Når kunsten bliver for indforstået

Du kender det sikkert godt fra dig selv. Du er rigtig godt i gang med et projekt, kender alle aspekter og tanker bag og du ved bare, at det bliver godt.

Når du står der, lige midt i det hele, kan det være svært at se på arbejdet udefra. Og endnu sværere at forklare dit projekt for andre. Især hvis projektet er et hjertebarn. Noget, du har arbejdet på længe eller måske et projekt med et budskab, som du brænder mere for end noget andet.

Når du sidder der – midt i dit projekts centrum – og giver dig i kast med at beskrive det for andre, så går det ofte lidt skævt.

Når kunstneren selv beskriver sit værk er det ikke sikkert, at andre forstår det.

 

Sådan ser det i hvert fald tit ud fra modtagerens synspunkt. Jeg ved det, for jeg har i mange år siddet på den anden side og været den, der modtog pressemeddelelserne om de mange hjertebarnsprojekter.

Og netop det med at være modtager frem for afsender, har jeg lovet Karen Toftegaard at skrive lidt om her. For som jeg ser det, så er der er ganske simpel opskrift på, hvordan du sikrer dig, at dine modtagere forstår, hvad du skriver om.

 

En modtagers udfordringer

Som beskrevet i mit sidste indlæg her på siden (det her) er jeg blogger (kulturmor.dk), teateranmelder og tekstforfatter – og i disse sammenhænge modtager jeg naturligvis nogle pressemeddelelser og anmelderinvitationer fra diverse teatre og producenter. Men i gamle dage, sad jeg på redaktionen på den elektroniske kulturguide, KultuNaut og koordinerede deres daværende anmelderkorps.

Her startede jeg hver morgen med at scrolle indbakken med pressemeddelelser igennem for at se, om der var noget, som havde relevans for anmelderkorpset (dvs. teater, film, bøger, kunst og musik, som var de emner, KultuNauts anmeldere dækkede).

Men der var måske hundrede mails dagligt. Om alt fra strikkeklubber, loppemarkeder og foredrag om sund livsstil til nye forlystelser i Tivoli, forskningsresultater og lokalpolitiske udmeldinger. Sikkert nogenlunde samme situation, som de fleste nyhedsredaktioner oplever i dag.

På en dårlig dag, hvor tiden var knap, sprang jeg alt over, hvor jeg ikke tydeligt kunne se, at afsenderen var relevant (filmselskab, teater, museum, forlag etc.). Dvs. alle mails fra de mindre steder, hvor afsenderen bare er et navn, blev slet ikke læst.

Jeg åbnede mails hvor emnefeltet var noget a la ”Ny teaterforestilling for…” eller ”Åbning af kunstudstilling på…” eller måske ”Pressevisning af…” Dermed var der også mange hundrede mails, som ikke blev åbnet.

Et eksempel på, hvordan formidlingen af et værk har stor betydning for, hvordan det modtages i sidste ende.

 

Se det hele lidt oppe fra

Nu tænker du måske, at problemet kun opstår, når den skabende kunstner (eller en anden person, der er tæt forbundet med projektet) også skal agere pressemedarbejder og skrive pressemeddelelsen om værket. Men det er desværre ikke tilfældet. Ikke udelukkende i hvert fald.

Jeg oplever også forholdsvist ofte at modtage pressemeddelelser både fra mellemstore teatre med egen presseafdeling og fra professionelle kommunikatører, der ikke laver andet, men hvor jeg alligevel slet ikke kan se, hvad det er, de vil mig.

Lad mig give et eksempel fra scenekunsten, som er den genre, jeg oftest modtager pressemeddelelser omkring. Jeg modtager en mail fra en kulturproducent. På en god dag er emnefeltet ”Anmelderinvitation” eller ”Ny teaterforestilling fra …”, men på en mindre god dag kunne det være ”Nyt, banebrydende værk gør op med globale kriser” eller ”Frygt ej for de vilde drenges pile”.

Og ja, de to sidste emnelinjer lyder unægteligt mere interessante end de første to, men problemet er, at jeg sjældent finder en brugbar forklaring på emnelinjerne inde i selve mailen. Det står på ingen måde klart, om der er tale om teaterforestillinger, kunstinstallationer, en bog eller noget helt fjerde. Og det er en skam.

