Den kreative feminisme og hvilken betydning det har på fortællingerne om de måder, vi samarbejder på.

Christina Prüsse Jensen er 26 år og er i praktik hos Karen Toftegaard ApS. Dette indlæg er en del af serien ”Andre menneskers stemmer”. Når man har arbejdet dedikeret inden for kunst og kultur i mange år, så opstår der mange blindvinkler. Derfor er det så vigtigt at høre andre menneskers syn på forskellige aspekter i kunsten.

Karen Toftegaard


I forbindelse med den internationale performance festival WORKS AT WORK symposium “Group works? On Feminism, Friendship and Borderlessness”: Feminismen kan meget mere, end man lige tror!

I mine studier i International Politics og Development and International Relations har jeg altid haft fokus på feminisme. Hvordan feminismen som en teori og udgangspunkt er en alternativ måde at anskue det internationale samfund på. Hvordan det bidrager til en inkluderende anskuelse af verden. Den måde jeg har gået til mit studiemæssige arbejde på, har altså altid været påvirket af et feministisk perspektiv. Feminisme er for mig en tilgang til politik der gør, at man anskuer alle mennesker lige og lægger sine egne fordomme fra sig, for også at kunne betragte problematikker fra andre synspunkter. Det handler altså for mig ikke kun om, at kvinder og mænd skal have lige løn osv. Tværtimod mener jeg, at vi ved at blive ved med at fokusere på, at mænd og kvinder er forskellige fra hinanden, er med til at forstærke kønsgrupperingerne og opbygge flere barrierer. Feminismen skal altså ikke bruges som et våben mod mænd, men som et redskab der skaber en fælles forståelse.

wow7

Det gik dog op for mig til Works at Works symposiet, at mit udsyn har været begrænset til den internationale politiske sfære. Men feminismen kan bruges til meget mere end dét. Jeg har aldrig skænket det en tanke, at det feministiske standpunkt også kan gennemsyre kreative processer og performances. Jeg har været fokuseret på mit eget felt, og ikke betragtet, hvordan feminismen bruges i andre sammenhænge. Men hvor er det fedt at få udvidet sin horisont, for det er netop dét som feminismen kan – rive barrierer ned og give en et nyt udsyn.

“The WORKS AT WORK symposium “Group works? On Feminism, Friendship and Borderlessness”.

Som titlen antyder, så handlede symposiet overordnede om gruppearbejde. Samarbejde på tværs af kunstforme og landegrænser blev lifligt diskuteret og de forskellige performere havde hver deres tilgang til emnet.

wow
(Foto: Wilfred Gachau.)

Fragility, Courage and Hard work

Cecilie Ullerup Schmidt, der igennem tre år har orkestreret festivalen Works at Work lagde i sin åbningstale ud med at fortælle, at hun mente gruppearbejde handlede om ”Fragility, Courage and Hard work”. Først tænkte jeg, at gruppearbejde jo egentligt bare er gruppearbejde. Hvor svært kan det være? Men jo mere jeg summede over det, jo mere gav hendes ord genklang. For gu’ er det hårdt arbejde at arbejde sammen med andre mennesker. Vi ved alle, hvor svært det kan være at sætte en lampe op sammen med sin kæreste eller planlægge en ferie sammen med venner. Når vi så taler om samarbejde inden for kunstens verden, hvor man netop er skrøbelig og sårbar og udstiller sig selv, så kræver det virkeligt mod og hårdt arbejde at arbejde sammen.

Hvad er gruppearbejde egentligt?

Samtidigt stiller gruppearbejde også en masse spørgsmål. For hvordan kan en gruppe skabe solidaritet? Og kan gruppearbejde også være ekskluderende? Og hvad taler vi egentligt om, når vi taler om gruppearbejde i kunstens verden? Gruppearbejdet som en metode for kunstnere til at skabe en holdbart arbejdsliv sammen, er jo en meget anderledes ting end gruppearbejde som en kollektiv proces hen imod en performance.

Dagen igennem mødte vi kunstnere og performance producerende enheder, der sammen havde tacklet opgaven om gruppearbejde og alle havde godt tag i deres feministiske værdier, og hvordan dette influerede dem.

