Når kunsten bliver for indforstået

Du kender det sikkert godt fra dig selv. Du er rigtig godt i gang med et projekt, kender alle aspekter og tanker bag og du ved bare, at det bliver godt.

Når du står der, lige midt i det hele, kan det være svært at se på arbejdet udefra. Og endnu sværere at forklare dit projekt for andre. Især hvis projektet er et hjertebarn. Noget, du har arbejdet på længe eller måske et projekt med et budskab, som du brænder mere for end noget andet.

Når du sidder der – midt i dit projekts centrum – og giver dig i kast med at beskrive det for andre, så går det ofte lidt skævt.

Når kunstneren selv beskriver sit værk er det ikke sikkert, at andre forstår det.

 

Sådan ser det i hvert fald tit ud fra modtagerens synspunkt. Jeg ved det, for jeg har i mange år siddet på den anden side og været den, der modtog pressemeddelelserne om de mange hjertebarnsprojekter.

Og netop det med at være modtager frem for afsender, har jeg lovet Karen Toftegaard at skrive lidt om her. For som jeg ser det, så er der er ganske simpel opskrift på, hvordan du sikrer dig, at dine modtagere forstår, hvad du skriver om.

 

En modtagers udfordringer

Som beskrevet i mit sidste indlæg her på siden (det her) er jeg blogger (kulturmor.dk), teateranmelder og tekstforfatter – og i disse sammenhænge modtager jeg naturligvis nogle pressemeddelelser og anmelderinvitationer fra diverse teatre og producenter. Men i gamle dage, sad jeg på redaktionen på den elektroniske kulturguide, KultuNaut og koordinerede deres daværende anmelderkorps.

Her startede jeg hver morgen med at scrolle indbakken med pressemeddelelser igennem for at se, om der var noget, som havde relevans for anmelderkorpset (dvs. teater, film, bøger, kunst og musik, som var de emner, KultuNauts anmeldere dækkede).

Men der var måske hundrede mails dagligt. Om alt fra strikkeklubber, loppemarkeder og foredrag om sund livsstil til nye forlystelser i Tivoli, forskningsresultater og lokalpolitiske udmeldinger. Sikkert nogenlunde samme situation, som de fleste nyhedsredaktioner oplever i dag.

På en dårlig dag, hvor tiden var knap, sprang jeg alt over, hvor jeg ikke tydeligt kunne se, at afsenderen var relevant (filmselskab, teater, museum, forlag etc.). Dvs. alle mails fra de mindre steder, hvor afsenderen bare er et navn, blev slet ikke læst.

Jeg åbnede mails hvor emnefeltet var noget a la ”Ny teaterforestilling for…” eller ”Åbning af kunstudstilling på…” eller måske ”Pressevisning af…” Dermed var der også mange hundrede mails, som ikke blev åbnet.

Et eksempel på, hvordan formidlingen af et værk har stor betydning for, hvordan det modtages i sidste ende.

 

Se det hele lidt oppe fra

Nu tænker du måske, at problemet kun opstår, når den skabende kunstner (eller en anden person, der er tæt forbundet med projektet) også skal agere pressemedarbejder og skrive pressemeddelelsen om værket. Men det er desværre ikke tilfældet. Ikke udelukkende i hvert fald.

Jeg oplever også forholdsvist ofte at modtage pressemeddelelser både fra mellemstore teatre med egen presseafdeling og fra professionelle kommunikatører, der ikke laver andet, men hvor jeg alligevel slet ikke kan se, hvad det er, de vil mig.

Lad mig give et eksempel fra scenekunsten, som er den genre, jeg oftest modtager pressemeddelelser omkring. Jeg modtager en mail fra en kulturproducent. På en god dag er emnefeltet ”Anmelderinvitation” eller ”Ny teaterforestilling fra …”, men på en mindre god dag kunne det være ”Nyt, banebrydende værk gør op med globale kriser” eller ”Frygt ej for de vilde drenges pile”.

Og ja, de to sidste emnelinjer lyder unægteligt mere interessante end de første to, men problemet er, at jeg sjældent finder en brugbar forklaring på emnelinjerne inde i selve mailen. Det står på ingen måde klart, om der er tale om teaterforestillinger, kunstinstallationer, en bog eller noget helt fjerde. Og det er en skam.

Det er rent faktisk sket flere gange, at jeg har modtaget mails, som jeg – selvom jeg læste dem fra ende til anden flere gange – helt enkelt ikke forstod. Jeg fandt aldrig ud af, hvad henvendelsen drejede sig om. Somme tider skriver jeg tilbage og spørger. Andre gange dropper jeg dem uden flere undersøgelser.

 

Lad ikke dit arbejde være spildt

Den skabende kunstner arbejder med værket længe. Fra den første spæde idé gennem hele processen til det færdige produkt. Når samme kunstner selv skal beskrive denne teaterforestilling for udenforstående, bliver det ofte problematisk. Og det samme gør sig gældende, når PR-bureauerne bliver for indspiste i branchen.

De mister let jordforbindelsen og er ikke i stand til at se det hele lidt udefra. Måske mangler de “almindelige mennesker” til at teste deres pressemeddelelse på. Hvis moster Olga på 75 ikke forstår, hvad det handler om, så gør alle de andre modtagere sikkert heller ikke.

Mit bud er, at det hele let bliver for indspist. Hvis man til daglig – uanset om man er skabende kunstner, professionel kommunikatør eller pressemedarbejder – færdes blandt kunsten og de mennesker, der skaber den, så bliver talen om værkerne også meget indforstået.

Alle ved da hvem Aleksa Okanovic, Hilde Ingeborg Sandvold eller Elliott Crosset Hove er! Ingen grund til at introducere dem. Eller? Men nej, det ved alle ikke. Og det værste du kan gøre er, at få din modtager til at føle sig uden for. Eller føle sig dum, fordi han/hun ikke aner, hvem du taler om.

Der ligger så megen forhistorie bag enhver pressemeddelelse. Så megen viden i den hjerne, der udformer den og som samtidig skal formå at hæve sig op over processen, se det hele lidt ovenfra og sagligt beskrive det for andre. Det kan føles umuligt, men det er det altså ikke.

For selvom det for alle de indforståede virker livsnødvendigt at have alle små aspekter i værket med i pressemeddelelsen, så er det modsatte faktisk tilfældet. Det hele skal ikke beskrives i den pressemeddelelse, tværtimod. Men alligevel bliver den sjældent så kort og præcis, som den burde have været – uanset afsenderen.

Dermed risikerer du som skabende kunstner, formidler eller PR-medarbejder, at ingen forstår, hvad du har skabt. Hvad det er, du vil fortælle. Og hvis modtagerne ikke forstår det, så formidler de heller ikke budskabet videre til dit potentielle publikum. Og i sidste ende kan dit arbejde være nærmest spildt.

 

Beskriv HVAD, HVOR og HVEM

På kulturredaktionerne rundt om i landet modtager de flere hundrede pressemeddelelser hver uge. Og det er de færreste redaktionssekretærer, der lige hurtigt kan gennemskue indforståede overskrifter, en lang temabeskrivende indledning eller en kunstnerisk forklaring på værket.

Modtageren vil gerne bare vide HVAD det drejer sig om, HVOR det foregår og HVEM, der står bag. De informationer bør fremgå af de første linjer. Gerne allerede i emnefeltet, hvis der er tale om en mail (og det er der som regel). Og når alle de basale informationer er afgivet, så er det ok, at vise lidt mere kunstnerisk indhold frem.

Jeg mener ikke, at afsenderen skal tale ned til modtageren. Men du kan på den anden side heller ikke forvente, at modtageren ved, om du laver dansekoreografier, malerier eller musik. Du er nødt til at skrive det direkte.

Laver du teater, så lad afsendernavnet afspejle det. Og det samme gælder emnefeltet. Gentagelse skader ikke. Tværtimod er du så mere sikker på, at modtageren fanger budskabet.

Så helt groft opstillet er her tre gode råd til dig, der skal skrive og udsende en pressemeddelelse.

  1. Sørg for at have en tydelig afsender – ikke bare dit navn.
  2. Skriv et kort og meget konkret emnefelt, så der ikke er tvivl om, hvad din mail indeholder.
  3. Start din mail med at beskrive HVAD, HVOR og HVEM. Så kan du altid gå i det mere kunstneriske mode efterfølgende.

Og alternativt – bed om hjælp! Få en udenforstående til at formulere din pressemeddelelse i stedet.

Fremtidens kulturjournalistik – kulturelitens interne debat?

kulturjournalistik trine wøldiche

Torsdag den 28. september afholdtes en konference på Aarhus Teater med titlen ”Fremtidens kulturjournalistik”.

I praksis kunne alle med interesse i emnet købe sig en billet til konferencen. Men i realiteten var deltagerne en samling bestående hovedsageligt af kulturformidlere og kulturproducenter. En flok, der fra scenen flere gange (lidet flatterende) blev omtalt som ”kultureliten”.

Personligt hører jeg selv til den første gruppe. Altså kulturformidlerne. Jeg er uddannet i Moderne kultur og kulturformidling på Københavns Universitet – hvorfra jeg også netop kender Karen Toftegaard som en tidligere underviser.

Jeg driver bl.a. bloggen kulturmor.dk (om litteratur og teater til børn, unge og voksne) som en kanal for begejstringsdeling af kulturelle oplevelser, og så arbejder jeg professionelt som tekstforfatter og skriver teateranmeldelser til Information (helt oldschool med papiravis og det hele).

 

Har kulturjournalistikken en fremtid?

Karen inviterede mig til at skrive indlægget om konferencen med ønsket om at få optegnet nogle af de hovedtemaer, der blev behandlet – og gerne få et bud på, hvad pointerne ift. fremtidens kulturjournalistik så egentlig er.
På forhånd virkede det som en smal sag, men virkeligheden er mindre sort/hvid.

Arrangørerne bag konferencen (bl.a. Have Kommunikation, DMJX, Aarhus Teater og Aarhus 2017) havde på forhånd præsenteret et temmelig ambitiøst program. Tenderende til det urealistiske.
Du kan se programmet for konferencen her.

Godt nok nåede vi gennem samtlige programsatte punkter, og alle de planlagte oplæg og debatter blev gennemført. Men indlæggene blev indimellem gennemført i et tempo så forhastet, at publikum slet ikke nåede at tage informationerne ind og overveje spørgsmål, før programpunktet var afsluttet og næste deltager var kaldt på scenen.

