En stemme i verden – Refleksion over repræsentationer

[Ida Marie Fich er kommunikations- og udviklingsmedarbejder hos Karen Toftegaard PR & Kommunikation]

Jeg er hvid, født og opvokset i Danamark, akademiker og gift med en mand. Når jeg åbner en bog, går i teatret, ser TV og film eller går på museum er jeg vandt til at se mig selv i øjnene og høre min fortælling blive fortalt. Hvorfor har vi mon brug for at blive set og hørt i de historier og udtryk, vi møder i samfundet – og hvad skal vi gøre for bedre at høre de stemmer og historier, vi sjældent møder?

”JEG HADER JERES TØRKLÆDER OG JERES KORANER / OG JERES ANALFABETISKE PROFETER / JERES INDOKTRINEREDE FORÆLDRE OG JERES INDOKTRINEREDE BØRN”

Citatet er fra Yahya Hassans digt ”DU KOMMER I HELVEDE MIN BROR” (Yahya Hassan, 2013) og et eksempel på en af de stemmer, vi ikke hører komme til orde så tit i Danmark. I Hassans digte har anden og tredje generations indvandrere en mulighed for at se sig spejlet i de konflikter og den smerte, han oplever med sin familie og kultur; konflikter jeg med min etnisk danske baggrund ikke kender til.

Danmark er fuld af mindretal: hjemløse, astronauter, homoseksuelle, buddhister, afrikanere. Det er naturligt, og også smukt, at et moderne, multikulturelt samfund er sammensat af forskellige størrelse, og at der ikke kan være lige mange af hver af os. At ønske lighed i samfundet betyder vel ikke at udligne mindretal – for hvad ville der så blive af mangfoldigheden? Men at være lige repræsenteret og opleve sin stemme og historie blive fortalt på lige fod med andres, også selvom man er af et mindretal, har betydning for følelsen af at høre hjemme og være til stede.

At spejle sig i sig selv
Sådan har jeg det, når jeg i Tv-serien GIRLS (HBO) griner med på de livs- og kærlighedskriser, de fire piger kløjes i, når Jonathan Safran Foer skriver om barnet, der mister sin forælder i Ekstremt højt og utrolig tæt på, og når forestillinger som I føling på Det Kongelige Teater sætter billeder på min indre frygt for krig.

girls
Fra TV-serien GIRLS på HBO

Det er, vil jeg mene, fortællinger, der taler til mennesker uanset kulturel baggrund – men siger jeg nu blot det, fordi jeg tager for givet, at GIRLS foregår blandt hvide, middelklasse-kvinder som jeg selv, fordi Foers roman portrætterer storbyen i et USA, mit eget land er ved at blive en kopi af, og fordi det teater, jeg ser, benytter sig af æstetiske og fortællermæssige koder, som jeg er vokset op med?

Det er svært at se udover sin egen narrative næsetip, og derfor er det så vigtigt, at vi bliver ved med at udfordre os selv både som kulturforbrugere og som historiefortællere.

Udveksling af historier
Ifølge psykolog Jerome Bruner er det i udvekslingen af historier om vores eget og andres liv, at identitet konstrueres. Han taler om et samfunds normer for liv og handling som bygget op omkring narrativer om samfundets tro, viden og ønsker.

Denne folkepsykologi, som Bruner kalder det, er afgørende for at føle sig forbundet til et fællesskab. Hvis vi skal tro Bruner, er det altså ikke ligegyldigt for at samfunds fællesskab at så mange som muligt af dets indbyggere er repræsenteret i kunsten og kulturen.

Det synes jeg heldigvis, der er flere eksemler på, at vi gør i Danmark: Yahya Hassan er da stadig en undtagelse, der bekræfter reglen om, at poesi, og da slet ikke poesi af en anden generations indvandrer, bliver en bestseller. Men der er også kulturbastioner som Louisiana, der i efteråret 2015 har åbnet for udstillingen Afrika – Kultur, arkitektur og identitet og kunstnere som Helle Fuglsang, der skaber socialaktivistisk kunst i lokalområder sammen med f.eks. hjemløse i gadeperformancen Lesshomeless og afrikanske kvinder i Klæ’r skaber folk.

