Det frie felts festival – Karen Toftegaard ApS

juni 28, 2016juli 25, 2016

DIALOG: Mødet med kunst #3

[Hvad sker der i mødet mellem mennesket og kunsten? Hvilke refleksionsrum åbner sig – hos en selv og sammen med andre? Hvori ligger kunstens inspirationskraft? Vi, Karen Toftegaard og Ida Marie Fich, har lavet en filosofisk undersøgelse og beskrivelse af, hvad der sker i mødet mellem mennesket og kunsten. Ida Marie Fich har reflekteret over fire forskellige forestillinger på Det Frie Felts Festival og CPH STAGE her på bloggen. Nu vil vi sammen i en dialog reflektere videre over, hvad kunsten gør ved os, og hvad det siger om forestillingernes potentiale for at skabe rum for relationer mellem kunsten og publikum og publikum imellem. Vi deler her vores dialog, hvor vi har udfordret hinanden til at gå i dybden med refleksionerne.]

DIALOG #1 | DIALOG #2 | DIALOG #3 | DIALOG #4

Hvor er det skønt at læse dine refleksioner, Karen!

Jeg synes det er en virkelig spændende og vigtig vinkel at tale om, at kunsten omfavner ikke kun én men mange sandheder, og hvad det betyder for forholdet mellem kunsten og publikum. Og når jeg taler om, at jeg oplever en forestilling som intim eller distanceret, er det jo netop min oplevelse, jeg der beskriver. Det mener jeg slet ikke, vi kan komme udenom og slet ikke i samtidskunsten i dag, hvor det oftest er så integreret en del af både kunstnernes virke og publikums tilgang til et værk – i hvert fald i højere og højere grad.

Det interessante ved den relationelle kunst, hvor det bliver tydeligt, som du skriver, at vi alle kommer med det, vi er og har lige nu og her, er også, at vi dermed kan se værker som Udsigter fra min bedstemors køkken som et patchwork af de forskellige erfaringer, antagelser, refleksioner, drømme og fortolkninger af værket, som publikum kommer med. Jeg ser ikke kunst som en ensom erfaring med og af verden – selvom du står alene med din subjektive oplevelse – men noget, vi skaber sammen i et rum og en tid. Det at vi anerkender kunstoplevelsen som subjektiv betyder altså ikke, at kunsten ikke er social eller relationel – det mener jeg altid også den vil være i og med, at værket eksisterer og opleves i et eller andet form for rum af modtagere. Det taler faktisk meget fint ind i din beskrivelse af samtalerne med forskellige mennesker i forbindelse med AirPlay: Her gjorde jeres værkers præmisser, at I måtte ud i den virkelighed, der omgav jeres kunst og opsøge mennesker, der havde en mening om den – virkeligheden og kunsten.

Siden 1960’ernes politiske kunst har man plæderet for en sådan demokratisering af kunsten; altså ideen om, at kunsten ikke må lukke sig om sig selv men træde ind i eller kommentere direkte på den virkelighed, den er en del af. Præcis som du beskriver, at I gjorde med AirPlay, at du oplevede i LYSFORESTILLINGER, og som jeg f.eks. også synes, at mange af performanceduoen Fix&Foxys forestillinger gør og et værk som Station House Operas Dominoes meget konkret gjorde det med 7000 store dominobrikker gennem København på Metropolis Festival i 2013. Og nu spørger jeg så: Kan det også være en begrænsning med meget åbne, relationelt funderede værker?

Netop den diskussion havde jeg, da jeg i 2010 reflekterede over min oplevelse af SIGNAs performanceinstallation Saló i en artikel i magasinet AFART. SIGNAs værker er blandt andet kendetegnet ved netop en meget subjektiv publikumsrolle, nogle vil sige den er helt udflydende og grænseløs, fordi du sjældent præsenteres for en fast position: Du kan helt bogstaveligt bevæge dig rundt i installationen og vælge enten at betragte den udefra eller tage aktiv del i den som medspiller. I lille skala gjorde by proxy noget lignende i deres første scene i Stop Being Poor, hvor man selv kunne vælge, om man trygt ville tage plads i salen eller give sig i kast med at bygge med træklodser på scenen. I Saló, og også andre interaktive, deltagerbaserede forestillinger, oplever jeg valget af position som en frihed og en demokratisering af min rolle som publikum. Forholdet mellem mig og værket bliver åbnet op for fortolkning, og min subjektive plads og stemme som publikum bliver en del af det overordnede billede eller værk. Det fører ikke altid til, at jeg indlever mig mere, blot fordi jeg inddrages som publikum – men når jeg virkelig føler mig henført og givet noget ekstra, er det når jeg får lov at opleve gennem sanser, krop og fysisk bevægelse.

Ikke desto mindre fik Saló en del negativ kritik af, at kunstneren her ikke tog ansvar for deltagerens oplevelser, og at værket altså skulle være klarere i sin kontrakt med publikum i forhold til den position, man indtog i værket. Men hvis vi godtager, at al kunst er subjektiv, er det så virkelig kunstnerens ansvar at føre os sikkert ud på den anden side af værket? Er vi så ikke som publikummer selv ansvarlige både for vores oplevelse men også for den position, vi placerer os i? Det er et åbent spørgsmål til dig.

Og for at vende mig mod et af dine andre spørgsmål: Hvis vi stilles ansvarlige for vores egen oplevelse som kulturbrugere, hvad betyder det så for os som formidlere? Hvordan forholder vi os til dette forhold mellem modtageren og det mere eller mindre åbne værk? Fører vi argumentationen til ende omkring den subjektive modtager, der selv vælger sin position i et komplekst, individualiseret forbrugersamfund, så er formidlerens rolle vel også ændret fra den traditionelle smagsdommer til en mere observerende, reflekterende guide i stil med de performere, vi møder i f.eks. SIGNAs forestillinger: De guider dig gennem et værk, tilbyder dig udsigtspositioner men tager ikke valg for dig eller dømmer. Vi må altså tage højde for, at kunsten indeholder flere indgange til at opleve den, når vi skaber bro mellem kunsten og publikum med vores formidling. Ligesom vi gør med denne dialog ved at tage udgangspunkt i vores egne, personlige oplevelser og refleksioner.

