Skyd din visuelle kommunikation i gang på Instagram – tips til den kreative organisations første Instagram-profil

>Stine Merrild har en bachelor i Æstetik og Kultur og har netop afsluttet en kandidat i Digital Design og Kommunikaiton fra IT-Universitetet i København. Hun arbejder som visuel formidler hos Karen Toftegaard ApS<

Hos Karen Toftegaard ApS arbejder vi med digital storytelling i forbindelse med samarbejdspartnere – bl.a. nycirkuskompagniet Rapid Eye Theatre og Det Frie Felts Festival. De skaber og præsenterer begge nicheprægede kulturoplevelser. Jeg har samlet nogle guidelines til at få en Instagram-profil godt fra start, så du ikke behøver at begynde helt fra bunden. Står du over for samme opgave eller ønsker du inspiration til din nuværende profil, så læs med her.

Først lidt om Instagram:

Instagram er et socialt medie, som gør det muligt at dele billeder og video med andre personer i netværket. Du kan skrive tekst til dine billeder eller video, ligesom du har mulighed for at kommentere på egne eller andres indlæg. Du kan have en åben eller en lukket profil. Dette er afgørende, hvis du gerne vil have kontrol over, hvem der skal se dine billeder og kommentere på dem. Det er muligt at følge andre på Instagram, så du ser deres indlæg i din nyhedsstrøm, ligesom andre kan følge dig og se dine opslag.

Jeg anbefaler helt klart at have en åben profil som virksomhed. Dine muligheder for at nå længere ud og blive opdaget bliver herved større.

Instagram er et hovedsageligt visuelt medie, hvorfor det iscenesatte og æstetiske en vigtig faktor, når man som virksomhed ønsker at nå ud til sin målgruppe. Mediet tilbyder derfor en række filtre, som kan give dine billeder lidt ekstra power og tiltrækningskraft.

Et billede har den fordel, at det ofte hurtigere, og mere intuitivt end tekst, fremstår virkelighedsnært og nærværende. Det effektive ved nærvær er at det kan appellere til følelser og handlekraft. Og i sidste ende vil vi jo gerne have vores følgere til at handle – ved at like, kommentere eller dele billedet. Dernæst handler de måske helt fysisk og køber en teaterbillet, en bog eller noget helt tredje.

Når du har oprettet profilen, er næste skridt at få følgere –  her kommer nogle tips til den proces:

Find din målgruppe og Branche:

Målgruppen kan være relevant både i din research og i din udarbejdelse af profilen. Jeg var personligt bevidst om, at teaterverdenen var kilden til min inspiration. Rapid Eye Theatre arbejder i denne branche og det var derfor også her, at jeg begyndte at følge andre profiler.

Så første skridt er at gå i gang med at følge de virksomheder, organisationer og personligheder som du gerne vil nå ud til – og forhåbentlig følger de tilbage.

Et udsnit fra profilen @rapideyetheatre. Profilen er i mørke farver, som kan give fornemmelsen af et teater.

 

I forhold til profilens indhold, kan det igen være en strategi at kigge på profiler i samme branche:

Hvilke hashtags bruger de?

Hashtags er med til at optimere dit opslags ’reach’. På Instagram er det muligt at bruge op til 30 hashtags pr. opslag. Lav dog hellere 5 til 10 hashtags og vælg de relevante i forhold til din virksomhed, dit opslag og din målgruppe.

Brug nogle enkelte meget populære tags, så du når langt ud i din ’reach’. Det kan f.eks. være #play #joy #creativity osv., men sørg for at de stadig er relevante i forhold til dit opslag. Undgå generelt for lange tags #SelvomDeErMegetSjoveAtLave, da de sjældent bliver fundet alligevel.

Et godt råd er at gemme dine mest brugte hashtags på din computer, så de altid er lette at finde frem og huske.

Bruger du et unikt hashtag, f.eks. navnet på din virksomhed, så kan det være en fin måde at oprette et visuelt galleri af alt dit indhold. Blot lav en søgning på dit tag og du vil se et samlet galleri med dine billeder.

Hvordan fremstår deres profil æstetisk? Se hvilke profiler der tiltaler dig mest, og lur nogle tricks.

Hvornår får de flest likes? Se om du kan finde nogle karakteristika på de opslag, som er mest populære. Mange likes giver mange følgere, da disse billeder vil blive vist i tilfældige søgninger og oversigter.

Overvej hvor stram din profils visuelle form skal være:

Skal dine billeder f.eks. have en ramme omkring sig, og i så fald skal denne ramme have en farve? Vær konsekvent og vælg enten at have ramme eller lade være, for det mest stramme udtryk. Du kan downloade apps, som kan hjælpe dig med at redigere dine billeder, lave rammer og tilføje filtrer. Jeg bruger selv en app der hedder ”Whitagram” til at lave hvide rammer, ”VSCO” til at redigere billederne og Instagrams egen app ”Boomerang” til at lave sjove effekter.

Går du virkelig meget op i den overordnede fremtoning, kan du overveje at have bestemte skift imellem dine billeders format. Du kan f.eks. efter et horisontalt billede, altid have et vertikalt billede. Du kan vælge udelukkende at have kvadratiske billeder med hvide rammer, eller du kan vælge en mere ”tilfældig” strategi, hvor du blander de forskellige formater. Det giver en interessant oversigt, når man ser på profilen.

Et udsnit fra profilen @detfriefeltsfestival som benytter hvide rammer omkring billederne. Desuden er der en fin dynamik ml. vertikale og horisontale billeder.

Skal dine følgere med ”back stage”?

Det kan være fornuftigt at overveje, om du vil have dine følgere med om bag scenen og give dem et indblik i hvordan arbejdet udføres. Et personligt touch kan skabe mere nærvær og samhørighed med dine følgere, men ønsker du udelukkende at have dine følgere med ”front stage” kan dette holde profilen mere clean og faglig.

Det kgl. Teater tager os med backstage til prøverne på en forestilling. 

Personer på billedet skaber associationer og fortællinger:

Skal du have dine følgere med på en ”rejse” i fantasiens verden, så kan det hjælpe meget, at en person fremgår på billedet. Personer på billedet giver højere grad af appel og forståelse. Et personligt perspektiv kan gøre de ellers flertydige billeder lettere at forstå for modtageren.

