Unge, der viser andre unge, hvad teatret kan

Vox Pop med De Sceneste, den4vaeg.com og ungtteaterblod.dk, der alle vil vise andre unge, hvilken værdi teater kan have.

Mit første job efter studierne (Moderne Kultur & Kulturformidling, København og Kulturwissenschaft, Berlin) var på ungdomskulturhuset KraftWerket. Her arbejdede vi med brugerinddragelse, ung-til-ung-metoder og projektrådgivning. Jeg var der i tre år (2003-2005) og var ikke så meget ældre end dem, der kom i huset. Det er ved at være længe siden og jeg har hverken belæg eller behov for at karakterisere mig selv som en af de unge i dag.

 

Unge der vælger at vise værdien i teater til andre unge

Det seneste år har jeg lagt mærke til nye initiativer fra unge, der vælger at bruge deres kreativitet og energi på at vise værdien i teater til andre unge. Og det har gjort mig nysgerrig. Hvorfor og hvordan gør de det? I praksis begrænser indsatsen over for unge sig ofte til at kontakte gymnasielærere og gennem dem invitere de unge i teatret til reduceret pris. Der er da heldigvis også flere, som prøver at lave ambitiøst udviklingsarbejde med og til unge for at bygge en bro mellem teater og unge.

 

De Sceneste, den4vaeg.dk og ungtteaterblod.dk

F.eks. har Det Kongelige Teater i to sæsoner kørt projektmagerforløbet Teaterpiloterne, der var et aktivt ungeprojekt. Det gør de ikke i denne sæson. Jeg har i stedet talt med De Sceneste, der er tidligere teaterpiloter. Teater Grob har også lavet GROW. Og Københavns Musikteater har et samarbejde med KBH +, der er et projektnetværk for unge. Og så er der unge bloggere, hvor især den4vaeg.dk og ungtteaterblod.dk stikker frem som ambitiøse og en stamina til at formidle til unge. Men er der ikke stor forskel på at lave scenekunst selv, som De Sceneste og så til at formidle den som den4vaeg.dk og ungtteaterblod.dk? For mig er det en pointe at for jeg tror på den mere holistiske form for publikumsudvkling. Der hvor kunsten og formidlingen smelter sammen. Refleksionsrummet kan skabes både i kunsten og i formidlingen.
Jeg har stillet dem de samme tre spørgsmål:
• Hvorfor er det vigtigt, at unge går i teatret?
• Hvad gør I for at nå unge?
• Hvis I havde al tid i verden og ikke behøvede at tænke på penge. Hvilke tiltag ville I så lave for at udvikle jeres platform – eller skabe en helt ny?

De taler bl.a. om podcasts, en tv-station og om at lave en højskole. De taler også om, at teatret er vigtig som kunstform.
Jeg har også spurgt, hvad de ville gøre, hvis de var teaterdirektører. Det er blevet til en selvstændig post -> Hvis unge var teaterdirektører…

 

DEN4VAEG.DK
Den 4. Væg er en teaterpodcast, som taler om teater og med teater. Og så anmelder de både på deres blog og med videoer, billeder og gifs på både instagram og snapchat.

Her er Clara og Lines video på instagram lige efter de har set “JOrdens Søjler” på Østre Gasværk. Der er vist ikke nogen tvivl om, at de var begejstrede for forestillingen.

Hvorfor er det vigtigt, at unge kommer i teatret?
Helt basalt er det vigtigt at få flere unge i teatrene, så teater ikke bliver en uddøende kultur/udtryksform. Derudover mener vi, at teatrene kan så meget, som biograferne slet ikke kan. I teatret bliver man konfronteret direkte med historierne, men også med menneskerne bag historierne. Teatret har en nerve i og med, at dramaet udspiller sig live på scenen foran dig. På en eller anden måde kan det virke meget mere rammende, end det kan på film. Det er selvfølgelig ikke noget, vi kan ændre på fra den ene dag til den anden – hvis vi forsøger at ramme nogle unge, som aldrig går i teatret og aldrig har lært det hjemmefra, så er det en slags opdragelse, vi skal forsøge at give dem. Deres interesse for noget nyt skal vækkes, og de skal ‘lære’ at gå i teatret og opdage, at teatret kan meget andet end at vise Shakespeare, Holberg eller Moliere.