Vi ser også eksempler på denne form for kulturformidling i journalistikken med digitale medier som Zetland og Atlas. Her bedriver journalisten ikke klassisk kulturkritik men gør det tydeligt, at hun er en kulturforbruger med en mening, og så står det ellers frit for at komme med DIN mening i et kommentarspor. Vi er en del af en tid, hvor vi med glæde deler vores holdninger på sociale medier, og din holdning kan sådan set være lige så god som min – ikke dermed sagt, at nogle holdninger ikke er mere velfunderede end andre. Og det afspejler sig vel netop også i kunsten, når vi oplever flere og flere eksperimenter med individuelle, relationelle, intime møder i kunsten? Jeg håber du fangede mine spørgsmål undervejs og glæder mig til at læse med på dine videre tanker.

Kh Ida

DIALOG #1 | DIALOG #2 | DIALOG #3 | DIALOG #4

juni 28, 2016juli 25, 2016

DIALOG: Mødet med kunst #4

DIALOG #1 | DIALOG #2 | DIALOG #3 | DIALOG #4

Tak for dine tanker Ida!

Jeg lægger mærke til at du kredser om, hvem der skal tage ansvar for kunstoplevelsen. Kunstneren, Kulturbrugeren, Kulturformidleren? I udgangspunktet mener jeg, at alle har et ansvar for, hvordan de vælger at agere i og opleve verden. Og her taler jeg ikke nødvendigvis om et tungt ansvar. Det tror jeg heller ikke, at du gør. Det er mere det at forholde sig bevidst til det, man skaber og modtager. Og der ser jeg kunstneren og deltageren/publikum som ligeværdige. Den enes kunstneriske vision mødes af den andens lyst til/behov for at møde kunsten. Og der er stor forskel på, hvad de forskellige kunstnere vil manifestere i verden. Lige som der er stor forskel på hvad de forskellige kulturbrugere drømmer om at mødet med kunsten skal gøre for dem.

Det rigtige match mellem kunst og det menneske, som møder den

Derfor er det så vigtigt at være bevidst om at lave det rigtige match mellem kunsten og det menneske, som møder den – kulturbrugeren. Det er bl.a. her kulturformidleren kommer ind i billedet. Man skal ikke prøve at få nogle, der drømmer om at blive henrevet af det store drama, til at gå ind og se minimalistisk kunst. Med mindre der på forhånd er lavet en helt klar forventningsafstemning om, at det de nu kommer til at se er anderledes end det de plejer at se. Og de behøver ikke kunne lide det, men i stedet appellere til at prøve at se, hvordan de reagerer på det, de ikke umiddelbart forstår. Hvad sker der i det møde?
Samtidigt kan det være svært at sige præcist, hvad det er for en kunstoplevelse, det ender med at blive, når først man er gået ind i den kreative proces. Tingene har det med at ændre sig undervejs. Men en klar formidling af hvad det er for en rolle, man forventer at folk skal indgå er vigtig. Samtidigt er der jo også dem, der foretrækker at alt ikke bliver skåret ud i pap. Men at der netop er plads til selv at gå på oplevelse og selv forstå og sætte ord på eller bare suge til sig.

At stille sig åben over for den kunstneriske proces

Så alle har et ansvar for at stille sig åben over for hvor den kunstneriske proces bevæger sig hen i værker som SIGNAs SALÓ. Den forestilling tiltrak jo også mennesker med hang til perversioner. Det mener jeg ikke, at hverken kunstnere eller kulturformidlere har ansvar for. Men vi kan tage stilling til, hvor vi vil stille os, hvilken rolle vi vil indgå i – hvilke møder vi som mennesker ønsker at have med kunsten.

Jeg selv valgte ikke at gå til den forestilling, selvom den spillede på det teater, jeg var ansat på. Og jeg har set mange af SIGNAs forestillinger. Men jeg havde netop født min søn og vidste, jeg var alt for sensibel til at gå ind i det rum på det tidspunkt. Jeg fik stadig kvalme, når jeg tænkte på filmen. Selvom det var over 10 år siden, jeg havde set den.

Er det her kunst?

Og så tilbage til dit spørgsmål om der også kan være en begrænsning i de meget åbne, relationelt funderede værker. Det kan der bestemt. Værkernes porøsitet gør, at de kan være sværere at begribe. Og spørgsmålet: ”Er det her kunst?” opstår oftere. Det spørgsmål åbner dog netop op for refleksioner over grænserne. Lige som med alle andre værkformater så gælder det om, at der er en. Nicolás Borriauds beskrivelse af den relationelle æstetik er blevet adoptereret af mange – lige fra hit-and-run-eventmagere til dybt funderede kunstnere. Der er forskel på, når Marina Abramovic laver relationelle værker og så når nogle bruger strategierne til at skabe en god fest. Men selve den relationelle æstetik, hvor der er en social dimension og en porøsitet i værket, kan noget særligt. Lige som at Claude Monets åkander stadig er mesterværker, når man ser dem i Paris. Selvom de er blevet skamredet rundt i diverse plakatformater, der har fået rødt kort for dårlig smag.

Alt handler om øjnene der ser og hvor man vælger at sætte accenten i sin værdisætning af værkerne.

DIALOG #1 | DIALOG #2 | DIALOG #3 | DIALOG #4

juni 28, 2016juli 25, 2016

DIALOG: Mødet med kunst #2

DIALOG #1 | DIALOG #2 | DIALOG #3 | DIALOG #4

Godt oplæg Ida!

Og JA for helvede da! Jeg har helt klart haft intime, personlige og meget fremmedgørende oplevelser med kunsten. Måske fordi kunsten, når jeg tænker over det, altid har spillet en eksistentiel rolle i mit liv. Det er her, jeg har søgt både tilflugt og inspiration til livet – både de helt banale forhold og de helt store og abstrakte tanker, jeg søgte en resonans til. Og når jeg vælger at bringe min egen subjektive tilgang til kunsten ind i refleksionerne, så handler det om, at vi for at forstå hinandens måde at opleve kunsten på må huske, at der findes ingen objektiv sandhed. Ethvert menneske oplever virkeligheden og dermed også kunsten subjektivt, citerer jeg frit den chilenske biolog Humberto Maturana. Og enhver fælles forståelse af virkeligheden kan kun ske gennem en forhandling. Det vil sige, at vi er nødt til at forhandle, hvordan en fælles virkelighed ser ud – i dialog med andre.

