karen toftegaard – Karen Toftegaard ApS

januar 6, 2015januar 8, 2015

DIWO – Do It With Others

CoreAct Det Rullende Rum foto: Andreas Bergmann — CoreAct med Det Rullende Rum på et plejehjem. Foto: Andreas Bergmann

Jeg begynder morgenen med at læse en artikel på Politiken, som giver god mening i forhold til min praksis. Den handler om DIWO (Do It With Others) sat ind i en kunstnerisk kontekst. Politiken laver simpelthen en hel artikelserie om DIWO – mine hænder klapper. DIWO er et begreb, som jeg de sidste år har rettet mit fokus på i forbindelse med mine skriverier om kreativitet. Det kaldes også BIIT (Be In It Together) som i denne artikel omkring kreativitetskulturer. Begge forkortelser er en bevægelse fra DIY-forkortelsen (Do It Yourself), hvor det er den enkelte, der skaber selv og så over til den kollektive proces og samproduktionen, hvor mennesker skaber sammen.

Processens fortælling
Især er det pointen fra Philipp Schorch, der er antropolog, museumskritiker og ph.d. med speciale i museer og kulturarv, som tænder et lys hos mig:

Jeg mener, museer selv – eller måske især de, der er banebrydende – bør interessere sig for deres egen historie ud fra et teoretisk perspektiv og gøre det på en meget synlig måde gennem udstillingerne, og forstå dem som processer, der skal afsløres, frem for produkter, som skal præsenteres.

Det er netop processen, der er mindst lige så interessant som produktet hos de kunstnere, jeg har samarbejdet med i flere år. Lige sådan med flere af de kunstnere og andre kreative, som jeg er begyndt at samarbejde med her de senere måneder, hvor jeg har skruet op på fuldtid i min egen virksomhed.

Når processen er lige så vigtig som produktet
F.eks. har jeg arbejdet sammen med performancegruppen CoreAct. De har et fokus på den personlige fortælling og vakte sidste år især opsigt med forestillingen Heidi – en rejse til Helvede med Simon Spies. De har også en anden praksis, som er mere brugerinvolverende og baserer sig meget på samtalen. De indsamler materiale og inddrager ofte personer i deres performance installationer – og gør dermed deltagerne til medskabere af oplevelsen og mødet f.eks. med DET RULLENDE RUM, hvor de er taget ud på plejehjem med et rullende rum af hyggelig stue fra et andet årti. Her har de talt med demente plejehjemsbeboere og indsamlet deres fortællinger for siden at dele disse fortællinger med deres pårørende.

Jeg har i mange år arbejdet med iscenesætter Helle Fuglsang og ser en stor værdi i hendes måde at glide ind i lokalsamfund og skabe en forandring. F.eks. har hun skabt iscenesættelser med blandt andre fiskerkoner i Fiske Auktionshallen i Hvide Sande, 33 sypiger på Elfenbenskysten, boksere i Cph Muay Thai Bokseklub i NordVest og byggearbejdere på MT Højgård byggeplads. Her tager hun udgangspunkt i det der er og gør fiskekoner, sypiger, boksere og byggearbejdere og til kreative medskabere.

33 sypiger…
Når der er tale om denne slags (scene)kunst, så giver det i høj grad lige så meget mening at vise processen, fordi der undervejs sker så mange møder og påvirkninger af praksisser. F.eks. når Helle Fuglsang møder 33 sypiger på Elfenbenskysten for første gang og begynder et kreativt samarbejde med dem. Eller når CoreAct indsamler fortællinger fra fanger i Horserød Statsfængsel under et livligt kaffebord. I det hele taget må det være sådan, at når man finder nye veje, så er det interessante i ens praksis ikke bare produktet, men også hvad der sker på vejen derhen.

Fortællingerne undervejs og bagefter er vigtige – ikke kun det færdige produkt
Det stiller naturligt også nogle andre udfordringer til formidlingen af denne form for kunstnerisk praksis. Det er lige så meget fortællingerne undervejs og bagefter, som er vigtige at fortælle – til gæster/publikum men også internt på det kunstneriske hold. Netop fordi der er tale om en bevægelse, som fortsætter og er i gang længe inden, men også undervejs. Og helt konkret fordi hele nøglen til at forstå den kunstneriske praksis ligger i at få fortællingerne rundt om med, så projektets kompleksitet begribes. En større synliggørelse af processen er netop væsentlig, fordi man hele tiden er nødt til at hjælpe folk med at forstå alt det ekstra, som ligger bag. Mange er stadig meget fokuserede på den enkelte oplevelse og vurderer ud fra nogle simple værk-idéer, der slet ikke indbefatter alle de ekstra lag, som er i de mere processuelle, co-creative kunstneriske praksisser.

