inviteret til forestillingen Udsigter fra min bedstemors køkken i en privat lejlighed på Vesterbro. Et køkken med mange udsigter og mange historier. 

[Karen Toftegaard har spurgt mig, Ida Marie Fich, om at være med i en undersøgelse. Vi har tidligere arbejdet sammen – både i Karen Toftegaard ApS og på teatret Republique. Undersøgelsen går ud på at beskrive, hvad der sker i mødet mellem mennesket og kunsten. Hvilke refleksionsrum åbner sig? Hvori ligger kunstens inspirationskraft? Hvilken slags relationer opstår – mellem kunsten og mennesket? Derfor vil jeg, med mit blik og min stemme, undersøge, hvad det er for refleksions- og inspirationsrum scenekunsten kan åbne. Hvordan vi gennem scenekunsten kan relatere os til hinanden og samfundet omkring os. Det gør jeg her under CPH STAGE og især på Det Frie Felts Festival.]

Det er skuespiller og dukkefører Anette Asp Christensen, der er vært, og nu sidder vi ti mennesker samlet om det lille bord med fyldte kaffekopper, smurte boller i maven og lyden af tysk radio i ørerne. Anette fortæller os, at hun er i gang med at grave i sin og særligt sin afdøde bedstemors familiehistorie. Den historie får vi fortalt her i køkkenet, som er iscenesat til at emme af hygge og hjemmelighed.

Tilbage til rødderne
Jeg ved ikke, om det er noget der sker, når man runder 30, det der med at søge tilbage til sine familieaner. Men jeg er ihvertfald selv for nylig blevet grebet af ønsket om at lære mere om, hvor jeg kommer fra og føle mig tættere på dem, der ikke er her længere. Så da Anette Asp Christensen begyndte at tale om at finde tilbage til sin bedstemor, følte jeg det var min historie, hun fortalte.

Det er ikke kun mig og Anette, der har trang til at føle os forbundne til vores slægts og lands historie idag. Der er en grund til, at interessen for slægtsforskning og produktionen af nationalhistoriske film og tv-serier boomer lige nu. Vi vil tilbage til rødderne, simpelthen fordi verden bliver mindre og mere globaliseret og vores liv mere fragmenteret, mener Anette. Måske kan intim og stedsspecifik scenekunst som Udsigter fra min bedstemors køkken bringe os tættere på de historier i vores liv, der betyder noget for os – så vi ikke blot oplever dem skildret i flade karakterer og dyre filmsets?

Historierne i mig
Bedstemors køkken er netop indbegrebet af nærhed: Her kom jeg tæt på ikke kun Anettes personlige forhold til bedstemor Johanne, men også hele slægtens og Danmarks historie – fysisk og sanseligt. Da hun fortalte Sønderjyllands historie med sveskekage (efter bedstemors originale opskrift naturligvis) og plastiksoldater og bragte sin bedstemor til live med en live size dukke, komplet med sønderjysk accent og langsomme gammelkone-bevægelser, mærkede jeg vægten af mine egne historier. Jeg mærkede, hvorfor de er så vigtige at huske på som en del af mig, som jeg på en måde skal holde fast i og få fortalt, inden det er for sent.

Fælles erindringer
Ved på den måde at gøre historierne, Anettes og publikums egne, levende lige foran mig gennem lugte, smage, lyde og berøringer og udviske grænserne mellem kunst og publikum kan forestillinger som Udsigter fra min bedstemors køkken åbne for nye refleksioner og relationer, både i forhold til værket og til de menneskene, jeg sad sammen med i køkkenet.

I skiftet fra Anettes rammefortælling til mødet med bedstemor i skikkelse af dukken, så jeg i mine med-publikummers øjne og smil, at de også mærkede bedstemors tilstedeværelse, når vi trykkede hendes hånd og hørte hendes stemme. Vi drak kaffe sammen og sad i stilheden i det varme køkken sammen. Der var tid og rum til at dvæle. Og så var det lidt som om, tiden stod stille, og vi alle var børnebørn på kaffevisit. Som om vi her delte nogle fælles erindringer om, hvad det vil sige at have en historie at udleve og leve videre på.

