Når kunsten bliver for indforstået

Du kender det sikkert godt fra dig selv. Du er rigtig godt i gang med et projekt, kender alle aspekter og tanker bag og du ved bare, at det bliver godt.

Når du står der, lige midt i det hele, kan det være svært at se på arbejdet udefra. Og endnu sværere at forklare dit projekt for andre. Især hvis projektet er et hjertebarn. Noget, du har arbejdet på længe eller måske et projekt med et budskab, som du brænder mere for end noget andet.

Når du sidder der – midt i dit projekts centrum – og giver dig i kast med at beskrive det for andre, så går det ofte lidt skævt.

Når kunstneren selv beskriver sit værk er det ikke sikkert, at andre forstår det.

 

Sådan ser det i hvert fald tit ud fra modtagerens synspunkt. Jeg ved det, for jeg har i mange år siddet på den anden side og været den, der modtog pressemeddelelserne om de mange hjertebarnsprojekter.

Og netop det med at være modtager frem for afsender, har jeg lovet Karen Toftegaard at skrive lidt om her. For som jeg ser det, så er der er ganske simpel opskrift på, hvordan du sikrer dig, at dine modtagere forstår, hvad du skriver om.

 

En modtagers udfordringer

Som beskrevet i mit sidste indlæg her på siden (det her) er jeg blogger (kulturmor.dk), teateranmelder og tekstforfatter – og i disse sammenhænge modtager jeg naturligvis nogle pressemeddelelser og anmelderinvitationer fra diverse teatre og producenter. Men i gamle dage, sad jeg på redaktionen på den elektroniske kulturguide, KultuNaut og koordinerede deres daværende anmelderkorps.

Her startede jeg hver morgen med at scrolle indbakken med pressemeddelelser igennem for at se, om der var noget, som havde relevans for anmelderkorpset (dvs. teater, film, bøger, kunst og musik, som var de emner, KultuNauts anmeldere dækkede).

Men der var måske hundrede mails dagligt. Om alt fra strikkeklubber, loppemarkeder og foredrag om sund livsstil til nye forlystelser i Tivoli, forskningsresultater og lokalpolitiske udmeldinger. Sikkert nogenlunde samme situation, som de fleste nyhedsredaktioner oplever i dag.

På en dårlig dag, hvor tiden var knap, sprang jeg alt over, hvor jeg ikke tydeligt kunne se, at afsenderen var relevant (filmselskab, teater, museum, forlag etc.). Dvs. alle mails fra de mindre steder, hvor afsenderen bare er et navn, blev slet ikke læst.

Jeg åbnede mails hvor emnefeltet var noget a la ”Ny teaterforestilling for…” eller ”Åbning af kunstudstilling på…” eller måske ”Pressevisning af…” Dermed var der også mange hundrede mails, som ikke blev åbnet.

Et eksempel på, hvordan formidlingen af et værk har stor betydning for, hvordan det modtages i sidste ende.

 

Se det hele lidt oppe fra

Nu tænker du måske, at problemet kun opstår, når den skabende kunstner (eller en anden person, der er tæt forbundet med projektet) også skal agere pressemedarbejder og skrive pressemeddelelsen om værket. Men det er desværre ikke tilfældet. Ikke udelukkende i hvert fald.

Jeg oplever også forholdsvist ofte at modtage pressemeddelelser både fra mellemstore teatre med egen presseafdeling og fra professionelle kommunikatører, der ikke laver andet, men hvor jeg alligevel slet ikke kan se, hvad det er, de vil mig.

Lad mig give et eksempel fra scenekunsten, som er den genre, jeg oftest modtager pressemeddelelser omkring. Jeg modtager en mail fra en kulturproducent. På en god dag er emnefeltet ”Anmelderinvitation” eller ”Ny teaterforestilling fra …”, men på en mindre god dag kunne det være ”Nyt, banebrydende værk gør op med globale kriser” eller ”Frygt ej for de vilde drenges pile”.

Og ja, de to sidste emnelinjer lyder unægteligt mere interessante end de første to, men problemet er, at jeg sjældent finder en brugbar forklaring på emnelinjerne inde i selve mailen. Det står på ingen måde klart, om der er tale om teaterforestillinger, kunstinstallationer, en bog eller noget helt fjerde. Og det er en skam.