Især under samtalen mellem Samlingen og female trouble blev vi præsenteret for ideen om, at når man arbejder i en gruppe, så er det ikke kun de praktiske sider af at lave en performance der bliver lettere, men også at du tør mere, når du ikke er alene.

Samlingen

Samlingen (SE/CA/IS) lagde ud med at præsentere alle i rummet som kvinder. Alle der sad i rummet, uanset køn var en kvinde. Alle mænd der nogensinde havde ledet the Royal Danish Academy of Fine Arts, er kvinder. Man kunne være en kvinde uden hår, en kvinde der arbejdede med hår, en kvinde der hed Anna, en kvinde der hed Knud. Pointen var, at vi alle er kvinder, fordi vi alle har et fælles ståsted i det, at vi alle er til, og derfor er det ligegyldigt om vi er kvinder eller ej. Samtidig satte de fokus på, at vores arbejdshierarkier påvirker vores historiefortælling. Hvordan vi arbejder sammen har indflydelse på den måde, vi formidler. Historiefortælling kan blive gjort af en danser eller af en digter, det kan blive gjort fra mund til mund eller fra krop til krop. Det handler alt sammen om, hvordan vi vil formidle og hvad vi vil formidle. Man kan i kunsten videreformidle lige hvad man vil, for her er vi (sammen)lige hvad vi forestiller os og vi gør hvad vi forestiller os. Som de selv beskriver:

“Samlingen is about how we relate to history, how we think about working together, the hierarchies between work roles, who gets to be the boss and who should be the boss, the whiteness of the black box, the money, the sick leave and parental leave, about working only with people you want to sleep with, about stealing ideas, about feeling like you never will become anything and everyone already knows that.”

Deres performance sluttede ud i en fællesdans, hvor dansen blev betragtet som en kvinde. En kvinde der startede med fødderne velplaceret på jorden og endte med at være rystende og skrigende. I dansen kunne de videreformidle deres budskab om, at vi alle er kvinder – for i dansen er vi, hvad vi forestiller os og vi gør, hvad vi har lyst til.

En forestilling der umiddelbart virkede simpel. En flok kvinder der ytrede, at vi alle er kvinder og dernæst fik os til at danse igennem. Men budskabet var meget mere kompleks end dét. Samlingen fik mig til at tænke over, hvordan vi kan bruge kunsten til at formidle de feministiske budskaber på en meget let tilgængelig måde.  Vi kan nogle gange forsvinde i fine ord og abstrakte teorier der gør, at vi simpelthen giver op og dropper at forstå budskabet. Men her var deres performance så enkel men budskabet stod alligevel knivskarpt, til trods for dets kompleksitet.

wow-3
(Foto: Wilfred Gachau.)

Female trouble

female trouble (DE/IL/PL) fokuserede på forholdet mellem venskab og samarbejde. Er det overhovedet muligt at arbejde sammen som venner? Kan venskabet være rammen for et arbejdsrelateret samarbejde? Hvem er så ens chef? Og kan vi overhovedet arbejde uden de institutionelle normer? Spørgsmålene var mange og fik en til at sætte spørgsmålstegn ved de konventionelle tanker vi har, ikke bare om samarbejde men om livet. Hvorfor er der overhovedet et kollektiv? Og hvordan bliver man medlem? Kan et kollektiv eksistere med bare én person? Alle spørgsmål der fokuserer på vores tendens til grupperinger, både når det angår arbejde og i det offentlige rum, og hvordan vi håndterer det som et feministisk kollektiv. Det er netop spørgsmål som disse, som feminismen er så god til at tage op. Svarene kom bagefter i samtalen mellem female trouble og Samlingen. Når vi går sammen i grupper er det for at finde et kollektiv i vores ellers forskellige verdener. I kollektivet har man altid nogen at sammenligne sig selv med, nogen at dele tanker og ideer med og man er en del af noget. Når vi samarbejder udfordrer vi hvordan vi som individer fungerer og vores egen måde at arbejde på. Samtidigt skal man også være bevist om, hvilken kontekst man arbejder i og hvilke strukturer der spiller ind. Trods alt, hvad er så den kollektive intuition? Er det en person der leder de andre, eller?

wow-4
(Foto: Wilfred Gachau.)