LessHomeLess
Helle Fuglsang indrog hjemløse i sit projekt Lesshomeless.

Andre eksempler er initiativer som Mix Copenhagen, der viser film om og fra LGBT-miljøet og en forfatter som Eva Tind, der giver stemme til historien som adoptivbarn fra Nordkorea i fotobogen do (2009) og romanen Han (2014).

Endelig vil jeg nævne NextDoor Projects danse-børneforestilling Vi ses, Rafiq-e-man!, som tager fat på den aktuelle flygtningeproblematik i fortællingen om et barn på et asylcenter i Danmark. Ved at repræsenterer de virkelige flygtningebørn og –unge, både som led i sin research og konkret i forestillingen, giver iscenesætter Ingrid Tranum Velásquez publikum mulighed for at indleve sig i livsvilkår og fortællinger, der er anderledes end deres egne.

Og især i forhold til at tage snakken med vores børn om den verden, vi lever i, er sådanne fortællinger guld værd i en tid, hvor den ekstreme flygtningesituation i Europa nok kan lukke munden på selv de bedste forældre.

Vi ses, Rafiq-e-man! spiller på Københavns Musikteater den 29. september - 11. oktober
Vi ses, Rafiq-e-man! spiller på Københavns Musikteater den 29. september – 11. oktober

Og hvad kan vi så selv gøre…
…for at åbne op for de stemmer, vi ikke hører råbe højest og de historier, der kan ligge skjult bag vores egen selv- og forforståelse? Vi kan for det første dyrke noget af den kunst og kultur, der taler med små stemmer, som jeg har nævnt nogle eksempler på her. Læs, lyt, åben øjnene – og lad jeres egne stemmer tale historierne op, når I bagefter diskuterer bogen, filmen, forestillingen eller udstillingen.

For det andet kan vi begynde at fortælle historier om os selv. Find din egen vej til at fortælle de historier, du ikke plejer at fortælle om dig selv og dit liv – hvad end du skriver facebook-opdateringer eller blogindlæg, komponerer musik eller tegner ud fra dine erfaringer, minder og refleksioner, er det en måde at vise andre, hvem du er. Og husk: vi gemmer alle på små eller store fortællinger, som fortjener at blive fortalt.

DIWO – Do It With Others

CoreAct Det Rullende Rum foto: Andreas Bergmann
CoreAct med Det Rullende Rum på et plejehjem. Foto: Andreas Bergmann

Jeg begynder morgenen med at læse en artikel på Politiken, som giver god mening i forhold til min praksis. Den handler om DIWO (Do It With Others) sat ind i en kunstnerisk kontekst. Politiken laver simpelthen en hel artikelserie om DIWO – mine hænder klapper. DIWO er et begreb, som jeg de sidste år har rettet mit fokus på i forbindelse med mine skriverier om kreativitet. Det kaldes også BIIT (Be In It Together) som i denne artikel omkring kreativitetskulturer. Begge forkortelser er en bevægelse fra DIY-forkortelsen (Do It Yourself), hvor det er den enkelte, der skaber selv og så over til den kollektive proces og samproduktionen, hvor mennesker skaber sammen.

 

Processens fortælling
Især er det pointen fra Philipp Schorch, der er antropolog, museumskritiker og ph.d. med speciale i museer og kulturarv, som tænder et lys hos mig:

Jeg mener, museer selv – eller måske især de, der er banebrydende – bør interessere sig for deres egen historie ud fra et teoretisk perspektiv og gøre det på en meget synlig måde gennem udstillingerne, og forstå dem som processer, der skal afsløres, frem for produkter, som skal præsenteres.

Det er netop processen, der er mindst lige så interessant som produktet hos de kunstnere, jeg har samarbejdet med i flere år. Lige sådan med flere af de kunstnere og andre kreative, som jeg er begyndt at samarbejde med her de senere måneder, hvor jeg har skruet op på fuldtid i min egen virksomhed.

