>Stine Merrild har en bachelor i Æstetik og Kultur og har netop afsluttet en kandidat i Digital Design og Kommunikaiton fra IT-Universitetet i København. Hun arbejder som visuel formidler hos Karen Toftegaard ApS<
Hos Karen Toftegaard ApS arbejder vi med digital storytelling i forbindelse med samarbejdspartnere – bl.a. nycirkuskompagniet Rapid Eye Theatre og Det Frie Felts Festival. De skaber og præsenterer begge nicheprægede kulturoplevelser. Jeg har samlet nogle guidelines til at få en Instagram-profil godt fra start, så du ikke behøver at begynde helt fra bunden. Står du over for samme opgave eller ønsker du inspiration til din nuværende profil, så læs med her.
Først lidt om Instagram:
Instagram er et socialt medie, som gør det muligt at dele billeder og video med andre personer i netværket. Du kan skrive tekst til dine billeder eller video, ligesom du har mulighed for at kommentere på egne eller andres indlæg. Du kan have en åben eller en lukket profil. Dette er afgørende, hvis du gerne vil have kontrol over, hvem der skal se dine billeder og kommentere på dem. Det er muligt at følge andre på Instagram, så du ser deres indlæg i din nyhedsstrøm, ligesom andre kan følge dig og se dine opslag.
Jeg anbefaler helt klart at have en åben profil som virksomhed. Dine muligheder for at nå længere ud og blive opdaget bliver herved større.
Instagram er et hovedsageligt visuelt medie, hvorfor det iscenesatte og æstetiske en vigtig faktor, når man som virksomhed ønsker at nå ud til sin målgruppe. Mediet tilbyder derfor en række filtre, som kan give dine billeder lidt ekstra power og tiltrækningskraft.
Et billede har den fordel, at det ofte hurtigere, og mere intuitivt end tekst, fremstår virkelighedsnært og nærværende. Det effektive ved nærvær er at det kan appellere til følelser og handlekraft. Og i sidste ende vil vi jo gerne have vores følgere til at handle – ved at like, kommentere eller dele billedet. Dernæst handler de måske helt fysisk og køber en teaterbillet, en bog eller noget helt tredje.
Når du har oprettet profilen, er næste skridt at få følgere – her kommer nogle tips til den proces:
Find din målgruppe og Branche:
Målgruppen kan være relevant både i din research og i din udarbejdelse af profilen. Jeg var personligt bevidst om, at teaterverdenen var kilden til min inspiration. Rapid Eye Theatre arbejder i denne branche og det var derfor også her, at jeg begyndte at følge andre profiler.
Så første skridt er at gå i gang med at følge de virksomheder, organisationer og personligheder som du gerne vil nå ud til – og forhåbentlig følger de tilbage.
Et udsnit fra profilen @rapideyetheatre. Profilen er i mørke farver, som kan give fornemmelsen af et teater.
I forhold til profilens indhold, kan det igen være en strategi at kigge på profiler i samme branche:
Hvilke hashtags bruger de?
Hashtags er med til at optimere dit opslags ’reach’. På Instagram er det muligt at bruge op til 30 hashtags pr. opslag. Lav dog hellere 5 til 10 hashtags og vælg de relevante i forhold til din virksomhed, dit opslag og din målgruppe.
Brug nogle enkelte meget populære tags, så du når langt ud i din ’reach’. Det kan f.eks. være #play #joy #creativity osv., men sørg for at de stadig er relevante i forhold til dit opslag. Undgå generelt for lange tags #SelvomDeErMegetSjoveAtLave, da de sjældent bliver fundet alligevel.
Et godt råd er at gemme dine mest brugte hashtags på din computer, så de altid er lette at finde frem og huske.
Bruger du et unikt hashtag, f.eks. navnet på din virksomhed, så kan det være en fin måde at oprette et visuelt galleri af alt dit indhold. Blot lav en søgning på dit tag og du vil se et samlet galleri med dine billeder.
Hvordan fremstår deres profil æstetisk? Se hvilke profiler der tiltaler dig mest, og lur nogle tricks.
Hvornår får de flest likes? Se om du kan finde nogle karakteristika på de opslag, som er mest populære. Mange likes giver mange følgere, da disse billeder vil blive vist i tilfældige søgninger og oversigter.
Overvej hvor stram din profils visuelle form skal være:
Skal dine billeder f.eks. have en ramme omkring sig, og i så fald skal denne ramme have en farve? Vær konsekvent og vælg enten at have ramme eller lade være, for det mest stramme udtryk. Du kan downloade apps, som kan hjælpe dig med at redigere dine billeder, lave rammer og tilføje filtrer. Jeg bruger selv en app der hedder ”Whitagram” til at lave hvide rammer, ”VSCO” til at redigere billederne og Instagrams egen app ”Boomerang” til at lave sjove effekter.
Går du virkelig meget op i den overordnede fremtoning, kan du overveje at have bestemte skift imellem dine billeders format. Du kan f.eks. efter et horisontalt billede, altid have et vertikalt billede. Du kan vælge udelukkende at have kvadratiske billeder med hvide rammer, eller du kan vælge en mere ”tilfældig” strategi, hvor du blander de forskellige formater. Det giver en interessant oversigt, når man ser på profilen.
Et udsnit fra profilen @detfriefeltsfestival som benytter hvide rammer omkring billederne. Desuden er der en fin dynamik ml. vertikale og horisontale billeder.
Skal dine følgere med ”back stage”?
Det kan være fornuftigt at overveje, om du vil have dine følgere med om bag scenen og give dem et indblik i hvordan arbejdet udføres. Et personligt touch kan skabe mere nærvær og samhørighed med dine følgere, men ønsker du udelukkende at have dine følgere med ”front stage” kan dette holde profilen mere clean og faglig.
Det kgl. Teater tager os med backstage til prøverne på en forestilling.
Personer på billedet skaber associationer og fortællinger:
Skal du have dine følgere med på en ”rejse” i fantasiens verden, så kan det hjælpe meget, at en person fremgår på billedet. Personer på billedet giver højere grad af appel og forståelse. Et personligt perspektiv kan gøre de ellers flertydige billeder lettere at forstå for modtageren.
Skal du formidle et objekt, kan det være relevant at iscenesætte objektet, så det indgår i en situation. Et objekt alene kan virke abstrakt og ude af kontekst for modtageren. Et mere let tilgængeligt opslag, kan være bare et scroll væk i modtagerens nyhedsstrøm.
Stine Goya sætter scenen med en person, iført den uldfrakke som skal promoveres.
Hvem er afsender af billedet?
Bliver fornemmelsen, at dit Instagram-opslag ikke er gennemarbejdet af dig eller din virksomhed, kan det komme til at virke fjernt og uvedkommende for modtageren. En måde at gøre det tydeligt, at det er dig der er afsender, er ved at tilføre billedet et vandmærke, logo eller en ramme. Et tekstlag kan ligeledes være godt, hvis du gerne vil ud med et klart budskab, hurtigt.
Her viser Northside Festival og mediet FORMAT, at de er afsendere ved at lave en ramme, et logo og en tekst på billedet.
Call to action:
Dine følgere kan engageres, ved at inkludere et Call to Action i din tekst eller på dit billedet. Call to Action kan give dine følgere et incitament til at udføre en handling. En handling kan f.eks. være at deltage i en konkurrence, at like et udsagn, eller at lægge op til en meningstilkendegivelse f.eks. på baggrund af et spørgsmål.
Forlaget Lindhardt og Ringhof motiverer sine følgere til at få en gratis e-bog, ved at opfordre dem til at dele billeder af dem selv på Bogforum.
5 hurtige:
Vær meget aktiv: for at de ovennævnte tips skal have en virkning, er du nødt til at holde din profil opdateret og levende.
Like like like: Når du liker – specielt billeder til profiler som du ikke følger – så er der gode chancer for, at de følger eller liker dine billeder efterfølgende.
Post billeder ml. 14 og 17: Undersøgelser viser at dette er det mest effektive tidspunkt på dagen. Søndag er også en god dag.
Kvalitet slår mængde: Selvom du skal være meget aktiv, så skal dine billeder være skarpe og gennemarbejdede.
Opslag med billeder der er blå giver 24% flere likes end fx. billeder der er mest røde eller orange
Du kender det sikkert godt fra dig selv. Du er rigtig godt i gang med et projekt, kender alle aspekter og tanker bag og du ved bare, at det bliver godt.
Når du står der, lige midt i det hele, kan det være svært at se på arbejdet udefra. Og endnu sværere at forklare dit projekt for andre. Især hvis projektet er et hjertebarn. Noget, du har arbejdet på længe eller måske et projekt med et budskab, som du brænder mere for end noget andet.
Når du sidder der – midt i dit projekts centrum – og giver dig i kast med at beskrive det for andre, så går det ofte lidt skævt.
Når kunstneren selv beskriver sit værk er det ikke sikkert, at andre forstår det.
Sådan ser det i hvert fald tit ud fra modtagerens synspunkt. Jeg ved det, for jeg har i mange år siddet på den anden side og været den, der modtog pressemeddelelserne om de mange hjertebarnsprojekter.
Og netop det med at være modtager frem for afsender, har jeg lovet Karen Toftegaard at skrive lidt om her. For som jeg ser det, så er der er ganske simpel opskrift på, hvordan du sikrer dig, at dine modtagere forstår, hvad du skriver om.
En modtagers udfordringer
Som beskrevet i mit sidste indlæg her på siden (det her) er jeg blogger (kulturmor.dk), teateranmelder og tekstforfatter – og i disse sammenhænge modtager jeg naturligvis nogle pressemeddelelser og anmelderinvitationer fra diverse teatre og producenter. Men i gamle dage, sad jeg på redaktionen på den elektroniske kulturguide, KultuNaut og koordinerede deres daværende anmelderkorps.
Her startede jeg hver morgen med at scrolle indbakken med pressemeddelelser igennem for at se, om der var noget, som havde relevans for anmelderkorpset (dvs. teater, film, bøger, kunst og musik, som var de emner, KultuNauts anmeldere dækkede).
Men der var måske hundrede mails dagligt. Om alt fra strikkeklubber, loppemarkeder og foredrag om sund livsstil til nye forlystelser i Tivoli, forskningsresultater og lokalpolitiske udmeldinger. Sikkert nogenlunde samme situation, som de fleste nyhedsredaktioner oplever i dag.
På en dårlig dag, hvor tiden var knap, sprang jeg alt over, hvor jeg ikke tydeligt kunne se, at afsenderen var relevant (filmselskab, teater, museum, forlag etc.). Dvs. alle mails fra de mindre steder, hvor afsenderen bare er et navn, blev slet ikke læst.
Jeg åbnede mails hvor emnefeltet var noget a la ”Ny teaterforestilling for…” eller ”Åbning af kunstudstilling på…” eller måske ”Pressevisning af…” Dermed var der også mange hundrede mails, som ikke blev åbnet.
Et eksempel på, hvordan formidlingen af et værk har stor betydning for, hvordan det modtages i sidste ende.
Se det hele lidt oppe fra
Nu tænker du måske, at problemet kun opstår, når den skabende kunstner (eller en anden person, der er tæt forbundet med projektet) også skal agere pressemedarbejder og skrive pressemeddelelsen om værket. Men det er desværre ikke tilfældet. Ikke udelukkende i hvert fald.