Det er rent faktisk sket flere gange, at jeg har modtaget mails, som jeg – selvom jeg læste dem fra ende til anden flere gange – helt enkelt ikke forstod. Jeg fandt aldrig ud af, hvad henvendelsen drejede sig om. Somme tider skriver jeg tilbage og spørger. Andre gange dropper jeg dem uden flere undersøgelser.

 

Lad ikke dit arbejde være spildt

Den skabende kunstner arbejder med værket længe. Fra den første spæde idé gennem hele processen til det færdige produkt. Når samme kunstner selv skal beskrive denne teaterforestilling for udenforstående, bliver det ofte problematisk. Og det samme gør sig gældende, når PR-bureauerne bliver for indspiste i branchen.

De mister let jordforbindelsen og er ikke i stand til at se det hele lidt udefra. Måske mangler de “almindelige mennesker” til at teste deres pressemeddelelse på. Hvis moster Olga på 75 ikke forstår, hvad det handler om, så gør alle de andre modtagere sikkert heller ikke.

Mit bud er, at det hele let bliver for indspist. Hvis man til daglig – uanset om man er skabende kunstner, professionel kommunikatør eller pressemedarbejder – færdes blandt kunsten og de mennesker, der skaber den, så bliver talen om værkerne også meget indforstået.

Alle ved da hvem Aleksa Okanovic, Hilde Ingeborg Sandvold eller Elliott Crosset Hove er! Ingen grund til at introducere dem. Eller? Men nej, det ved alle ikke. Og det værste du kan gøre er, at få din modtager til at føle sig uden for. Eller føle sig dum, fordi han/hun ikke aner, hvem du taler om.

Der ligger så megen forhistorie bag enhver pressemeddelelse. Så megen viden i den hjerne, der udformer den og som samtidig skal formå at hæve sig op over processen, se det hele lidt ovenfra og sagligt beskrive det for andre. Det kan føles umuligt, men det er det altså ikke.

For selvom det for alle de indforståede virker livsnødvendigt at have alle små aspekter i værket med i pressemeddelelsen, så er det modsatte faktisk tilfældet. Det hele skal ikke beskrives i den pressemeddelelse, tværtimod. Men alligevel bliver den sjældent så kort og præcis, som den burde have været – uanset afsenderen.

Dermed risikerer du som skabende kunstner, formidler eller PR-medarbejder, at ingen forstår, hvad du har skabt. Hvad det er, du vil fortælle. Og hvis modtagerne ikke forstår det, så formidler de heller ikke budskabet videre til dit potentielle publikum. Og i sidste ende kan dit arbejde være nærmest spildt.

 

Beskriv HVAD, HVOR og HVEM

På kulturredaktionerne rundt om i landet modtager de flere hundrede pressemeddelelser hver uge. Og det er de færreste redaktionssekretærer, der lige hurtigt kan gennemskue indforståede overskrifter, en lang temabeskrivende indledning eller en kunstnerisk forklaring på værket.

Modtageren vil gerne bare vide HVAD det drejer sig om, HVOR det foregår og HVEM, der står bag. De informationer bør fremgå af de første linjer. Gerne allerede i emnefeltet, hvis der er tale om en mail (og det er der som regel). Og når alle de basale informationer er afgivet, så er det ok, at vise lidt mere kunstnerisk indhold frem.

Jeg mener ikke, at afsenderen skal tale ned til modtageren. Men du kan på den anden side heller ikke forvente, at modtageren ved, om du laver dansekoreografier, malerier eller musik. Du er nødt til at skrive det direkte.

Laver du teater, så lad afsendernavnet afspejle det. Og det samme gælder emnefeltet. Gentagelse skader ikke. Tværtimod er du så mere sikker på, at modtageren fanger budskabet.

Så helt groft opstillet er her tre gode råd til dig, der skal skrive og udsende en pressemeddelelse.

  1. Sørg for at have en tydelig afsender – ikke bare dit navn.
  2. Skriv et kort og meget konkret emnefelt, så der ikke er tvivl om, hvad din mail indeholder.
  3. Start din mail med at beskrive HVAD, HVOR og HVEM. Så kan du altid gå i det mere kunstneriske mode efterfølgende.

Og alternativt – bed om hjælp! Få en udenforstående til at formulere din pressemeddelelse i stedet.

LIVESTREAMING – hvor og hvordan?

[Lisbeth Juhl Pedersen er uddannet i Digital Design og Kommunikation fra IT-universitetet i København. Hun er en af dem, vi samarbejder med i Karen Toftegaard ApS.]