Kunsten lige der hvor mennesker er i deres hverdag

Nogle af de mest ærlige samtaler om kunstens berettigelse har jeg haft, da jeg var indehaver af og kurator på AirPlay Street Gallery (2006 – 2012) – der viste digital og performativ kunst på en plads på Nørrebro. Og ja det blev prisbelønnet og vi var ”new kids on the block” det første år i kunstdiskursen, men det var faktisk aldrig det, der var det vigtigste, selvom anerkendelsen da føltes utroligt godt. Vores mission var at rykke kunsten derhen, hvor mennesker var på vej til og fra Fakta – lige midt i deres hverdag. Og det var da pænt møjsommeligt. Det der skabte de gode dialoger var, når jeg pludselig skulle tale med nogle af dem, der boede i området eller ellers brugte pladsen. Dem hvis hverdag vi havde sat os for at placere kunst i. F.eks. samtaler med unge boldspillere på pladsen hvor der altså skulle nogle vægtige argumenter frem for at overbevise om vigtigheden i, at der nu skulle være noget performance på pladsen, så de kunne ikke spille fodbold længere. Den gode dialog var altid der, hvor vi fandt frem til at tale og lytte ud fra en nysgerrighed i os selv. Enten en nysgerrighed i at forstå den andens måde at se verden på eller den andens glæde ved at spille bold eller skabe og præsentere kunst. Nogle gange var det bare frustrerende, at der var forskellige behov. Andre gange stod jeg pludselig i en virtuos samtale om kunstens rolle og betydning. Og netop den oplevelse havde jeg et déjà-vu eller rettere déjà-senti (allerede følt) med, da jeg tog forbi den udendørs lysinstallation i Enghaveparken LYSFORESTILLINGER af den svenske lyskunstner Jakob Oredsson (i samarbejde med Karen Danielsen).

Er det kunst?

Her talte jeg bl.a. med Jakob om hvordan de forskellige måder, de havde opstillet lysene på, de forskellige aftener havde virket enten inkluderende eller decideret ekskluderende. Og midt i vores samtale i en kunstdiskurs kommer et par gående med deres barn i klapvogn gennem den lysallé, vi kunne konstatere var inkluderende, fordi folk spontant brugte den til en lysende catwalk, hvor de tog billeder af sig selv og gik oplivet igennem. Parret har en anden farve end os og manden taler med en accent, da han spørger både konstaterende og nysgerrigt: ”Er det kunst? Men er det ikke dyrt? Hvad nu hvis I havde træerne i midten? For oftest er det jo menneskene, som får opmærksomheden, men så ville det være naturen, som fik opmærksomheden” – og lige præcis her i hans på samme tid udtrykte skepsis, pragmatisme og medtænken opstår der en nærhed med et andet menneske, der møder og reflekterer et kunstværk, som gør mig helt lyksalig. Måske fordi jeg altid, inderst inde, drømmer om at rive alle dæmningerne ned mellem de forskellige klassepositioner og dertil hørende kulturel kapital. Gøre kunsten tilgængelig for alle og slå fast at alle har ret til en kunstoplevelse og til at have sin egen helt subjektive opfattelse af den – uden at skulle stå til regnskab for andre.
Igen noget med at vi alle ser verden forskelligt og der skal en forhandling og udveksling til for at opnå en fælles virkelighed. Men nogle gange behøver vi heller ikke tage forhandlingen, men bare lade mennesker have deres helt egen subjektive opfattelse.

Når oplevelsen folder sig ud

Og så tilbage til dit spørgsmål om, hvordan jeg ser de to modpoler mellem det, du betegner som ”det nære” og ”det totalt afskårede” skildret i scenekunsten i dag generelt. Faktisk havde jeg en meget nær oplevelse af Rystet Spejl, fordi den åbnede op for flere sanseligheder inden i mig – bl.a. på grund af min store kærlighed til ord og den måde, som de fik plads i den visionære scenografi. Jeg havde mange associationer og følelser undervejs. Det var en oplevelse jeg havde med mig selv og som i høj grad foldede sig ud inden i mig. Faktisk på linje med at læse en bog, hvilket måske hænger sammen med at forestillingen jo i høj grad også var lavet på digtoplevelsens præmis. Ikke helt i samme skala, men i samme boldgade var min oplevelse af det minimalistiske værk IN BETWEEN CONCRETE af koreografkollektivet RISK. Her stod 4 dansere formummede, indviklet i stofstrimler og bevægede sig kun helt minimalt. Bevægelsen var forrykket til lyden, der gik fra total scenestilhed til en lydlig bevægelse gennem rummet. Jeg oplevede, at der blev åbnet for et kunstnerisk refleksionsrum, hvor jeg kunne reflektere over bevægelse og ikke-bevægelse. Og hvad der i øvrigt faldt mig ind. De leverede deres værk og lod det være fuldstændigt op til mig, hvad jeg skulle stille op med det. Min veninde havde en total klaustrofobisk oplevelse og var glad for at komme ud igen.

Genkendelse
I min bedstemors køkken var jeg betaget af bedstemor-dukken og følte mig helt tæt på både min egen personlige erindring af min mormors køkken, duften, det altid lidt for sukrede mad og sirligheden i genbrugen af Cirkelkaffe-poserne til nedfrysning af brød. Der hvor der aldrig nogensinde blev stillet spørgsmålstegn ved negerpigen på kaffeposerne, der havde en stor nytteværdi. Anette Asp Christensen formåede på samme tid at ramme noget helt almengyldigt ved at tage udgangspunkt i en helt nær oplevelse af bedstemorens verden og relationen til hende – noget som de fleste genkender.

Refleksion af kunstoplevelsen i kunsten

Og så nævner du Det Store Sceneskift af Erik Pold og Daniel Norback, som netop placerer sig i en intelligent, humoristisk metadiskussion om kunstens rolle. Den talte til mig på så mange planer, fordi den er et værk, der både eksistentielt og reflekteret forholder sig til kunstens rolle i vores liv og i vores samfund. Og så er den ikke bange for at få mig til at grine. Og det er netop den uprætentiøse tone og humoren, som gør, at den placerer sig et sted, hvor den ikke kun er en metadiskussion. Den har indbygget en vilje til at nedbryde den selvhøjtidelighed, som nogle gange følger med stor kunst. Den selvhøjtidelighed som kan gøre det svært for ikke-indviede at stige på.

