Hjemme hos bedstemor

Tik, tak, tik, tak. Uret på væggen i køkkenet tikker højt, duften af kaffe spreder sig, og bedstemor begynder at fortælle om gamle dage. Jeg drømmer mig straks tilbage, til da min mormor levede, men i virkeligheden er jeg inviteret til forestillingen Udsigter fra min bedstemors køkken i en privat lejlighed på Vesterbro. Et køkken med mange udsigter og mange historier. 

[Karen Toftegaard har spurgt mig, Ida Marie Fich, om at være med i en undersøgelse. Vi har tidligere arbejdet sammen – både i Karen Toftegaard ApS og på teatret Republique. Undersøgelsen går ud på at beskrive, hvad der sker i mødet mellem mennesket og kunsten. Hvilke refleksionsrum åbner sig? Hvori ligger kunstens inspirationskraft? Hvilken slags relationer opstår – mellem kunsten og mennesket? Derfor vil jeg, med mit blik og min stemme, undersøge, hvad det er for refleksions- og inspirationsrum scenekunsten kan åbne. Hvordan vi gennem scenekunsten kan relatere os til hinanden og samfundet omkring os. Det gør jeg her under CPH STAGE og især på Det Frie Felts Festival.]

Det er skuespiller og dukkefører Anette Asp Christensen, der er vært, og nu sidder vi ti mennesker samlet om det lille bord med fyldte kaffekopper, smurte boller i maven og lyden af tysk radio i ørerne. Anette fortæller os, at hun er i gang med at grave i sin og særligt sin afdøde bedstemors familiehistorie. Den historie får vi fortalt her i køkkenet, som er iscenesat til at emme af hygge og hjemmelighed.

Tilbage til rødderne
Jeg ved ikke, om det er noget der sker, når man runder 30, det der med at søge tilbage til sine familieaner. Men jeg er ihvertfald selv for nylig blevet grebet af ønsket om at lære mere om, hvor jeg kommer fra og føle mig tættere på dem, der ikke er her længere. Så da Anette Asp Christensen begyndte at tale om at finde tilbage til sin bedstemor, følte jeg det var min historie, hun fortalte.

Det er ikke kun mig og Anette, der har trang til at føle os forbundne til vores slægts og lands historie idag. Der er en grund til, at interessen for slægtsforskning og produktionen af nationalhistoriske film og tv-serier boomer lige nu. Vi vil tilbage til rødderne, simpelthen fordi verden bliver mindre og mere globaliseret og vores liv mere fragmenteret, mener Anette. Måske kan intim og stedsspecifik scenekunst som Udsigter fra min bedstemors køkken bringe os tættere på de historier i vores liv, der betyder noget for os – så vi ikke blot oplever dem skildret i flade karakterer og dyre filmsets?

Historierne i mig
Bedstemors køkken er netop indbegrebet af nærhed: Her kom jeg tæt på ikke kun Anettes personlige forhold til bedstemor Johanne, men også hele slægtens og Danmarks historie – fysisk og sanseligt. Da hun fortalte Sønderjyllands historie med sveskekage (efter bedstemors originale opskrift naturligvis) og plastiksoldater og bragte sin bedstemor til live med en live size dukke, komplet med sønderjysk accent og langsomme gammelkone-bevægelser, mærkede jeg vægten af mine egne historier. Jeg mærkede, hvorfor de er så vigtige at huske på som en del af mig, som jeg på en måde skal holde fast i og få fortalt, inden det er for sent.

Fælles erindringer
Ved på den måde at gøre historierne, Anettes og publikums egne, levende lige foran mig gennem lugte, smage, lyde og berøringer og udviske grænserne mellem kunst og publikum kan forestillinger som Udsigter fra min bedstemors køkken åbne for nye refleksioner og relationer, både i forhold til værket og til de menneskene, jeg sad sammen med i køkkenet.

I skiftet fra Anettes rammefortælling til mødet med bedstemor i skikkelse af dukken, så jeg i mine med-publikummers øjne og smil, at de også mærkede bedstemors tilstedeværelse, når vi trykkede hendes hånd og hørte hendes stemme. Vi drak kaffe sammen og sad i stilheden i det varme køkken sammen. Der var tid og rum til at dvæle. Og så var det lidt som om, tiden stod stille, og vi alle var børnebørn på kaffevisit. Som om vi her delte nogle fælles erindringer om, hvad det vil sige at have en historie at udleve og leve videre på.

Ti forskellige familiehistorier blev samlet her i køkkenet og gjort til en del af værkets fortælling, og det er her potentialet for den intime, deltagerbaserede scenekunst ligger: Når kunsten rykker ned fra teaterscenen og ud for at blande sig i vores virkelighed er det, at vi får mulighed for ikke kun at relatere til kunsten på nye måder men også til hinanden.

Og så gav Udsigter fra min bedstemors køkken mig for en sjælden gangs skyld lov til at stoppe op, søge tilbage og huske på de historier, jeg havde glemt, eller slet ikke vidste var en del af mig.

Danish