Ti forskellige familiehistorier blev samlet her i køkkenet og gjort til en del af værkets fortælling, og det er her potentialet for den intime, deltagerbaserede scenekunst ligger: Når kunsten rykker ned fra teaterscenen og ud for at blande sig i vores virkelighed er det, at vi får mulighed for ikke kun at relatere til kunsten på nye måder men også til hinanden.

Og så gav Udsigter fra min bedstemors køkken mig for en sjælden gangs skyld lov til at stoppe op, søge tilbage og huske på de historier, jeg havde glemt, eller slet ikke vidste var en del af mig.

Med åbne sanser og ord i kroppen

En vrimmel af snefnug fyger over scenen og blander sig med Søren Ulrik Thomsens ord. Kim Brandstrups ballet Rystet Spejl, som de hurtige kunne opleve med kun en uges spilletid på Skuespilhuset under CPH STAGE, er intet mindre end et danset, rumligt digt. Og hvad skal vi så med det? Og hvorfor skal vi overhovedet iscenesætte digte?

[Karen Toftegaard har spurgt mig, Ida Marie Fich, om at være med i en undersøgelse. Vi har tidligere arbejdet sammen – både i Karen Toftegaard ApS og på teatret Republique. Undersøgelsen går ud på at beskrive, hvad der sker i mødet mellem mennesket og kunsten. Hvilke refleksionsrum åbner sig? Hvori ligger kunstens inspirationskraft? Hvilken slags relationer opstår – mellem kunsten og mennesket? Derfor vil jeg, med mit blik og min stemme, undersøge, hvad det er for refleksions- og inspirationsrum scenekunsten kan åbne. Hvordan vi gennem scenekunsten kan relatere os til hinanden og samfundet omkring os. Det gør jeg her under CPH STAGE og især på Det Frie Felts Festival.]

Jeg havde med vilje hverken genlæst digtene fra Søren Ulrik Thomsens seneste digtsamling, Rystet Spejl (2011), eller tjekket hvad pressen mente om Kim Brandstrups fortolkning af den og andre af Thomsens tekster, før jeg spontant besluttede at få fingre i en billet til ballettens sidste spilledag. Jeg havde det lidt, som når man skal ind og se en filmatisering af en bog, hvis karakterer, du stadig kan høre tale til dig: Spændt på et glædeligt gensyn men også bange for at blive slemt skuffet og få sine egne indre billeder ødelagt.

Ord i rum
Nu er det her ikke en anmeldelse, men jeg tør godt afsløre, at jeg ikke blev skuffet. Netop fordi det er en ballet og ikke et dramatisk skuespil, er det digtet som udtryk snarere end dets konkrete indhold, der overføres til scenen. Der er naturligvis genkendelige elementer fra Thomsens univers: sygesengen, parforholdet, barndommen, alderdommen, sneen. Men det er i måden, forestillingen bruger sproget som rumligt element, at den kunstnerisk løfter sig op fra blot at være en iscenesat tekst til et samlet poetisk hele.

For et sprogmenneske som mig var det intet mindre end mageløst at se brudstykker af digte føje sig til, smyge sig ind og blive en del af det konstant foranderlige rum- og lyslandskab. Som danserne på drejescenen og snefnuggene på lærredet foran scenen følte jeg mig i bevægelse deroppe på min balkonplads – hvirvlet og drejet rundt i takt med de skiftevis hakkende og flydende toner.

rystetspejl4
Foto: Det Kongelige Teater

Gesamtkunstwerk
Det var for mig en meget fysisk oplevelse, også når det gælder ordene: Skrevet på linje, som taget ud af en bog, talte de ind i den samlede digtfortælling ved at få plads på vægge, midt i sneen og i tæt relation til dansernes bevægelser og lyset. Uden at få tildelt højere eller lavere status end de andre sceneelementer. Der blev trykket blidt på flere af mine sanser: Jeg kunne sidde og drømme mig væk til dansens mediterende snurren, fabulere over ordenes betydning og lade mig feje med over scenen af scenografien, lyset og videodesignet. Et sandt ”Gesamtkunstwerk”, for at bruge Richard Wagners betegnelse for et værk, hvor flere kunstarter smelter sammen.

