Kunst som katalysator for udvikling – case: Sydhavn Teater

Meningsfulde projekter

Hos Karen Toftegaard ApS ønsker vi at samarbejde med projekter, der er meningsfulde. Det kan f.eks. være det livsbekræftende projekt HAPPY END, hvor kunstnerne vækker livsgnisten hos ældre plejehjemsbeboere, når de sammen skaber dans, der handler om alderdommens kroppe. Det kan også være i form af børneteater som forestillingen MARSMAND, der lærer børn om mødet med en anden.

Det er vigtigt for os, at teater ikke bare er for teaterets skyld, men at der ligger noget dybere bag. Noget der får folk til at reflektere og noget som gør, at vi føler, at vi er med til at bygge en bro mellem mennesker eller skabe udvikling ved hjælp af kunsten. Det lyder måske lidt flyvende, men helt konkret kan det være, når man kan mærke, at en børneforestilling virkelig får fat i børnene og får dem til at grine, men samtidigt tænke og reflektere. Det kan også være en historie, som ingen har belyst før, men som har brug for at se dagens lys, fordi den sætter fokus på et vigtigt, nyt eller tabubelagt emne.

 

Sydhavn Teater er medkatalysator i udviklingen af Sydhavnen

Der er altså mange forskellige måder, vi finder mening i et projekt og mange måder, som projekterne selv skaber mening. Derfor har vi også arbejdet tæt sammen med Sydhavn Teater. Sydhavn Teater har altid været en medkatalysator i udviklingen af Sydhavnen, ved blandt andet at bruge ubrugte bygninger i deres arbejde. Dette giver Sydhavn Teaters kunstneriske udtryk en ny dimension, da de involverer sig i det lokale miljø og inkorporerer bygninger i Sydhavnen i deres forestillingen. Dette har skabt mange positive udviklinger i Sydhavnen. Københavns Kommune har f.eks. netop meddelt, at de vil bruge 1 million kroner på at renovere Østre Kapel. Sydhavn Teater var de første, der brugte kapellet, efter det havde stået tomt i mange år. Sydhavn Teater er dermed igennem sit arbejde med til at forny en hel bydel. Det er da en mening, der vil noget.

Østre Kapel
Østre Kapel der i årene efter 2. verdenskrig blev brugt til at huse lig af tyskere, som danske læger ikke ville behandle for mæslinger. Foto: Lars Grunwald

Vi har derfor taget en snak med Sydhavns Kunstneriske leder og skuespiller Mille Maria Dalsgaard om Sydhavn Teaters involvering i udviklingen af Sydhavnen.

Københavns Kommune har netop meddelt, at de vil bruge 1 million på at renovere Østre Kapel. Sydhavn Teater var de første der brugte kapellet, så hvordan føles det at have været medvirkende til at en bygning nu får nyt liv?

Mille Maria Dalsgaard: 

”Det er helt utroligt fantastisk, at Københavns Kommune bakker op om at indfri det potentiale som Østre Kapel har som kulturelt samlingssted i Sydhavnen. Jeg er personligt rigtig stolt over, at det er lykkedes at komme hertil. Sidste sommer fik vi pludselig mulighed for at bruge Østre Kapel hele sommeren, og der gennemførte vi en rigtig ambitiøs festival for ung europæisk scenekunst: Scenesommer. Det er bl.a. den festival, som har bevist, at Østre Kapel er en bygning, der bidrager til at give publikum en teateroplevelse udover det sædvanlige. Kapellet havde stået mere eller mindre tomt i 90 år, der stod fx. stadigvæk gamle ligvogne derinde, som var trukket af heste i sin tid. Så det var som en tidslomme at træde ind i, og den stemning klædte forestillingernes udtryk.”

Hvorfor har I valgt at lave jeres forestillinger i disse gamle bygninger? F.eks. er I aktuel med SKYGGE (Eudyrike siger) i industribygningerne i Sydhavnsgade.