Jeg oplever også forholdsvist ofte at modtage pressemeddelelser både fra mellemstore teatre med egen presseafdeling og fra professionelle kommunikatører, der ikke laver andet, men hvor jeg alligevel slet ikke kan se, hvad det er, de vil mig.
Lad mig give et eksempel fra scenekunsten, som er den genre, jeg oftest modtager pressemeddelelser omkring. Jeg modtager en mail fra en kulturproducent. På en god dag er emnefeltet ”Anmelderinvitation” eller ”Ny teaterforestilling fra …”, men på en mindre god dag kunne det være ”Nyt, banebrydende værk gør op med globale kriser” eller ”Frygt ej for de vilde drenges pile”.
Og ja, de to sidste emnelinjer lyder unægteligt mere interessante end de første to, men problemet er, at jeg sjældent finder en brugbar forklaring på emnelinjerne inde i selve mailen. Det står på ingen måde klart, om der er tale om teaterforestillinger, kunstinstallationer, en bog eller noget helt fjerde. Og det er en skam.
Det er rent faktisk sket flere gange, at jeg har modtaget mails, som jeg – selvom jeg læste dem fra ende til anden flere gange – helt enkelt ikke forstod. Jeg fandt aldrig ud af, hvad henvendelsen drejede sig om. Somme tider skriver jeg tilbage og spørger. Andre gange dropper jeg dem uden flere undersøgelser.
Lad ikke dit arbejde være spildt
Den skabende kunstner arbejder med værket længe. Fra den første spæde idé gennem hele processen til det færdige produkt. Når samme kunstner selv skal beskrive denne teaterforestilling for udenforstående, bliver det ofte problematisk. Og det samme gør sig gældende, når PR-bureauerne bliver for indspiste i branchen.
De mister let jordforbindelsen og er ikke i stand til at se det hele lidt udefra. Måske mangler de “almindelige mennesker” til at teste deres pressemeddelelse på. Hvis moster Olga på 75 ikke forstår, hvad det handler om, så gør alle de andre modtagere sikkert heller ikke.
Mit bud er, at det hele let bliver for indspist. Hvis man til daglig – uanset om man er skabende kunstner, professionel kommunikatør eller pressemedarbejder – færdes blandt kunsten og de mennesker, der skaber den, så bliver talen om værkerne også meget indforstået.
Alle ved da hvem Aleksa Okanovic, Hilde Ingeborg Sandvold eller Elliott Crosset Hove er! Ingen grund til at introducere dem. Eller? Men nej, det ved alle ikke. Og det værste du kan gøre er, at få din modtager til at føle sig uden for. Eller føle sig dum, fordi han/hun ikke aner, hvem du taler om.
Der ligger så megen forhistorie bag enhver pressemeddelelse. Så megen viden i den hjerne, der udformer den og som samtidig skal formå at hæve sig op over processen, se det hele lidt ovenfra og sagligt beskrive det for andre. Det kan føles umuligt, men det er det altså ikke.
For selvom det for alle de indforståede virker livsnødvendigt at have alle små aspekter i værket med i pressemeddelelsen, så er det modsatte faktisk tilfældet. Det hele skal ikke beskrives i den pressemeddelelse, tværtimod. Men alligevel bliver den sjældent så kort og præcis, som den burde have været – uanset afsenderen.
Dermed risikerer du som skabende kunstner, formidler eller PR-medarbejder, at ingen forstår, hvad du har skabt. Hvad det er, du vil fortælle. Og hvis modtagerne ikke forstår det, så formidler de heller ikke budskabet videre til dit potentielle publikum. Og i sidste ende kan dit arbejde være nærmest spildt.
Beskriv HVAD, HVOR og HVEM
På kulturredaktionerne rundt om i landet modtager de flere hundrede pressemeddelelser hver uge. Og det er de færreste redaktionssekretærer, der lige hurtigt kan gennemskue indforståede overskrifter, en lang temabeskrivende indledning eller en kunstnerisk forklaring på værket.
Modtageren vil gerne bare vide HVAD det drejer sig om, HVOR det foregår og HVEM, der står bag. De informationer bør fremgå af de første linjer. Gerne allerede i emnefeltet, hvis der er tale om en mail (og det er der som regel). Og når alle de basale informationer er afgivet, så er det ok, at vise lidt mere kunstnerisk indhold frem.
Jeg mener ikke, at afsenderen skal tale ned til modtageren. Men du kan på den anden side heller ikke forvente, at modtageren ved, om du laver dansekoreografier, malerier eller musik. Du er nødt til at skrive det direkte.
Laver du teater, så lad afsendernavnet afspejle det. Og det samme gælder emnefeltet. Gentagelse skader ikke. Tværtimod er du så mere sikker på, at modtageren fanger budskabet.
Så helt groft opstillet er her tre gode råd til dig, der skal skrive og udsende en pressemeddelelse.
Sørg for at have en tydelig afsender – ikke bare dit navn.
Skriv et kort og meget konkret emnefelt, så der ikke er tvivl om, hvad din mail indeholder.
Start din mail med at beskrive HVAD, HVOR og HVEM. Så kan du altid gå i det mere kunstneriske mode efterfølgende.
Og alternativt – bed om hjælp! Få en udenforstående til at formulere din pressemeddelelse i stedet.
Torsdag den 28. september afholdtes en konference på Aarhus Teater med titlen ”Fremtidens kulturjournalistik”.
I praksis kunne alle med interesse i emnet købe sig en billet til konferencen. Men i realiteten var deltagerne en samling bestående hovedsageligt af kulturformidlere og kulturproducenter. En flok, der fra scenen flere gange (lidet flatterende) blev omtalt som ”kultureliten”.
Personligt hører jeg selv til den første gruppe. Altså kulturformidlerne. Jeg er uddannet i Moderne kultur og kulturformidling på Københavns Universitet – hvorfra jeg også netop kender Karen Toftegaard som en tidligere underviser.
Jeg driver bl.a. bloggen kulturmor.dk (om litteratur og teater til børn, unge og voksne) som en kanal for begejstringsdeling af kulturelle oplevelser, og så arbejder jeg professionelt som tekstforfatter og skriver teateranmeldelser til Information (helt oldschool med papiravis og det hele).
Har kulturjournalistikken en fremtid?
Karen inviterede mig til at skrive indlægget om konferencen med ønsket om at få optegnet nogle af de hovedtemaer, der blev behandlet – og gerne få et bud på, hvad pointerne ift. fremtidens kulturjournalistik så egentlig er.
På forhånd virkede det som en smal sag, men virkeligheden er mindre sort/hvid.
Godt nok nåede vi gennem samtlige programsatte punkter, og alle de planlagte oplæg og debatter blev gennemført. Men indlæggene blev indimellem gennemført i et tempo så forhastet, at publikum slet ikke nåede at tage informationerne ind og overveje spørgsmål, før programpunktet var afsluttet og næste deltager var kaldt på scenen.
Det havde nok fungeret bedre med lidt færre elementer og lidt mere tid til debat. For det er jo i debatten, at de nye tanker for alvor har mulighed for at træde frem. Det er jo der, man kan høre de alternative vinkler fremfor blot de kendte.
Anne Middelboe Christensen, teateranmelder for Information og medlem af Reumert-komiteen, måtte desværre melde afbud til moderatorjobbet, så dagen blev ledet som et one-man-show af Christian Have fra Have Kommunikation.
Lokale og internationale vinkler
Der var bred spændvidde både på deltagere og emner ved konferencen. I mine øjne både den største styrke og den største svaghed.
Ideen om det internationale perspektiv virkede fornuftig nok på papiret. Men langt bedre kunne tiden have været brugt på at diskutere på tværs af salen de aktuelle, danske problemstillinger, som kulturjournalistikken er stillet over for. For det blev der aldrig rigtig hverken tid eller plads til i programmet.
Hvorfor denne debat?
Men hvad er egentlig problemet? Hvorfor overhovedet have denne debat om kulturjournalistikken?
Mange af de traditionelle medier mister terræn. De skal spare og nedprioriterer deres kulturjournalistik og i særdeleshed anmeldelserne. De har desuden svært ved at fange de yngre læsere og dropper derfor det stof, som netop ville have tiltrukket de yngre – som f.eks. kulturstoffet.
Gunnar K. Madsen fra Dansk Rock Samråd mener, at frafaldet af de unge avislæsere forstærkes netop ved samme avisers manglende ungdomsvinkling. Det er som en (ond) spiral. Men i hans optik er det ikke nødvendigvis skidt. Det er blot en konstatering af en naturlig proces.
Ifølge Gitte Ørskou, direktør for Kunsten i Aalborg og formand for Statens Kunstfond, ligger kulturjournalistikkens problem i en alt for gammeldags tankegang. Hun mener slet ikke, at kulturjournalisterne i Danmark har opdaget, at kunsten nu lever sit eget liv.
Kulturjournalisterne tror stadig, at de formidler noget elitært til folket. Men det kan kunsten sagtens selv klare. Den er for længst blevet spiselig for alle.
Så vidt, så godt. Det var kulturproducenternes vinkel. Men hvilke problematikker påtalte så medierne?
Der var stemmer til stede på konferencen, som mener, at problemerne handler om, at de nuværende kulturjournalister er fedtet helt ind i kulturbranchen og derfor ikke længere er uvildige og i stand til at forholde sig kritisk til den kunst, der skabes. Både fordi de er blevet venner med kunstnerne og måske endda selv har fremtrædende poster inden for kulturfonde, -priser mv.
Især René Fredensborg, journalist og vært fra Radio24syv, efterspurgte både mere dybdegravende journalistik og mindre skulderklap. “En kulturjournalist er ikke venner med nogen” sagde han og tilføjede, at det i hvert fald burde være sådan. Men sat på spidsen, så burde det vel gælde for alle typer journalister så!
Mette Davidsen-Nielsen, kulturredaktør på Politiken, tilslutter sig for så vidt kritikken af en branchen og tilføjer, at kulturmedierne er en indspist flok, hvor kritikken let udebliver. Og at kulturbranchen i Danmark er så lille, at ingen tør kritisere den indefra af frygt for at ryge ud i kulden.
Ingen svar, kun nye spørgsmål
Da Karen bad mig skrive dette indlæg, bad hun mig tage udgangspunkt i følgende spørgsmål:
Hvad er pointerne om fremtidens kulturjournalistik?
Hvor er vi på vej hen?
Hvad er udfordringerne for den nuværende kulturjournalistik?
Hvad skal der til for at skabe en reel forandring for kulturjournalistikken?
Jeg havde håbet, at jeg nok efterfølgende i hvert fald ville sidde tilbage med en idé om, i hvilke retninger svarene på ovenstående kunne gå. Men det gør jeg ikke. Tværtimod.
Overordnet set var der ingen fælles begrebsforståelse til stede på konferencen. Der var ganske enkelt ikke enighed om, hvad begrebet ”kulturjournalistik” dækker over.
For nogle var det anmeldelser. For andre var det formidlingen af kunst. Og for andre igen er kulturjournalistik alle former for journalistisk formidling af kulturelle emner og begivenheder. I så fald dækker det alt fra indlandsstof til lokalpolitik.
Hver deltager opfatter fænomenet kulturjournalistik ud fra sit eget ståsted. Jakob Steen Olsen, teateranmelder ved Berlingske, efterspørger en en bred diskussion om kunst – parallelt med de saglige anmeldelser, mens Tine Smedegaard Andersen, kulturdirektør i DR, mener, at det vigtigste er, at kulturjournalistikken både beskæftiger sig kritisk med kulturinstitutionerne og tager formidlingsrollen på sig. Hun mener ikke, at det må gå hen og blive et spørgsmål om enten eller.