 

Når processen er lige så vigtig som produktet
F.eks. har jeg arbejdet sammen med performancegruppen CoreAct. De har et fokus på den personlige fortælling og vakte sidste år især opsigt med forestillingen Heidi – en rejse til Helvede med Simon Spies. De har også en anden praksis, som er mere brugerinvolverende og baserer sig meget på samtalen. De indsamler materiale og inddrager ofte personer i deres performance installationer – og gør dermed deltagerne til medskabere af oplevelsen og mødet f.eks. med DET RULLENDE RUM, hvor de er taget ud på plejehjem med et rullende rum af hyggelig stue fra et andet årti. Her har de talt med demente plejehjemsbeboere og indsamlet deres fortællinger for siden at dele disse fortællinger med deres pårørende.

Jeg har i mange år arbejdet med iscenesætter Helle Fuglsang og ser en stor værdi i hendes måde at glide ind i lokalsamfund og skabe en forandring. F.eks. har hun skabt iscenesættelser med blandt andre fiskerkoner i Fiske Auktionshallen i Hvide Sande, 33 sypiger på Elfenbenskysten, boksere i Cph Muay Thai Bokseklub i NordVest og byggearbejdere på MT Højgård byggeplads. Her tager hun udgangspunkt i det der er og gør fiskekoner, sypiger, boksere og byggearbejdere og til kreative medskabere.

 

33 sypiger…
Når der er tale om denne slags (scene)kunst, så giver det i høj grad lige så meget mening at vise processen, fordi der undervejs sker så mange møder og påvirkninger af praksisser. F.eks. når Helle Fuglsang møder 33 sypiger på Elfenbenskysten for første gang og begynder et kreativt samarbejde med dem. Eller når CoreAct indsamler fortællinger fra fanger i Horserød Statsfængsel under et livligt kaffebord. I det hele taget må det være sådan, at når man finder nye veje, så er det interessante i ens praksis ikke bare produktet, men også hvad der sker på vejen derhen.

 

Fortællingerne undervejs og bagefter er vigtige – ikke kun det færdige produkt
Det stiller naturligt også nogle andre udfordringer til formidlingen af denne form for kunstnerisk praksis. Det er lige så meget fortællingerne undervejs og bagefter, som er vigtige at fortælle – til gæster/publikum men også internt på det kunstneriske hold. Netop fordi der er tale om en bevægelse, som fortsætter og er i gang længe inden, men også undervejs. Og helt konkret fordi hele nøglen til at forstå den kunstneriske praksis ligger i at få fortællingerne rundt om med, så projektets kompleksitet begribes. En større synliggørelse af processen er netop væsentlig, fordi man hele tiden er nødt til at hjælpe folk med at forstå alt det ekstra, som ligger bag. Mange er stadig meget fokuserede på den enkelte oplevelse og vurderer ud fra nogle simple værk-idéer, der slet ikke indbefatter alle de ekstra lag, som er i de mere processuelle, co-creative kunstneriske praksisser.

 

Måder man kan gøre det på
Måder, man kan gøre dette på, kan være, når CoreAct arbejder med flere forskellige formater, som deres praksis kan komme til udtryk på – som performance og som udstilling. F.eks. har deres performance installation Det Rullende Rum netop været på flere plejehjem og udstillingen, der bygger på materiale derfra MIT RUM var på Hovedbiblioteket i november 2014. Eller når Helle Fuglsang i stigende grad inddrager dokumentariske kortfilm i sine værker. Og dermed også synliggør processen. Eller når Global Stories laver saloner undervejs i udviklingen af deres forestillinger. Her deler det kunstneriske hold erfaringer, diskuterer og indsamler det kunstneriske hold materiale. Også for at hjælpe med forståelsen undervejs.

