Når kunsten bliver for indforstået

Du kender det sikkert godt fra dig selv. Du er rigtig godt i gang med et projekt, kender alle aspekter og tanker bag og du ved bare, at det bliver godt.

Når du står der, lige midt i det hele, kan det være svært at se på arbejdet udefra. Og endnu sværere at forklare dit projekt for andre. Især hvis projektet er et hjertebarn. Noget, du har arbejdet på længe eller måske et projekt med et budskab, som du brænder mere for end noget andet.

Når du sidder der – midt i dit projekts centrum – og giver dig i kast med at beskrive det for andre, så går det ofte lidt skævt.

Når kunstneren selv beskriver sit værk er det ikke sikkert, at andre forstår det.

 

Sådan ser det i hvert fald tit ud fra modtagerens synspunkt. Jeg ved det, for jeg har i mange år siddet på den anden side og været den, der modtog pressemeddelelserne om de mange hjertebarnsprojekter.

Og netop det med at være modtager frem for afsender, har jeg lovet Karen Toftegaard at skrive lidt om her. For som jeg ser det, så er der er ganske simpel opskrift på, hvordan du sikrer dig, at dine modtagere forstår, hvad du skriver om.

 

En modtagers udfordringer

Som beskrevet i mit sidste indlæg her på siden (det her) er jeg blogger (kulturmor.dk), teateranmelder og tekstforfatter – og i disse sammenhænge modtager jeg naturligvis nogle pressemeddelelser og anmelderinvitationer fra diverse teatre og producenter. Men i gamle dage, sad jeg på redaktionen på den elektroniske kulturguide, KultuNaut og koordinerede deres daværende anmelderkorps.

Her startede jeg hver morgen med at scrolle indbakken med pressemeddelelser igennem for at se, om der var noget, som havde relevans for anmelderkorpset (dvs. teater, film, bøger, kunst og musik, som var de emner, KultuNauts anmeldere dækkede).

Men der var måske hundrede mails dagligt. Om alt fra strikkeklubber, loppemarkeder og foredrag om sund livsstil til nye forlystelser i Tivoli, forskningsresultater og lokalpolitiske udmeldinger. Sikkert nogenlunde samme situation, som de fleste nyhedsredaktioner oplever i dag.

På en dårlig dag, hvor tiden var knap, sprang jeg alt over, hvor jeg ikke tydeligt kunne se, at afsenderen var relevant (filmselskab, teater, museum, forlag etc.). Dvs. alle mails fra de mindre steder, hvor afsenderen bare er et navn, blev slet ikke læst.

Jeg åbnede mails hvor emnefeltet var noget a la ”Ny teaterforestilling for…” eller ”Åbning af kunstudstilling på…” eller måske ”Pressevisning af…” Dermed var der også mange hundrede mails, som ikke blev åbnet.

Et eksempel på, hvordan formidlingen af et værk har stor betydning for, hvordan det modtages i sidste ende.

 

Se det hele lidt oppe fra

Nu tænker du måske, at problemet kun opstår, når den skabende kunstner (eller en anden person, der er tæt forbundet med projektet) også skal agere pressemedarbejder og skrive pressemeddelelsen om værket. Men det er desværre ikke tilfældet. Ikke udelukkende i hvert fald.

Jeg oplever også forholdsvist ofte at modtage pressemeddelelser både fra mellemstore teatre med egen presseafdeling og fra professionelle kommunikatører, der ikke laver andet, men hvor jeg alligevel slet ikke kan se, hvad det er, de vil mig.

Lad mig give et eksempel fra scenekunsten, som er den genre, jeg oftest modtager pressemeddelelser omkring. Jeg modtager en mail fra en kulturproducent. På en god dag er emnefeltet ”Anmelderinvitation” eller ”Ny teaterforestilling fra …”, men på en mindre god dag kunne det være ”Nyt, banebrydende værk gør op med globale kriser” eller ”Frygt ej for de vilde drenges pile”.

Og ja, de to sidste emnelinjer lyder unægteligt mere interessante end de første to, men problemet er, at jeg sjældent finder en brugbar forklaring på emnelinjerne inde i selve mailen. Det står på ingen måde klart, om der er tale om teaterforestillinger, kunstinstallationer, en bog eller noget helt fjerde. Og det er en skam.

