Værdiskabende fortællinger – Side 2

maj 1, 2016maj 1, 2016

Når kunst og virkelighed giver en klar og ærlig forståelse af livet

Kunst har flere gange i mit liv været det, som gav mig svaret på de spørgsmål, jeg ikke altid var helt klar over, at jeg havde.
HAPPY END af Ingrid Tranum Velásquez har gjort en kæmpe forskel for mig. I begyndelsen af marts tog jeg til Reykjavik for at følge projektet, der undersøger alderdommens kroppe på plejehjem i Norden. Jeg skulle skrive om det til bloggen happyendproject.dk.

Livsgnist på et dybere kropsligt plan
Her mødte jeg et meget inspirerende nærvær på plejehjemmet Sóltún. Stedet er det mest fremsynede plejehjem på Island. Deres filosofi om at nære de ældres livsgnist gav de allerbedste rammer for, at HAPPY END virkelig kunne folde sig ud. For dette projekts helt særlige styrke er, at det nærer og styrker de ældre mennesker i et rum af anelse, erindring og nærvær. Vi kunne også kalde det ”empowerment af ældre”, men det mangler lige som den poetiske storhed og kraft, der rent faktisk ligger i projektet. Det beskriver ikke rigtigt den livsgnist på et dybere kropsligt plan, som HAPPY END vækker hos de mennesker, der deltager og oplever det.

Kropslig erindring og et helt basalt fysisk nærvær
Måske fordi projektets kunstnere arbejder med kropslig erindring og et helt basalt fysisk nærvær, som vi ofte underkender i vores samfund. Selvom vi taler om ”varme hænder” i plejesektoren, så ved vi godt, at hænderne oftest ikke har tid til at være varme. Og hvorfor kalder vi overhovedet området noget så usanseligt og livsgnist-slukkende som ”plejesektoren”? For det er vel ikke bare pleje, der dækker de basale behov, vi skal give de ældre i vores samfund? Hvorfor ikke netop sætte menneskers livsgnist i fokus?

Happy End - Sóltún, Reykjavik. Foto: Per Morten Abrahamsen — En af de helt store styrker ved HAPPY END er dets evne til at styrke livsgnisten hos ældre. Foto: Per Morten Abrahamsen

”Tror du nu, at du kan klare det?”
Min mor uddannede sig som 50-årig til sosu-hjælper – efter et langt liv som syerske. Det gjorde en stor forskel for hende. Ikke mindst fordi uddannelsen også betød stor personlig udvikling for hende. Hun var vokset op med en 7. klasses uddannelse. Og som den yngste i en børneflok på 5 var det spørgsmålet ”tror du nu, at du kan klare det?”, der fulgte hende gennem livet. Men hun kunne i så høj grad klare det.

Hendes riftede arbejdshænder var og er meget varme
Hun arbejdede flere år om natten på et plejehjem, inden hun gik på pension. Hun tog sig tid til at tale med de ældre. Måske fordi hun virkelig så det som en gave at arbejde med mennesker – efter at have siddet ved symaskiner det meste af livet. Her fandt hun et talent i sig selv, som hun ikke var klar over, at hun havde. Og hun har ofte sagt, at hun ville ønske, at hun havde taget skiftet langt tidligere. For hende handlede det om mennesker, nærvær og noget med at støtte de ældre i at finde trøst og ro i de stille nattetimer. Hendes riftede arbejdshænder var og er meget varme. Måske skal vi altid stræbe efter at finde det sted, hvor vi kan udfolde det talent, som giver størst værdi for andre og os selv.

”Udtryk dine følelser uden tøven”
Jeg interviewede kvinden Áslaug, der deltog i HAPPY END. Hun kom til at blive en slags orakel for mig. Jeg blev meget berørt af hendes ærlighed, sensibilitet og hengivenhed. Faktisk så rørt at jeg først nu, 49 dage efter, har kunnet skrive om projektet. Kombineret med en række andre elementer slog ordene simpelthen benene væk under mig i en heftig følelsesmæssig tzunami. Det har jeg skrevet 48 digte og et lille essay om kærlighed om. Men det er en helt anden historie.
Da jeg spurgte Áslaug hvilket råd, hun ville give til andre ældre, der skulle deltage i projektet, svarede hun intuitivt: ”Udtryk dine følelser uden tøven.” Og de ord vækkede en dyb længsel i mig. For ja – ærligere kan man ikke leve livet.

En tredje, mere klar og ærlig forståelsen af livet
Mit tidligere samarbejde med Helle Fuglsang har også givet flere af den slags oplevelser, hvor kunst og virkelighed smelter sammen og skaber en tredje, mere klar og ærlig forståelse af livet.
Af hjertet tak til dem, der stiller sig lige der, hvor deres talent udfolder sig allerbedst – og skaber stor værdi for andre.

Se mere om projektet på bloggen happyendproject.dk.

september 9, 2015september 9, 2015

Kommentar – “Lille krigsbarn, hvor går du hen?”

Politikens kulturredaktør Rune Lykkeberg beskriver i denne artikel, hvorfor et digt nogle gange er på sin plads i Danmarks førende kulturavis. Eller han laver i virkeligheden en historiske legitimering af, at de bringer Henrik Nordbrandts digt om det lille krigsbarn på flugt. Lige som dengang hvor Tom Kristensen bragte et digt om sin ven digteren Gustaf Munch-Petersen, der faldt i den spanske borgerkrig.