Skal du formidle et objekt, kan det være relevant at iscenesætte objektet, så det indgår i en situation. Et objekt alene kan virke abstrakt og ude af kontekst for modtageren. Et mere let tilgængeligt opslag, kan være bare et scroll væk i modtagerens nyhedsstrøm.

 

Stine Goya sætter scenen med en person, iført den uldfrakke som skal promoveres.

Hvem er afsender af billedet?

Bliver fornemmelsen, at dit Instagram-opslag ikke er gennemarbejdet af dig eller din virksomhed, kan det komme til at virke fjernt og uvedkommende for modtageren. En måde at gøre det tydeligt, at det er dig der er afsender, er ved at tilføre billedet et vandmærke, logo eller en ramme. Et tekstlag kan ligeledes være godt, hvis du gerne vil ud med et klart budskab, hurtigt.

Her viser Northside Festival og mediet FORMAT, at de er afsendere ved at lave en ramme, et logo og en tekst på billedet.

Call to action:

Dine følgere kan engageres, ved at inkludere et Call to Action i din tekst eller på dit billedet. Call to Action kan give dine følgere et incitament til at udføre en handling. En handling kan f.eks. være at deltage i en konkurrence, at like et udsagn, eller at lægge op til en meningstilkendegivelse f.eks. på baggrund af et spørgsmål.


Forlaget Lindhardt og Ringhof motiverer sine følgere til at få en gratis e-bog, ved at opfordre dem til at dele billeder af dem selv på Bogforum.  

 

5 hurtige:

Vær meget aktiv: for at de ovennævnte tips skal have en virkning, er du nødt til at holde din profil opdateret og levende.

Like like like: Når du liker – specielt billeder til profiler som du ikke følger – så er der gode chancer for, at de følger eller liker dine billeder efterfølgende.

Post billeder ml. 14 og 17: Undersøgelser viser at dette er det mest effektive tidspunkt på dagen. Søndag er også en god dag.

Kvalitet slår mængde: Selvom du skal være meget aktiv, så skal dine billeder være skarpe og gennemarbejdede.

Opslag med billeder der er blå giver 24% flere likes end fx. billeder der er mest røde eller orange

 

 

God fornøjelse!

Tanker om mit indblik i den kulturelle verdens kommunikation

Christina er 26 år. Hun er uddannet i International Politics og Development and International relations. Hun har været i praktik i Karen Toftegaard ApS og det har været en gave med hendes blik på kunsten og hendes forståelse af verden. I dag stopper hun og jeg kan kun anbefale hende varmt, fordi hun har en evne til hurtigt at gennemskue tingene, finde gode løsninger. Og så er hun sjov og utroligt behagelig at være sammen med. Her reflekterer hun over forløbet.

Karen Toftegaard


Vild med den kulturelle verden

Teater og musik har altid været en af mine store passioner. Da jeg var lille, drømte jeg om at stå på scenen i store musicalproduktioner og synge mit hjerte ud. I min ungdom så jeg meget kunst og kultur i selskab med min moster, og jeg har altid haft en interesse for teater. Her i mine midt 20’ere definere jeg også mig selv som en habil teater- og musikgænger. Kort sagt er jeg vild med den kulturelle verden. Jeg har dog altid set mig selv foran scenen og aldrig bag den. Da jeg fik muligheden for at arbejde for Karen Toftegaard ApS, var jeg derfor meget glad, for her fik jeg muligheden for at arbejde med noget, jeg virkelig interesserer mig for. Samtidig var jeg dog også noget skeptisk. Hvad kunne jeg bidrage med i denne kreative, kulturelle og kommunikative verden? Var det egentligt noget for mig?

billede-1

I det kulturelle miljø brænder mennesker for det, de laver

Igennem de sidste måneder har jeg fået et indblik i, hvad det vil sige at opsætte en forestilling. Der er en masse forarbejde op til en forestilling, blandt meget andet både hårdt og spændende kommunikations-arbejde, som jeg har været så heldig at hjælpe med. Jeg havde aldrig betragtet kommunikation som noget, jeg kunne beskæftige mig med, men jeg er blevet bekræftet i, at jeg har et vist flair for det. Kommunikationen er aldrig den samme og afhænger både af den, man vil kommunikere med og hvad der giver mening for begge parter. Derfor skal man altid overveje, hvilken strategi der ligger bag. Det har udvidet min horisont og øget min bevidsthed om, hvordan man på bedste måde formidler og sørger for, at det man gerne vil sige, også er dét man rent faktisk fortæller. Jeg har arbejdet med børneforestillinger, dans for ældre på plejehjem, produktioner der tager fat i alvorlige og store emner som krigsforbrydelser og forskellen på godt og ondt, og provokerende performance dans for teenagere osv. osv. Produktioner der alle, på hver sin måde, handler om at give folk en mulighed for at kigge ind ad. Det har været så livsbekræftende!

I det kulturelle miljø brænder mennesker for det, de laver. Det er inspirerende, når mennesker har en klar vision om, hvad de gerne vil, og at man kan hjælpe dem med at virkeliggøre den.

