Værdiskabende fortællinger – Page 3

December 20, 2012February 9, 2013

Når kreativitet og kunstneriske processer bliver katalysator for udvikling

De fleste ved det godt allerede: Vejen til udvikling går gennem HANDLING. De færreste går dog så modigt til værks som social kunstpioner Helle Fuglsang. Jeg var med hende i Tanzania i efteråret 2012 og har skrevet en reportage til magasinet Teater 1.

Her er et kort uddrag fra artiklen:

“Helle Fuglsangs mål er at styrke og udvikle kreativiteten hos mennesker. Hendes kunstneriske processer skaber empowerment og viser nye udviklingsmuligheder for mennesker i lokalsamfund.”

“Deres kroppe livede op. Pludselig var de ikke udsatte skæbner uden familie og fremtid. Den kreative energi gav dem en menneskelig værdighed tilbage.”

“Jeg laver et projekt, der involverer havnens folk og giver dem en anden oplevelse af deres hverdag. De siger, at de har tillid til mig, fordi jeg ikke er bange for dem.”

“For de fleste mennesker i Tanzania er kunst ikke kultur. Det er bare en del af det, de gør.”Performance på Bagamoyo Havn september 2012. Fra venstre designer Armani, der styrer kameraet, som projicerer performancen på havnekontorets mur. Interaktiv installationskunstner Nils Wiberg er den høje lyse skandinav i midten. En masai har givet ham tilnavnet ‘manden med skæg som en løve’. Til højre ses digital kulturformidler Karen Toftegaard med live-streaming kameraet. Foto: Mathias Vejerslev.

Se hele artiklen her: Reportage: Tæt på solen i Teater 1, no 161 December 2012 eller køb det velskrevne magasin om scenekunst – Teater 1 lige her.

Du kan også læse blog-reportager fra turen på www.wilmaversion.dk – skrevet af ‘yours truly’.

October 30, 2012July 25, 2013

Hvorfor det er god historiefortælling med voodoo i nordsverige og ikke at ville være kendt

De sidste fem dage har svenske GOATs debutplade roteret på pladespilleren hjemme hos mig. Musikken er så drønende medrivende med et beat – ja jeg bliver aldrig musikanmelder, men det rykker i kroppen og blæser til hjernen. Anmeldere udråber det til et af årets bedste albums. Jeg synes bare, det er den bedste nye plade, jeg har hørt længe. Hvem er de?

På GOATs blog står der:

Goat are a collective who hail from a small and very remote village called Korpolombolo in deepest darkest Sweden. Legend has it that for centuries, the inhabitants of the village of Korpolombolo were dedicated to the worship and practices of Voodoo. This strange and seemingly unlikely activity was apparently introduced into the area after a travelling witch doctor and a handful of her disciples were led to Korpolombolo by following a cipher hidden within their most sacred of ancient scriptures. The reason it led them there is unknown, but their Voodoo influence quickly took hold over the whole village and so they made it their home – there, they were able to practice their craft unnoticed and unbothered for several centuries. This was until their non-Christian ways were discovered by the Church and they were burned out by the crusaders, the survivors cursing the village over their shoulders as they fled. To this day, the now picturesque village of Korpolombolo is still haunted by this Voodoo curse; the power of the curse can be felt throughout the grooves of the Goat records.

Creative storytelling – eller hvad?

Bandet fra den lille komplet ukendte by Korpolombolo (hvem har måske nogensinde hørt om den?) i Nordsverige formår at skabe en mystisk aura omkring sig – næsten i tråd med den amerikanske independent film “The Blairwitch Project”. Hvad er mytefortælling og hvad er virkelighed? Egentligt er det lige gyldigt, hvor vidt fortællingen er sand eller ej. Det er en fængende og bare virkeligt god fortælling, som gør bandet mystiske og autentiske.

Og det er en virkeligt intelligent måde at gøre sig interessante på i en verden af talentshows fulde af folk, der inderligt drømmer om at blive kendte for hvad som helst. GOAT giver alternativet ved at insistere på ikke at vise deres ansigter og ikke vise sig som individer. Det handler om musikken. En af medlemmerne fortæller i et interview: “In northern Sweden– it is hard to explain in English– it is about not drawing attention to yourself. The important thing is what you do, not who does it.” (…) “This is why we never have tried to make ourselves heard before now.”