I en verden hvor digitale tendenser nærmest sker over natten, og hvor sociale medier giver muligheder som aldrig før, så kræver det is i maven og omtanke, så man ikke tankeløst springer ud i det hele, bare fordi man kan. I dette blogindlæg vil jeg snakke om, hvordan man kan gribe livestreaming an, hvis man ikke før har prøvet kræfter med disciplinen.

Livestreaming er et begreb som i sig selv ikke er nyt, men nye medier har gjort det meget mere tilgængeligt. Livestreaming åbner op, og giver mulighed for, at alle fra nær og fjerne kan deltage i din workshop, forestilling, foredrag osv. I dette blogindlæg vil jeg først gennemgå nogle forskellige livestreamings medier, og dernæst vil jeg komme med nogle spørgsmål, som man bør stille sig selv, før man kaster sig hovedkulds ud i disciplinen.

live-streaming
Billedet er lånt fra: http://www.mondo.com/live-streaming-importance/

MEDIER TIL LIVESTREAMING

Når du skal vælge et medie til din livestreaming, så er der nogle forskellige muligheder, som jeg vil gennemgå et udvalg af. Når du skal vælge, er det en fordel at forstå formålet med din streaming. Er det kun for inviterede eller skal det ud til alle? Hvordan skal eventen distribueres? Dette er nogle af vigtige spørgsmål, som kan være med til at styre dit valg af livestreamingsmedie. Nogle gange er det også bare et spørgsmål om smag. Det kan derfor også være en fordel at prøve sig lidt frem.

FACEBOOK
Jeg starter med én af mastodonterne, nemlig Facebook. Tjenesten har gjort det utrolig nemt at livestreame via din smartphone. Det er nemt at komme i gang, og for de fleste er det også et velkendt medie, hvor man i forvejen interagere med ens målgruppe. Denne interaktion kan også udnyttes under din livestreaming, hvor folk kan stille spørgsmål og kommentere.

Der er også den fordel, at det er ganske gratis at streame. Facebook tillader dog kun 90 min. livestreaming, hvilket du selvfølgelig skal planlægge din produktion efter. Det er også værd at huske, at Facebook favoriserer livestreaming videoer i deres algoritmer, hvilket betyder, at de får en højere placering i folks News Feed.

Læs mere om, hvordan du livestreamer fra Facebook.

 

YOUTUBE
YouTube er en anden kæmpe, som netop er kendt for videoer. Derfor har de også et rigtig fint live set up. En fordel ved YouTube er, at du kan integrere din livestreaming på dit eget site, og du har også mulighed for nemt at dele videoen på dine andre SoMe kanaler. Mediet giver mulighed for at lave mere eller mindre avancerede videoer, alt efter hvor teknisk og ambitiøs du er. Du har også mulighed for nemt at gøre videoen privat eller offentlig, alt efter hvad dit formål med streamingen er.

Du har også mulighed for at dele dit livestreaming link, før du går live, hvilket betyder, at du fx kan dele det i dit nyhedsbrev. Læs mere om YouTubes egne tips til promovering af dit live indhold.

Her kan du læse i detaljer om, hvordan du livestreamer via YouTube.

 

BAMBUSER
Bambuser er, som Facebook og YouTube, gratis at bruge. Der findes både en gratis version, som giver grundlæggende mulighed for livestreaming, og så findes der en Premium udgave, som koster penge.

Derudover findes der også andre tjeneste som Livestream og Ustream som er mere avancerede tjenester dedikeret til livestreaming. Det er muligt at få en gratis prøveperiode, men derefter koster det penge. Så hvis du er en mindre organisation uden den store erfaring med livestreaming, så er det formentlig bedst at starte med gratis tjenesterne og prøve mediet af.

 

OVERVEJELSER FØR LIVESTREAMING

 

 1) Planlæg det i detaljer!
Som med alle andre events, så kræver livestreaming også velovervejet og detaljeret planlægning. Du kan med fordel tænke på det som en produktion, der også kræver god forberedelse. Du skal fx beslutte, hvilket tidspunkt du vil lægge streamingen, hvem der skal være med, hvor kameraet skal optage fra, hvad skal der ske osv.

 

2) Tænk på en ordentlig lokation
Når folk ser din livestreaming, lægger de også mærke til de omgivelser, du befinder dig i. Sørg for at vælge nogle omgivelser, som understøtter den fortælling, du gerne vil lave, og det brand, du har.