 

En ”alternativ” verden

Jeg har aldrig været det mest kreative menneske, så det var noget af en omvæltning at starte hos Karen. Både Karen og Stina (der var freelancer i virksomheden, da jeg begyndte) er meget kreative og alternative sjæle. Det har været super fedt at få øjnene op for en anden verden. At arbejde med Karen har udelukkende været en positiv oplevelse. Det har åbnet op for nogle nye sider af mig selv og har bekræftet mig i, at hvis man går til tingene med et åbent sind, så kan der kun komme noget positivt ud af det. Det kreative flow vi har haft på kontoret har både fået mig til at gå til opgaverne på en alternativ måde og netop tænke kreativt. Samtidigt har det helt lavpraktisk også gjort, at jeg har glædet mig til at komme på arbejde og altid set frem til de nye opgaver.

download-3

En alsidig hverdag, hvor opgaverne aldrig er de samme

Hvis jeg var selvstændig, som Karen, ville jeg nok være urolig for, hvordan den kulturelle verden er evigt foranderlig. Hvordan man springer fra opgave til opgave og aldrig kan vide sig sikker på den næste løn. Men som ansat er det netop denne foranderlighed og alsidighed, der er super fed. Ikke én opgave har været den samme siden jeg begyndte. Det kan godt være, at der har været de samme slags opgaver, men det har været med forskellige udgangspunkter og vinkler hver gang. Samtidigt er jeg blevet utroligt inspireret af Karens tilgang til tingene og positive sind. Hvis noget ikke har fungeret eller vi ikke har solgt billetter nok til en forestilling, så har vi lavet en brainstorm og fundet nye tilgange og ideer. Vi er aldrig blevet slået ud af det.  Jeg har fra første dag været inddraget i alt, hvad der har foregået og er altid blevet opfordret til at stille spørgsmål og engagere mig. Det har været med til at genetablere min tro på mig selv. Hvis du havde spurgt mig i sommers, om den kommunikative eller kulturelle verden var et arbejdssted for mig, så havde mit svar nok været nej. Men nu ser jeg helt andre muligheder, både i mig selv og eventuelle fremtidige arbejdspladser. Det har været en øjenåbner, der basker og jeg ser frem til, hvor mine erfaringer med kulturkommunikation kan føre med sig.

download-5

Min rygsæk er fyldt op med positiv energi – TAK!

Det jeg tager med videre er en tro på mig selv og mine kompetencer. Jeg har virkeligt noget at byde ind med. Samtidigt har jeg også fået åbnet øjnene for en alternativ tilgang til opgaver og bare arbejdslivet generelt. . Jeg har fået mulighed for at arbejde med og se et hav af forskellige forestillinger. Det har simpelthen været så livsbekræftende og inspirerende.  Jeg kan kun anbefale andre at gøre et stop i den kulturelle kommunikationsverden og få en masse god og positiv energi med på vejen videre.

To måneder med refleksion og læring

Så er det gået to måneder og 2 uger siden jeg begyndte i praktik hos Karen. Det har været lærerigt på både et personlige og fagligt plan. Da jeg første gang tog kontakt til Karen var det med svedige håndflader og kriller i maven. Jeg var nyuddannet fra IT Universitetet, og var i gang med den ret opslidende proces med at finde ud af, hvad jeg egentlig gerne vil lave, når jeg bliver voksen.

IMG_1357
Kreative processer. Her er for eksempel de kreative statements, vi satte på cyklerne på udvalgte steder i byen. Det gav en stolt følelse at genkende dem på cykler rundt i byen.

Et tilfælde
Det var faktisk et tilfælde, at jeg stødte på Karen og hendes virksomhed. En tilfældig LinkedIn søgning fik mig forbi hendes hjemmeside, og derefter gik det hurtigt. Efter at have mødt hende, og set hendes arbejde, så undrer det mig faktisk, at jeg ikke havde stødt på hendes navn før. Karen er indbegrebet af kultur og kunst, og vores veje har mange gange været tæt på at blive krydset.

Rum til refleksion og samtale
Det viste sig, at de svedige håndflader var helt overflødige, fordi Karen er et meget hjertevarmt og til tider spirituelt menneske. På et personligt plan har praktikforløbet givet mig et rum til samtale og refleksion, som jeg forestiller mig, at jeg ikke umiddelbart havde fået andre steder. I frokostpauserne har vi snakket meget om, hvordan man bevarer sin integritet i et jobmarked, som er så hektisk, at man nogle gange kan glemme, hvor man kommer fra, fordi man bare så gerne vil passe ind. Jeg troede faktisk ikke, at jeg havde brug for de samtaler, men efter at have sat ord på bekymringer og tanker om fremtiden, så gik det op for mig, hvor vigtigt det har været.

IMG_1361
Oppyntning til Det Frie Felts Festival i Dansehallerne. I år var fuglen, der flyver frit og højt, en væsentlig del af den visuelle identitet og formidlingsdesignet på festivalen.

Hvordan taler vi om kunsten
På et fagligt plan har jeg også udviklet mig. Selvom jeg har arbejdet på forskellige kulturinstitutioner, så har jeg ofte følt, at jeg ikke helt har været god nok til at snakke med om scenekunsten. Hos Karen har jeg lært, at min oplevelse er lige så rigtig som en teaterleders. Jeg har fået lov til at sætte ord på oplevelser og betragtninger uden at føle mig dum, fordi jeg kun er blevet mødt af nysgerrighed. Jeg er også blevet klogere af at høre Karen tale om kunsten, fordi hun har en erfaring med feltet, som jeg stadig mangler at få. Hun er kommet med mange perspektiver på, hvorfor formidling og kunst ikke skal ses som to separate enheder, men i stedet se på det med en mere holistisk forståelse.

Plads til kreativitet
Et andet begreb som vi har snakket og reflekteret meget over er kreativitet. Hvornår er man kreativ og hvordan kan kreativitet opstå? Hos Karen er det plads til at være kreativ, og gennem forskellige metoder forsøger hun at få kreativiteten til at blomstre hos alle medarbejdere. Igen bliver man mødt af nysgerrighed, hvilket giver en lyst til at deltage og være en del af processen. Og jeg elsker virkelig den proces, hvor alt kan lade sig gøre, og der er ingen begrænsninger. Det har været skønt at genopleve den igen uden for universitetet.

Kort fra idé til handling
I en lille virksomhed som Karen Toftegaard ApS, hvor kreativitet er vigtig, så er der kort fra idé til handling. Det giver mulighed for at sætte sit præg på mange processer og projekter. I og med Karen opfordrer kreative tanker, er der faktisk mulighed for, at den gode idé kan realiseres, hvis man tør selv at gribe bolden – og det er fedt!

Så hvis jeg skal opsummere, hvad jeg har fået ud af praktikforløbet, så er det nok selvtillid. Jeg har fået mod til at snakke om ting, jeg normalt ikke gør. Jeg har fået en tro på mit eget værd på jobmarkedet. Og jeg tør dele mine idéer – selv de skøre.