Samtidigt bliver det en manifestation af Politiken som netop Danmarks vigtigste kulturavis, fordi de giver plads til digte, der brænder på. “De vil ikke stå i vejen, når digte presser sig på”. Det er utroligt godt håndværk inden for værdibaseret kommunikation, fordi det beskriver “hvorfor det er vigtigt” samtidigt med, at det udelukkende er en henvendelse til ens værdisæt – hvor man kan bekræfte eller blive bekræftet i, hvad der er rigtigt og vigtigt for en – mærke og/eller reflektere efter hvilket slags menneske, man ønsker at være. Og så understreger standpunktet at kunsten kan gøre en forskel for mennesker. JEG ER FAN!

…læs Rune Lykkebergs framing af Henrik Nordbrandts digt her

august 30, 2015september 16, 2015

En stemme i verden – Refleksion over repræsentationer

[Ida Marie Fich er kommunikations- og udviklingsmedarbejder hos Karen Toftegaard PR & Kommunikation]

Jeg er hvid, født og opvokset i Danamark, akademiker og gift med en mand. Når jeg åbner en bog, går i teatret, ser TV og film eller går på museum er jeg vandt til at se mig selv i øjnene og høre min fortælling blive fortalt. Hvorfor har vi mon brug for at blive set og hørt i de historier og udtryk, vi møder i samfundet – og hvad skal vi gøre for bedre at høre de stemmer og historier, vi sjældent møder?

”JEG HADER JERES TØRKLÆDER OG JERES KORANER / OG JERES ANALFABETISKE PROFETER / JERES INDOKTRINEREDE FORÆLDRE OG JERES INDOKTRINEREDE BØRN”

Citatet er fra Yahya Hassans digt ”DU KOMMER I HELVEDE MIN BROR” (Yahya Hassan, 2013) og et eksempel på en af de stemmer, vi ikke hører komme til orde så tit i Danmark. I Hassans digte har anden og tredje generations indvandrere en mulighed for at se sig spejlet i de konflikter og den smerte, han oplever med sin familie og kultur; konflikter jeg med min etnisk danske baggrund ikke kender til.

Danmark er fuld af mindretal: hjemløse, astronauter, homoseksuelle, buddhister, afrikanere. Det er naturligt, og også smukt, at et moderne, multikulturelt samfund er sammensat af forskellige størrelse, og at der ikke kan være lige mange af hver af os. At ønske lighed i samfundet betyder vel ikke at udligne mindretal – for hvad ville der så blive af mangfoldigheden? Men at være lige repræsenteret og opleve sin stemme og historie blive fortalt på lige fod med andres, også selvom man er af et mindretal, har betydning for følelsen af at høre hjemme og være til stede.

At spejle sig i sig selv
Sådan har jeg det, når jeg i Tv-serien GIRLS (HBO) griner med på de livs- og kærlighedskriser, de fire piger kløjes i, når Jonathan Safran Foer skriver om barnet, der mister sin forælder i Ekstremt højt og utrolig tæt på, og når forestillinger som I føling på Det Kongelige Teater sætter billeder på min indre frygt for krig.

Det er, vil jeg mene, fortællinger, der taler til mennesker uanset kulturel baggrund – men siger jeg nu blot det, fordi jeg tager for givet, at GIRLS foregår blandt hvide, middelklasse-kvinder som jeg selv, fordi Foers roman portrætterer storbyen i et USA, mit eget land er ved at blive en kopi af, og fordi det teater, jeg ser, benytter sig af æstetiske og fortællermæssige koder, som jeg er vokset op med?

Det er svært at se udover sin egen narrative næsetip, og derfor er det så vigtigt, at vi bliver ved med at udfordre os selv både som kulturforbrugere og som historiefortællere.

Udveksling af historier
Ifølge psykolog Jerome Bruner er det i udvekslingen af historier om vores eget og andres liv, at identitet konstrueres. Han taler om et samfunds normer for liv og handling som bygget op omkring narrativer om samfundets tro, viden og ønsker.

Denne folkepsykologi, som Bruner kalder det, er afgørende for at føle sig forbundet til et fællesskab. Hvis vi skal tro Bruner, er det altså ikke ligegyldigt for at samfunds fællesskab at så mange som muligt af dets indbyggere er repræsenteret i kunsten og kulturen.

Det synes jeg heldigvis, der er flere eksemler på, at vi gør i Danmark: Yahya Hassan er da stadig en undtagelse, der bekræfter reglen om, at poesi, og da slet ikke poesi af en anden generations indvandrer, bliver en bestseller. Men der er også kulturbastioner som Louisiana, der i efteråret 2015 har åbnet for udstillingen Afrika – Kultur, arkitektur og identitet og kunstnere som Helle Fuglsang, der skaber socialaktivistisk kunst i lokalområder sammen med f.eks. hjemløse i gadeperformancen Lesshomeless og afrikanske kvinder i Klæ’r skaber folk.

LessHomeLess — Helle Fuglsang indrog hjemløse i sit projekt Lesshomeless.

Andre eksempler er initiativer som Mix Copenhagen, der viser film om og fra LGBT-miljøet og en forfatter som Eva Tind, der giver stemme til historien som adoptivbarn fra Nordkorea i fotobogen do (2009) og romanen Han (2014).

Endelig vil jeg nævne NextDoor Projects danse-børneforestilling Vi ses, Rafiq-e-man!, som tager fat på den aktuelle flygtningeproblematik i fortællingen om et barn på et asylcenter i Danmark. Ved at repræsenterer de virkelige flygtningebørn og –unge, både som led i sin research og konkret i forestillingen, giver iscenesætter Ingrid Tranum Velásquez publikum mulighed for at indleve sig i livsvilkår og fortællinger, der er anderledes end deres egne.