Det havde nok fungeret bedre med lidt færre elementer og lidt mere tid til debat. For det er jo i debatten, at de nye tanker for alvor har mulighed for at træde frem. Det er jo der, man kan høre de alternative vinkler fremfor blot de kendte.

 

Aarhus teater Christian Have
Anne Middelboe Christensen, teateranmelder for Information og medlem af Reumert-komiteen, måtte desværre melde afbud til moderatorjobbet, så dagen blev ledet som et one-man-show af Christian Have fra Have Kommunikation.

 

Lokale og internationale vinkler

Der var bred spændvidde både på deltagere og emner ved konferencen. I mine øjne både den største styrke og den største svaghed.

Fra de lokale, aarhusianske synsvinkler repræsenteret ved Marlene Boel, Indholdschef på TV2 Østjylland og Jan Schouby, Chefredaktør på Århus Stiftstidende, til de mere internationale indslag med Eleni Stefanou, So-Me producent hos The Guardian, Chris Shipman fra Royal Opera House og Patrick Bahners, kulturkorrespondent hos Frankfurter Allgemeine Zeitung.

Ideen om det internationale perspektiv virkede fornuftig nok på papiret. Men langt bedre kunne tiden have været brugt på at diskutere på tværs af salen de aktuelle, danske problemstillinger, som kulturjournalistikken er stillet over for. For det blev der aldrig rigtig hverken tid eller plads til i programmet.

 

Hvorfor denne debat?

Men hvad er egentlig problemet? Hvorfor overhovedet have denne debat om kulturjournalistikken?

Mange af de traditionelle medier mister terræn. De skal spare og nedprioriterer deres kulturjournalistik og i særdeleshed anmeldelserne. De har desuden svært ved at fange de yngre læsere og dropper derfor det stof, som netop ville have tiltrukket de yngre – som f.eks. kulturstoffet.

Gunnar K. Madsen fra Dansk Rock Samråd mener, at frafaldet af de unge avislæsere forstærkes netop ved samme avisers manglende ungdomsvinkling. Det er som en (ond) spiral. Men i hans optik er det ikke nødvendigvis skidt. Det er blot en konstatering af en naturlig proces.

Ifølge Gitte Ørskou, direktør for Kunsten i Aalborg og formand for Statens Kunstfond, ligger kulturjournalistikkens problem i en alt for gammeldags tankegang. Hun mener slet ikke, at kulturjournalisterne i Danmark har opdaget, at kunsten nu lever sit eget liv.
Kulturjournalisterne tror stadig, at de formidler noget elitært til folket. Men det kan kunsten sagtens selv klare. Den er for længst blevet spiselig for alle.

Så vidt, så godt. Det var kulturproducenternes vinkel. Men hvilke problematikker påtalte så medierne?

Der var stemmer til stede på konferencen, som mener, at problemerne handler om, at de nuværende kulturjournalister er fedtet helt ind i kulturbranchen og derfor ikke længere er uvildige og i stand til at forholde sig kritisk til den kunst, der skabes. Både fordi de er blevet venner med kunstnerne og måske endda selv har fremtrædende poster inden for kulturfonde, -priser mv.

Især René Fredensborg, journalist og vært fra Radio24syv, efterspurgte både mere dybdegravende journalistik og mindre skulderklap. “En kulturjournalist er ikke venner med nogen” sagde han og tilføjede, at det i  hvert fald burde være sådan. Men sat på spidsen, så burde det vel gælde for alle typer journalister så!

Mette Davidsen-Nielsen, kulturredaktør på Politiken, tilslutter sig for så vidt kritikken af en branchen og tilføjer, at kulturmedierne er en indspist flok, hvor kritikken let udebliver. Og at kulturbranchen i Danmark er så lille, at ingen tør kritisere den indefra af frygt for at ryge ud i kulden.

 

Ingen svar, kun nye spørgsmål

Da Karen bad mig skrive dette indlæg, bad hun mig tage udgangspunkt i følgende spørgsmål:

  • Hvad er pointerne om fremtidens kulturjournalistik?
  • Hvor er vi på vej hen?
  • Hvad er udfordringerne for den nuværende kulturjournalistik?
  • Hvad skal der til for at skabe en reel forandring for kulturjournalistikken?

Jeg havde håbet, at jeg nok efterfølgende i hvert fald ville sidde tilbage med en idé om, i hvilke retninger svarene på ovenstående kunne gå. Men det gør jeg ikke. Tværtimod.

Overordnet set var der ingen fælles begrebsforståelse til stede på konferencen. Der var ganske enkelt ikke enighed om, hvad begrebet ”kulturjournalistik” dækker over.

For nogle var det anmeldelser. For andre var det formidlingen af kunst. Og for andre igen er kulturjournalistik alle former for journalistisk formidling af kulturelle emner og begivenheder. I så fald dækker det alt fra indlandsstof til lokalpolitik.

Hver deltager opfatter fænomenet kulturjournalistik ud fra sit eget ståsted. Jakob Steen Olsen, teateranmelder ved Berlingske, efterspørger en en bred diskussion om kunst – parallelt med de saglige anmeldelser, mens Tine Smedegaard Andersen, kulturdirektør i DR, mener, at det vigtigste er, at kulturjournalistikken både beskæftiger sig kritisk med kulturinstitutionerne og tager formidlingsrollen på sig. Hun mener ikke, at det må gå hen og blive et spørgsmål om enten eller.

Personligt tænker jeg kulturjournalistik som formidling af kunst og kulturelle oplevelser over en bred kam. Uanset om det handler om en reportage fra Aarhus Festuge, en foromtale af en ny kunstudstilling for børn eller en anmeldelse af Inger Wolfs nyeste krimi.

kulturjournalistik kulturliv debat
Debat mellem kulturlivets aktører: René Fredensborg (Radio24syv), Rikke Øxner (Aarhus Festuge), Gunnar K. Madsen (Dansk Rock Samråd), Tine Smedegaard Andersen (DR), Allan Aagaard (Aarhus Teater) og Jakob Steen Olsen (Berlingske).

 

Rigtig anmelder vs. kvindelig amatør

Mette Davidsen-Nielsen fik blandt andet sagt om den nuværende, danske anmelderstab, at det ville være ”dejligt, hvis de ikke alle var mænd over 50”.
Et emne, der igen blev taget op fra publikum som et spørgsmål til de internationale paneldeltagere, hvor bl.a. Eleni Stefanou svarede på, hvordan man på The Guardian forsøger at tale mere til og fra en kvindelig synsvinkel. Selv om hun understregede, at det var svært, fordi de mandlige journalister var i overtal.

Der findes et hav af kulturformidlere i dette land. Langt de fleste af dem hører under den kategori, som Unni From, centerleder ved Journalistiske Universitetsuddannelser på Aarhus Universitet, og Nete Nørgaard Kristensen, lektor i Medievidenskab ved KU, kalder for amatører.

Størstedelen er kvinder, der blogger, podcaster, instagrammer, deler meninger og oplevelser på Facebook mv. Om enten bøger, film, teater eller kunst. Og nogle af dem er måske nok amatører. Men mange af dem kunne lige så godt have været anset som intellektuelle kulturkritikere.

Rikke Øxner, direktør for Aarhus Festuge, taler for, at man stopper med at omtale alle disse mange stemmer som amatører. Mange af dem ved lige så meget – og måske endda mere – end journalisterne. Dem bør vi også lytte til!

Flere af disse kulturformidlere har en faglig viden og en relevant uddannelse i bagagen. De ved, hvad de taler om og hvorfor de gør det. Men eftersom de etablerede medier ikke har plads eller prioriterer kulturformidlingen, finder disser formidlere deres egne veje. De skaber deres egne medier.

Det gør på samme tid udbuddet af kulturjournalistik kæmpe stort og forvandler det til lidt af en jungle for forbrugeren. For hvordan skal man lige hurtigt spotte, om den artikel man læser, er skrevet af en fagperson eller blot en anden forbruger, der havde lyst til at dele sin oplevelse? Det kan man ikke!

Grænserne flyder ud. Det er ikke længere sort/hvidt, hvem du bør lytte til og hvem du ikke bør lytte til. Hver enkelt forbruger er nødt til kritisk at vælge sine egne medier til informationssøgning. Og eftersom de fleste one-man-medier er gratis at benytte, vinder de ofte over avisernes betalingsmur på f.eks. anmeldelser.

Ifølge Anders Lange, underviser på DMJX, bør vi helt droppe snakken om, hvor svært anmeldelserne har det på de gængse medier. I stedet bør vi langt hellere fokusere på, at der findes så mange nye formidlingsmuligheder.

 

Kulturjournalistisk madpakke

For mig at se er det ikke noget, som kan eller skal ændres. Det er blot den retning, udviklingen går. Medierne – både de etablerede og de nye – må findes deres veje i den proces, der er i fuld gang. Nogle vil gå efter nicher, mens andre fortsat vil forsøge at ramme alle.

Men når f.eks. chefredaktøren på Århus Stiftstidende siger, at han på den ene side ikke vil satse på de unge, fordi de ikke gider læse hans avis, og på den anden side siger, at hans abonnenter efterhånden er så gamle, at de begynder at dø, så burde han måske snart begynde at tænke i nye baner for at undgå lokalavisens fuldstændige endeligt.

Som afslutning på sit indlæg sagde Unni From bl.a. at ”Kulturjournalistik er lidt som madpakker. Hvis de ikke bliver spist, så er de ikke sunde.”
Og det er jo netop en god pointe. For hvad nytter det, at en masse kulturproducenter og –formidlere taler sammen om kulturjournalistikken, når de ikke selv er modtagere. Der manglede en vigtig brik på konferencen om kulturjournalistik – nemlig dem, der skal ”spise” den efterfølgende.

 

Nye tider, nye tanker

Der blev taget fat på mange spændende emner på denne konference. Emner, der hver især kunne have båret en konference for sig. Emner, der kunne dykkes ned i og uddybes i det uendelige.

Der var elementer, som de fleste kunne enes om. Der var også masser af uenighed, hvilket er fantastisk. Ellers ville vi jo aldrig nå nogen vegne.

