LIVESTREAMING – hvor og hvordan?

[Lisbeth Juhl Pedersen er uddannet i Digital Design og Kommunikation fra IT-universitetet i København. Hun er en af dem, vi samarbejder med i Karen Toftegaard ApS.]

I en verden hvor digitale tendenser nærmest sker over natten, og hvor sociale medier giver muligheder som aldrig før, så kræver det is i maven og omtanke, så man ikke tankeløst springer ud i det hele, bare fordi man kan. I dette blogindlæg vil jeg snakke om, hvordan man kan gribe livestreaming an, hvis man ikke før har prøvet kræfter med disciplinen.

Livestreaming er et begreb som i sig selv ikke er nyt, men nye medier har gjort det meget mere tilgængeligt. Livestreaming åbner op, og giver mulighed for, at alle fra nær og fjerne kan deltage i din workshop, forestilling, foredrag osv. I dette blogindlæg vil jeg først gennemgå nogle forskellige livestreamings medier, og dernæst vil jeg komme med nogle spørgsmål, som man bør stille sig selv, før man kaster sig hovedkulds ud i disciplinen.

live-streaming
Billedet er lånt fra: http://www.mondo.com/live-streaming-importance/

MEDIER TIL LIVESTREAMING

Når du skal vælge et medie til din livestreaming, så er der nogle forskellige muligheder, som jeg vil gennemgå et udvalg af. Når du skal vælge, er det en fordel at forstå formålet med din streaming. Er det kun for inviterede eller skal det ud til alle? Hvordan skal eventen distribueres? Dette er nogle af vigtige spørgsmål, som kan være med til at styre dit valg af livestreamingsmedie. Nogle gange er det også bare et spørgsmål om smag. Det kan derfor også være en fordel at prøve sig lidt frem.

FACEBOOK
Jeg starter med én af mastodonterne, nemlig Facebook. Tjenesten har gjort det utrolig nemt at livestreame via din smartphone. Det er nemt at komme i gang, og for de fleste er det også et velkendt medie, hvor man i forvejen interagere med ens målgruppe. Denne interaktion kan også udnyttes under din livestreaming, hvor folk kan stille spørgsmål og kommentere.

Der er også den fordel, at det er ganske gratis at streame. Facebook tillader dog kun 90 min. livestreaming, hvilket du selvfølgelig skal planlægge din produktion efter. Det er også værd at huske, at Facebook favoriserer livestreaming videoer i deres algoritmer, hvilket betyder, at de får en højere placering i folks News Feed.

Læs mere om, hvordan du livestreamer fra Facebook.

 

YOUTUBE
YouTube er en anden kæmpe, som netop er kendt for videoer. Derfor har de også et rigtig fint live set up. En fordel ved YouTube er, at du kan integrere din livestreaming på dit eget site, og du har også mulighed for nemt at dele videoen på dine andre SoMe kanaler. Mediet giver mulighed for at lave mere eller mindre avancerede videoer, alt efter hvor teknisk og ambitiøs du er. Du har også mulighed for nemt at gøre videoen privat eller offentlig, alt efter hvad dit formål med streamingen er.

Du har også mulighed for at dele dit livestreaming link, før du går live, hvilket betyder, at du fx kan dele det i dit nyhedsbrev. Læs mere om YouTubes egne tips til promovering af dit live indhold.

Her kan du læse i detaljer om, hvordan du livestreamer via YouTube.

 

BAMBUSER
Bambuser er, som Facebook og YouTube, gratis at bruge. Der findes både en gratis version, som giver grundlæggende mulighed for livestreaming, og så findes der en Premium udgave, som koster penge.

Derudover findes der også andre tjeneste som Livestream og Ustream som er mere avancerede tjenester dedikeret til livestreaming. Det er muligt at få en gratis prøveperiode, men derefter koster det penge. Så hvis du er en mindre organisation uden den store erfaring med livestreaming, så er det formentlig bedst at starte med gratis tjenesterne og prøve mediet af.

 

OVERVEJELSER FØR LIVESTREAMING

 

 1) Planlæg det i detaljer!
Som med alle andre events, så kræver livestreaming også velovervejet og detaljeret planlægning. Du kan med fordel tænke på det som en produktion, der også kræver god forberedelse. Du skal fx beslutte, hvilket tidspunkt du vil lægge streamingen, hvem der skal være med, hvor kameraet skal optage fra, hvad skal der ske osv.