Og især i forhold til at tage snakken med vores børn om den verden, vi lever i, er sådanne fortællinger guld værd i en tid, hvor den ekstreme flygtningesituation i Europa nok kan lukke munden på selv de bedste forældre.

Vi ses, Rafiq-e-man! spiller på Københavns Musikteater den 29. september - 11. oktober — Vi ses, Rafiq-e-man! spiller på Københavns Musikteater den 29. september – 11. oktober

Og hvad kan vi så selv gøre…
…for at åbne op for de stemmer, vi ikke hører råbe højest og de historier, der kan ligge skjult bag vores egen selv- og forforståelse? Vi kan for det første dyrke noget af den kunst og kultur, der taler med små stemmer, som jeg har nævnt nogle eksempler på her. Læs, lyt, åben øjnene – og lad jeres egne stemmer tale historierne op, når I bagefter diskuterer bogen, filmen, forestillingen eller udstillingen.

For det andet kan vi begynde at fortælle historier om os selv. Find din egen vej til at fortælle de historier, du ikke plejer at fortælle om dig selv og dit liv – hvad end du skriver facebook-opdateringer eller blogindlæg, komponerer musik eller tegner ud fra dine erfaringer, minder og refleksioner, er det en måde at vise andre, hvem du er. Og husk: vi gemmer alle på små eller store fortællinger, som fortjener at blive fortalt.

august 27, 2015november 28, 2016

At fortælle med hele dig

[Ida Marie Fich er kommunikations- og udviklingsmedarbejder hos Karen Toftegaard PR & Kommunikation]

Lige siden, jeg kan huske, har jeg elsket at fortælle historier. Som barn skrev jeg for eksempel en julekalender-føljeton til min søster og optog improviseret Melodi Grand Prix på kassettebånd – med mig som selv som både vært og skiftende sangere. Er det at fortælle historier?

Ja, historier er meget mere og andet end dem, vi f.eks. læser i en bog eller får fortalt i en film, hvor vi ikke selv er medskabende. Jeg har selv har haft stor glæde af at synge som en måde at udtrykke mig på, der er mere intuitiv og kropslig, end når jeg bruge mit sprog og min stemme intellektuelt. Men at synge er blot en af de måder, vi kan udtrykke os kreativt på.

Når vi får chancen for at kommunikere gennem billeder, musik, sanser, bevægelser og leg udfolder og udfordrer vi vores måde at fortælle historier på. Men hvorfor fortæller vi overhovedet?

Vi fortæller os selv
Størstedelen af vores hverdagsoplevelser og viden er ifølge Mark Turner, professor og forfatter til bogen Den litterære bevidsthed (2000), organiseret som historier. Det ligger altså dybt i vores måde at tænke og handle på at sammensætte fortællinger – simpelthen for at skabe mening i vores liv.

Tænk blot på, når du forsøger at skabe orden i detaljer fra din hverdag eller i dit liv som helhed, og hvor mange narrative konstruktioner, du tyer til: ”Hvis jeg ikke havde skiftet job, havde jeg jo ikke mødt … Og tænk engang, hvis vi kunne rejse til Indien og…”.

Men én ting er de historier, vi hele tiden helt automatisk konstruerer om os selv og menneskene omkring os. Noget andet er de historier, vi fortæller med et bredere arsenal end vores sprogligt litterære bevidsthed – med hele vores krop, sanser, rummet og menneskene omkring os.

Det er det, man kan kalde ”æstetisk læring”, hvilket ifølge forfatterne bag bogen Æstetisk læring (2006), Bennyé Austering og Merete Sørensen, er ”en sanselig symbolsk form, der rummer en fortolkning af os selv og verden, og som kan kommunikere fra, til og om følelser.”

Lyst til at lege
Når vi bruger den æstetiske form til at skabe noget med, kan vi altså udtrykke os på en anden måde, end når vi blot tænker over eller taler om det. Se for eksempel, hvordan pigerne her bruger dansen og musikken til at udtrykke sig:

Eller tænk på, når du helt glemmer tiden med julepynt eller gækkebreve i hånden, når sangen i badet gør dagen lettere at starte på, eller når madlavningen bliver en leg, fordi du lader dig inspirere til at prøve noget nyt.

Du behøver ikke slå et kæmpe brød op gå til akvareltegning hver tirsdag for at udtrykke dig kreativt. Selv gennem små ting i hverdagen udtrykker vi os æstetisk og bruger ifølge Austering og Sørensen ”en medfødt trang til gennem leg og skabende æstetisk aktivitet at give udtryk for (os) selv”. De påviser også i bogen, at ”den æstetiske virksomhed er grundlæggende lystbaseret og virker stimulerende tilbage på menneskets livslyst”.

Vi kan altså simpelthen blive gladere mennesker af at skabe noget og fortælle kreativt – what is not to like?! Kan vi mon koble vores medfødte trang til at konstruere historier med lysten til at lege og skabe, når vi fortæller om os selv og verden?

Fortællinger forandrer
For noget tid siden deltog jeg i live rollespillet Before we wake, hvor jeg sammen med 20 andre var del af et syret og poetisk drømmeunivers. Her blev vores individuelle fortællinger vævet sammen til en levende og foranderlig fælles historie – fortalt med krop, stemme, objekter, lyd og lys.

Rollespillet gav mig mulighed for både at udforske min egen historie og fortælle nye historier sammen med andre i vores improvisationer. Det rummede altså både potentialet for at vokse og udvikle sig indadtil og skabe forandring udadtil; en dobbeltsidet bevægelse mange kreative fortællinger rummer.