Måder man kan gøre det på
Måder, man kan gøre dette på, kan være, når CoreAct arbejder med flere forskellige formater, som deres praksis kan komme til udtryk på – som performance og som udstilling. F.eks. har deres performance installation Det Rullende Rum netop været på flere plejehjem og udstillingen, der bygger på materiale derfra MIT RUM var på Hovedbiblioteket i november 2014. Eller når Helle Fuglsang i stigende grad inddrager dokumentariske kortfilm i sine værker. Og dermed også synliggør processen. Eller når Global Stories laver saloner undervejs i udviklingen af deres forestillinger. Her deler det kunstneriske hold erfaringer, diskuterer og indsamler det kunstneriske hold materiale. Også for at hjælpe med forståelsen undervejs.

Min egen praksis med de kollektive processer og samproduktioner
Jeg kommer også til at tænke på min egen praksis med de kollektive processer og samproduktioner. Den praksis, som jeg de senere år har savnet at gøre mere af. Bedst lykkedes det med udstillingen Mellem Byen – møder mellem mennesker i metropolen (2007), hvor et kuratorteam på 5 personer udviklede en udstilling med 5 kunstnere. Det handlede om møder i byen og kuratorteamet opstillede dogmer og satte rammerne for en fælles udviklingsproces for kunstnerne, der i praksis blev til et par workshop-dage. En af kritikkerne fra en af de deltagende kunstnere lød, at kuratorgruppen virkede til at have for meget fokus på processen og formidlingsformen frem for kunstprodukterne. Og det var i virkeligheden en helt spot-on-kritik. Jeg var på det tidspunkt meget optaget af at finde den der form for den kollektive proces. Den der form, hvor folk deltager og bidrager kollektivt til en proces.

DIWO-Iværksætter
Jeg havde arbejdet kollektivt fire år med udviklingen af VILDSKUD – festival for independent teater, som jeg var med til at grundlægge i 2002 med første festival i 2003. Da jeg stoppede i 2005 var jeg allerede i gang med det efterfølgende kollektive projekt – AirPlay Street Gallery – et af Danmarks første permanente udendørs gallerier. Det lå på hjørnet af Ravnsborggade og Sankt Hansgade og bestod af en plads med højtalere i og en projektor, der projicerede på en hvidmalet firkant på muren. Lydteknikken var sponsoreret af Montana, projektoren var en gammel Barco-svend skænket af Cinemateket, mens hjerte, sved og masser af tid blev investeret af et hold på 5 kvinder, der blev kaldt ”New kids on the Block” i den årlige kunstopsummering. Udstillingsstedet gav vi i øvrigt videre i 2012 til Videomøllen, der nu kører stedet i en aktiv, inddragende og kollektiv ånd. Jeg kalder det ansvarlig iværksætteri – at man sørger for at de kræfter og penge, der er blevet investeret i en platform ikke bare spildes, når iværksætternes energi i tråd med deres entreprenante natur søger videre mod noget andet.

DIWO – fremover
Her i efteråret 2014 har jeg været i en periode, hvor jeg har set meget indad og fundet frem til, hvad der ville give mening at bruge mine kræfter på fremover. Jeg har især et projekt, jeg udvikler på, som jeg glæder mig meget til at fortælle om. Det er i sin natur netop baseret på en samproduktions-model, fordi den forskel som projektet skal gøre tager hånd om komplekse udfordringer. Projektet ligger i krydsfeltet mellem konstruktiv journalistik, digital networked storytelling og (kultur)formidling.

Derudover tænker jeg min praksis fremover som en række partnerskaber med forskellige mennesker. Det gør det fleksibelt samtidigt med at der også er mulighed for kontinuitet i de samarbejder, der giver ekstra god mening.

maj 19, 2014august 18, 2014

Fortæl det der giver værdi

Nogle gange får man ikke fortalt det, der giver værdi for dem, man taler med. Og det er ærgerligt – i hvert fald hvis man har noget, som man mener kan give andre værdi. Noget man gerne vil sælge.

Fortæl den bedste fortælling

En dag var jeg inde i en nyåbnet kagebutik. Kagerne så lækre ud og indehaveren virkede sød og behagelig. Jeg var nysgerrig og stillede flere spørgsmål – bl.a. “Hvordan forholder du dig til økologi?” Jeg gjorde med vilje spørgsmålet åbent, så der kunne komme hvad som helst svar. Hun valgte at svare:”Det bliver hurtigt ret dyrt hvis alt skal være økologisk. Men det er jo ikke fordi jeg ikke kan lide økologi. Jeg køber da tit økologisk til min egen mad derhjemme.” Det fik mig til at blive i tvivl om hvad hun egentligt puttede i sine kager – ikke nødvendigvis det bedste. Det købte hun dog til sig selv. Hun har helt sikkert ikke ment det ondt, men hendes fortælling kom til at virke som et forsvar og som om hun ikke ville give sine kunder det bedste. Jeg ville have fået meget større tillid til hende, hvis hun i stedet havde svaret: “For mig er det utroligt vigtigt med den gode smag. Derfor går jeg ikke kun efter de økologiske produkter, men efter de råvarer, som giver den bedste smag.” Der ville hun i stedet tale til den side i mig, som bliver skuffet, når nogle af de økologiske produkter ikke helt leverer i forhold til smagen. Det skal retfærdigvis tilføjes, at hendes kager var meget velsmagende – så fokus på smagen ville have været helt i tråd med virkeligheden.