Men tanker om konkrete tiltag eller konkrete måder at imødegå den nye type kulturjournalistik på, kom der ikke frem. Det er stadig op til den enkelte journalist, den enkelte formidler eller det enkelte medie at vælge, hvilken vej netop deres kulturjournalistiske formidling skal gå.

Tanker om mit indblik i den kulturelle verdens kommunikation

Christina er 26 år. Hun er uddannet i International Politics og Development and International relations. Hun har været i praktik i Karen Toftegaard ApS og det har været en gave med hendes blik på kunsten og hendes forståelse af verden. I dag stopper hun og jeg kan kun anbefale hende varmt, fordi hun har en evne til hurtigt at gennemskue tingene, finde gode løsninger. Og så er hun sjov og utroligt behagelig at være sammen med. Her reflekterer hun over forløbet.

Karen Toftegaard


Vild med den kulturelle verden

Teater og musik har altid været en af mine store passioner. Da jeg var lille, drømte jeg om at stå på scenen i store musicalproduktioner og synge mit hjerte ud. I min ungdom så jeg meget kunst og kultur i selskab med min moster, og jeg har altid haft en interesse for teater. Her i mine midt 20’ere definere jeg også mig selv som en habil teater- og musikgænger. Kort sagt er jeg vild med den kulturelle verden. Jeg har dog altid set mig selv foran scenen og aldrig bag den. Da jeg fik muligheden for at arbejde for Karen Toftegaard ApS, var jeg derfor meget glad, for her fik jeg muligheden for at arbejde med noget, jeg virkelig interesserer mig for. Samtidig var jeg dog også noget skeptisk. Hvad kunne jeg bidrage med i denne kreative, kulturelle og kommunikative verden? Var det egentligt noget for mig?

billede-1

I det kulturelle miljø brænder mennesker for det, de laver

Igennem de sidste måneder har jeg fået et indblik i, hvad det vil sige at opsætte en forestilling. Der er en masse forarbejde op til en forestilling, blandt meget andet både hårdt og spændende kommunikations-arbejde, som jeg har været så heldig at hjælpe med. Jeg havde aldrig betragtet kommunikation som noget, jeg kunne beskæftige mig med, men jeg er blevet bekræftet i, at jeg har et vist flair for det. Kommunikationen er aldrig den samme og afhænger både af den, man vil kommunikere med og hvad der giver mening for begge parter. Derfor skal man altid overveje, hvilken strategi der ligger bag. Det har udvidet min horisont og øget min bevidsthed om, hvordan man på bedste måde formidler og sørger for, at det man gerne vil sige, også er dét man rent faktisk fortæller. Jeg har arbejdet med børneforestillinger, dans for ældre på plejehjem, produktioner der tager fat i alvorlige og store emner som krigsforbrydelser og forskellen på godt og ondt, og provokerende performance dans for teenagere osv. osv. Produktioner der alle, på hver sin måde, handler om at give folk en mulighed for at kigge ind ad. Det har været så livsbekræftende!

I det kulturelle miljø brænder mennesker for det, de laver. Det er inspirerende, når mennesker har en klar vision om, hvad de gerne vil, og at man kan hjælpe dem med at virkeliggøre den.

 

En ”alternativ” verden

Jeg har aldrig været det mest kreative menneske, så det var noget af en omvæltning at starte hos Karen. Både Karen og Stina (der var freelancer i virksomheden, da jeg begyndte) er meget kreative og alternative sjæle. Det har været super fedt at få øjnene op for en anden verden. At arbejde med Karen har udelukkende været en positiv oplevelse. Det har åbnet op for nogle nye sider af mig selv og har bekræftet mig i, at hvis man går til tingene med et åbent sind, så kan der kun komme noget positivt ud af det. Det kreative flow vi har haft på kontoret har både fået mig til at gå til opgaverne på en alternativ måde og netop tænke kreativt. Samtidigt har det helt lavpraktisk også gjort, at jeg har glædet mig til at komme på arbejde og altid set frem til de nye opgaver.

download-3

En alsidig hverdag, hvor opgaverne aldrig er de samme

Hvis jeg var selvstændig, som Karen, ville jeg nok være urolig for, hvordan den kulturelle verden er evigt foranderlig. Hvordan man springer fra opgave til opgave og aldrig kan vide sig sikker på den næste løn. Men som ansat er det netop denne foranderlighed og alsidighed, der er super fed. Ikke én opgave har været den samme siden jeg begyndte. Det kan godt være, at der har været de samme slags opgaver, men det har været med forskellige udgangspunkter og vinkler hver gang. Samtidigt er jeg blevet utroligt inspireret af Karens tilgang til tingene og positive sind. Hvis noget ikke har fungeret eller vi ikke har solgt billetter nok til en forestilling, så har vi lavet en brainstorm og fundet nye tilgange og ideer. Vi er aldrig blevet slået ud af det.  Jeg har fra første dag været inddraget i alt, hvad der har foregået og er altid blevet opfordret til at stille spørgsmål og engagere mig. Det har været med til at genetablere min tro på mig selv. Hvis du havde spurgt mig i sommers, om den kommunikative eller kulturelle verden var et arbejdssted for mig, så havde mit svar nok været nej. Men nu ser jeg helt andre muligheder, både i mig selv og eventuelle fremtidige arbejdspladser. Det har været en øjenåbner, der basker og jeg ser frem til, hvor mine erfaringer med kulturkommunikation kan føre med sig.

download-5

Min rygsæk er fyldt op med positiv energi – TAK!

Det jeg tager med videre er en tro på mig selv og mine kompetencer. Jeg har virkeligt noget at byde ind med. Samtidigt har jeg også fået åbnet øjnene for en alternativ tilgang til opgaver og bare arbejdslivet generelt. . Jeg har fået mulighed for at arbejde med og se et hav af forskellige forestillinger. Det har simpelthen været så livsbekræftende og inspirerende.  Jeg kan kun anbefale andre at gøre et stop i den kulturelle kommunikationsverden og få en masse god og positiv energi med på vejen videre.

Den kreative feminisme og hvilken betydning det har på fortællingerne om de måder, vi samarbejder på.

Christina Prüsse Jensen er 26 år og er i praktik hos Karen Toftegaard ApS. Dette indlæg er en del af serien ”Andre menneskers stemmer”. Når man har arbejdet dedikeret inden for kunst og kultur i mange år, så opstår der mange blindvinkler. Derfor er det så vigtigt at høre andre menneskers syn på forskellige aspekter i kunsten.

Karen Toftegaard


I forbindelse med den internationale performance festival WORKS AT WORK symposium “Group works? On Feminism, Friendship and Borderlessness”: Feminismen kan meget mere, end man lige tror!

I mine studier i International Politics og Development and International Relations har jeg altid haft fokus på feminisme. Hvordan feminismen som en teori og udgangspunkt er en alternativ måde at anskue det internationale samfund på. Hvordan det bidrager til en inkluderende anskuelse af verden. Den måde jeg har gået til mit studiemæssige arbejde på, har altså altid været påvirket af et feministisk perspektiv. Feminisme er for mig en tilgang til politik der gør, at man anskuer alle mennesker lige og lægger sine egne fordomme fra sig, for også at kunne betragte problematikker fra andre synspunkter. Det handler altså for mig ikke kun om, at kvinder og mænd skal have lige løn osv. Tværtimod mener jeg, at vi ved at blive ved med at fokusere på, at mænd og kvinder er forskellige fra hinanden, er med til at forstærke kønsgrupperingerne og opbygge flere barrierer. Feminismen skal altså ikke bruges som et våben mod mænd, men som et redskab der skaber en fælles forståelse.

wow7

Det gik dog op for mig til Works at Works symposiet, at mit udsyn har været begrænset til den internationale politiske sfære. Men feminismen kan bruges til meget mere end dét. Jeg har aldrig skænket det en tanke, at det feministiske standpunkt også kan gennemsyre kreative processer og performances. Jeg har været fokuseret på mit eget felt, og ikke betragtet, hvordan feminismen bruges i andre sammenhænge. Men hvor er det fedt at få udvidet sin horisont, for det er netop dét som feminismen kan – rive barrierer ned og give en et nyt udsyn.

“The WORKS AT WORK symposium “Group works? On Feminism, Friendship and Borderlessness”.

Som titlen antyder, så handlede symposiet overordnede om gruppearbejde. Samarbejde på tværs af kunstforme og landegrænser blev lifligt diskuteret og de forskellige performere havde hver deres tilgang til emnet.

wow
(Foto: Wilfred Gachau.)

Fragility, Courage and Hard work

Cecilie Ullerup Schmidt, der igennem tre år har orkestreret festivalen Works at Work lagde i sin åbningstale ud med at fortælle, at hun mente gruppearbejde handlede om ”Fragility, Courage and Hard work”. Først tænkte jeg, at gruppearbejde jo egentligt bare er gruppearbejde. Hvor svært kan det være? Men jo mere jeg summede over det, jo mere gav hendes ord genklang. For gu’ er det hårdt arbejde at arbejde sammen med andre mennesker. Vi ved alle, hvor svært det kan være at sætte en lampe op sammen med sin kæreste eller planlægge en ferie sammen med venner. Når vi så taler om samarbejde inden for kunstens verden, hvor man netop er skrøbelig og sårbar og udstiller sig selv, så kræver det virkeligt mod og hårdt arbejde at arbejde sammen.

Hvad er gruppearbejde egentligt?

Samtidigt stiller gruppearbejde også en masse spørgsmål. For hvordan kan en gruppe skabe solidaritet? Og kan gruppearbejde også være ekskluderende? Og hvad taler vi egentligt om, når vi taler om gruppearbejde i kunstens verden? Gruppearbejdet som en metode for kunstnere til at skabe en holdbart arbejdsliv sammen, er jo en meget anderledes ting end gruppearbejde som en kollektiv proces hen imod en performance.

Dagen igennem mødte vi kunstnere og performance producerende enheder, der sammen havde tacklet opgaven om gruppearbejde og alle havde godt tag i deres feministiske værdier, og hvordan dette influerede dem.

Især under samtalen mellem Samlingen og female trouble blev vi præsenteret for ideen om, at når man arbejder i en gruppe, så er det ikke kun de praktiske sider af at lave en performance der bliver lettere, men også at du tør mere, når du ikke er alene.