Glad Teaters interaktive forestilling Helte er det et andet godt eksempel på, hvordan vi kan bruge fælles fortællinger til at skabe glæde og forandring:

Mødet mellem de udviklingshæmmede skuespillere og publikum omkring den iscenesatte træning af helte fungerer både som kunstnerisk, æstetisk produkt og social, skabende oplevelse. Her bliver publikum konfronteret med deres indre helt – eller mangel på samme – og inspireret til at være helte i deres eget liv ved at hjælpe andre – og altså bane vejen for forandring udenfor dem selv.

Når publikum poster selfies af dem selv sammen med heltene efter forestillingen, har den fælles fortælling allerede skabt ringe i vandet. Det er samme strategi, der er på spil, når kunstnere maler vores metrohegn, og beboerne bidrager med historier til de digte, der bliver skrevet der, og når jeg hver mandag står foran fire andre og lader min sangstemme smelte sammen med deres.

Med Vesterbrovejr blev metrohegnet omkring Enghave Plads på udsmykket med digte skrevet ud fra beboernes fortællinger om Vesterbro.

Fortæl, fortæl!
Fortællinger har en massiv kraft til at få mennesker til at mødes og skabe bevægelser i samfundet. Udover at deltage i nogle af de mange kultur- og kunstprojekter, der har et interaktivt, inddragende element, som jeg har nævnt nogle eksempler på, kan du jo starte med dig selv.

Er du fiks på fingrene, men har aldrig fået gjort noget ved dine bygge-ambitioner? Kunne de mooves, der viser sig, når du skruer op for musikken derhjemme, overføres til et dansegulv? Eller er det nu, du skal i gang med at skrive den børnebog?

Hvis vi får øjnene op for de mange forskellige redskaber, vi har til rådighed i vores krop, stemme og sanser, kan vi, tror jeg, for det første blive klogere på, hvem vi er, og hvordan vi tager plads og får en stemme i verden. For det andet kan vi endda også få mere lyst og glæde ind i vores liv.

God fornøjelse!

januar 31, 2015januar 31, 2015

Inspirerende og nærværende interviews #1 – Per Kirkeby

Per Kirkeby - Kilde:Politiken, foto: Joachim Adrian — Per Kirkeby – Kilde: Politiken, foto: Joachim Adrian

Den gode fortælling er en af stamcellerne og drivkraften i mit arbejde med kommunikation og kreative processer. Måske også derfor personlige interviews spiller en stor rolle i mine metoder – både i det helt praktiske PR-arbejde, det værdibaserede kommunikationsstrategi-arbejde og i de interviews, jeg laver til bøger og magasiner. Jeg tænker at dele inspirerende og nærværende interviews med kreative personligheder løbende her på siden. Her er det første med Danmarks store kunstner-ikon Per Kirkeby.

Camilla Stockman er en skarp og levende formidler. Hun har lavet et fint interview med Per Kirkeby. Hun beskriver samtalen med Per Kirkeby som

Vi taler om livet, som er gået, og livet, som er.

Per Kirkeby beskriver sin sidste rejse til Grønland, hvor han blev syg undervejs og fik stor hjælp fra sine to rejsefæller – Kronprins Frederik og geologi-professor Minik Rosing

Det var meget tæt og meget ømt. For at bruge min ven Ib Michaels ord: Det var sådan en rejse, man aldrig kommer hjem fra.

På trods af Kirkebys sygdom nu, så ser han tilbage på et lykkeligt liv. Camilla Stockman spørger: “Er det et lykkeligt liv? At få lov til at bruge sig selv?

Ja, det skal jeg love for! Alt hvad jeg har haft talent og kræfter til, har jeg fået lov til at udfolde. Der er ikke noget, der er gået mig forbi (…) Jeg har fået det hele.

Se hele interviewet på Politiken her

januar 6, 2015januar 8, 2015

DIWO – Do It With Others

CoreAct Det Rullende Rum foto: Andreas Bergmann — CoreAct med Det Rullende Rum på et plejehjem. Foto: Andreas Bergmann

Jeg begynder morgenen med at læse en artikel på Politiken, som giver god mening i forhold til min praksis. Den handler om DIWO (Do It With Others) sat ind i en kunstnerisk kontekst. Politiken laver simpelthen en hel artikelserie om DIWO – mine hænder klapper. DIWO er et begreb, som jeg de sidste år har rettet mit fokus på i forbindelse med mine skriverier om kreativitet. Det kaldes også BIIT (Be In It Together) som i denne artikel omkring kreativitetskulturer. Begge forkortelser er en bevægelse fra DIY-forkortelsen (Do It Yourself), hvor det er den enkelte, der skaber selv og så over til den kollektive proces og samproduktionen, hvor mennesker skaber sammen.

Processens fortælling
Især er det pointen fra Philipp Schorch, der er antropolog, museumskritiker og ph.d. med speciale i museer og kulturarv, som tænder et lys hos mig:

Jeg mener, museer selv – eller måske især de, der er banebrydende – bør interessere sig for deres egen historie ud fra et teoretisk perspektiv og gøre det på en meget synlig måde gennem udstillingerne, og forstå dem som processer, der skal afsløres, frem for produkter, som skal præsenteres.

Det er netop processen, der er mindst lige så interessant som produktet hos de kunstnere, jeg har samarbejdet med i flere år. Lige sådan med flere af de kunstnere og andre kreative, som jeg er begyndt at samarbejde med her de senere måneder, hvor jeg har skruet op på fuldtid i min egen virksomhed.