 

2) Tænk på en ordentlig lokation
Når folk ser din livestreaming, lægger de også mærke til de omgivelser, du befinder dig i. Sørg for at vælge nogle omgivelser, som understøtter den fortælling, du gerne vil lave, og det brand, du har.

 

3) Formålet
Før du går i gang med at livestreame din event, så er det virkelig vigtigt, at du har gennemtænkt formålet med produktionen. Hvad er det, dine seere skal have ud af at kigge med, er det ren underholdning, en diskussion, videns tilegnelse? Hvem er det, der skal kigge med? Hvorfor livestreaming frem for en almindelig videoproduktion? Ved at stille disse spørgsmål, kommer du et skridt nærmere, hvordan din produktion skal tilrettelægges, så den bliver relevant for de mennesker, du gerne vil nå.

 

4) Udnyt mediet
I forlængelse af punkt 3, så er det også en god idé at indtænke de muligheder mediet giver i en livestreaming produktion. Da alt jo foregår live, så husk at involvere dine seere. Du kan give dem mulighed for at stille spørgsmål undervejs, og derefter svare direkte på spørgsmålet. Man kan også udtænke et koncept, hvor seerne har indflydelse på, hvad der kommer til at ske under livestreamingen. Derved bliver seerne også mere engageret i din streaming, og de får forhåbentlig lyst til at se med i længere tid.

 

5) Distribution
En anden vigtig overvejelse inden man går live med sin streaming er, hvordan vil sørge for at få folk til at se med. Hvis det er et privatarrangement, så er selvfølgelig særlig vigtigt, at du sørger for at sende en invitation ud, så folk ved, hvor de kan se din livestreaming. Det kan jo bl.a. gøre gennem et nyhedsbrev. Hvis man derimod bare gerne vil skabe en masse larm omkring ens event, så kan man med fordel bruge ens SoMe kanaler til at tease for eventen.

 

6) Sørg for god kvalitet
Overvej også hvordan du sikrer en god kvalitet i din liveproduktioner. Folk er blevet forvænte med at se gode videoproduktioner, og du risikerer at miste dem undervejs, hvis kvaliteten er for dårlig. Sørg for en lyssætning, der viser mennesker og hvad der sker. Sørg også for, at der en ordentlig lyd. Måske skal du endda overveje at købe en ekstern mikrofon, så du sikrer en god kvalitet. Denne mikrofon fra Røde er et godt bud, og anbefalet af professionelle. Husk at købe en adaptor, så du kan bruge den med din telefon.

Derudover behøver det faktisk ikke at koste en formue at lave et live set up, da du kan få en masse udstyr til fx din iPhone, som kan opgradere produktionen. En håndholdt produktion kan blive lidt forvirrende at se på, så først og fremmest er det en god idé at investere i et stativ, som fx en tripod, samt en holder til mobiltelefonen. Hvis du også har købt en ekstern mikrofon, så burde du være klar!

Når du har været igennem disse overvejelser, så burde du være klar til din første livestreaming. Det eneste du nu skal huske er at sørge for ordentlig internetadgang. Selv den meste planlagt og gennemførte livestreaming er ikke en succes, hvis folk ikke kan se den.

 

7) Undersøg og leg med mediet

Sidst men ikke mindst, så undersøg hvilke vinkler, framings og måske “pausefisk”, du vil have med i din livestreaming. Se det som en leg, hvor du undersøger, hvad mediet kan, inden du går live. Storyteller og Changedesigner Zena Barakat anbefaler i dette interview, at man bruger små ressourcer til at eksperimentere og finde ud af hvad der virker netop for ens egen organisation, og så først derefter udvælger og bruger penge på det, der virker. Det behøver ikke være perfekt i første omgang, som man så heller ikke behøver at dele med alle live.

Tanker om mit indblik i den kulturelle verdens kommunikation

Christina er 26 år. Hun er uddannet i International Politics og Development and International relations. Hun har været i praktik i Karen Toftegaard ApS og det har været en gave med hendes blik på kunsten og hendes forståelse af verden. I dag stopper hun og jeg kan kun anbefale hende varmt, fordi hun har en evne til hurtigt at gennemskue tingene, finde gode løsninger. Og så er hun sjov og utroligt behagelig at være sammen med. Her reflekterer hun over forløbet.