”Jeg er meget fascineret af, hvordan en bygning påvirker et værk. SKYGGE (Eurydike siger) beskriver Eurydikes vej til dødsriget, mens hendes mand prøver at hente hende tilbage til livet. Forestillingen starter som en nærdøds oplevelse, hvor Eurydike slipper sin krop, hvorefter hun sammen med publikum helt konkret tager afsted på rejsen til Underverdenen, hvor Eurydike endelig kan forenes med alle de andre sjæle/skyggerne. Som publikum går vi så sammen med Eurydike igennem alle de her forskellige rum i to forladte, rå haller, mens hovedpersonen rum for rum tager afsked med dele af enten sin personlighed eller hendes tidligere omgivelser. Det giver hele Jelineks abstrakte og komplekse sprog en lineær fortælling, fordi vi med Eurydike gennemfører den rejse, hun er på.Forestillingens billeder får lov til at vokse ud af væggene, og vi bruger rummet aktivt til at skræddersy en hel unik oplevelse, der kun kan komme til udtryk lige præcis dér. For mig er det en magisk oplevelse og jeg synes, det tilføjer vores stykker noget helt særegent og ekstraordinært”

Skygge 3
Kunstnerisk leder Mille Maria Dalsgaard i en regn af fjer – SKYGGE [Eurydike siger]. Foto: Lars Grunwald
Hvordan finder I helt praktisk locations til jeres forestillinger? Og hvordan påvirker stederne jeres arbejde?

”Som regel vandrer jeg rundt i Sydhavnen og får øje på et sted, som jeg så udvikler en genre fantasi til. Herefter popper der et navn på en instruktør op og så går jeg til vedkommende og spørger – om det ikke ville give mening at arbejde med fx. absurd teater – et intet rum fyldt med eksistensielle spørgsmål – i et forladt kapel, som det skete med Marc Wortel instruktøren fra Ashes to Ashes. Når der opstår muligheder for at bruge så markante lokationer som Østre Kapel og SydhavnsGade, så er det for mig en gave til kunsten, fordi jeg ved, de kommer til at tilføje et krydderi, vi ikke ville kunne få frem på en scene. Oplevelserne bliver bare altomslugende – man går rundt inde i værket og det åbner op for sanserne på en anden måde.”

Er det et bevidst valg at I er vælger gamle bygninger/ lidt skæve locations?

”Jeg tror, vi mennesker trives i sprækkerne, og jeg tror sprækkerne er vigtige for, at det hele ikke bliver for glat. For mig er det også vigtigt, at kunsten ikke er for glat, men porøs og sårbar. Virkeligheden består af så mange dele, fortid, nutid, fremtid. Gamle og skæve lokationer giver tit mulighed for at dvæle ved en tid, der har været, minder os om vores forgængelighed, kunstværket udspiller sig til gengæld her og nu og stedets potentiale peger som oftest fremad.”

SKYGGE 2
Instruktør Anja Behrens har iscenesat nobelprisvinderen Elfriede Jelineks tekst “SKYGGE [Eurydike siger]” i industribygninger i Sydhavnsgade 28. Foto: Lars Grunwald

På hvilken måde mener du, at I understøtter en positiv udvikling af Sydhavnen?

”Sydhavn Teater har eksisteret siden 2013, og mit arbejde for at etablere teatret begyndte tilbage i 2012. I den tid har vi været med til at sætte kunst og kultur på dagsordenen og vi har bidraget til at skabe fokus på, hvor meget oplevelser fungerer som et socialt kit i en bydel, der er fyldt med modsætninger på alle parametre. Vi arbejder på så mange planer: bydelsudvikling, opsøgende og udviklende arbejde ifht. unges egen scenekunstneriske stemme og bidrager med et væld af anderledes teateroplevelser, der har sat Sydhavnen på teaterlandkortet. Teatret har på sin vis været med til at re-brande bydelen, som tidligere i bedste fald var glemt. Nu er der mange stemmer, som gør opmærksom på, at vi kan noget særligt i Sydhavnen, og her har teatret klart været en medvirkende faktor. Jeg synes også, jeg kan mærke, at Sydhavn Teater netop er bydelens teater, og at Sydhavnerne er stolte af, at det er lykkedes at få sit eget etablerede teater. Det er jeg rigtig glad over og super stolt af – for hele mit arbejde udspringer af en stor kærlighed til bydelen.”