Når processen er lige så vigtig som produktet
F.eks. har jeg arbejdet sammen med performancegruppen CoreAct. De har et fokus på den personlige fortælling og vakte sidste år især opsigt med forestillingen Heidi – en rejse til Helvede med Simon Spies. De har også en anden praksis, som er mere brugerinvolverende og baserer sig meget på samtalen. De indsamler materiale og inddrager ofte personer i deres performance installationer – og gør dermed deltagerne til medskabere af oplevelsen og mødet f.eks. med DET RULLENDE RUM, hvor de er taget ud på plejehjem med et rullende rum af hyggelig stue fra et andet årti. Her har de talt med demente plejehjemsbeboere og indsamlet deres fortællinger for siden at dele disse fortællinger med deres pårørende.

Jeg har i mange år arbejdet med iscenesætter Helle Fuglsang og ser en stor værdi i hendes måde at glide ind i lokalsamfund og skabe en forandring. F.eks. har hun skabt iscenesættelser med blandt andre fiskerkoner i Fiske Auktionshallen i Hvide Sande, 33 sypiger på Elfenbenskysten, boksere i Cph Muay Thai Bokseklub i NordVest og byggearbejdere på MT Højgård byggeplads. Her tager hun udgangspunkt i det der er og gør fiskekoner, sypiger, boksere og byggearbejdere og til kreative medskabere.

33 sypiger…
Når der er tale om denne slags (scene)kunst, så giver det i høj grad lige så meget mening at vise processen, fordi der undervejs sker så mange møder og påvirkninger af praksisser. F.eks. når Helle Fuglsang møder 33 sypiger på Elfenbenskysten for første gang og begynder et kreativt samarbejde med dem. Eller når CoreAct indsamler fortællinger fra fanger i Horserød Statsfængsel under et livligt kaffebord. I det hele taget må det være sådan, at når man finder nye veje, så er det interessante i ens praksis ikke bare produktet, men også hvad der sker på vejen derhen.

Fortællingerne undervejs og bagefter er vigtige – ikke kun det færdige produkt
Det stiller naturligt også nogle andre udfordringer til formidlingen af denne form for kunstnerisk praksis. Det er lige så meget fortællingerne undervejs og bagefter, som er vigtige at fortælle – til gæster/publikum men også internt på det kunstneriske hold. Netop fordi der er tale om en bevægelse, som fortsætter og er i gang længe inden, men også undervejs. Og helt konkret fordi hele nøglen til at forstå den kunstneriske praksis ligger i at få fortællingerne rundt om med, så projektets kompleksitet begribes. En større synliggørelse af processen er netop væsentlig, fordi man hele tiden er nødt til at hjælpe folk med at forstå alt det ekstra, som ligger bag. Mange er stadig meget fokuserede på den enkelte oplevelse og vurderer ud fra nogle simple værk-idéer, der slet ikke indbefatter alle de ekstra lag, som er i de mere processuelle, co-creative kunstneriske praksisser.

Måder man kan gøre det på
Måder, man kan gøre dette på, kan være, når CoreAct arbejder med flere forskellige formater, som deres praksis kan komme til udtryk på – som performance og som udstilling. F.eks. har deres performance installation Det Rullende Rum netop været på flere plejehjem og udstillingen, der bygger på materiale derfra MIT RUM var på Hovedbiblioteket i november 2014. Eller når Helle Fuglsang i stigende grad inddrager dokumentariske kortfilm i sine værker. Og dermed også synliggør processen. Eller når Global Stories laver saloner undervejs i udviklingen af deres forestillinger. Her deler det kunstneriske hold erfaringer, diskuterer og indsamler det kunstneriske hold materiale. Også for at hjælpe med forståelsen undervejs.

Min egen praksis med de kollektive processer og samproduktioner
Jeg kommer også til at tænke på min egen praksis med de kollektive processer og samproduktioner. Den praksis, som jeg de senere år har savnet at gøre mere af. Bedst lykkedes det med udstillingen Mellem Byen – møder mellem mennesker i metropolen (2007), hvor et kuratorteam på 5 personer udviklede en udstilling med 5 kunstnere. Det handlede om møder i byen og kuratorteamet opstillede dogmer og satte rammerne for en fælles udviklingsproces for kunstnerne, der i praksis blev til et par workshop-dage. En af kritikkerne fra en af de deltagende kunstnere lød, at kuratorgruppen virkede til at have for meget fokus på processen og formidlingsformen frem for kunstprodukterne. Og det var i virkeligheden en helt spot-on-kritik. Jeg var på det tidspunkt meget optaget af at finde den der form for den kollektive proces. Den der form, hvor folk deltager og bidrager kollektivt til en proces.

DIWO-Iværksætter
Jeg havde arbejdet kollektivt fire år med udviklingen af VILDSKUD – festival for independent teater, som jeg var med til at grundlægge i 2002 med første festival i 2003. Da jeg stoppede i 2005 var jeg allerede i gang med det efterfølgende kollektive projekt – AirPlay Street Gallery – et af Danmarks første permanente udendørs gallerier. Det lå på hjørnet af Ravnsborggade og Sankt Hansgade og bestod af en plads med højtalere i og en projektor, der projicerede på en hvidmalet firkant på muren. Lydteknikken var sponsoreret af Montana, projektoren var en gammel Barco-svend skænket af Cinemateket, mens hjerte, sved og masser af tid blev investeret af et hold på 5 kvinder, der blev kaldt ”New kids on the Block” i den årlige kunstopsummering. Udstillingsstedet gav vi i øvrigt videre i 2012 til Videomøllen, der nu kører stedet i en aktiv, inddragende og kollektiv ånd. Jeg kalder det ansvarlig iværksætteri – at man sørger for at de kræfter og penge, der er blevet investeret i en platform ikke bare spildes, når iværksætternes energi i tråd med deres entreprenante natur søger videre mod noget andet.