TEDXCOPENHAGEN: RECONSIDER THIS – en refleksion

Lisbeth Juhl Pedersen er i praktik hos mig disse måneder. Hun fik min billet til TedXCopenhagen, fordi jeg selv skulle være et andet sted. Hun fik den opgave, at hun skulle lytte til de forskellige TED Talks og finde ud af hvordan de kunne inspirere i forhold til virksomhedens formidlingspraksis. Jeg mener, det er vigtigt, at vi lytter til flere stemmer og også forstå hvilke stemmer der taler. Derfor har jeg bedt Lisbeth om at lave en kort intro om, hvilke øjne hun ser med. Hvor hun kommer fra og hvor hun er på vej hen.

Karen

 

Mit navn er Lisbeth, jeg er nyuddannet med hele verden for mine fødder. Det er i hvert fald det, jeg bliver ved med at høre. Nyd nu alle de valg du har! Og det lyder jo også meget godt, når man siger det højt. Men det er også en frihed, der kan være enormt skræmmende, for når man kan det hele, så kan det være svært at vælge. Hvem vil jeg gerne være, og hvor er jeg på vej hen? Så selvom det hele skulle være så godt, så står jeg med en følelse af, at jeg bliver nødt til at tage nogle svære til -, og ikke mindst fravalg, i den nye situation jeg står i.

12472592_1026350074066914_5080160850164784342_n
Foto fra TEDxCopenhagen i frokostpausen med mig og en fransk pige. Foto: Alona Vibe Vestergaard Andersen. 

Torsdag den 7. april mødte jeg håbefuldt op på Bremen Teater og deltog sammen med 600 andre i TEDxCopenhagen. Det var min første live TED event, og selvom jeg ikke vidste hvad jeg skulle forvente, så var mine forventninger høje. Temaet i år var Reconsider This, og de ti taler fik os til at gentænke emner som fremtiden, insekter og fremtidens energiforsyning. Selvom emnerne var forskellige, så var mit mål for dagen at blive inspireret til, hvordan vi, der arbejder med kulturformidling, kan tænke formidling på nye måder.

VÆR NYSGERRIG
Et tema som gik igen i flere af oplæggene var, at vi har brug for at være nysgerrige. Angela Oguntala var den første på scenen, og hun talte om, hvorfor der er brug for, at vi som mennesker anerkender, at der findes mere end det fremtidsscenarie, vi selv forestiller os. Der er brug for, at man er nysgerrig på andre folk, deres kultur og hvordan de ser DERES fremtid.

I et kulturformidlings perspektiv, synes jeg, at det er særdeles relevant, at vi bruger tid på at forstå andre folks historier og deres drømme for fremtiden. For mig er kulturformidlingens fornemmeste opgave at gøre kultur tilgængelig for alle, der er nysgerrige og har lyst til at være en del af det. For at vi kan engagere disse mennesker, er der brug for at vi bruger tid på at forstå dem. Især i den verden vi lever i nu, mener jeg, at der i særlig høj grad er brug for, at vi formår at se ud over vores egne forståelser, og lader os inspirere af andre fortællinger og drømme i måden vi formidler på.

12938150_1025666397468615_8069861026799456005_n
Angela Oguntala på scenen. Læs mere om Angela her. Foto fra TEDxCopenhagens Facebook.

IMPROVISER
Jazzmusiker Niels Lan Doky var også en af årets talere. Som jazzmusiker er han vant til at skulle improvisere, og han taler for, at denne improvisation også kan bruges i vores liv – både privat og på arbejdet. Improvisation er på mange måder allerede en stor del af vores liv. Niels mener, at improvisation især er interessant, når der sker ”fejl”, eller uventede begivenheder. Vi skal blive bedre til at improvisere i disse begivenheder, så fejl og mangler bliver gjort til en uundværlig del af den nye helhed.

VI SKAL TURDE MISTE KONTROLLEN
Som kulturformidler er jeg både fascineret, men også skræmt over improvisationens muligheder. Gennem min uddannelse er jeg blevet trænet i at lægge planer og strategier, da de bliver anset som helt essentielle for et projekts succes. Og hvis en plan ikke lykkes, og der sker en fejl, så gør vi det bedste for at få denne fejl til at forsvinde. Som kulturformidler tror jeg, at vi kunne blive bedre til at improvisere. For selvom vi gerne vil have planer til at lykkes, så arbejder vi inden for et felt, hvor improvisation allerede eksisterer. Ved at slippe tøjlerne, bare lidt, og gå væk fra de ting vi plejer at gøre, så kan der opstå nye muligheder, som vi ellers ikke havde opdaget. Det kræver ”bare”, at vi tør miste kontrollen, og arbejde med det, der sker, frem for det vi har planlagt.

12963377_1025772964124625_1622830697533177306_n
Niels Lan Doky på scenen. Se talen her. Foto fra TEDxCopenhagens Facebook.

REFLEKSION
At deltage i TEDxCopenhagen har sat mange tanker i gang både på et professionelt og privat plan. Talerne har vist mig, at inspiration kan komme mange steder fra, og i kulturformidling skal vi passe på, at vi ikke begrænser os i vores søgen efter den. På et personligt plan har dagen vist mig, at jeg måske ikke skal være så bekymret over alle de valg, jeg står over for. I stedet skal jeg turde være nysgerrige, og søge nye steder hen, også selvom det er uden for min comfort zone.

 

DIWO – Do It With Others

CoreAct Det Rullende Rum foto: Andreas Bergmann
CoreAct med Det Rullende Rum på et plejehjem. Foto: Andreas Bergmann

Jeg begynder morgenen med at læse en artikel på Politiken, som giver god mening i forhold til min praksis. Den handler om DIWO (Do It With Others) sat ind i en kunstnerisk kontekst. Politiken laver simpelthen en hel artikelserie om DIWO – mine hænder klapper. DIWO er et begreb, som jeg de sidste år har rettet mit fokus på i forbindelse med mine skriverier om kreativitet. Det kaldes også BIIT (Be In It Together) som i denne artikel omkring kreativitetskulturer. Begge forkortelser er en bevægelse fra DIY-forkortelsen (Do It Yourself), hvor det er den enkelte, der skaber selv og så over til den kollektive proces og samproduktionen, hvor mennesker skaber sammen.