Samlingen

Samlingen (SE/CA/IS) lagde ud med at præsentere alle i rummet som kvinder. Alle der sad i rummet, uanset køn var en kvinde. Alle mænd der nogensinde havde ledet the Royal Danish Academy of Fine Arts, er kvinder. Man kunne være en kvinde uden hår, en kvinde der arbejdede med hår, en kvinde der hed Anna, en kvinde der hed Knud. Pointen var, at vi alle er kvinder, fordi vi alle har et fælles ståsted i det, at vi alle er til, og derfor er det ligegyldigt om vi er kvinder eller ej. Samtidig satte de fokus på, at vores arbejdshierarkier påvirker vores historiefortælling. Hvordan vi arbejder sammen har indflydelse på den måde, vi formidler. Historiefortælling kan blive gjort af en danser eller af en digter, det kan blive gjort fra mund til mund eller fra krop til krop. Det handler alt sammen om, hvordan vi vil formidle og hvad vi vil formidle. Man kan i kunsten videreformidle lige hvad man vil, for her er vi (sammen)lige hvad vi forestiller os og vi gør hvad vi forestiller os. Som de selv beskriver:

“Samlingen is about how we relate to history, how we think about working together, the hierarchies between work roles, who gets to be the boss and who should be the boss, the whiteness of the black box, the money, the sick leave and parental leave, about working only with people you want to sleep with, about stealing ideas, about feeling like you never will become anything and everyone already knows that.”

Deres performance sluttede ud i en fællesdans, hvor dansen blev betragtet som en kvinde. En kvinde der startede med fødderne velplaceret på jorden og endte med at være rystende og skrigende. I dansen kunne de videreformidle deres budskab om, at vi alle er kvinder – for i dansen er vi, hvad vi forestiller os og vi gør, hvad vi har lyst til.

En forestilling der umiddelbart virkede simpel. En flok kvinder der ytrede, at vi alle er kvinder og dernæst fik os til at danse igennem. Men budskabet var meget mere kompleks end dét. Samlingen fik mig til at tænke over, hvordan vi kan bruge kunsten til at formidle de feministiske budskaber på en meget let tilgængelig måde.  Vi kan nogle gange forsvinde i fine ord og abstrakte teorier der gør, at vi simpelthen giver op og dropper at forstå budskabet. Men her var deres performance så enkel men budskabet stod alligevel knivskarpt, til trods for dets kompleksitet.

wow-3
(Foto: Wilfred Gachau.)

Female trouble

female trouble (DE/IL/PL) fokuserede på forholdet mellem venskab og samarbejde. Er det overhovedet muligt at arbejde sammen som venner? Kan venskabet være rammen for et arbejdsrelateret samarbejde? Hvem er så ens chef? Og kan vi overhovedet arbejde uden de institutionelle normer? Spørgsmålene var mange og fik en til at sætte spørgsmålstegn ved de konventionelle tanker vi har, ikke bare om samarbejde men om livet. Hvorfor er der overhovedet et kollektiv? Og hvordan bliver man medlem? Kan et kollektiv eksistere med bare én person? Alle spørgsmål der fokuserer på vores tendens til grupperinger, både når det angår arbejde og i det offentlige rum, og hvordan vi håndterer det som et feministisk kollektiv. Det er netop spørgsmål som disse, som feminismen er så god til at tage op. Svarene kom bagefter i samtalen mellem female trouble og Samlingen. Når vi går sammen i grupper er det for at finde et kollektiv i vores ellers forskellige verdener. I kollektivet har man altid nogen at sammenligne sig selv med, nogen at dele tanker og ideer med og man er en del af noget. Når vi samarbejder udfordrer vi hvordan vi som individer fungerer og vores egen måde at arbejde på. Samtidigt skal man også være bevist om, hvilken kontekst man arbejder i og hvilke strukturer der spiller ind. Trods alt, hvad er så den kollektive intuition? Er det en person der leder de andre, eller?

wow-4
(Foto: Wilfred Gachau.)

Er samarbejdet gået tabt i det senmoderne samfund?

Cecilie Ullerup Schmidt sluttede sin åbningstale af med at sige, at hun kunne frygte at venskaber og samarbejde måske i højere grad er blevet erstattet af ”networking” i vores neoliberale hverdag. Og måske har hun ret. For handler det i vores samtid ikke i højere grad om, hvor og hvor meget man arbejder, hvilket projekt vi er i gang med og hvilket trin vi har nået på lønstigen? På kæmpe arbejdspladser kan man ende med at føle sig helt alene, for man arbejder reelt ikke med nogen. Så hvordan kan vi opretholde et kontinuerligt samarbejde?

I kunsten er samarbejdet i centrum

De forskellige performere til dette symposium illustrerede hver især i deres performance. De er ikke blot kollegaer og bekendte, men venner og familie og det finder de en styrke i. I kunsten er det netop samarbejdet der er i centrum. Den intimitet og fortrolighed man har med hinanden, den ville ikke kunne erstattes. Om det er samarbejdet mellem dem der står på scenen, eller mellem dem der står bag ’gardinet’, det er lige meget. Pointen er, at kunsten ikke ville kunne overleve uden det bånd, som samarbejde giver. De forskellige performere viser hver især, hvordan de har nedbrudt grænser og har skabt nogle rammer der gør, at de kan arbejde sammen i et fællesskab.

 “The biggest lesson of democracy is listening to stories that does not concern you”

Den indiske filosof Gayatri Chakravorty Spivak er en af de rigtig vigtige kræfter inden for feministisk, marxistisk og postkolonial tænkning. Hun slutter dette symposium af med at tale om ”Collectivity and Borderlessness” i den internationale politiske sfære. Et emne jeg umiddelbart ved mere om, end kreativt gruppearbejde. Alligevel bliver jeg sat helt til vægs. Spivaks historier og eksempler er komplekse og hendes pointer falder hurtigt og prompte. Fokus er på, hvordan vi selv som et kollektiv har skabt alle disse grænser i verden. Både fysiske grænser, men også grænser i form af forskellige sprog og dermed sprogbarriere. Grænser er noget af det første, den menneskelige psyke opfatter. Vi må som kollektiv lære disse grænser at kende, hvordan vi passer på dem og hvordan vi forhandler med dem. Men hvis disse grænser ikke eksisterede hvordan ville det så påvirker vores opfattelse af nationalisme og globalitet? Selvom en verden helt uden grænser synes umulig, mener Spivak, at det kan gøres muligt. Fysiske grænser, som ens pas, vil nok aldrig forsvinde, men en verden hvor grænserne er blevet udvisket af kapital, teknologi og viden om forskellige sprog er bestemt en mulighed i hendes perspektiv. Dette afhænger dog i høj grad af vores egen evne til at drømme om en verden, hvor lande og mennesker genovervejer deres loyalitet overfor grænser. Disse grænser er med til at underminere os som et kollektiv, ved at sætte forskelle op mellem klasser og racer. Spivak advokerede derfor for, at en kollektiv verden uden grænser er en verden der er omsorgsfuld og medmenneskelig. Som hun beskrev “The biggest lesson of democracy is listening to stories that does not concern you”.

wow-2
(Foto: Wilfred Gachau.)

Kan den kunstneriske feministiske agenda og den politiske feministiske agenda forbindes?

Og så vil den opmærksomme læser måske undre sig over, at Spivak er hovedtaler til sådan et symposium, hvor fokus blandt andet er på kreativt gruppearbejde og hvor de resterende performances hovedsageligt var af kunstneriske grupper. Men jeg synes netop, at Spivaks foredrag illustrerer, at vi har brug for kunsten. Vi har brug for dette forum, hvor man kan nedbryde samfundets normer og udfolde sine feministiske ideer i et fællesskab. I kunsten eksisterer der ingen grænser, men man kan bevæge sig frit rundt, hvilket netop er den verden, som Spivak ønsker. Så måske er der i virkeligheden ikke særligt langt fra den kunstneriske feministiske agenda til den politiske feministiske agenda. Jeg har i hvert fald fået åbnet mine grænser efter dette symposium.

 

 

 

Hvis unge var teaterdirektører

Holdet bag den4vaeg.dk (fra venstre) - Trine, Line og Clara.
Holdet bag den4vaeg.dk (fra venstre) – Trine, Line og Clara.

Jeg har lavet Vox Pop med tre unge grupper, der vil vise teatrets værdi til andre unge – De Sceneste, den4vaeg.com og ungtteaterblod.dk. Mens jeg hørte dem om hvorfor og hvordan de gerne vil formidle scenekunsten til unge, spurgte jeg også hvad der skulle ske, hvis det var dem, der var teaterdirektører. Her er deres svar:

 

DE SCENESTE – en ung kunstnerisk iværksættergruppe, der laver scenekunstprojekter med fokus på 15-30 år:
Vi ville vise teater, der beskæftiger sig med tematikker og problematikker fra de unges egen hverdag, uden at det kommer til at minde om en teenagedagbog. Alt for meget teater henvendt til unge, kommer til at tale ned til de unge. Vi går meget op i at huske på, at unge – i denne sammenhæng – er en målgruppe fra 15-30 år. Det er altså granvoksne mennesker. Derfor går vi meget op i, at vores projekter skal favne bredt – selvom det er inde for ungeområdet.

De Sceneste vil lave scenekunst til andre unge. Fordi de brænder for scenekunsten.
De Sceneste vil lave scenekunst til andre unge. Fordi de brænder for scenekunsten. De har været Teaterpiloter på Det Kongelige Teaters projektuddannelse.

 

DEN4VAEG.DK – en teaterpodcast, der taler om og med teater:
Det Røde Rum havde helt klart fat i den lange ende! Det var en blanding af noget gammelt og noget nyt og eksperimenterende – der var plads til at lege og udfordre hinanden. Det var tydeligt, at de ramte noget, som både unge og ældre forstod og kunne leve sig ind i. Derudover ser vi også, at et teater som Fredericia Teater trækker flere og flere gæster til sine musicals – det har uden tvivl noget at gøre med deres gigantiske talent, men også deres brug af digitale løsninger, som giver dem muligheder for at skabe universer, man ellers kun ser på det store lærred. Her tør man ligesom tænke i internationale baner og gøre det større og mere musical-bombastisk, end man måske ellers ser i Danmark – og det virker umiddelbart til, at vi rent faktisk er klar til det. Der er dog også en vigtighed i at tænke “ud af scenen”, og forsøge at få vist at scenekunst er så meget mere, end hvad der foregår på scenen. Altså tage scenekunsten ud i andre rum og forsøge at udfordre de rammer, der er blevet “normen” – hvilket vel nærmest er en grundlæggende nødvendighed for at forny sig og tilpasse sig de nye generationers publikum.

