Med åbne sanser og ord i kroppen

En vrimmel af snefnug fyger over scenen og blander sig med Søren Ulrik Thomsens ord. Kim Brandstrups ballet Rystet Spejl, som de hurtige kunne opleve med kun en uges spilletid på Skuespilhuset under CPH STAGE, er intet mindre end et danset, rumligt digt. Og hvad skal vi så med det? Og hvorfor skal vi overhovedet iscenesætte digte?

[Karen Toftegaard har spurgt mig, Ida Marie Fich, om at være med i en undersøgelse. Vi har tidligere arbejdet sammen – både i Karen Toftegaard ApS og på teatret Republique. Undersøgelsen går ud på at beskrive, hvad der sker i mødet mellem mennesket og kunsten. Hvilke refleksionsrum åbner sig? Hvori ligger kunstens inspirationskraft? Hvilken slags relationer opstår – mellem kunsten og mennesket? Derfor vil jeg, med mit blik og min stemme, undersøge, hvad det er for refleksions- og inspirationsrum scenekunsten kan åbne. Hvordan vi gennem scenekunsten kan relatere os til hinanden og samfundet omkring os. Det gør jeg her under CPH STAGE og især på Det Frie Felts Festival.]

Jeg havde med vilje hverken genlæst digtene fra Søren Ulrik Thomsens seneste digtsamling, Rystet Spejl (2011), eller tjekket hvad pressen mente om Kim Brandstrups fortolkning af den og andre af Thomsens tekster, før jeg spontant besluttede at få fingre i en billet til ballettens sidste spilledag. Jeg havde det lidt, som når man skal ind og se en filmatisering af en bog, hvis karakterer, du stadig kan høre tale til dig: Spændt på et glædeligt gensyn men også bange for at blive slemt skuffet og få sine egne indre billeder ødelagt.

Ord i rum
Nu er det her ikke en anmeldelse, men jeg tør godt afsløre, at jeg ikke blev skuffet. Netop fordi det er en ballet og ikke et dramatisk skuespil, er det digtet som udtryk snarere end dets konkrete indhold, der overføres til scenen. Der er naturligvis genkendelige elementer fra Thomsens univers: sygesengen, parforholdet, barndommen, alderdommen, sneen. Men det er i måden, forestillingen bruger sproget som rumligt element, at den kunstnerisk løfter sig op fra blot at være en iscenesat tekst til et samlet poetisk hele.

For et sprogmenneske som mig var det intet mindre end mageløst at se brudstykker af digte føje sig til, smyge sig ind og blive en del af det konstant foranderlige rum- og lyslandskab. Som danserne på drejescenen og snefnuggene på lærredet foran scenen følte jeg mig i bevægelse deroppe på min balkonplads – hvirvlet og drejet rundt i takt med de skiftevis hakkende og flydende toner.

rystetspejl4
Foto: Det Kongelige Teater

Gesamtkunstwerk
Det var for mig en meget fysisk oplevelse, også når det gælder ordene: Skrevet på linje, som taget ud af en bog, talte de ind i den samlede digtfortælling ved at få plads på vægge, midt i sneen og i tæt relation til dansernes bevægelser og lyset. Uden at få tildelt højere eller lavere status end de andre sceneelementer. Der blev trykket blidt på flere af mine sanser: Jeg kunne sidde og drømme mig væk til dansens mediterende snurren, fabulere over ordenes betydning og lade mig feje med over scenen af scenografien, lyset og videodesignet. Et sandt ”Gesamtkunstwerk”, for at bruge Richard Wagners betegnelse for et værk, hvor flere kunstarter smelter sammen.

Det er derfor, vi skal iscenesætte digte: Fordi de ligesom teatret har et iboende potentiale for at give os kondenserede og sanselige oplevelser, hvor vi gives plads til individuel fortolkning uden narrative plots. Det skete, da Thomsens digte forenede sig med resten af balletten på scenen.

rystetspejl2
Foto: Det Kongelige Teater

Når kunst går i kroppen
Nu sad min sidemand godt nok og snorkede under det meste af forestillingen. Men jeg tror, at kunst, der formår at skabe så mættede sanseindtryk uden at blive et overflødighedshorn af effekter, som Rystet Spejl gjorde for mig, kan åbne scenekunsten for mange mennesker.

Når kunst går i kroppen på dig på den måde, kan den tage os steder hen, hvor vi ikke har brug for vores intellekt. Er det ikke netop det, vi har brug for idag, hvor vi det meste af vores vågne timer er styret af vores fornuft og forstand men synes at gemme krop, sanser og intuition længere og længere væk? Vi har brug for kunst, der skaber rum, hvor vi kan mærke vores krop, hinanden og ja, i sidste ende, at vi er til.

Da Tobias Praetorius, og jeg med ham, hang fra loftet i et tomt rum i sidste scene, tænkte jeg, helt i Søren Ulrik Thomsens ånd: Vi mennesker er netop frit svævende i tid og rum og med den eneste opgave at leve – og dø. Med krop og ord og sanser.

“…jeg er levende
skrive til kontor
mælken er sur
jeg græder
jeg er levende
græder
levende”
Fra City Slang (1981)

”…regnen begyndte at falde
og de forbipasserendes gestalter brænder mod ruden
og jeg må sidde alene ved det bagerste bord
og tænke på at der kun er en af hver
mens jeg lytter til trafikken fra Gammel Kongevej
og forsøger at fange dit blik
i digtets rystede spejl”
Fra Rystet Spejl (2011)

 

English