Krise på scenen. Og en masse støv og ostepops.

[Karen Toftegaard har spurgt mig, Ida Marie Fich, om at være med i en undersøgelse. Vi har tidligere arbejdet sammen – både i Karen Toftegaard ApS og på teatret Republique. Undersøgelsen går ud på at beskrive, hvad der sker i mødet mellem mennesket og kunsten. Hvilke refleksionsrum åbner sig? Hvori ligger kunstens inspirationskraft? Hvilken slags relationer opstår – mellem kunsten og mennesket? Derfor vil jeg, med mit blik og min stemme, undersøge, hvad det er for refleksions- og inspirationsrum scenekunsten kan åbne. Hvordan vi gennem scenekunsten kan relatere os til hinanden og samfundet omkring os. Det gør jeg her under CPH STAGE og især på Det Frie Felts Festival.]

To af Det Frie Felts åbningsforestillinger gjorde det tydeligt, at vi på mange måder står i en krisetid. Og netop i krisetider bliver teatret ekstra afgørende som mødested og historiefortæller. 

Jeg har netop hørt Kristian Husted, en af Det Frie Felts Festivals kuratorer, fortælle om det fællestræk ved årets forestillinger, at de udtrykker en trang til at dyrke og behandle forskellige former for samfundskriser – lige fra miljøets, den økonomiske, de personlige og sociale. Kan scenekunsten give os redskaberne til at håndtere kriserne på nye måder?

Dukkernes apokalypse
10 minutter efter den officielle åbning mødes jeg af et et dystert ørkenlandskab befolket af sønderskudte dukker og sitrende smuk operasang. Det er SewFlunkFuryWits dukke-opera Støv, der åbner ballet på dette års Det Frie Felts Festival og langsomt suger mig ind i sit univers som i en trance.

Er det mon sådan, det føles at opleve en apokalypse, tænker jeg: Ophævet fra tid, sted og virkelighedens faste holdepunkter – og helt mørkt og koldt? Her på dette golde sted, beboet af fortabte, desperate live size dukker og sange, der skifter mellem en rusten Tom Waits-lyd og lysende opera, er der ikke meget håb for os i salen. Os, der i sidste ende skal forholde os til den virkelighed, hvor absurd den end måtte synes, vi oplever på scenen. Men mens jeg kniber en tåre og gåsehuden springer frem på armene, ved jeg også, at håbet ligger i, at vi sidder her sammen og kan dele det ellers usigelige: Vi er dødelige, og en dag kan vores elskede klode ikke klare mere.

12109924_1301393529878125_2824740031654920770_o
I Støv er det dukkerne, vi identificerer os med, når krisen rammer. Foto: Søren Meisner

Mødet med en dukke
Et blegt dukkeansigt kommer til syne under bunken af sort muld. En soldat med afrevne, blodige lemmer kæmper sig over scenen. En afsindig junky med vilde øjne leder efter sit næste fiks, og sorgen over at have mistet sit barn lyser ud af moder-dukkens øjne.

Utroligt nok sidder jeg og føler en masse for disse dukker; vekslenede mellem gru og ømhed fanges jeg fuldstændig ind af deres ellers uforanderlige masker. Det, jeg synes dukkerne kan, er at give os et sprog for at forstå og relatere til så store spørgsmål og tabuer som dem, klimakrisen rejser. Hvordan skal vi ellers kunne tage den dybe tvivl på vores egen, menneskeracens, eksistensberettigelse ind? Ved bare at læse om klimakrisen i medierne, forstå den med vores rene fornuft? Ved at tale om det, vi ikke fatter, hvad betyder for os?

Nej, her kan kunsten komme os til undsætning. Her i teatersalens røg og mørke og støv kan vi finde sammen om billeder på en eksistentielt og miljømæssigt kriseramt klode og måske, det gælder i hvert fald denne publikummer, føle sig forbundet med en dukke, som har fået skudt benene af og komme lidt tættere på, hvad det vil sige at være menneske i en krisetid.