Personligt tænker jeg kulturjournalistik som formidling af kunst og kulturelle oplevelser over en bred kam. Uanset om det handler om en reportage fra Aarhus Festuge, en foromtale af en ny kunstudstilling for børn eller en anmeldelse af Inger Wolfs nyeste krimi.
Debat mellem kulturlivets aktører: René Fredensborg (Radio24syv), Rikke Øxner (Aarhus Festuge), Gunnar K. Madsen (Dansk Rock Samråd), Tine Smedegaard Andersen (DR), Allan Aagaard (Aarhus Teater) og Jakob Steen Olsen (Berlingske).
Rigtig anmelder vs. kvindelig amatør
Mette Davidsen-Nielsen fik blandt andet sagt om den nuværende, danske anmelderstab, at det ville være ”dejligt, hvis de ikke alle var mænd over 50”.
Et emne, der igen blev taget op fra publikum som et spørgsmål til de internationale paneldeltagere, hvor bl.a. Eleni Stefanou svarede på, hvordan man på The Guardian forsøger at tale mere til og fra en kvindelig synsvinkel. Selv om hun understregede, at det var svært, fordi de mandlige journalister var i overtal.
Der findes et hav af kulturformidlere i dette land. Langt de fleste af dem hører under den kategori, som Unni From, centerleder ved Journalistiske Universitetsuddannelser på Aarhus Universitet, og Nete Nørgaard Kristensen, lektor i Medievidenskab ved KU, kalder for amatører.
Størstedelen er kvinder, der blogger, podcaster, instagrammer, deler meninger og oplevelser på Facebook mv. Om enten bøger, film, teater eller kunst. Og nogle af dem er måske nok amatører. Men mange af dem kunne lige så godt have været anset som intellektuelle kulturkritikere.
Rikke Øxner, direktør for Aarhus Festuge, taler for, at man stopper med at omtale alle disse mange stemmer som amatører. Mange af dem ved lige så meget – og måske endda mere – end journalisterne. Dem bør vi også lytte til!
Flere af disse kulturformidlere har en faglig viden og en relevant uddannelse i bagagen. De ved, hvad de taler om og hvorfor de gør det. Men eftersom de etablerede medier ikke har plads eller prioriterer kulturformidlingen, finder disser formidlere deres egne veje. De skaber deres egne medier.
Det gør på samme tid udbuddet af kulturjournalistik kæmpe stort og forvandler det til lidt af en jungle for forbrugeren. For hvordan skal man lige hurtigt spotte, om den artikel man læser, er skrevet af en fagperson eller blot en anden forbruger, der havde lyst til at dele sin oplevelse? Det kan man ikke!
Grænserne flyder ud. Det er ikke længere sort/hvidt, hvem du bør lytte til og hvem du ikke bør lytte til. Hver enkelt forbruger er nødt til kritisk at vælge sine egne medier til informationssøgning. Og eftersom de fleste one-man-medier er gratis at benytte, vinder de ofte over avisernes betalingsmur på f.eks. anmeldelser.
Ifølge Anders Lange, underviser på DMJX, bør vi helt droppe snakken om, hvor svært anmeldelserne har det på de gængse medier. I stedet bør vi langt hellere fokusere på, at der findes så mange nye formidlingsmuligheder.
Kulturjournalistisk madpakke
For mig at se er det ikke noget, som kan eller skal ændres. Det er blot den retning, udviklingen går. Medierne – både de etablerede og de nye – må findes deres veje i den proces, der er i fuld gang. Nogle vil gå efter nicher, mens andre fortsat vil forsøge at ramme alle.
Men når f.eks. chefredaktøren på Århus Stiftstidende siger, at han på den ene side ikke vil satse på de unge, fordi de ikke gider læse hans avis, og på den anden side siger, at hans abonnenter efterhånden er så gamle, at de begynder at dø, så burde han måske snart begynde at tænke i nye baner for at undgå lokalavisens fuldstændige endeligt.
Som afslutning på sit indlæg sagde Unni From bl.a. at ”Kulturjournalistik er lidt som madpakker. Hvis de ikke bliver spist, så er de ikke sunde.”
Og det er jo netop en god pointe. For hvad nytter det, at en masse kulturproducenter og –formidlere taler sammen om kulturjournalistikken, når de ikke selv er modtagere. Der manglede en vigtig brik på konferencen om kulturjournalistik – nemlig dem, der skal ”spise” den efterfølgende.
Nye tider, nye tanker
Der blev taget fat på mange spændende emner på denne konference. Emner, der hver især kunne have båret en konference for sig. Emner, der kunne dykkes ned i og uddybes i det uendelige.
Der var elementer, som de fleste kunne enes om. Der var også masser af uenighed, hvilket er fantastisk. Ellers ville vi jo aldrig nå nogen vegne.
Men tanker om konkrete tiltag eller konkrete måder at imødegå den nye type kulturjournalistik på, kom der ikke frem. Det er stadig op til den enkelte journalist, den enkelte formidler eller det enkelte medie at vælge, hvilken vej netop deres kulturjournalistiske formidling skal gå.
“Brug din kreativitet” af Eva Wang Gøttrup og Karen Toftegaard. Nyt Nordisk Forlag, Arnold Busck 2014. Foto: Kirstine Autzen
Jeg flytter og er ved at rydde op. Der står 10 eksemplarer af bogen “BRUG DIN KREATIVITET” på min lagerhylde, som jeg gerne vil matche med nysgerrige sjæle.
Bogen er i høj grad en inspirationsbog, som du kan bruge til at skrue op for den kreative del af dig. Sommeren er den tid, hvor mange har energien og tiden til at pleje sig selv – både kroppen, humøret og kreativiteten. Sommertiden er der, hvor bogen hvert år får en renæssance på bibliotekets udlåningslister. Jeg er ikke selv så god til bibliotekslån, da jeg oftest ender med at betale en bøde, der ville gøre det billigere at købe bogen fra begyndelsen af. Og du kan få bogen til en pris langt billigere end en biblioteksbøde og endda få den sendt til døren.
BRUG DIN KREATIVITET: Mærk inspiration fra kreative personligheder som bl.a. kunstner, designer og direktør Rosan Bosch, fhv. kreativ direktør i Saatchi & Saatchi Patrick Isaak, direktør for Space 10 (ArtRebels og Trailerpark) Carla Cammilla Hjort, musiker og kunstner Signe Høirup Wille Jørgensen (Jomi Massage), designer og direktør Line Markvardsen og madkunstner og iværksætter af 1.th. Mette Martinussen.
Eller hvis du sidder med din mobil i hånden: Send dit navn og postadresse med 190 kr. på MobilePay 2298 6743. Og så modtager du en kvittering på mail, hvis du skriver “din mail (faktura)” i beskeden.
Deadline: Fredag den 23. juni kl. 12.00
Jeg går på sommerferie på fredag og derfor gælder tilbuddet til fredag den 23. juni kl.12.00. Så kan jeg lige nå at sende bogen til dig, inden jeg tager til havet og nyder årets lyseste dag og korteste nat – Sankt Hans.
Spørgsmål? -> Skriv på velkommen@karentoftegaard.dk.
Hos Karen Toftegaard ApS ønsker vi at samarbejde med projekter, der er meningsfulde. Det kan f.eks. være det livsbekræftende projekt HAPPY END, hvor kunstnerne vækker livsgnisten hos ældre plejehjemsbeboere, når de sammen skaber dans, der handler om alderdommens kroppe. Det kan også være i form af børneteater som forestillingen MARSMAND, der lærer børn om mødet med en anden.
Det er vigtigt for os, at teater ikke bare er for teaterets skyld, men at der ligger noget dybere bag. Noget der får folk til at reflektere og noget som gør, at vi føler, at vi er med til at bygge en bro mellem mennesker eller skabe udvikling ved hjælp af kunsten. Det lyder måske lidt flyvende, men helt konkret kan det være, når man kan mærke, at en børneforestilling virkelig får fat i børnene og får dem til at grine, men samtidigt tænke og reflektere. Det kan også være en historie, som ingen har belyst før, men som har brug for at se dagens lys, fordi den sætter fokus på et vigtigt, nyt eller tabubelagt emne.
Sydhavn Teater er medkatalysator i udviklingen af Sydhavnen
Der er altså mange forskellige måder, vi finder mening i et projekt og mange måder, som projekterne selv skaber mening. Derfor har vi også arbejdet tæt sammen med Sydhavn Teater. Sydhavn Teater har altid været en medkatalysator i udviklingen af Sydhavnen, ved blandt andet at bruge ubrugte bygninger i deres arbejde. Dette giver Sydhavn Teaters kunstneriske udtryk en ny dimension, da de involverer sig i det lokale miljø og inkorporerer bygninger i Sydhavnen i deres forestillingen. Dette har skabt mange positive udviklinger i Sydhavnen. Københavns Kommune har f.eks. netop meddelt, at de vil bruge 1 million kroner på at renovere Østre Kapel. Sydhavn Teater var de første, der brugte kapellet, efter det havde stået tomt i mange år. Sydhavn Teater er dermed igennem sit arbejde med til at forny en hel bydel. Det er da en mening, der vil noget.
Østre Kapel der i årene efter 2. verdenskrig blev brugt til at huse lig af tyskere, som danske læger ikke ville behandle for mæslinger. Foto: Lars Grunwald
Vi har derfor taget en snak med Sydhavns Kunstneriske leder og skuespiller Mille Maria Dalsgaard om Sydhavn Teaters involvering i udviklingen af Sydhavnen.
Københavns Kommune har netop meddelt, at de vil bruge 1 million på at renovere Østre Kapel. Sydhavn Teater var de første der brugte kapellet, så hvordan føles det at have været medvirkende til at en bygning nu får nyt liv?
Mille Maria Dalsgaard:
”Det er helt utroligt fantastisk, at Københavns Kommune bakker op om at indfri det potentiale som Østre Kapel har som kulturelt samlingssted i Sydhavnen. Jeg er personligt rigtig stolt over, at det er lykkedes at komme hertil. Sidste sommer fik vi pludselig mulighed for at bruge Østre Kapel hele sommeren, og der gennemførte vi en rigtig ambitiøs festival for ung europæisk scenekunst: Scenesommer. Det er bl.a. den festival, som har bevist, at Østre Kapel er en bygning, der bidrager til at give publikum en teateroplevelse udover det sædvanlige. Kapellet havde stået mere eller mindre tomt i 90 år, der stod fx. stadigvæk gamle ligvogne derinde, som var trukket af heste i sin tid. Så det var som en tidslomme at træde ind i, og den stemning klædte forestillingernes udtryk.”
Hvorfor har I valgt at lave jeres forestillinger i disse gamle bygninger? F.eks. er I aktuel med SKYGGE (Eudyrike siger) i industribygningerne i Sydhavnsgade.