Det er derfor, vi skal iscenesætte digte: Fordi de ligesom teatret har et iboende potentiale for at give os kondenserede og sanselige oplevelser, hvor vi gives plads til individuel fortolkning uden narrative plots. Det skete, da Thomsens digte forenede sig med resten af balletten på scenen.

rystetspejl2
Foto: Det Kongelige Teater

Når kunst går i kroppen
Nu sad min sidemand godt nok og snorkede under det meste af forestillingen. Men jeg tror, at kunst, der formår at skabe så mættede sanseindtryk uden at blive et overflødighedshorn af effekter, som Rystet Spejl gjorde for mig, kan åbne scenekunsten for mange mennesker.

Når kunst går i kroppen på dig på den måde, kan den tage os steder hen, hvor vi ikke har brug for vores intellekt. Er det ikke netop det, vi har brug for idag, hvor vi det meste af vores vågne timer er styret af vores fornuft og forstand men synes at gemme krop, sanser og intuition længere og længere væk? Vi har brug for kunst, der skaber rum, hvor vi kan mærke vores krop, hinanden og ja, i sidste ende, at vi er til.

Da Tobias Praetorius, og jeg med ham, hang fra loftet i et tomt rum i sidste scene, tænkte jeg, helt i Søren Ulrik Thomsens ånd: Vi mennesker er netop frit svævende i tid og rum og med den eneste opgave at leve – og dø. Med krop og ord og sanser.

“…jeg er levende
skrive til kontor
mælken er sur
jeg græder
jeg er levende
græder
levende”
Fra City Slang (1981)

”…regnen begyndte at falde
og de forbipasserendes gestalter brænder mod ruden
og jeg må sidde alene ved det bagerste bord
og tænke på at der kun er en af hver
mens jeg lytter til trafikken fra Gammel Kongevej
og forsøger at fange dit blik
i digtets rystede spejl”
Fra Rystet Spejl (2011)

 

Krise på scenen. Og en masse støv og ostepops.

[Karen Toftegaard har spurgt mig, Ida Marie Fich, om at være med i en undersøgelse. Vi har tidligere arbejdet sammen – både i Karen Toftegaard ApS og på teatret Republique. Undersøgelsen går ud på at beskrive, hvad der sker i mødet mellem mennesket og kunsten. Hvilke refleksionsrum åbner sig? Hvori ligger kunstens inspirationskraft? Hvilken slags relationer opstår – mellem kunsten og mennesket? Derfor vil jeg, med mit blik og min stemme, undersøge, hvad det er for refleksions- og inspirationsrum scenekunsten kan åbne. Hvordan vi gennem scenekunsten kan relatere os til hinanden og samfundet omkring os. Det gør jeg her under CPH STAGE og især på Det Frie Felts Festival.]

To af Det Frie Felts åbningsforestillinger gjorde det tydeligt, at vi på mange måder står i en krisetid. Og netop i krisetider bliver teatret ekstra afgørende som mødested og historiefortæller. 

Jeg har netop hørt Kristian Husted, en af Det Frie Felts Festivals kuratorer, fortælle om det fællestræk ved årets forestillinger, at de udtrykker en trang til at dyrke og behandle forskellige former for samfundskriser – lige fra miljøets, den økonomiske, de personlige og sociale. Kan scenekunsten give os redskaberne til at håndtere kriserne på nye måder?