12747946_1283181071699371_483895547738670353_o
Foto: Søren Meisner

Systemkritik serveret med en kop te og ostepops
Langt mere ironisk og fandenivoldsk forholder de seks spillere i norske by Proxy sig til deres kapitalisme-kritik i performance-collagen Stop Being Poor, som efterfulgte mit dystopiske møde i Støv. Med en følelse af sårbarhed og trang til refleksion bliver jeg mødt af et smilende ansigt, der på klingende norsk spørger mig, om jeg har det godt? Om jeg vil have en kop kaffe? Og første del af performancen går med, at jeg sammen med resten af publikum står i kø til den lille kaffebiks, mens andre bliver engageret til at bygge små tårne af træklodser på scenen. Jeg bliver fra starten gjort til en del af en intim og hyggelig stemning, hvilket gør kontrasten til den tour-de-force af absurde scenarier, der så følger, endnu større.

SBP_4-1
Publikum inddrages fra starten af i forestillingen. Foto: Krafft Angerer og Jan Hajdelak Husták

Jeg trækker på smilebåndet med det samme, og mange i salen griner højlydt af de mange billeder og symboler på vores karriereræs og forbrugerkultur, der smides i hovedet på os: På et samlebånd flyder alt fra gadgets og tøj til poser med ostepops og popcorn ind på scenen, og på skift lirer spillerne diverse citater fra jobopslag, reklameslogans og selvhjælpslitteratur af. Vi bliver revet rundt til et grotesk rave af overflod og selviscenesættelse – og jeg opdager, at de spredte grin lige så meget rammer os selv.

Koerber Studio Junge Regie 2015 Stop Being Poor Norwegische Theaterakademie Fredrikstad Von und mit Anders Firing Aardal, Matias Askvik, David Jensen, Marthe Sofie L¿keland Eide, Ylva Owren und Heiki Eero Riipinen Abdruck honorarfrei gegen Nachweis: Kšrber-Stiftung /Krafft Angerer Kontakt: Kšrber-Stiftung Kehrwieder 12 20457 Hamburg 040-808192-172 lubbe@koerber-stiftung.de www.koerber-stiftung.de
Foto: Krafft Angerer og Jan Hajdelak Husták

En fest, man ikke ønsker at blive inviteret til
For det er ikke helt en fest, man har lyst til at være inviteret med til. Lige under de hvide colgate-smil og den veloplagte koreografi ligger by Proxys kritik af den kapitalisme, der gennemsyrer vores samfund, og det er mig som forbruger, der udstilles deroppe på scenen med min trang til at købe, eje og realisere mig gennem penge, karriere og materielle goder.

Da det højeste tårn af klodser til sidst vælter, og en af spillerne tager straffen for at have fejlet, vendes komikken først rigtigt til gru – ”hvad fanden er det vi har gang i?” synes hun at sige til os, mens hun stadig hænger der fra loftet som en død sild, og vi klapper og ikke ved om vi skal grine eller rase – af os selv.

Sammenlignet med den nærmest smukke tristesse, jeg oplevede i Støv, efterlades jeg nu af følelsen af, at by Proxy – at vi, sammen! – burde starte en revolution!

IMG_0819

Teatersalen som refleksionsrum
Stop Being Poor er et eksempel på synes jeg, hvordan scenekunsten kan holde et spejl op foran os og vise os sprækkerne og revnerne i glasset: Ved at se os selv reflekteret i forestillingens absurditet får vi selv muligheden for at reflektere over vores plads i det økonomiske, forbrugsstyrede mindset, der gennemsyrer vores hverdag og handlemønstre.

Jeg går ikke derfra med den sympati for mig selv og mine medpublikummer, som SewFlunkFuryWit fik frem. Snarere er det som om, vi er enige om efter at have set Stop Being Poor, at det altså er os den hænger på, denne her. Vi kan ikke bare læne os tilbage i teatersædet og håbe det hele bliver bedre.

Det er to på hver deres måde vedkommende og grænsebrydende forestillinger, der åbnede årets Det Frie felts Festival. Med hver deres insisterende udtryk og budskab, formår de at gøre teatersalen til samlingssted for en fælles refleksion over de kriser, vi står med i samfundet og som individer. Vi kan nok ikke løse kriserne ved at gå i teatret – men vi kan måske blive klogere på dem og på os selv i dem.

Danish