”Jeg er meget fascineret af, hvordan en bygning påvirker et værk. SKYGGE (Eurydike siger) beskriver Eurydikes vej til dødsriget, mens hendes mand prøver at hente hende tilbage til livet. Forestillingen starter som en nærdøds oplevelse, hvor Eurydike slipper sin krop, hvorefter hun sammen med publikum helt konkret tager afsted på rejsen til Underverdenen, hvor Eurydike endelig kan forenes med alle de andre sjæle/skyggerne. Som publikum går vi så sammen med Eurydike igennem alle de her forskellige rum i to forladte, rå haller, mens hovedpersonen rum for rum tager afsked med dele af enten sin personlighed eller hendes tidligere omgivelser. Det giver hele Jelineks abstrakte og komplekse sprog en lineær fortælling, fordi vi med Eurydike gennemfører den rejse, hun er på.Forestillingens billeder får lov til at vokse ud af væggene, og vi bruger rummet aktivt til at skræddersy en hel unik oplevelse, der kun kan komme til udtryk lige præcis dér. For mig er det en magisk oplevelse og jeg synes, det tilføjer vores stykker noget helt særegent og ekstraordinært”
Kunstnerisk leder Mille Maria Dalsgaard i en regn af fjer – SKYGGE [Eurydike siger]. Foto: Lars GrunwaldHvordan finder I helt praktisk locations til jeres forestillinger? Og hvordan påvirker stederne jeres arbejde?
”Som regel vandrer jeg rundt i Sydhavnen og får øje på et sted, som jeg så udvikler en genre fantasi til. Herefter popper der et navn på en instruktør op og så går jeg til vedkommende og spørger – om det ikke ville give mening at arbejde med fx. absurd teater – et intet rum fyldt med eksistensielle spørgsmål – i et forladt kapel, som det skete med Marc Wortel instruktøren fra Ashes to Ashes. Når der opstår muligheder for at bruge så markante lokationer som Østre Kapel og SydhavnsGade, så er det for mig en gave til kunsten, fordi jeg ved, de kommer til at tilføje et krydderi, vi ikke ville kunne få frem på en scene. Oplevelserne bliver bare altomslugende – man går rundt inde i værket og det åbner op for sanserne på en anden måde.”
Er det et bevidst valg at I er vælger gamle bygninger/ lidt skæve locations?
”Jeg tror, vi mennesker trives i sprækkerne, og jeg tror sprækkerne er vigtige for, at det hele ikke bliver for glat. For mig er det også vigtigt, at kunsten ikke er for glat, men porøs og sårbar. Virkeligheden består af så mange dele, fortid, nutid, fremtid. Gamle og skæve lokationer giver tit mulighed for at dvæle ved en tid, der har været, minder os om vores forgængelighed, kunstværket udspiller sig til gengæld her og nu og stedets potentiale peger som oftest fremad.”
Instruktør Anja Behrens har iscenesat nobelprisvinderen Elfriede Jelineks tekst “SKYGGE [Eurydike siger]” i industribygninger i Sydhavnsgade 28. Foto: Lars Grunwald
På hvilken måde mener du, at I understøtter en positiv udvikling af Sydhavnen?
”Sydhavn Teater har eksisteret siden 2013, og mit arbejde for at etablere teatret begyndte tilbage i 2012. I den tid har vi været med til at sætte kunst og kultur på dagsordenen og vi har bidraget til at skabe fokus på, hvor meget oplevelser fungerer som et socialt kit i en bydel, der er fyldt med modsætninger på alle parametre. Vi arbejder på så mange planer: bydelsudvikling, opsøgende og udviklende arbejde ifht. unges egen scenekunstneriske stemme og bidrager med et væld af anderledes teateroplevelser, der har sat Sydhavnen på teaterlandkortet. Teatret har på sin vis været med til at re-brande bydelen, som tidligere i bedste fald var glemt. Nu er der mange stemmer, som gør opmærksom på, at vi kan noget særligt i Sydhavnen, og her har teatret klart været en medvirkende faktor. Jeg synes også, jeg kan mærke, at Sydhavn Teater netop er bydelens teater, og at Sydhavnerne er stolte af, at det er lykkedes at få sit eget etablerede teater. Det er jeg rigtig glad over og super stolt af – for hele mit arbejde udspringer af en stor kærlighed til bydelen.”
Hvorfor har I netop valgt Sydhavnen som arbejdsplads?
”Det korte svar er, at jeg er opvokset her. Det lange svar er, at jeg oplevede et stort potentiale for flere professionelle aftenoplevelser i bydelen, da jeg flyttede tilbage efter mine mange år i Tyskland. Her følte jeg, at jeg med mit virke og mine evner kunne gøre en forskel. Meget har også været tilfældigt. Det har bare føltes så rigtigt, og derfor er jeg blevet ved og ved og ved.”
Nobelprismodtageren Elfriede Jelinek har skrevet meget om kvindens rolle i samfundet. Det handler hendes drama SKYGGE [Eurydike siger] også om. Foto: Lars GrunwaldIndtil den 5. maj spiller Sydhavn Teater deres forestilling ”SKYGGE (Eurydike siger)” i industribygningerne i Sydhavnsgade 28. Den 8. – 23. juni spiller Sydhavn Teater i Østre Kapel igen.
I dag udkommer Gitte Lindholts bog “Slip fri af psykopatens klør”på forlaget Powerpress. Det er den første danske selvhjælpsbog til kvinder, der har levet med en psykopatisk mand. Den giver mig anledning til at reflektere over personlig kommunikation – den menneskenære kommunikation. God personlig kommunikation handler ikke om at krænge sine inderste sider ud for at blive set. Personlig kommunikation handler lige som al anden form for kommunikation om relevans. Og det bliver relevant for andre, når man kan tage essensen af sine egne erfaringer og give dem en form, så det vækker genkendelse hos andre mennesker. På en måde så man kan mærke personen bag – både værdimæssigt og fagligt. Uden at man som læser føler, at man er blevet taget som gidsel i et selvterapeutisk projekt.
Veninden, der forandrede sig
Jeg har ikke læst bogen “Slip fri af psykopatens kløer” (endnu), men jeg har fulgt processen. Faktisk lang tid før det hele begyndte. Forfatter Gitte Lindholt og jeg mødte hinanden på en fabelagtig studietur med universitetet i 1996. Vi skulle lære om moderne kunst og kultur i de europæiske hovedstader Wien, Prag og Berlin. Efterfølgende havde vi mange sjove oplevelser sammen – lige fra fantastiske fester til filosofiske the-sessioner. Og vi besøgte hinanden der, hvor vi slog os ned i årene efter. Jeg husker, da hun fortalte, at hun havde mødt en særlig mand. Og jeg mødte dem sammen flere gange gennem årene. Men der var et tidspunkt, hvor jeg følte, jeg ikke længere kunne være vidne til hendes liv. Den sjove, søde, smukke, kloge, kreative kvinde, jeg kendte, var forandret til ukendelighed. Jeg sagde, at hvis hun nogensinde fik brug for hjælp, så ville jeg være der, mens jeg håbede, at hun ville genfinde sin personlige kraft. Der gik en del år, hvor vi stort set ikke havde kontakt.
Balancen mellem det, der giver en selv værdi og det der giver andre værdi
For nogle år siden rejste Gitte Lindholt sig og fandt modet til at ændre kurs. Vi begyndte at tale sammen igen – både som veninder og som faglige samarbejdspartnere. Det gør mig både glad og ydmyg at have genfundet en veninde. At se hende stråle samt mærke hendes vilje og evne til at gøre en forskel for andre mennesker. Så det er med et personligt udgangspunkt og en professionel viden omkring kommunikation, at jeg har stillet forfatter Gitte Lindholt spørgsmål om personlig kommunikation. Når man formidler selvoplevede erkendelser som professionelt, fagligt stof er det vigtigt at have fokus på den hårfine balance mellem det, der primært giver forfatteren værdi i personens egen proces og det, der giver andre værdi ved at være relevant for dem.
Ekspertudsagn om psykopati
Gitte Lindholt er selvstændig som professionel facilitator, foredragsholder og coach samt cand. mag i teatervidenskab. I bogen interviewer hun bl.a. en række eksperter: Psykiatrisk overlæge Henrik Day Poulsen |Psykolog Vitha Weitemeyer – forfatter til bogen ‘Forelsket i en drøm’ | Professor Ask Elklit – Videnscenter for psykotraumatologi | Sundhedsekspert og forfatter Oscar Umahro Cadogan | Kontorchef Kirsten Rosenkilde – Statsforvaltningen Syddanmark |Advokat og mediator Pia Deleuran |Exitcirklens stifter og leder Sherin Khankan | Sexolog Joan Ørting. Og deler anonyme fortællinger fra det virkelige liv. For det er ikke en spektakulær chok-effekt reality-bog. Det er en bog med et konstruktivt formål – at styrke og hjælpe kvinder (og mænd) ud af destruktive parforhold.
Gitte Lindholt er bosat i Kolding. Foto: Steffen Nielsen
Jeg er interesseret i, hvilke overvejelser mennesker gør sig, når de fortæller omverdenen om sig selv og viser nogle personlige sider af sig selv – ved at have fokus på relevans for andre og uden at blive private. Det er en hårfin balance. Her kommer Spørgsmål og Svar om personlig kommunikation med forfatter Gitte Lindholt:
Karen Toftegaard: Gitte, du deler episoder fra din personlige historie om et ægteskab med en psykopatisk partner i bogen ”Slip fri af psykopatens kløer”. Hvilke tanker har du gjort dig omkring at fortælle andre om nogle personlige forhold i dit liv, som du i flere år har holdt hemmeligt for omverdenen?
Gitte Lindholt: Da jeg besluttede mig for at bruge professionel konsulentbistand i min skriveproces og kontaktede dig, Karen, havde jeg ikke lyst til at fortælle omverdenen, at jeg havde levet med psykisk og fysisk vold. Jeg tænkte mere i at skrive en bog om, hvordan man kan blive styrket gennem superfood. Det var simpelthen for pinligt at fortælle min egen historie, da jeg ikke havde lyst til at være kendt som kvinden, der havde fundet sig i så forfærdelige ting. Jeg ville hellere kunne fortælle om en fantastisk opfindelse eller andet. Men i samråd med dig, fandt vi ud af, at det lige præcis var min styrke, at jeg selv havde gået vejen. Det var mit stærkeste kort til at hjælpe andre i samme situation og tilføre verdenen værdi. Men det skulle laves som en selvhjælpsbog med både faglighed og personlige beretninger og ikke være en i rækken af ”real-stories” udgivelser.
Dyssocial personlighedsforstyrrelse – psykopat
Det skal tilføjes, at min tidligere partner ikke er blevet diagnosticeret psykopat. Så jeg kan kun fortælle om mine oplevelser med ham og hans adfærd, som jeg oplever har mange lighedspunkter med WHO´s definition af en dyssocial personlighedsforstyrrelse (“psykopat” på fagsprog):
Grov ligegyldighed over for andres følelser
Manglende ansvarsfølelse og respekt for sociale normer eller forpligtelser
Manglende evne til at fastholde forbindelser med andre
Lav frustrationstolerance og aggressionstærskel
Manglende evne til at føle skyld eller lade sig påvirke af erfaringer, inklusive straf
Bortforklarings- og udadvendt projektionstendens
…mit budskab er også, at man skal opsøge viden. Viden giver indsigt og mere velovervejede valg og handlinger.
Den personlige tone i en fagprofessionel bog
Karen Toftegaard: Hvad har du gjort for at finde din personlige tone frem i en fagprofessionel bog?
