Forandring kræver et andet sprog

OM AT LÆRE PÅ ET DYBERE PLAN – OG REELT SKABE FORANDRING I SIN PRAKSIS
Det er gået meget stærkt her det sidste år. Når man starter en ny virksomhed op, er der mange ting, der skal gå op i en højere enhed og mange sider af en selv, der skal i spil. Og det har været godt med tid og ro til sommer-refleksion. Her har jeg især tænkt over, hvad det vil sige at tage læring til sig på et dybere niveau – og reelt skabe forandring i sin praksis.

 

GOD KOMMUNIKATION HANDLER OM MENNESKER
Det har på mange måder har været en drømmestart for min virksomhed med mange både nye og gamle samarbejdspartnere. Mit mål er stadig at udvikle en mere organisk praksis i samarbejder, hvor kommunikation og markedsføring bliver en dybere samskabelse med kunsten. Det betyder blandt andet, at det bliver mere vigtigt med videndeling, fordi jeg tror på, at den bedste måde, man kan støtte mennesker på, er ved at give dem viden og redskaber til selv at gøre de forandringer, de ønsker.

Jeg har taget en facilitator-uddannelse, der giver mig redskaber til at hjælpe mennesker (og mig selv) med at forholde sig til de modstande, de indeholder. Og vende modstanden til en konstruktiv energi. Samt ikke mindst at se i øjnene, at vi alle indeholder mange forskellige egenskaber og følelser. Og at det oftest er i vores egen dom over disse egenskaber og følelser, at der sker en distance mellem det vi drømmer om og det vi gør. En af de allerstørste handlingslammere er når, der er noget, vi for alt i verden ikke vil være.

 

(SELV) PROMOVERING KAN VÆRE ANSTRENGENDE
Det giver især mening i forhold til (selv)promovering, som langt de fleste i virkeligheden har det ret anstrengt med. Og så ringer de til mig. Men jeg kan allerbedst gøre en forskel, hvis modstanden mod f.eks. at være sådan en, der ”selvoptaget promoverer sig selv”, fylder langt mindre end lysten til at vise verden, hvilken forskel, man er i gang med at gøre. Det er enormt sårbart at skabe kunst – lige gyldigt hvor meget vi prøver at lade som om det ikke er. Det er sårbart at sætte sig selv i arenaen. Det har Theodor Roosevelt blandt andre sagt noget klogt om.

”It’s not the critics who counts; not the man who points out how the strong man stumbles, or where the doer of deeds could have done them better.”It’s not the critics who counts; 

The credit belongs to the man who is actually in the arena, whose face is marred by dust and sweat and blood; who strives valiantly; who errs, who comes short again and again, because there is no effort without error and shortcoming; but who does actually strive to do the deeds; who knows great enthusiasms, the great devotions; who spends himself in a worthy case; who at the best knows in the end the triumph of high achievement, and who at worst, if he fails, at least fails while daring greatly, so that his place shall never be with those cold and timid souls who neither know victory nor defeat.”
Theodor Roosevelt

 

Happy End - Sóltún, Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen
Happy End på plejehjemmet Sóltún i Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen

 

UDTRYK DINE FØLELSER UDEN TØVEN
Her i foråret har jeg søgt meget inspiration til at finde ud af at beskrive, hvordan jeg egentlig opfatter verden. For der er noget, som er forandret inden i mig. Det er hverken specielt skidt eller godt. Det er bare sådan, det er. I samarbejdet med iscenesætter Ingrid Tranum Velasquez var jeg med projektet HAPPY END på Island. Her interviewede jeg en 70-årig islandsk kvinde. Det var som at møde et orakel. Hun sagde: “Udtryk dine følelser uden tøven” på engelsk med en islandsk accent.

 

FORANDRING KRÆVER ET ANDET SPROG, EN ANDEN MÅDE AT BESKRIVE PÅ
Det blev startskuddet til en læringsproces, som gik langt ud over den facilitator-uddannelse, jeg var i gang med. Her havde jeg læst nogle af Carl G. Jungs teorier. Men så søgte jeg inspiration i Den Tibetanske Dødebog og opdagede den chilenske biolog Humberto Maturana. Det udvidede bevidstheden. Det havde den naturlige konsekvens, at mine gamle fortællinger om, hvad jeg gjorde og hvem jeg var, ikke længere stemte overens med min virkelighed. Jeg havde brug for at finde et andet sprog, en anden forklaringsramme. Langsomt begyndte jeg at ane og finde en sammenhæng mellem biologiens, psykologiens og den åndelige verden, som giver mening for mig. Det kommer min virksomhed også til at blive præget af. Jeg er i gang med at finde ud af hvordan – i samarbejde med inspirerende og dygtige mennesker. Og den udforskning finder også sted i de samarbejder, jeg allerede har haft med mennesker gennem længere tid og i helt nye samarbejder. Sammen sætter vi kursen mod nærende og inspirerende samarbejdsformer – forestiller jeg mig.