 

3) Formålet
Før du går i gang med at livestreame din event, så er det virkelig vigtigt, at du har gennemtænkt formålet med produktionen. Hvad er det, dine seere skal have ud af at kigge med, er det ren underholdning, en diskussion, videns tilegnelse? Hvem er det, der skal kigge med? Hvorfor livestreaming frem for en almindelig videoproduktion? Ved at stille disse spørgsmål, kommer du et skridt nærmere, hvordan din produktion skal tilrettelægges, så den bliver relevant for de mennesker, du gerne vil nå.

 

4) Udnyt mediet
I forlængelse af punkt 3, så er det også en god idé at indtænke de muligheder mediet giver i en livestreaming produktion. Da alt jo foregår live, så husk at involvere dine seere. Du kan give dem mulighed for at stille spørgsmål undervejs, og derefter svare direkte på spørgsmålet. Man kan også udtænke et koncept, hvor seerne har indflydelse på, hvad der kommer til at ske under livestreamingen. Derved bliver seerne også mere engageret i din streaming, og de får forhåbentlig lyst til at se med i længere tid.

 

5) Distribution
En anden vigtig overvejelse inden man går live med sin streaming er, hvordan vil sørge for at få folk til at se med. Hvis det er et privatarrangement, så er selvfølgelig særlig vigtigt, at du sørger for at sende en invitation ud, så folk ved, hvor de kan se din livestreaming. Det kan jo bl.a. gøre gennem et nyhedsbrev. Hvis man derimod bare gerne vil skabe en masse larm omkring ens event, så kan man med fordel bruge ens SoMe kanaler til at tease for eventen.

 

6) Sørg for god kvalitet
Overvej også hvordan du sikrer en god kvalitet i din liveproduktioner. Folk er blevet forvænte med at se gode videoproduktioner, og du risikerer at miste dem undervejs, hvis kvaliteten er for dårlig. Sørg for en lyssætning, der viser mennesker og hvad der sker. Sørg også for, at der en ordentlig lyd. Måske skal du endda overveje at købe en ekstern mikrofon, så du sikrer en god kvalitet. Denne mikrofon fra Røde er et godt bud, og anbefalet af professionelle. Husk at købe en adaptor, så du kan bruge den med din telefon.

Derudover behøver det faktisk ikke at koste en formue at lave et live set up, da du kan få en masse udstyr til fx din iPhone, som kan opgradere produktionen. En håndholdt produktion kan blive lidt forvirrende at se på, så først og fremmest er det en god idé at investere i et stativ, som fx en tripod, samt en holder til mobiltelefonen. Hvis du også har købt en ekstern mikrofon, så burde du være klar!

Når du har været igennem disse overvejelser, så burde du være klar til din første livestreaming. Det eneste du nu skal huske er at sørge for ordentlig internetadgang. Selv den meste planlagt og gennemførte livestreaming er ikke en succes, hvis folk ikke kan se den.

 

7) Undersøg og leg med mediet

Sidst men ikke mindst, så undersøg hvilke vinkler, framings og måske “pausefisk”, du vil have med i din livestreaming. Se det som en leg, hvor du undersøger, hvad mediet kan, inden du går live. Storyteller og Changedesigner Zena Barakat anbefaler i dette interview, at man bruger små ressourcer til at eksperimentere og finde ud af hvad der virker netop for ens egen organisation, og så først derefter udvælger og bruger penge på det, der virker. Det behøver ikke være perfekt i første omgang, som man så heller ikke behøver at dele med alle live.

Tanker om mit indblik i den kulturelle verdens kommunikation

Christina er 26 år. Hun er uddannet i International Politics og Development and International relations. Hun har været i praktik i Karen Toftegaard ApS og det har været en gave med hendes blik på kunsten og hendes forståelse af verden. I dag stopper hun og jeg kan kun anbefale hende varmt, fordi hun har en evne til hurtigt at gennemskue tingene, finde gode løsninger. Og så er hun sjov og utroligt behagelig at være sammen med. Her reflekterer hun over forløbet.