Det er rent faktisk sket flere gange, at jeg har modtaget mails, som jeg – selvom jeg læste dem fra ende til anden flere gange – helt enkelt ikke forstod. Jeg fandt aldrig ud af, hvad henvendelsen drejede sig om. Somme tider skriver jeg tilbage og spørger. Andre gange dropper jeg dem uden flere undersøgelser.

 

Lad ikke dit arbejde være spildt

Den skabende kunstner arbejder med værket længe. Fra den første spæde idé gennem hele processen til det færdige produkt. Når samme kunstner selv skal beskrive denne teaterforestilling for udenforstående, bliver det ofte problematisk. Og det samme gør sig gældende, når PR-bureauerne bliver for indspiste i branchen.

De mister let jordforbindelsen og er ikke i stand til at se det hele lidt udefra. Måske mangler de “almindelige mennesker” til at teste deres pressemeddelelse på. Hvis moster Olga på 75 ikke forstår, hvad det handler om, så gør alle de andre modtagere sikkert heller ikke.

Mit bud er, at det hele let bliver for indspist. Hvis man til daglig – uanset om man er skabende kunstner, professionel kommunikatør eller pressemedarbejder – færdes blandt kunsten og de mennesker, der skaber den, så bliver talen om værkerne også meget indforstået.

Alle ved da hvem Aleksa Okanovic, Hilde Ingeborg Sandvold eller Elliott Crosset Hove er! Ingen grund til at introducere dem. Eller? Men nej, det ved alle ikke. Og det værste du kan gøre er, at få din modtager til at føle sig uden for. Eller føle sig dum, fordi han/hun ikke aner, hvem du taler om.

Der ligger så megen forhistorie bag enhver pressemeddelelse. Så megen viden i den hjerne, der udformer den og som samtidig skal formå at hæve sig op over processen, se det hele lidt ovenfra og sagligt beskrive det for andre. Det kan føles umuligt, men det er det altså ikke.

For selvom det for alle de indforståede virker livsnødvendigt at have alle små aspekter i værket med i pressemeddelelsen, så er det modsatte faktisk tilfældet. Det hele skal ikke beskrives i den pressemeddelelse, tværtimod. Men alligevel bliver den sjældent så kort og præcis, som den burde have været – uanset afsenderen.

Dermed risikerer du som skabende kunstner, formidler eller PR-medarbejder, at ingen forstår, hvad du har skabt. Hvad det er, du vil fortælle. Og hvis modtagerne ikke forstår det, så formidler de heller ikke budskabet videre til dit potentielle publikum. Og i sidste ende kan dit arbejde være nærmest spildt.

 

Beskriv HVAD, HVOR og HVEM

På kulturredaktionerne rundt om i landet modtager de flere hundrede pressemeddelelser hver uge. Og det er de færreste redaktionssekretærer, der lige hurtigt kan gennemskue indforståede overskrifter, en lang temabeskrivende indledning eller en kunstnerisk forklaring på værket.

Modtageren vil gerne bare vide HVAD det drejer sig om, HVOR det foregår og HVEM, der står bag. De informationer bør fremgå af de første linjer. Gerne allerede i emnefeltet, hvis der er tale om en mail (og det er der som regel). Og når alle de basale informationer er afgivet, så er det ok, at vise lidt mere kunstnerisk indhold frem.

Jeg mener ikke, at afsenderen skal tale ned til modtageren. Men du kan på den anden side heller ikke forvente, at modtageren ved, om du laver dansekoreografier, malerier eller musik. Du er nødt til at skrive det direkte.

Laver du teater, så lad afsendernavnet afspejle det. Og det samme gælder emnefeltet. Gentagelse skader ikke. Tværtimod er du så mere sikker på, at modtageren fanger budskabet.

Så helt groft opstillet er her tre gode råd til dig, der skal skrive og udsende en pressemeddelelse.

  1. Sørg for at have en tydelig afsender – ikke bare dit navn.
  2. Skriv et kort og meget konkret emnefelt, så der ikke er tvivl om, hvad din mail indeholder.
  3. Start din mail med at beskrive HVAD, HVOR og HVEM. Så kan du altid gå i det mere kunstneriske mode efterfølgende.

Og alternativt – bed om hjælp! Få en udenforstående til at formulere din pressemeddelelse i stedet.

Danish