Dukkernes apokalypse
10 minutter efter den officielle åbning mødes jeg af et et dystert ørkenlandskab befolket af sønderskudte dukker og sitrende smuk operasang. Det er SewFlunkFuryWits dukke-opera Støv, der åbner ballet på dette års Det Frie Felts Festival og langsomt suger mig ind i sit univers som i en trance.

Er det mon sådan, det føles at opleve en apokalypse, tænker jeg: Ophævet fra tid, sted og virkelighedens faste holdepunkter – og helt mørkt og koldt? Her på dette golde sted, beboet af fortabte, desperate live size dukker og sange, der skifter mellem en rusten Tom Waits-lyd og lysende opera, er der ikke meget håb for os i salen. Os, der i sidste ende skal forholde os til den virkelighed, hvor absurd den end måtte synes, vi oplever på scenen. Men mens jeg kniber en tåre og gåsehuden springer frem på armene, ved jeg også, at håbet ligger i, at vi sidder her sammen og kan dele det ellers usigelige: Vi er dødelige, og en dag kan vores elskede klode ikke klare mere.

12109924_1301393529878125_2824740031654920770_o
I Støv er det dukkerne, vi identificerer os med, når krisen rammer. Foto: Søren Meisner

Mødet med en dukke
Et blegt dukkeansigt kommer til syne under bunken af sort muld. En soldat med afrevne, blodige lemmer kæmper sig over scenen. En afsindig junky med vilde øjne leder efter sit næste fiks, og sorgen over at have mistet sit barn lyser ud af moder-dukkens øjne.

Utroligt nok sidder jeg og føler en masse for disse dukker; vekslenede mellem gru og ømhed fanges jeg fuldstændig ind af deres ellers uforanderlige masker. Det, jeg synes dukkerne kan, er at give os et sprog for at forstå og relatere til så store spørgsmål og tabuer som dem, klimakrisen rejser. Hvordan skal vi ellers kunne tage den dybe tvivl på vores egen, menneskeracens, eksistensberettigelse ind? Ved bare at læse om klimakrisen i medierne, forstå den med vores rene fornuft? Ved at tale om det, vi ikke fatter, hvad betyder for os?

Nej, her kan kunsten komme os til undsætning. Her i teatersalens røg og mørke og støv kan vi finde sammen om billeder på en eksistentielt og miljømæssigt kriseramt klode og måske, det gælder i hvert fald denne publikummer, føle sig forbundet med en dukke, som har fået skudt benene af og komme lidt tættere på, hvad det vil sige at være menneske i en krisetid.

12747946_1283181071699371_483895547738670353_o
Foto: Søren Meisner

Systemkritik serveret med en kop te og ostepops
Langt mere ironisk og fandenivoldsk forholder de seks spillere i norske by Proxy sig til deres kapitalisme-kritik i performance-collagen Stop Being Poor, som efterfulgte mit dystopiske møde i Støv. Med en følelse af sårbarhed og trang til refleksion bliver jeg mødt af et smilende ansigt, der på klingende norsk spørger mig, om jeg har det godt? Om jeg vil have en kop kaffe? Og første del af performancen går med, at jeg sammen med resten af publikum står i kø til den lille kaffebiks, mens andre bliver engageret til at bygge små tårne af træklodser på scenen. Jeg bliver fra starten gjort til en del af en intim og hyggelig stemning, hvilket gør kontrasten til den tour-de-force af absurde scenarier, der så følger, endnu større.

SBP_4-1
Publikum inddrages fra starten af i forestillingen. Foto: Krafft Angerer og Jan Hajdelak Husták

Jeg trækker på smilebåndet med det samme, og mange i salen griner højlydt af de mange billeder og symboler på vores karriereræs og forbrugerkultur, der smides i hovedet på os: På et samlebånd flyder alt fra gadgets og tøj til poser med ostepops og popcorn ind på scenen, og på skift lirer spillerne diverse citater fra jobopslag, reklameslogans og selvhjælpslitteratur af. Vi bliver revet rundt til et grotesk rave af overflod og selviscenesættelse – og jeg opdager, at de spredte grin lige så meget rammer os selv.