Den4væegs video efter “Klokkeren fra Notre Dame” på Fredericia teater

Hvad gør I for at nå unge?
For os er det vigtigt, at vores platform er så let tilgængelig som overhovedet muligt. Derfor passer podcast-formatet perfekt; man kan lytte til vores udsendelser når som helst og hvor som helst. Man kan springe frem til lige det, man helst vil høre. Det er på mange måder indhold, som lytteren kan passe ind i sin egen hverdag, og det foregår derfor i langt højere grad på lytterens præmis. Vi forsøger også at gøre vores skriftlige anmeldelser så let aflæselige som muligt, med meget simple overskrifter, så man nemt kan komme igennem det. For os handler det rigtig meget om, at gennemskue og tilpasse os vores primære publikums tempo (som ofte er i den høje ende). Vi skal også være der, hvor de er, hvis vi vil gøre os forhåbninger om at nå dem. Derfor er vi også på både Instagram og Snapchat.

Desuden forsøger vi at gøre vores podcasts både interessante og sjove at lytte til – det skal være en fornøjelse at lytte til vores podcast både indholdsmæssigt, men det skal uden tvivl også være et interessant lydunivers; det forsøger vi at imødekomme med vores reportager og montager, hvor vi altid forsøger at tage folk med op på scenen og ind i det pågældende univers fra en forestilling. Sådan kommer lytterne også med bag kulisserne. På den måde kan vi forhåbenligt komme nogle af fordommene til livs, og være med til at gøre teatret noget mere tilgængeligt.

tove2

Hvis I havde al tid i verden og ikke behøvede at tænke på penge. Hvilke tiltag ville I så lave for at udvikle jeres platform – eller skabe en helt ny?
En helt stor drøm for os, er at gøre vores medie til meget mere end bare en podcast, som bliver optaget i et anonymt studie. Vi drømmer om live-events og samarbejder med teatrene og andre unge organisationer. For tiden drømmer vi lidt om, at kunne lave live-optagelser af vores podcast på et teater, hvor der enten er et tema for dagen eller en særlig forestilling i fokus. Her ville der være mulighed for at opleve interviews med folkene live, og vores lyttere ville få mulighed for at komme endnu tættere på den verden, vi elsker og brænder for.

 

DE SCENESTE

De Sceneste er ung kunstnerisk iværksættergruppe, der drømmer om at udfordre, udvikle og udvikle scenekunsten. De laver scenekunstprojekter med fokus på målgruppen 15-30 år. De holder til hos Nørrebro Teater.

Hvorfor er det vigtigt, at unge kommer i teatret?
Teater er den mest vedkommende kunstform der findes. Derfor er det så pinefuldt, at det er så uvedkommende for mange unge. Vi er mødtes gennem en kærlighed til teatret, og det er den vi kæmper for at dele. Teater er ikke kun en kunstart – det er en social aktivitet helt uden grænser. Det er den verden, vi hver dag får lov at boltre os i, og som vi ønsker at dele med andre!

De Sceneste er ung kunstnerisk iværksættergruppe, der drømmer om at udfordre, udvikle og udvikle scenekunsten. De laver scenekunstprojekter med fokus på målgruppen 15-30 år. De holder til hos Nørrebro Teater.
De Sceneste vil udfordre, udvikle og udvikle scenekunsten. Det gør de bl.a. chillede, afslappede koncepter som “Sejl & Sangria” samt “Kaffe, ostemadder & rapbattle” i forbindelse med opsætningen af “Svantes lykkelige dag” på Nørrebro Teater.