Gitte Lindholt: Det har været vildt svært. Fordi det netop hverken er en fagbog, fiktion eller en selvbiografi. Men jeg har forsøgt både i strukturen og i mit mindset at have læseren i mit baghovede gennem hele bogen og skrive til dem som mennesker af kød og blod, der har været i samme situation. I det hele taget handler denne bog jo om psykopater i pyjamas, hvor den psykiske vold foregår i menneskers private og personlige liv. Den personlige tone er også fremtrædende i beretningerne, hvor jeg ønsker at vise manipulationerne, den afstumpede adfærd og psykiske vold – set både gennem kvinders og børns øjne. Jeg har desuden forsøgt at stille spørgsmål til fagpersoner, som jeg tænker er relevante for kvinderne personligt. Men også fagligt, for mit budskab er også, at man skal opsøge viden. Viden giver indsigt og mere velovervejede valg og handlinger.
Vægtning mellem personlige beretninger og ekspertinterviews
Karen Toftegaard: Hvad er forskellen på den første version af din bog og den, der publiceres i dag? Jeg tænker bl.a. på, at der nok er sket en forandring i hvilke personlige fortællinger, du ser en værdi i at dele med andre?
Gitte Lindholt: Mit første manuskript på ca. 160 sider var min dagbog skrevet ud fra de første 1½ år efter skilsmissen, som både var helt private og personlige. Et materiale som jeg aldrig har vist til nogen. I slutproduktet er jeg selv nærmest helt ude af indholdet, da jeg har forsøgt at have fokus på, hvad der har værdi for andre. De personlige beretninger i bogen er også anonyme fra både andre kvinder og jeg. Jeg finder det vigtigt, at der er personlige beretninger, som gør at læsere kan spejle sig i bogen og genkende sin egen situation. Jeg håber, at det vil gøre, at de ikke føler sig alene med disse forfærdelige oplevelser, giver dem håb og mod til at bruge bogens værktøjer. Der er desuden i den endelige version fagafsnit og interviews med ni eksperter, hvilket jo ikke er personligt overhovedet. Når jeg skal holde mine mange foredrag, kommer jeg naturligvis med min personlige beretning. Det, tænker jeg, giver mening for tilhørerne. Her skal jeg også finde en balancegang mellem om jeg giver stof til BT eller Weekendavisen.
Et ståsted med personlig integritet
Karen Toftegaard: Hvad er din grundlæggende motivation for at dele dine egne personlige erfaringer og bakke dem op med ekspertudsagn?
Gitte Lindholt: Fordi mine personlige erfaringer bliver en form for viden, når de bliver nedfældet. Jeg er akademiker, så jeg tænker akademisk: Der skal være en faglig tyngde, som understøtter mine udsagn og oplevelser. Jeg er selv nysgerrig efter at opsøge viden om emnet og blive klogere.
Karen Toftegaard: Hvad/hvem har givet dig det største skub til at skrive bogen med en personlig autoritet, styrke og integritet? Gitte Lindholt: Du, Karen, overbeviste mig om, at min viden var en ekspertviden, som jeg slet ikke havde tænkt på. Det var et skulderklap i sig selv. Jeg har MIN viden og metoder til at overleve en psykopat, som ingen andre har. Bogen har desuden været en afgørende terapeutisk proces, og hjulpet mig i mål med at få personlig autoritet, styrke og integritet. Man kan sige, at bogen gerne skulle videregive eller opfordre til, at kvinder får det samme.
Karen Toftegaard: Hvad er det mest overraskende, du har indset, mens du var i gang med at skrive denne bog? Gitte Lindholt: Det svære i at skelne mellem det private, personlige og offentlige rum. At jeg ikke føler mig eksponeret i det offentlige rum med min historie. Jeg har samtidig med bogprocessen startet eget firma, og min krop reagerede kraftigt i december (tæt på bogudgivelsen) med stress og uro, ind til jeg fandt ud af, at den blot fortalte mig, at jeg skulle finde en form for skelnen mellem rummene. At min bog (personlig, offentlig) er én ting (gittelindholt.dk) og min foredrags- og eventvirksomhed (offentlig/professionel) Empower Lab (empowerlab.dk) en anden. Jeg bruger Empower Lab som en platform, hvor jeg kan holde foredrag om emnet. Så du rammer plet med din hensigt med dit interview om den hårfine balance mellem at fortælle om sit liv og samtidig bevare en personlig integritet. Og bemærkelsesværdigt hænger personlig integritet meget sammen med emnet psykopati, for om noget overskrider en psykopat ens grænser og privatsfære. Han blander sig i alt – lige fra ens sms’er til at ville kontrollere ens værdisæt eller politiske holdninger. Så den personlige integritet skal om noget genvindes efter bruddet. Og kroppen skal nok fortælle dig, hvis du ikke lytter.
P.S.: Dette blog-indlæg er første del i en serie af interviews om personlig kommunikation.
[Lisbeth Juhl Pedersen er uddannet i Digital Design og Kommunikation fra IT-universitetet i København. Hun er en af dem, vi samarbejder med i Karen Toftegaard ApS.]
I en verden hvor digitale tendenser nærmest sker over natten, og hvor sociale medier giver muligheder som aldrig før, så kræver det is i maven og omtanke, så man ikke tankeløst springer ud i det hele, bare fordi man kan. I dette blogindlæg vil jeg snakke om, hvordan man kan gribe livestreaming an, hvis man ikke før har prøvet kræfter med disciplinen.
Livestreaming er et begreb som i sig selv ikke er nyt, men nye medier har gjort det meget mere tilgængeligt. Livestreaming åbner op, og giver mulighed for, at alle fra nær og fjerne kan deltage i din workshop, forestilling, foredrag osv. I dette blogindlæg vil jeg først gennemgå nogle forskellige livestreamings medier, og dernæst vil jeg komme med nogle spørgsmål, som man bør stille sig selv, før man kaster sig hovedkulds ud i disciplinen.
Billedet er lånt fra: https://www.mondo.com/live-streaming-importance/
MEDIER TIL LIVESTREAMING
Når du skal vælge et medie til din livestreaming, så er der nogle forskellige muligheder, som jeg vil gennemgå et udvalg af. Når du skal vælge, er det en fordel at forstå formålet med din streaming. Er det kun for inviterede eller skal det ud til alle? Hvordan skal eventen distribueres? Dette er nogle af vigtige spørgsmål, som kan være med til at styre dit valg af livestreamingsmedie. Nogle gange er det også bare et spørgsmål om smag. Det kan derfor også være en fordel at prøve sig lidt frem.
FACEBOOK Jeg starter med én af mastodonterne, nemlig Facebook. Tjenesten har gjort det utrolig nemt at livestreame via din smartphone. Det er nemt at komme i gang, og for de fleste er det også et velkendt medie, hvor man i forvejen interagere med ens målgruppe. Denne interaktion kan også udnyttes under din livestreaming, hvor folk kan stille spørgsmål og kommentere.
Der er også den fordel, at det er ganske gratis at streame. Facebook tillader dog kun 90 min. livestreaming, hvilket du selvfølgelig skal planlægge din produktion efter. Det er også værd at huske, at Facebook favoriserer livestreaming videoer i deres algoritmer, hvilket betyder, at de får en højere placering i folks News Feed.
YOUTUBE YouTube er en anden kæmpe, som netop er kendt for videoer. Derfor har de også et rigtig fint live set up. En fordel ved YouTube er, at du kan integrere din livestreaming på dit eget site, og du har også mulighed for nemt at dele videoen på dine andre SoMe kanaler. Mediet giver mulighed for at lave mere eller mindre avancerede videoer, alt efter hvor teknisk og ambitiøs du er. Du har også mulighed for nemt at gøre videoen privat eller offentlig, alt efter hvad dit formål med streamingen er.
BAMBUSER Bambuser er, som Facebook og YouTube, gratis at bruge. Der findes både en gratis version, som giver grundlæggende mulighed for livestreaming, og så findes der en Premium udgave, som koster penge.
Derudover findes der også andre tjeneste som Livestream og Ustream som er mere avancerede tjenester dedikeret til livestreaming. Det er muligt at få en gratis prøveperiode, men derefter koster det penge. Så hvis du er en mindre organisation uden den store erfaring med livestreaming, så er det formentlig bedst at starte med gratis tjenesterne og prøve mediet af.
OVERVEJELSER FØR LIVESTREAMING
1) Planlæg det i detaljer! Som med alle andre events, så kræver livestreaming også velovervejet og detaljeret planlægning. Du kan med fordel tænke på det som en produktion, der også kræver god forberedelse. Du skal fx beslutte, hvilket tidspunkt du vil lægge streamingen, hvem der skal være med, hvor kameraet skal optage fra, hvad skal der ske osv.
2) Tænk på en ordentlig lokation Når folk ser din livestreaming, lægger de også mærke til de omgivelser, du befinder dig i. Sørg for at vælge nogle omgivelser, som understøtter den fortælling, du gerne vil lave, og det brand, du har.
3) Formålet Før du går i gang med at livestreame din event, så er det virkelig vigtigt, at du har gennemtænkt formålet med produktionen. Hvad er det, dine seere skal have ud af at kigge med, er det ren underholdning, en diskussion, videns tilegnelse? Hvem er det, der skal kigge med? Hvorfor livestreaming frem for en almindelig videoproduktion? Ved at stille disse spørgsmål, kommer du et skridt nærmere, hvordan din produktion skal tilrettelægges, så den bliver relevant for de mennesker, du gerne vil nå.
4) Udnyt mediet I forlængelse af punkt 3, så er det også en god idé at indtænke de muligheder mediet giver i en livestreaming produktion. Da alt jo foregår live, så husk at involvere dine seere. Du kan give dem mulighed for at stille spørgsmål undervejs, og derefter svare direkte på spørgsmålet. Man kan også udtænke et koncept, hvor seerne har indflydelse på, hvad der kommer til at ske under livestreamingen. Derved bliver seerne også mere engageret i din streaming, og de får forhåbentlig lyst til at se med i længere tid.
5) Distribution En anden vigtig overvejelse inden man går live med sin streaming er, hvordan vil sørge for at få folk til at se med. Hvis det er et privatarrangement, så er selvfølgelig særlig vigtigt, at du sørger for at sende en invitation ud, så folk ved, hvor de kan se din livestreaming. Det kan jo bl.a. gøre gennem et nyhedsbrev. Hvis man derimod bare gerne vil skabe en masse larm omkring ens event, så kan man med fordel bruge ens SoMe kanaler til at tease for eventen.
6) Sørg for god kvalitet Overvej også hvordan du sikrer en god kvalitet i din liveproduktioner. Folk er blevet forvænte med at se gode videoproduktioner, og du risikerer at miste dem undervejs, hvis kvaliteten er for dårlig. Sørg for en lyssætning, der viser mennesker og hvad der sker. Sørg også for, at der en ordentlig lyd. Måske skal du endda overveje at købe en ekstern mikrofon, så du sikrer en god kvalitet. Denne mikrofon fra Røde er et godt bud, og anbefalet af professionelle. Husk at købe en adaptor, så du kan bruge den med din telefon.
Derudover behøver det faktisk ikke at koste en formue at lave et live set up, da du kan få en masse udstyr til fx din iPhone, som kan opgradere produktionen. En håndholdt produktion kan blive lidt forvirrende at se på, så først og fremmest er det en god idé at investere i et stativ, som fx en tripod, samt en holder til mobiltelefonen. Hvis du også har købt en ekstern mikrofon, så burde du være klar!