Karen Toftegaard


Vild med den kulturelle verden

Teater og musik har altid været en af mine store passioner. Da jeg var lille, drømte jeg om at stå på scenen i store musicalproduktioner og synge mit hjerte ud. I min ungdom så jeg meget kunst og kultur i selskab med min moster, og jeg har altid haft en interesse for teater. Her i mine midt 20’ere definere jeg også mig selv som en habil teater- og musikgænger. Kort sagt er jeg vild med den kulturelle verden. Jeg har dog altid set mig selv foran scenen og aldrig bag den. Da jeg fik muligheden for at arbejde for Karen Toftegaard ApS, var jeg derfor meget glad, for her fik jeg muligheden for at arbejde med noget, jeg virkelig interesserer mig for. Samtidig var jeg dog også noget skeptisk. Hvad kunne jeg bidrage med i denne kreative, kulturelle og kommunikative verden? Var det egentligt noget for mig?

billede-1

I det kulturelle miljø brænder mennesker for det, de laver

Igennem de sidste måneder har jeg fået et indblik i, hvad det vil sige at opsætte en forestilling. Der er en masse forarbejde op til en forestilling, blandt meget andet både hårdt og spændende kommunikations-arbejde, som jeg har været så heldig at hjælpe med. Jeg havde aldrig betragtet kommunikation som noget, jeg kunne beskæftige mig med, men jeg er blevet bekræftet i, at jeg har et vist flair for det. Kommunikationen er aldrig den samme og afhænger både af den, man vil kommunikere med og hvad der giver mening for begge parter. Derfor skal man altid overveje, hvilken strategi der ligger bag. Det har udvidet min horisont og øget min bevidsthed om, hvordan man på bedste måde formidler og sørger for, at det man gerne vil sige, også er dét man rent faktisk fortæller. Jeg har arbejdet med børneforestillinger, dans for ældre på plejehjem, produktioner der tager fat i alvorlige og store emner som krigsforbrydelser og forskellen på godt og ondt, og provokerende performance dans for teenagere osv. osv. Produktioner der alle, på hver sin måde, handler om at give folk en mulighed for at kigge ind ad. Det har været så livsbekræftende!

I det kulturelle miljø brænder mennesker for det, de laver. Det er inspirerende, når mennesker har en klar vision om, hvad de gerne vil, og at man kan hjælpe dem med at virkeliggøre den.

 

En ”alternativ” verden

Jeg har aldrig været det mest kreative menneske, så det var noget af en omvæltning at starte hos Karen. Både Karen og Stina (der var freelancer i virksomheden, da jeg begyndte) er meget kreative og alternative sjæle. Det har været super fedt at få øjnene op for en anden verden. At arbejde med Karen har udelukkende været en positiv oplevelse. Det har åbnet op for nogle nye sider af mig selv og har bekræftet mig i, at hvis man går til tingene med et åbent sind, så kan der kun komme noget positivt ud af det. Det kreative flow vi har haft på kontoret har både fået mig til at gå til opgaverne på en alternativ måde og netop tænke kreativt. Samtidigt har det helt lavpraktisk også gjort, at jeg har glædet mig til at komme på arbejde og altid set frem til de nye opgaver.

download-3

En alsidig hverdag, hvor opgaverne aldrig er de samme

Hvis jeg var selvstændig, som Karen, ville jeg nok være urolig for, hvordan den kulturelle verden er evigt foranderlig. Hvordan man springer fra opgave til opgave og aldrig kan vide sig sikker på den næste løn. Men som ansat er det netop denne foranderlighed og alsidighed, der er super fed. Ikke én opgave har været den samme siden jeg begyndte. Det kan godt være, at der har været de samme slags opgaver, men det har været med forskellige udgangspunkter og vinkler hver gang. Samtidigt er jeg blevet utroligt inspireret af Karens tilgang til tingene og positive sind. Hvis noget ikke har fungeret eller vi ikke har solgt billetter nok til en forestilling, så har vi lavet en brainstorm og fundet nye tilgange og ideer. Vi er aldrig blevet slået ud af det.  Jeg har fra første dag været inddraget i alt, hvad der har foregået og er altid blevet opfordret til at stille spørgsmål og engagere mig. Det har været med til at genetablere min tro på mig selv. Hvis du havde spurgt mig i sommers, om den kommunikative eller kulturelle verden var et arbejdssted for mig, så havde mit svar nok været nej. Men nu ser jeg helt andre muligheder, både i mig selv og eventuelle fremtidige arbejdspladser. Det har været en øjenåbner, der basker og jeg ser frem til, hvor mine erfaringer med kulturkommunikation kan føre med sig.

download-5

Min rygsæk er fyldt op med positiv energi – TAK!