 

Min egen praksis med de kollektive processer og samproduktioner
Jeg kommer også til at tænke på min egen praksis med de kollektive processer og samproduktioner. Den praksis, som jeg de senere år har savnet at gøre mere af. Bedst lykkedes det med udstillingen Mellem Byen – møder mellem mennesker i metropolen (2007), hvor et kuratorteam på 5 personer udviklede en udstilling med 5 kunstnere. Det handlede om møder i byen og kuratorteamet opstillede dogmer og satte rammerne for en fælles udviklingsproces for kunstnerne, der i praksis blev til et par workshop-dage. En af kritikkerne fra en af de deltagende kunstnere lød, at kuratorgruppen virkede til at have for meget fokus på processen og formidlingsformen frem for kunstprodukterne. Og det var i virkeligheden en helt spot-on-kritik. Jeg var på det tidspunkt meget optaget af at finde den der form for den kollektive proces. Den der form, hvor folk deltager og bidrager kollektivt til en proces.

 

DIWO-Iværksætter
Jeg havde arbejdet kollektivt fire år med udviklingen af VILDSKUD – festival for independent teater, som jeg var med til at grundlægge i 2002 med første festival i 2003. Da jeg stoppede i 2005 var jeg allerede i gang med det efterfølgende kollektive projekt – AirPlay Street Gallery – et af Danmarks første permanente udendørs gallerier. Det lå på hjørnet af Ravnsborggade og Sankt Hansgade og bestod af en plads med højtalere i og en projektor, der projicerede på en hvidmalet firkant på muren. Lydteknikken var sponsoreret af Montana, projektoren var en gammel Barco-svend skænket af Cinemateket, mens hjerte, sved og masser af tid blev investeret af et hold på 5 kvinder, der blev kaldt ”New kids on the Block” i den årlige kunstopsummering. Udstillingsstedet gav vi i øvrigt videre i 2012 til Videomøllen, der nu kører stedet i en aktiv, inddragende og kollektiv ånd. Jeg kalder det ansvarlig iværksætteri – at man sørger for at de kræfter og penge, der er blevet investeret i en platform ikke bare spildes, når iværksætternes energi i tråd med deres entreprenante natur søger videre mod noget andet.

 

DIWO – fremover
Her i efteråret 2014 har jeg været i en periode, hvor jeg har set meget indad og fundet frem til, hvad der ville give mening at bruge mine kræfter på fremover. Jeg har især et projekt, jeg udvikler på, som jeg glæder mig meget til at fortælle om. Det er i sin natur netop baseret på en samproduktions-model, fordi den forskel som projektet skal gøre tager hånd om komplekse udfordringer. Projektet ligger i krydsfeltet mellem konstruktiv journalistik, digital networked storytelling og (kultur)formidling.

Derudover tænker jeg min praksis fremover som en række partnerskaber med forskellige mennesker. Det gør det fleksibelt samtidigt med at der også er mulighed for kontinuitet i de samarbejder, der giver ekstra god mening.

Når kreativitet og kunstneriske processer bliver katalysator for udvikling

De fleste ved det godt allerede: Vejen til udvikling går gennem HANDLING. De færreste går dog så modigt til værks som social kunstpioner Helle Fuglsang. Jeg var med hende i Tanzania i efteråret 2012 og har skrevet en reportage til magasinet Teater 1.

Her er et kort uddrag fra artiklen:

“Helle Fuglsangs mål er at styrke og udvikle kreativiteten hos mennesker. Hendes kunstneriske processer skaber empowerment og viser nye udviklingsmuligheder for mennesker i lokalsamfund.”

“Deres kroppe livede op. Pludselig var de ikke udsatte skæbner uden familie og fremtid. Den kreative energi gav dem en menneskelig værdighed tilbage.”

“Jeg laver et projekt, der involverer havnens folk og giver dem en anden oplevelse af deres hverdag. De siger, at de har tillid til mig, fordi jeg ikke er bange for dem.”

“For de fleste mennesker i Tanzania er kunst ikke kultur. Det er bare en del af det, de gør.”Med social kunstpioner Helle Fuglsang i Tanzania: Performance på Bagamoyo Havn september 2012. Foto: Mathias VejerslevPerformance på Bagamoyo Havn september 2012. Fra venstre designer Armani, der styrer kameraet, som projicerer performancen på havnekontorets mur. Interaktiv installationskunstner Nils Wiberg er den høje lyse skandinav i midten. En masai har givet ham tilnavnet ‘manden med skæg som en løve’. Til højre ses digital kulturformidler Karen Toftegaard med live-streaming kameraet. Foto: Mathias Vejerslev.