 

Hvad gør I for at nå unge?
Vi gør meget brug af interaktivitet og dermed gøre publikum til et deltagende organ. Det får både vores projekter, og selv og publikum meget mere ud af, end den klassiske publikum-aktør ramme. Samtidig lærer og husker man bedre gennem deltagelse, så vi håber at gøre det større indtryk på denne vis.
Derudover forsøger vi at vise, at teater er meget mere end en mørk sal, et tæppe og lange replikker. Teater kan foregå overalt, og behøver slet ikke at bunde i et manuskript. Derfor laver vi ikke kun traditionelt teater, men beskæftiger os faktisk mere med kunstneriske events med performative elementer. Og så prøver vi altid at invitere til en snak om scenekunst gennem vores events. Så vi forhåbentlig kan få flyttet et synspunkt ad gangen.

desceneste3 desceneste1

Hvis I havde al tid i verden og ikke behøvede at tænke på penge. Hvilke tiltag ville I så lave for at udvikle jeres platform – eller skabe en helt ny?
Vi vil så gerne lave en højskole. Det bliver ofte nævnt lidt i spøg, men når vi aldrig har lyst til at tage hjem, virker det alt for ofte som en god idé. Det skal vi en dag. [red., det er da vildt fedt!]

 

UNGTTEATERBLOD.DK

Bloggen ungtteaterblog.dk har en ambition om at være en seriøs og underholdende blog, der kan vække eller øge unges interesse for scenekunst. Bloggen er skrevet af unge – for unge (alt ung-til-ung-metoden).

ungtteaterblod

Hvorfor er det vigtigt, at unge kommer i teatret?
Det er igennem teater, at vi kan lære, at verden kan leves og opfattes på en anden måde, end det vi i forvejen gør. Det udvider vores horisont. Det kan være en form for dannende underholdning, hvor du både bliver klogere på dig selv og livet, men samtidigt med vises det på en måde, der er inspirerende i sig selv.
Det er vigtigt at vise, at underholdning også kan være andet end reality og “tju-bang”-underholdning. Teater favner det hele, og det er spændende, når underholdningen ikke alene foregår som envejskommunikation, men at der faktisk er nogen levende mennesker, som gør en forskel, på scenen, således at både forestillingen og det, som publikum får ud af en forestilling, er levende og nærværende for unge. Teatrets fornemste opgave er at nedbryde ”den 4. væg” og dermed gøre, at de unge føler, at de får noget med sig fra teaterturen.

 

Hvad gør I for at nå unge?
Vi har valgt en blog, hvor overskuelighed er nøgleordet for os. Det er vigtigt, at man kan danne sig et hurtigt overblik over, de seneste forestillinger der er anmeldt af os. Facebook og Instagram er svært at komme udenom, når man skal ramme den unge målgruppe. Vi vil ramme de unge på de platforme, hvor de selv er. Den generation, som vi gerne vil ramme, er i høj grad vant til at finde deres informationer via nettet, øvrige sociale medier og deres omgangskreds.

 

Hvis I havde al tid i verden og ikke behøvede at tænke på penge. Hvilke tiltag ville I så lave for at udvikle jeres platform – eller skabe en helt ny?
Vi ville lave et TV-program, der kunne streames gratis på nettet. Her ville vi kort, præcist og underholdende runde de seneste vigtige forestillinger, og så ville vi sætte spot på én bestemt ting igennem et interview fra gang til gang. Det ville være vigtigt for os, at det max. varede 10-12 min., så man kan bruge det til at danne sig et hurtigt overblik i sin hverdag. Så kan vi altid lave en mere dybdegående podcast ved siden af, hvor vi kan nørde igennem.

Med åbne sanser og ord i kroppen

En vrimmel af snefnug fyger over scenen og blander sig med Søren Ulrik Thomsens ord. Kim Brandstrups ballet Rystet Spejl, som de hurtige kunne opleve med kun en uges spilletid på Skuespilhuset under CPH STAGE, er intet mindre end et danset, rumligt digt. Og hvad skal vi så med det? Og hvorfor skal vi overhovedet iscenesætte digte?