 

INDERLIG OG ALT, ALT, ALT FOR MEGET
Og så har jeg skrevet en bog, med digte og et længere essay om kærlighed. Den er inderlig og flere steder alt, alt, alt for meget, og det er lige præcis sådan, den bog skal være. Jeg kan sætte ansigt på de første 10 personer, som vil synes, den er decideret forfærdelig. Heldigvis har jeg også en fornemmelse af, at der er væsentlige flere, som kan finde inspiration i den. Det minder mig igen om, hvor sårbart det er at skabe. Hvor sårbart det er at blive synlig for omverdenen, hvor man skal stå på mål for sin vision. Og derfor er det så menneskeligt at føle modstand mod at blive synlig. For man gjorde det jo ikke, fordi man selv ville være synlig. Man ville gerne ændre verden med ens bidrag – i al ydmyghed og storhed. Og derfor er det godt at forberede sig på hvilke fortællinger, der styrker formidlingen af ens projekt. For det at promovere og gøre det, man skaber synligt for andre, er et håndværk. Og jeg tror meget på at klæde mennesker på til selv at kunne handle.

Du kan se her, hvornår jeg holder workshoppen BLIV SYNLIG næste gang.

Når kunst og virkelighed giver en klar og ærlig forståelse af livet

Kunst har flere gange i mit liv været det, som gav mig svaret på de spørgsmål, jeg ikke altid var helt klar over, at jeg havde.
HAPPY END af Ingrid Tranum Velásquez har gjort en kæmpe forskel for mig. I begyndelsen af marts tog jeg til Reykjavik for at følge projektet, der undersøger alderdommens kroppe på plejehjem i Norden. Jeg skulle skrive om det til bloggen happyendproject.dk.

 

Livsgnist på et dybere kropsligt plan
Her mødte jeg et meget inspirerende nærvær på plejehjemmet Sóltún. Stedet er det mest fremsynede plejehjem på Island. Deres filosofi om at nære de ældres livsgnist gav de allerbedste rammer for, at HAPPY END virkelig kunne folde sig ud. For dette projekts helt særlige styrke er, at det nærer og styrker de ældre mennesker i et rum af anelse, erindring og nærvær. Vi kunne også kalde det ”empowerment af ældre”, men det mangler lige som den poetiske storhed og kraft, der rent faktisk ligger i projektet. Det beskriver ikke rigtigt den livsgnist på et dybere kropsligt plan, som HAPPY END vækker hos de mennesker, der deltager og oplever det.

 

Kropslig erindring og et helt basalt fysisk nærvær
Måske fordi projektets kunstnere arbejder med kropslig erindring og et helt basalt fysisk nærvær, som vi ofte underkender i vores samfund. Selvom vi taler om ”varme hænder” i plejesektoren, så ved vi godt, at hænderne oftest ikke har tid til at være varme. Og hvorfor kalder vi overhovedet området noget så usanseligt og livsgnist-slukkende som ”plejesektoren”? For det er vel ikke bare pleje, der dækker de basale behov, vi skal give de ældre i vores samfund? Hvorfor ikke netop sætte menneskers livsgnist i fokus?

Happy End - Sóltún, Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen
En af de helt store styrker ved HAPPY END er dets evne til at styrke livsgnisten hos ældre. Foto: Per Morten Abrahamsen

 

”Tror du nu, at du kan klare det?”
Min mor uddannede sig som 50-årig til sosu-hjælper – efter et langt liv som syerske. Det gjorde en stor forskel for hende. Ikke mindst fordi uddannelsen også betød stor personlig udvikling for hende. Hun var vokset op med en 7. klasses uddannelse. Og som den yngste i en børneflok på 5 var det spørgsmålet ”tror du nu, at du kan klare det?”, der fulgte hende gennem livet. Men hun kunne i så høj grad klare det.

