Referencer – PR samarbejde

Gennem årene har vi bl.a. samarbejdet med dem her: Kristján Ingimarsson Company | Teater FÅR302 | Kortfilmfestivalen 60 Seconds | Nordic Beasts | CPH:DOX Bio | NextDoor Project | CoreAct | Den Danske Scenekunstskole | Internationale Tanzmesse | Slots- og Kulturstyrelsen | Mute Comp. Physical Theatre | DON GNU PHYSICAL THEATRE & FILM | WORKS AT WORK | Det Frie Felts Festival / Selected Works | LiminalDK | Teater Bidt | Husets Teater | Rapid Eye | Wunderverk | Global Stories | Sydhavn Teater.


Dramaturg og kommunikationsansvarlig Tine Byrdal fra Teater FÅR302:

Med sit særlige flair for at sætte fingeren på pulsen og formidle de spørgsmål til den samtid og menneskelige eksistens, som vores teaterforestillinger er en reaktion på, er Karen Toftegaard hurtigt blevet en helt uundværlig pr-samarbejdspartner og rådgiver for Teater FÅR302. På Teater FÅR302 er vi stolte af at blive kaldt uforudsigelige, og derfor har det været vigtigt for os at finde en pr-partner med en åben og nysgerrig tilgang til forestillinger, hvor vi ikke altid kender svaret på forhånd. Med sin solide erfaring inden for kommunikation er Karen samtidig en stor rådgivende støtte og sparringspartner for os i forhold til pressehåndtering, synlighed og opdyrkning af nye publikumsgrupper og nye måder at række ud mod og være i dialog med publikum.

Teater FÅR302 og Karen Toftegaard har arbejdet sammen siden 2018. Teater FÅR302s mission er at udfordre teaterkunsten med forestillinger, der eksperimenterer i form og indhold. Karen Toftegaard har som pr-partner været en vigtig medspiller i at forløse teatrets vision om at tænke i utraditionelle kunstneriske samarbejder og bringe unikke scenekunstoplevelser ud til endnu flere publikummer.

Den sociale performanceduo CoreAct – Helene Kvint og Anika Barkan:

Karen Toftegaard rummer en skarphed i sin direkte og  og positivt udfordrende tilgang til PR- & Markedsføringsarbejdet. Hun kan udforme en individuel strategi for det enkelte projekt, og fører den til dørs – blandt andet gennem sit vidt favnende netværk. Hun står altid klar med kreative løsninger. She is the one.

CoreAct og Karen Toftegaard har arbejdet sammen løbende siden 2006. Karen Toftegaard har været en del af CoreActs bestyrelse i flere år og siden 2012 bestyrelsesformand. Deres PR- & Markedsføringssamarbejde trådte for alvor i karakter i forbindelse med teater-successen “HEIDI – en rejse til Helvede med Simon Spies” (2014), der gæstespillede på Teater Grob.

Projektcentret i Dansehallerne:

Projektcentret i Dansehallerne inviterede Karen Toftegaard ind til at facilitere en workshop for koreografer, dansere og producenter for at gøre dem stærkere i at fortælle historien om deres forestilling eller værk. Karen formåede ved den workshop at få deltagerne til at italesætte deres vision for deres kunst på sådan en måde, at det blev klart for dem, hvad det var, de rent faktisk skulle ud at sælge til publikum. Der blev skabt nogle gode dialoger og snakke kunstnerne i mellem og det skabte en god synergi for erfaringsdelingen mellem dem.

Projektcentret i Dansehallerne administrerer koreografers forestillinger og projekter – og vejleder og rådgiver koreografer og andre inden for danseområdet omkring fundraising, budgetlægning og udarbejdelse af ansøgninger. Karen Toftegaard var en del af Dansehallernes Mentorbank (2013 – 2014), hvor hun rådgav koreografer og danseproducenter omkring PR, Markedsføring og branding gennem historiefortælling.

Social kunstpioner Helle Fuglsang (Wilma Version):

Karen har hjulpet mig til at se og forstå mit eget kunstneriske arbejde.

Hun formår som menneske og professionel at sætte ord på det ordløse, se bag konceptet og formidle det i en let forståelig form, der åbner de kunstneriske processer for det almene publikum. Hun giver publikum en nøgle, en lettere tilgang til at se mine forestillinger.

Gennem sit kreative, analytiske og poetiske blik har Karen været i stand til at formidle projekterne og etablere dem i en social og politisk kontekst. Gennem sin formidling gør hun sig til en konstruktiv medskaber af processer og projekter.

Helle Fuglsang arbejdede sammen med Karen Toftegaard i projekterne (2007-2015): Horizontal Vertical, Ballroom, Bond Age, Decibel, Box, Black & White, to forestillinger i Tanzania: ChainsXChains og WhiteInBlack samt LessHomeLess og Clothes make the man.

Leave a Reply