Når du har været igennem disse overvejelser, så burde du være klar til din første livestreaming. Det eneste du nu skal huske er at sørge for ordentlig internetadgang. Selv den meste planlagt og gennemførte livestreaming er ikke en succes, hvis folk ikke kan se den.
7) Undersøg og leg med mediet
Sidst men ikke mindst, så undersøg hvilke vinkler, framings og måske “pausefisk”, du vil have med i din livestreaming. Se det som en leg, hvor du undersøger, hvad mediet kan, inden du går live. Storyteller og Changedesigner Zena Barakat anbefaler i dette interview, at man bruger små ressourcer til at eksperimentere og finde ud af hvad der virker netop for ens egen organisation, og så først derefter udvælger og bruger penge på det, der virker. Det behøver ikke være perfekt i første omgang, som man så heller ikke behøver at dele med alle live.
Dette blogindlæg er på engelsk, fordi det indeholder et interview med storyteller Zena Barakat fra det internationale designfirma IDEO, som jeg mødte til en scenekunstmesse i Montréal (Cinars). Og jeg vil også gerne dele det med de mennesker, jeg mødte der. [This blogpost is in english as it contains an interview with storyteller Zena Barakat from the international design firm IDEO, whom I met at a performing arts event in Montréal (Cinars). And I would like to share it with the people I met there too.]
Storyteller Zena Barakat from the design company IDEO and Karen Toftegaard, when we met in Montréal at the Performing Arts platform CINARS 2016.
Creativity lies in the way we think
A couple of years ago I had a book about creativitypublished (in Danish) – interviewing people with different kind of creative mindsets and giving tools to activate and nourish your creativity. Back then I sensed there was a difference in the way we were acting and thinking creatively even though my task was to find the essences of creative behaviour. I also noticed that I felt most inspired by people that were doing things very differently than I. Having worked in the performing arts field around 15 years I find it particularly interesting to see how this milieu can learn from other creative mindsets.
Creative thinking
When I met storyteller Zena Barakat from the international design company IDEO in San Francisco at the performing arts platform CINARS in Montréal, Canada, we talked about the creative design thinking and the creative thinking in performing arts. There is a difference and I see a potential for growing when adapting some of the approaches and ways of doing in the creative design thinking.
How to reach new audiences – using design thinking
Zena Barakat works in the Design for Change studio, helping organisations evolve their cultures and businesses to become more adaptive. In 2015 she worked with the San Francisco Opera to explore ways it could reach new audiences – using design thinking. Prior to joining IDEO, she worked in journalism and on documentaries for 12 years for The New York Times, ABC News, National Public Radio, Bloomberg News, National Geographic and the Independent Film Channel (IFC). Yes, she is pretty awesome.
Here are parts of our conversation – feel free to join:
Karen: How do you experience the difference between creative design mindset and the mindset of a performing arts organization? Zena: “Design thinking is very collaborative. You bring people together and you are supposed to leave your ego at the door, and if you are doing it right, you don’t really know where the idea came from exactly, who thought of it in the room, because everyone is building on each other so much. It is that collaborative and cooperative. And the people in the room are people with different backgrounds and perspectives and it takes relying on each other to come up with solutions and literally credit does not matter. In art it’s the opposite. It really matters who came up with the idea and it’s a certain vision, and it comes from one person or certain people at the very top, and credit is almost everything, right. (Even though there are several independent artists working collectively – as we experienced and reflected on at a.o. the international performance festival WORKS AT WORK: group works, ed.).”
Storyteller Zena Barakat from the international design company IDEO. She is based in San Francisco.
Working in silos
“However art and design also have different purposes. Design is supposed to be thinking about your audience and their experience and art can be inspirational because it is so singularly focused. The reason that it is important is because when you have a culture in arts organisations that is so used to working in departments by themselves or people working on their own, they have their own little systems that they have created. They work in silos. Then you come in and you say, we have this methodology, you have to collaborate on everything, the entire process from the beginning to end. That makes people extremely uncomfortable. They feel unsafe. Is my job safe? Am I going to be needed? Am I going to get the validation? Are my contributions going to be recognised? So it’s a completely different way of talking, thinking and doing. For people that can be very threatening. But if you can completely embrace it you can bring the ideas of five people to make the audience experience better.
Is there a way to leave the ego at the door?
Five people who come from very different backgrounds. It can be the security guard who works at the front of the house, it could be the musician and it could be a performer and then it could be the person who is head of audience relations, and you talk with them. The security guard at the front of the house could notice something that you never have noticed before that could make the audience experience vastly different. So if there is a way to leave your ego at the door, the opinions of five people can be way more powerful to make something great. It could mean the entire picture of the audience experience. So design thinking is powerful in that way, that it challenges the way that people naturally work in arts organisations which is very individually.”
Karen: “Yes it is extremely important to challenge the silo-behaviour. I worked in cultural institutions (supported by Danish Ministry of Culture) for seven years with Public Relations and I often got the best ideas when I was talking with the front house, the cleaning lady or the stage manager – people with another approach than I.”
Let´s all jump in
Zena: “It is not about everybody doing everything. It is more about when problems arise with ticketing. Do you put that entire problem on the ticket person or do all the people with different expertise, including the ticket expertise, come together and help each other to find that solution. It’s not like there is no collaboration going on, but it is sort of paper individualised specialised. Instead of ‘there’s something going on with ticketing, let us all jump in on that’. I think it is very uncomfortable for people, if they don’t get the credit or feel valued. They become nervous that their job may not exist tomorrow. And that’s a very real fear. Art organisations are struggling with finances and getting the audience what they need to continue. So it is not an irrational fear, but sometimes when you are dealing with set problems, it takes everybody taking it on. And people being able to help each other to think about solutions.”
Karen: “I think you’re spot on. The fear is driving people to do a lot of things especially in the art branch, because there is so much fear of losing. Specially now, where people are loosing privileges within the arts because the funding’s are cut back and people have to legitimise art by manifesting ‘why we should regard art as something valuable’ in all actions. I would like to recognise that you talk very empathic about these people and you’ve got a good understanding of what is going on. It is a pleasure to hear your way of talking respectfully and empathetic.
Sometimes the things we feel as extra could be the core of our change
Zena: “Well before I did my current carrier, I worked in journalism. Journalism is very similar in a lot of ways. In journalism there is a lot of fear, that we are not going to have the money to do the coverage that we need to do, to do a good job for the public. The public is not interesting in funding journalism the way it needs to be funded in order to exist. Because in journalism, investigating reporting has to happen, and that is not a very lean or effective process. It takes a lot of time and money to do investigated reporting. And so, in journalism there is a lot of the same fears that we are not going to be relevant or exist tomorrow. So everything is done just to survive. It’s a survival mechanism. Everything feels extra. The problem is that the things that feel extra could save you. For example, it used to be an extra for journalists to think about a Facebook strategy. It used to be an extra to promote. Well the biggest distributor of news now, is Facebook. So sometimes, these things that we feel as an extra could be at the core of what we could do to change. So for example, it could feel extra to reach out to new and different, not younger necessarily, but new and different audiences. It could feel like, ‘that is just one extra thing, that I can’t possible do’. Well it could be the thing that saves you and makes you more relevant, get more people through your doors. But because people are surviving, they are only thinking day to day, they are not thinking of five years from now.”
Karen: “Which three advices would you give to people in the art business about how to prioritise development?”
>>>Don’t spend a lot of money to do experiments<<< Zena: “The thing that I have heard from people over and over again, is that we don’t have the time and money or resources to do that. But the whole idea in design thinking is that you don’t spend a lot of money to do experiments. Please don’t. You need to first realise, if an idea could take hold before you throw money at it. Arts organisations, the Opera in particular, is really good at being perfect. They don’t like to do experiments. Their experiments are going to be the most perfect experiments. They are going to spend a lot of money on it. So there has to be a shift in thinking, that we can take little chances that could have a big impact. For example, tonight all of our ushers are dressed differently and have a different role. There are going to be two people doing the tickets, but we are not going to show people where to sit and we are going to see if they are okay with that. Instead all the ushers are going to be serving people drinks, to make the bar experience much faster and they are going to be talking to people about what to look out for in the show tonight. That’s what we are going to do. We are not going to have this long line of people waiting to get a drink or whatever, or they are going to talk to people in the line at the bathroom. To make it more tolerable to people to wait in line for the bathroom. I’m just saying, that doesn’t cost you any money, it is just a different mind-set.
In a lot of these arts organisations, for a new audience member who walks through the doors, there are already rules of conduct that they don’t know about. They are expected to dress a certain way, they are supposed to know certain cues that it is time to go inside and sit down. There are all these norms. If you were to change any one point of that, you could drastically change the audience experience. And that doesn’t mean spending money. So that’s number one. Experimenting without spending money.
>>>Please don’t water down your artistic vision<<<
Number two: Please don’t water down your artistic vision because you are thinking that it is going to please a lot of people. Sometimes I see that people want to please young people, so they do very ordinary things, to please young people and they are almost talking down to young people because they are saying ‘do you know what young people would like, young people would like a rave’ and so they do a dance party or whatever. Sometimes that works; but sometimes young people want the most elite thing. They just want to be able to wear jeans for it. They don’t want you to change your art, they just want to be able to feel comfortable. They want it at the time they want it at, they want the drinks at the bar to be beers that they like and they want… You know I’m just saying, that sometimes it is everything surrounding your performance. Well when you just start changing your art to please people that is when it doesn’t have a beautiful vision that is strong, anymore. And you are doing it to please people and that doesn’t work. So, I guess when you are thinking about your audience, really think about designing everything around the art, around the performance. What is it like to get tickets? Is it functional for people, are they getting in to problems, is it not worth their time? How are they finding out about it, in the first place? Are the only places you publish places that your existing audiences get newsletters. If you want to reach, new audiences go and reach newsletters and blogs that are outside of what you usually do. So I guess my point is, there is so much room for experimenting and experimentation and design around the whole audience experience that changing your programming to be blatantly trying to get a singular audience can sometimes talk down to them and feel in-authentic to them.
>>>Talk to people outside your bubble<<<
Number three is to talk with people outside your bubble. Outside of your world. Talk about how they are dealing with the same problem. The signature thing we did when I worked with the San Francisco Opera, was to get them to talk to people in other industries. Sometimes the opera people only talk to opera people and they say ‘We’re having this audience problem, Oh you are having an audience problem’, and they are just having the same conversations. Well, what we did was that we said one of the things the Opera was struggling with was ‘if we try to attract new audiences are we going to turn off our existing audience’? So we talked to someone in a completely different field, which was a wedding planner. We had an open conversation with the wedding planner. We said: Tell us about how you are able to please the mother of the bride and the flower girl in one event. What is important to people and what is not important. What makes people feel like they are taken care of and so on. Something that came out of that conversation, that was unrelated to that exact question, but really inspired the people at the Opera, was that she was talking about an event where there were people of different ages that, there is a certain energy level that you want to maintain. So you have to be very responsive. At a wedding, if you notice that things are getting quiet and slow and people are leaving the dancefloor, you put on an upbeat song. You might put a song on from the 1950’s, to get a certain crowd up and dancing, you are being very flexible. So you just think, we put on a performance in a certain space, maybe the venue is very flexible, is there a way that we can be responsive to the audience.We noticed once in an encore that the audience kept clapping. Well what if the performers came out once and the audience clapped once, and the next time the opera members decided we are going to get of the stage, move all the chairs to the side and we are going to talk to the audience members for 15 minutes. I’m just saying, that what they realised is that they are not very responsive, to the feeling or the mood of the audience, so sometimes you are not going to get the exact answer but you are going to be inspired by people in other fields, to solve your problem and look at it from a different angle.