DIWO – fremover
Her i efteråret 2014 har jeg været i en periode, hvor jeg har set meget indad og fundet frem til, hvad der ville give mening at bruge mine kræfter på fremover. Jeg har især et projekt, jeg udvikler på, som jeg glæder mig meget til at fortælle om. Det er i sin natur netop baseret på en samproduktions-model, fordi den forskel som projektet skal gøre tager hånd om komplekse udfordringer. Projektet ligger i krydsfeltet mellem konstruktiv journalistik, digital networked storytelling og (kultur)formidling.

Derudover tænker jeg min praksis fremover som en række partnerskaber med forskellige mennesker. Det gør det fleksibelt samtidigt med at der også er mulighed for kontinuitet i de samarbejder, der giver ekstra god mening.

oktober 29, 2014januar 4, 2015

Fortællinger der forandrer

Jeg blev for nylig spurgt af en leder i en større virksomhed om nogle eksempler på historiefortælling, der kunne hjælpe ham med forandringsprocesser i sin medarbejdergruppe. Han følte sig frustreret, fordi han flere gange oplevede, at medarbejderne sagde nej til den forandring, som han gerne ville gennemføre. ”Har du ikke nogle eksempler på fortællinger, der kan gøre det nemmere for mine medarbejdere at forstå forandringen,” spurgte han. Jeg kom hurtigt i tanke om et par titler, som jeg synes synliggør, hvad der egentligt er på spil i forandringsprocesser på en letforståelig måde.

”Isbjerget smelter”
Den første bog er en lille genistreg fra den anerkendte Harvardprofessor og bestsellerforfatter John P. Kotter. Han har skrevet mange af ”de dyre” bøger med mængder af de mere abstrakte ord, som giver mening for ledere, men ikke giver så meget mening for dem, som lederne skal lede. “Isbjerget smelter” er anderledes. Den er netop skrevet i et sprog, som er til at forstå for alle og som en fortælling langt de fleste kan identificere sig med. Det er simpelthen excellent formidling, fordi han vælger at skrive, så fortællingen kalder på hjerte, genkendelse og smil.

John P. Kotter fortæller i ”Isbjerget smelter” om en pingvinflok, der finder ud af at isen er ved at smelte. Fortællingen handler om hvordan de forskellige pingvintyper, som til forveksling minder om mennesker, vi kender, vælger at forholde sig til den forestående forandring. Nogle kaster sig ud i at finde en løsning på problemet. Andre bliver deprimerede. Andre igen ignorerer selve det faktum at isbjerget er ved at smelte – akkurat som vi kender det i organisationer og for den sags skyld også familier. Vi reagerer forskelligt på forandringer.

Se John P. Kotter og en pingvin fortælle om bogen her:

Hvem har flyttet min ost? af Spencer Johnson

”Hvem har flyttet min ost?”
Vore forskellige reaktionsmønstre på forandring er også pointen i den letlæste “Hvem har flyttet min ost? – en enestående måde at arbejde med forandring i dit arbejde og i dit liv” af Spencer Johnson. Jeg læste den selv på en halv lyntogtur mellem Aalborg og København. Den handler om to mus og to menneskelignende figurer, som går ind i en labyrint for at finde ost. En dag finder de en masse ost på en station og bliver stjernelykkelige. De spiser løs og dagene går. Langsomt svinder osten ind, men det er som om menneskefigurerne ikke lægger mærke til det.

Forskellige reaktioner på forandring

En dag er der næsten ikke mere ost tilbage. Musene gør klar til afgang for at finde en ny ostestation. Menneskefigurerne er overraskede over situationen og har slet ikke lyst til at forlade det trygge sted, som de kender så godt. Den ene tør ikke helt begive sig ud i labyrinten, hvis ikke han får opbakning. Den anden er overbevist om, at nogen har taget hans ost. Det er derfor kun mest rimeligt, hvis de straks leverer den tilbage. De to figurer bliver der indtil de næsten ikke har flere kræfter tilbage. Den ene vover sig ud, selvom det føles voldsomt utrygt. Det ender med at han finder en ny ostestation, hvor han opdager, at musene allerede længe har nydt livet. Den anden blev tilbage.

Det er igen et enkelt budskab om, at vi reagerer forskelligt på forandring. Og om hvor svært det kan være at forlade det kendte – ens komfortzone. Og ikke mindst at dem, der er indstillet på forandring også nemmere finder og etablerer en ny god måde at leve på.

Brug bogen som udgangspunkt i en samtale

Fortællingen er indrammet af en mere konkret samtale mellem gamle studiekammerater, der møder hinanden igen efter flere års adskillelse. De diskuterer hvordan de selv forholder sig til forandringer i deres konkrete liv. Og hvordan de opfattede hinanden som mennesketyper. Derfor er den netop også god at bruge til at sætte gang i en samtale i en organisation om, hvordan man selv reagerer på forandringer.

“Alkymisten”
Til sidst nævnte jeg ”Alkymisten” af Paul Coelho. Mest fordi det er en fantastisk smuk fortælling om at følge sine drømme. Den handler også om hvilke modstande, der kan være undervejs. Og så handler den om at blive ved og ikke give op, lige inden det lysner forude. (Det sker desværre for mange, at de mister modet lige inden de når i mål med en drøm, der betyder meget for dem.)