Karen Toftegaard


Vild med den kulturelle verden

Teater og musik har altid været en af mine store passioner. Da jeg var lille, drømte jeg om at stå på scenen i store musicalproduktioner og synge mit hjerte ud. I min ungdom så jeg meget kunst og kultur i selskab med min moster, og jeg har altid haft en interesse for teater. Her i mine midt 20’ere definere jeg også mig selv som en habil teater- og musikgænger. Kort sagt er jeg vild med den kulturelle verden. Jeg har dog altid set mig selv foran scenen og aldrig bag den. Da jeg fik muligheden for at arbejde for Karen Toftegaard ApS, var jeg derfor meget glad, for her fik jeg muligheden for at arbejde med noget, jeg virkelig interesserer mig for. Samtidig var jeg dog også noget skeptisk. Hvad kunne jeg bidrage med i denne kreative, kulturelle og kommunikative verden? Var det egentligt noget for mig?

billede-1

I det kulturelle miljø brænder mennesker for det, de laver

Igennem de sidste måneder har jeg fået et indblik i, hvad det vil sige at opsætte en forestilling. Der er en masse forarbejde op til en forestilling, blandt meget andet både hårdt og spændende kommunikations-arbejde, som jeg har været så heldig at hjælpe med. Jeg havde aldrig betragtet kommunikation som noget, jeg kunne beskæftige mig med, men jeg er blevet bekræftet i, at jeg har et vist flair for det. Kommunikationen er aldrig den samme og afhænger både af den, man vil kommunikere med og hvad der giver mening for begge parter. Derfor skal man altid overveje, hvilken strategi der ligger bag. Det har udvidet min horisont og øget min bevidsthed om, hvordan man på bedste måde formidler og sørger for, at det man gerne vil sige, også er dét man rent faktisk fortæller. Jeg har arbejdet med børneforestillinger, dans for ældre på plejehjem, produktioner der tager fat i alvorlige og store emner som krigsforbrydelser og forskellen på godt og ondt, og provokerende performance dans for teenagere osv. osv. Produktioner der alle, på hver sin måde, handler om at give folk en mulighed for at kigge ind ad. Det har været så livsbekræftende!

I det kulturelle miljø brænder mennesker for det, de laver. Det er inspirerende, når mennesker har en klar vision om, hvad de gerne vil, og at man kan hjælpe dem med at virkeliggøre den.

 

En ”alternativ” verden

Jeg har aldrig været det mest kreative menneske, så det var noget af en omvæltning at starte hos Karen. Både Karen og Stina (der var freelancer i virksomheden, da jeg begyndte) er meget kreative og alternative sjæle. Det har været super fedt at få øjnene op for en anden verden. At arbejde med Karen har udelukkende været en positiv oplevelse. Det har åbnet op for nogle nye sider af mig selv og har bekræftet mig i, at hvis man går til tingene med et åbent sind, så kan der kun komme noget positivt ud af det. Det kreative flow vi har haft på kontoret har både fået mig til at gå til opgaverne på en alternativ måde og netop tænke kreativt. Samtidigt har det helt lavpraktisk også gjort, at jeg har glædet mig til at komme på arbejde og altid set frem til de nye opgaver.

download-3

En alsidig hverdag, hvor opgaverne aldrig er de samme

Hvis jeg var selvstændig, som Karen, ville jeg nok være urolig for, hvordan den kulturelle verden er evigt foranderlig. Hvordan man springer fra opgave til opgave og aldrig kan vide sig sikker på den næste løn. Men som ansat er det netop denne foranderlighed og alsidighed, der er super fed. Ikke én opgave har været den samme siden jeg begyndte. Det kan godt være, at der har været de samme slags opgaver, men det har været med forskellige udgangspunkter og vinkler hver gang. Samtidigt er jeg blevet utroligt inspireret af Karens tilgang til tingene og positive sind. Hvis noget ikke har fungeret eller vi ikke har solgt billetter nok til en forestilling, så har vi lavet en brainstorm og fundet nye tilgange og ideer. Vi er aldrig blevet slået ud af det.  Jeg har fra første dag været inddraget i alt, hvad der har foregået og er altid blevet opfordret til at stille spørgsmål og engagere mig. Det har været med til at genetablere min tro på mig selv. Hvis du havde spurgt mig i sommers, om den kommunikative eller kulturelle verden var et arbejdssted for mig, så havde mit svar nok været nej. Men nu ser jeg helt andre muligheder, både i mig selv og eventuelle fremtidige arbejdspladser. Det har været en øjenåbner, der basker og jeg ser frem til, hvor mine erfaringer med kulturkommunikation kan føre med sig.

download-5

Min rygsæk er fyldt op med positiv energi – TAK!