 

UNGTTEATERBLOD.DK – en blog der er skrevet af unge til unge for at øge eller vække unges interesse for scenekunst: Så ville vi være stærkt inspirerede af Mungo Park og Nørrebro Teater, der gang på gang formår at fortælle smukke, stærke og rørende fortællinger med hjælp fra humoren. Det, mener vi, er vigtigt, at man kan kombinere de to ting. Ellers bliver det så alvorligt – og livet er også sjovt og lystigt mens det er dødsens alvorligt.

Unge, der viser andre unge, hvad teatret kan

Vox Pop med De Sceneste, den4vaeg.com og ungtteaterblod.dk, der alle vil vise andre unge, hvilken værdi teater kan have.

Mit første job efter studierne (Moderne Kultur & Kulturformidling, København og Kulturwissenschaft, Berlin) var på ungdomskulturhuset KraftWerket. Her arbejdede vi med brugerinddragelse, ung-til-ung-metoder og projektrådgivning. Jeg var der i tre år (2003-2005) og var ikke så meget ældre end dem, der kom i huset. Det er ved at være længe siden og jeg har hverken belæg eller behov for at karakterisere mig selv som en af de unge i dag.

 

Unge der vælger at vise værdien i teater til andre unge

Det seneste år har jeg lagt mærke til nye initiativer fra unge, der vælger at bruge deres kreativitet og energi på at vise værdien i teater til andre unge. Og det har gjort mig nysgerrig. Hvorfor og hvordan gør de det? I praksis begrænser indsatsen over for unge sig ofte til at kontakte gymnasielærere og gennem dem invitere de unge i teatret til reduceret pris. Der er da heldigvis også flere, som prøver at lave ambitiøst udviklingsarbejde med og til unge for at bygge en bro mellem teater og unge.

 

De Sceneste, den4vaeg.dk og ungtteaterblod.dk

F.eks. har Det Kongelige Teater i to sæsoner kørt projektmagerforløbet Teaterpiloterne, der var et aktivt ungeprojekt. Det gør de ikke i denne sæson. Jeg har i stedet talt med De Sceneste, der er tidligere teaterpiloter. Teater Grob har også lavet GROW. Og Københavns Musikteater har et samarbejde med KBH +, der er et projektnetværk for unge. Og så er der unge bloggere, hvor især den4vaeg.dk og ungtteaterblod.dk stikker frem som ambitiøse og en stamina til at formidle til unge. Men er der ikke stor forskel på at lave scenekunst selv, som De Sceneste og så til at formidle den som den4vaeg.dk og ungtteaterblod.dk? For mig er det en pointe at for jeg tror på den mere holistiske form for publikumsudvkling. Der hvor kunsten og formidlingen smelter sammen. Refleksionsrummet kan skabes både i kunsten og i formidlingen.
Jeg har stillet dem de samme tre spørgsmål:
• Hvorfor er det vigtigt, at unge går i teatret?
• Hvad gør I for at nå unge?
• Hvis I havde al tid i verden og ikke behøvede at tænke på penge. Hvilke tiltag ville I så lave for at udvikle jeres platform – eller skabe en helt ny?

De taler bl.a. om podcasts, en tv-station og om at lave en højskole. De taler også om, at teatret er vigtig som kunstform.
Jeg har også spurgt, hvad de ville gøre, hvis de var teaterdirektører. Det er blevet til en selvstændig post -> Hvis unge var teaterdirektører…

 

DEN4VAEG.DK
Den 4. Væg er en teaterpodcast, som taler om teater og med teater. Og så anmelder de både på deres blog og med videoer, billeder og gifs på både instagram og snapchat.

Her er Clara og Lines video på instagram lige efter de har set “JOrdens Søjler” på Østre Gasværk. Der er vist ikke nogen tvivl om, at de var begejstrede for forestillingen.

Hvorfor er det vigtigt, at unge kommer i teatret?
Helt basalt er det vigtigt at få flere unge i teatrene, så teater ikke bliver en uddøende kultur/udtryksform. Derudover mener vi, at teatrene kan så meget, som biograferne slet ikke kan. I teatret bliver man konfronteret direkte med historierne, men også med menneskerne bag historierne. Teatret har en nerve i og med, at dramaet udspiller sig live på scenen foran dig. På en eller anden måde kan det virke meget mere rammende, end det kan på film. Det er selvfølgelig ikke noget, vi kan ændre på fra den ene dag til den anden – hvis vi forsøger at ramme nogle unge, som aldrig går i teatret og aldrig har lært det hjemmefra, så er det en slags opdragelse, vi skal forsøge at give dem. Deres interesse for noget nyt skal vækkes, og de skal ‘lære’ at gå i teatret og opdage, at teatret kan meget andet end at vise Shakespeare, Holberg eller Moliere.

Den4væegs video efter “Klokkeren fra Notre Dame” på Fredericia teater

Hvad gør I for at nå unge?
For os er det vigtigt, at vores platform er så let tilgængelig som overhovedet muligt. Derfor passer podcast-formatet perfekt; man kan lytte til vores udsendelser når som helst og hvor som helst. Man kan springe frem til lige det, man helst vil høre. Det er på mange måder indhold, som lytteren kan passe ind i sin egen hverdag, og det foregår derfor i langt højere grad på lytterens præmis. Vi forsøger også at gøre vores skriftlige anmeldelser så let aflæselige som muligt, med meget simple overskrifter, så man nemt kan komme igennem det. For os handler det rigtig meget om, at gennemskue og tilpasse os vores primære publikums tempo (som ofte er i den høje ende). Vi skal også være der, hvor de er, hvis vi vil gøre os forhåbninger om at nå dem. Derfor er vi også på både Instagram og Snapchat.

Desuden forsøger vi at gøre vores podcasts både interessante og sjove at lytte til – det skal være en fornøjelse at lytte til vores podcast både indholdsmæssigt, men det skal uden tvivl også være et interessant lydunivers; det forsøger vi at imødekomme med vores reportager og montager, hvor vi altid forsøger at tage folk med op på scenen og ind i det pågældende univers fra en forestilling. Sådan kommer lytterne også med bag kulisserne. På den måde kan vi forhåbenligt komme nogle af fordommene til livs, og være med til at gøre teatret noget mere tilgængeligt.

tove2

Hvis I havde al tid i verden og ikke behøvede at tænke på penge. Hvilke tiltag ville I så lave for at udvikle jeres platform – eller skabe en helt ny?
En helt stor drøm for os, er at gøre vores medie til meget mere end bare en podcast, som bliver optaget i et anonymt studie. Vi drømmer om live-events og samarbejder med teatrene og andre unge organisationer. For tiden drømmer vi lidt om, at kunne lave live-optagelser af vores podcast på et teater, hvor der enten er et tema for dagen eller en særlig forestilling i fokus. Her ville der være mulighed for at opleve interviews med folkene live, og vores lyttere ville få mulighed for at komme endnu tættere på den verden, vi elsker og brænder for.

 

DE SCENESTE

De Sceneste er ung kunstnerisk iværksættergruppe, der drømmer om at udfordre, udvikle og udvikle scenekunsten. De laver scenekunstprojekter med fokus på målgruppen 15-30 år. De holder til hos Nørrebro Teater.

Hvorfor er det vigtigt, at unge kommer i teatret?
Teater er den mest vedkommende kunstform der findes. Derfor er det så pinefuldt, at det er så uvedkommende for mange unge. Vi er mødtes gennem en kærlighed til teatret, og det er den vi kæmper for at dele. Teater er ikke kun en kunstart – det er en social aktivitet helt uden grænser. Det er den verden, vi hver dag får lov at boltre os i, og som vi ønsker at dele med andre!

De Sceneste er ung kunstnerisk iværksættergruppe, der drømmer om at udfordre, udvikle og udvikle scenekunsten. De laver scenekunstprojekter med fokus på målgruppen 15-30 år. De holder til hos Nørrebro Teater.
De Sceneste vil udfordre, udvikle og udvikle scenekunsten. Det gør de bl.a. chillede, afslappede koncepter som “Sejl & Sangria” samt “Kaffe, ostemadder & rapbattle” i forbindelse med opsætningen af “Svantes lykkelige dag” på Nørrebro Teater.

 

Hvad gør I for at nå unge?
Vi gør meget brug af interaktivitet og dermed gøre publikum til et deltagende organ. Det får både vores projekter, og selv og publikum meget mere ud af, end den klassiske publikum-aktør ramme. Samtidig lærer og husker man bedre gennem deltagelse, så vi håber at gøre det større indtryk på denne vis.
Derudover forsøger vi at vise, at teater er meget mere end en mørk sal, et tæppe og lange replikker. Teater kan foregå overalt, og behøver slet ikke at bunde i et manuskript. Derfor laver vi ikke kun traditionelt teater, men beskæftiger os faktisk mere med kunstneriske events med performative elementer. Og så prøver vi altid at invitere til en snak om scenekunst gennem vores events. Så vi forhåbentlig kan få flyttet et synspunkt ad gangen.

desceneste3 desceneste1

Hvis I havde al tid i verden og ikke behøvede at tænke på penge. Hvilke tiltag ville I så lave for at udvikle jeres platform – eller skabe en helt ny?
Vi vil så gerne lave en højskole. Det bliver ofte nævnt lidt i spøg, men når vi aldrig har lyst til at tage hjem, virker det alt for ofte som en god idé. Det skal vi en dag. [red., det er da vildt fedt!]

 

UNGTTEATERBLOD.DK

Bloggen ungtteaterblog.dk har en ambition om at være en seriøs og underholdende blog, der kan vække eller øge unges interesse for scenekunst. Bloggen er skrevet af unge – for unge (alt ung-til-ung-metoden).

ungtteaterblod

Hvorfor er det vigtigt, at unge kommer i teatret?
Det er igennem teater, at vi kan lære, at verden kan leves og opfattes på en anden måde, end det vi i forvejen gør. Det udvider vores horisont. Det kan være en form for dannende underholdning, hvor du både bliver klogere på dig selv og livet, men samtidigt med vises det på en måde, der er inspirerende i sig selv.
Det er vigtigt at vise, at underholdning også kan være andet end reality og “tju-bang”-underholdning. Teater favner det hele, og det er spændende, når underholdningen ikke alene foregår som envejskommunikation, men at der faktisk er nogen levende mennesker, som gør en forskel, på scenen, således at både forestillingen og det, som publikum får ud af en forestilling, er levende og nærværende for unge. Teatrets fornemste opgave er at nedbryde ”den 4. væg” og dermed gøre, at de unge føler, at de får noget med sig fra teaterturen.