Det er rent faktisk sket flere gange, at jeg har modtaget mails, som jeg – selvom jeg læste dem fra ende til anden flere gange – helt enkelt ikke forstod. Jeg fandt aldrig ud af, hvad henvendelsen drejede sig om. Somme tider skriver jeg tilbage og spørger. Andre gange dropper jeg dem uden flere undersøgelser.

 

Lad ikke dit arbejde være spildt

Den skabende kunstner arbejder med værket længe. Fra den første spæde idé gennem hele processen til det færdige produkt. Når samme kunstner selv skal beskrive denne teaterforestilling for udenforstående, bliver det ofte problematisk. Og det samme gør sig gældende, når PR-bureauerne bliver for indspiste i branchen.

De mister let jordforbindelsen og er ikke i stand til at se det hele lidt udefra. Måske mangler de “almindelige mennesker” til at teste deres pressemeddelelse på. Hvis moster Olga på 75 ikke forstår, hvad det handler om, så gør alle de andre modtagere sikkert heller ikke.

Mit bud er, at det hele let bliver for indspist. Hvis man til daglig – uanset om man er skabende kunstner, professionel kommunikatør eller pressemedarbejder – færdes blandt kunsten og de mennesker, der skaber den, så bliver talen om værkerne også meget indforstået.

Alle ved da hvem Aleksa Okanovic, Hilde Ingeborg Sandvold eller Elliott Crosset Hove er! Ingen grund til at introducere dem. Eller? Men nej, det ved alle ikke. Og det værste du kan gøre er, at få din modtager til at føle sig uden for. Eller føle sig dum, fordi han/hun ikke aner, hvem du taler om.

Der ligger så megen forhistorie bag enhver pressemeddelelse. Så megen viden i den hjerne, der udformer den og som samtidig skal formå at hæve sig op over processen, se det hele lidt ovenfra og sagligt beskrive det for andre. Det kan føles umuligt, men det er det altså ikke.

For selvom det for alle de indforståede virker livsnødvendigt at have alle små aspekter i værket med i pressemeddelelsen, så er det modsatte faktisk tilfældet. Det hele skal ikke beskrives i den pressemeddelelse, tværtimod. Men alligevel bliver den sjældent så kort og præcis, som den burde have været – uanset afsenderen.

Dermed risikerer du som skabende kunstner, formidler eller PR-medarbejder, at ingen forstår, hvad du har skabt. Hvad det er, du vil fortælle. Og hvis modtagerne ikke forstår det, så formidler de heller ikke budskabet videre til dit potentielle publikum. Og i sidste ende kan dit arbejde være nærmest spildt.

 

Beskriv HVAD, HVOR og HVEM

På kulturredaktionerne rundt om i landet modtager de flere hundrede pressemeddelelser hver uge. Og det er de færreste redaktionssekretærer, der lige hurtigt kan gennemskue indforståede overskrifter, en lang temabeskrivende indledning eller en kunstnerisk forklaring på værket.

Modtageren vil gerne bare vide HVAD det drejer sig om, HVOR det foregår og HVEM, der står bag. De informationer bør fremgå af de første linjer. Gerne allerede i emnefeltet, hvis der er tale om en mail (og det er der som regel). Og når alle de basale informationer er afgivet, så er det ok, at vise lidt mere kunstnerisk indhold frem.

Jeg mener ikke, at afsenderen skal tale ned til modtageren. Men du kan på den anden side heller ikke forvente, at modtageren ved, om du laver dansekoreografier, malerier eller musik. Du er nødt til at skrive det direkte.

Laver du teater, så lad afsendernavnet afspejle det. Og det samme gælder emnefeltet. Gentagelse skader ikke. Tværtimod er du så mere sikker på, at modtageren fanger budskabet.

Så helt groft opstillet er her tre gode råd til dig, der skal skrive og udsende en pressemeddelelse.

  1. Sørg for at have en tydelig afsender – ikke bare dit navn.
  2. Skriv et kort og meget konkret emnefelt, så der ikke er tvivl om, hvad din mail indeholder.
  3. Start din mail med at beskrive HVAD, HVOR og HVEM. Så kan du altid gå i det mere kunstneriske mode efterfølgende.

