DIALOG: Mødet med kunst #4

[Hvad sker der i mødet mellem mennesket og kunsten? Hvilke refleksionsrum åbner sig – hos en selv og sammen med andre? Hvori ligger kunstens inspirationskraft? Vi, Karen Toftegaard og Ida Marie Fich, har lavet en filosofisk undersøgelse og beskrivelse af, hvad der sker i mødet mellem mennesket og kunsten. Ida Marie Fich har reflekteret over fire forskellige forestillinger på Det Frie Felts Festival og CPH STAGE her på bloggen. Nu vil vi sammen i en dialog reflektere videre over, hvad kunsten gør ved os, og hvad det siger om forestillingernes potentiale for at skabe rum for relationer mellem kunsten og publikum og publikum imellem. Vi deler her vores dialog, hvor vi har udfordret hinanden til at gå i dybden med refleksionerne.]

DIALOG #1  |  DIALOG #2  |  DIALOG #3  | DIALOG #4

Tak for dine tanker Ida!

Jeg lægger mærke til at du kredser om, hvem der skal tage ansvar for kunstoplevelsen. Kunstneren, Kulturbrugeren, Kulturformidleren? I udgangspunktet mener jeg, at alle har et ansvar for, hvordan de vælger at agere i og opleve verden. Og her taler jeg ikke nødvendigvis om et tungt ansvar. Det tror jeg heller ikke, at du gør. Det er mere det at forholde sig bevidst til det, man skaber og modtager. Og der ser jeg kunstneren og deltageren/publikum som ligeværdige. Den enes kunstneriske vision mødes af den andens lyst til/behov for at møde kunsten. Og der er stor forskel på, hvad de forskellige kunstnere vil manifestere i verden. Lige som der er stor forskel på hvad de forskellige kulturbrugere drømmer om at mødet med kunsten skal gøre for dem.

 

Det rigtige match mellem kunst og det menneske, som møder den

Derfor er det så vigtigt at være bevidst om at lave det rigtige match mellem kunsten og det menneske, som møder den – kulturbrugeren. Det er bl.a. her kulturformidleren kommer ind i billedet. Man skal ikke prøve at få nogle, der drømmer om at blive henrevet af det store drama, til at gå ind og se minimalistisk kunst. Med mindre der på forhånd er lavet en helt klar forventningsafstemning om, at det de nu kommer til at se er anderledes end det de plejer at se. Og de behøver ikke kunne lide det, men i stedet appellere til at prøve at se, hvordan de reagerer på det, de ikke umiddelbart forstår. Hvad sker der i det møde?
Samtidigt kan det være svært at sige præcist, hvad det er for en kunstoplevelse, det ender med at blive, når først man er gået ind i den kreative proces. Tingene har det med at ændre sig undervejs. Men en klar formidling af hvad det er for en rolle, man forventer at folk skal indgå er vigtig. Samtidigt er der jo også dem, der foretrækker at alt ikke bliver skåret ud i pap. Men at der netop er plads til selv at gå på oplevelse og selv forstå og sætte ord på eller bare suge til sig.

 

At stille sig åben over for den kunstneriske proces

Så alle har et ansvar for at stille sig åben over for hvor den kunstneriske proces bevæger sig hen i værker som SIGNAs SALÓ. Den forestilling tiltrak jo også mennesker med hang til perversioner. Det mener jeg ikke, at hverken kunstnere eller kulturformidlere har ansvar for. Men vi kan tage stilling til, hvor vi vil stille os, hvilken rolle vi vil indgå i – hvilke møder vi som mennesker ønsker at have med kunsten.

Jeg selv valgte ikke at gå til den forestilling, selvom den spillede på det teater, jeg var ansat på. Og jeg har set mange af SIGNAs forestillinger. Men jeg havde netop født min søn og vidste, jeg var alt for sensibel til at gå ind i det rum på det tidspunkt. Jeg fik stadig kvalme, når jeg tænkte på filmen. Selvom det var over 10 år siden, jeg havde set den.

 

Er det her kunst?

Og så tilbage til dit spørgsmål om der også kan være en begrænsning i de meget åbne, relationelt funderede værker. Det kan der bestemt. Værkernes porøsitet gør, at de kan være sværere at begribe. Og spørgsmålet: ”Er det her kunst?” opstår oftere. Det spørgsmål åbner dog netop op for refleksioner over grænserne. Lige som med alle andre værkformater så gælder det om, at der er en. Nicolás Borriauds beskrivelse af den relationelle æstetik er blevet adoptereret af mange – lige fra hit-and-run-eventmagere til dybt funderede kunstnere. Der er forskel på, når Marina Abramovic laver relationelle værker og så når nogle bruger strategierne til at skabe en god fest. Men selve den relationelle æstetik, hvor der er en social dimension og en porøsitet i værket, kan noget særligt. Lige som at Claude Monets åkander stadig er mesterværker, når man ser dem i Paris. Selvom de er blevet skamredet rundt i diverse plakatformater, der har fået rødt kort for dårlig smag.

Alt handler om øjnene der ser og hvor man vælger at sætte accenten i sin værdisætning af værkerne.

DIALOG #1  |  DIALOG #2  |  DIALOG #3  | DIALOG #4

Leave a Reply