 

Hvad gør I for at nå unge?
Vi har valgt en blog, hvor overskuelighed er nøgleordet for os. Det er vigtigt, at man kan danne sig et hurtigt overblik over, de seneste forestillinger der er anmeldt af os. Facebook og Instagram er svært at komme udenom, når man skal ramme den unge målgruppe. Vi vil ramme de unge på de platforme, hvor de selv er. Den generation, som vi gerne vil ramme, er i høj grad vant til at finde deres informationer via nettet, øvrige sociale medier og deres omgangskreds.

 

Hvis I havde al tid i verden og ikke behøvede at tænke på penge. Hvilke tiltag ville I så lave for at udvikle jeres platform – eller skabe en helt ny?
Vi ville lave et TV-program, der kunne streames gratis på nettet. Her ville vi kort, præcist og underholdende runde de seneste vigtige forestillinger, og så ville vi sætte spot på én bestemt ting igennem et interview fra gang til gang. Det ville være vigtigt for os, at det max. varede 10-12 min., så man kan bruge det til at danne sig et hurtigt overblik i sin hverdag. Så kan vi altid lave en mere dybdegående podcast ved siden af, hvor vi kan nørde igennem.

Online 24/7 – Det er de unges hverdag.

Christina Prüsse Jensen er 26 år og i praktik hos Karen Toftegaard ApS.

Jeg vågner op og det første jeg gør, er at tjekke min telefon. Jeg starter med Facebook. Er der sket noget nyt over natten? Er der nogle af mine venner, der har oplevet noget spændende, er gået fra hinanden eller har liket en ny sjov post? Dernæst bevæger jeg mig videre til Instagram og Snapchat. Jeg skal jo også tjekke op på de kendte. Har de postet et sødt billede af deres hund? Har de drukket den nyeste helsekostdrink eller skrevet en ny ”Live, Love, Laugh” post? Det er alt sammen meget vigtigt at følge med i. Til sidst slutter jeg af med at læse nogle nyheder. Lidt fornuftig skal jeg jo være. Efter denne seance på omkring 15 til 30 minutter kan jeg endelig bevæge mig ud af sengen, og dagen kan begynde. Mit navn er Christina. Jeg er 26 år og afhængig af min telefon og sociale medier.

 

“UNGE ER NØDT TIL AT VÆRE ONLINE”

Det gælder om at være på, om at være opdateret med de nyeste historier, nyeste trends og nyeste break-ups. For at kunne følge med i samtalen, bliver unge i dag derfor nødt til at være online. Og det er de rigtigt gode til at være her i Norden. Faktisk er ni ud af ti i de nordiske lande, online hver dag. Tre ud af fire unge mellem 13 og 23 år er dagligt på sociale medier som Snapchat, Instagram og Facebook. Det gør, at vi i Norden ligger blandt de 10 største forbrugere af sociale medier i verden. I Danmark er 87 procent af teenagere på Facebook hver dag, omkring 50 procent på Instagram dagligt og halvdelen af de 12-19 årige bruger snapchat dagligt (DR’s medierapport ”Medieudviklingen 2015”).

 

“ET ONLINE IMAGE ER AFGØRENDE FOR ENS LIV”

At være konstant online gør, at unges identitet ikke længere blot bliver formet i den ”rigtige” verden, men at deres selvfremstilling på de sociale medier har en stor indvirkning på deres identitetsdannelse. Vi sammenligner os selv med andre gennem sociale medier, både vores venner og kendte mennesker, som vi aldrig har mødt. Jeg får konstant beskeder om, at gamle klassekammerater fra gymnasiet har fået en ny topstilling, har købt et nyt hus eller er gravid for anden gang. Og jeg føler konstant, at jeg skal leve op til deres bedrifter og succes. Jeg føler et socialt online pres fra folk, jeg ikke har set de sidste 10 år, blot ved at se på deres statusopdateringer. Jeg er heldigvis ikke en del af den nye generation af indfødte digitale, for jeg kan kun forestille mig, hvilket pres de helt unge må være under, på sociale medier. Sociale medier er nemlig ikke bare noget, man tjekker en gang imellem. De er blevet en integreret del af de unges hverdag. Det er her al ens kommunikation med venner foregår, og her man får information om fritidsaktiviteter, skole og sociale aktiviteter. Unge forventer, at alle deres venner har Facebook og at man derfor på alle tider af døgnet, kan få fat på hinanden her. Man bliver nødt til, at have en online profil, der afspejler det image, man ønsker at have udadtil. Man investerer tid og nogle gange også penge i et ”online image”, og det kan blive et helt projekt og en afgørende del af en.

skam3

“SOCIALE MEDIER ER DET NYE VÆRKTØJ FOR SELVPROMOVERING”

Unge har ikke længere et privatliv uden for sociale medier, men sociale medier er derimod en væsentligt del af deres privatliv. Sociale medier er med til at forstærke de unges relationer til hinanden. Man er kun venner, når man har tilføjet hinanden på Facebook og kun ”rigtigt” kærester, når man har ændret sin status og har annonceret det på Facebook. Samtidigt muliggør sociale medier også relationer og fællesskaber på afstand og kan skabe en vis fællesskabsfølelse, selvom man ikke er sammen med andre. Hvis du ikke har en spændende online-persona kan de sociale medier også have den omvendte effekt, og virke ekskluderende for unge, der ikke formår at opbygge en interessant onlineidentitet. Sociale medier anvendes altså som en slags selvpromovering og iscenesættelse af de unges identitet, og det er derfor sociale medier har afgørende betydning for unges identitet.

 

“MAN FÅR BLOT EN LILLE DEL AF SANDHEDEN”

Jeg tror dog også, at unge kan glemme, at det ikke er alt, der bliver delt på de sociale medier, men kun det, som den enkelte person ønsker, at verden skal se. Det kan godt være, at hende den kendte blogger poster et billede af, at hun skal ud og løbe 5 km, men der er ikke et billede af, hvordan hun gik de 4 af dem, og stoppede og købte bland selv slik på den sidste kilometer. Det er jo ikke en ”nyhed”, og noget folk ville like, og det kan derfor være med til at ødelægge den perfekt opbyggede sociale identitet.

 

“ALT HVAD DU POSTER ER OFFENTLIGT TILGÆNGELIGT”

Fordi sociale medier er blevet sådan en integreret del af de unges liv og hverdag, kan det også være svært at forstå, at de ting man sender, deler og poster faktisk er tilgængelige for rimeligt mange mennesker og efterlader en del digitale spor. Hvis man googler sit navn, er der adskillige ting fra Facebook der dukker op, og hvis man ikke har lavet sin Instagram privat, så kan ens billeder ses af alle, i hele verden. Dermed kan de også misbruges. Det er f.eks. set ved Snapchat, hvor unge piger har sendt nøgenbilleder til deres kærester eller drenge, de er forelsket i. Drengene har så kopieret billederne, inden de forsvinder, og har delt dem i deres netværk. Selvfølgelig skal piger være i stand til at dele nøgenbilleder af dem selv med deres kærester eller bare hvem som helst, uden at forvente at de dukker op i alle mulige andre forummer. Men samtidig minder det også om, at unge bør tænke sig lidt mere om på de sociale medier og ikke bare trække på skulderen over, at de kan efterlade digitale spor. Jeg selv blev først for nyligt opmærksom på at man kunne se alverdens ting på min Facebookprofil – den var altså ikke gjort privat (hvilket jeg i øvrigt ikke anede, hvordan man gjorde). Jeg mødte en sød fyr i byen, han kom med hen til min dør og kyssede farvel. Da vi så var på vores første rigtige date, fortalte han, at han havde vist billeder af mig til sine kollegaer. Jeg anede ikke, hvor han havde billeder af mig fra, men han havde simpelthen luret mit navn på min postkasse og fundet mig på Facebook, hvor adskillige billeder og informationer altså var frit tilgængelige. Jeg fik ham straks til at hjælpe mig med at gøre min profil privat, og nu er vi heldigvis blevet kærester, og han må gerne se på alle mine billeder.

 

“GENERATIONSKLØFTEN KAN FOR ALVOR SES I ONLINEDEBATTEN”

Når det kommer til brug af sociale medier, er der et stort spring mellem voksne og unge. Voksne kan i mange tilfælde ikke relatere sig til de unges brug af sociale medier, og kritiserer dem for at være for meget online. De forstår simpelthen ikke, hvor vigtige sociale medier er i de unges liv, og hvor meget det betyder for deres identitet. Man skal være online hele tiden. Det skaber et enormt pres og udløser samtidigt også en enorm stress, når man ikke er online, da man føler, at man går glip af noget. Alle os unge kender følelsen af ikke at have sin telefon eller ikke at have net eller wi-fi. Det er ulideligt og man tæller bare minutterne til, at man igen kan være online og følge med i alt.