 

Processens fortælling
Især er det pointen fra Philipp Schorch, der er antropolog, museumskritiker og ph.d. med speciale i museer og kulturarv, som tænder et lys hos mig:

Jeg mener, museer selv – eller måske især de, der er banebrydende – bør interessere sig for deres egen historie ud fra et teoretisk perspektiv og gøre det på en meget synlig måde gennem udstillingerne, og forstå dem som processer, der skal afsløres, frem for produkter, som skal præsenteres.

Det er netop processen, der er mindst lige så interessant som produktet hos de kunstnere, jeg har samarbejdet med i flere år. Lige sådan med flere af de kunstnere og andre kreative, som jeg er begyndt at samarbejde med her de senere måneder, hvor jeg har skruet op på fuldtid i min egen virksomhed.

 

Når processen er lige så vigtig som produktet
F.eks. har jeg arbejdet sammen med performancegruppen CoreAct. De har et fokus på den personlige fortælling og vakte sidste år især opsigt med forestillingen Heidi – en rejse til Helvede med Simon Spies. De har også en anden praksis, som er mere brugerinvolverende og baserer sig meget på samtalen. De indsamler materiale og inddrager ofte personer i deres performance installationer – og gør dermed deltagerne til medskabere af oplevelsen og mødet f.eks. med DET RULLENDE RUM, hvor de er taget ud på plejehjem med et rullende rum af hyggelig stue fra et andet årti. Her har de talt med demente plejehjemsbeboere og indsamlet deres fortællinger for siden at dele disse fortællinger med deres pårørende.

Jeg har i mange år arbejdet med iscenesætter Helle Fuglsang og ser en stor værdi i hendes måde at glide ind i lokalsamfund og skabe en forandring. F.eks. har hun skabt iscenesættelser med blandt andre fiskerkoner i Fiske Auktionshallen i Hvide Sande, 33 sypiger på Elfenbenskysten, boksere i Cph Muay Thai Bokseklub i NordVest og byggearbejdere på MT Højgård byggeplads. Her tager hun udgangspunkt i det der er og gør fiskekoner, sypiger, boksere og byggearbejdere og til kreative medskabere.

 

33 sypiger…
Når der er tale om denne slags (scene)kunst, så giver det i høj grad lige så meget mening at vise processen, fordi der undervejs sker så mange møder og påvirkninger af praksisser. F.eks. når Helle Fuglsang møder 33 sypiger på Elfenbenskysten for første gang og begynder et kreativt samarbejde med dem. Eller når CoreAct indsamler fortællinger fra fanger i Horserød Statsfængsel under et livligt kaffebord. I det hele taget må det være sådan, at når man finder nye veje, så er det interessante i ens praksis ikke bare produktet, men også hvad der sker på vejen derhen.

 

Fortællingerne undervejs og bagefter er vigtige – ikke kun det færdige produkt
Det stiller naturligt også nogle andre udfordringer til formidlingen af denne form for kunstnerisk praksis. Det er lige så meget fortællingerne undervejs og bagefter, som er vigtige at fortælle – til gæster/publikum men også internt på det kunstneriske hold. Netop fordi der er tale om en bevægelse, som fortsætter og er i gang længe inden, men også undervejs. Og helt konkret fordi hele nøglen til at forstå den kunstneriske praksis ligger i at få fortællingerne rundt om med, så projektets kompleksitet begribes. En større synliggørelse af processen er netop væsentlig, fordi man hele tiden er nødt til at hjælpe folk med at forstå alt det ekstra, som ligger bag. Mange er stadig meget fokuserede på den enkelte oplevelse og vurderer ud fra nogle simple værk-idéer, der slet ikke indbefatter alle de ekstra lag, som er i de mere processuelle, co-creative kunstneriske praksisser.

 

Måder man kan gøre det på
Måder, man kan gøre dette på, kan være, når CoreAct arbejder med flere forskellige formater, som deres praksis kan komme til udtryk på – som performance og som udstilling. F.eks. har deres performance installation Det Rullende Rum netop været på flere plejehjem og udstillingen, der bygger på materiale derfra MIT RUM var på Hovedbiblioteket i november 2014. Eller når Helle Fuglsang i stigende grad inddrager dokumentariske kortfilm i sine værker. Og dermed også synliggør processen. Eller når Global Stories laver saloner undervejs i udviklingen af deres forestillinger. Her deler det kunstneriske hold erfaringer, diskuterer og indsamler det kunstneriske hold materiale. Også for at hjælpe med forståelsen undervejs.

 

Min egen praksis med de kollektive processer og samproduktioner
Jeg kommer også til at tænke på min egen praksis med de kollektive processer og samproduktioner. Den praksis, som jeg de senere år har savnet at gøre mere af. Bedst lykkedes det med udstillingen Mellem Byen – møder mellem mennesker i metropolen (2007), hvor et kuratorteam på 5 personer udviklede en udstilling med 5 kunstnere. Det handlede om møder i byen og kuratorteamet opstillede dogmer og satte rammerne for en fælles udviklingsproces for kunstnerne, der i praksis blev til et par workshop-dage. En af kritikkerne fra en af de deltagende kunstnere lød, at kuratorgruppen virkede til at have for meget fokus på processen og formidlingsformen frem for kunstprodukterne. Og det var i virkeligheden en helt spot-on-kritik. Jeg var på det tidspunkt meget optaget af at finde den der form for den kollektive proces. Den der form, hvor folk deltager og bidrager kollektivt til en proces.