”Lær dem at længes efter det åbne, endeløse hav”
Og lige da vi var ved at skilles, deler jeg mit yndlingscitat fra ”Den lille prins” af Antoine de Saint-Exupéry med ham, fordi jeg fornemmede, at han kunne bruge det som inspiration til at lave forandringer i sit eget lederskab: ”Hvis du vil bygge et skib, så trom ikke folk sammen for at skaffe træ og fordele arbejdet, men lær dem at længes efter det åbne, endeløse hav.” Hvis man vil vække en længsel hos andre mennesker, så kræver det, at man forstår, hvad det er som rører sig i dem. Det kræver, at man forstår hvordan mennesker reagerer forskelligt på netop forandringer. Hvordan mennesker knytter forskellige tankesæt og handlemønstre til det at følge en drøm og gøre den til virkelighed. Men fælles for de fleste er at det begynder med en længsel. En længsel efter noget som de tror er bedre, end det de kender.

september 8, 2014september 12, 2014

Fortæl i stedet for at “sælge”

I mit arbejde med PR & Kommunikation i kulturområdet møder jeg en del, som har et lidt ambivalent forhold til at sælge. Selvom mange har accepteret at de er nødt til at sælge det de laver til pressen og publikum, så er det langt fra noget, de holder af at gøre. Og det kan mærkes.

Er det der sælgeri bare ikke dig?

Jeg holder en workshop for kreative personligheder, der synes det er “lidt pres” at skulle sælge sig selv (den 4. oktober). Måske fordi de ikke helt ved, hvordan de skal gøre det – eller finder det grænseoverskridende, fordi det der ”sælgeri” bare ikke er helt er dem. Allermest er det faktisk virkeligt irriterende, for mange kan godt se, at dem, der ikke har noget imod at sælge, klarer sig rigtigt godt. Selvom dem, der sælger sig selv, lad os bare sige det, som det føles, ikke nødvendigvis er bedre til deres fag, end mange andre.

Fortæl historien om det du skaber

Egentligt vil mange kreative personligheder meget hellere koncentrere sig om at skabe det, der giver mening for dem. Og så må der godt være en eller anden PR-dame eller producent, som fikser det der med pressen, markedsføringen og salget til andre. Min og andres erfaring viser bare gang på gang, at de allerbedste resultater kommer, når man selv er med til at sælge og fortælle historien om det, man skaber. Det virker både mere troværdigt og I bliver også flere der arbejder for den samme sag – nemlig at bringe det, I har skabt sammen ud i verden. Det kræver selvfølgelig et vist mod og en vilje til at blive synlig for andre. Men det bliver væsentligt nemmere, hvis man har forberedt dig inden.

Fortæl i stedet for at sælge

De færreste mennesker med en passion for kunst og kultur bryder sig om at føle sig som en brugtvognsforhandler. Der er lige som noget værdimæssigt, som ikke rigtigt harmonerer. Det handler, som så meget andet, om at se på det fra en vinkel, som giver mening for en. F.eks. gav det rigtigt meget mening for mig, da jeg begyndte at skifte ”sælge” ud med ”fortælle”. For at fortælle historier var jo noget af det, jeg holdt allermest af. Jeg er meget nysgerrig på andre mennesker. Når jeg er ude, bemærker min kæreste ofte, at jeg nu lytter igen til nogle andres samtaler. Og så laver jeg fortællinger om dem – hvem de lige har kysset, hvad de drømmer om i det inderste og hvordan de en dag kunne ændre verden.

Min bedstefar fortalte mange historier – om Vildmosen og ting, han havde oplevet – eller i hvert fald sagde han havde oplevet. Jeg tvivler på, at han nogensinde var bokser i virkeligheden eller havde set ægte spøgelser. Når du fortæller historierne om det du brænder for, så bliver det meget nemmere for andre mennesker at begribe, hvilken værdi, det kan have for dem.

LÆS MERE OM WORKSHOPPEN “FORTÆL DIG SELV (OG DIT PROJEKT), SÅ DU BLIVER KLAR OG SYNLIG FOR ANDRE” – 4. oktober kl. 13-17

Se nu for eksempel hvordan Mac fortalte om deres første iPad – ingen er i tvivl om at den tynde plade er lavet af et hold usædvanligt passionerede, kreative folk. De fortæller om den forskel de gør med deres nye opfindelse.

Og så er der Ikeas satiriske kommentar med deres lancering af deres IKEA-kataloget. Historiefortælling er jo ikke bare noget bedstefædre gør – det finder sted på så utroligt mange måder. Ikea fortæller med et humoristisk overskud.

Ekstramateriale – til dem, der har lidt ekstra tid:

Se lige Macs allerførste video fra da det hele begyndte. De lavede historiefortælling ved at indskrive sig selv i historien ved at tydeliggøre hvilken stor forskel, de bidrager med. Der er ikke noget at sige til at det er en religion – retorikken omkring Mac’en er en religion og har været det lige siden begyndelsen. Det er godt lavet.

juni 30, 2014juni 30, 2014

#LikeAGirl

Hvem vil ikke gerne føle sig værdifuld?

Always har lavet et fantastisk stykke værdibaseret kommunikation i form af en reklame for hygiejnebind, der ikke viser endnu en variant af farvet væske, som hældes ud over hygiejnebinde. Eller forskellige grader af glad, livlig kvinde, der slet ikke mærker, at hun har menstruation, fordi hun bærer vidunder-bindET. Always går med denne reklame et skridt videre fra hvilken værdi produktet kan tilføre kunden. De vælger en sag med et budskab, som giver kunden en følelse af at være værdifuld. En sag som gør kvinder stolte og ser deres medsøstre på en anderledes måde. En sag som de gerne vil dele med andre og sprede.

Folk glemmer aldrig, hvilke følelser, man vækker i dem

Det får mig til at tænke på et Maya Angelou citat:
“People will forget what you said, people will forget what you did, but people will never forget how you made them feel.”