Vi kan helt klart godt kategorisere værker som ”nære” eller ”afskårne”. Men hvis vi netop gerne vil prøve at undersøge menneskets møde med kunsten giver det måske mere mening at fokusere på at nærheden og distancen opleves subjektivt – afhængigt af hvad man selv bringer med ind i mødet med kunsten. Med de erfaringer man har og hvordan man ser verden lige den dag, lige det øjeblik.

Hvor stiller de enkelte værker sig – i sit møde med mennesker?

Måske handler det i lige så høj grad om hvor de enkelte værker vælger at stille sig – i sit møde med mennesker. Er attituden – take it or leave it = få det ud af det som du får ud af det, det er helt op til dig. Det er ofte her vi finder det sublime værk. Modpolen er der, hvor værket først bliver til i det øjeblik, mennesker går reelt ind i det. Hvilket netop er væsentligt i interaktive værker – både i et intimt køkken og i det offentlige rum, hvor LYSFORESTILLINGER af Jakob Oredsson først reelt bliver et værk, når mennesker forholder sig aktivt og interagerende til lysinstallationen.
Og hvis hvert eneste møde mellem kunsten og et menneske er subjektivt, hvad betyder det så for vores forståelse af, hvad der sker i mødet mellem mennesker og kunsten? Og helt konkret vores diskussion lige her?

Om at møde kunsten med en porøsitet og med sig selv på spil?
Hvis vi ser på mennesket – handler det så om en porøsitet og en villighed til at sætte sig selv i spil, når man som menneske møder kunsten? Eller skal vi droppe den der italesættelse af den kulturelle kapital hos superkulturbrugerne og gøre oplevelsen fri og lade hver enkelt have sin oplevelse?
Hvis vi ser på vores opgave som formidlere. Handler det så om at vi har en opgave i at skabe en framing af kunstoplevelsen, hvor det er helt ok at føle og tænke lige præcis det, man nu gør i mødet med kunsten. En opgave i at skabe en tryghed i forhold til at kaste sig ud i at afprøve nye formater? Ellers skal vi folde værkerne ud
Hvordan ser du på det enkelte menneskes møde med kunsten og formidlerens opgave i forhold til mennesket, der står over for at skulle møde kunsten?

DIALOG #1 | DIALOG #2 | DIALOG #3 | DIALOG #4

juni 28, 2016juli 25, 2016

DIALOG: Mødet med kunst #1

DIALOG #1 | DIALOG #2 | DIALOG #3 | DIALOG #4

Kære Karen

Her er mit første oplæg til vores fælles refleksion. Efter at have oplevet nogle meget forskellige forestillinger på Det Frie Felts Festival og CPH STAGE sidder jeg tilbage med en boblende følelse af, at scenekunsten i Danmark er både mangfoldig, omfavnende og modig. Hvis jeg skal nævne et element, som særligt drager mig ved den kunst, jeg oplever, så er det hvis kunstneren formår at skabe en særlig fortættet eller intim stemning. Hvis jeg som publikum bliver, ja, netop draget ind i værket. Og det behøver ikke nødvendigvis være i form af direkte deltagelse – det kan nogle gange have den modsatte effekt, hvis det ikke lykkes – men kan gøres på mange måder. Som startskuddet til denne dialog-refleksion vil jeg netop fremhæve nærheden i forestillingerne på Det Frie Felts Festival og CPH STAGE, som noget der gjorde særligt indtryk på mig.

Hvad end det var den intime oplevelse, hvor jeg kom både fysisk og mentalt tæt på andre publikummer og spillere, og hvor man altså har valgt en mere eller mindre deltagerbaseret form, eller det var forestillinger, som tematisk beskriver en trang til eller mangel på den tætte menneskelige relation, blev netop nærheden og båndet mellem mennesker et gennemgående tema for mig. Jeg oplevede det særligt i Udsigter fra min bedstemors køkken og Det Store Sceneskift, hvor scenekunsten på hver sin måde skabte muligheden for, at jeg kunne forbinde mig til ikke kun værket men også andre mennesker i teaterrummet. I Udsigter fra min bedstemors køkken skete det gennem sanselige oplevelser, smagsindtryk, berøringer, lugte, lyde og at blive talt direkte til, mens Det Store Sceneskift formåede at skabe en helt fortættet energi i rummet gennem en åbning af teatrets forestillingsrum. Rystet Spejl formåede, på trods af at jeg sad med stor afstand til scenen, at skabe et rum omkring ordene og dansen, der syntes at hvirvle mig og de andre i salen rundt i en meget fysisk intim oplevelse.

Som modpol hertil står Støv og Stop Being Poor, som behandlede henholdsvis klima- og finanskrisen gennem billeder af et fortabt, desperat og mekanisk overfladisk samfund. Med andre ord kom man som publikum netop ikke tæt på hinanden – og det på trods af by proxys meget direkte inddragelse af publikum i begyndelsen af forestillingen. Snarere blev tørsten efter andre mennesker og mening med tilværelsen netop tydelig i udeladelsen af den direkte nærhed i Støv og den høje grad af ironi i Stop Being Poor. Jeg er nysgerrig på, hvad denne polarisering af det helt nære og det totalt afskårede siger om scenekunsten i dag og dets relation til sit publikum?

Eksperimenterne med deltagerinvolverende og interaktiv kunst er for mig at se et tydeligt tegn på, at vi søger det personlige, intime møde med andre mennesker – måske fordi vi mangler det i andre dele af vores liv. Og det er samtidig kunstnernes forsøg på at gribe til kernen af teatrets sociale potentiale og udfordre netop vores måder at mødes og dele oplevelser og refleksioner på. Heri ligger et dybt ønske om at skabe nærværende kunst for det hele menneske med sanser, krop og sind. På den anden side åbner forestillinger som Støv og Rystet Spejl op for at opleve gennem, hvis ikke din egen krop, så i hvert fald gennem et hav af sanseindtryk – som gesamtkunstwerk‘er afprøver de nye måder at forene musik, ord, bevægelse og animation på scenen. Det kan som sagt skabe ret lukkede kunstværker, som ikke taler til den intime oplevelse, der skaber relationer, men kan man tale om, at det så er mellem værket og mennesket, at potentialet for nærhed opstår?