Og alternativt – bed om hjælp! Få en udenforstående til at formulere din pressemeddelelse i stedet.

Fremtidens kulturjournalistik – kulturelitens interne debat?

kulturjournalistik trine wøldiche

Torsdag den 28. september afholdtes en konference på Aarhus Teater med titlen ”Fremtidens kulturjournalistik”.

I praksis kunne alle med interesse i emnet købe sig en billet til konferencen. Men i realiteten var deltagerne en samling bestående hovedsageligt af kulturformidlere og kulturproducenter. En flok, der fra scenen flere gange (lidet flatterende) blev omtalt som ”kultureliten”.

Personligt hører jeg selv til den første gruppe. Altså kulturformidlerne. Jeg er uddannet i Moderne kultur og kulturformidling på Københavns Universitet – hvorfra jeg også netop kender Karen Toftegaard som en tidligere underviser.

Jeg driver bl.a. bloggen kulturmor.dk (om litteratur og teater til børn, unge og voksne) som en kanal for begejstringsdeling af kulturelle oplevelser, og så arbejder jeg professionelt som tekstforfatter og skriver teateranmeldelser til Information (helt oldschool med papiravis og det hele).

 

Har kulturjournalistikken en fremtid?

Karen inviterede mig til at skrive indlægget om konferencen med ønsket om at få optegnet nogle af de hovedtemaer, der blev behandlet – og gerne få et bud på, hvad pointerne ift. fremtidens kulturjournalistik så egentlig er.
På forhånd virkede det som en smal sag, men virkeligheden er mindre sort/hvid.

Arrangørerne bag konferencen (bl.a. Have Kommunikation, DMJX, Aarhus Teater og Aarhus 2017) havde på forhånd præsenteret et temmelig ambitiøst program. Tenderende til det urealistiske.
Du kan se programmet for konferencen her.

Godt nok nåede vi gennem samtlige programsatte punkter, og alle de planlagte oplæg og debatter blev gennemført. Men indlæggene blev indimellem gennemført i et tempo så forhastet, at publikum slet ikke nåede at tage informationerne ind og overveje spørgsmål, før programpunktet var afsluttet og næste deltager var kaldt på scenen.

Det havde nok fungeret bedre med lidt færre elementer og lidt mere tid til debat. For det er jo i debatten, at de nye tanker for alvor har mulighed for at træde frem. Det er jo der, man kan høre de alternative vinkler fremfor blot de kendte.

 

Aarhus teater Christian Have
Anne Middelboe Christensen, teateranmelder for Information og medlem af Reumert-komiteen, måtte desværre melde afbud til moderatorjobbet, så dagen blev ledet som et one-man-show af Christian Have fra Have Kommunikation.

 

Lokale og internationale vinkler

Der var bred spændvidde både på deltagere og emner ved konferencen. I mine øjne både den største styrke og den største svaghed.

Fra de lokale, aarhusianske synsvinkler repræsenteret ved Marlene Boel, Indholdschef på TV2 Østjylland og Jan Schouby, Chefredaktør på Århus Stiftstidende, til de mere internationale indslag med Eleni Stefanou, So-Me producent hos The Guardian, Chris Shipman fra Royal Opera House og Patrick Bahners, kulturkorrespondent hos Frankfurter Allgemeine Zeitung.

Ideen om det internationale perspektiv virkede fornuftig nok på papiret. Men langt bedre kunne tiden have været brugt på at diskutere på tværs af salen de aktuelle, danske problemstillinger, som kulturjournalistikken er stillet over for. For det blev der aldrig rigtig hverken tid eller plads til i programmet.

 

Hvorfor denne debat?

Men hvad er egentlig problemet? Hvorfor overhovedet have denne debat om kulturjournalistikken?

Mange af de traditionelle medier mister terræn. De skal spare og nedprioriterer deres kulturjournalistik og i særdeleshed anmeldelserne. De har desuden svært ved at fange de yngre læsere og dropper derfor det stof, som netop ville have tiltrukket de yngre – som f.eks. kulturstoffet.

Gunnar K. Madsen fra Dansk Rock Samråd mener, at frafaldet af de unge avislæsere forstærkes netop ved samme avisers manglende ungdomsvinkling. Det er som en (ond) spiral. Men i hans optik er det ikke nødvendigvis skidt. Det er blot en konstatering af en naturlig proces.