[Karen Toftegaard har spurgt mig, Ida Marie Fich, om at være med i en undersøgelse. Vi har tidligere arbejdet sammen – både i Karen Toftegaard ApS og på teatret Republique. Undersøgelsen går ud på at beskrive, hvad der sker i mødet mellem mennesket og kunsten. Hvilke refleksionsrum åbner sig? Hvori ligger kunstens inspirationskraft? Hvilken slags relationer opstår – mellem kunsten og mennesket? Derfor vil jeg, med mit blik og min stemme, undersøge, hvad det er for refleksions- og inspirationsrum scenekunsten kan åbne. Hvordan vi gennem scenekunsten kan relatere os til hinanden og samfundet omkring os. Det gør jeg her under CPH STAGE og især på Det Frie Felts Festival.]

Jeg havde med vilje hverken genlæst digtene fra Søren Ulrik Thomsens seneste digtsamling, Rystet Spejl (2011), eller tjekket hvad pressen mente om Kim Brandstrups fortolkning af den og andre af Thomsens tekster, før jeg spontant besluttede at få fingre i en billet til ballettens sidste spilledag. Jeg havde det lidt, som når man skal ind og se en filmatisering af en bog, hvis karakterer, du stadig kan høre tale til dig: Spændt på et glædeligt gensyn men også bange for at blive slemt skuffet og få sine egne indre billeder ødelagt.

Ord i rum
Nu er det her ikke en anmeldelse, men jeg tør godt afsløre, at jeg ikke blev skuffet. Netop fordi det er en ballet og ikke et dramatisk skuespil, er det digtet som udtryk snarere end dets konkrete indhold, der overføres til scenen. Der er naturligvis genkendelige elementer fra Thomsens univers: sygesengen, parforholdet, barndommen, alderdommen, sneen. Men det er i måden, forestillingen bruger sproget som rumligt element, at den kunstnerisk løfter sig op fra blot at være en iscenesat tekst til et samlet poetisk hele.

For et sprogmenneske som mig var det intet mindre end mageløst at se brudstykker af digte føje sig til, smyge sig ind og blive en del af det konstant foranderlige rum- og lyslandskab. Som danserne på drejescenen og snefnuggene på lærredet foran scenen følte jeg mig i bevægelse deroppe på min balkonplads – hvirvlet og drejet rundt i takt med de skiftevis hakkende og flydende toner.

rystetspejl4
Foto: Det Kongelige Teater

Gesamtkunstwerk
Det var for mig en meget fysisk oplevelse, også når det gælder ordene: Skrevet på linje, som taget ud af en bog, talte de ind i den samlede digtfortælling ved at få plads på vægge, midt i sneen og i tæt relation til dansernes bevægelser og lyset. Uden at få tildelt højere eller lavere status end de andre sceneelementer. Der blev trykket blidt på flere af mine sanser: Jeg kunne sidde og drømme mig væk til dansens mediterende snurren, fabulere over ordenes betydning og lade mig feje med over scenen af scenografien, lyset og videodesignet. Et sandt ”Gesamtkunstwerk”, for at bruge Richard Wagners betegnelse for et værk, hvor flere kunstarter smelter sammen.

Det er derfor, vi skal iscenesætte digte: Fordi de ligesom teatret har et iboende potentiale for at give os kondenserede og sanselige oplevelser, hvor vi gives plads til individuel fortolkning uden narrative plots. Det skete, da Thomsens digte forenede sig med resten af balletten på scenen.

rystetspejl2
Foto: Det Kongelige Teater

Når kunst går i kroppen
Nu sad min sidemand godt nok og snorkede under det meste af forestillingen. Men jeg tror, at kunst, der formår at skabe så mættede sanseindtryk uden at blive et overflødighedshorn af effekter, som Rystet Spejl gjorde for mig, kan åbne scenekunsten for mange mennesker.