 

“SERR? KØDDER DU? HAR DU IKKE SET SKAM? ASS!”

skam-1

Et godt billede på unges brug af sociale medier ser vi i den norske hitserie ”SKAM”. Jeg slugte selv de to første sæsoner på to dage og glæder mig ustyrligt til første afsnit af tredje sæson. ”SKAM” handler om en gruppe 16-årige piger på et gymnasium i Oslo, og fokuserer i hver sæson på en ny personlighed. ”SKAM” er blevet skamset af flere hundredtusinder seere, dog ikke i tv, men på nettet. Det har nemlig hele tiden været Julie Andems (skaberen af SKAM) intention, at ramme målgruppen på 16 år. Hvor gør man det bedre end på nettet? Serien er ikke blevet promoveret i nogen synderlig grad, men har i stedet fundet vej gennem omtale på sociale medier. Et par af mine veninder havde set serien, og jeg havde set forskellige bloggere skrive om den, men det var som om en teenage-serie ikke rigtigt tiltalte mig. Det var først, da Karen Toftegaard anbefalede serien, at jeg tænkte, at det måtte jeg tjekke ud. Og er du gal, hvor bliver man revet med. Man bliver revet tilbage til gymnasiet, hvor man selv gennemlevede problemer med veninder, kliker og kærester. Dét, der for mig gør serien så troværdig, er, at det meste af kommunikationen foregår på sociale medier, præcis sådan som man forestiller sig det gør i en 16-åriges verden. Veninderne skriver til hinanden på Facebook, liker de populære drenges billeder på Instagram, og tjekker nervøst telefonen efter de har tilføjet hinanden på Facebook og venter på at blive accepteret. Det er et perfekt samtidsbillede på, at de unges liv bliver drevet af sociale medier. Det er her, det hele foregår. Samtidigt fokuserer serien også på det store pres, der bliver lagt på unge gennem de sociale medier. Alle pigerne sammenligner sig med hinanden og andre på skolen. De ser billeder af andre, der fester på Instagram, og ønsker selv at blive en del af inderkredsen og det perfekte sociale liv.

 

“FIKTIVE KARAKTERER BLIVER VIRKELIGGJORT”

skam-2

Ud over selve serien, så har Julie Andem også bygget et univers op omkring karaktererne. Man kan således følge alle hovedpersoner fra ”SKAM” på fiktive Instagram- og Facebookprofiler, samt læse deres sms-korrespondancer på seriens hjemmeside. Hun bruger altså de sociale medier, som unge selv bruger, for at udvide oplevelsen af serien og igen ramme målgruppen og deres digitale identitet.

 

“MÅSKE VI EN GANG IMELLEM SKULLE HOLDE EN PAUSE FRA AT VÆRE ONLINE?”

Vi lever i en digital tidsalder, og vi kan ikke komme uden om sociale medier. Hvis man som ung gerne vil være nogenlunde med, så gælder det altså om at have en Facebookprofil, uploade billeder på Instagram, sende sjove hverdagsglimt på Snapchat, skrive sjove men gennemtænkte observationer på Twitter og udsende videoer på Youtube. Man skal være med over det hele, og hold nu op hvor gør det personligt mig forpustet. Jeg holder mig til, at poste den årlige ”Tak for fødselsdagshilsnerne” på Facebook, og følge med i de kendtes liv på Instagram. Men en kæmpe applaus til de mennesker, der formår at tage billeder af deres quinoasalat til Instagram og poste, at de har samlet ind for Røde Kors en søndag formiddag og løbet en halvmaraton om eftermiddagen (mon aldrig de spiser chokolade, og går i joggingbukser, når de kommer hjem, som alle os andre?). Så et råd til den nye digitale generation – tag alt med et gran salt, det hele behøver ikke altid at være så perfekt, som det ser ud…

…Imens jeg skrev dette blogindlæg tjekkede jeg min Facebook 3 gange og  skrev 7 sms’er. Jeg sagde jo, at jeg var afhængig af min telefon og sociale medier.

Lige nu samarbejder Karen Toftegaard ApS med Noora Hannula og Pietari Kärki om danseforestillingen SNAP ME, 20.231 LIKES. Den handler om, hvor langt man vil gå for at få et like. Danserne udvikler og leger med deres figurer på deres instagram-profiler @fuck_my_fashion og @pietaku_kochebi og youtube – lige som i tv-serien ”SKAM”.

instagram_fuck_my_fashion instagram_pietaku_kochebi

 

 

DIALOG: Mødet med kunst #4

[Hvad sker der i mødet mellem mennesket og kunsten? Hvilke refleksionsrum åbner sig – hos en selv og sammen med andre? Hvori ligger kunstens inspirationskraft? Vi, Karen Toftegaard og Ida Marie Fich, har lavet en filosofisk undersøgelse og beskrivelse af, hvad der sker i mødet mellem mennesket og kunsten. Ida Marie Fich har reflekteret over fire forskellige forestillinger på Det Frie Felts Festival og CPH STAGE her på bloggen. Nu vil vi sammen i en dialog reflektere videre over, hvad kunsten gør ved os, og hvad det siger om forestillingernes potentiale for at skabe rum for relationer mellem kunsten og publikum og publikum imellem. Vi deler her vores dialog, hvor vi har udfordret hinanden til at gå i dybden med refleksionerne.]

DIALOG #1  |  DIALOG #2  |  DIALOG #3  | DIALOG #4

Tak for dine tanker Ida!

Jeg lægger mærke til at du kredser om, hvem der skal tage ansvar for kunstoplevelsen. Kunstneren, Kulturbrugeren, Kulturformidleren? I udgangspunktet mener jeg, at alle har et ansvar for, hvordan de vælger at agere i og opleve verden. Og her taler jeg ikke nødvendigvis om et tungt ansvar. Det tror jeg heller ikke, at du gør. Det er mere det at forholde sig bevidst til det, man skaber og modtager. Og der ser jeg kunstneren og deltageren/publikum som ligeværdige. Den enes kunstneriske vision mødes af den andens lyst til/behov for at møde kunsten. Og der er stor forskel på, hvad de forskellige kunstnere vil manifestere i verden. Lige som der er stor forskel på hvad de forskellige kulturbrugere drømmer om at mødet med kunsten skal gøre for dem.

 

Det rigtige match mellem kunst og det menneske, som møder den

Derfor er det så vigtigt at være bevidst om at lave det rigtige match mellem kunsten og det menneske, som møder den – kulturbrugeren. Det er bl.a. her kulturformidleren kommer ind i billedet. Man skal ikke prøve at få nogle, der drømmer om at blive henrevet af det store drama, til at gå ind og se minimalistisk kunst. Med mindre der på forhånd er lavet en helt klar forventningsafstemning om, at det de nu kommer til at se er anderledes end det de plejer at se. Og de behøver ikke kunne lide det, men i stedet appellere til at prøve at se, hvordan de reagerer på det, de ikke umiddelbart forstår. Hvad sker der i det møde?
Samtidigt kan det være svært at sige præcist, hvad det er for en kunstoplevelse, det ender med at blive, når først man er gået ind i den kreative proces. Tingene har det med at ændre sig undervejs. Men en klar formidling af hvad det er for en rolle, man forventer at folk skal indgå er vigtig. Samtidigt er der jo også dem, der foretrækker at alt ikke bliver skåret ud i pap. Men at der netop er plads til selv at gå på oplevelse og selv forstå og sætte ord på eller bare suge til sig.

 

At stille sig åben over for den kunstneriske proces

Så alle har et ansvar for at stille sig åben over for hvor den kunstneriske proces bevæger sig hen i værker som SIGNAs SALÓ. Den forestilling tiltrak jo også mennesker med hang til perversioner. Det mener jeg ikke, at hverken kunstnere eller kulturformidlere har ansvar for. Men vi kan tage stilling til, hvor vi vil stille os, hvilken rolle vi vil indgå i – hvilke møder vi som mennesker ønsker at have med kunsten.

Jeg selv valgte ikke at gå til den forestilling, selvom den spillede på det teater, jeg var ansat på. Og jeg har set mange af SIGNAs forestillinger. Men jeg havde netop født min søn og vidste, jeg var alt for sensibel til at gå ind i det rum på det tidspunkt. Jeg fik stadig kvalme, når jeg tænkte på filmen. Selvom det var over 10 år siden, jeg havde set den.

 

Er det her kunst?

Og så tilbage til dit spørgsmål om der også kan være en begrænsning i de meget åbne, relationelt funderede værker. Det kan der bestemt. Værkernes porøsitet gør, at de kan være sværere at begribe. Og spørgsmålet: ”Er det her kunst?” opstår oftere. Det spørgsmål åbner dog netop op for refleksioner over grænserne. Lige som med alle andre værkformater så gælder det om, at der er en. Nicolás Borriauds beskrivelse af den relationelle æstetik er blevet adoptereret af mange – lige fra hit-and-run-eventmagere til dybt funderede kunstnere. Der er forskel på, når Marina Abramovic laver relationelle værker og så når nogle bruger strategierne til at skabe en god fest. Men selve den relationelle æstetik, hvor der er en social dimension og en porøsitet i værket, kan noget særligt. Lige som at Claude Monets åkander stadig er mesterværker, når man ser dem i Paris. Selvom de er blevet skamredet rundt i diverse plakatformater, der har fået rødt kort for dårlig smag.

Alt handler om øjnene der ser og hvor man vælger at sætte accenten i sin værdisætning af værkerne.

DIALOG #1  |  DIALOG #2  |  DIALOG #3  | DIALOG #4

DIALOG: Mødet med kunst #3

[Hvad sker der i mødet mellem mennesket og kunsten? Hvilke refleksionsrum åbner sig – hos en selv og sammen med andre? Hvori ligger kunstens inspirationskraft? Vi, Karen Toftegaard og Ida Marie Fich, har lavet en filosofisk undersøgelse og beskrivelse af, hvad der sker i mødet mellem mennesket og kunsten. Ida Marie Fich har reflekteret over fire forskellige forestillinger på Det Frie Felts Festival og CPH STAGE her på bloggen. Nu vil vi sammen i en dialog reflektere videre over, hvad kunsten gør ved os, og hvad det siger om forestillingernes potentiale for at skabe rum for relationer mellem kunsten og publikum og publikum imellem. Vi deler her vores dialog, hvor vi har udfordret hinanden til at gå i dybden med refleksionerne.]

DIALOG #1  |  DIALOG #2  |  DIALOG #3  | DIALOG #4

Hvor er det skønt at læse dine refleksioner, Karen!

Jeg synes det er en virkelig spændende og vigtig vinkel at tale om, at kunsten omfavner ikke kun én men mange sandheder, og hvad det betyder for forholdet mellem kunsten og publikum. Og når jeg taler om, at jeg oplever en forestilling som intim eller distanceret, er det jo netop min oplevelse, jeg der beskriver. Det mener jeg slet ikke, vi kan komme udenom og slet ikke i samtidskunsten i dag, hvor det oftest er så integreret en del af både kunstnernes virke og publikums tilgang til et værk – i hvert fald i højere og højere grad.