Er samarbejdet gået tabt i det senmoderne samfund?

Cecilie Ullerup Schmidt sluttede sin åbningstale af med at sige, at hun kunne frygte at venskaber og samarbejde måske i højere grad er blevet erstattet af ”networking” i vores neoliberale hverdag. Og måske har hun ret. For handler det i vores samtid ikke i højere grad om, hvor og hvor meget man arbejder, hvilket projekt vi er i gang med og hvilket trin vi har nået på lønstigen? På kæmpe arbejdspladser kan man ende med at føle sig helt alene, for man arbejder reelt ikke med nogen. Så hvordan kan vi opretholde et kontinuerligt samarbejde?

I kunsten er samarbejdet i centrum

De forskellige performere til dette symposium illustrerede hver især i deres performance. De er ikke blot kollegaer og bekendte, men venner og familie og det finder de en styrke i. I kunsten er det netop samarbejdet der er i centrum. Den intimitet og fortrolighed man har med hinanden, den ville ikke kunne erstattes. Om det er samarbejdet mellem dem der står på scenen, eller mellem dem der står bag ’gardinet’, det er lige meget. Pointen er, at kunsten ikke ville kunne overleve uden det bånd, som samarbejde giver. De forskellige performere viser hver især, hvordan de har nedbrudt grænser og har skabt nogle rammer der gør, at de kan arbejde sammen i et fællesskab.

 “The biggest lesson of democracy is listening to stories that does not concern you”

Den indiske filosof Gayatri Chakravorty Spivak er en af de rigtig vigtige kræfter inden for feministisk, marxistisk og postkolonial tænkning. Hun slutter dette symposium af med at tale om ”Collectivity and Borderlessness” i den internationale politiske sfære. Et emne jeg umiddelbart ved mere om, end kreativt gruppearbejde. Alligevel bliver jeg sat helt til vægs. Spivaks historier og eksempler er komplekse og hendes pointer falder hurtigt og prompte. Fokus er på, hvordan vi selv som et kollektiv har skabt alle disse grænser i verden. Både fysiske grænser, men også grænser i form af forskellige sprog og dermed sprogbarriere. Grænser er noget af det første, den menneskelige psyke opfatter. Vi må som kollektiv lære disse grænser at kende, hvordan vi passer på dem og hvordan vi forhandler med dem. Men hvis disse grænser ikke eksisterede hvordan ville det så påvirker vores opfattelse af nationalisme og globalitet? Selvom en verden helt uden grænser synes umulig, mener Spivak, at det kan gøres muligt. Fysiske grænser, som ens pas, vil nok aldrig forsvinde, men en verden hvor grænserne er blevet udvisket af kapital, teknologi og viden om forskellige sprog er bestemt en mulighed i hendes perspektiv. Dette afhænger dog i høj grad af vores egen evne til at drømme om en verden, hvor lande og mennesker genovervejer deres loyalitet overfor grænser. Disse grænser er med til at underminere os som et kollektiv, ved at sætte forskelle op mellem klasser og racer. Spivak advokerede derfor for, at en kollektiv verden uden grænser er en verden der er omsorgsfuld og medmenneskelig. Som hun beskrev “The biggest lesson of democracy is listening to stories that does not concern you”.

wow-2
(Foto: Wilfred Gachau.)

Kan den kunstneriske feministiske agenda og den politiske feministiske agenda forbindes?

Og så vil den opmærksomme læser måske undre sig over, at Spivak er hovedtaler til sådan et symposium, hvor fokus blandt andet er på kreativt gruppearbejde og hvor de resterende performances hovedsageligt var af kunstneriske grupper. Men jeg synes netop, at Spivaks foredrag illustrerer, at vi har brug for kunsten. Vi har brug for dette forum, hvor man kan nedbryde samfundets normer og udfolde sine feministiske ideer i et fællesskab. I kunsten eksisterer der ingen grænser, men man kan bevæge sig frit rundt, hvilket netop er den verden, som Spivak ønsker. Så måske er der i virkeligheden ikke særligt langt fra den kunstneriske feministiske agenda til den politiske feministiske agenda. Jeg har i hvert fald fået åbnet mine grænser efter dette symposium.

 

 

 

Leave a Reply