Koerber Studio Junge Regie 2015 Stop Being Poor Norwegische Theaterakademie Fredrikstad Von und mit Anders Firing Aardal, Matias Askvik, David Jensen, Marthe Sofie L¿keland Eide, Ylva Owren und Heiki Eero Riipinen Abdruck honorarfrei gegen Nachweis: Kšrber-Stiftung /Krafft Angerer Kontakt: Kšrber-Stiftung Kehrwieder 12 20457 Hamburg 040-808192-172 lubbe@koerber-stiftung.de www.koerber-stiftung.de
Foto: Krafft Angerer og Jan Hajdelak Husták

En fest, man ikke ønsker at blive inviteret til
For det er ikke helt en fest, man har lyst til at være inviteret med til. Lige under de hvide colgate-smil og den veloplagte koreografi ligger by Proxys kritik af den kapitalisme, der gennemsyrer vores samfund, og det er mig som forbruger, der udstilles deroppe på scenen med min trang til at købe, eje og realisere mig gennem penge, karriere og materielle goder.

Da det højeste tårn af klodser til sidst vælter, og en af spillerne tager straffen for at have fejlet, vendes komikken først rigtigt til gru – ”hvad fanden er det vi har gang i?” synes hun at sige til os, mens hun stadig hænger der fra loftet som en død sild, og vi klapper og ikke ved om vi skal grine eller rase – af os selv.

Sammenlignet med den nærmest smukke tristesse, jeg oplevede i Støv, efterlades jeg nu af følelsen af, at by Proxy – at vi, sammen! – burde starte en revolution!

IMG_0819

Teatersalen som refleksionsrum
Stop Being Poor er et eksempel på synes jeg, hvordan scenekunsten kan holde et spejl op foran os og vise os sprækkerne og revnerne i glasset: Ved at se os selv reflekteret i forestillingens absurditet får vi selv muligheden for at reflektere over vores plads i det økonomiske, forbrugsstyrede mindset, der gennemsyrer vores hverdag og handlemønstre.

Jeg går ikke derfra med den sympati for mig selv og mine medpublikummer, som SewFlunkFuryWit fik frem. Snarere er det som om, vi er enige om efter at have set Stop Being Poor, at det altså er os den hænger på, denne her. Vi kan ikke bare læne os tilbage i teatersædet og håbe det hele bliver bedre.

Det er to på hver deres måde vedkommende og grænsebrydende forestillinger, der åbnede årets Det Frie felts Festival. Med hver deres insisterende udtryk og budskab, formår de at gøre teatersalen til samlingssted for en fælles refleksion over de kriser, vi står med i samfundet og som individer. Vi kan nok ikke løse kriserne ved at gå i teatret – men vi kan måske blive klogere på dem og på os selv i dem.

En stemme i verden – Refleksion over repræsentationer

[Ida Marie Fich er kommunikations- og udviklingsmedarbejder hos Karen Toftegaard PR & Kommunikation]

Jeg er hvid, født og opvokset i Danamark, akademiker og gift med en mand. Når jeg åbner en bog, går i teatret, ser TV og film eller går på museum er jeg vandt til at se mig selv i øjnene og høre min fortælling blive fortalt. Hvorfor har vi mon brug for at blive set og hørt i de historier og udtryk, vi møder i samfundet – og hvad skal vi gøre for bedre at høre de stemmer og historier, vi sjældent møder?

”JEG HADER JERES TØRKLÆDER OG JERES KORANER / OG JERES ANALFABETISKE PROFETER / JERES INDOKTRINEREDE FORÆLDRE OG JERES INDOKTRINEREDE BØRN”

Citatet er fra Yahya Hassans digt ”DU KOMMER I HELVEDE MIN BROR” (Yahya Hassan, 2013) og et eksempel på en af de stemmer, vi ikke hører komme til orde så tit i Danmark. I Hassans digte har anden og tredje generations indvandrere en mulighed for at se sig spejlet i de konflikter og den smerte, han oplever med sin familie og kultur; konflikter jeg med min etnisk danske baggrund ikke kender til.