Fantasy football – could there be Fantasy theatre?
Art organisations are not the only ones who are dealing with attendance issues when it comes to physical space. So how can you talk to people, for example, let’s say sports teams. They have to deal with filling stadiums, so what if an arts organisation talked to a sports team. And it is not about partnering with them, it is about saying ‘what are you doing to fill your seats’, because you have a physical space and they could be doing something really interesting that could inspire you. Something that you never even thought of. For example, something that has brought huge interest to a lot of people is Fantasy Football. Fantasy Football is basically an online game you play with your friends. Let’s say you play with ten other people, and you make your own team based on players you like, online. And so you pick a Quarterback from this team, and you pick another player from this team, and you make your own teams. And in the real world, the way that those people perform dictates how well your team is doing. So if that Quarterback threw eight touchdowns, then you are going to get those points. You get certain points for the players you choose, and you can switch people out and bring new ones in, and whatever.
People are therefore watching the games, because they want to know how their players are doing. So that’s really interesting, right? It’s another way that people are engaged, by inventing their own games that runs parallel to the physical.”
The Danish equivalent to Fantasy Football is “Manager”, formerly known as “Drømmeholdet”. The Danish newspaper BT began the concept in Denmark and inspired several others.
Karen: “It could be fun if you have fantasy theatre or fantasy performing arts.”
Zena: “Yeah, it could be fun. I don’t know what the analogy is, but maybe if the arts organisations get together and develop a videogame that turns you into the opera singer and you are performing the music that they perform. It could renew a whole new interest with a different audience in the art forum. One thing I can tell you with the Opera world. The Opera went and spoke to the manager in a movie theatre that serves food and drinks in the movie theatre. And they were talking to him about what it is like to have food and drinks in the space where something is going on, where entertainment is happening. Is it distracting for the audience. Because they were really thinking about this. The Opera was opening a 300 seat theatre, and they ended up choosing to have cup holders in the seats. So they ordered all these seats with cup holders, and now they allow people to bring in drinks in this new smaller theatre. So anyways they were talking to this guy, and he said one unexpected thing . They have curators to certain theme nights. So say some person is really into sci-fi movies, and this person is a sci-fi blogger, and so that person chooses what happens, what movies are coming up for every Thursday in the month of February, or whatever. And that person has a newsletter and a twitter account with a massive following. And that person says ‘I’m going to be at the Alamo Draft house, Thursday night showing my favourite science fiction films. The audience it is bringing is following that guy, so they are coming to this venue, a different audience entirely, and they are following him. So they thought to themselves, ‘how could we bring in a whole new audience, maybe by bringing in a different curator, or a different person that have influences. That puts on the show for the night, because people are following that person. So, if they talk to other people in the Opera they are not necessarily going to get the same answers. And it is not a direct answer all the time, but it is about getting your inspiration for ideas.
Hold on to the purposes of your organisation
Another thing is, that you really have to hold on to the purposes of your organisation, so with any experimentation it is not about trying everything and anything. ‘Is it in line with your purpose and your mission’? This is not something that is on your website, it has to be true about your organisation. And the more specific you could be about what your purpose it, the more you can actually experiment with a reason towards the goal. So, for example, if your mission is to reach new audiences or serve the community, what are you actually doing to be out there in the community, beyond just words. And are the experiments that you are doing and the change that you are making in line with that. So it’s not just about ‘let’s have a Snapchat channel and do virtual reality and do a videogame’. It’s not just about technology solving these things, but what experiments are you doing that are in line with your mission. So that there is a purpose and a reason for it, and it makes sense that you are the ones doing that. You in particular. Your organisation, singularly, not all of the Opera or all of the performing arts or the multimedia performance places/spaces. What makes you different from all the other ones, and your experiments and the change you are making, the goal of it has to be for you to fulfil that purpose and goal. In that way you can priorities what you are doing. I guess that was a long way of saying, you have to know your mission and purposes singular to your organisation, so that the change that you are proposing makes sense.
Every year in the beginning of July the San Francisco Opera invites San Francisco citizens to a stadium to watch a simulcasting Opera on screen outdoor in the sun – for free.
Do we unintendedly build walls around the arts?
“How the hell do they get people to come?” I couldn’t help asking. I’m fascinated by the fact that 30.000 people partake in such an event when a lot of them wouldn’t even consider going to the Opera house but don’t mind going to a stadium watching opera on screens and eating garlic fries in the sun. Maybe that tells us something about how we sometimes unintendedly build walls around the arts when we insist on the art institutions.
Christina er 26 år. Hun er uddannet i International Politics og Development and International relations. Hun har været i praktik i Karen Toftegaard ApS og det har været en gave med hendes blik på kunsten og hendes forståelse af verden. I dag stopper hun og jeg kan kun anbefale hende varmt, fordi hun har en evne til hurtigt at gennemskue tingene, finde gode løsninger. Og så er hun sjov og utroligt behagelig at være sammen med. Her reflekterer hun over forløbet.
Karen Toftegaard
Vild med den kulturelle verden
Teater og musik har altid været en af mine store passioner. Da jeg var lille, drømte jeg om at stå på scenen i store musicalproduktioner og synge mit hjerte ud. I min ungdom så jeg meget kunst og kultur i selskab med min moster, og jeg har altid haft en interesse for teater. Her i mine midt 20’ere definere jeg også mig selv som en habil teater- og musikgænger. Kort sagt er jeg vild med den kulturelle verden. Jeg har dog altid set mig selv foran scenen og aldrig bag den. Da jeg fik muligheden for at arbejde for Karen Toftegaard ApS, var jeg derfor meget glad, for her fik jeg muligheden for at arbejde med noget, jeg virkelig interesserer mig for. Samtidig var jeg dog også noget skeptisk. Hvad kunne jeg bidrage med i denne kreative, kulturelle og kommunikative verden? Var det egentligt noget for mig?
I det kulturelle miljø brænder mennesker for det, de laver
Igennem de sidste måneder har jeg fået et indblik i, hvad det vil sige at opsætte en forestilling. Der er en masse forarbejde op til en forestilling, blandt meget andet både hårdt og spændende kommunikations-arbejde, som jeg har været så heldig at hjælpe med. Jeg havde aldrig betragtet kommunikation som noget, jeg kunne beskæftige mig med, men jeg er blevet bekræftet i, at jeg har et vist flair for det. Kommunikationen er aldrig den samme og afhænger både af den, man vil kommunikere med og hvad der giver mening for begge parter. Derfor skal man altid overveje, hvilken strategi der ligger bag. Det har udvidet min horisont og øget min bevidsthed om, hvordan man på bedste måde formidler og sørger for, at det man gerne vil sige, også er dét man rent faktisk fortæller. Jeg har arbejdet med børneforestillinger, dans for ældre på plejehjem, produktioner der tager fat i alvorlige og store emner som krigsforbrydelser og forskellen på godt og ondt, og provokerende performance dans for teenagere osv. osv. Produktioner der alle, på hver sin måde, handler om at give folk en mulighed for at kigge ind ad. Det har været så livsbekræftende!
I det kulturelle miljø brænder mennesker for det, de laver. Det er inspirerende, når mennesker har en klar vision om, hvad de gerne vil, og at man kan hjælpe dem med at virkeliggøre den.
En ”alternativ” verden
Jeg har aldrig været det mest kreative menneske, så det var noget af en omvæltning at starte hos Karen. Både Karen og Stina (der var freelancer i virksomheden, da jeg begyndte) er meget kreative og alternative sjæle. Det har været super fedt at få øjnene op for en anden verden. At arbejde med Karen har udelukkende været en positiv oplevelse. Det har åbnet op for nogle nye sider af mig selv og har bekræftet mig i, at hvis man går til tingene med et åbent sind, så kan der kun komme noget positivt ud af det. Det kreative flow vi har haft på kontoret har både fået mig til at gå til opgaverne på en alternativ måde og netop tænke kreativt. Samtidigt har det helt lavpraktisk også gjort, at jeg har glædet mig til at komme på arbejde og altid set frem til de nye opgaver.
En alsidig hverdag, hvor opgaverne aldrig er de samme
Hvis jeg var selvstændig, som Karen, ville jeg nok være urolig for, hvordan den kulturelle verden er evigt foranderlig. Hvordan man springer fra opgave til opgave og aldrig kan vide sig sikker på den næste løn. Men som ansat er det netop denne foranderlighed og alsidighed, der er super fed. Ikke én opgave har været den samme siden jeg begyndte. Det kan godt være, at der har været de samme slags opgaver, men det har været med forskellige udgangspunkter og vinkler hver gang. Samtidigt er jeg blevet utroligt inspireret af Karens tilgang til tingene og positive sind. Hvis noget ikke har fungeret eller vi ikke har solgt billetter nok til en forestilling, så har vi lavet en brainstorm og fundet nye tilgange og ideer. Vi er aldrig blevet slået ud af det. Jeg har fra første dag været inddraget i alt, hvad der har foregået og er altid blevet opfordret til at stille spørgsmål og engagere mig. Det har været med til at genetablere min tro på mig selv. Hvis du havde spurgt mig i sommers, om den kommunikative eller kulturelle verden var et arbejdssted for mig, så havde mit svar nok været nej. Men nu ser jeg helt andre muligheder, både i mig selv og eventuelle fremtidige arbejdspladser. Det har været en øjenåbner, der basker og jeg ser frem til, hvor mine erfaringer med kulturkommunikation kan føre med sig.
Min rygsæk er fyldt op med positiv energi – TAK!
Det jeg tager med videre er en tro på mig selv og mine kompetencer. Jeg har virkeligt noget at byde ind med. Samtidigt har jeg også fået åbnet øjnene for en alternativ tilgang til opgaver og bare arbejdslivet generelt. . Jeg har fået mulighed for at arbejde med og se et hav af forskellige forestillinger. Det har simpelthen været så livsbekræftende og inspirerende. Jeg kan kun anbefale andre at gøre et stop i den kulturelle kommunikationsverden og få en masse god og positiv energi med på vejen videre.
Christina Prüsse Jensen er 26 år og er i praktik hos Karen Toftegaard ApS. Dette indlæg er en del af serien ”Andre menneskers stemmer”. Når man har arbejdet dedikeret inden for kunst og kultur i mange år, så opstår der mange blindvinkler. Derfor er det så vigtigt at høre andre menneskers syn på forskellige aspekter i kunsten.
Karen Toftegaard
I forbindelse med den internationale performance festival WORKS AT WORK symposium “Group works? On Feminism, Friendship and Borderlessness”: Feminismen kan meget mere, end man lige tror!
I mine studier i International Politics og Development and International Relations har jeg altid haft fokus på feminisme. Hvordan feminismen som en teori og udgangspunkt er en alternativ måde at anskue det internationale samfund på. Hvordan det bidrager til en inkluderende anskuelse af verden. Den måde jeg har gået til mit studiemæssige arbejde på, har altså altid været påvirket af et feministisk perspektiv. Feminisme er for mig en tilgang til politik der gør, at man anskuer alle mennesker lige og lægger sine egne fordomme fra sig, for også at kunne betragte problematikker fra andre synspunkter. Det handler altså for mig ikke kun om, at kvinder og mænd skal have lige løn osv. Tværtimod mener jeg, at vi ved at blive ved med at fokusere på, at mænd og kvinder er forskellige fra hinanden, er med til at forstærke kønsgrupperingerne og opbygge flere barrierer. Feminismen skal altså ikke bruges som et våben mod mænd, men som et redskab der skaber en fælles forståelse.