Ifølge Gitte Ørskou, direktør for Kunsten i Aalborg og formand for Statens Kunstfond, ligger kulturjournalistikkens problem i en alt for gammeldags tankegang. Hun mener slet ikke, at kulturjournalisterne i Danmark har opdaget, at kunsten nu lever sit eget liv.
Kulturjournalisterne tror stadig, at de formidler noget elitært til folket. Men det kan kunsten sagtens selv klare. Den er for længst blevet spiselig for alle.

Så vidt, så godt. Det var kulturproducenternes vinkel. Men hvilke problematikker påtalte så medierne?

Der var stemmer til stede på konferencen, som mener, at problemerne handler om, at de nuværende kulturjournalister er fedtet helt ind i kulturbranchen og derfor ikke længere er uvildige og i stand til at forholde sig kritisk til den kunst, der skabes. Både fordi de er blevet venner med kunstnerne og måske endda selv har fremtrædende poster inden for kulturfonde, -priser mv.

Især René Fredensborg, journalist og vært fra Radio24syv, efterspurgte både mere dybdegravende journalistik og mindre skulderklap. “En kulturjournalist er ikke venner med nogen” sagde han og tilføjede, at det i  hvert fald burde være sådan. Men sat på spidsen, så burde det vel gælde for alle typer journalister så!

Mette Davidsen-Nielsen, kulturredaktør på Politiken, tilslutter sig for så vidt kritikken af en branchen og tilføjer, at kulturmedierne er en indspist flok, hvor kritikken let udebliver. Og at kulturbranchen i Danmark er så lille, at ingen tør kritisere den indefra af frygt for at ryge ud i kulden.

 

Ingen svar, kun nye spørgsmål

Da Karen bad mig skrive dette indlæg, bad hun mig tage udgangspunkt i følgende spørgsmål:

  • Hvad er pointerne om fremtidens kulturjournalistik?
  • Hvor er vi på vej hen?
  • Hvad er udfordringerne for den nuværende kulturjournalistik?
  • Hvad skal der til for at skabe en reel forandring for kulturjournalistikken?

Jeg havde håbet, at jeg nok efterfølgende i hvert fald ville sidde tilbage med en idé om, i hvilke retninger svarene på ovenstående kunne gå. Men det gør jeg ikke. Tværtimod.

Overordnet set var der ingen fælles begrebsforståelse til stede på konferencen. Der var ganske enkelt ikke enighed om, hvad begrebet ”kulturjournalistik” dækker over.

For nogle var det anmeldelser. For andre var det formidlingen af kunst. Og for andre igen er kulturjournalistik alle former for journalistisk formidling af kulturelle emner og begivenheder. I så fald dækker det alt fra indlandsstof til lokalpolitik.

Hver deltager opfatter fænomenet kulturjournalistik ud fra sit eget ståsted. Jakob Steen Olsen, teateranmelder ved Berlingske, efterspørger en en bred diskussion om kunst – parallelt med de saglige anmeldelser, mens Tine Smedegaard Andersen, kulturdirektør i DR, mener, at det vigtigste er, at kulturjournalistikken både beskæftiger sig kritisk med kulturinstitutionerne og tager formidlingsrollen på sig. Hun mener ikke, at det må gå hen og blive et spørgsmål om enten eller.

Personligt tænker jeg kulturjournalistik som formidling af kunst og kulturelle oplevelser over en bred kam. Uanset om det handler om en reportage fra Aarhus Festuge, en foromtale af en ny kunstudstilling for børn eller en anmeldelse af Inger Wolfs nyeste krimi.

kulturjournalistik kulturliv debat
Debat mellem kulturlivets aktører: René Fredensborg (Radio24syv), Rikke Øxner (Aarhus Festuge), Gunnar K. Madsen (Dansk Rock Samråd), Tine Smedegaard Andersen (DR), Allan Aagaard (Aarhus Teater) og Jakob Steen Olsen (Berlingske).