Danmark er fuld af mindretal: hjemløse, astronauter, homoseksuelle, buddhister, afrikanere. Det er naturligt, og også smukt, at et moderne, multikulturelt samfund er sammensat af forskellige størrelse, og at der ikke kan være lige mange af hver af os. At ønske lighed i samfundet betyder vel ikke at udligne mindretal – for hvad ville der så blive af mangfoldigheden? Men at være lige repræsenteret og opleve sin stemme og historie blive fortalt på lige fod med andres, også selvom man er af et mindretal, har betydning for følelsen af at høre hjemme og være til stede.

At spejle sig i sig selv
Sådan har jeg det, når jeg i Tv-serien GIRLS (HBO) griner med på de livs- og kærlighedskriser, de fire piger kløjes i, når Jonathan Safran Foer skriver om barnet, der mister sin forælder i Ekstremt højt og utrolig tæt på, og når forestillinger som I føling på Det Kongelige Teater sætter billeder på min indre frygt for krig.

girls
Fra TV-serien GIRLS på HBO

Det er, vil jeg mene, fortællinger, der taler til mennesker uanset kulturel baggrund – men siger jeg nu blot det, fordi jeg tager for givet, at GIRLS foregår blandt hvide, middelklasse-kvinder som jeg selv, fordi Foers roman portrætterer storbyen i et USA, mit eget land er ved at blive en kopi af, og fordi det teater, jeg ser, benytter sig af æstetiske og fortællermæssige koder, som jeg er vokset op med?

Det er svært at se udover sin egen narrative næsetip, og derfor er det så vigtigt, at vi bliver ved med at udfordre os selv både som kulturforbrugere og som historiefortællere.

Udveksling af historier
Ifølge psykolog Jerome Bruner er det i udvekslingen af historier om vores eget og andres liv, at identitet konstrueres. Han taler om et samfunds normer for liv og handling som bygget op omkring narrativer om samfundets tro, viden og ønsker.

Denne folkepsykologi, som Bruner kalder det, er afgørende for at føle sig forbundet til et fællesskab. Hvis vi skal tro Bruner, er det altså ikke ligegyldigt for at samfunds fællesskab at så mange som muligt af dets indbyggere er repræsenteret i kunsten og kulturen.

Det synes jeg heldigvis, der er flere eksemler på, at vi gør i Danmark: Yahya Hassan er da stadig en undtagelse, der bekræfter reglen om, at poesi, og da slet ikke poesi af en anden generations indvandrer, bliver en bestseller. Men der er også kulturbastioner som Louisiana, der i efteråret 2015 har åbnet for udstillingen Afrika – Kultur, arkitektur og identitet og kunstnere som Helle Fuglsang, der skaber socialaktivistisk kunst i lokalområder sammen med f.eks. hjemløse i gadeperformancen Lesshomeless og afrikanske kvinder i Klæ’r skaber folk.

LessHomeLess
Helle Fuglsang indrog hjemløse i sit projekt Lesshomeless.

Andre eksempler er initiativer som Mix Copenhagen, der viser film om og fra LGBT-miljøet og en forfatter som Eva Tind, der giver stemme til historien som adoptivbarn fra Nordkorea i fotobogen do (2009) og romanen Han (2014).

Endelig vil jeg nævne NextDoor Projects danse-børneforestilling Vi ses, Rafiq-e-man!, som tager fat på den aktuelle flygtningeproblematik i fortællingen om et barn på et asylcenter i Danmark. Ved at repræsenterer de virkelige flygtningebørn og –unge, både som led i sin research og konkret i forestillingen, giver iscenesætter Ingrid Tranum Velásquez publikum mulighed for at indleve sig i livsvilkår og fortællinger, der er anderledes end deres egne.

