[Ida Marie Fich er kommunikations- og udviklingsmedarbejder hos Karen Toftegaard PR & Kommunikation]
Lige siden, jeg kan huske, har jeg elsket at fortælle historier. Som barn skrev jeg for eksempel en julekalender-føljeton til min søster og optog improviseret Melodi Grand Prix på kassettebånd – med mig som selv som både vært og skiftende sangere. Er det at fortælle historier?
Ja, historier er meget mere og andet end dem, vi f.eks. læser i en bog eller får fortalt i en film, hvor vi ikke selv er medskabende. Jeg har selv har haft stor glæde af at synge som en måde at udtrykke mig på, der er mere intuitiv og kropslig, end når jeg bruge mit sprog og min stemme intellektuelt. Men at synge er blot en af de måder, vi kan udtrykke os kreativt på.
Når vi får chancen for at kommunikere gennem billeder, musik, sanser, bevægelser og leg udfolder og udfordrer vi vores måde at fortælle historier på. Men hvorfor fortæller vi overhovedet?
Vi fortæller os selv
Størstedelen af vores hverdagsoplevelser og viden er ifølge Mark Turner, professor og forfatter til bogen Den litterære bevidsthed (2000), organiseret som historier. Det ligger altså dybt i vores måde at tænke og handle på at sammensætte fortællinger – simpelthen for at skabe mening i vores liv.
Tænk blot på, når du forsøger at skabe orden i detaljer fra din hverdag eller i dit liv som helhed, og hvor mange narrative konstruktioner, du tyer til: ”Hvis jeg ikke havde skiftet job, havde jeg jo ikke mødt … Og tænk engang, hvis vi kunne rejse til Indien og…”.
Men én ting er de historier, vi hele tiden helt automatisk konstruerer om os selv og menneskene omkring os. Noget andet er de historier, vi fortæller med et bredere arsenal end vores sprogligt litterære bevidsthed – med hele vores krop, sanser, rummet og menneskene omkring os.
Det er det, man kan kalde ”æstetisk læring”, hvilket ifølge forfatterne bag bogen Æstetisk læring (2006), Bennyé Austering og Merete Sørensen, er ”en sanselig symbolsk form, der rummer en fortolkning af os selv og verden, og som kan kommunikere fra, til og om følelser.”
Lyst til at lege
Når vi bruger den æstetiske form til at skabe noget med, kan vi altså udtrykke os på en anden måde, end når vi blot tænker over eller taler om det. Se for eksempel, hvordan pigerne her bruger dansen og musikken til at udtrykke sig:
Eller tænk på, når du helt glemmer tiden med julepynt eller gækkebreve i hånden, når sangen i badet gør dagen lettere at starte på, eller når madlavningen bliver en leg, fordi du lader dig inspirere til at prøve noget nyt.
Du behøver ikke slå et kæmpe brød op gå til akvareltegning hver tirsdag for at udtrykke dig kreativt. Selv gennem små ting i hverdagen udtrykker vi os æstetisk og bruger ifølge Austering og Sørensen ”en medfødt trang til gennem leg og skabende æstetisk aktivitet at give udtryk for (os) selv”. De påviser også i bogen, at ”den æstetiske virksomhed er grundlæggende lystbaseret og virker stimulerende tilbage på menneskets livslyst”.
Vi kan altså simpelthen blive gladere mennesker af at skabe noget og fortælle kreativt – what is not to like?! Kan vi mon koble vores medfødte trang til at konstruere historier med lysten til at lege og skabe, når vi fortæller om os selv og verden?
Fortællinger forandrer
For noget tid siden deltog jeg i live rollespillet Before we wake, hvor jeg sammen med 20 andre var del af et syret og poetisk drømmeunivers. Her blev vores individuelle fortællinger vævet sammen til en levende og foranderlig fælles historie – fortalt med krop, stemme, objekter, lyd og lys.
Rollespillet gav mig mulighed for både at udforske min egen historie og fortælle nye historier sammen med andre i vores improvisationer. Det rummede altså både potentialet for at vokse og udvikle sig indadtil og skabe forandring udadtil; en dobbeltsidet bevægelse mange kreative fortællinger rummer.
Glad Teaters interaktive forestilling Helte er det et andet godt eksempel på, hvordan vi kan bruge fælles fortællinger til at skabe glæde og forandring:
Mødet mellem de udviklingshæmmede skuespillere og publikum omkring den iscenesatte træning af helte fungerer både som kunstnerisk, æstetisk produkt og social, skabende oplevelse. Her bliver publikum konfronteret med deres indre helt – eller mangel på samme – og inspireret til at være helte i deres eget liv ved at hjælpe andre – og altså bane vejen for forandring udenfor dem selv.
Når publikum poster selfies af dem selv sammen med heltene efter forestillingen, har den fælles fortælling allerede skabt ringe i vandet. Det er samme strategi, der er på spil, når kunstnere maler vores metrohegn, og beboerne bidrager med historier til de digte, der bliver skrevet der, og når jeg hver mandag står foran fire andre og lader min sangstemme smelte sammen med deres.
Fortæl, fortæl!
Fortællinger har en massiv kraft til at få mennesker til at mødes og skabe bevægelser i samfundet. Udover at deltage i nogle af de mange kultur- og kunstprojekter, der har et interaktivt, inddragende element, som jeg har nævnt nogle eksempler på, kan du jo starte med dig selv.
Er du fiks på fingrene, men har aldrig fået gjort noget ved dine bygge-ambitioner? Kunne de mooves, der viser sig, når du skruer op for musikken derhjemme, overføres til et dansegulv? Eller er det nu, du skal i gang med at skrive den børnebog?
Hvis vi får øjnene op for de mange forskellige redskaber, vi har til rådighed i vores krop, stemme og sanser, kan vi, tror jeg, for det første blive klogere på, hvem vi er, og hvordan vi tager plads og får en stemme i verden. For det andet kan vi endda også få mere lyst og glæde ind i vores liv.
God fornøjelse!