Og denne reklame går netop ind og ændrer en følelse. I stedet for det ubehag, den skam og det mindreværd, der kan være forbundet med ”at løbe som en pige”, så har Always i stedet elegant kapret og redefineret #LikeAGirl, så kvinder bliver mindet om, at de er værdifulde og stærke. Derfor er denne reklame genialt tænkt. Always tager en position som forandringsagent og går lige i hjertet på (i hvert fald en del) kvinder. Samtidigt forholder de sig med den handling netop til det faktum, at der findes mange elementer i vores kultur, der fremmer mindreværd og skam hos kvinder. Reklamen er flere skridt væk fra en pseudo-videnskabelig reklame med farvet væske eller en positiv psykologi, der intenst fortrænger det ubehag, der også kan være ved at have menstruation.

Always gør en forskel

Always gør en forskel, fordi de selv tager et værdipolitisk standpunkt og inspirerer andre til at gøre det samme. Næste gang jeg skal købe bind, så køber jeg Always (måske lidt for meget information – eller i hvert fald på kanten til det intime, men jeg tænker, at det i denne sammenhæng lige går an.)

maj 19, 2014august 18, 2014

Fortæl det der giver værdi

Nogle gange får man ikke fortalt det, der giver værdi for dem, man taler med. Og det er ærgerligt – i hvert fald hvis man har noget, som man mener kan give andre værdi. Noget man gerne vil sælge.

Fortæl den bedste fortælling

En dag var jeg inde i en nyåbnet kagebutik. Kagerne så lækre ud og indehaveren virkede sød og behagelig. Jeg var nysgerrig og stillede flere spørgsmål – bl.a. “Hvordan forholder du dig til økologi?” Jeg gjorde med vilje spørgsmålet åbent, så der kunne komme hvad som helst svar. Hun valgte at svare:”Det bliver hurtigt ret dyrt hvis alt skal være økologisk. Men det er jo ikke fordi jeg ikke kan lide økologi. Jeg køber da tit økologisk til min egen mad derhjemme.” Det fik mig til at blive i tvivl om hvad hun egentligt puttede i sine kager – ikke nødvendigvis det bedste. Det købte hun dog til sig selv. Hun har helt sikkert ikke ment det ondt, men hendes fortælling kom til at virke som et forsvar og som om hun ikke ville give sine kunder det bedste. Jeg ville have fået meget større tillid til hende, hvis hun i stedet havde svaret: “For mig er det utroligt vigtigt med den gode smag. Derfor går jeg ikke kun efter de økologiske produkter, men efter de råvarer, som giver den bedste smag.” Der ville hun i stedet tale til den side i mig, som bliver skuffet, når nogle af de økologiske produkter ikke helt leverer i forhold til smagen. Det skal retfærdigvis tilføjes, at hendes kager var meget velsmagende – så fokus på smagen ville have været helt i tråd med virkeligheden.

Det er utroligt vigtig at være klar på, hvilken fortælling man fortæller om sig selv og det man sælger.

Jeg lavede en workshop for en gruppe koreografer på Dansehallerne forleden. Formålet var at styrke deltagerne i at fortælle om deres kunst – til deres publikum. Udover at jeg elsker at lave workshops, så var det interessant at opleve den forandring, der skete undervejs. Der voksede en bevidsthed om detaljerne i ens egene fortællinger, hvordan de blev oplevet af andre og især hvordan det virkede, når man hørte sine egne ord genfortalt. Vi fik også skabt et konkret billede, hvem deres publikum var – og det forandrede også fortællingerne, når man pludselig skulle forholde sig til en konkret person.

Vi skiltes i opløftet stemning og weekendparate. En af deltagerne gav en meget konkret feedback “Jeg er overrasket over, at det var så jordnært og brugbart. Jeg har lyst til at gå hjem og arbejde med det samme.”

Der var i det hele taget god feedback og jeg kunne mærke, at workshoppen ramte et behov, som jeg har bemærket i mit samarbejde om PR & Markedsføring med kreative personligheder: “Hvordan fortæller jeg det, jeg brænder for, så det giver mening og værdi for andre?” Der kan være mange følelser og overbevisninger, som går ind og spænder ben for, at man får fortalt den fortælling, som fremstiller ens projekt på den bedste måde. Det handler ikke om at lyve. Det handler om at trække de positive sider frem – om IKKE at sætte sit lys under en skæppe. Om at fremkalde sig selv.

Jeg gør nu workshoppen endnu skarpere og laver den igen onsdag den 24. september kl. 15.00 – 19.00.

WORKSHOP: HVORDAN FORTÆLLER JEG DET, JEG BRÆNDER FOR, SÅ DET GIVER MENING OG VÆRDI FOR ANDRE?

Hvornår: lørdag den 4. oktober kl. 13.00 – 17.00

Hvordan: Inspirationsoplæg og konkrete øvelser – alene og i samarbejde med de øvrige deltagere. Du går fra workshoppen med en konkret fortælling, der giver mening og værdi for dem, du henvender dig til.

Hvem: Kreative personligheder, der vil blive bedre til at sælge deres projekt/produkt, så det giver mening og værdi. Der kan være max 12 deltagere så der er plads til den enkeltes fortælling.

Hvor: Miss Kato Productions v. Karen Toftegaard, Drogdensgade 6 st, DK-2300 København S.

Prisen er 795,- kr. ex moms.

EARLY BIRD PRIS ved køb senest den 4. september: 495,- kr.

NB: Inkluderet er smagfulde forfriskninger, arbejdspapirer samt en engageret og erfaren workshopholder med høj energi og en vis humor.