Se hele artiklen her: Reportage: Tæt på solen i Teater 1, no 161 December 2012 eller køb det velskrevne magasin om scenekunst – Teater 1 lige her.

Du kan også læse blog-reportager fra turen på www.wilmaversion.dk – skrevet af ‘yours truly’.

Kunst og formidling, der hænger sammen – eller En slags opsummering af min vision om formidling

Jeg har været i Tanzania, fordi jeg blev inviteret med på kunstprojekt af iscenesætter Helle Fuglsang (Wilma Version). Min opgave har været at formidle projektet på blog og i et par artikler efterfølgende. Jeg har haft et godt samarbejde med Helle Fuglsang løbende igennem årene. Hendes cross over basketball og danseprojekt Ballroom var med på programmet, da vi var fem kvinder, som åbnede det udendørs galleri AirPlay Street Gallery (2006-2009). Her var jeg medstifter og konceptudvikler.

 

Netværksskabende kunstprojekt i Tanzania

Derefter har jeg løst en række mere klassiske PR-opgaver i forbindelse med hendes forestillinger. Med Helles netværksskabende kunstprojekt i Tanzania undersøger vi, hvordan formidlingen bliver en mere integreret del af processen – som sparringspartner og netværksskaber/styrker.

Karen Toftegaard interviewer Mr. Abraham - leder af festivalen Bagamoyo Art & Culture Festival

Karen Toftegaard interviewer Mr. Abraham – leder af festivalen Bagamoyo Art & Culture Festival om projektet BLACK & WHITE af Helle Fuglsang og om kunstens rolle/betydning for folk i Bagamoyo. Foto: Mathias Vejerslev 

 

Afvikling og livestreaming af performancen CHAINS - XCHAINS af Helle Fuglsang i Bagamoyo

Afvikling og livestreaming af performancen CHAINS – XCHAINS af Helle Fuglsang i Bagamoyo. Fra venstre er det designer Amani med videokamera, interaktiv installationskunstner Nils Wiberg ved Macs og Karen Toftegaard som livestreaming kamerafører. Foto: Mathias Vejerslev

 

En slags opsummering af min vision om formidling

Et frugtbart samspil mellem konceptudvikling, formidling og netværksskabelse oplevede jeg også i min ansættelse på Camp X, hvor jeg sad i en fuldtidsstilling fordelt mellem kommunikationsafdelingen og dramaturgiatet. Det slår mig og ja, nu bliver dette blogindlæg en slags opsummering af min vision for formidling. Men ja, det slår mig, at målet med udstillingen Mellem Byen, som jeg iværksatte med et rigtigt godt hold i 2007, havde et decideret formidlingsdesign, som begyndte allerede i de rammer, vi satte for kunstnerne, som så udviklede projekter til udstillingen, som vi sammen fandt nye måder at formidle på. Målet var at komme i kontakt med folk – og ikke bare dem, der kunne aflæse kunstkoderne på forhånd. Lige præcis den intention er noget af det, jeg holder af ved Helle Fuglsangs projekter – at hun går ud i virkeligheden og involverer både kunstnere og lokale beboere. Hun bruger virkelighedseksperter på en meget konkret og vedkommende måde. Og det bliver helt reelt kunst for, med og af folk, der er tilknyttet stedet.

Et lille udsnit af de ca. 1.000 publikummer, som var til BLACK & WHITE performance af Helle Fuglsang på en plads i Kigamboni (landsbylignende bydel i Dar Es Salaam, Tanzania). Foto: Mathias Vejerslev

 

Formidling, udvikling og netværksskabelse

Jeg ser en stor værdi i, at der er en stærk udveksling mellem formidlingen, udviklingen af projektet og den måde, som projektet skaber netværk på. Af den helt enkle årsag at projekterne og formidlingen af dem bliver meget mere sammenhængende og organiske.

Danish