 

Hendes riftede arbejdshænder var og er meget varme
Hun arbejdede flere år om natten på et plejehjem, inden hun gik på pension. Hun tog sig tid til at tale med de ældre. Måske fordi hun virkelig så det som en gave at arbejde med mennesker – efter at have siddet ved symaskiner det meste af livet. Her fandt hun et talent i sig selv, som hun ikke var klar over, at hun havde. Og hun har ofte sagt, at hun ville ønske, at hun havde taget skiftet langt tidligere. For hende handlede det om mennesker, nærvær og noget med at støtte de ældre i at finde trøst og ro i de stille nattetimer. Hendes riftede arbejdshænder var og er meget varme. Måske skal vi altid stræbe efter at finde det sted, hvor vi kan udfolde det talent, som giver størst værdi for andre og os selv.

Happy End - Sóltún, Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen
Áslaug G. Harðardóttir var med i HAPPY END. Hendes råd til andre, der skal deltage i projektet er: “Udtryk dine følelser uden tøven.” Foto: Per Morten Abrahamsen

 

”Udtryk dine følelser uden tøven”
Jeg interviewede kvinden Áslaug, der deltog i HAPPY END. Hun kom til at blive en slags orakel for mig. Jeg blev meget berørt af hendes ærlighed, sensibilitet og hengivenhed. Faktisk så rørt at jeg først nu, 49 dage efter, har kunnet skrive om projektet. Kombineret med en række andre elementer slog ordene simpelthen benene væk under mig i en heftig følelsesmæssig tzunami. Det har jeg skrevet 48 digte og et lille essay om kærlighed om. Men det er en helt anden historie.
Da jeg spurgte Áslaug hvilket råd, hun ville give til andre ældre, der skulle deltage i projektet, svarede hun intuitivt: ”Udtryk dine følelser uden tøven.” Og de ord vækkede en dyb længsel i mig. For ja – ærligere kan man ikke leve livet.

 

En tredje, mere klar og ærlig forståelsen af livet
Mit tidligere samarbejde med Helle Fuglsang har også givet flere af den slags oplevelser, hvor kunst og virkelighed smelter sammen og skaber en tredje, mere klar og ærlig forståelse af livet.
Af hjertet tak til dem, der stiller sig lige der, hvor deres talent udfolder sig allerbedst – og skaber stor værdi for andre.

Se mere om projektet på bloggen happyendproject.dk.

En stemme i verden – Refleksion over repræsentationer

[Ida Marie Fich er kommunikations- og udviklingsmedarbejder hos Karen Toftegaard PR & Kommunikation]

Jeg er hvid, født og opvokset i Danamark, akademiker og gift med en mand. Når jeg åbner en bog, går i teatret, ser TV og film eller går på museum er jeg vandt til at se mig selv i øjnene og høre min fortælling blive fortalt. Hvorfor har vi mon brug for at blive set og hørt i de historier og udtryk, vi møder i samfundet – og hvad skal vi gøre for bedre at høre de stemmer og historier, vi sjældent møder?

”JEG HADER JERES TØRKLÆDER OG JERES KORANER / OG JERES ANALFABETISKE PROFETER / JERES INDOKTRINEREDE FORÆLDRE OG JERES INDOKTRINEREDE BØRN”

Citatet er fra Yahya Hassans digt ”DU KOMMER I HELVEDE MIN BROR” (Yahya Hassan, 2013) og et eksempel på en af de stemmer, vi ikke hører komme til orde så tit i Danmark. I Hassans digte har anden og tredje generations indvandrere en mulighed for at se sig spejlet i de konflikter og den smerte, han oplever med sin familie og kultur; konflikter jeg med min etnisk danske baggrund ikke kender til.

Danmark er fuld af mindretal: hjemløse, astronauter, homoseksuelle, buddhister, afrikanere. Det er naturligt, og også smukt, at et moderne, multikulturelt samfund er sammensat af forskellige størrelse, og at der ikke kan være lige mange af hver af os. At ønske lighed i samfundet betyder vel ikke at udligne mindretal – for hvad ville der så blive af mangfoldigheden? Men at være lige repræsenteret og opleve sin stemme og historie blive fortalt på lige fod med andres, også selvom man er af et mindretal, har betydning for følelsen af at høre hjemme og være til stede.

