Hvorfor det er god historiefortælling med voodoo i nordsverige og ikke at ville være kendt

De sidste fem dage har svenske GOATs debutplade roteret på pladespilleren hjemme hos mig. Musikken er så drønende medrivende med et beat – ja jeg bliver aldrig musikanmelder, men det rykker i kroppen og blæser til hjernen. Anmeldere udråber det til et af årets bedste albums. Jeg synes bare, det er den bedste nye plade, jeg har hørt længe. Hvem er de? 

På GOATs blog står der:

Goat are a collective who hail from a small and very remote village called Korpolombolo in deepest darkest Sweden. Legend has it that for centuries, the inhabitants of the village of Korpolombolo were dedicated to the worship and practices of Voodoo. This strange and seemingly unlikely activity was apparently introduced into the area after a travelling witch doctor and a handful of her disciples were led to Korpolombolo by following a cipher hidden within their most sacred of ancient scriptures. The reason it led them there is unknown, but their Voodoo influence quickly took hold over the whole village and so they made it their home – there, they were able to practice their craft unnoticed and unbothered for several centuries. This was until their non-Christian ways were discovered by the Church and they were burned out by the crusaders, the survivors cursing the village over their shoulders as they fled. To this day, the now picturesque village of Korpolombolo is still haunted by this Voodoo curse; the power of the curse can be felt throughout the grooves of the Goat records.

 

Creative storytelling – eller hvad?

Bandet fra den lille komplet ukendte by Korpolombolo (hvem har måske nogensinde hørt om den?) i Nordsverige formår at skabe en mystisk aura omkring sig – næsten i tråd med den amerikanske independent film “The Blairwitch Project”. Hvad er mytefortælling og hvad er virkelighed? Egentligt er det lige gyldigt, hvor vidt fortællingen er sand eller ej. Det er en fængende og bare virkeligt god fortælling, som gør bandet mystiske og autentiske.

Og det er en virkeligt intelligent måde at gøre sig interessante på i en verden af talentshows fulde af folk, der inderligt drømmer om at blive kendte for hvad som helst. GOAT giver alternativet ved at insistere på ikke at vise deres ansigter og ikke vise sig som individer. Det handler om musikken. En af medlemmerne fortæller i et interview: “In northern Sweden– it is hard to explain in English– it is about not drawing attention to yourself. The important thing is what you do, not who does it.” (…) “This is why we never have tried to make ourselves heard before now.”

Jeg har nu læst flere interviews med gruppen, som altid optræder med masker. Der er en naivitet over deres svar, som passer godt til deres landsbyoprindelse. De er konsekvente i deres fortælling og det er fascinerende. Jeg må endnu igen konstatere, at det er god kreativ historiefortælling, som på en yderst subtil måde kritiserer samfundet med stjernestatus og polerede pladeproduktioner ved at præsentere deres sande eller opdigtede voodoo urkraft. Når jeg lytter til musikken, så tror jeg på alt, hvad de siger og tilgiver dem også, hvis det hele bare er en meget effektiv brandingkampagne.

One Reply to “Hvorfor det er god historiefortælling med voodoo i nordsverige og ikke at ville være kendt”

  1. Jeg hørte GOAT live på Roskilde Festival her den 6. juli 2013. Det var en fantastisk medrivende rytmisk oplevelse. Jeg savnede en lille smule det stramme beat, de har på pladen, men tilgav dem hurtigt, fordi de til gengæld leverede en dionysisk dansefest.

Leave a Reply