Lad dette være mit oplæg til din videre refleksion – med spørgsmålet: Har du også haft nogle enten meget intime, personlige eller meget fremmedgørende oplevelser, du har lyst til at fortælle om? Og hvordan ser du forholdet mellem de to modpoler skildret i scenekunsten i dag generelt? Jeg ser frem til at læse dine refleksioner.

Kh Ida

DIALOG #1 | DIALOG #2 | DIALOG #3 | DIALOG #4

juni 16, 2016juli 25, 2016

Et politisk sceneskift

Har scenekunst overhovedet nogen reel betydning i dag? Kan den ændre noget for os i en verden, hvor vi kunstnerisk, politisk, socialt, økonomisk og globalt må siges at være i krise? Erik Pold og Daniel Norback, der tilsammen udgør Norpol, har med Det Store Sceneskift sat sig for at søge tilbage til, hvad det egentlig er, vi skal med teatret i dag. Og det starter med en tom scene.

[Karen Toftegaard har spurgt mig, Ida Marie Fich, om at være med i en undersøgelse. Vi har tidligere arbejdet sammen – både i Karen Toftegaard ApS og på teatret Republique. Undersøgelsen går ud på at beskrive, hvad der sker i mødet mellem mennesket og kunsten. Hvilke refleksionsrum åbner sig? Hvori ligger kunstens inspirationskraft? Hvilken slags relationer opstår – mellem kunsten og mennesket? Derfor vil jeg, med mit blik og min stemme, undersøge, hvad det er for refleksions- og inspirationsrum scenekunsten kan åbne. Hvordan vi gennem scenekunsten kan relatere os til hinanden og samfundet omkring os. Det gør jeg her under CPH STAGE og især på Det Frie Felts Festival.]

Det ikoniske røde tæppe hænger tungt foran scenen – hvad gemmer der sig inde bagved? Ikke noget viser det sig: Med en scene blottet for handling og skuespillere og gennem nedslag i teaterhistoriske højdepunkter spørger Pold og Norback, om teatret kan redde sig ud af sin krise og måske være svaret på nogle af alle de andre kriser, vi står med lige nu?

Scenen er ikke tom
Det er ret utroligt, hvad det gør ved én at sidde og kigge på en tom scene. Jeg er så vant til at suge til mig af informationer og stimulans fra alle sider, at det virker som en lettelse, ren meditation, at der her ikke sker andet, end det, jeg forestiller mig, der kunne ske. Den tomme scene får mig til at tænke på et af mine yndlingscitater fra Lars Saabye Christensens Halvbroderen:

Fantasien, Arnold! Fantasien er det største af alt. For det vigtigste er ikke det du ser.

Det er det, du tror du ser!

Det er netop det, teatret er for mig: et forestillingsrum, hvor vores fantasi, tankegods og refleksioner kan blive fodret og få frit løb, og hvor jeg kan forbinde mig til mig selv og andre på tværs af fordomme og sociale, politiske, økonomiske, race- og kønsmæssige skel. Og hvor en tom scene kan vække billeder og indtryk, som ellers ikke ville være kommet til mig.

Det sker for mig, da jeg og de andre publikummer bliver bedt om at se vores afdøde kære på scenen og lytte til, om de har et svar på teatrets krise. Der opstår en energi, hvor vi som gennem fælles koncentration, får skabt noget oppe på den tomme scene. Scenen er aldrig tom, synes forestillingen at sige; den er et åbent rum, som vi i salen kan kanalisere de forestillinger, historier, antagelser og følelser, vi nu kommer med, op på. Som publikum sidder vi ikke blot som passive tilskuere men får altså en central plads i udfyldelsen af det tomme rum – og i at gøre det sammen.

DetStoreSceneskift-1981x — Foto: Malle Madsen

Den afrikanske stemme
Netop i den samhørighed, der opstår mellem scene og sal, ligger måske forestillingens politiske potentiale. Hvis scenekunsten kan være et fælles anliggende, hvor vi ikke kun læner os tilbage og tager imod indtryk (den scenekunst skal der selvfølgelig også være plads til), kan den måske være med til at aktivere forestillinger og ideer om verden, samfundet, os selv og kunsten og give plads for ‘det andet’, det, der ikke er dig.

‘Det andet’ bliver i Det Store Sceneskift repræsenteret ved lyden af en afrikansk kvindes stemme. Vi kan ikke se hende, eller jeg kan tydeligt se hende for mig, for hun taler og synger med en klar stemme om spirituel renselse, om at lukke det andet ind og give slip på krisen.

Men hvad med den gudsbenådede europæiske teaterhistorie og med at finde løsningen på teatrets krisetilstand? Pold og Norback bliver til en parodi på den europæiske kunstner, da de nægter at lytte til den afrikanske stemme og kommer til at fortsætte ad samme ufrugtbare vej, som de selv opponerer imod i deres iver efter at finde løsninger på krisen.

Vend blikket
Ved at vende blikket – det europæiske, mandlige, privilegerede blik – mod sig selv og lade forestillingen slutte med, at alle i salen sidder og chanter på afrikansk, er scenekunst som Det Store Sceneskift med til at udbrede ikke kun vores politiske perspektiv og strukturelle selverkendelse.

Vi får også øjnene op for, at svaret på teatrets krise må ligge i at blive ved med at lave scenekunst, der kritisk forholder sig til den virkelighed, det er en del af, og giver plads til at publikum kan tro på det, de ikke ser: Turde forestille sig en anden verden deroppe på den tomme scene og i sidste ende måske gå ud af teatersalen med lysten til at ændre den verden.

Jeg gik ihvertfald derfra med følelsen af, at vi for alt i verden ikke kan undvære teatret i krisetider.

I et Europa, der lukker sig om sig selv, men hvor verden omkring os vokser, bør vi i kunsten insistere på at vende blikket mod andre end os selv – og lukke det andet ind på scenen.

juni 16, 2016juli 25, 2016

Hjemme hos bedstemor

Tik, tak, tik, tak. Uret på væggen i køkkenet tikker højt, duften af kaffe spreder sig, og bedstemor begynder at fortælle om gamle dage. Jeg drømmer mig straks tilbage, til da min mormor levede, men i virkeligheden er jeg inviteret til forestillingen Udsigter fra min bedstemors køkken i en privat lejlighed på Vesterbro. Et køkken med mange udsigter og mange historier.