 

DIWO-Iværksætter
Jeg havde arbejdet kollektivt fire år med udviklingen af VILDSKUD – festival for independent teater, som jeg var med til at grundlægge i 2002 med første festival i 2003. Da jeg stoppede i 2005 var jeg allerede i gang med det efterfølgende kollektive projekt – AirPlay Street Gallery – et af Danmarks første permanente udendørs gallerier. Det lå på hjørnet af Ravnsborggade og Sankt Hansgade og bestod af en plads med højtalere i og en projektor, der projicerede på en hvidmalet firkant på muren. Lydteknikken var sponsoreret af Montana, projektoren var en gammel Barco-svend skænket af Cinemateket, mens hjerte, sved og masser af tid blev investeret af et hold på 5 kvinder, der blev kaldt ”New kids on the Block” i den årlige kunstopsummering. Udstillingsstedet gav vi i øvrigt videre i 2012 til Videomøllen, der nu kører stedet i en aktiv, inddragende og kollektiv ånd. Jeg kalder det ansvarlig iværksætteri – at man sørger for at de kræfter og penge, der er blevet investeret i en platform ikke bare spildes, når iværksætternes energi i tråd med deres entreprenante natur søger videre mod noget andet.

 

DIWO – fremover
Her i efteråret 2014 har jeg været i en periode, hvor jeg har set meget indad og fundet frem til, hvad der ville give mening at bruge mine kræfter på fremover. Jeg har især et projekt, jeg udvikler på, som jeg glæder mig meget til at fortælle om. Det er i sin natur netop baseret på en samproduktions-model, fordi den forskel som projektet skal gøre tager hånd om komplekse udfordringer. Projektet ligger i krydsfeltet mellem konstruktiv journalistik, digital networked storytelling og (kultur)formidling.

Derudover tænker jeg min praksis fremover som en række partnerskaber med forskellige mennesker. Det gør det fleksibelt samtidigt med at der også er mulighed for kontinuitet i de samarbejder, der giver ekstra god mening.

Er der nok pauser i dit liv?

Er der nok pauser i dit liv? Kreativitet

I dag er sådan en dag, hvor jeg vågner op og ligger lige så stille i sengen. Med rester i kroppen af nattens drømme der langsomt fortoner sig. Jeg ligger der og lytter til lydene i lejligheden. Jeg ved at der ikke er noget som helst, jeg skal. Jeg griber ud efter blokken ved siden af min seng. Begyndte i går aftes, eller rettere i nat, da jeg kom hjem, på en skitse over hvilke elementer der skal være i en ny bog, jeg arbejder på.

 

En uventet hovedperson

Da jeg har blok og pilot-pennen i hænderne, skriver jeg bare. En hovedperson som jeg slet ikke har forventet, men som jeg alligevel kender utroligt godt, viser sig. En handling som jeg heller ikke har forudset finder lige pludselig vej der til papiret. Og min glæde spreder sig til hele kroppen over, at ordene og strukturen så ubesværet bliver til genkendelige mønstre på papiret. Det er lykkefølelsen af kreativt flow, som jeg også beskriver i bogen “Brug din kreativitet – og udfold dit potentiale” (sammen med Eva Wang Gøttrup), der udkommer på Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck april 2014. [Reklame slut]

 

Hvorfor nu?

Jeg stiller mig selv spørgsmålet, hvorfor ordene flyder nu og bliver til mønstre. Jeg har haft en idé til en bog i lang tid – eller rettere til flere. Jeg har skrevet hist og her. Men i december kunne jeg mærke, at jeg tog beslutningen om hvilken idé, jeg brændte mest for. Selvom jeg hele tiden ikke havde lyst til at sige det højt. Hverken til mig selv eller andre. Hvorfor kommer det til mig nu? Og så ved jeg det jo godt. Fordi der denne søndag morgen er tid og ro til det. Det er ikke mystisk eller magi. Der er helt enkelt plads til, at disse mønstre kan tage form og komme ud.

 

Pausen giver plads til kreativiten

Og så bliver jeg så glad for pausen. For det er i pausen, du giver plads til kreativiteten. Jeg ved, der ikke er nok pauser i mit liv – endnu. Jeg arbejder hele tiden på at tage flere. For det har jeg lovet mig selv. Er der nok pauser i dit liv? Ikke kun til bogidéer men også til at skabe kreative løsninger i dit hverdagsliv og på dit arbejde?

 

Søndagsoaser og andre pauser

Da jeg lægger blokken fra mig, springer jeg ud af sengen, vasker op efter weekendens udskejelser og får en masse idéer til nye vinkler på de mange markedsføringsopgaver, der ligger og venter på mig. Jeg føler mig priviligeret over, at der både er poesi og pragmatik i mit liv. Samtidigt med at jeg oplever, at der er en synergi imellem begge sider. Især når der er søndagsoaser og andre pauser.

 

Kreativitet handler om tro, mod og handling

"Alkymisten" af Paulo Coelho er livseleksir for både troen på kærligheden og modet til at forfølge sine drømme.
“Alkymisten” af Paulo Coelho er livseleksir for både troen på kærligheden og modet til at forfølge sine drømme.

Det er sommer og jeg tillader mig den absolutte luksus, det er at gribe en bog under en oprydning og så bare lægge mig på sofaen resten af dagen, fordi jeg har lyst til at læse den – helt til sidste side. Bogen er ”Alkymisten” af Paulo Coelho. Jeg købte den på et bogudsalg for en del år siden, fordi jeg tænkte, det var en klassiker og at den skulle jeg da også læse. Nu fortryder jeg næsten, at jeg ikke har læst den før. Allermest glæder jeg mig dog over, at jeg netop har læst den og stadig bærer dens lærdom friskt i mit hjerte.

Alkymisten fortæller drengen to væsentlige lærdomme:

  1. ”Frygten for at lide er værre end selve lidelsen. Og intet hjerte har nogensinde lidt, mens det søgte at virkeliggøre sine drømme, fordi hvert sekunds søgen er at finde Gud og evigheden”.
  2. ”Før en drøm bliver ført ud i livet, beslutter verdenssjælen at afprøve alt det, som skulle læres på vejen. Det gør den ikke af ondskab, men for at vi sammen med vores drøm kan beherske den lærdom, vi har lært undervejs mod vores drøm. Det er det tidspunkt, hvor de fleste giver op. Det er det, vi på ørkensprog kalder ’at dø af tørst, når daddelpalmerne dukker op i horisonten’…Hver søgen starter altid med begynderheld. Og den ender altid med vinderprøven.” Den mørkeste time kommer altid lige før solopgang”.