Det er utroligt vigtig at være klar på, hvilken fortælling man fortæller om sig selv og det man sælger.

Jeg lavede en workshop for en gruppe koreografer på Dansehallerne forleden. Formålet var at styrke deltagerne i at fortælle om deres kunst – til deres publikum. Udover at jeg elsker at lave workshops, så var det interessant at opleve den forandring, der skete undervejs. Der voksede en bevidsthed om detaljerne i ens egene fortællinger, hvordan de blev oplevet af andre og især hvordan det virkede, når man hørte sine egne ord genfortalt. Vi fik også skabt et konkret billede, hvem deres publikum var – og det forandrede også fortællingerne, når man pludselig skulle forholde sig til en konkret person.

Vi skiltes i opløftet stemning og weekendparate. En af deltagerne gav en meget konkret feedback “Jeg er overrasket over, at det var så jordnært og brugbart. Jeg har lyst til at gå hjem og arbejde med det samme.”

Der var i det hele taget god feedback og jeg kunne mærke, at workshoppen ramte et behov, som jeg har bemærket i mit samarbejde om PR & Markedsføring med kreative personligheder: “Hvordan fortæller jeg det, jeg brænder for, så det giver mening og værdi for andre?” Der kan være mange følelser og overbevisninger, som går ind og spænder ben for, at man får fortalt den fortælling, som fremstiller ens projekt på den bedste måde. Det handler ikke om at lyve. Det handler om at trække de positive sider frem – om IKKE at sætte sit lys under en skæppe. Om at fremkalde sig selv.

Jeg gør nu workshoppen endnu skarpere og laver den igen onsdag den 24. september kl. 15.00 – 19.00.

WORKSHOP: HVORDAN FORTÆLLER JEG DET, JEG BRÆNDER FOR, SÅ DET GIVER MENING OG VÆRDI FOR ANDRE?

Hvornår: lørdag den 4. oktober kl. 13.00 – 17.00

Hvordan: Inspirationsoplæg og konkrete øvelser – alene og i samarbejde med de øvrige deltagere. Du går fra workshoppen med en konkret fortælling, der giver mening og værdi for dem, du henvender dig til.

Hvem: Kreative personligheder, der vil blive bedre til at sælge deres projekt/produkt, så det giver mening og værdi. Der kan være max 12 deltagere så der er plads til den enkeltes fortælling.

Hvor: Miss Kato Productions v. Karen Toftegaard, Drogdensgade 6 st, DK-2300 København S.

Prisen er 795,- kr. ex moms.

EARLY BIRD PRIS ved køb senest den 4. september: 495,- kr.

NB: Inkluderet er smagfulde forfriskninger, arbejdspapirer samt en engageret og erfaren workshopholder med høj energi og en vis humor.

januar 26, 2014februar 5, 2014

Er der nok pauser i dit liv?

I dag er sådan en dag, hvor jeg vågner op og ligger lige så stille i sengen. Med rester i kroppen af nattens drømme der langsomt fortoner sig. Jeg ligger der og lytter til lydene i lejligheden. Jeg ved at der ikke er noget som helst, jeg skal. Jeg griber ud efter blokken ved siden af min seng. Begyndte i går aftes, eller rettere i nat, da jeg kom hjem, på en skitse over hvilke elementer der skal være i en ny bog, jeg arbejder på.

En uventet hovedperson

Da jeg har blok og pilot-pennen i hænderne, skriver jeg bare. En hovedperson som jeg slet ikke har forventet, men som jeg alligevel kender utroligt godt, viser sig. En handling som jeg heller ikke har forudset finder lige pludselig vej der til papiret. Og min glæde spreder sig til hele kroppen over, at ordene og strukturen så ubesværet bliver til genkendelige mønstre på papiret. Det er lykkefølelsen af kreativt flow, som jeg også beskriver i bogen “Brug din kreativitet – og udfold dit potentiale” (sammen med Eva Wang Gøttrup), der udkommer på Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck april 2014. [Reklame slut]

Hvorfor nu?