Det er skuespiller og dukkefører Anette Asp Christensen, der er vært, og nu sidder vi ti mennesker samlet om det lille bord med fyldte kaffekopper, smurte boller i maven og lyden af tysk radio i ørerne. Anette fortæller os, at hun er i gang med at grave i sin og særligt sin afdøde bedstemors familiehistorie. Den historie får vi fortalt her i køkkenet, som er iscenesat til at emme af hygge og hjemmelighed.

Tilbage til rødderne
Jeg ved ikke, om det er noget der sker, når man runder 30, det der med at søge tilbage til sine familieaner. Men jeg er ihvertfald selv for nylig blevet grebet af ønsket om at lære mere om, hvor jeg kommer fra og føle mig tættere på dem, der ikke er her længere. Så da Anette Asp Christensen begyndte at tale om at finde tilbage til sin bedstemor, følte jeg det var min historie, hun fortalte.

Det er ikke kun mig og Anette, der har trang til at føle os forbundne til vores slægts og lands historie idag. Der er en grund til, at interessen for slægtsforskning og produktionen af nationalhistoriske film og tv-serier boomer lige nu. Vi vil tilbage til rødderne, simpelthen fordi verden bliver mindre og mere globaliseret og vores liv mere fragmenteret, mener Anette. Måske kan intim og stedsspecifik scenekunst som Udsigter fra min bedstemors køkken bringe os tættere på de historier i vores liv, der betyder noget for os – så vi ikke blot oplever dem skildret i flade karakterer og dyre filmsets?

Historierne i mig
Bedstemors køkken er netop indbegrebet af nærhed: Her kom jeg tæt på ikke kun Anettes personlige forhold til bedstemor Johanne, men også hele slægtens og Danmarks historie – fysisk og sanseligt. Da hun fortalte Sønderjyllands historie med sveskekage (efter bedstemors originale opskrift naturligvis) og plastiksoldater og bragte sin bedstemor til live med en live size dukke, komplet med sønderjysk accent og langsomme gammelkone-bevægelser, mærkede jeg vægten af mine egne historier. Jeg mærkede, hvorfor de er så vigtige at huske på som en del af mig, som jeg på en måde skal holde fast i og få fortalt, inden det er for sent.

Fælles erindringer
Ved på den måde at gøre historierne, Anettes og publikums egne, levende lige foran mig gennem lugte, smage, lyde og berøringer og udviske grænserne mellem kunst og publikum kan forestillinger som Udsigter fra min bedstemors køkken åbne for nye refleksioner og relationer, både i forhold til værket og til de menneskene, jeg sad sammen med i køkkenet.

I skiftet fra Anettes rammefortælling til mødet med bedstemor i skikkelse af dukken, så jeg i mine med-publikummers øjne og smil, at de også mærkede bedstemors tilstedeværelse, når vi trykkede hendes hånd og hørte hendes stemme. Vi drak kaffe sammen og sad i stilheden i det varme køkken sammen. Der var tid og rum til at dvæle. Og så var det lidt som om, tiden stod stille, og vi alle var børnebørn på kaffevisit. Som om vi her delte nogle fælles erindringer om, hvad det vil sige at have en historie at udleve og leve videre på.

Ti forskellige familiehistorier blev samlet her i køkkenet og gjort til en del af værkets fortælling, og det er her potentialet for den intime, deltagerbaserede scenekunst ligger: Når kunsten rykker ned fra teaterscenen og ud for at blande sig i vores virkelighed er det, at vi får mulighed for ikke kun at relatere til kunsten på nye måder men også til hinanden.

Og så gav Udsigter fra min bedstemors køkken mig for en sjælden gangs skyld lov til at stoppe op, søge tilbage og huske på de historier, jeg havde glemt, eller slet ikke vidste var en del af mig.

juni 3, 2016september 30, 2017

Krise på scenen. Og en masse støv og ostepops.

To af Det Frie Felts åbningsforestillinger gjorde det tydeligt, at vi på mange måder står i en krisetid. Og netop i krisetider bliver teatret ekstra afgørende som mødested og historiefortæller.

Jeg har netop hørt Kristian Husted, en af Det Frie Felts Festivals kuratorer, fortælle om det fællestræk ved årets forestillinger, at de udtrykker en trang til at dyrke og behandle forskellige former for samfundskriser – lige fra miljøets, den økonomiske, de personlige og sociale. Kan scenekunsten give os redskaberne til at håndtere kriserne på nye måder?

Dukkernes apokalypse
10 minutter efter den officielle åbning mødes jeg af et et dystert ørkenlandskab befolket af sønderskudte dukker og sitrende smuk operasang. Det er SewFlunkFuryWits dukke-opera Støv, der åbner ballet på dette års Det Frie Felts Festival og langsomt suger mig ind i sit univers som i en trance.

Er det mon sådan, det føles at opleve en apokalypse, tænker jeg: Ophævet fra tid, sted og virkelighedens faste holdepunkter – og helt mørkt og koldt? Her på dette golde sted, beboet af fortabte, desperate live size dukker og sange, der skifter mellem en rusten Tom Waits-lyd og lysende opera, er der ikke meget håb for os i salen. Os, der i sidste ende skal forholde os til den virkelighed, hvor absurd den end måtte synes, vi oplever på scenen. Men mens jeg kniber en tåre og gåsehuden springer frem på armene, ved jeg også, at håbet ligger i, at vi sidder her sammen og kan dele det ellers usigelige: Vi er dødelige, og en dag kan vores elskede klode ikke klare mere.

12109924_1301393529878125_2824740031654920770_o — *I Støv er det dukkerne, vi identificerer os med, når krisen rammer. Foto: Søren Meisner*

Mødet med en dukke
Et blegt dukkeansigt kommer til syne under bunken af sort muld. En soldat med afrevne, blodige lemmer kæmper sig over scenen. En afsindig junky med vilde øjne leder efter sit næste fiks, og sorgen over at have mistet sit barn lyser ud af moder-dukkens øjne.

Utroligt nok sidder jeg og føler en masse for disse dukker; vekslenede mellem gru og ømhed fanges jeg fuldstændig ind af deres ellers uforanderlige masker. Det, jeg synes dukkerne kan, er at give os et sprog for at forstå og relatere til så store spørgsmål og tabuer som dem, klimakrisen rejser. Hvordan skal vi ellers kunne tage den dybe tvivl på vores egen, menneskeracens, eksistensberettigelse ind? Ved bare at læse om klimakrisen i medierne, forstå den med vores rene fornuft? Ved at tale om det, vi ikke fatter, hvad betyder for os?

