Et politisk sceneskift

Har scenekunst overhovedet nogen reel betydning i dag? Kan den ændre noget for os i en verden, hvor vi kunstnerisk, politisk, socialt, økonomisk og globalt må siges at være i krise? Erik Pold og Daniel Norback, der tilsammen udgør Norpol, har med Det Store Sceneskift sat sig for at søge tilbage til, hvad det egentlig er, vi skal med teatret i dag. Og det starter med en tom scene.

[Karen Toftegaard har spurgt mig, Ida Marie Fich, om at være med i en undersøgelse. Vi har tidligere arbejdet sammen – både i Karen Toftegaard ApS og på teatret Republique. Undersøgelsen går ud på at beskrive, hvad der sker i mødet mellem mennesket og kunsten. Hvilke refleksionsrum åbner sig? Hvori ligger kunstens inspirationskraft? Hvilken slags relationer opstår – mellem kunsten og mennesket? Derfor vil jeg, med mit blik og min stemme, undersøge, hvad det er for refleksions- og inspirationsrum scenekunsten kan åbne. Hvordan vi gennem scenekunsten kan relatere os til hinanden og samfundet omkring os. Det gør jeg her under CPH STAGE og især på Det Frie Felts Festival.]

Det ikoniske røde tæppe hænger tungt foran scenen – hvad gemmer der sig inde bagved? Ikke noget viser det sig: Med en scene blottet for handling og skuespillere og gennem nedslag i teaterhistoriske højdepunkter spørger Pold og Norback, om teatret kan redde sig ud af sin krise og måske være svaret på nogle af alle de andre kriser, vi står med lige nu?

Scenen er ikke tom
Det er ret utroligt, hvad det gør ved én at sidde og kigge på en tom scene. Jeg er så vant til at suge til mig af informationer og stimulans fra alle sider, at det virker som en lettelse, ren meditation, at der her ikke sker andet, end det, jeg forestiller mig, der kunne ske. Den tomme scene får mig til at tænke på et af mine yndlingscitater fra Lars Saabye Christensens Halvbroderen:

Fantasien, Arnold! Fantasien er det største af alt. For det vigtigste er ikke det du ser.

Det er det, du tror du ser!

Det er netop det, teatret er for mig: et forestillingsrum, hvor vores fantasi, tankegods og refleksioner kan blive fodret og få frit løb, og hvor jeg kan forbinde mig til mig selv og andre på tværs af fordomme og sociale, politiske, økonomiske, race- og kønsmæssige skel. Og hvor en tom scene kan vække billeder og indtryk, som ellers ikke ville være kommet til mig.

Det sker for mig, da jeg og de andre publikummer bliver bedt om at se vores afdøde kære på scenen og lytte til, om de har et svar på teatrets krise. Der opstår en energi, hvor vi som gennem fælles koncentration, får skabt noget oppe på den tomme scene. Scenen er aldrig tom, synes forestillingen at sige; den er et åbent rum, som vi i salen kan kanalisere de forestillinger, historier, antagelser og følelser, vi nu kommer med, op på. Som publikum sidder vi ikke blot som passive tilskuere men får altså en central plads i udfyldelsen af det tomme rum  – og i at gøre det sammen.

DetStoreSceneskift-1981x
Foto: Malle Madsen

Den afrikanske stemme
Netop i den samhørighed, der opstår mellem scene og sal, ligger måske forestillingens politiske potentiale. Hvis scenekunsten kan være et fælles anliggende, hvor vi ikke kun læner os tilbage og tager imod indtryk (den scenekunst skal der selvfølgelig også være plads til), kan den måske være med til at aktivere forestillinger og ideer om verden, samfundet, os selv og kunsten og give plads for ‘det andet’, det, der ikke er dig.

‘Det andet’ bliver i Det Store Sceneskift repræsenteret ved lyden af en afrikansk kvindes stemme. Vi kan ikke se hende, eller jeg kan tydeligt se hende for mig, for hun taler og synger med en klar stemme om spirituel renselse, om at lukke det andet ind og give slip på krisen.

Men hvad med den gudsbenådede europæiske teaterhistorie og med at finde løsningen på teatrets krisetilstand? Pold og Norback bliver til en parodi på den europæiske kunstner, da de nægter at lytte til den afrikanske stemme og kommer til at fortsætte ad samme ufrugtbare vej, som de selv opponerer imod i deres iver efter at finde løsninger på krisen.

Vend blikket
Ved at vende blikket – det europæiske, mandlige, privilegerede blik – mod sig selv og lade forestillingen slutte med, at alle i salen sidder og chanter på afrikansk, er scenekunst som Det Store Sceneskift med til at udbrede ikke kun vores politiske perspektiv og strukturelle selverkendelse.

Vi får også øjnene op for, at svaret på teatrets krise må ligge i at blive ved med at lave scenekunst, der kritisk forholder sig til den virkelighed, det er en del af, og giver plads til at publikum kan tro på det, de ikke ser: Turde forestille sig en anden verden deroppe på den tomme scene og i sidste ende måske gå ud af teatersalen med lysten til at ændre den verden.

Jeg gik ihvertfald derfra med følelsen af, at vi for alt i verden ikke kan undvære teatret i krisetider.

I et Europa, der lukker sig om sig selv, men hvor verden omkring os vokser, bør vi i kunsten insistere på at vende blikket mod andre end os selv – og lukke det andet ind på scenen.

Leave a Reply