 

Hvorfor har I netop valgt Sydhavnen som arbejdsplads?

”Det korte svar er, at jeg er opvokset her. Det lange svar er, at jeg oplevede et stort potentiale for flere professionelle aftenoplevelser i bydelen, da jeg flyttede tilbage efter mine mange år i Tyskland. Her følte jeg, at jeg med mit virke og mine evner kunne gøre en forskel. Meget har også været tilfældigt. Det har bare føltes så rigtigt, og derfor er jeg blevet ved og ved og ved.”

SKYGGE
Nobelprismodtageren Elfriede Jelinek har skrevet meget om kvindens rolle i samfundet. Det handler hendes drama SKYGGE [Eurydike siger] også om. Foto: Lars Grunwald
Indtil den 5. maj spiller Sydhavn Teater deres forestilling ”SKYGGE (Eurydike siger)” i industribygningerne i Sydhavnsgade 28. Den 8. – 23. juni spiller Sydhavn Teater i Østre Kapel igen. 

Forandring kræver et andet sprog

OM AT LÆRE PÅ ET DYBERE PLAN – OG REELT SKABE FORANDRING I SIN PRAKSIS
Det er gået meget stærkt her det sidste år. Når man starter en ny virksomhed op, er der mange ting, der skal gå op i en højere enhed og mange sider af en selv, der skal i spil. Og det har været godt med tid og ro til sommer-refleksion. Her har jeg især tænkt over, hvad det vil sige at tage læring til sig på et dybere niveau – og reelt skabe forandring i sin praksis.

 

GOD KOMMUNIKATION HANDLER OM MENNESKER
Det har på mange måder har været en drømmestart for min virksomhed med mange både nye og gamle samarbejdspartnere. Mit mål er stadig at udvikle en mere organisk praksis i samarbejder, hvor kommunikation og markedsføring bliver en dybere samskabelse med kunsten. Det betyder blandt andet, at det bliver mere vigtigt med videndeling, fordi jeg tror på, at den bedste måde, man kan støtte mennesker på, er ved at give dem viden og redskaber til selv at gøre de forandringer, de ønsker.

Jeg har taget en facilitator-uddannelse, der giver mig redskaber til at hjælpe mennesker (og mig selv) med at forholde sig til de modstande, de indeholder. Og vende modstanden til en konstruktiv energi. Samt ikke mindst at se i øjnene, at vi alle indeholder mange forskellige egenskaber og følelser. Og at det oftest er i vores egen dom over disse egenskaber og følelser, at der sker en distance mellem det vi drømmer om og det vi gør. En af de allerstørste handlingslammere er når, der er noget, vi for alt i verden ikke vil være.

 

(SELV) PROMOVERING KAN VÆRE ANSTRENGENDE
Det giver især mening i forhold til (selv)promovering, som langt de fleste i virkeligheden har det ret anstrengt med. Og så ringer de til mig. Men jeg kan allerbedst gøre en forskel, hvis modstanden mod f.eks. at være sådan en, der ”selvoptaget promoverer sig selv”, fylder langt mindre end lysten til at vise verden, hvilken forskel, man er i gang med at gøre. Det er enormt sårbart at skabe kunst – lige gyldigt hvor meget vi prøver at lade som om det ikke er. Det er sårbart at sætte sig selv i arenaen. Det har Theodor Roosevelt blandt andre sagt noget klogt om.