Nej, her kan kunsten komme os til undsætning. Her i teatersalens røg og mørke og støv kan vi finde sammen om billeder på en eksistentielt og miljømæssigt kriseramt klode og måske, det gælder i hvert fald denne publikummer, føle sig forbundet med en dukke, som har fået skudt benene af og komme lidt tættere på, hvad det vil sige at være menneske i en krisetid.

12747946_1283181071699371_483895547738670353_o — *Foto: Søren Meisner*

Systemkritik serveret med en kop te og ostepops
Langt mere ironisk og fandenivoldsk forholder de seks spillere i norske by Proxy sig til deres kapitalisme-kritik i performance-collagen Stop Being Poor, som efterfulgte mit dystopiske møde i Støv. Med en følelse af sårbarhed og trang til refleksion bliver jeg mødt af et smilende ansigt, der på klingende norsk spørger mig, om jeg har det godt? Om jeg vil have en kop kaffe? Og første del af performancen går med, at jeg sammen med resten af publikum står i kø til den lille kaffebiks, mens andre bliver engageret til at bygge små tårne af træklodser på scenen. Jeg bliver fra starten gjort til en del af en intim og hyggelig stemning, hvilket gør kontrasten til den tour-de-force af absurde scenarier, der så følger, endnu større.

SBP_4-1 — *Publikum inddrages fra starten af i forestillingen. Foto: Krafft Angerer og Jan Hajdelak Husták*

Jeg trækker på smilebåndet med det samme, og mange i salen griner højlydt af de mange billeder og symboler på vores karriereræs og forbrugerkultur, der smides i hovedet på os: På et samlebånd flyder alt fra gadgets og tøj til poser med ostepops og popcorn ind på scenen, og på skift lirer spillerne diverse citater fra jobopslag, reklameslogans og selvhjælpslitteratur af. Vi bliver revet rundt til et grotesk rave af overflod og selviscenesættelse – og jeg opdager, at de spredte grin lige så meget rammer os selv.

Koerber Studio Junge Regie 2015 Stop Being Poor Norwegische Theaterakademie Fredrikstad Von und mit Anders Firing Aardal, Matias Askvik, David Jensen, Marthe Sofie L¿keland Eide, Ylva Owren und Heiki Eero Riipinen Abdruck honorarfrei gegen Nachweis: Krber-Stiftung /Krafft Angerer Kontakt: Krber-Stiftung Kehrwieder 12 20457 Hamburg 040-808192-172 lubbe@koerber-stiftung.de www.koerber-stiftung.de — *Foto: Krafft Angerer og Jan Hajdelak Husták*

En fest, man ikke ønsker at blive inviteret til
For det er ikke helt en fest, man har lyst til at være inviteret med til. Lige under de hvide colgate-smil og den veloplagte koreografi ligger by Proxys kritik af den kapitalisme, der gennemsyrer vores samfund, og det er mig som forbruger, der udstilles deroppe på scenen med min trang til at købe, eje og realisere mig gennem penge, karriere og materielle goder.

Da det højeste tårn af klodser til sidst vælter, og en af spillerne tager straffen for at have fejlet, vendes komikken først rigtigt til gru – ”hvad fanden er det vi har gang i?” synes hun at sige til os, mens hun stadig hænger der fra loftet som en død sild, og vi klapper og ikke ved om vi skal grine eller rase – af os selv.

Sammenlignet med den nærmest smukke tristesse, jeg oplevede i Støv, efterlades jeg nu af følelsen af, at by Proxy – at vi, sammen! – burde starte en revolution!

Teatersalen som refleksionsrum
Stop Being Poor er et eksempel på synes jeg, hvordan scenekunsten kan holde et spejl op foran os og vise os sprækkerne og revnerne i glasset: Ved at se os selv reflekteret i forestillingens absurditet får vi selv muligheden for at reflektere over vores plads i det økonomiske, forbrugsstyrede mindset, der gennemsyrer vores hverdag og handlemønstre.

Jeg går ikke derfra med den sympati for mig selv og mine medpublikummer, som SewFlunkFuryWit fik frem. Snarere er det som om, vi er enige om efter at have set Stop Being Poor, at det altså er os den hænger på, denne her. Vi kan ikke bare læne os tilbage i teatersædet og håbe det hele bliver bedre.

Det er to på hver deres måde vedkommende og grænsebrydende forestillinger, der åbnede årets Det Frie felts Festival. Med hver deres insisterende udtryk og budskab, formår de at gøre teatersalen til samlingssted for en fælles refleksion over de kriser, vi står med i samfundet og som individer. Vi kan nok ikke løse kriserne ved at gå i teatret – men vi kan måske blive klogere på dem og på os selv i dem.

maj 18, 2016maj 28, 2016

Scenekunst – en verden jeg har set gennem et nøglehul

Jeg mener, det er vigtigt med transparens. Derfor har jeg bedt Zenia om at beskrive en udviklings- og refleksion session på projektet Det Frie Felts Festival.

Zenia Righolt er ansat som kommunikationsassistent i Karen Toftegaard ApS. Hun er 24 år og BA i Kommunikation og Psykologi. Jeg mener, det er vigtigt, at vi lytter til flere stemmer og forstår hvilke stemmer, der taler. Forstår med hvilke øjne vi ser. Hvor vi kommer fra og hvor vi er på vej hen.

Karen

—–

I sidste uge satte Karen, Lisbeth (kommunikationspraktikant) og jeg selv (Zenia) os i den strålende varme forårssol. Vi skulle klargøre hvad og hvordan, vi bedst formidler, hvad det frie felt i Danmark kan. Hvad der er det specielle ved denne festival. Vi ville skabe en session, hvor alle tanker var velkomne og hvor alt er muligt. Vi brainstormede på hvad det helt konkret er denne festival skal bidrage med i dansk scenekunst. Vi startede selvfølgelig med de rent faktuelle ting, som vi allerede er bekendte med. Det er tredje gang at Det Frie Felts Festival løber af stablen. Men hvad er det så Det Frie Felts Festival kan? Og hvad kan festivalen, når nu det er tredje gang den finder sted? Den formidlingsmæssige udfordring er at festivalen har et politisk sigte, men at vi over for publikum skal formidle kunsten.