Jeg stiller mig selv spørgsmålet, hvorfor ordene flyder nu og bliver til mønstre. Jeg har haft en idé til en bog i lang tid – eller rettere til flere. Jeg har skrevet hist og her. Men i december kunne jeg mærke, at jeg tog beslutningen om hvilken idé, jeg brændte mest for. Selvom jeg hele tiden ikke havde lyst til at sige det højt. Hverken til mig selv eller andre. Hvorfor kommer det til mig nu? Og så ved jeg det jo godt. Fordi der denne søndag morgen er tid og ro til det. Det er ikke mystisk eller magi. Der er helt enkelt plads til, at disse mønstre kan tage form og komme ud.

Pausen giver plads til kreativiten

Og så bliver jeg så glad for pausen. For det er i pausen, du giver plads til kreativiteten. Jeg ved, der ikke er nok pauser i mit liv – endnu. Jeg arbejder hele tiden på at tage flere. For det har jeg lovet mig selv. Er der nok pauser i dit liv? Ikke kun til bogidéer men også til at skabe kreative løsninger i dit hverdagsliv og på dit arbejde?

Søndagsoaser og andre pauser

Da jeg lægger blokken fra mig, springer jeg ud af sengen, vasker op efter weekendens udskejelser og får en masse idéer til nye vinkler på de mange markedsføringsopgaver, der ligger og venter på mig. Jeg føler mig priviligeret over, at der både er poesi og pragmatik i mit liv. Samtidigt med at jeg oplever, at der er en synergi imellem begge sider. Især når der er søndagsoaser og andre pauser.

oktober 10, 2012februar 9, 2013

Kunst og formidling, der hænger sammen – eller En slags opsummering af min vision om formidling

Jeg har været i Tanzania, fordi jeg blev inviteret med på kunstprojekt af iscenesætter Helle Fuglsang (Wilma Version). Min opgave har været at formidle projektet på blog og i et par artikler efterfølgende. Jeg har haft et godt samarbejde med Helle Fuglsang løbende igennem årene. Hendes cross over basketball og danseprojekt Ballroom var med på programmet, da vi var fem kvinder, som åbnede det udendørs galleri AirPlay Street Gallery (2006-2009). Her var jeg medstifter og konceptudvikler.

Netværksskabende kunstprojekt i Tanzania

Derefter har jeg løst en række mere klassiske PR-opgaver i forbindelse med hendes forestillinger. Med Helles netværksskabende kunstprojekt i Tanzania undersøger vi, hvordan formidlingen bliver en mere integreret del af processen – som sparringspartner og netværksskaber/styrker.

Karen Toftegaard interviewer Mr. Abraham – leder af festivalen Bagamoyo Art & Culture Festival om projektet BLACK & WHITE af Helle Fuglsang og om kunstens rolle/betydning for folk i Bagamoyo. Foto: Mathias Vejerslev

Afvikling og livestreaming af performancen CHAINS – XCHAINS af Helle Fuglsang i Bagamoyo. Fra venstre er det designer Amani med videokamera, interaktiv installationskunstner Nils Wiberg ved Macs og Karen Toftegaard som livestreaming kamerafører. Foto: Mathias Vejerslev

En slags opsummering af min vision om formidling

Et frugtbart samspil mellem konceptudvikling, formidling og netværksskabelse oplevede jeg også i min ansættelse på Camp X, hvor jeg sad i en fuldtidsstilling fordelt mellem kommunikationsafdelingen og dramaturgiatet. Det slår mig og ja, nu bliver dette blogindlæg en slags opsummering af min vision for formidling. Men ja, det slår mig, at målet med udstillingen Mellem Byen, som jeg iværksatte med et rigtigt godt hold i 2007, havde et decideret formidlingsdesign, som begyndte allerede i de rammer, vi satte for kunstnerne, som så udviklede projekter til udstillingen, som vi sammen fandt nye måder at formidle på. Målet var at komme i kontakt med folk – og ikke bare dem, der kunne aflæse kunstkoderne på forhånd. Lige præcis den intention er noget af det, jeg holder af ved Helle Fuglsangs projekter – at hun går ud i virkeligheden og involverer både kunstnere og lokale beboere. Hun bruger virkelighedseksperter på en meget konkret og vedkommende måde. Og det bliver helt reelt kunst for, med og af folk, der er tilknyttet stedet.

Et lille udsnit af de ca. 1.000 publikummer, som var til BLACK & WHITE performance af Helle Fuglsang på en plads i Kigamboni (landsbylignende bydel i Dar Es Salaam, Tanzania). Foto: Mathias Vejerslev

Formidling, udvikling og netværksskabelse

Jeg ser en stor værdi i, at der er en stærk udveksling mellem formidlingen, udviklingen af projektet og den måde, som projektet skaber netværk på. Af den helt enkle årsag at projekterne og formidlingen af dem bliver meget mere sammenhængende og organiske.