 

Rigtig anmelder vs. kvindelig amatør

Mette Davidsen-Nielsen fik blandt andet sagt om den nuværende, danske anmelderstab, at det ville være ”dejligt, hvis de ikke alle var mænd over 50”.
Et emne, der igen blev taget op fra publikum som et spørgsmål til de internationale paneldeltagere, hvor bl.a. Eleni Stefanou svarede på, hvordan man på The Guardian forsøger at tale mere til og fra en kvindelig synsvinkel. Selv om hun understregede, at det var svært, fordi de mandlige journalister var i overtal.

Der findes et hav af kulturformidlere i dette land. Langt de fleste af dem hører under den kategori, som Unni From, centerleder ved Journalistiske Universitetsuddannelser på Aarhus Universitet, og Nete Nørgaard Kristensen, lektor i Medievidenskab ved KU, kalder for amatører.

Størstedelen er kvinder, der blogger, podcaster, instagrammer, deler meninger og oplevelser på Facebook mv. Om enten bøger, film, teater eller kunst. Og nogle af dem er måske nok amatører. Men mange af dem kunne lige så godt have været anset som intellektuelle kulturkritikere.

Rikke Øxner, direktør for Aarhus Festuge, taler for, at man stopper med at omtale alle disse mange stemmer som amatører. Mange af dem ved lige så meget – og måske endda mere – end journalisterne. Dem bør vi også lytte til!

Flere af disse kulturformidlere har en faglig viden og en relevant uddannelse i bagagen. De ved, hvad de taler om og hvorfor de gør det. Men eftersom de etablerede medier ikke har plads eller prioriterer kulturformidlingen, finder disser formidlere deres egne veje. De skaber deres egne medier.

Det gør på samme tid udbuddet af kulturjournalistik kæmpe stort og forvandler det til lidt af en jungle for forbrugeren. For hvordan skal man lige hurtigt spotte, om den artikel man læser, er skrevet af en fagperson eller blot en anden forbruger, der havde lyst til at dele sin oplevelse? Det kan man ikke!

Grænserne flyder ud. Det er ikke længere sort/hvidt, hvem du bør lytte til og hvem du ikke bør lytte til. Hver enkelt forbruger er nødt til kritisk at vælge sine egne medier til informationssøgning. Og eftersom de fleste one-man-medier er gratis at benytte, vinder de ofte over avisernes betalingsmur på f.eks. anmeldelser.

Ifølge Anders Lange, underviser på DMJX, bør vi helt droppe snakken om, hvor svært anmeldelserne har det på de gængse medier. I stedet bør vi langt hellere fokusere på, at der findes så mange nye formidlingsmuligheder.

 

Kulturjournalistisk madpakke

For mig at se er det ikke noget, som kan eller skal ændres. Det er blot den retning, udviklingen går. Medierne – både de etablerede og de nye – må findes deres veje i den proces, der er i fuld gang. Nogle vil gå efter nicher, mens andre fortsat vil forsøge at ramme alle.

Men når f.eks. chefredaktøren på Århus Stiftstidende siger, at han på den ene side ikke vil satse på de unge, fordi de ikke gider læse hans avis, og på den anden side siger, at hans abonnenter efterhånden er så gamle, at de begynder at dø, så burde han måske snart begynde at tænke i nye baner for at undgå lokalavisens fuldstændige endeligt.

Som afslutning på sit indlæg sagde Unni From bl.a. at ”Kulturjournalistik er lidt som madpakker. Hvis de ikke bliver spist, så er de ikke sunde.”
Og det er jo netop en god pointe. For hvad nytter det, at en masse kulturproducenter og –formidlere taler sammen om kulturjournalistikken, når de ikke selv er modtagere. Der manglede en vigtig brik på konferencen om kulturjournalistik – nemlig dem, der skal ”spise” den efterfølgende.

 

Nye tider, nye tanker

Der blev taget fat på mange spændende emner på denne konference. Emner, der hver især kunne have båret en konference for sig. Emner, der kunne dykkes ned i og uddybes i det uendelige.

Der var elementer, som de fleste kunne enes om. Der var også masser af uenighed, hvilket er fantastisk. Ellers ville vi jo aldrig nå nogen vegne.

Men tanker om konkrete tiltag eller konkrete måder at imødegå den nye type kulturjournalistik på, kom der ikke frem. Det er stadig op til den enkelte journalist, den enkelte formidler eller det enkelte medie at vælge, hvilken vej netop deres kulturjournalistiske formidling skal gå.

English