Det jeg tager med videre er en tro på mig selv og mine kompetencer. Jeg har virkeligt noget at byde ind med. Samtidigt har jeg også fået åbnet øjnene for en alternativ tilgang til opgaver og bare arbejdslivet generelt. . Jeg har fået mulighed for at arbejde med og se et hav af forskellige forestillinger. Det har simpelthen været så livsbekræftende og inspirerende.  Jeg kan kun anbefale andre at gøre et stop i den kulturelle kommunikationsverden og få en masse god og positiv energi med på vejen videre.

To måneder med refleksion og læring

Så er det gået to måneder og 2 uger siden jeg begyndte i praktik hos Karen. Det har været lærerigt på både et personlige og fagligt plan. Da jeg første gang tog kontakt til Karen var det med svedige håndflader og kriller i maven. Jeg var nyuddannet fra IT Universitetet, og var i gang med den ret opslidende proces med at finde ud af, hvad jeg egentlig gerne vil lave, når jeg bliver voksen.

IMG_1357
Kreative processer. Her er for eksempel de kreative statements, vi satte på cyklerne på udvalgte steder i byen. Det gav en stolt følelse at genkende dem på cykler rundt i byen.

Et tilfælde
Det var faktisk et tilfælde, at jeg stødte på Karen og hendes virksomhed. En tilfældig LinkedIn søgning fik mig forbi hendes hjemmeside, og derefter gik det hurtigt. Efter at have mødt hende, og set hendes arbejde, så undrer det mig faktisk, at jeg ikke havde stødt på hendes navn før. Karen er indbegrebet af kultur og kunst, og vores veje har mange gange været tæt på at blive krydset.

Rum til refleksion og samtale
Det viste sig, at de svedige håndflader var helt overflødige, fordi Karen er et meget hjertevarmt og til tider spirituelt menneske. På et personligt plan har praktikforløbet givet mig et rum til samtale og refleksion, som jeg forestiller mig, at jeg ikke umiddelbart havde fået andre steder. I frokostpauserne har vi snakket meget om, hvordan man bevarer sin integritet i et jobmarked, som er så hektisk, at man nogle gange kan glemme, hvor man kommer fra, fordi man bare så gerne vil passe ind. Jeg troede faktisk ikke, at jeg havde brug for de samtaler, men efter at have sat ord på bekymringer og tanker om fremtiden, så gik det op for mig, hvor vigtigt det har været.

IMG_1361
Oppyntning til Det Frie Felts Festival i Dansehallerne. I år var fuglen, der flyver frit og højt, en væsentlig del af den visuelle identitet og formidlingsdesignet på festivalen.

Hvordan taler vi om kunsten
På et fagligt plan har jeg også udviklet mig. Selvom jeg har arbejdet på forskellige kulturinstitutioner, så har jeg ofte følt, at jeg ikke helt har været god nok til at snakke med om scenekunsten. Hos Karen har jeg lært, at min oplevelse er lige så rigtig som en teaterleders. Jeg har fået lov til at sætte ord på oplevelser og betragtninger uden at føle mig dum, fordi jeg kun er blevet mødt af nysgerrighed. Jeg er også blevet klogere af at høre Karen tale om kunsten, fordi hun har en erfaring med feltet, som jeg stadig mangler at få. Hun er kommet med mange perspektiver på, hvorfor formidling og kunst ikke skal ses som to separate enheder, men i stedet se på det med en mere holistisk forståelse.

Plads til kreativitet
Et andet begreb som vi har snakket og reflekteret meget over er kreativitet. Hvornår er man kreativ og hvordan kan kreativitet opstå? Hos Karen er det plads til at være kreativ, og gennem forskellige metoder forsøger hun at få kreativiteten til at blomstre hos alle medarbejdere. Igen bliver man mødt af nysgerrighed, hvilket giver en lyst til at deltage og være en del af processen. Og jeg elsker virkelig den proces, hvor alt kan lade sig gøre, og der er ingen begrænsninger. Det har været skønt at genopleve den igen uden for universitetet.

Kort fra idé til handling
I en lille virksomhed som Karen Toftegaard ApS, hvor kreativitet er vigtig, så er der kort fra idé til handling. Det giver mulighed for at sætte sit præg på mange processer og projekter. I og med Karen opfordrer kreative tanker, er der faktisk mulighed for, at den gode idé kan realiseres, hvis man tør selv at gribe bolden – og det er fedt!

Så hvis jeg skal opsummere, hvad jeg har fået ud af praktikforløbet, så er det nok selvtillid. Jeg har fået mod til at snakke om ting, jeg normalt ikke gør. Jeg har fået en tro på mit eget værd på jobmarkedet. Og jeg tør dele mine idéer – selv de skøre.