Det gik dog op for mig til Works at Works symposiet, at mit udsyn har været begrænset til den internationale politiske sfære. Men feminismen kan bruges til meget mere end dét. Jeg har aldrig skænket det en tanke, at det feministiske standpunkt også kan gennemsyre kreative processer og performances. Jeg har været fokuseret på mit eget felt, og ikke betragtet, hvordan feminismen bruges i andre sammenhænge. Men hvor er det fedt at få udvidet sin horisont, for det er netop dét som feminismen kan – rive barrierer ned og give en et nyt udsyn.
Som titlen antyder, så handlede symposiet overordnede om gruppearbejde. Samarbejde på tværs af kunstforme og landegrænser blev lifligt diskuteret og de forskellige performere havde hver deres tilgang til emnet.
(Foto: Wilfred Gachau.)
Fragility, Courage and Hard work
Cecilie Ullerup Schmidt, der igennem tre år har orkestreret festivalen Works at Work lagde i sin åbningstale ud med at fortælle, at hun mente gruppearbejde handlede om ”Fragility, Courage and Hard work”. Først tænkte jeg, at gruppearbejde jo egentligt bare er gruppearbejde. Hvor svært kan det være? Men jo mere jeg summede over det, jo mere gav hendes ord genklang. For gu’ er det hårdt arbejde at arbejde sammen med andre mennesker. Vi ved alle, hvor svært det kan være at sætte en lampe op sammen med sin kæreste eller planlægge en ferie sammen med venner. Når vi så taler om samarbejde inden for kunstens verden, hvor man netop er skrøbelig og sårbar og udstiller sig selv, så kræver det virkeligt mod og hårdt arbejde at arbejde sammen.
Hvad er gruppearbejde egentligt?
Samtidigt stiller gruppearbejde også en masse spørgsmål. For hvordan kan en gruppe skabe solidaritet? Og kan gruppearbejde også være ekskluderende? Og hvad taler vi egentligt om, når vi taler om gruppearbejde i kunstens verden? Gruppearbejdet som en metode for kunstnere til at skabe en holdbart arbejdsliv sammen, er jo en meget anderledes ting end gruppearbejde som en kollektiv proces hen imod en performance.
Dagen igennem mødte vi kunstnere og performance producerende enheder, der sammen havde tacklet opgaven om gruppearbejde og alle havde godt tag i deres feministiske værdier, og hvordan dette influerede dem.
Især under samtalen mellem Samlingen og female trouble blev vi præsenteret for ideen om, at når man arbejder i en gruppe, så er det ikke kun de praktiske sider af at lave en performance der bliver lettere, men også at du tør mere, når du ikke er alene.
Samlingen
Samlingen (SE/CA/IS) lagde ud med at præsentere alle i rummet som kvinder. Alle der sad i rummet, uanset køn var en kvinde. Alle mænd der nogensinde havde ledet the Royal Danish Academy of Fine Arts, er kvinder. Man kunne være en kvinde uden hår, en kvinde der arbejdede med hår, en kvinde der hed Anna, en kvinde der hed Knud. Pointen var, at vi alle er kvinder, fordi vi alle har et fælles ståsted i det, at vi alle er til, og derfor er det ligegyldigt om vi er kvinder eller ej. Samtidig satte de fokus på, at vores arbejdshierarkier påvirker vores historiefortælling. Hvordan vi arbejder sammen har indflydelse på den måde, vi formidler. Historiefortælling kan blive gjort af en danser eller af en digter, det kan blive gjort fra mund til mund eller fra krop til krop. Det handler alt sammen om, hvordan vi vil formidle og hvad vi vil formidle. Man kan i kunsten videreformidle lige hvad man vil, for her er vi (sammen)lige hvad vi forestiller os og vi gør hvad vi forestiller os. Som de selv beskriver:
“Samlingen is about how we relate to history, how we think about working together, the hierarchies between work roles, who gets to be the boss and who should be the boss, the whiteness of the black box, the money, the sick leave and parental leave, about working only with people you want to sleep with, about stealing ideas, about feeling like you never will become anything and everyone already knows that.”
Deres performance sluttede ud i en fællesdans, hvor dansen blev betragtet som en kvinde. En kvinde der startede med fødderne velplaceret på jorden og endte med at være rystende og skrigende. I dansen kunne de videreformidle deres budskab om, at vi alle er kvinder – for i dansen er vi, hvad vi forestiller os og vi gør, hvad vi har lyst til.
En forestilling der umiddelbart virkede simpel. En flok kvinder der ytrede, at vi alle er kvinder og dernæst fik os til at danse igennem. Men budskabet var meget mere kompleks end dét. Samlingen fik mig til at tænke over, hvordan vi kan bruge kunsten til at formidle de feministiske budskaber på en meget let tilgængelig måde. Vi kan nogle gange forsvinde i fine ord og abstrakte teorier der gør, at vi simpelthen giver op og dropper at forstå budskabet. Men her var deres performance så enkel men budskabet stod alligevel knivskarpt, til trods for dets kompleksitet.
(Foto: Wilfred Gachau.)
Female trouble
female trouble (DE/IL/PL) fokuserede på forholdet mellem venskab og samarbejde. Er det overhovedet muligt at arbejde sammen som venner? Kan venskabet være rammen for et arbejdsrelateret samarbejde? Hvem er så ens chef? Og kan vi overhovedet arbejde uden de institutionelle normer? Spørgsmålene var mange og fik en til at sætte spørgsmålstegn ved de konventionelle tanker vi har, ikke bare om samarbejde men om livet. Hvorfor er der overhovedet et kollektiv? Og hvordan bliver man medlem? Kan et kollektiv eksistere med bare én person? Alle spørgsmål der fokuserer på vores tendens til grupperinger, både når det angår arbejde og i det offentlige rum, og hvordan vi håndterer det som et feministisk kollektiv. Det er netop spørgsmål som disse, som feminismen er så god til at tage op. Svarene kom bagefter i samtalen mellem female trouble og Samlingen. Når vi går sammen i grupper er det for at finde et kollektiv i vores ellers forskellige verdener. I kollektivet har man altid nogen at sammenligne sig selv med, nogen at dele tanker og ideer med og man er en del af noget. Når vi samarbejder udfordrer vi hvordan vi som individer fungerer og vores egen måde at arbejde på. Samtidigt skal man også være bevist om, hvilken kontekst man arbejder i og hvilke strukturer der spiller ind. Trods alt, hvad er så den kollektive intuition? Er det en person der leder de andre, eller?
(Foto: Wilfred Gachau.)
Er samarbejdet gået tabt i det senmoderne samfund?
Cecilie Ullerup Schmidt sluttede sin åbningstale af med at sige, at hun kunne frygte at venskaber og samarbejde måske i højere grad er blevet erstattet af ”networking” i vores neoliberale hverdag. Og måske har hun ret. For handler det i vores samtid ikke i højere grad om, hvor og hvor meget man arbejder, hvilket projekt vi er i gang med og hvilket trin vi har nået på lønstigen? På kæmpe arbejdspladser kan man ende med at føle sig helt alene, for man arbejder reelt ikke med nogen. Så hvordan kan vi opretholde et kontinuerligt samarbejde?
I kunsten er samarbejdet i centrum
De forskellige performere til dette symposium illustrerede hver især i deres performance. De er ikke blot kollegaer og bekendte, men venner og familie og det finder de en styrke i. I kunsten er det netop samarbejdet der er i centrum. Den intimitet og fortrolighed man har med hinanden, den ville ikke kunne erstattes. Om det er samarbejdet mellem dem der står på scenen, eller mellem dem der står bag ’gardinet’, det er lige meget. Pointen er, at kunsten ikke ville kunne overleve uden det bånd, som samarbejde giver. De forskellige performere viser hver især, hvordan de har nedbrudt grænser og har skabt nogle rammer der gør, at de kan arbejde sammen i et fællesskab.
“The biggest lesson of democracy is listening to stories that does not concern you”
Den indiske filosof Gayatri Chakravorty Spivak er en af de rigtig vigtige kræfter inden for feministisk, marxistisk og postkolonial tænkning. Hun slutter dette symposium af med at tale om ”Collectivity and Borderlessness” i den internationale politiske sfære. Et emne jeg umiddelbart ved mere om, end kreativt gruppearbejde. Alligevel bliver jeg sat helt til vægs. Spivaks historier og eksempler er komplekse og hendes pointer falder hurtigt og prompte. Fokus er på, hvordan vi selv som et kollektiv har skabt alle disse grænser i verden. Både fysiske grænser, men også grænser i form af forskellige sprog og dermed sprogbarriere. Grænser er noget af det første, den menneskelige psyke opfatter. Vi må som kollektiv lære disse grænser at kende, hvordan vi passer på dem og hvordan vi forhandler med dem. Men hvis disse grænser ikke eksisterede hvordan ville det så påvirker vores opfattelse af nationalisme og globalitet? Selvom en verden helt uden grænser synes umulig, mener Spivak, at det kan gøres muligt. Fysiske grænser, som ens pas, vil nok aldrig forsvinde, men en verden hvor grænserne er blevet udvisket af kapital, teknologi og viden om forskellige sprog er bestemt en mulighed i hendes perspektiv. Dette afhænger dog i høj grad af vores egen evne til at drømme om en verden, hvor lande og mennesker genovervejer deres loyalitet overfor grænser. Disse grænser er med til at underminere os som et kollektiv, ved at sætte forskelle op mellem klasser og racer. Spivak advokerede derfor for, at en kollektiv verden uden grænser er en verden der er omsorgsfuld og medmenneskelig. Som hun beskrev “The biggest lesson of democracy is listening to stories that does not concern you”.
(Foto: Wilfred Gachau.)
Kan den kunstneriske feministiske agenda og den politiske feministiske agenda forbindes?
Og så vil den opmærksomme læser måske undre sig over, at Spivak er hovedtaler til sådan et symposium, hvor fokus blandt andet er på kreativt gruppearbejde og hvor de resterende performances hovedsageligt var af kunstneriske grupper. Men jeg synes netop, at Spivaks foredrag illustrerer, at vi har brug for kunsten. Vi har brug for dette forum, hvor man kan nedbryde samfundets normer og udfolde sine feministiske ideer i et fællesskab. I kunsten eksisterer der ingen grænser, men man kan bevæge sig frit rundt, hvilket netop er den verden, som Spivak ønsker. Så måske er der i virkeligheden ikke særligt langt fra den kunstneriske feministiske agenda til den politiske feministiske agenda. Jeg har i hvert fald fået åbnet mine grænser efter dette symposium.
Et udsnit fra profilen @rapideyetheatre. Profilen er i mørke farver, som kan give fornemmelsen af et teater.
Et udsnit fra profilen @detfriefeltsfestival som benytter hvide rammer omkring billederne. Desuden er der en fin dynamik ml. vertikale og horisontale billeder.
Det kgl. Teater tager os med backstage til prøverne på en forestilling. 
Stine Goya sætter scenen med en person, iført den uldfrakke som skal promoveres.
Her viser Northside Festival og mediet FORMAT, at de er afsendere ved at lave en ramme, et logo og en tekst på billedet.