Jeg har nu læst flere interviews med gruppen, som altid optræder med masker. Der er en naivitet over deres svar, som passer godt til deres landsbyoprindelse. De er konsekvente i deres fortælling og det er fascinerende. Jeg må endnu igen konstatere, at det er god kreativ historiefortælling, som på en yderst subtil måde kritiserer samfundet med stjernestatus og polerede pladeproduktioner ved at præsentere deres sande eller opdigtede voodoo urkraft. Når jeg lytter til musikken, så tror jeg på alt, hvad de siger og tilgiver dem også, hvis det hele bare er en meget effektiv brandingkampagne.

October 10, 2012February 9, 2013

Kunst og formidling, der hænger sammen – eller En slags opsummering af min vision om formidling

Jeg har været i Tanzania, fordi jeg blev inviteret med på kunstprojekt af iscenesætter Helle Fuglsang (Wilma Version). Min opgave har været at formidle projektet på blog og i et par artikler efterfølgende. Jeg har haft et godt samarbejde med Helle Fuglsang løbende igennem årene. Hendes cross over basketball og danseprojekt Ballroom var med på programmet, da vi var fem kvinder, som åbnede det udendørs galleri AirPlay Street Gallery (2006-2009). Her var jeg medstifter og konceptudvikler.

Netværksskabende kunstprojekt i Tanzania

Derefter har jeg løst en række mere klassiske PR-opgaver i forbindelse med hendes forestillinger. Med Helles netværksskabende kunstprojekt i Tanzania undersøger vi, hvordan formidlingen bliver en mere integreret del af processen – som sparringspartner og netværksskaber/styrker.

Karen Toftegaard interviewer Mr. Abraham – leder af festivalen Bagamoyo Art & Culture Festival om projektet BLACK & WHITE af Helle Fuglsang og om kunstens rolle/betydning for folk i Bagamoyo. Foto: Mathias Vejerslev

Afvikling og livestreaming af performancen CHAINS – XCHAINS af Helle Fuglsang i Bagamoyo. Fra venstre er det designer Amani med videokamera, interaktiv installationskunstner Nils Wiberg ved Macs og Karen Toftegaard som livestreaming kamerafører. Foto: Mathias Vejerslev

En slags opsummering af min vision om formidling

Et frugtbart samspil mellem konceptudvikling, formidling og netværksskabelse oplevede jeg også i min ansættelse på Camp X, hvor jeg sad i en fuldtidsstilling fordelt mellem kommunikationsafdelingen og dramaturgiatet. Det slår mig og ja, nu bliver dette blogindlæg en slags opsummering af min vision for formidling. Men ja, det slår mig, at målet med udstillingen Mellem Byen, som jeg iværksatte med et rigtigt godt hold i 2007, havde et decideret formidlingsdesign, som begyndte allerede i de rammer, vi satte for kunstnerne, som så udviklede projekter til udstillingen, som vi sammen fandt nye måder at formidle på. Målet var at komme i kontakt med folk – og ikke bare dem, der kunne aflæse kunstkoderne på forhånd. Lige præcis den intention er noget af det, jeg holder af ved Helle Fuglsangs projekter – at hun går ud i virkeligheden og involverer både kunstnere og lokale beboere. Hun bruger virkelighedseksperter på en meget konkret og vedkommende måde. Og det bliver helt reelt kunst for, med og af folk, der er tilknyttet stedet.

Et lille udsnit af de ca. 1.000 publikummer, som var til BLACK & WHITE performance af Helle Fuglsang på en plads i Kigamboni (landsbylignende bydel i Dar Es Salaam, Tanzania). Foto: Mathias Vejerslev

Formidling, udvikling og netværksskabelse

Jeg ser en stor værdi i, at der er en stærk udveksling mellem formidlingen, udviklingen af projektet og den måde, som projektet skaber netværk på. Af den helt enkle årsag at projekterne og formidlingen af dem bliver meget mere sammenhængende og organiske.

September 11, 2012February 9, 2013

Videoer med værdi for mennesker – Chipotle, Adidas, Levi’s og Det Kgl. Teater

Det er fantastisk, når det lykkes at fortælle menings- og værdifulde fortællinger på kort tid. Jeg har samlet fire videoer, der alle udvider fortællingen om et produkt til at handle om værdier og livsvalg. De opfordrer faktisk også alle til en adfærdsændring, måske lige med undtagelse af videoen fra Det Kgl. Teater.

Vi drømmer os væk fra overfyldte liv

Først er der Chipotle, som handler om at vælge det autentiske liv eller rettere de autentiske produkter. Det er en utroligt enkel video, selvom den sikkert har været kompleks at lave. Dens enkelthed understreger bare budskabet om at gå tilbage til det simple liv og fravælge de industrielt fremstillede madvarer. Videoen giver Chipotles mexicanske grillmad en form for “Bonderøven”-original-stempel. Der er jo også en grund til at det tv-show er blevet så populært. Vi drømmer os væk fra vore overfyldte, stressede liv og længes efter det simple liv. Vi fantaserer om at “gå tilbage til begyndelsen”, som Willie Nelson synger på videoen. Og Chipotle hjælper os med den fantasi og giver os samtidigt god samvittighed.