Når man ser noget, man ikke forstår

Vi har i år givet Det Frie Felts Festival den inviterende tagline EXPLORE, IMAGINE, DISCOVER. Festivalen og årets 17 værker, sætter fokus på, at vi som publikum skal fristes til at gå på opdagelse og undersøge kunsten. Vi talte meget om følelsen af ikke at føle sig inkluderet, når man ser noget, man ikke kender. Måske nærmer følelsen af ikke at forstå. Jeg selv kommer ofte til at fokusere på, hvorvidt og hvordan jeg forstår den kunst/kultur, som jeg møder. Ser jeg et teaterstykke, som jeg ikke forstår eller ikke føler håndgribeligt – undskylder jeg det med, at jeg ikke er kreativ. Men behøver det nødvendigvis at være grunden?

De fleste synes det er sjovt at gå på opdagelse og eksperimentere med nye oplevelser og kreative indslag

Vi blev hurtigt enige om, at Det Frie Felts Festival også skal være muligt, for dem der ikke normalt ser denne form for scenekunst. Vi ønsker, at invitere alle inden for. Vi ønsker at skabe en festival, der gør dette felt muligt for alle at være i. Vi ønsker, at gøre det frie felt inkluderende for dem der normalt ikke føler, at de forstår feltets kunst. Så os der ikke helt ved, om vi forstår det frie felts kunst og kultur, også kan være med. De fleste mennesker synes, at det er sjovt at gå på opdagelse og eksperimentere med nye oplevelser og kreative indslag i dagligdagen. Det Frie Felts Festival kan netop bidrage til, at vi som publikum får lysten til at opdage, fantasere og undersøge. Fordi vi her kan møde det, vi ikke kender eller umiddelbart ikke forstår. Fordi vi her får et refleksionsrum.

Hvad kan Det Frie Felts Festival?

I løbet af vores session – kastede vi en masse tanker op i luften. Vi undersøgte og gik på opdagelse i det frie felt. Hvad kan det frie felt i Danmark spurgte Karen, Lisbeth og jeg. Det satte gang i snakken. Det frie felt fokuserer på friheden til at skabe, til kreativiteten og på det at frigøre sig. Vi kom frem til, at det frie felt, helt konkret formår at placere sig et sted, som mangler i dansk kultur. Et felt der er eksperimenterende, inspirerende og som lægger op til refleksion. Et felt som ikke er ekskluderende, men inkluderende – et felt som skaber de trygge rammer – om en ny kunstoplevelse.

Vi har gjort det let for dig og… mig

Hvad er det helt præcis, der skal til før, at man begiver sig ud i nye oplevelse? Vi blev enige om at de fleste ligesom os selv – ikke altid kan overskue, at skulle tage stilling til hvad man har lyst til eller hvilken forestilling man skal vælge at se. Jeg har en kronisk udfordring, når jeg logger på netflix for at finde en film. Der er utallige muligheder – men det er som om ingen af dem er rigtige. Det handler ikke om, at der ikke er nogen gode film. Derimod handler det om, at jeg ikke kan beslutte mig for, hvad jeg har lyst til at se. Ofte vil jeg gerne se noget nyt – men hvad er godt og spændende at se? I stedet for netflix ender jeg i stedet med, at se det som bliver vist i fjernsynet. Her er der nogen der har valgt for mig.

Du behøver ikke forstå værket rigtigt – men i stedet opleve værket

Det frie felts festival 16’ er en mulighed for at opleve noget nyt. Det er en mulighed for, at se nogle forestillinger, som man måske ellers ikke ville se. Kuratorerne har i år udvalgt 17 forskellige værker til programmet. Allerede her er det blevet lettere for os som publikum, at vælge hvilke værker vi gerne vil se. Det Frie Felts Festival giver mulighed for nye oplevelser inden for scenekunst – i trygge rammer. Her hjælper kuratorerne os med, at finde ud af hvilke værker der vises og hvad der fanger den enkeltes interesse. Det at nogle kunstnerisk kompetente mennesker har udvalgt for os – giver mig noget ro. Det handler ikke om at forstå et værk på den rigtige måde, men om at opleve værket.

Du oplever og føler det enkelte værk – på din måde

Her op til festivalen får vi hjælp af scenekunstneren Anna. Jeg forklarede Anna, at jeg nogle gange synes, at det frie felt i scenekunstens verden, er svært at forstå. Anna sagde dog noget meget fint – som netop hjælper mig med, at kunne gribe nogle nye oplevelser. Det handler om oplevelsen og ikke om, hvorvidt jeg har forstået det rigtigt. At vi som publikum er åbne over for oplevelsen. Åbne over for de sanseindtryk som det pågældende værk kan give publikum. Det handler om, at du oplever og føler det enkelte værk – på din måde. Det handler derfor ikke om, hvorvidt jeg har den rigtige forståelsesramme – men i stedet om at bruge min forståelsesramme til at opleve nye ting.

Til vores session blev vi enige om, at det frie felts festival gør nye oplevelser tilgængelige for folk, på en håndgribelig måde. Det sker i form af de på forhånd udvalgte værker – men også rammen om festivalen, der netop lægger op til, at man skal gå på opdagelse og undersøge det frie felt i dansk scenekunst.

Lad os åbne døren til det frie felt

Selvom jeg har været med på sidelinjen og arbejdet med både programmet samt den generelle kommunikation bag Det Frie Felts Festival – så er jeg stadig på lidt usikker grund. Men det er blevet lettere. Lettere at forstå det frie felt. Lettere at finde de værker, som jeg måske ikke forstår – men som er en oplevelse for mig. Værker som sætter fantasien i gang og giver anledning til at reflektere over de emner, som de enkelte værker tager op. Festivalen byder på alt fra performance, non-verbal koreografi, deltagerbaseret scenekunst, installationer i byen og til refleksionssessions. Dermed ved jeg, at der uden tvivl er et eller flere værker – som for mig bliver en oplevelse, en opdagelse og en mulighed for at sætte gang i fantasien. Det frie felts festival er et rigtig godt sted at begynde, hvis man har lyst til, at forsøge sig med noget af den scenekunst, hvor der bliver tænkt andre tanker og gået andre veje – end den kunst/kultur vi ellers normalt støder på i dagligdagen.

zenia197 — Zenia Righolt er ansat som kommunikationsassistent i Karen Toftegaard ApS. Foto: Malle Madsen