shh – en cocosnød har også følelser eller kreativ brand-fortælling

Cocowater

Det er godt tekstforfatteri, som står der på bagsiden af min cocosjuice. Ikke nok med at det er økologisk kokosvand fra grønne kokosnødder – selvfølgelig ikke koncentrat. Antonio Martins har desuden investeret i en kreativ branding af sit produkt, der rammer lige ned i målgruppen: Sundheds- og kvalitetsbevidste mennesker der gerne vil have sjæl og kreativ historiefortælling som en del af deres produkter. Fordi det signalerer i et kreativt overskud, som matcher denne bestemte forbrugergruppes personlige overskud. Historiefortællingen om produktet er en værdiforøgelse på linie med fortællingen om Bornholmerkyllingerne. Jeg har hele tiden troet at Bornholmerhanen og -kyllingen var gode køb lige indtil jeg kunne læse i metroxpress, at de ligger helt i bund på Dyrevelfærdsbarometret. Som forbruger kommer jeg jo ikke til at tjekke om det rent faktisk er sådan, at kokosvandet er kommet over i kartonen uden at være i berøring med luft, men jeg tror på fortællingen, indtil at grønsagernes velfærdsfront (!) fortæller mig, at sådan forholder det sig bestemt ikke.

Derfor står jeg nu med en besjælet kokosvand, som kan høre hvad jeg siger, hvis jeg læser bagsideteksten højt i dens nærhed.

Psst – det hjælper selvfølgelig på brandingen, at produktet så også er så utroligt velsmagende. Der står lige nu 6 stk. i mit køleskab, som ryger én efter én.

Danish