Den første lærdom handler om at turde tro på og forfølge sine drømme. Jeg laver uvilkårligt en kobling til hvilken stor betydning, det har at tro på sin kreativitet. Jeg er igang med at skrive på de sidste kapitler i Eva Wang Gøttrups og min bog om kreativitet – “Brug din kreativitet – så du udfolder dit potentiale i din hverdag og dit arbejde“. (Yeah – Nyt Nordisk Forlag udgiver den april 2014). En af de konstruktive overspringshandlinger er at se denne video om kreativitet.

Den understreger netop, at det handler om at tro på sin kreativitet. Det er troen på ens kreativitet og ens handling, der gør hele forskellen – lige som for drengen i Alkymisten.

Fra videoen "Creativity starts with belief"
“Jeg får mange idéer for tiden og skriver dem ned i min notesbog eller også dukker de op på mine morgensider, hvor jeg hver morgen skriver 3 siders streams of consciousness. Ikke for at være forfatter, men for at få renset ud og stillet skarpt på dagens tanker og følelser. Jeg ved at jeg får flere af dem til at ske.” smiler Karen Toftegaard.

 

Begynderheld og ilddåben

Den anden lærdom handler om at det er meget nemt at miste fodfæstet og troen lige inden man når i mål. Derfor gælder det om at holde ud eller måske snarere bruge kræfter på at komme godt igennem den sidste prøvelse. Samtidigt synes jeg det er en fin pointe, at der også tit er del begynderheld. Det oplever jeg ofte, men har aldrig tænkt over det som en fast del af en proces.

 

P.S. til den sentimentale:

Jeg smiler særligt over videoen, da tæppet på barnets skuldre forvandler det til supermand, fordi min egen 3½-årige fløj rundt med et rødt tæppe på skuldrene i dag. Han var supermand og kunne løbe meget stærkt – faktisk stærkere end biler og cykler. Den med kosten har han også praktiseret i en periode efter vi havde set den fantasifulde japanske tegnefilm “Kiki – den lille heks”.

Løbeglæde, koncentration og ro

Haruki Murakamis bog "Hvad jeg taler om når jeg taler om at løbe" inspirerer Karen Toftegaard til at løbe og sætte ord på sin egen forbindelse mellem løb og kreativitet.
Haruki Murakamis bog “Hvad jeg taler om når jeg taler om at løbe” inspirerer Karen Toftegaard til at løbe og sætte ord på sin egen forbindelse mellem løb og kreativitet.

Sidste sommer læste jeg Haruki Murakamis bog ”Hvad jeg taler om når jeg taler om at løbe” (2008) og bloggede om det. Det er en slags selvbiografisk bog, der beskriver Murakamis passionerede forhold til at løbe. Han reflekterer over sin løbepraksis og vurderer, at det vigtigste han har lært for at være forfatter, har han lært ved at løbe næsten hver dag. Gennem sin løbepassion har han nemlig lært udholdenhed og koncentration. Uden disse to evner ville han, ifølge sig selv, aldrig have skrevet noget interessant.

 

Løb giver mig ro og koncentration

Sidste sommer læste jeg om Murakamis passion for at løbe. En disciplin jeg selv havde holdt pause fra i mange år. Denne sommer løber jeg flere dage om ugen og nyder den ro og koncentration, jeg får af det. Det er akkurat lige som selvhjælpsbøger. De kan være enormt inspirerende at læse, men essensen af dem får først virkelig værdi, når du mærker den på din egen krop. Når du løber og presser dig selv lidt mere. Når du mærker det der øjeblik, hvor alle delene i din krop pludselig taler sammen, og det er som om rytmen overtager, og du selv bare følger med, fordi du ikke kan eller vil andet. Når du overanstrenger dig og det kribler i hele din krop for at komme afsted igen i stedet for lige at tage en eller to dages pause. Og når du bare er udmattet og sover godt. Og det hjælper mig til at koncentrere mig om bare en idé ad gangen. Når jeg sidder og arbejder, så har jeg for det meste enten en blok eller en Ipad til at stå ved siden af med overskriften “Idéer jeg lige kommer i tanke om, men som jeg IKKE behøver handle på LIGE NU:”. Her noterer jeg alle de idéer, der kommer undervejs, men som ikke har noget med det jeg er i gang med at gøre. Disciplinen og roen til at koncentrere mig om en ting ad gangen har jeg ikke, hvis jeg ikke dyrker enten Bikram Yoga eller løber 5-6 gange om ugen.

 

Bonus for sprogentusiaster som jeg selv:

Disse dage læser jeg Katja Kullmanns ”Ecthleben”, der er en humoristisk beskrivelse af den kreative klasses værdier og selvforståelse. Hun indleder et kapitel med en refleksion over Short Cuts, der er Robert Altmans filmatisering af Raymond Carvers novellesamling ”What we talk about when we talk about love” (1981). Murakamis titel om løb refererer selvfølgelig dertil konkluderer jeg straks, fordi han netop er så belæst som han er – især inden for amerikansk litteratur.

Når kreativitet og kunstneriske processer bliver katalysator for udvikling

De fleste ved det godt allerede: Vejen til udvikling går gennem HANDLING. De færreste går dog så modigt til værks som social kunstpioner Helle Fuglsang. Jeg var med hende i Tanzania i efteråret 2012 og har skrevet en reportage til magasinet Teater 1.

Her er et kort uddrag fra artiklen:

“Helle Fuglsangs mål er at styrke og udvikle kreativiteten hos mennesker. Hendes kunstneriske processer skaber empowerment og viser nye udviklingsmuligheder for mennesker i lokalsamfund.”

“Deres kroppe livede op. Pludselig var de ikke udsatte skæbner uden familie og fremtid. Den kreative energi gav dem en menneskelig værdighed tilbage.”

“Jeg laver et projekt, der involverer havnens folk og giver dem en anden oplevelse af deres hverdag. De siger, at de har tillid til mig, fordi jeg ikke er bange for dem.”