Og især i forhold til at tage snakken med vores børn om den verden, vi lever i, er sådanne fortællinger guld værd i en tid, hvor den ekstreme flygtningesituation i Europa nok kan lukke munden på selv de bedste forældre.

Vi ses, Rafiq-e-man! spiller på Københavns Musikteater den 29. september - 11. oktober
Vi ses, Rafiq-e-man! spiller på Københavns Musikteater den 29. september – 11. oktober

Og hvad kan vi så selv gøre…
…for at åbne op for de stemmer, vi ikke hører råbe højest og de historier, der kan ligge skjult bag vores egen selv- og forforståelse? Vi kan for det første dyrke noget af den kunst og kultur, der taler med små stemmer, som jeg har nævnt nogle eksempler på her. Læs, lyt, åben øjnene – og lad jeres egne stemmer tale historierne op, når I bagefter diskuterer bogen, filmen, forestillingen eller udstillingen.

For det andet kan vi begynde at fortælle historier om os selv. Find din egen vej til at fortælle de historier, du ikke plejer at fortælle om dig selv og dit liv – hvad end du skriver facebook-opdateringer eller blogindlæg, komponerer musik eller tegner ud fra dine erfaringer, minder og refleksioner, er det en måde at vise andre, hvem du er. Og husk: vi gemmer alle på små eller store fortællinger, som fortjener at blive fortalt.

At fortælle med hele dig

[Ida Marie Fich er kommunikations- og udviklingsmedarbejder hos Karen Toftegaard PR & Kommunikation]

Lige siden, jeg kan huske, har jeg elsket at fortælle historier. Som barn skrev jeg for eksempel en julekalender-føljeton til min søster og optog improviseret Melodi Grand Prix på kassettebånd – med mig som selv som både vært og skiftende sangere. Er det at fortælle historier?

Ja, historier er meget mere og andet end dem, vi f.eks. læser i en bog eller får fortalt i en film, hvor vi ikke selv er medskabende. Jeg har selv har haft stor glæde af at synge som en måde at udtrykke mig på, der er mere intuitiv og kropslig, end når jeg bruge mit sprog og min stemme intellektuelt. Men at synge er blot en af de måder, vi kan udtrykke os kreativt på.

Når vi får chancen for at kommunikere gennem billeder, musik, sanser, bevægelser og leg udfolder og udfordrer vi vores måde at fortælle historier på. Men hvorfor fortæller vi overhovedet?

Vi fortæller os selv
Størstedelen af vores hverdagsoplevelser og viden er ifølge Mark Turner, professor og forfatter til bogen Den litterære bevidsthed (2000), organiseret som historier. Det ligger altså dybt i vores måde at tænke og handle på at sammensætte fortællinger – simpelthen for at skabe mening i vores liv.

Tænk blot på, når du forsøger at skabe orden i detaljer fra din hverdag eller i dit liv som helhed, og hvor mange narrative konstruktioner, du tyer til: ”Hvis jeg ikke havde skiftet job, havde jeg jo ikke mødt … Og tænk engang, hvis vi kunne rejse til Indien og…”.

Men én ting er de historier, vi hele tiden helt automatisk konstruerer om os selv og menneskene omkring os. Noget andet er de historier, vi fortæller med et bredere arsenal end vores sprogligt litterære bevidsthed – med hele vores krop, sanser, rummet og menneskene omkring os.

Det er det, man kan kalde ”æstetisk læring”, hvilket ifølge forfatterne bag bogen Æstetisk læring (2006), Bennyé Austering og Merete Sørensen, er ”en sanselig symbolsk form, der rummer en fortolkning af os selv og verden, og som kan kommunikere fra, til og om følelser.”