WE ALL RUN

Og så er der denne video fra Adidas – We all run. Jeg synes det er genialt at de sætter os alle i samme båd. Vi løber alle – på vores niveau, med vores forskellige forudsætninger og med forskellige mål – forskellige steder i verden. Vi løber alle. Dermed giver de dig og mig et direkte forbindelseslink til stjerner som David Beckham, Lionel Messi, Derrick Rose og Katy Perry – og til hinanden. Vi bliver del af et verdensomspændende fællesskab om at løbe.

Samtidigt indeholder kampagnen videoer med slaglinjer som “Lionel Messi is all in”, “David Beckham is all in” osv. Og hvis du har lagt mærke til det, så bliver dette begreb at gå “all in” brugt mere og mere. Det er simpelthen et essentielt tidsfænomen – vi vil gerne gå linen ud og brænde igennem. Det har adidas fanget. Jeg er “all in”.

Det er dit liv

Levi’s fortæller, at du kun har et liv og det er dig, selv der skaber det. Så bare grib det nu. Der er veje ud af mørket. Dit liv er dit liv. Og jeg kunne selvfølgelig vælge at stille mig kritisk over for hvor vidt et par Levi’s, et par adidas sko eller Chipotles mexicanske grillmad kan give mit liv mere mening og retning, gøre mig modigere og ikke mindst til en bedre udgave af mig selv. Men det er ikke det, det handler om. Reklamer skal skabe et behov, en trang, en længsel efter produktet. Og det de fleste drømmer om er det autentiske liv, at være en del af et fællesskab, hvor de kan brænde igennem og være en modigere udgave af sig selv, der griber dagen og lever fuldt ud.

Ilden der brænder inden i kunstneren – og lidt inden i dig

Det Kgl. Teater har vundet priser for denne velproducerede og godt udtænkte branding-video. Den ophøjer kunstoplevelsen til at være en brændende passion og adskiller sig fra de andre ved at hæve sig op over forbrugeren. Du kan blive fascineret af kunsten og være tiltrukket af den brændende ild, men du er ikke en del af den. Der er ikke noget “We all run” – vi laver ikke alle kunst. Det gør de udvalgte. Som sådan er den et klassisk udsagn fra en højkulturel kulturinstitution. Principielt synes jeg det er ærgerligt, at teaterinstitutioner ofte vælger den elitære position, men markedsføringsmæssigt er det fornuftigt nok at lave en sådan video, som fastslår, at du får kunstneriske kvalitetsoplevelser på Det Kgl. Teater. Og du bliver et kultiveret menneske, der også bærer noget af ilden inden i sig, når du oplever disse passionerede kvalitetsoplevelser.

September 8, 2012September 11, 2012

shh – en cocosnød har også følelser eller kreativ brand-fortælling

Det er godt tekstforfatteri, som står der på bagsiden af min cocosjuice. Ikke nok med at det er økologisk kokosvand fra grønne kokosnødder – selvfølgelig ikke koncentrat. Antonio Martins har desuden investeret i en kreativ branding af sit produkt, der rammer lige ned i målgruppen: Sundheds- og kvalitetsbevidste mennesker der gerne vil have sjæl og kreativ historiefortælling som en del af deres produkter. Fordi det signalerer i et kreativt overskud, som matcher denne bestemte forbrugergruppes personlige overskud. Historiefortællingen om produktet er en værdiforøgelse på linie med fortællingen om Bornholmerkyllingerne. Jeg har hele tiden troet at Bornholmerhanen og -kyllingen var gode køb lige indtil jeg kunne læse i metroxpress, at de ligger helt i bund på Dyrevelfærdsbarometret. Som forbruger kommer jeg jo ikke til at tjekke om det rent faktisk er sådan, at kokosvandet er kommet over i kartonen uden at være i berøring med luft, men jeg tror på fortællingen, indtil at grønsagernes velfærdsfront (!) fortæller mig, at sådan forholder det sig bestemt ikke.

Derfor står jeg nu med en besjælet kokosvand, som kan høre hvad jeg siger, hvis jeg læser bagsideteksten højt i dens nærhed.

Psst – det hjælper selvfølgelig på brandingen, at produktet så også er så utroligt velsmagende. Der står lige nu 6 stk. i mit køleskab, som ryger én efter én.