Det er sommer og jeg tillader mig den absolutte luksus, det er at gribe en bog under en oprydning og så bare lægge mig på sofaen resten af dagen, fordi jeg har lyst til at læse den – helt til sidste side. Bogen er ”Alkymisten” af Paulo Coelho. Jeg købte den på et bogudsalg for en del år siden, fordi jeg tænkte, det var en klassiker og at den skulle jeg da også læse. Nu fortryder jeg næsten, at jeg ikke har læst den før. Allermest glæder jeg mig dog over, at jeg netop har læst den og stadig bærer dens lærdom friskt i mit hjerte.
Alkymisten fortæller drengen to væsentlige lærdomme:
- ”Frygten for at lide er værre end selve lidelsen. Og intet hjerte har nogensinde lidt, mens det søgte at virkeliggøre sine drømme, fordi hvert sekunds søgen er at finde Gud og evigheden”.
- ”Før en drøm bliver ført ud i livet, beslutter verdenssjælen at afprøve alt det, som skulle læres på vejen. Det gør den ikke af ondskab, men for at vi sammen med vores drøm kan beherske den lærdom, vi har lært undervejs mod vores drøm. Det er det tidspunkt, hvor de fleste giver op. Det er det, vi på ørkensprog kalder ’at dø af tørst, når daddelpalmerne dukker op i horisonten’…Hver søgen starter altid med begynderheld. Og den ender altid med vinderprøven.” Den mørkeste time kommer altid lige før solopgang”.
Den første lærdom handler om at turde tro på og forfølge sine drømme. Jeg laver uvilkårligt en kobling til hvilken stor betydning, det har at tro på sin kreativitet. Jeg er igang med at skrive på de sidste kapitler i Eva Wang Gøttrups og min bog om kreativitet – “Brug din kreativitet – så du udfolder dit potentiale i din hverdag og dit arbejde“. (Yeah – Nyt Nordisk Forlag udgiver den april 2014). En af de konstruktive overspringshandlinger er at se denne video om kreativitet.
Den understreger netop, at det handler om at tro på sin kreativitet. Det er troen på ens kreativitet og ens handling, der gør hele forskellen – lige som for drengen i Alkymisten.
Begynderheld og ilddåben
Den anden lærdom handler om at det er meget nemt at miste fodfæstet og troen lige inden man når i mål. Derfor gælder det om at holde ud eller måske snarere bruge kræfter på at komme godt igennem den sidste prøvelse. Samtidigt synes jeg det er en fin pointe, at der også tit er del begynderheld. Det oplever jeg ofte, men har aldrig tænkt over det som en fast del af en proces.
P.S. til den sentimentale:
Jeg smiler særligt over videoen, da tæppet på barnets skuldre forvandler det til supermand, fordi min egen 3½-årige fløj rundt med et rødt tæppe på skuldrene i dag. Han var supermand og kunne løbe meget stærkt – faktisk stærkere end biler og cykler. Den med kosten har han også praktiseret i en periode efter vi havde set den fantasifulde japanske tegnefilm “Kiki – den lille heks”.