”It’s not the critics who counts; not the man who points out how the strong man stumbles, or where the doer of deeds could have done them better.”It’s not the critics who counts; 

The credit belongs to the man who is actually in the arena, whose face is marred by dust and sweat and blood; who strives valiantly; who errs, who comes short again and again, because there is no effort without error and shortcoming; but who does actually strive to do the deeds; who knows great enthusiasms, the great devotions; who spends himself in a worthy case; who at the best knows in the end the triumph of high achievement, and who at worst, if he fails, at least fails while daring greatly, so that his place shall never be with those cold and timid souls who neither know victory nor defeat.”
Theodor Roosevelt

 

Happy End - Sóltún, Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen
Happy End på plejehjemmet Sóltún i Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen

 

UDTRYK DINE FØLELSER UDEN TØVEN
Her i foråret har jeg søgt meget inspiration til at finde ud af at beskrive, hvordan jeg egentlig opfatter verden. For der er noget, som er forandret inden i mig. Det er hverken specielt skidt eller godt. Det er bare sådan, det er. I samarbejdet med iscenesætter Ingrid Tranum Velasquez var jeg med projektet HAPPY END på Island. Her interviewede jeg en 70-årig islandsk kvinde. Det var som at møde et orakel. Hun sagde: “Udtryk dine følelser uden tøven” på engelsk med en islandsk accent.

 

FORANDRING KRÆVER ET ANDET SPROG, EN ANDEN MÅDE AT BESKRIVE PÅ
Det blev startskuddet til en læringsproces, som gik langt ud over den facilitator-uddannelse, jeg var i gang med. Her havde jeg læst nogle af Carl G. Jungs teorier. Men så søgte jeg inspiration i Den Tibetanske Dødebog og opdagede den chilenske biolog Humberto Maturana. Det udvidede bevidstheden. Det havde den naturlige konsekvens, at mine gamle fortællinger om, hvad jeg gjorde og hvem jeg var, ikke længere stemte overens med min virkelighed. Jeg havde brug for at finde et andet sprog, en anden forklaringsramme. Langsomt begyndte jeg at ane og finde en sammenhæng mellem biologiens, psykologiens og den åndelige verden, som giver mening for mig. Det kommer min virksomhed også til at blive præget af. Jeg er i gang med at finde ud af hvordan – i samarbejde med inspirerende og dygtige mennesker. Og den udforskning finder også sted i de samarbejder, jeg allerede har haft med mennesker gennem længere tid og i helt nye samarbejder. Sammen sætter vi kursen mod nærende og inspirerende samarbejdsformer – forestiller jeg mig.

 

INDERLIG OG ALT, ALT, ALT FOR MEGET
Og så har jeg skrevet en bog, med digte og et længere essay om kærlighed. Den er inderlig og flere steder alt, alt, alt for meget, og det er lige præcis sådan, den bog skal være. Jeg kan sætte ansigt på de første 10 personer, som vil synes, den er decideret forfærdelig. Heldigvis har jeg også en fornemmelse af, at der er væsentlige flere, som kan finde inspiration i den. Det minder mig igen om, hvor sårbart det er at skabe. Hvor sårbart det er at blive synlig for omverdenen, hvor man skal stå på mål for sin vision. Og derfor er det så menneskeligt at føle modstand mod at blive synlig. For man gjorde det jo ikke, fordi man selv ville være synlig. Man ville gerne ændre verden med ens bidrag – i al ydmyghed og storhed. Og derfor er det godt at forberede sig på hvilke fortællinger, der styrker formidlingen af ens projekt. For det at promovere og gøre det, man skaber synligt for andre, er et håndværk. Og jeg tror meget på at klæde mennesker på til selv at kunne handle.

Du kan se her, hvornår jeg holder workshoppen BLIV SYNLIG næste gang.

Når kunst og virkelighed giver en klar og ærlig forståelse af livet

Kunst har flere gange i mit liv været det, som gav mig svaret på de spørgsmål, jeg ikke altid var helt klar over, at jeg havde.
HAPPY END af Ingrid Tranum Velásquez har gjort en kæmpe forskel for mig. I begyndelsen af marts tog jeg til Reykjavik for at følge projektet, der undersøger alderdommens kroppe på plejehjem i Norden. Jeg skulle skrive om det til bloggen happyendproject.dk.

 

Livsgnist på et dybere kropsligt plan
Her mødte jeg et meget inspirerende nærvær på plejehjemmet Sóltún. Stedet er det mest fremsynede plejehjem på Island. Deres filosofi om at nære de ældres livsgnist gav de allerbedste rammer for, at HAPPY END virkelig kunne folde sig ud. For dette projekts helt særlige styrke er, at det nærer og styrker de ældre mennesker i et rum af anelse, erindring og nærvær. Vi kunne også kalde det ”empowerment af ældre”, men det mangler lige som den poetiske storhed og kraft, der rent faktisk ligger i projektet. Det beskriver ikke rigtigt den livsgnist på et dybere kropsligt plan, som HAPPY END vækker hos de mennesker, der deltager og oplever det.