Det jeg tager med videre er en tro på mig selv og mine kompetencer. Jeg har virkeligt noget at byde ind med. Samtidigt har jeg også fået åbnet øjnene for en alternativ tilgang til opgaver og bare arbejdslivet generelt. . Jeg har fået mulighed for at arbejde med og se et hav af forskellige forestillinger. Det har simpelthen været så livsbekræftende og inspirerende.  Jeg kan kun anbefale andre at gøre et stop i den kulturelle kommunikationsverden og få en masse god og positiv energi med på vejen videre.

Krise på scenen. Og en masse støv og ostepops.

[Karen Toftegaard har spurgt mig, Ida Marie Fich, om at være med i en undersøgelse. Vi har tidligere arbejdet sammen – både i Karen Toftegaard ApS og på teatret Republique. Undersøgelsen går ud på at beskrive, hvad der sker i mødet mellem mennesket og kunsten. Hvilke refleksionsrum åbner sig? Hvori ligger kunstens inspirationskraft? Hvilken slags relationer opstår – mellem kunsten og mennesket? Derfor vil jeg, med mit blik og min stemme, undersøge, hvad det er for refleksions- og inspirationsrum scenekunsten kan åbne. Hvordan vi gennem scenekunsten kan relatere os til hinanden og samfundet omkring os. Det gør jeg her under CPH STAGE og især på Det Frie Felts Festival.]

To af Det Frie Felts åbningsforestillinger gjorde det tydeligt, at vi på mange måder står i en krisetid. Og netop i krisetider bliver teatret ekstra afgørende som mødested og historiefortæller. 

Jeg har netop hørt Kristian Husted, en af Det Frie Felts Festivals kuratorer, fortælle om det fællestræk ved årets forestillinger, at de udtrykker en trang til at dyrke og behandle forskellige former for samfundskriser – lige fra miljøets, den økonomiske, de personlige og sociale. Kan scenekunsten give os redskaberne til at håndtere kriserne på nye måder?

Dukkernes apokalypse
10 minutter efter den officielle åbning mødes jeg af et et dystert ørkenlandskab befolket af sønderskudte dukker og sitrende smuk operasang. Det er SewFlunkFuryWits dukke-opera Støv, der åbner ballet på dette års Det Frie Felts Festival og langsomt suger mig ind i sit univers som i en trance.

Er det mon sådan, det føles at opleve en apokalypse, tænker jeg: Ophævet fra tid, sted og virkelighedens faste holdepunkter – og helt mørkt og koldt? Her på dette golde sted, beboet af fortabte, desperate live size dukker og sange, der skifter mellem en rusten Tom Waits-lyd og lysende opera, er der ikke meget håb for os i salen. Os, der i sidste ende skal forholde os til den virkelighed, hvor absurd den end måtte synes, vi oplever på scenen. Men mens jeg kniber en tåre og gåsehuden springer frem på armene, ved jeg også, at håbet ligger i, at vi sidder her sammen og kan dele det ellers usigelige: Vi er dødelige, og en dag kan vores elskede klode ikke klare mere.

12109924_1301393529878125_2824740031654920770_o
I Støv er det dukkerne, vi identificerer os med, når krisen rammer. Foto: Søren Meisner

Mødet med en dukke
Et blegt dukkeansigt kommer til syne under bunken af sort muld. En soldat med afrevne, blodige lemmer kæmper sig over scenen. En afsindig junky med vilde øjne leder efter sit næste fiks, og sorgen over at have mistet sit barn lyser ud af moder-dukkens øjne.

Utroligt nok sidder jeg og føler en masse for disse dukker; vekslenede mellem gru og ømhed fanges jeg fuldstændig ind af deres ellers uforanderlige masker. Det, jeg synes dukkerne kan, er at give os et sprog for at forstå og relatere til så store spørgsmål og tabuer som dem, klimakrisen rejser. Hvordan skal vi ellers kunne tage den dybe tvivl på vores egen, menneskeracens, eksistensberettigelse ind? Ved bare at læse om klimakrisen i medierne, forstå den med vores rene fornuft? Ved at tale om det, vi ikke fatter, hvad betyder for os?

Nej, her kan kunsten komme os til undsætning. Her i teatersalens røg og mørke og støv kan vi finde sammen om billeder på en eksistentielt og miljømæssigt kriseramt klode og måske, det gælder i hvert fald denne publikummer, føle sig forbundet med en dukke, som har fået skudt benene af og komme lidt tættere på, hvad det vil sige at være menneske i en krisetid.