At spejle sig i sig selv
Sådan har jeg det, når jeg i Tv-serien GIRLS (HBO) griner med på de livs- og kærlighedskriser, de fire piger kløjes i, når Jonathan Safran Foer skriver om barnet, der mister sin forælder i Ekstremt højt og utrolig tæt på, og når forestillinger som I føling på Det Kongelige Teater sætter billeder på min indre frygt for krig.

girls
Fra TV-serien GIRLS på HBO

Det er, vil jeg mene, fortællinger, der taler til mennesker uanset kulturel baggrund – men siger jeg nu blot det, fordi jeg tager for givet, at GIRLS foregår blandt hvide, middelklasse-kvinder som jeg selv, fordi Foers roman portrætterer storbyen i et USA, mit eget land er ved at blive en kopi af, og fordi det teater, jeg ser, benytter sig af æstetiske og fortællermæssige koder, som jeg er vokset op med?

Det er svært at se udover sin egen narrative næsetip, og derfor er det så vigtigt, at vi bliver ved med at udfordre os selv både som kulturforbrugere og som historiefortællere.

Udveksling af historier
Ifølge psykolog Jerome Bruner er det i udvekslingen af historier om vores eget og andres liv, at identitet konstrueres. Han taler om et samfunds normer for liv og handling som bygget op omkring narrativer om samfundets tro, viden og ønsker.

Denne folkepsykologi, som Bruner kalder det, er afgørende for at føle sig forbundet til et fællesskab. Hvis vi skal tro Bruner, er det altså ikke ligegyldigt for at samfunds fællesskab at så mange som muligt af dets indbyggere er repræsenteret i kunsten og kulturen.

Det synes jeg heldigvis, der er flere eksemler på, at vi gør i Danmark: Yahya Hassan er da stadig en undtagelse, der bekræfter reglen om, at poesi, og da slet ikke poesi af en anden generations indvandrer, bliver en bestseller. Men der er også kulturbastioner som Louisiana, der i efteråret 2015 har åbnet for udstillingen Afrika – Kultur, arkitektur og identitet og kunstnere som Helle Fuglsang, der skaber socialaktivistisk kunst i lokalområder sammen med f.eks. hjemløse i gadeperformancen Lesshomeless og afrikanske kvinder i Klæ’r skaber folk.

LessHomeLess
Helle Fuglsang indrog hjemløse i sit projekt Lesshomeless.

Andre eksempler er initiativer som Mix Copenhagen, der viser film om og fra LGBT-miljøet og en forfatter som Eva Tind, der giver stemme til historien som adoptivbarn fra Nordkorea i fotobogen do (2009) og romanen Han (2014).

Endelig vil jeg nævne NextDoor Projects danse-børneforestilling Vi ses, Rafiq-e-man!, som tager fat på den aktuelle flygtningeproblematik i fortællingen om et barn på et asylcenter i Danmark. Ved at repræsenterer de virkelige flygtningebørn og –unge, både som led i sin research og konkret i forestillingen, giver iscenesætter Ingrid Tranum Velásquez publikum mulighed for at indleve sig i livsvilkår og fortællinger, der er anderledes end deres egne.

Og især i forhold til at tage snakken med vores børn om den verden, vi lever i, er sådanne fortællinger guld værd i en tid, hvor den ekstreme flygtningesituation i Europa nok kan lukke munden på selv de bedste forældre.

Vi ses, Rafiq-e-man! spiller på Københavns Musikteater den 29. september - 11. oktober
Vi ses, Rafiq-e-man! spiller på Københavns Musikteater den 29. september – 11. oktober

Og hvad kan vi så selv gøre…
…for at åbne op for de stemmer, vi ikke hører råbe højest og de historier, der kan ligge skjult bag vores egen selv- og forforståelse? Vi kan for det første dyrke noget af den kunst og kultur, der taler med små stemmer, som jeg har nævnt nogle eksempler på her. Læs, lyt, åben øjnene – og lad jeres egne stemmer tale historierne op, når I bagefter diskuterer bogen, filmen, forestillingen eller udstillingen.

For det andet kan vi begynde at fortælle historier om os selv. Find din egen vej til at fortælle de historier, du ikke plejer at fortælle om dig selv og dit liv – hvad end du skriver facebook-opdateringer eller blogindlæg, komponerer musik eller tegner ud fra dine erfaringer, minder og refleksioner, er det en måde at vise andre, hvem du er. Og husk: vi gemmer alle på små eller store fortællinger, som fortjener at blive fortalt.

Danish