Det interessante ved den relationelle kunst, hvor det bliver tydeligt, som du skriver, at vi alle kommer med det, vi er og har lige nu og her, er også, at vi dermed kan se værker som Udsigter fra min bedstemors køkken som et patchwork af de forskellige erfaringer, antagelser, refleksioner, drømme og fortolkninger af værket, som publikum kommer med. Jeg ser ikke kunst som en ensom erfaring med og af verden – selvom du står alene med din subjektive oplevelse – men noget, vi skaber sammen i et rum og en tid. Det at vi anerkender kunstoplevelsen som subjektiv betyder altså ikke, at kunsten ikke er social eller relationel – det mener jeg altid også den vil være i og med, at værket eksisterer og opleves i et eller andet form for rum af modtagere. Det taler faktisk meget fint ind i din beskrivelse af samtalerne med forskellige mennesker i forbindelse med AirPlay: Her gjorde jeres værkers præmisser, at I måtte ud i den virkelighed, der omgav jeres kunst og opsøge mennesker, der havde en mening om den – virkeligheden og kunsten.

Siden 1960’ernes politiske kunst har man plæderet for en sådan demokratisering af kunsten; altså ideen om, at kunsten ikke må lukke sig om sig selv men træde ind i eller kommentere direkte på den virkelighed, den er en del af. Præcis som du beskriver, at I gjorde med AirPlay, at du oplevede i LYSFORESTILLINGER, og som jeg f.eks. også synes, at mange af performanceduoen Fix&Foxys forestillinger gør og et værk som Station House Operas Dominoes meget konkret gjorde det med 7000 store dominobrikker gennem København på Metropolis Festival i 2013. Og nu spørger jeg så: Kan det også være en begrænsning med meget åbne, relationelt funderede værker?

Netop den diskussion havde jeg, da jeg i 2010 reflekterede over min oplevelse af SIGNAs performanceinstallation Saló i en artikel i magasinet AFART. SIGNAs værker er blandt andet kendetegnet ved netop en meget subjektiv publikumsrolle, nogle vil sige den er helt udflydende og grænseløs, fordi du sjældent præsenteres for en fast position: Du kan helt bogstaveligt bevæge dig rundt i installationen og vælge enten at betragte den udefra eller tage aktiv del i den som medspiller. I lille skala gjorde by proxy noget lignende i deres første scene i Stop Being Poor, hvor man selv kunne vælge, om man trygt ville tage plads i salen eller give sig i kast med at bygge med træklodser på scenen. I Saló, og også andre interaktive, deltagerbaserede forestillinger, oplever jeg valget af position som en frihed og en demokratisering af min rolle som publikum. Forholdet mellem mig og værket bliver åbnet op for fortolkning, og min subjektive plads og stemme som publikum bliver en del af det overordnede billede eller værk. Det fører ikke altid til, at jeg indlever mig mere, blot fordi jeg inddrages som publikum – men når jeg virkelig føler mig henført og givet noget ekstra, er det når jeg får lov at opleve gennem sanser, krop og fysisk bevægelse.

Ikke desto mindre fik Saló en del negativ kritik af, at kunstneren her ikke tog ansvar for deltagerens oplevelser, og at værket altså skulle være klarere i sin kontrakt med publikum i forhold til den position, man indtog i værket. Men hvis vi godtager, at al kunst er subjektiv, er det så virkelig kunstnerens ansvar at føre os sikkert ud på den anden side af værket? Er vi så ikke som publikummer selv ansvarlige både for vores oplevelse men også for den position, vi placerer os i? Det er et åbent spørgsmål til dig.

Og for at vende mig mod et af dine andre spørgsmål: Hvis vi stilles ansvarlige for vores egen oplevelse som kulturbrugere, hvad betyder det så for os som formidlere? Hvordan forholder vi os til dette forhold mellem modtageren og det mere eller mindre åbne værk? Fører vi argumentationen til ende omkring den subjektive modtager, der selv vælger sin position i et komplekst, individualiseret forbrugersamfund, så er formidlerens rolle vel også ændret fra den traditionelle smagsdommer til en mere observerende, reflekterende guide i stil med de performere, vi møder i f.eks. SIGNAs forestillinger: De guider dig gennem et værk, tilbyder dig udsigtspositioner men tager ikke valg for dig eller dømmer. Vi må altså tage højde for, at kunsten indeholder flere indgange til at opleve den, når vi skaber bro mellem kunsten og publikum med vores formidling. Ligesom vi gør med denne dialog ved at tage udgangspunkt i vores egne, personlige oplevelser og refleksioner.

Vi ser også eksempler på denne form for kulturformidling i journalistikken med digitale medier som Zetland og Atlas. Her bedriver journalisten ikke klassisk kulturkritik men gør det tydeligt, at hun er en kulturforbruger med en mening, og så står det ellers frit for at komme med DIN mening i et kommentarspor. Vi er en del af en tid, hvor vi med glæde deler vores holdninger på sociale medier, og din holdning kan sådan set være lige så god som min – ikke dermed sagt, at nogle holdninger ikke er mere velfunderede end andre. Og det afspejler sig vel netop også i kunsten, når vi oplever flere og flere eksperimenter med individuelle, relationelle, intime møder i kunsten? Jeg håber du fangede mine spørgsmål undervejs og glæder mig til at læse med på dine videre tanker.

Kh Ida

DIALOG #1  |  DIALOG #2  |  DIALOG #3  | DIALOG #4

 

DIALOG: Mødet med kunst #1

[Hvad sker der i mødet mellem mennesket og kunsten? Hvilke refleksionsrum åbner sig – hos en selv og sammen med andre? Hvori ligger kunstens inspirationskraft? Vi, Karen Toftegaard og Ida Marie Fich, har lavet en filosofisk undersøgelse og beskrivelse af, hvad der sker i mødet mellem mennesket og kunsten. Ida Marie Fich har reflekteret over fire forskellige forestillinger på Det Frie Felts Festival og CPH STAGE her på bloggen. Nu vil vi sammen i en dialog reflektere videre over, hvad kunsten gør ved os, og hvad det siger om forestillingernes potentiale for at skabe rum for relationer mellem kunsten og publikum og publikum imellem. Vi deler her vores dialog, hvor vi har udfordret hinanden til at gå i dybden med refleksionerne.]

DIALOG #1  |  DIALOG #2  |  DIALOG #3  | DIALOG #4

Kære Karen

Her er mit første oplæg til vores fælles refleksion.  Efter at have oplevet nogle meget forskellige forestillinger på Det Frie Felts Festival og CPH STAGE sidder jeg tilbage med en boblende følelse af, at scenekunsten i Danmark er både mangfoldig, omfavnende og modig. Hvis jeg skal nævne et element, som særligt drager mig ved den kunst, jeg oplever, så er det hvis kunstneren formår at skabe en særlig fortættet eller intim stemning. Hvis jeg som publikum bliver, ja, netop draget ind i værket. Og det behøver ikke nødvendigvis være i form af direkte deltagelse – det kan nogle gange have den modsatte effekt, hvis det ikke lykkes – men kan gøres på mange måder. Som startskuddet til denne dialog-refleksion vil jeg netop fremhæve nærheden i forestillingerne på Det Frie Felts Festival og CPH STAGE, som noget der gjorde særligt indtryk på mig.

Hvad end det var den intime oplevelse, hvor jeg kom både fysisk og mentalt tæt på andre publikummer og spillere, og hvor man altså har valgt en mere eller mindre deltagerbaseret form, eller det var forestillinger, som tematisk beskriver en trang til eller mangel på den tætte menneskelige relation, blev netop nærheden og båndet mellem mennesker et gennemgående tema for mig.  Jeg oplevede det særligt i Udsigter fra min bedstemors køkken og Det Store Sceneskift, hvor scenekunsten på hver sin måde skabte muligheden for, at jeg kunne forbinde mig til ikke kun værket men også andre mennesker i teaterrummet. I Udsigter fra min bedstemors køkken skete det gennem sanselige oplevelser, smagsindtryk, berøringer, lugte, lyde og at blive talt direkte til, mens Det Store Sceneskift formåede at skabe en helt fortættet energi i rummet gennem en åbning af teatrets forestillingsrum. Rystet Spejl formåede, på trods af at jeg sad med stor afstand til scenen, at skabe et rum omkring ordene og dansen, der syntes at hvirvle mig og de andre i salen rundt i en meget fysisk intim oplevelse.

Som modpol hertil står Støv og Stop Being Poor, som behandlede henholdsvis klima- og finanskrisen gennem billeder af et fortabt, desperat og mekanisk overfladisk samfund. Med andre ord kom man som publikum netop ikke tæt på hinanden – og det på trods af by proxys meget direkte inddragelse af publikum i begyndelsen af forestillingen. Snarere blev tørsten efter andre mennesker og mening med tilværelsen netop tydelig i udeladelsen af den direkte nærhed i Støv og den høje grad af ironi i Stop Being Poor. Jeg er nysgerrig på, hvad denne polarisering af det helt nære og det totalt afskårede siger om scenekunsten i dag og dets relation til sit publikum?

Eksperimenterne med deltagerinvolverende og interaktiv kunst er for mig at se et tydeligt tegn på, at vi søger det personlige, intime møde med andre mennesker – måske fordi vi mangler det i andre dele af vores liv. Og det er samtidig kunstnernes forsøg på at gribe til kernen af teatrets sociale potentiale og udfordre netop vores måder at mødes og dele oplevelser og refleksioner på. Heri ligger et dybt ønske om at skabe nærværende kunst for det hele menneske med sanser, krop og sind.  På den anden side åbner forestillinger som Støv og Rystet Spejl op for at opleve gennem, hvis ikke din egen krop, så i hvert fald gennem et hav af sanseindtryk – som gesamtkunstwerk‘er afprøver de nye måder at forene musik, ord, bevægelse og animation på scenen. Det kan som sagt skabe ret lukkede kunstværker, som ikke taler til den intime oplevelse, der skaber relationer, men kan man tale om, at det så er mellem værket og mennesket, at potentialet for nærhed opstår?

Lad dette være mit oplæg til din videre refleksion – med spørgsmålet: Har du også haft nogle enten meget intime, personlige eller meget fremmedgørende oplevelser, du har lyst til at fortælle om? Og hvordan ser du forholdet mellem de to modpoler skildret i scenekunsten i dag generelt? Jeg ser frem til at læse dine refleksioner.

Kh Ida

DIALOG #1  |  DIALOG #2  |  DIALOG #3  | DIALOG #4