 

Kropslig erindring og et helt basalt fysisk nærvær
Måske fordi projektets kunstnere arbejder med kropslig erindring og et helt basalt fysisk nærvær, som vi ofte underkender i vores samfund. Selvom vi taler om ”varme hænder” i plejesektoren, så ved vi godt, at hænderne oftest ikke har tid til at være varme. Og hvorfor kalder vi overhovedet området noget så usanseligt og livsgnist-slukkende som ”plejesektoren”? For det er vel ikke bare pleje, der dækker de basale behov, vi skal give de ældre i vores samfund? Hvorfor ikke netop sætte menneskers livsgnist i fokus?

Happy End - Sóltún, Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen
En af de helt store styrker ved HAPPY END er dets evne til at styrke livsgnisten hos ældre. Foto: Per Morten Abrahamsen

 

”Tror du nu, at du kan klare det?”
Min mor uddannede sig som 50-årig til sosu-hjælper – efter et langt liv som syerske. Det gjorde en stor forskel for hende. Ikke mindst fordi uddannelsen også betød stor personlig udvikling for hende. Hun var vokset op med en 7. klasses uddannelse. Og som den yngste i en børneflok på 5 var det spørgsmålet ”tror du nu, at du kan klare det?”, der fulgte hende gennem livet. Men hun kunne i så høj grad klare det.

 

Hendes riftede arbejdshænder var og er meget varme
Hun arbejdede flere år om natten på et plejehjem, inden hun gik på pension. Hun tog sig tid til at tale med de ældre. Måske fordi hun virkelig så det som en gave at arbejde med mennesker – efter at have siddet ved symaskiner det meste af livet. Her fandt hun et talent i sig selv, som hun ikke var klar over, at hun havde. Og hun har ofte sagt, at hun ville ønske, at hun havde taget skiftet langt tidligere. For hende handlede det om mennesker, nærvær og noget med at støtte de ældre i at finde trøst og ro i de stille nattetimer. Hendes riftede arbejdshænder var og er meget varme. Måske skal vi altid stræbe efter at finde det sted, hvor vi kan udfolde det talent, som giver størst værdi for andre og os selv.

Happy End - Sóltún, Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen
Áslaug G. Harðardóttir var med i HAPPY END. Hendes råd til andre, der skal deltage i projektet er: “Udtryk dine følelser uden tøven.” Foto: Per Morten Abrahamsen

 

”Udtryk dine følelser uden tøven”
Jeg interviewede kvinden Áslaug, der deltog i HAPPY END. Hun kom til at blive en slags orakel for mig. Jeg blev meget berørt af hendes ærlighed, sensibilitet og hengivenhed. Faktisk så rørt at jeg først nu, 49 dage efter, har kunnet skrive om projektet. Kombineret med en række andre elementer slog ordene simpelthen benene væk under mig i en heftig følelsesmæssig tzunami. Det har jeg skrevet 48 digte og et lille essay om kærlighed om. Men det er en helt anden historie.
Da jeg spurgte Áslaug hvilket råd, hun ville give til andre ældre, der skulle deltage i projektet, svarede hun intuitivt: ”Udtryk dine følelser uden tøven.” Og de ord vækkede en dyb længsel i mig. For ja – ærligere kan man ikke leve livet.

 

En tredje, mere klar og ærlig forståelsen af livet
Mit tidligere samarbejde med Helle Fuglsang har også givet flere af den slags oplevelser, hvor kunst og virkelighed smelter sammen og skaber en tredje, mere klar og ærlig forståelse af livet.
Af hjertet tak til dem, der stiller sig lige der, hvor deres talent udfolder sig allerbedst – og skaber stor værdi for andre.

Se mere om projektet på bloggen happyendproject.dk.

English