“For de fleste mennesker i Tanzania er kunst ikke kultur. Det er bare en del af det, de gør.”Med social kunstpioner Helle Fuglsang i Tanzania: Performance på Bagamoyo Havn september 2012. Foto: Mathias VejerslevPerformance på Bagamoyo Havn september 2012. Fra venstre designer Armani, der styrer kameraet, som projicerer performancen på havnekontorets mur. Interaktiv installationskunstner Nils Wiberg er den høje lyse skandinav i midten. En masai har givet ham tilnavnet ‘manden med skæg som en løve’. Til højre ses digital kulturformidler Karen Toftegaard med live-streaming kameraet. Foto: Mathias Vejerslev.

Se hele artiklen her: Reportage: Tæt på solen i Teater 1, no 161 December 2012 eller køb det velskrevne magasin om scenekunst – Teater 1 lige her.

Du kan også læse blog-reportager fra turen på www.wilmaversion.dk – skrevet af ‘yours truly’.

Hvad du kan lære af Murakami – eller løb for kreativiteten!

Den japanske bestsellerforfatter Haruki Murakami har skrevet en bog om at løbe ”Hvad jeg taler om når jeg taler om at løbe” (2007 – dansk udgave 2009) – Ja det er ham med “Trækopfuglens krønike”, “Kafka på stranden” og “Norwegian wood”. Jeg har læst hans bog om at løbe i min ferie – i sengen hjemme i lejligheden på dovne morgener eller svalt-sene aftener, en tidlig morgen på en morgendugget bænk i Rødvig og i smug på den sorte Diamant, da jeg ellers havde sat dagen af til at arbejde på bogprojektet ”Hov! Hvem har taget min kreativitet?” (skrives i samarbejde med Eva Wang Gøttrup), i en frokostpause på min arbejdsplads (Teater Republique) indtil jeg pludseligt løb tør for sider og ufrivilligt måtte smide bogen fra mig.

 

Løb styrker koncentration og udholdenhed

Tidligere på sommeren har jeg higende slugt hans to første bind af trilogien ”1Q84” og mens jeg venter på 3. bind, der skulle udkomme den 29. august, har jeg hentet hans selvbiografiske bog ”Hvad jeg taler om når jeg taler om at løbe” og fiktionsbestselleren ”Kafka på stranden” hjem fra biblioteket. Murakamis pointe om løb er blandt andet, at den styrker hans koncentration og udholdenhed. Det får mig til at tænke på Jørgen Leths cykelepos, selvom det jo ikke er en selvoplevet glæde ved at udføre en sportsgren.

 

Bohemeliv og fitnesscenter

Derefter leder det mine tanker hen på mit eget forhold til Bikram Yoga. Jeg begyndte for lidt over et år siden og har nu med korte pauser trænet 1-3 gange om ugen.  Jeg har tidligere dyrket mange forskellige former for fysisk aktivitet: Håndbold, fodbold og standarddans, svømning, løbetræning. På et tidspunkt begyndte jeg til boksetræning i CIK. Jeg kan ikke huske hvorfor. Kvindeholdet trænede lige før holdet med Mikkel Kessler. Det var god hård træning af den gamle skole med arm- og mavebøjninger samt masser af løbetræning. Jeg fik dog aldrig lyst til at gå i ringen for reel. Det blev ved sandsækkene og boksning på motionsbasis et par gange om ugen i knap 2 år. Jeg rejste til Paris og senere til Berlin, hvor jeg berusede mig i kulturoplevelser og nye bekendtskaber med andre verdenssyn. Jeg forsøgte mig med lidt fitnesscenter, men kunne ikke rigtigt forene boheme-livet med en konstant, seriøs indsats i fitness-center. Og det dilemma kom til at præge de kommende år, kun afbrudt af perioden, hvor jeg skrev speciale og grådigt kastede mig over den brasilianske kampdan Capoeira. Derefter gik en del år med sporadisk fitness-træning i diverse træningscentre. Og først her for et år siden, hvor min hjerne var ved at eksplodere af tanke-overload, valgte jeg at gå ”all in” med Bikram yoga.

Haruki Murakami pointerer at de vigtigste ting han har lært om at skrive har han lært ved at løbe hver morgen. Det har givet ham udholdenhed og koncentration - de væsentligste egenskaber for en forfatter.

Hvad jeg taler, om når jeg taler om bikram yoga

Bikram yoga er en form for hot yoga, hvilket betyder, at du dyrker yoga i 40 graders varme. Du gennemfører 26 øvelser – altid de samme i samme rækkefølge – i 90 minutter, mens sveden begynder at dryppe fra din krop. Jeg kan godt lide anstrengelsen. Murakami beskriver, hvordan hans krop har godt af smerte, og at det er med smerte, du kan disciplinere din krop. For en letsindet vesteuropæer som mig, er det nok lidt for meget et lidelsesperspektiv. Jeg vil hellere fokusere på anstrengelsen og den derefter kommende udmattelse. Når sveden løber ned af mig og jeg fokuserer på min vejrtrækning føler jeg, at jeg tømmer min krop og især min tankestrøm for alt det, som ikke gavner mig.

 

Evnen til at koncentrere sig kan opveje et mangelfuldt talent

Murakami beskriver sit løb som en slags meditation, hvor han ikke tænker på noget – eller i hvert fald ikke kan huske, hvad han tænker på. Og den der følelse af at smide al unødig bagage hjælper mig til at koncentrere mig. Murakami har givet mig lyst til at løbe igen. Måske jeg bare skal kombinere Bikram yoga med løbetræning. Løbetræning har den fordel, at den kan udføres hvor som helst, nårsomhelst. Murakamis pointe er at de vigtigste ting, han har lært om at skrive har han lært ved at løbe næsten hver morgen. Det styrker hans koncentration og udholdenhed – de to vigtigste egenskaber for en forfatter. Han mener endda at evnen til at koncentrere sig kan opveje et mangelfuldt talent. Samtidigt pointerer han, at hvis man ikke kan koncentrere sig, så opnår man aldrig noget af betydning. Ja, den er lidt hård, men han har ret.

Næste gang jeg lige mangler den sidste motivation for at tage afsted til Bikram Yoga, så sender jeg en tanke til Murakamis lære om, at det styrker min koncentration og udholdenhed og dermed min evne til at tænke kreativt og komme i dybden med tingene.

Danish