[Hvad sker der i mødet mellem mennesket og kunsten? Hvilke refleksionsrum åbner sig – hos en selv og sammen med andre? Hvori ligger kunstens inspirationskraft? Vi, Karen Toftegaard og Ida Marie Fich, har lavet en filosofisk undersøgelse og beskrivelse af, hvad der sker i mødet mellem mennesket og kunsten. Ida Marie Fich har reflekteret over fire forskellige forestillinger på Det Frie Felts Festival og CPH STAGE her på bloggen. Nu vil vi sammen i en dialog reflektere videre over, hvad kunsten gør ved os, og hvad det siger om forestillingernes potentiale for at skabe rum for relationer mellem kunsten og publikum og publikum imellem. Vi deler her vores dialog, hvor vi har udfordret hinanden til at gå i dybden med refleksionerne.]
DIALOG #1 | DIALOG #2 | DIALOG #3 | DIALOG #4
Hvor er det skønt at læse dine refleksioner, Karen!
Jeg synes det er en virkelig spændende og vigtig vinkel at tale om, at kunsten omfavner ikke kun én men mange sandheder, og hvad det betyder for forholdet mellem kunsten og publikum. Og når jeg taler om, at jeg oplever en forestilling som intim eller distanceret, er det jo netop min oplevelse, jeg der beskriver. Det mener jeg slet ikke, vi kan komme udenom og slet ikke i samtidskunsten i dag, hvor det oftest er så integreret en del af både kunstnernes virke og publikums tilgang til et værk – i hvert fald i højere og højere grad.
Det interessante ved den relationelle kunst, hvor det bliver tydeligt, som du skriver, at vi alle kommer med det, vi er og har lige nu og her, er også, at vi dermed kan se værker som Udsigter fra min bedstemors køkken som et patchwork af de forskellige erfaringer, antagelser, refleksioner, drømme og fortolkninger af værket, som publikum kommer med. Jeg ser ikke kunst som en ensom erfaring med og af verden – selvom du står alene med din subjektive oplevelse – men noget, vi skaber sammen i et rum og en tid. Det at vi anerkender kunstoplevelsen som subjektiv betyder altså ikke, at kunsten ikke er social eller relationel – det mener jeg altid også den vil være i og med, at værket eksisterer og opleves i et eller andet form for rum af modtagere. Det taler faktisk meget fint ind i din beskrivelse af samtalerne med forskellige mennesker i forbindelse med AirPlay: Her gjorde jeres værkers præmisser, at I måtte ud i den virkelighed, der omgav jeres kunst og opsøge mennesker, der havde en mening om den – virkeligheden og kunsten.
Siden 1960’ernes politiske kunst har man plæderet for en sådan demokratisering af kunsten; altså ideen om, at kunsten ikke må lukke sig om sig selv men træde ind i eller kommentere direkte på den virkelighed, den er en del af. Præcis som du beskriver, at I gjorde med AirPlay, at du oplevede i LYSFORESTILLINGER, og som jeg f.eks. også synes, at mange af performanceduoen Fix&Foxys forestillinger gør og et værk som Station House Operas Dominoes meget konkret gjorde det med 7000 store dominobrikker gennem København på Metropolis Festival i 2013. Og nu spørger jeg så: Kan det også være en begrænsning med meget åbne, relationelt funderede værker?
Netop den diskussion havde jeg, da jeg i 2010 reflekterede over min oplevelse af SIGNAs performanceinstallation Saló i en artikel i magasinet AFART. SIGNAs værker er blandt andet kendetegnet ved netop en meget subjektiv publikumsrolle, nogle vil sige den er helt udflydende og grænseløs, fordi du sjældent præsenteres for en fast position: Du kan helt bogstaveligt bevæge dig rundt i installationen og vælge enten at betragte den udefra eller tage aktiv del i den som medspiller. I lille skala gjorde by proxy noget lignende i deres første scene i Stop Being Poor, hvor man selv kunne vælge, om man trygt ville tage plads i salen eller give sig i kast med at bygge med træklodser på scenen. I Saló, og også andre interaktive, deltagerbaserede forestillinger, oplever jeg valget af position som en frihed og en demokratisering af min rolle som publikum. Forholdet mellem mig og værket bliver åbnet op for fortolkning, og min subjektive plads og stemme som publikum bliver en del af det overordnede billede eller værk. Det fører ikke altid til, at jeg indlever mig mere, blot fordi jeg inddrages som publikum – men når jeg virkelig føler mig henført og givet noget ekstra, er det når jeg får lov at opleve gennem sanser, krop og fysisk bevægelse.
Ikke desto mindre fik Saló en del negativ kritik af, at kunstneren her ikke tog ansvar for deltagerens oplevelser, og at værket altså skulle være klarere i sin kontrakt med publikum i forhold til den position, man indtog i værket. Men hvis vi godtager, at al kunst er subjektiv, er det så virkelig kunstnerens ansvar at føre os sikkert ud på den anden side af værket? Er vi så ikke som publikummer selv ansvarlige både for vores oplevelse men også for den position, vi placerer os i? Det er et åbent spørgsmål til dig.
Og for at vende mig mod et af dine andre spørgsmål: Hvis vi stilles ansvarlige for vores egen oplevelse som kulturbrugere, hvad betyder det så for os som formidlere? Hvordan forholder vi os til dette forhold mellem modtageren og det mere eller mindre åbne værk? Fører vi argumentationen til ende omkring den subjektive modtager, der selv vælger sin position i et komplekst, individualiseret forbrugersamfund, så er formidlerens rolle vel også ændret fra den traditionelle smagsdommer til en mere observerende, reflekterende guide i stil med de performere, vi møder i f.eks. SIGNAs forestillinger: De guider dig gennem et værk, tilbyder dig udsigtspositioner men tager ikke valg for dig eller dømmer. Vi må altså tage højde for, at kunsten indeholder flere indgange til at opleve den, når vi skaber bro mellem kunsten og publikum med vores formidling. Ligesom vi gør med denne dialog ved at tage udgangspunkt i vores egne, personlige oplevelser og refleksioner.
Vi ser også eksempler på denne form for kulturformidling i journalistikken med digitale medier som Zetland og Atlas. Her bedriver journalisten ikke klassisk kulturkritik men gør det tydeligt, at hun er en kulturforbruger med en mening, og så står det ellers frit for at komme med DIN mening i et kommentarspor. Vi er en del af en tid, hvor vi med glæde deler vores holdninger på sociale medier, og din holdning kan sådan set være lige så god som min – ikke dermed sagt, at nogle holdninger ikke er mere velfunderede end andre. Og det afspejler sig vel netop også i kunsten, når vi oplever flere og flere eksperimenter med individuelle, relationelle, intime møder i kunsten? Jeg håber du fangede mine spørgsmål undervejs og glæder mig til at læse med på dine videre tanker.
Kh Ida
DIALOG #1 | DIALOG #2 | DIALOG #3 | DIALOG #4