[Nana Lysbo er praktikant i PR & Kommunikation hos Karen Toftegaard ApS]
I går underviste Karen Toftegaard i PR og promovering på Den Danske Scenekunstskole. Jeg var fluen på væggen, og det var interessant at overvære både undervisningen, og de diskussioner, som der opstod i undervejs. Det gav mig et indtryk af, hvordan andre kan opfatte PR og ”sådan nogen som os, der arbejder med kommunikation og PR”.
PR som en nødvendig medspiller, eller hvad?
Undervisningen kan beskrives som en sjov og finurlig rundrejse i PR og kommunikationens verden i forhold til den kunstneriske branche. For mig, der som kommunikationsuddannet brænder for fagets mange facetter, blev det hurtigt tydeligt, at der var meget forskellige holdninger til, hvad PR og kommunikation kan gøre for (scene)kunsten.
Spørgsmålet der især trængte sig på var, hvorvidt PR og branding skal anskues som en nødvendig medspiller inden for scenekunsten, eller om det ganske enkelt er en modspiller, som er med til at udvande det kunstneriske produkt?
Diskussionerne der fulgte med, var relevante, sjove og med til at sætte tingene i perspektiv. Da Karen blandt andet bragte Det Kgl. Teaters tiltag ’Brunch og Ballet’ på banen som et eksempel på et formidlingsinitiativ, var en af de studerende hurtig til at beskrive arrangementet som ”Slikposen man får lov til at få, når man har spist sine kedelige kartofler” – underforstået at balletten var kartoflerne, og brunch(pølserne) slikposen. Spørgsmålet er, om man i virkeligheden er med til at forfladige ballettens smukke væsen ved at gøre den spiselig gennem røræg, ketchup og croissanter? Eller om man, som en af hans medstuderende reflekterede, netop formår at holde liv i kunsten, fordi man får gjort ballet tilgængeligt, relevant og nærværende for folk som normalt ikke har deres gang på Gammel Scene?
PR – den nødvendige forstyrrelse i den kunstneriske proces
Alt i alt, var det virkelig interessante at lytte til de studerendes interessante betragtninger over kommunikationens rolle i den kunstneriske branche. Det var tydeligt, at der kan være modstand mod promovering, hvilket også var grunden til, at Karen startede timen med at sætte fokus på de personlige modstande, vi ofte kan have mod at blive synlige eller være ”sådan nogen, som promoverer os selv”. Det blev til gode diskussioner, at kunst og promovering nogle gange kan føles som to uforenelige størrelser. Det kan opleves som om, man mister sin kunstneriske integritet i promoveringen – og så alligevel ikke, for som én af de studerende udtalte: ”Det er et problem, hvis man tænker penge først. Men man er også nødt til at være ’forretningsmand’ for at kunne lykkes med sine projekter og nå ud til et større publikum.”
Trods kritiske refleksioner over kommunikationens tendens til nogle gange at kommercialisere det kunstneriske produkt, nåede eleverne i sidste ende frem til, at PR-apparatet kan anskues som den ”…nødvendige forstyrrelse i den kunstneriske proces, som får os til at få øjnene op for det værdimæssige i vores projekter – PR kan ses som knapperne vi justerer på, på mixer-pulten, som stiller spørgsmål, der gør os skarpere på vores kunstneriske arbejde.”
Afslutningsvis må jeg desuden sige, at Karen som underviser er virkelig behagelig at være i rum med. Der var virkelig god stemning, og undervisningen var præget af en naturlighed, som var med til at skabe en virkelig god dynamik underviser og de studerende imellem. De studerende var virkelig engagerede og det var tydeligt for mig, at der var tale om en ligeværdig relation, hvor dialog og videndeling var en grundlæggende præmis.