Lyst til at lege
Når vi bruger den æstetiske form til at skabe noget med, kan vi altså udtrykke os på en anden måde, end når vi blot tænker over eller taler om det. Se for eksempel, hvordan pigerne her bruger dansen og musikken til at udtrykke sig:

 

Eller tænk på, når du helt glemmer tiden med julepynt eller gækkebreve i hånden, når sangen i badet gør dagen lettere at starte på, eller når madlavningen bliver en leg, fordi du lader dig inspirere til at prøve noget nyt.

Du behøver ikke slå et kæmpe brød op gå til akvareltegning hver tirsdag for at udtrykke dig kreativt. Selv gennem små ting i hverdagen udtrykker vi os æstetisk og bruger ifølge Austering og Sørensen ”en medfødt trang til gennem leg og skabende æstetisk aktivitet at give udtryk for (os) selv”. De påviser også i bogen, at ”den æstetiske virksomhed er grundlæggende lystbaseret og virker stimulerende tilbage på menneskets livslyst”.

Vi kan altså simpelthen blive gladere mennesker af at skabe noget og fortælle kreativt – what is not to like?! Kan vi mon koble vores medfødte trang til at konstruere historier med lysten til at lege og skabe, når vi fortæller om os selv og verden?

Fortællinger forandrer
For noget tid siden deltog jeg i live rollespillet Before we wake, hvor jeg sammen med 20 andre var del af et syret og poetisk drømmeunivers. Her blev vores individuelle fortællinger vævet sammen til en levende og foranderlig fælles historie – fortalt med krop, stemme, objekter, lyd og lys.

Rollespillet gav mig mulighed for både at udforske min egen historie og fortælle nye historier sammen med andre i vores improvisationer. Det rummede altså både potentialet for at vokse og udvikle sig indadtil og skabe forandring udadtil; en dobbeltsidet bevægelse mange kreative fortællinger rummer.

Glad Teaters interaktive forestilling Helte er det et andet godt eksempel på, hvordan vi kan bruge fælles fortællinger til at skabe glæde og forandring:

Mødet mellem de udviklingshæmmede skuespillere og publikum omkring den iscenesatte træning af helte fungerer både som kunstnerisk, æstetisk produkt og social, skabende oplevelse. Her bliver publikum konfronteret med deres indre helt – eller mangel på samme – og inspireret til at være helte i deres eget liv ved at hjælpe andre – og altså bane vejen for forandring udenfor dem selv.

Når publikum poster selfies af dem selv sammen med heltene efter forestillingen, har den fælles fortælling allerede skabt ringe i vandet. Det er samme strategi, der er på spil, når kunstnere maler vores metrohegn, og beboerne bidrager med historier til de digte, der bliver skrevet der, og når jeg hver mandag står foran fire andre og lader min sangstemme smelte sammen med deres.

Med Vesterbrovejr blev metrohegnet omkring Enghave Plads på udsmykket med digte skrevet ud fra beboernes fortællinger om Vesterbro.
Med Vesterbrovejr blev metrohegnet omkring Enghave Plads på udsmykket med digte skrevet ud fra beboernes fortællinger om Vesterbro.

Fortæl, fortæl!
Fortællinger har en massiv kraft til at få mennesker til at mødes og skabe bevægelser i samfundet. Udover at deltage i nogle af de mange kultur- og kunstprojekter, der har et interaktivt, inddragende element, som jeg har nævnt nogle eksempler på, kan du jo starte med dig selv.

Er du fiks på fingrene, men har aldrig fået gjort noget ved dine bygge-ambitioner? Kunne de mooves, der viser sig, når du skruer op for musikken derhjemme, overføres til et dansegulv? Eller er det nu, du skal i gang med at skrive den børnebog?

Hvis vi får øjnene op for de mange forskellige redskaber, vi har til rådighed i vores krop, stemme og sanser, kan vi, tror jeg, for det første blive klogere på, hvem vi er, og hvordan vi tager plads og får en stemme i verden. For det andet kan vi endda også få mere lyst og glæde ind i vores liv.

God fornøjelse!

Danish