Når kunst går i kroppen på dig på den måde, kan den tage os steder hen, hvor vi ikke har brug for vores intellekt. Er det ikke netop det, vi har brug for idag, hvor vi det meste af vores vågne timer er styret af vores fornuft og forstand men synes at gemme krop, sanser og intuition længere og længere væk? Vi har brug for kunst, der skaber rum, hvor vi kan mærke vores krop, hinanden og ja, i sidste ende, at vi er til.

Da Tobias Praetorius, og jeg med ham, hang fra loftet i et tomt rum i sidste scene, tænkte jeg, helt i Søren Ulrik Thomsens ånd: Vi mennesker er netop frit svævende i tid og rum og med den eneste opgave at leve – og dø. Med krop og ord og sanser.

“…jeg er levende
skrive til kontor
mælken er sur
jeg græder
jeg er levende
græder
levende”
Fra City Slang (1981)

”…regnen begyndte at falde
og de forbipasserendes gestalter brænder mod ruden
og jeg må sidde alene ved det bagerste bord
og tænke på at der kun er en af hver
mens jeg lytter til trafikken fra Gammel Kongevej
og forsøger at fange dit blik
i digtets rystede spejl”
Fra Rystet Spejl (2011)

 

Strategier til at gøre folk trygge ved det ukendte – hvilken form for markedsføring tænder dig?

"The Devils" (1971) af Ken RussellDet Kgl. Teaters mainstream markedsføring af avantgarde musikforestilling

Mainstream-greb i markedsføring af kunstoplevelser med smallere publikumsappel

Bagsiden af dagens kultursektion i Politiken (09.02.13) min opmærksomhed. Ikke bare fordi jeg for nyligt så Ken Russells kontroversielle, visuelle mesterværk ”The Devils”(1971) med Vanessa Redgrave som pukkelrygget nonne og Oliver Reed som den idealistiske, sexede præst, nonnerne anklager for at have besat dem. Men også fordi det slår mig, at Det Kongelige Teaters annonce for operaen ”Djævlene fra Loudon” er et rigtigt godt eksempel på, hvordan man i sin markedsføring af de mere smalle kunst og kulturoplevelser griber efter mainstream-referencer.

”Er du stadig bange for Ondskabens Hotel? Nu kommer DJÆVLENE FRA LOUDON” …

står der med splatterblod henover bogstaverne. Der er ikke bare én verden, men flere verdener til forskel fra “Ondskabens Hotel” med sygeligt uhyggelige Jack Nicholson i hovedrollen og så det dekadente 1600-tals univers, der har undertrykkelse af og hengivelse til seksualitet som omdrejningspunkt i ”Djævlene fra Loudon”. Først smiler jeg, fordi jeg selv konstant sidder med udfordringerne om at markedsføre kunst og kultur med en lidt smallere publikumsappel på en måde, hvor det i markedsføringen får en bredere appel.

Jeg kan godt forstå teaseren med “Ondskabens Hotel”, fordi det er Stanley Kubricks filmkomponist Krzysztof Pendereckis, som har lavet operaen. Og nå ja Kubricks “Ondskabens Hotel” er en film, som rigtigt mange kender og forbinder med stor kvalitet.

 

“Ondskabens Hotel” som opera

Så tænker jeg over, om folk vil blive skuffet over operaen, hvis de har en forventning om, at de skal ind og se “Ondskabens Hotel” som opera – forestil dig i øvrigt lige, hvor syret det ville være. Jeg griner.

 

Tryghed og garanti om en god oplevelse

Jeg tænker videre, for selve præmissen med at bruge noget kendt til at gøre det ukendte mere trygt er et meget brugt og virkningsfuldt greb. Langt de fleste har brug for tryghed i deres valg af kulturoplevelser – tryghed og mere eller mindre en garanti for, at de får en god oplevelse. Det kan så være på forskellige niveauer det trygge element kommer på banen – i form af en kendt skuespiller, et kendt litterært værk, en kendt kunstner, et kendt band osv.