12747946_1283181071699371_483895547738670353_o
Foto: Søren Meisner

Systemkritik serveret med en kop te og ostepops
Langt mere ironisk og fandenivoldsk forholder de seks spillere i norske by Proxy sig til deres kapitalisme-kritik i performance-collagen Stop Being Poor, som efterfulgte mit dystopiske møde i Støv. Med en følelse af sårbarhed og trang til refleksion bliver jeg mødt af et smilende ansigt, der på klingende norsk spørger mig, om jeg har det godt? Om jeg vil have en kop kaffe? Og første del af performancen går med, at jeg sammen med resten af publikum står i kø til den lille kaffebiks, mens andre bliver engageret til at bygge små tårne af træklodser på scenen. Jeg bliver fra starten gjort til en del af en intim og hyggelig stemning, hvilket gør kontrasten til den tour-de-force af absurde scenarier, der så følger, endnu større.

SBP_4-1
Publikum inddrages fra starten af i forestillingen. Foto: Krafft Angerer og Jan Hajdelak Husták

Jeg trækker på smilebåndet med det samme, og mange i salen griner højlydt af de mange billeder og symboler på vores karriereræs og forbrugerkultur, der smides i hovedet på os: På et samlebånd flyder alt fra gadgets og tøj til poser med ostepops og popcorn ind på scenen, og på skift lirer spillerne diverse citater fra jobopslag, reklameslogans og selvhjælpslitteratur af. Vi bliver revet rundt til et grotesk rave af overflod og selviscenesættelse – og jeg opdager, at de spredte grin lige så meget rammer os selv.

Koerber Studio Junge Regie 2015 Stop Being Poor Norwegische Theaterakademie Fredrikstad Von und mit Anders Firing Aardal, Matias Askvik, David Jensen, Marthe Sofie L¿keland Eide, Ylva Owren und Heiki Eero Riipinen Abdruck honorarfrei gegen Nachweis: Kšrber-Stiftung /Krafft Angerer Kontakt: Kšrber-Stiftung Kehrwieder 12 20457 Hamburg 040-808192-172 lubbe@koerber-stiftung.de www.koerber-stiftung.de
Foto: Krafft Angerer og Jan Hajdelak Husták

En fest, man ikke ønsker at blive inviteret til
For det er ikke helt en fest, man har lyst til at være inviteret med til. Lige under de hvide colgate-smil og den veloplagte koreografi ligger by Proxys kritik af den kapitalisme, der gennemsyrer vores samfund, og det er mig som forbruger, der udstilles deroppe på scenen med min trang til at købe, eje og realisere mig gennem penge, karriere og materielle goder.

Da det højeste tårn af klodser til sidst vælter, og en af spillerne tager straffen for at have fejlet, vendes komikken først rigtigt til gru – ”hvad fanden er det vi har gang i?” synes hun at sige til os, mens hun stadig hænger der fra loftet som en død sild, og vi klapper og ikke ved om vi skal grine eller rase – af os selv.

Sammenlignet med den nærmest smukke tristesse, jeg oplevede i Støv, efterlades jeg nu af følelsen af, at by Proxy – at vi, sammen! – burde starte en revolution!

IMG_0819

Teatersalen som refleksionsrum
Stop Being Poor er et eksempel på synes jeg, hvordan scenekunsten kan holde et spejl op foran os og vise os sprækkerne og revnerne i glasset: Ved at se os selv reflekteret i forestillingens absurditet får vi selv muligheden for at reflektere over vores plads i det økonomiske, forbrugsstyrede mindset, der gennemsyrer vores hverdag og handlemønstre.

Jeg går ikke derfra med den sympati for mig selv og mine medpublikummer, som SewFlunkFuryWit fik frem. Snarere er det som om, vi er enige om efter at have set Stop Being Poor, at det altså er os den hænger på, denne her. Vi kan ikke bare læne os tilbage i teatersædet og håbe det hele bliver bedre.

Det er to på hver deres måde vedkommende og grænsebrydende forestillinger, der åbnede årets Det Frie felts Festival. Med hver deres insisterende udtryk og budskab, formår de at gøre teatersalen til samlingssted for en fælles refleksion over de kriser, vi står med i samfundet og som individer. Vi kan nok ikke løse kriserne ved at gå i teatret – men vi kan måske blive klogere på dem og på os selv i dem.