 

Hvad er din indstilling til markedsføring af kunst og kulturoplevelser med en lidt smallere publikumsappel?

Jeg stiller spørgsmålet, hvordan sikrer man sig, at man har en vis integritet i markedsføringen? Og i øjeblikket efter tænker jeg at det er det forkerte spørgsmål. For selvfølgelig er integritet vigtig i al markedsføring. Men det handler måske mere om hvilken indstilling, man har til markedsføringen. Spørgsmålet er derfor i højere grad: Hvilken indstilling har du til markedsføring af kunst og kulturoplevelser, som har en lidt smallere publikumsappel? Det varierer selvfølgelig fra oplevelse til oplevelse. Du kan tage flere positioner:

 

1. Alle kneb gælder!

Du stoler på, at du har en kunst eller kulturoplevelse, som folk bliver glade for at få, når først de er dukket op. Derfor gælder alle kneb for at få dem til at komme! Man kan derfor markedsføre den lidt smallere kunst og kulturoplevelse på en mainstream måde – uden at afsløre, at der også er nogle udfordrende elementer i oplevelsen. “Publikum har godt af at blive rystet lidt”, kan man tænke. Den metode rummer dog også en fare for at skræmme publikum væk for evigt, hvis man ikke har forventningsafstemt med dem. Med den model er det ikke publikum, der er “hit and run”, men dem der markedsfører. Men så igen, hvis folk kan lide hvad de oplever, så kommer de igen. Lige gyldigt hvad markedsføringskampagnen har lovet dem.

 

2. Balancere mellem mainstream og smal publikumsappel

Du kan balancere mellem mainstream- og smal publikumsappel. Markedsføringen mimer mainstream-sprog og giver mainstream-referencer som f.eks. ”Ondskabens Hotel”. Men forholder sig stadigt tro mod det kunstneriske udtryk. Det kan man sige, at annoncen for operaen ”Djævlene fra Loudon” gør på billedsiden. Her er nonnen og præsten i forestillingens visuelle univers. Visuelt kan man godt se, at det ikke er ”Ondskabens Hotel”, men et andet mere udfordrende univers.

 

3. Kulturformidling til de særligt interesserede

Lave markedsføringen om til formidling og henvende sig direkte til dem, der i forvejen har en interesse i projektet. Måske har projektet ikke brug for så mange publikummer og derfor er det vigtigere, at man rammer lige præcist dem, der har en særlig interesse i den oplevelse. Sproget bliver ofte mere kunstnerisk frem for en mere klar kommunikation.

Hvilken markedsføring af lidt smallere kunst og kulturoplevelser tænder dig mest? Som publikum? Som den der markedsfører?

 

 

Lidt baggrundsinfo om filmen ”The Devils” (1971), som jeg helt klart anbefaler på en aften, hvor man har lidt ekstra overskud / er i avantgarde-humør: Instruktøren Ken Russell er ham med ”Eksperimentet” (1980), der har William Hurt i hovedrollen som videnskabsmanden, der laver forsøg med at isolere sig og tage hallucinerende stoffer. Det får ham til ændre form fysisk – som en form for genetisk regression til en slags abemenneske. Ja, det lyder lidt syret og det er det egentligt også. Jeg huskede den selv i mange år på den der lidt uhyggelig film med William Hurt, der kravler ind i en kapsel fyldt med væske. “Eksperimentet” siger i virkeligheden nok allermest noget om hvilket kontroversielt landskab Ken Russell befinder sig i. ”The Devils” (1971) er først og fremmest et visuelt mesterværk. Indstillingerne er fantastiske og kompositionerne er imponerende. Selve fortællingen er ikke nødvendigvis lige min smag, men det er virkeligt gode og modige skuespillerpræstationer af Redgrave og Reed.

Danish